Hvor er det dog fristende at lade sig forføre af smigrende omtale og selskab som det, jeg udsættes for i "Filosoffen og fremtidsforskeren" på Den Offentlige Sektor.dk. Det er da helt sikkert sådan, det er - selvfølgelig er det det!
Eller også er det ikke helt sådan, det er. Eller måske slet ikke.
I hvert fald nåede min mand og jeg frem til en lidt anden konklusion, da vi i går formulerede Pias lov. Den stod bøjet i neon, da vores søn uden tøven havde peget på sin far som vinder af den improviserede Gangnam Style konkurrence, og jeg straks begyndte at håne ham for hans åbenlyse talent:
Hvis jeg ikke kan det, er det ikke værd at kunne.
Sådan lyder Pias lov. Knapt så smigrende som at være "markant meningsdanner", en, der "har etableret en karriere, hvor hun gør en forskel", "bekendt sig til en tilværelse, hvor mening og resultater betyder noget" og "tør tage et skridt foran flokkene".
Men jeg lover jer: Den er betydelig mere sigende for, hvad jeg er for en størrelse og hvorfor jeg agerer, som jeg gør. Øv.
(Og når det nu er sagt, vil jeg gerne markere, at jeg synes, Anne Skare Nielsen kan noget helt fantastisk - som jeg ikke kan).
Tuesday, January 22, 2013
"Ingen er perfekte. Heller ikke Facebook" (fortsat)
Min kronik i søndagsberlingeren er i skrivende stund oppe på 127 anbefalinger på Facebook - kan jeg se på Berlingskes hjemmeside. Hvad det betyder og for hvem ved jeg ikke, for jeg er jo ikke på Facebook, og de mennesker, der grangiveligt står bag anbefalingerne har ikke benyttet kommentarfeltet til at skrive, hvorfor de finder kronikken anbefalelsesværdig. Det har derimod en Charlotte Sylvestersen, der skriver "Vrøvl fra ende til anden... mere er der ikke at sige om det".
Udover den digitale opmærksomhed har kronikken udløst en række hilsner fra venner og bekendte, som bl.a. har skrevet:
"Nu har jeg fået tænkt over facebook :D, trigget af din artikel i berlingeren, og har besluttet at jeg vil begynde at bruge det lidt mere aktivt (...) Synes at det er et godt værktøj, hvis man tænker over hvordan man bruger det, så det vil jeg prøve."
"Klog og interessant kronik i dagens Berlingske... Jeg må fluks anbefale den på FB:)))"
"Tak for at du har sat lidt perspektiv og mulig forklaring på nogle af mine egne overvelser og handlinger. Jeg bruger meget bevidst ikke Facebook, men jeg er efter mange overvejelser stadig medlem af Folkekirken uden jeg helt kan forklare mig selv eller min omverden hvorfor."
"Tak for din artikel om facebook i Berlingske. Har lidt af den samme udfordring med mediet og med at se selv begavede bekendtes fuldstændig glatte og nærmest kvalme-komiske iscenesættelse af sig selv, kæresten, børnene, ferien, indkøbet eller hvad fanden det nu er. Bruger konsekvent selv "kun" mediet til at dele links om interessante artikler, videoer, konferencer eller lignende (som jo også kan ses som en iscenesættelse af den kloge xx), men det er i hvert fald et forsøg på at videndele og skabe en form for debat. Jeg synes jo, det ville klæde dig at have en profil, så du kan bidrage ad den vej også? (...) Kan man vide, hvad det kan bruges til, når man ikke har brugt det selv? (...) jeg tænker, at andre, der læser din artikel kan få den tanke. Eller måske tænker: her sidder der en filosof i tårnet, og hun har sgu nok ikke engang selv en profil..."
Derudover har jeg modtaget et link til en artikel i Kristeligt Dagblad, der sidste år kunne overbringe den glædelige nyhed, at Facebook-brugere er mere engagerede i samfundet end folk, der lige som jeg ikke benytter Facebook. Og i dagens Business-sektion i Berlingske kan man læse, at Facebook netop har lanceret en søgefunktion, der gør det lettere for mediets brugere at "sortere i de enorme mængder af information, der ligger på Facebook".
Og samfundsengagementet og evnen til at kapere og navigere i al den information, de digitale medier stiller til rådighed er jo netop nogle af de ting, jeg stiller spørgsmålstegn ved i min kronik. Lige som jeg betvivler værdien af den tilsyneladende uendelige sociale bekræftelse, der følger af et system, hvor det altid er muligt at få endnu en ven og opnå endnu et like.
Men det er måske alt sammen klaret nu? Nu, hvor undersøgelser har vist, at "deltagelse i sociale medier giver en øget selvfølelse af, at man er engageret i politik, og det bidrager til at øge den politiske viden og debat i samfundet" (Kr. Dagblad)? Nu hvor Facebook udfordrer Google ved at have udviklet en søgemaskine, der hjælper med at finde "alt relevant, som mine venner har fortalt på Facebook, der handler om det søgte emne", som Head of Social i Bates Y&R Jan Christiansen begejstret fortæller Berlingske? Og nu, hvor jeg - beriget og bekræftet af den opmærksomhed, jeg har modtaget for min kronik - ved, at ca. 127 anonyme anbefalinger på Facebook svarer til ca. 10 personlige hilsner med dertilhørende personlig stillingtagen?
Nej, jeg er stadig bekymret. Jeg skrev ikke kronikken for at overbevise andre om, at Facebook er noget lort. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv synes, Facebook er noget lort. Men jeg må konstatere, at jeg flere gange har været inde for at oprette en profil og har ladet være. Jeg har simpelthen ikke kunnet få mig selv til det. I forrige uge begyndte jeg så at interessere mig for min - synes jeg selv - ureflekterede indstilling til Facebook, og derfor begyndte jeg at skrive. Jeg ville finde ud af, hvad det er, Facebook kan og ikke kan, og til at begynde med tænkte jeg faktisk som min citerede ven ovenfor, at det krævede, at jeg oprettede en profil. Men jo længere jeg kom, des klarere stod det for mig, at det ikke er nødvendigt.
Det er overordentlig åbenlyst, at Facebook kan noget, og at det har en berettigelse - hvilket jeg også understreger flere steder i kronikken. Det er det, det sociale medie ikke kan, der er problemet. Og de enorme mængder tid, det stjæler fra de vigtige menneskelige, sociale og samfundsmæssige opgaver, vi har uden for Facebook, og som vi alt for let undervurderer betydningen af, når vi snyder os selv og hinanden til at tro, at stillingtagen og ansvar kan klares med et klik.
Det kan det ikke. Det kræver hårdt arbejde at finde ud af, hvad man selv mener og hvorfor, man mener, som man gør, og det er ikke et arbejde, der kan udliciteres til digitale venner og søgemaskiner. Det er netop ikke et spørgsmål om, hvor mange interessante artikler, videoer og statusopdateringer, man deler, men om det verdensyn, man trækker med ind i og ud af den sammenhæng, man er en del af.
Mens de 127 anbefalinger på Facebook og den enkeltstående kommentar på Berlingske kan give indtryk af, at der er 127 mennesker, der er enige i mine synspunkter i kronikken og ét menneske, der er uenig, så viser de personlige hilsner fra venner og bekendte, at det selvfølgelig ikke er sådan, det er.
Min kronik kan læses på et utal af forskellige måder, hvilket den også må siges at være blevet, når den har fået én til at ville bruge Facebook mere og en anden til at finde en forklaring på, hvorfor vedkommende ikke er på Facebook.
Det er skønt, og jeg kan kun blive begejstret for begge dele. Hvorfor? Fordi jeg her får den bekræftelse, JEG søger: At det kan betale sig at blive opmærksom på og forholde sig til sine egne ureflekterede indstillinger. At jeg ved at tænke over og skrive om mine egne begrænsninger kan være med til, at andre tager stilling til og ansvar for deres. At jeg ved selv at bidrage med noget, der rækker udover en anbefaling af noget, andre har anbefalet, øger sandsynligheden for, at dem, hvis mening, der betyder noget for mig, fortæller mig, hvorfor de tænker og bidrager, som de gør.
Og så bliver jeg klogere. På hvor andre står. På hvor jeg selv står. Men også på værdien og niveauet af den viden, der er til rådighed. Det er ualmindelig fristende, som min veninde skriver, at være en filosof i tårnet. Ikke mindst fordi, det er så svært at finde noget i den digitale informationsstrøm, der matcher det erkendelsesniveau, man finder i de "gamle" bøger. Der er meget viden i dag, ja, og det er vigtigt at dele. Men hold fast, hvor er der også meget sludder, og hvor ville det være dejligt, hvis vi delte lidt mindre af det.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at folk deler i den bedste mening, og at min veninde ikke er ene om kun at bruge Facebook til "at dele links om interessante artikler, videoer, konferencer eller lignende", men jeg synes, det kunne være spændende at se, hvor meget der ville være tilbage, hvis Facebook afkrævede, at man for hver anbefaling skulle skrive min. 15 linjers begrundelse for, hvorfor den delte artikel/video/konference er værd/vigtig at bruge sin sparsomme tid på.
