Sunday, March 15, 2009

Menneske-lig filosofi

Med Nietzsche og Heidegger er det åbenlyst, at metafysikken hverken kan eller skal overvindes. Den er nødvendig for vores måde at være i verden på. Den hænger sammen med den menneskelige søgen efter mening, struktur, sammenhæng, mønstre, som letter vores væren-i-verden, i.e. gør det muligt for os at handle uden at skulle tænke over og udfordre alt lige fra kæbens bevægelse, når vi tygger en nød til måden vi låser vores hoveddør op på. At metafysikken ikke kan overvindes er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi skal lade os styre af den; at vi med Vattimos ord skal underkaste os metafysikkens vold. Den postmetafysiske tænkning – som ikke er en særlig god betegnelse for en tænkning, der anerkender, at metafysikken ikke kan overvindes og som derfor ikke foregiver at komme ’efter’ metafysikken – drives af ambitionen om en mere menneske-lig filosofi. I modsætning til humanismen, der – lige som alle andre ismer – ophøjer bestemte (menneskelige) træk til universelle dyder, er en menneske-lig filosofi ikke optaget af det sande eller for den sags skyld gode menneske. En menneske-lig filosofi, som den der søges indkredset med den postmetafysiske tænkning, anerkender, at mennesker er meget mere end det, filosoffer, psykologer, sociologer etc. kan sætte ord på. En menneske-lig filosofi beskæftiger sig med ord, men kun for at gøre plads til det, der ikke er nogen ord for. Kun for at minde os om, at vores ord – herunder filosoffernes – er en brøkdel af vores måde at være i verden på. At verden (i modsætning til, hvad vi lærer af konstruktionismen – endnu en isme!) ikke skabes af ord, men formaliseres med ord. En menneske-lig filosofi er ikke optaget af formaliseringen, men af menneskets behov for at formalisere. Den imiterer mennesker – bliver menneske-lig – ved at være i verden, dvs. sproget.

14 comments:

  1. Jeg undrer mig altid over måden ontologien præsenteres på. Det gælder både i dette indlæg og citatet ovenfor fra Et spørgsmål om at være, for ontologien præsenteres som om den er et sagsforhold og ikke blot én tolkning mellem mange andre.

    Mht. Nietzsche og det åbenlyse i at metafysikken ikke kan overvindes, er det så ikke netop Nietzsches standpunkt, at metafysikken blot er en fortolkning blandt mange? og at det er dette forhold, nemlig at der altid vil være fortolkninger, der ikke kan undgås?

    Det er helt fint, at du siger, at metafysikken ikke kan overvindes, men hvorfor skal den ikke?

    ReplyDelete
  2. Som jeg forstår (Vattimos læsning af) Nietzsche, så er det ligegyldigt, om vi kalder det Gud, ontologi eller fortolkning. Det er alt sammen metafysik. Når du skriver, at "der altid vil være fortolkninger", så udtrykker du en metafysisk forestilling om et absolut sagsforhold, der altid er/sker. Jeg læser Nietzsches formulering, "jeg frygter at vi alligevel ikke slipper af med Gud fordi vi stadig tror på grammatikken", som et udtryk for, at den metafysiske forestilling (repræsenteret ved Gud, ontologien, fortolkningen etc.) ikke kan undgås, og når jeg skriver, at den ikke skal, så er det dels ud fra en betragtning om, at vi ved at blive ved med at prøve at overvinde metafysikken bare erstatter den ene forestilling med den anden (ontologien med fortolkningen, f.eks.), dels ud fra en betragtning om, at vi ikke kan finde ud af at være i verden (som den ser ud i dag), hvis vi ikke gør det (jf. de første linjer i dette indlæg). Men jeg forstår godt, hvorfor Heidegger opfandt et nyt sprog til lejligheden, for det er sagsuseme svært at udtrykke - hvilket jo også er grunden til, at jeg ikke stræber efter en endegyldig formulering, men en fortsat om-formulering...

    ReplyDelete
  3. Når du med en skriftlig skuldertrækning lader metafysik, ontologi og fortolkning komme ud på et, altså metafysik, er det så ikke udtryk for en manglende skelnen? Hvis vi til ethvert tiltag møder det med etiketten 'metafysik', så betyder det vel ikke andet end, at vi ikke behøver at sætte os ind i det (hvad dét så måtte være), fordi det er alt sammen gammel vin på nye flasker.

    Det kan i den sammenhæng godt være, at du ikke "stræber efter en endegyldig formulering", men det laver ikke om på AT du formulerer dig ... kan du se pointen? Alt kan ophøjes, nedskrives, affærdiges som metafysik, godt nok, men dermed har vi givet afkald på den kritiske tilgang det er at finde de adskillende kendetegn, som er første skridt til at kunne arbejde kritisk med ligheder og forskelle - altså overhovedet at tænke.

    Man kunne måske så forsigtigt hævde, at metafysik er et fuldstændigt betydningstømt begreb, fordi det åbenbart med den rette metode kan omfatte ALT.

    Men nok om det - mit egentlige spørgsmål er dette: er kernen i denne problemstilling ikke, at du, hvis jeg har forstået dig rigtigt, som grundforfatning for tænkningen har sat metafysikken, dvs. at alt kan føres tilbage til et finalt begreb. Alternativet er altså ikke at tænke anderledes, for det kan man ikke, men helt at lade være med at tænke (vel at mærke hvis man, som jeg, anser metafysikken for et problem).

    ReplyDelete
  4. Jeg synes, du skyder forbi - eller rettere, jeg føler mig ikke ramt. Svækkelsens ontologi handler netop om ikke at sætte noget som grundforfatning for tænkningen, men om konstant og hele tiden at udfordre det forhold, at tænkningen søger en grundforfatning som tænkning – ikke nødvendigvis som væren (selvom det hurtigt bliver ét fedt, når vi opererer i et sprog med dertil hørende stærke grammatiske strukturer). Jeg er opmærksom på at jeg/vi skal passe på med at reducere alt til metafysik (eller beskylde hinanden for at bedrive det, hvilket vi begge anser som et problem). Men jeg synes heller ikke det er det, jeg gør. Tværtimod læner jeg mig op ad Vattimo, som skriver, at den svage tænkning kræver en konkret situation at blive brugt på - dvs. at jeg overhovedet ikke kan tænke, hvis jeg ikke gør det i forhold til de tiltag og formuleringer, jeg møder. Jeg mener med andre ord langt fra, jeg forholder mig til tænkningen som et enten (tænker jeg) eller (også tænker jeg ikke), men som en omgang med verden, der kræver, at jeg er i verden, dvs. forholder mig til den konkrete situation/formulering, jeg befinder