Det ville reducere videndelingen gevaldigt, ja, men spørgsmålet er, hvor meget, vi går glip af, hvis den viden, vi synes, det er så vigtigt at dele, ikke er vigtig nok til, at vi gider skrive et par ord om, hvorfor vi synes, den er vigtig.
Det er det, jeg mener med at tage stilling og ansvar. Vi skal have ordene i vores egen mund for, at de tæller, og det kommer de ikke af, at vi klikker på like.
[Når nu jeg er så flink til at referere dem, der er uenig med mig, er det vel ok også at gøre opmærksom på denne: Sociale medier er en trussel, Markedsføring 23. januar 2013, som bærer manchetten: Information og misinformation spredes som en steppebrand via sociale medier, og derfor udgør de en reel trussel mod samfundet, lyder det i den seneste "Global Risk Report" fra The World Economic Forum]
Udover den digitale opmærksomhed har kronikken udløst en række hilsner fra venner og bekendte, som bl.a. har skrevet:
"Nu har jeg fået tænkt over facebook :D, trigget af din artikel i berlingeren, og har besluttet at jeg vil begynde at bruge det lidt mere aktivt (...) Synes at det er et godt værktøj, hvis man tænker over hvordan man bruger det, så det vil jeg prøve."
"Klog og interessant kronik i dagens Berlingske... Jeg må fluks anbefale den på FB:)))"
"Tak for at du har sat lidt perspektiv og mulig forklaring på nogle af mine egne overvelser og handlinger. Jeg bruger meget bevidst ikke Facebook, men jeg er efter mange overvejelser stadig medlem af Folkekirken uden jeg helt kan forklare mig selv eller min omverden hvorfor."
"Tak for din artikel om facebook i Berlingske. Har lidt af den samme udfordring med mediet og med at se selv begavede bekendtes fuldstændig glatte og nærmest kvalme-komiske iscenesættelse af sig selv, kæresten, børnene, ferien, indkøbet eller hvad fanden det nu er. Bruger konsekvent selv "kun" mediet til at dele links om interessante artikler, videoer, konferencer eller lignende (som jo også kan ses som en iscenesættelse af den kloge xx), men det er i hvert fald et forsøg på at videndele og skabe en form for debat. Jeg synes jo, det ville klæde dig at have en profil, så du kan bidrage ad den vej også? (...) Kan man vide, hvad det kan bruges til, når man ikke har brugt det selv? (...) jeg tænker, at andre, der læser din artikel kan få den tanke. Eller måske tænker: her sidder der en filosof i tårnet, og hun har sgu nok ikke engang selv en profil..."
Derudover har jeg modtaget et link til en artikel i Kristeligt Dagblad, der sidste år kunne overbringe den glædelige nyhed, at Facebook-brugere er mere engagerede i samfundet end folk, der lige som jeg ikke benytter Facebook. Og i dagens Business-sektion i Berlingske kan man læse, at Facebook netop har lanceret en søgefunktion, der gør det lettere for mediets brugere at "sortere i de enorme mængder af information, der ligger på Facebook".
Og samfundsengagementet og evnen til at kapere og navigere i al den information, de digitale medier stiller til rådighed er jo netop nogle af de ting, jeg stiller spørgsmålstegn ved i min kronik. Lige som jeg betvivler værdien af den tilsyneladende uendelige sociale bekræftelse, der følger af et system, hvor det altid er muligt at få endnu en ven og opnå endnu et like.
Men det er måske alt sammen klaret nu? Nu, hvor undersøgelser har vist, at "deltagelse i sociale medier giver en øget selvfølelse af, at man er engageret i politik, og det bidrager til at øge den politiske viden og debat i samfundet" (Kr. Dagblad)? Nu hvor Facebook udfordrer Google ved at have udviklet en søgemaskine, der hjælper med at finde "alt relevant, som mine venner har fortalt på Facebook, der handler om det søgte emne", som Head of Social i Bates Y&R Jan Christiansen begejstret fortæller Berlingske? Og nu, hvor jeg - beriget og bekræftet af den opmærksomhed, jeg har modtaget for min kronik - ved, at ca. 127 anonyme anbefalinger på Facebook svarer til ca. 10 personlige hilsner med dertilhørende personlig stillingtagen?
Nej, jeg er stadig bekymret. Jeg skrev ikke kronikken for at overbevise andre om, at Facebook er noget lort. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv synes, Facebook er noget lort. Men jeg må konstatere, at jeg flere gange har været inde for at oprette en profil og har ladet være. Jeg har simpelthen ikke kunnet få mig selv til det. I forrige uge begyndte jeg så at interessere mig for min - synes jeg selv - ureflekterede indstilling til Facebook, og derfor begyndte jeg at skrive. Jeg ville finde ud af, hvad det er, Facebook kan og ikke kan, og til at begynde med tænkte jeg faktisk som min citerede ven ovenfor, at det krævede, at jeg oprettede en profil. Men jo længere jeg kom, des klarere stod det for mig, at det ikke er nødvendigt.
Det er overordentlig åbenlyst, at Facebook kan noget, og at det har en berettigelse - hvilket jeg også understreger flere steder i kronikken. Det er det, det sociale medie ikke kan, der er problemet. Og de enorme mængder tid, det stjæler fra de vigtige menneskelige, sociale og samfundsmæssige opgaver, vi har uden for Facebook, og som vi alt for let undervurderer betydningen af, når vi snyder os selv og hinanden til at tro, at stillingtagen og ansvar kan klares med et klik.
Det kan det ikke. Det kræver hårdt arbejde at finde ud af, hvad man selv mener og hvorfor, man mener, som man gør, og det er ikke et arbejde, der kan udliciteres til digitale venner og søgemaskiner. Det er netop ikke et spørgsmål om, hvor mange interessante artikler, videoer og statusopdateringer, man deler, men om det verdensyn, man trækker med ind i og ud af den sammenhæng, man er en del af.
Mens de 127 anbefalinger på Facebook og den enkeltstående kommentar på Berlingske kan give indtryk af, at der er 127 mennesker, der er enige i mine synspunkter i kronikken og ét menneske, der er uenig, så viser de personlige hilsner fra venner og bekendte, at det selvfølgelig ikke er sådan, det er.
Min kronik kan læses på et utal af forskellige måder, hvilket den også må siges at være blevet, når den har fået én til at ville bruge Facebook mere og en anden til at finde en forklaring på, hvorfor vedkommende ikke er på Facebook.
Det er skønt, og jeg kan kun blive begejstret for begge dele. Hvorfor? Fordi jeg her får den bekræftelse, JEG søger: At det kan betale sig at blive opmærksom på og forholde sig til sine egne ureflekterede indstillinger. At jeg ved at tænke over og skrive om mine egne begrænsninger kan være med til, at andre tager stilling til og ansvar for deres. At jeg ved selv at bidrage med noget, der rækker udover en anbefaling af noget, andre har anbefalet, øger sandsynligheden for, at dem, hvis mening, der betyder noget for mig, fortæller mig, hvorfor de tænker og bidrager, som de gør.
Og så bliver jeg klogere. På hvor andre står. På hvor jeg selv står. Men også på værdien og niveauet af den viden, der er til rådighed. Det er ualmindelig fristende, som min veninde skriver, at være en filosof i tårnet. Ikke mindst fordi, det er så svært at finde noget i den digitale informationsstrøm, der matcher det erkendelsesniveau, man finder i de "gamle" bøger. Der er meget viden i dag, ja, og det er vigtigt at dele. Men hold fast, hvor er der også meget sludder, og hvor ville det være dejligt, hvis vi delte lidt mindre af det.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at folk deler i den bedste mening, og at min veninde ikke er ene om kun at bruge Facebook til "at dele links om interessante artikler, videoer, konferencer eller lignende", men jeg synes, det kunne være spændende at se, hvor meget der ville være tilbage, hvis Facebook afkrævede, at man for hver anbefaling skulle skrive min. 15 linjers begrundelse for, hvorfor den delte artikel/video/konference er værd/vigtig at bruge sin sparsomme tid på.
Det ville reducere videndelingen gevaldigt, ja, men spørgsmålet er, hvor meget, vi går glip af, hvis den viden, vi synes, det er så vigtigt at dele, ikke er vigtig nok til, at vi gider skrive et par ord om, hvorfor vi synes, den er vigtig.
Det er det, jeg mener med at tage stilling og ansvar. Vi skal have ordene i vores egen mund for, at de tæller, og det kommer de ikke af, at vi klikker på like.
[Når nu jeg er så flink til at referere dem, der er uenig med mig, er det vel ok også at gøre opmærksom på denne: Sociale medier er en trussel, Markedsføring 23. januar 2013, som bærer manchetten: Information og misinformation spredes som en steppebrand via sociale medier, og derfor udgør de en reel trussel mod samfundet, lyder det i den seneste "Global Risk Report" fra The World Economic Forum]
Friday, January 04, 2013
Fritstillet
Jeg har fritstillet mig selv. Fra i 2012 at være partner i en lille virksomhed og have et ph.d.-projekt, der søgte universitetets nåde starter jeg 2013 som fri. Jeg har penge nok til at dække min løn de første måneder af året, jeg har afsluttet den formelle del af min filosofiske uddannelse, jeg har lagt ledelse bag mig, og hvis alt går vel vil jeg snart bruge mere tid på at lære andre op i Stafetanalyser® og Konferencestafetter end på selv at gennemføre dem.
Men hvad så? Jeg er givetvis hverken færdig med at forske, skrive eller involvere mig i udviklingsprojekter, spørgsmålet er - for en gangs skyld - hvad jeg skal forske i, skrive om og involvere mig i? Mulighederne føles uendelige, og det er de som bekendt ikke. Derfor er det måske ikke mulighederne, jeg skal starte med, men de to andre af Kants modaliteter, som Pareyson bruger til at indkredse frihedens problem:
Svaret på, hvad jeg skal forske i, skrive om og involvere mig i må ligge et sted mellem:
Så enkelt er det.
Men hvad så? Jeg er givetvis hverken færdig med at forske, skrive eller involvere mig i udviklingsprojekter, spørgsmålet er - for en gangs skyld - hvad jeg skal forske i, skrive om og involvere mig i? Mulighederne føles uendelige, og det er de som bekendt ikke. Derfor er det måske ikke mulighederne, jeg skal starte med, men de to andre af Kants modaliteter, som Pareyson bruger til at indkredse frihedens problem:
- Virkeligheden, som er let og fri: ”I den udstrækning virkelighed er forbundet med frihed, kan den betragtes i sin givethed eller i sin grundløshed. Set i sin givethed viser den sig som et overskud; en ægte gave, som skyldes en generøs gestus, et rent overskud, som bliver genstand for forundring. Set i sin grundløshed viser virkelighed i stedet sin dystre side; livet forekommer som en straf, der på én og samme tid fremkalder forbitrelse over at eksistere og længsel efter ikke at eksistere. I sig selv fremkalder virkelighed altså på én og samme tid forbløffelse og frygt, angst og forundring: dens essentielle kendetegn er tvetydigheden.”
- Nødvendigheden, som er en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet
Svaret på, hvad jeg skal forske i, skrive om og involvere mig i må ligge et sted mellem:
- det, der falder mig let og frit
- der, hvor livet forekommer som en straf
- det rene overskud
- forbitrelsen over at eksistere
- længslen efter ikke at eksistere
- forbløffelse og frygt
- angst og forundring
Så enkelt er det.
Thursday, January 03, 2013
Tak til Anders Lund Madsen
... for et varmt og vigtigt program om døden. Usædvanligt livsbekræftende TV...
Thursday, November 15, 2012
At tænke er at tale med sig selv
I dagens kommentar i Information spørger professor Vincent F. Hendricks og cand.mag. Annette Møller, "Hvorfor mene, før vi tænker?"
Det er et meningsfuldt indlæg, og forhåbentlig bliver næste skridt, at folk begynder at forstå, at der er noget, der er vigtigere at tænke og mene noget om end andet.
Indtil da vil jeg glæde mig over formuleringen: "Tanken er individets samtale med sig selv, den stille private syssel, som ikke nødvendigvis manifesterer sig i en taleboble".
Det er godt sagt.
Det er et meningsfuldt indlæg, og forhåbentlig bliver næste skridt, at folk begynder at forstå, at der er noget, der er vigtigere at tænke og mene noget om end andet.
Indtil da vil jeg glæde mig over formuleringen: "Tanken er individets samtale med sig selv, den stille private syssel, som ikke nødvendigvis manifesterer sig i en taleboble".
Det er godt sagt.
Monday, November 12, 2012
Min egen medicin
Jeg mener, man kan få nogle interessante diskussioner af, hvad der betyder noget på en arbejdsplads ved at vise ledere og medarbejdere, hvilke ord, de bruger meget/lidt, når de stiller hinanden spørgsmål.
Og derfor er Ordskyen ét af mine yndlingsværktøjer, når jeg laver Stafetanalyser®.
Men hvad mon det fortæller om mig og mine betragtninger om, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, at jeg bruger de ord, jeg bruger, når jeg tænker, skriver og taler? Hvilke interessante diskussioner bør jeg tage med mig selv på baggrund af den Ordsky, der genereres, når man taster www.tanketjek.dk ind på http://www.wordle.net/create?
Og derfor er Ordskyen ét af mine yndlingsværktøjer, når jeg laver Stafetanalyser®.
Men hvad mon det fortæller om mig og mine betragtninger om, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, at jeg bruger de ord, jeg bruger, når jeg tænker, skriver og taler? Hvilke interessante diskussioner bør jeg tage med mig selv på baggrund af den Ordsky, der genereres, når man taster www.tanketjek.dk ind på http://www.wordle.net/create?
Wednesday, November 07, 2012
Bøger, børn og bedrevidenhed
Forfatter Morten Dürr opfordrer i Information til, at vi formidler bøger på børnenes præmisser, hvilket vil sige e-bøger i lettilgængelige og lækre formater. Børnene er morgendagens læsere, og i modsætning til voksne, der med Dürrs ord "har et kvalificeret forhold til teknologi - præget af et historisk overblik" har de ikke et kritisk forhold til de web- og touchteknologier, der omgiver os alle. Børnene har et "historieløst" forhold til teknologierne, kendetegnet ved en forventning om øjeblikkelig behovsindfrielse, og det skal bogbranchen hurtigst muligt honorere, hvis den vil overleve.
Bogbranchen skal med andre ord indordne sig under den ukritiske, historieløse og utålmodige verdensanskuelse, der kendetegner den uerfarne. Og det kan ifølge Dürr kun gå for langsomt.
Spørgsmålet er dog, om en bogbranche uden kritik, historie og tålmodighed stadig er en bogbranche. Er det hensigtsmæssigt at indrette brancher, samfund og fremtid efter dem, der ved mindst, eller bør vi overveje at lytte til dem, der ved mere - og i mange tilfælde bedre?
Jeg er ikke imod e-bøger eller ideen om at give børn så mange platforme som muligt at udfolde deres læse- og lærelyst på, men jeg tror, vi skal passe på med at kassere erfaring til fordel for effektivitet.
Jeg tilhører den sidste generation af danskere, der har oplevet at vokse op uden computere, mobiltelefoner, internet, mail, sociale netværk etc. Den sidste generation af danskere, der har oplevet på egen krop, at man kan leve - og leve godt - uden konstant at være på.
Det gør mig gammel og kedelig at høre på, men det betyder også, at jeg er i stand til at kende forskel. På det, der er godt lavet og det, der er hurtigt lavet. Det, der er tænkt over og det, der er tilfældigt. Det, der er vigtigt og det, der er ligegyldigt. Det, vi skal kæmpe for og det, vi kan kassere.
Hvis jeg kun måtte give mine børn én ting her i livet, så skulle det være dét: Evnen til at kende forskel.
Det kan jeg ikke give dem ved (kun) at surfe på nettet, eller ved konsekvent at vælge de af gode grunde slidte biblioteksbøger fra. Det kræver, at de lige så tit ser mig med en bog eller med en avis som bag en skærm. At en bog på sofabordet får dem til at spørge, hvorfor jeg læser om "Ondskabens filosofi". Og at jeg fortæller dem, hvorfor jeg slukker for radioen, når jeg ikke kan holde ud at høre på flere af Xanders, Medinas eller Burhan G´s ubehjælpsomme forsøg på at tale/synge dansk.
Der er en risiko for, at jeg med mit fravalg af Facebook og insisteren på at læse mine bøger på tryk mister følingen med den digitale verden, mine børn (måske) kommer til at betragte som den eneste mulige. Men jeg synes, risikoen for ukritisk at følge med strømmen er større.
Jeg har ikke lyst til at leve i et ukritisk, historieløst og utålmodigt samfund - og jeg betragter erfaring som et vigtigt våben mod, at det sker.
Bogbranchen skal med andre ord indordne sig under den ukritiske, historieløse og utålmodige verdensanskuelse, der kendetegner den uerfarne. Og det kan ifølge Dürr kun gå for langsomt.
Spørgsmålet er dog, om en bogbranche uden kritik, historie og tålmodighed stadig er en bogbranche. Er det hensigtsmæssigt at indrette brancher, samfund og fremtid efter dem, der ved mindst, eller bør vi overveje at lytte til dem, der ved mere - og i mange tilfælde bedre?
Jeg er ikke imod e-bøger eller ideen om at give børn så mange platforme som muligt at udfolde deres læse- og lærelyst på, men jeg tror, vi skal passe på med at kassere erfaring til fordel for effektivitet.
Jeg tilhører den sidste generation af danskere, der har oplevet at vokse op uden computere, mobiltelefoner, internet, mail, sociale netværk etc. Den sidste generation af danskere, der har oplevet på egen krop, at man kan leve - og leve godt - uden konstant at være på.
Det gør mig gammel og kedelig at høre på, men det betyder også, at jeg er i stand til at kende forskel. På det, der er godt lavet og det, der er hurtigt lavet. Det, der er tænkt over og det, der er tilfældigt. Det, der er vigtigt og det, der er ligegyldigt. Det, vi skal kæmpe for og det, vi kan kassere.
Hvis jeg kun måtte give mine børn én ting her i livet, så skulle det være dét: Evnen til at kende forskel.
Det kan jeg ikke give dem ved (kun) at surfe på nettet, eller ved konsekvent at vælge de af gode grunde slidte biblioteksbøger fra. Det kræver, at de lige så tit ser mig med en bog eller med en avis som bag en skærm. At en bog på sofabordet får dem til at spørge, hvorfor jeg læser om "Ondskabens filosofi". Og at jeg fortæller dem, hvorfor jeg slukker for radioen, når jeg ikke kan holde ud at høre på flere af Xanders, Medinas eller Burhan G´s ubehjælpsomme forsøg på at tale/synge dansk.
Der er en risiko for, at jeg med mit fravalg af Facebook og insisteren på at læse mine bøger på tryk mister følingen med den digitale verden, mine børn (måske) kommer til at betragte som den eneste mulige. Men jeg synes, risikoen for ukritisk at følge med strømmen er større.
Jeg har ikke lyst til at leve i et ukritisk, historieløst og utålmodigt samfund - og jeg betragter erfaring som et vigtigt våben mod, at det sker.
Friday, November 02, 2012
TV Lorry om spørgsmål
Det er forunderligt at høre sig selv og sit forskningsfelt introduceret i forskellige sammenhænge. Og lige så forunderligt at høre sig selv forsøge at fylde den ekspertrolle, man tildeles ud med svar på spørgsmål, man egentlig ikke mener kan besvares.
Det prøvede jeg i går, hvor nyhedsredaktør fra videnskab.dk Thomas Hoffmann havde overtalt journalist Tina Storgaard Støttrup fra Lounge til at invitere mig i studiet til en snak om, hvorfor vi stiller spørgsmål og hvad de spørgsmål, vi stiller og ikke stiller siger om os.
Især det sidste skulle jeg nok have tøvet lidt mere med at give konkrete eksempler på (jeg mener selvfølgelig ikke, at man kan sige noget som helst om et menneske ud fra et enkelt spørgsmål, vedkommende har stillet en forsker), men det lå ikke rigtigt i kortene, at vi kunne tage den store snak om sammenhængen mellem grammatikken i de indoeuropæiske sprog og vores tilbøjelighed til at bruge spørgsmål-svar til at komme så tæt på sandheden som muligt i Vesten. Og så spiller man jo med så godt man kan.
Det prøvede jeg i går, hvor nyhedsredaktør fra videnskab.dk Thomas Hoffmann havde overtalt journalist Tina Storgaard Støttrup fra Lounge til at invitere mig i studiet til en snak om, hvorfor vi stiller spørgsmål og hvad de spørgsmål, vi stiller og ikke stiller siger om os.
Især det sidste skulle jeg nok have tøvet lidt mere med at give konkrete eksempler på (jeg mener selvfølgelig ikke, at man kan sige noget som helst om et menneske ud fra et enkelt spørgsmål, vedkommende har stillet en forsker), men det lå ikke rigtigt i kortene, at vi kunne tage den store snak om sammenhængen mellem grammatikken i de indoeuropæiske sprog og vores tilbøjelighed til at bruge spørgsmål-svar til at komme så tæt på sandheden som muligt i Vesten. Og så spiller man jo med så godt man kan.
Monday, October 01, 2012
Ondskab og videnskab
Det onde forsvinder i videnskabelige diskurser. Menneskets ugerninger bliver ikke betragtet som synder, men som virkninger af årsager. I Hitler-forskningen ser vi en række årsager blive trukket frem, som forholdet til faderen i barndommen, det senere kærlighedsforhold til niecen Geli Raubal eller mindreværdskomplekser på grund af fysiske defekter (først og fremmest den meget omdiskuterede tese om, at han manglede en testikel). Hvilke årsager, der henvises til, afhænger af, hvilke videnskaber der undersøger sagen. Det kan handle om alt fra gener og kemi til sociale forhold og politiske ideologier. Hitler var imidlertid ikke kun summen af en række årsager, men også en person, som handlede frit. Der bliver altid noget irreducibelt tilbage, som ikke går restløst op i kausale sammenhænge, noget, vi kan kalde den frie vilje, en evne til selvbestemmelse. Uden en sådan evne findes det moralske onde ikke. Jeg mener ikke, at de videnskabelige forklaringer er illegitime, men at de kun har begrænset gyldighed. Vores forsøg på at bortforklare det onde, på at rationalisere det, lykkes ikke fuldt ud. At mennesket er frit betyder, at det i enhver situation kunne have handlet anderledes, og når vi gør det onde, kan vi bebrejdes for ikke at have handlet anderledes. (Lars Fr. H. Svendsen: Ondskabens filosofi, side 18).
Thursday, September 27, 2012
Spørgsmålet er svaret
Uanset om du er journalist, konsulent, leder eller forsker, så stiller du spørgsmål for at blive klogere. Men dine spørgsmål siger mere om dig end om det, du undersøger, og derfor er det på tide, at du lader dem, du gerne vil blive klogere på, stille sig selv spørgsmål. Det er nogle af pointerne i en ny ph.d.-afhandling der blev forsvaret forleden.
Læs hele artiklen på Kforum.
Læs hele artiklen på Kforum.
Sunday, September 23, 2012
Endelig
Så er min afhandling forsvaret og endeligt indstillet til ph.d.-graden i filosofi ved Aarhus Universitet. Det var en stor oplevelse og fuldstændig lige så fantastisk at have tre superdygtige opponenter til at diskutere min afhandling med mig, som jeg havde håbet.
Opponenternes forskellige profiler gjorde, at vi kom godt og grundigt rundt i afhandlingen, så vi både fik diskuteret:
Jeg vil gerne takke alle, der sendte søde hilsner og/eller overværede forsvaret. Som min søster sagde efterfølgende; det var en dag fyldt med kærlighed - og det er jeg meget taknemmelig for.
Opponenternes forskellige profiler gjorde, at vi kom godt og grundigt rundt i afhandlingen, så vi både fik diskuteret:
- Stafetanalysen®, Vattimos kritik at Gadamer, min forståelse af en transcendental-historisk tilgang til filosofi, Kants betydning for filosofihistorien (og min afhandling) og problemerne ved at tro, at man kan lære folk at reflektere på et kursus eller en uddannelse (Professor Anders Lindseth fra Universitetet i Nordland, Norge)
- Problemerne ved at stille min kritik af ledelsesteori og -praksis så skarpt op, som jeg gør, uklarhederne i, hvad det er for en viden, jeg får frem ved at overlade det til organisationens egne medlemmer at fortolke resultatet af en Stafetanalyse®, forskellen på Foucaults og Nietzsches magtbegreb - og hvad det betyder i forhold til ledelse - samt spørgsmålet, om jeg i virkeligheden er lutheraner, og om jeg tror på det gode (Lektor Camilla Sløk, CBS)
- Hvordan sproglighed skal forstås, om de grammatiske strukturer og forskellen på hv-spørgsmål er lige så afgørende for tænkning, som jeg tror, de er, Vattimos (og min) brug af begrebet 'strukturer' om det, der ikke kan tænkes, men gør, at vi tænker, som vi gør, min brug af begrebet 'sprækker' i stedet for 'lysning' eller 'åbning' og hvorfor Heidegger kalder et af sine sene skrifter for Was heisst Denken? (Lektor Thomas Schwarz Wentzer, Aarhus Universitet)
Jeg vil gerne takke alle, der sendte søde hilsner og/eller overværede forsvaret. Som min søster sagde efterfølgende; det var en dag fyldt med kærlighed - og det er jeg meget taknemmelig for.
Thursday, September 20, 2012
Dagen før dagen
Om knapt 14 timer byder lektor Jørgen Huggler velkommen til mit ph.d.-forsvar på Aarhus Universitet/Campus Emdrup, Lokale C 001, Tuborgvej 164, 2400 København NV.
Derefter får jeg ordet, som jeg vil benytte til at stille mig selv nogle af de spørgsmål, ledere og konsulenter - og formentlig de fleste andre i vores del af verden - har sværest ved at stille.
Med afsæt i undersøgelser gennemført i 17 forskellige virksomheder vil jeg vise, at mens 89 % af de spørgsmål, ledere og medarbejdere stiller, når de selv må bestemme, hvem de vil spørge og hvad de vil spørge om er HVAD-, HVORDAN- og HVILKE-spørgsmål, så er kun 11 % HVORFOR-, HVEM- og HVORNÅR-spørgsmål.
Det har konsekvenser for det, vi tænker - og ikke tænker - hvilket jeg vil demonstrere ved at besvare følgende spørgsmål:
Ses vi?
http://cas.au.dk/aktuel/arrangement/artikel/phd-forsvar-6/
Derefter får jeg ordet, som jeg vil benytte til at stille mig selv nogle af de spørgsmål, ledere og konsulenter - og formentlig de fleste andre i vores del af verden - har sværest ved at stille.
Med afsæt i undersøgelser gennemført i 17 forskellige virksomheder vil jeg vise, at mens 89 % af de spørgsmål, ledere og medarbejdere stiller, når de selv må bestemme, hvem de vil spørge og hvad de vil spørge om er HVAD-, HVORDAN- og HVILKE-spørgsmål, så er kun 11 % HVORFOR-, HVEM- og HVORNÅR-spørgsmål.
Det har konsekvenser for det, vi tænker - og ikke tænker - hvilket jeg vil demonstrere ved at besvare følgende spørgsmål:
- HVORFOR har min forskning udviklet sig som og medført de resultater, den har?
- HVEM har inspireret mig til at tænke og forholde mig til filosofi og ledelse, som jeg gør?
- HVORNÅR er det vigtigt at beskæftige sig med sine egne grundlæggende antagelser?
Ses vi?
http://cas.au.dk/aktuel/arrangement/artikel/phd-forsvar-6/
Friday, August 31, 2012
Hjem til Århus - ph.d.-forsvar 21.9.
Aarhus Universitet er ikke enig med KU i, at min ph.d.-afhandling skal laves om. Således har jeg i dag modtaget en bedømmelse, der efter at have fremhævet afhandlingens gode og dårlige sider konkluderer:
"Disse indvendinger rokker dog ikke ved afhandlingens kvalitet og tankevækkende resultater. Et enigt udvalg anbefaler således at indstille afhandlingen til forsvar med henblik på erhvervelsen af ph.d.-graden i filosofi".
Forsvaret er sat til den 21. september kl. 13, og selvom det endnu ikke er besluttet, om det kommer til at foregå i Århus eller Emdrup håber jeg at se så mange som muligt.
Bedømmelsesudvalget består af:
"Disse indvendinger rokker dog ikke ved afhandlingens kvalitet og tankevækkende resultater. Et enigt udvalg anbefaler således at indstille afhandlingen til forsvar med henblik på erhvervelsen af ph.d.-graden i filosofi".
Forsvaret er sat til den 21. september kl. 13, og selvom det endnu ikke er besluttet, om det kommer til at foregå i Århus eller Emdrup håber jeg at se så mange som muligt.
Bedømmelsesudvalget består af:
- Thomas Schwarz Wentzer (formand, AU)
- Camilla Sløk (CBS)
- Anders Lindseth (Universitetet i Nordland, Norge)
Friday, August 17, 2012
Merleau-Ponty
Før Derrida og Vattimo var det Merleau-Ponty. Kant og Heidegger har været der hele tiden, dvs. siden jeg begyndte at læse filosofiske værker på Testrup Højskole i 1996, men imellem og på tværs har forskellige filosoffer som Nietzsche, Levinas, Merleau-Ponty, Derrida og Vattimo været med til at forme den forståelse af og tilgang til filosofi, jeg har i dag.
De seneste år har Merleau-Ponty imidlertid opholdt sig i bogreolen. Jeg har ikke læst noget af ham og derfor heller ikke skrevet noget om ham. Det burde jeg måske lave om på. I hvert fald vækker følgende passage i mit BA-projekt min nysgerrighed:
"Merleau-Ponty mener altså, at vi via vores delagtighed i væren ser og anvender verden som den må formodes at se ud fra et objektivt synspunkt, selvom det slet ikke er sådan tingene kommer til syne for os. Vi opfører os som besad vi det objektive synspunkt, til trods for, at det, der fremtræder for vores synssans er afskåede, fordrejede og reducerede genstande. En sådan adfærd vidner om en indsigt i ikke blot dybdeforholdene, men også i væren. Descartes begår ifølge Merleau-Ponty den fejl at betragte rummet som hinsides ethvert synspunkt. Selve ideen om rummet opstår ifølge Merleau-Ponty først når man er placeret i det og bundet til en bestemt betydning. Kunne man, som den objektive beskuer, betragte verden, rummet og alt hinsides ethvert synspunkt, så ville begrebet om dybden og dermed rummet ikke opstå, da disse forhold netop er karakteriseret ved ikke at være egentlige egenskaber, men et bånd mellem tingene, som muliggør vores forståelse af dem."
Hvorfor jeg på et tidspunkt forlod Merleau-Ponty ved jeg ikke, men passagen bekræfter, at der er og altid har været en særlig drivkraft i min interesse for filosofi - som det var formålet med at læse mine gamle studieopgaver at blive klogere på.
De seneste år har Merleau-Ponty imidlertid opholdt sig i bogreolen. Jeg har ikke læst noget af ham og derfor heller ikke skrevet noget om ham. Det burde jeg måske lave om på. I hvert fald vækker følgende passage i mit BA-projekt min nysgerrighed:
"Merleau-Ponty mener altså, at vi via vores delagtighed i væren ser og anvender verden som den må formodes at se ud fra et objektivt synspunkt, selvom det slet ikke er sådan tingene kommer til syne for os. Vi opfører os som besad vi det objektive synspunkt, til trods for, at det, der fremtræder for vores synssans er afskåede, fordrejede og reducerede genstande. En sådan adfærd vidner om en indsigt i ikke blot dybdeforholdene, men også i væren. Descartes begår ifølge Merleau-Ponty den fejl at betragte rummet som hinsides ethvert synspunkt. Selve ideen om rummet opstår ifølge Merleau-Ponty først når man er placeret i det og bundet til en bestemt betydning. Kunne man, som den objektive beskuer, betragte verden, rummet og alt hinsides ethvert synspunkt, så ville begrebet om dybden og dermed rummet ikke opstå, da disse forhold netop er karakteriseret ved ikke at være egentlige egenskaber, men et bånd mellem tingene, som muliggør vores forståelse af dem."
Hvorfor jeg på et tidspunkt forlod Merleau-Ponty ved jeg ikke, men passagen bekræfter, at der er og altid har været en særlig drivkraft i min interesse for filosofi - som det var formålet med at læse mine gamle studieopgaver at blive klogere på.
Thursday, July 05, 2012
Dovendyr
"Mennesket er et dovendyr og uanset, hvad Aristoteles siger, så er der ikke noget, det skyr, som tankevirksomhed. Og - bortset fra de sjældne undtagelser - så tænker det kun, når det ikke har midler til at løse sine opgaver på anden måde." (Alexandre Koyré, Tankens enhed, side 113)
Friday, June 22, 2012
Enig med Breivik
"Det er ganske ærgerligt, at det norske retspsykiatriske uvæsen er lykkedes med at kuppe sagen, den burde handle om de pårørende og det politiske budskab. For 22. juli handler ikke om psykiatri, men Norges og Europas fremtid" (Anders Breivik i Berlingske 21.06.2012).
Jeg tumler med to spørgsmål: 1) Hvorfor er det så vigtigt for os, at Breiviks forbrydelse kun handler om Breivik (psykiatri frem for politik/ideologi)? 2) Hvorfor bruger vi så utrolig mange ressourcer på sagen, hvis den kun handler om Breivik = ét menneske, der adskiller sig radikalt fra alle andre?
Jeg er enig med Breivik i ovenstående formulering. Men jeg er endnu mere enig med 21-årige Bjørn Ihler i, at det er vigtigt at tage Breiviks - og enhver anden - ideologi (og disses indvirkning på menneskers gøren og laden) seriøst.
Jeg tumler med to spørgsmål: 1) Hvorfor er det så vigtigt for os, at Breiviks forbrydelse kun handler om Breivik (psykiatri frem for politik/ideologi)? 2) Hvorfor bruger vi så utrolig mange ressourcer på sagen, hvis den kun handler om Breivik = ét menneske, der adskiller sig radikalt fra alle andre?
Jeg er enig med Breivik i ovenstående formulering. Men jeg er endnu mere enig med 21-årige Bjørn Ihler i, at det er vigtigt at tage Breiviks - og enhver anden - ideologi (og disses indvirkning på menneskers gøren og laden) seriøst.
Thursday, June 21, 2012
Kronik: Jeg registreres, altså er jeg
På den ene side har vi en klar idé om, hvad der skal til for at klare sig på fremtidens globale marked. På den anden side har vi regeringens aktuelle børnepolitik. Hvorfor peger de i hver sin retning? En mors alarmklokker ringer.
Læs hele kronikken i Berlingske den 21. juni 2012.
Thursday, June 14, 2012
Historieløs videnskab gentager historien
Forskningsformidling. Der er ikke grænser for, hvad der kan tage form og formidles som ny videnskabelig forskning. Men der er grænser for, hvor meget nyt vi kan lære af videnskaben.
Der er nu noget komisk over, at videnskaben har brugt 500 år på at nå frem til noget, filosoffer har vidst i 2500 år. Tragikomisk. At videnskabsmænd som Stuart Firestein kan bruge hele sider i Weekendavisen på at gentage og tage æren for pointer formuleret i det antikke Grækenland, som fx: ”Traditionelt hedder det sig, at først er der uvidenhed, så kommer der viden. Jeg ser det generelt omvendt. Jo mere man ved, desto mere ved man, at man ikke ved” (”Spørgsmålene er det mest interessante”, Ideer 8.6.).
Kan det virkelig være gået Firesteins (og Weekendavisens udsendtes) næse forbi, at Sokrates´ slagord var, ”det eneste jeg ved, er, at jeg intet ved”? Tror Firestein, at han bidrager til den udvikling, videnskab efter sigende handler om, ved at pointere, at det i højere grad er spørgsmålene end svarene, der giver fremskridt? Og mener han alvorligt, at han har gjort en opdagelse ved at iagttage, at ”medierne sjældent rapporterer om historien bag et nyt forskningsresultat”? Tilsyneladende.
Og måske er det ikke så mærkeligt. For tre måneder siden spurgte jeg i et indlæg om Per Durst-Andersens bog Bag om sproget, om humanistisk forskning er for svær for Weekendavisen, og om det er grunden til, at dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter avisens fortrinlige dækning af naturvidenskabelig forskning (Debat 9.3.).
Det bekræfter artiklen om Firestein. Hvis journalisten havde haft et minimum af idéhistorisk eller bare videnskabshistorisk indsigt, så ville han nemlig have udfordret Firestein på hans begejstring for spørgsmål. Han ville vide, at ambitionen om ”at formulere nye og bedre spørgsmål” er en meget gammel måde at sikre sig ikke bare definitionsmagten, men magten til at afgøre, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt at beskæftige sig med. At der med ethvert spørgsmål følger en magtudøvelse, som siger betydelig mere om spørgeren end om det, der spørges til. Og at filosoffer efter 2300 års sokratisk spørgelyst derfor har brugt de sidste 200 år på at rette deres spørgsmål mod sig selv: Hvad siger det om vestlig selvforståelse og kultur, at vi betragter spørgsmål som (den eneste) vej til indsigt? Hvad gør det ved vores måde at tænke og handle på, at vi er tilbøjelige til at stille en bestemt type spørgsmål (”hvad er” eller ”hvordan fungerer” dette eller hint?) og udelade andre (”hvornår” og ”hvorfor” betyder det noget, at…?).
Det har indflydelsesrige filosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida haft en del at sige om – og det burde Firestein og Weekendavisens journalist vide. Lige som de burde vide, at det ikke er mediernes skyld, at der ikke rapporteres om historien bag nye forskningsresultater, men videnskabens egen. At det, som den franske videnskabsfilosof Gaston Bachelard kunne oplyse i starten af 1900-tallet, er en del af videnskabens konstitution kun at medtage det, der kan gentages – lovmæssighederne – og at forskningsprocessen med dertilhørende fejlslagne forsøg og fortolkninger derfor aldrig er med i teorierne (og formidlingsarbejdet). Overfor videnskabsmandens optagethed af resultatet placerer Bachelard historikeren for hvem ”en forkert fortolkning af en kendsgerning forbliver en kendsgerning”, og som derfor er mindst lige så optaget af den erfaring, der går forud for en erkendelse, som af erkendelsen selv.
Men det ved videnskabsfolk og -journalister ikke. Og hvor skulle de også vide det fra? I Danmark er det 41 år siden man afskaffede filosofikum og i stedet introducerede videnskabsteori som det grundlæggende og tværdisciplinære fag, der skal sætte studerende i stand til at træffe velargumenterede valg og fravalg i deres arbejde med teori og metode. Det var samtidig dødsstødet for den almene dannelse, der sikrer overlevering fra generation til generation og forhindrer historisk bevidstløshed.
Med faget videnskabsteori erstattes den sammenhængende idéhistoriske indsigt med løsrevne ”ismer”, der på trods af nye betegnelser (udover klassiske videnskabsteoretiske retninger som empirisme, idealisme og realisme vinder teorier inden for fx socialkonstruktivisme og ”poststrukturalisme” stadig større udbredelse) er ude af stand til at grundlægge den forståelse af oprindelse, der kendetegner og skaber udvikling.
Eller som en anden af Weekendavisens skribenter, sociolog Henrik Dahl har formuleret det: ”videnskaben [er] både hurtig og nådesløs. Passer påstanden om cirkelformede planetbaner ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den, og ind med noget bedre”. Det betyder, at videnskaben er optaget af det nye, men det betyder også, at historien gentager sig. Både hvad angår 2500 år gamle erkendelser og de fejlslagne forsøg og fortolkninger, videnskabens resultatfokus forhindrer os i at lære af.
Men det er vel sagtens et spørgsmål om tid. Hvis videnskaben efter 500 års forskning kan nå frem til den samme erkendelse, som filosoffer grundlagde vestlig civilisation på for 2500 år siden, så finder den vel også på et tidspunkt frem til det, filosoffer ved i dag.
Der er nu noget komisk over, at videnskaben har brugt 500 år på at nå frem til noget, filosoffer har vidst i 2500 år. Tragikomisk. At videnskabsmænd som Stuart Firestein kan bruge hele sider i Weekendavisen på at gentage og tage æren for pointer formuleret i det antikke Grækenland, som fx: ”Traditionelt hedder det sig, at først er der uvidenhed, så kommer der viden. Jeg ser det generelt omvendt. Jo mere man ved, desto mere ved man, at man ikke ved” (”Spørgsmålene er det mest interessante”, Ideer 8.6.).
Kan det virkelig være gået Firesteins (og Weekendavisens udsendtes) næse forbi, at Sokrates´ slagord var, ”det eneste jeg ved, er, at jeg intet ved”? Tror Firestein, at han bidrager til den udvikling, videnskab efter sigende handler om, ved at pointere, at det i højere grad er spørgsmålene end svarene, der giver fremskridt? Og mener han alvorligt, at han har gjort en opdagelse ved at iagttage, at ”medierne sjældent rapporterer om historien bag et nyt forskningsresultat”? Tilsyneladende.
Og måske er det ikke så mærkeligt. For tre måneder siden spurgte jeg i et indlæg om Per Durst-Andersens bog Bag om sproget, om humanistisk forskning er for svær for Weekendavisen, og om det er grunden til, at dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter avisens fortrinlige dækning af naturvidenskabelig forskning (Debat 9.3.).
Det bekræfter artiklen om Firestein. Hvis journalisten havde haft et minimum af idéhistorisk eller bare videnskabshistorisk indsigt, så ville han nemlig have udfordret Firestein på hans begejstring for spørgsmål. Han ville vide, at ambitionen om ”at formulere nye og bedre spørgsmål” er en meget gammel måde at sikre sig ikke bare definitionsmagten, men magten til at afgøre, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt at beskæftige sig med. At der med ethvert spørgsmål følger en magtudøvelse, som siger betydelig mere om spørgeren end om det, der spørges til. Og at filosoffer efter 2300 års sokratisk spørgelyst derfor har brugt de sidste 200 år på at rette deres spørgsmål mod sig selv: Hvad siger det om vestlig selvforståelse og kultur, at vi betragter spørgsmål som (den eneste) vej til indsigt? Hvad gør det ved vores måde at tænke og handle på, at vi er tilbøjelige til at stille en bestemt type spørgsmål (”hvad er” eller ”hvordan fungerer” dette eller hint?) og udelade andre (”hvornår” og ”hvorfor” betyder det noget, at…?).
Det har indflydelsesrige filosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida haft en del at sige om – og det burde Firestein og Weekendavisens journalist vide. Lige som de burde vide, at det ikke er mediernes skyld, at der ikke rapporteres om historien bag nye forskningsresultater, men videnskabens egen. At det, som den franske videnskabsfilosof Gaston Bachelard kunne oplyse i starten af 1900-tallet, er en del af videnskabens konstitution kun at medtage det, der kan gentages – lovmæssighederne – og at forskningsprocessen med dertilhørende fejlslagne forsøg og fortolkninger derfor aldrig er med i teorierne (og formidlingsarbejdet). Overfor videnskabsmandens optagethed af resultatet placerer Bachelard historikeren for hvem ”en forkert fortolkning af en kendsgerning forbliver en kendsgerning”, og som derfor er mindst lige så optaget af den erfaring, der går forud for en erkendelse, som af erkendelsen selv.
Men det ved videnskabsfolk og -journalister ikke. Og hvor skulle de også vide det fra? I Danmark er det 41 år siden man afskaffede filosofikum og i stedet introducerede videnskabsteori som det grundlæggende og tværdisciplinære fag, der skal sætte studerende i stand til at træffe velargumenterede valg og fravalg i deres arbejde med teori og metode. Det var samtidig dødsstødet for den almene dannelse, der sikrer overlevering fra generation til generation og forhindrer historisk bevidstløshed.
Med faget videnskabsteori erstattes den sammenhængende idéhistoriske indsigt med løsrevne ”ismer”, der på trods af nye betegnelser (udover klassiske videnskabsteoretiske retninger som empirisme, idealisme og realisme vinder teorier inden for fx socialkonstruktivisme og ”poststrukturalisme” stadig større udbredelse) er ude af stand til at grundlægge den forståelse af oprindelse, der kendetegner og skaber udvikling.
Eller som en anden af Weekendavisens skribenter, sociolog Henrik Dahl har formuleret det: ”videnskaben [er] både hurtig og nådesløs. Passer påstanden om cirkelformede planetbaner ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den, og ind med noget bedre”. Det betyder, at videnskaben er optaget af det nye, men det betyder også, at historien gentager sig. Både hvad angår 2500 år gamle erkendelser og de fejlslagne forsøg og fortolkninger, videnskabens resultatfokus forhindrer os i at lære af.
Men det er vel sagtens et spørgsmål om tid. Hvis videnskaben efter 500 års forskning kan nå frem til den samme erkendelse, som filosoffer grundlagde vestlig civilisation på for 2500 år siden, så finder den vel også på et tidspunkt frem til det, filosoffer ved i dag.
Wednesday, May 09, 2012
Hovedrengøring II - krisehåndtering
"Du vil have det bedste fra begge verdener, og det er ikke muligt". Sådan sagde min gamle vejleders gamle vejleder (eller mesteren, som Søren Gosvig Olesen omtaler Jørgen Hass), da jeg for et par uger siden spiste middag med ham, inden et foredrag, han havde inviteret mig til at holde for sine studerende. Vi talte om mine bestræbelser på at bringe filosofiske indsigter i spil i erhvervslivet, men Hass´ analyse gælder også alt andet, jeg beskæftiger mig med:
Mellemregningerne mellem teori og praksis, omsætningen af humanistisk forskning til (kommercialiserbare) forandringsprocesser, oversættelsen af svære filosofiske pointer til aktuelle debatindlæg. Det er grundpillen i hele mit professionelle virke, Hass satte fingeren på med sin enkle konstatering - og måske også i mit personlige.
Alligevel er jeg nået frem til, at han kun har delvis ret. Hass har ret i, at jeg vil begge verdener - det giver slet ikke mening for mig at tænke teori-praksis, forskning-forandring og filosofi-meningsdannelse adskilt - men han har ikke ret i, at jeg vil have det bedste. Tværtimod bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at min opgave i de forskellige sammenhænge, jeg indgår i, snarere end at beskrive og forsøge at opnå det bedste er at gøre opmærksom på og håndtere det værste.
Det gør jeg ikke, fordi jeg er pessimist (hvilket der ellers er gode filosofiske grunde til), men fordi jeg er enig med Heidegger i, at "en videnskabs niveau lader sig bestemme ud fra, hvorvidt den magter en krise i relation til sine egne grundbegreber" (Væren og tid, side 29). Eller sagt på en anden måde: Det er evnen til at anerkende og tage ansvar for sine egne begrænsninger, der viser, hvem man er som menneske, virksomhed og samfund - ikke de idealer og principper, man opstiller for det gode. At det er betydelig lettere sagt end gjort er der ingen tvivl om. Det er ikke tilfældigt, at Heidegger taler om en krise. I filosofien, videnskaben, samfundet og det enkelte menneske.
Det sidste talte jeg også med Hass om. Jeg undrede mig over, at der er akademiske filosoffer (som regel mænd i 40-årsalderen), der fra at have beskæftiget sig med tysk og fransk filosofi pludselig begynder at bekende sig til analytisk filosofi. Men det er ifølge Hass ikke så mærkeligt. Enhver filosof må nemlig på et tidspunkt se i øjnene, at den krise, filosofien har befundet sig i siden Kant, også gælder ham selv. Det er ikke bare filosofiens krise, men filosoffens. Det er menneskets krise. Din og min.
Det er en ulidelig erkendelse for langt de fleste mennesker, og mens nogle håndterer den ved at skifte konen ud med en yngre model eller begynde at cykle og løbe som en gal, så er der altså nogen, der erstatter den afgrundsdybe tænkning med logikkens stensikre fundament. Her kan man lade som om, at hverken filosofiens eller ens egen forfatning er så kritisk, som den er, og overlade ansvaret for både det gode og det onde til de universelle principper, man kan blive enig med andre analytikere og verdensfjerne teoretikere om at hylde.
Smart og smertefrit. Og ikke så lidt sigende om det videnskabelige niveau.
Tuesday, May 01, 2012
Lad Anders Breivik bruge os rigtigt
Der var engang, hvor Anders Breivik var en af os. Faktisk er
det ikke engang et år siden, man kunne passere ham på gaden uden at opdage, at
han var Breivik: Manden, der den 22. juli 2011 tog Norges uskyld og 77
uskyldige menneskeliv. For et år siden var Breivik bare en mand med en idé. Et
menneske, der – lige som mange andre – var utilfreds med den måde, Europa
udvikler sig på i disse år, og som var indstillet på at gøre noget ved det. En
ambitiøs ung mand, kunne man sige. Viljestærk og selvsikker nok til at tro på,
at han kunne gøre en forskel. Og han havde noget at have det i. I modsætning
til mange andre ville han ikke nøjes med at kritisere. Han havde noget, han ville
fortælle Norge og resten af Europa. Og han vidste, hvordan han ville gøre det.
Måske havde han flere gange overvejet at fortælle sin historie med ord (hvilket
det 1500 sider lange ideologipolitiske manifest vidner om). Måske havde han
prøvet at fortælle den med billeder (som hans videoklip på YouTube indikerer). Men
han havde indset, at det ikke var nok. At selv de mest indflydelsesrige politiske
skribenter og største, provokatoriske filmmagere aldrig har skabt så stor og
hurtig opmærksomhed om deres civilisationskritik, som det var hans plan at gøre.
At han ikke kunne kritisere de principper, han var begyndt at afsky Norge og
resten af Europa for at hylde ved at spille efter de regler, samme principper
havde affødt. Og derfor havde han lavet en plan. En plan, der ville ændre alt.
Stille spørgsmålstegn ved de mest fundamentale, demokratiske principper.
Udstille svaghederne i det, vi troede var stærkt. Jeg vil tro, det var omkring
dette tidspunkt, Breivik udviklede sit karakteristiske skæve smil. For planen
var genial. Ved at gennemføre den ville han markere et før og efter i norsk
retshistorie; trække en skillelinje i europæisk selvforståelse. Han ville blive
manden, der ikke bare gjorde opmærksom på, men udstillede vestlig
utilstrækkelighed. Holdt den op foran os som et spejl. Breivik ville fortælle
os noget om os selv, og han ville være sikker på, vi lyttede. At vi så os selv
direkte ind i øjnene og væmmedes ved det, vi så. Det kunne han ikke opnå med
ord, billeder eller for den sags skyld et politisk engagement. Han blev nødt
til at gøre noget. Vise hvem han var
og hvad han ville ved at handle. Vise hvem vi er og hvad vi vil ved at tvinge
os til at forholde os til hans handling. Og derfor var det vigtigt, at han
overgav sig. Planen stod og faldt på, at han overlevede. Så vi kunne dumpe hans
test. Afsløre over for os selv og verden, at der er grænser for tolerance.
Grænser for, hvad der kan forsvares, afsones og tilgives.
Den 22. juli 2011 blev planen til virkelighed. Breivik er ikke længere en af os. Hans ideer, kritik og ambitioner om at gøre en forskel adskiller ham ikke fra mange andre. Ikke engang tanken om eller den konkrete udfærdigelse af en plan, der er så grum, at den for langt de fleste mennesker er umulig at tænke, trækker skillelinjen mellem Breivik og os andre. Kun at han gjorde det. Som mennesker kan vi tænke, planlægge og udføre de mest utrolige ting, men det er kun det sidste, der definerer, hvem vi er: Det, vi gør og ikke gør. Breivik er lige så meget menneske som du og jeg, men han er ikke en af os. Uanset om han bliver erklæret sindssyg eller rask, får en behandlingsdom eller skal i fængsel, så er han udenfor. En gang for alle. Han bliver aldrig en af os igen. Det er for sent. Ikke pga. psykiaternes diagnose(r), journalisternes dækning af retssagen eller dommernes strafudmåling. Heller ikke pga. hans kritik af multikulturalisme, hans analyse af Europas fremtid eller hans rationale for at gøre, som han gjorde. Der kan – som jeg har forsøgt at illustrere ovenfor – argumenteres for det hele. For så vidt angår kritik, analyse og plan kan man helt uden højreekstremistiske tilbøjeligheder og tunge sindssygdomme finde fornuftige grunde til, at Breivik så sig nødsaget til at handle. Men man kan ikke handle som Breivik. Når Breivik aldrig bliver en af os igen, er det, fordi, der er grænser for, hvad vi kan acceptere hos vores medmennesker. Grænser for, hvad vi kan acceptere hos os selv. Breivik har forbrudt sig mod adskillelige love og menneskerettigheder, men den største forbrydelse er den, han har begået mod mennesket i sig selv – og dermed os alle sammen. Ved ikke bare at dræbe, men reducere de dræbte til brikker i et symbolpolitisk spil udstiller Breivik det, vi frygter mest: Det onde i os selv. Det handler om at bruge andre til at nå vores egne mål (som fx at dulme følelsen af uretfærdighed), og det handler om afmagt, vrede og hævn – som kan få os til at slå ihjel. Selvom det er de færreste, der kan og vil handle på disse følelser, så er der mange, der ærgrer sig over, at dødsstraffen er afskaffet i Skandinavien. Andre spekulerer i, hvordan Breivik kan blive spærret inde for livstid. Mens endnu andre går til angreb på dem, der forsøger at forklare. For tolerere og tilgive kommer vi aldrig til. Heldigvis.
Vanskelighederne med at håndtere Breivik skyldes således ikke, at han er farlig og irrationel, men at han minder os om, at vi er. Breivik er – lige som det retssystem, han er blevet en del af – langt mere rationel end vi som mennesker er flest. Modsat overlevende, pårørende, journalister og andre, der er berørt af, at så mange har mistet livet, så er det vigtigt for både retssystem og Breivik, at sagen ikke handler om følelser. Som mennesker ved psykiatere, advokater og dommere godt, at Breivik ikke længere er en af os, og det ved Breivik formentlig også. Men som håndhævere af ideologiske principper, er det ikke det, de siger. Underlagt ideer, der rækker ud over det enkelte menneske; visioner, der er større end dem selv, er det vigtigt for både Breivik og repræsentanter for retssystemet at understrege, at vurderingen af, hvad der er rigtigt og forkert ikke er op til dem. De gør, hvad de må gøre: Argumenterer og konkluderer. Rationelt. Således tager retssystemet, lige som Breivik, udgangspunkt i sandheden. Om det gode samfund, det ansvarlige menneske – og heri består problemet. For samfundet er ikke godt, og mennesket er ikke ansvarligt. I hvert fald ikke hele tiden. Mennesket kræver at blive taget alvorligt for ikke bare det gode og skønne, men også det onde og grumme. Glemmer vi det, går det galt. Således er Breiviks sag ikke bare blevet en del af retssystemet, retssystemet er også blevet en del af Breiviks sag: Hvad stiller vi op med et menneske, der er lige så følelseskold over for sig selv og sin egen straf som over for de mennesker, han har slået ihjel? Hvordan håndterer vi en mand, der bruger vores principper mod os selv?
For Breivik er det ikke afgørende, hvilken straf han får – så længe han bliver taget alvorligt. Omvendt er det for langt de fleste andre ikke vigtigt, om Breivik bliver taget alvorligt – så længe han bliver straffet. Som det ser ud lige nu, er der desværre meget, der tyder på, at Breivik er den eneste, der får, hvad han ønsker. Han vil aldrig kunne få den straf, vi er enige om, han fortjener: Evig eksklusion. Ikke fordi vi tror og håber, at han igen kan blive en af os, men fordi vores principper forhindrer os i at være og handle som mennesker.
Da Sørine Gotfredsen umiddelbart efter massemordet benyttede en kronik i Berlingske til at opfordre til, at vi bruger Breivik rigtigt, blev hun beskyldt for at forklare det uforklarlige. Alligevel vover jeg at følge op på hendes opfordring ved at foreslå, at vi lader Breivik bruge os rigtigt. Ikke som mikrofonholdere for en forbryder, der aldrig igen bliver en af os, men som spejling af en kritik, det er næsten umuligt at trænge igennem med. Hvad kan Anders Breivik fortælle os? Ikke om islamisme, militant nationalisme og tempelriddere – men om os selv? Hvor går grænserne for, hvad vi kan og vil forsvare? Hvilke sider af os selv og hinanden forhindrer vores multikulturelle idealer os i at anerkende og gøre noget ved? Hvad og hvordan skal vi ændre for at gøre plads til dem, vi er – og tage ansvar for det, vi gør?
Den 22. juli 2011 blev planen til virkelighed. Breivik er ikke længere en af os. Hans ideer, kritik og ambitioner om at gøre en forskel adskiller ham ikke fra mange andre. Ikke engang tanken om eller den konkrete udfærdigelse af en plan, der er så grum, at den for langt de fleste mennesker er umulig at tænke, trækker skillelinjen mellem Breivik og os andre. Kun at han gjorde det. Som mennesker kan vi tænke, planlægge og udføre de mest utrolige ting, men det er kun det sidste, der definerer, hvem vi er: Det, vi gør og ikke gør. Breivik er lige så meget menneske som du og jeg, men han er ikke en af os. Uanset om han bliver erklæret sindssyg eller rask, får en behandlingsdom eller skal i fængsel, så er han udenfor. En gang for alle. Han bliver aldrig en af os igen. Det er for sent. Ikke pga. psykiaternes diagnose(r), journalisternes dækning af retssagen eller dommernes strafudmåling. Heller ikke pga. hans kritik af multikulturalisme, hans analyse af Europas fremtid eller hans rationale for at gøre, som han gjorde. Der kan – som jeg har forsøgt at illustrere ovenfor – argumenteres for det hele. For så vidt angår kritik, analyse og plan kan man helt uden højreekstremistiske tilbøjeligheder og tunge sindssygdomme finde fornuftige grunde til, at Breivik så sig nødsaget til at handle. Men man kan ikke handle som Breivik. Når Breivik aldrig bliver en af os igen, er det, fordi, der er grænser for, hvad vi kan acceptere hos vores medmennesker. Grænser for, hvad vi kan acceptere hos os selv. Breivik har forbrudt sig mod adskillelige love og menneskerettigheder, men den største forbrydelse er den, han har begået mod mennesket i sig selv – og dermed os alle sammen. Ved ikke bare at dræbe, men reducere de dræbte til brikker i et symbolpolitisk spil udstiller Breivik det, vi frygter mest: Det onde i os selv. Det handler om at bruge andre til at nå vores egne mål (som fx at dulme følelsen af uretfærdighed), og det handler om afmagt, vrede og hævn – som kan få os til at slå ihjel. Selvom det er de færreste, der kan og vil handle på disse følelser, så er der mange, der ærgrer sig over, at dødsstraffen er afskaffet i Skandinavien. Andre spekulerer i, hvordan Breivik kan blive spærret inde for livstid. Mens endnu andre går til angreb på dem, der forsøger at forklare. For tolerere og tilgive kommer vi aldrig til. Heldigvis.
Vanskelighederne med at håndtere Breivik skyldes således ikke, at han er farlig og irrationel, men at han minder os om, at vi er. Breivik er – lige som det retssystem, han er blevet en del af – langt mere rationel end vi som mennesker er flest. Modsat overlevende, pårørende, journalister og andre, der er berørt af, at så mange har mistet livet, så er det vigtigt for både retssystem og Breivik, at sagen ikke handler om følelser. Som mennesker ved psykiatere, advokater og dommere godt, at Breivik ikke længere er en af os, og det ved Breivik formentlig også. Men som håndhævere af ideologiske principper, er det ikke det, de siger. Underlagt ideer, der rækker ud over det enkelte menneske; visioner, der er større end dem selv, er det vigtigt for både Breivik og repræsentanter for retssystemet at understrege, at vurderingen af, hvad der er rigtigt og forkert ikke er op til dem. De gør, hvad de må gøre: Argumenterer og konkluderer. Rationelt. Således tager retssystemet, lige som Breivik, udgangspunkt i sandheden. Om det gode samfund, det ansvarlige menneske – og heri består problemet. For samfundet er ikke godt, og mennesket er ikke ansvarligt. I hvert fald ikke hele tiden. Mennesket kræver at blive taget alvorligt for ikke bare det gode og skønne, men også det onde og grumme. Glemmer vi det, går det galt. Således er Breiviks sag ikke bare blevet en del af retssystemet, retssystemet er også blevet en del af Breiviks sag: Hvad stiller vi op med et menneske, der er lige så følelseskold over for sig selv og sin egen straf som over for de mennesker, han har slået ihjel? Hvordan håndterer vi en mand, der bruger vores principper mod os selv?
For Breivik er det ikke afgørende, hvilken straf han får – så længe han bliver taget alvorligt. Omvendt er det for langt de fleste andre ikke vigtigt, om Breivik bliver taget alvorligt – så længe han bliver straffet. Som det ser ud lige nu, er der desværre meget, der tyder på, at Breivik er den eneste, der får, hvad han ønsker. Han vil aldrig kunne få den straf, vi er enige om, han fortjener: Evig eksklusion. Ikke fordi vi tror og håber, at han igen kan blive en af os, men fordi vores principper forhindrer os i at være og handle som mennesker.
Da Sørine Gotfredsen umiddelbart efter massemordet benyttede en kronik i Berlingske til at opfordre til, at vi bruger Breivik rigtigt, blev hun beskyldt for at forklare det uforklarlige. Alligevel vover jeg at følge op på hendes opfordring ved at foreslå, at vi lader Breivik bruge os rigtigt. Ikke som mikrofonholdere for en forbryder, der aldrig igen bliver en af os, men som spejling af en kritik, det er næsten umuligt at trænge igennem med. Hvad kan Anders Breivik fortælle os? Ikke om islamisme, militant nationalisme og tempelriddere – men om os selv? Hvor går grænserne for, hvad vi kan og vil forsvare? Hvilke sider af os selv og hinanden forhindrer vores multikulturelle idealer os i at anerkende og gøre noget ved? Hvad og hvordan skal vi ændre for at gøre plads til dem, vi er – og tage ansvar for det, vi gør?
Subscribe to:
Posts (Atom)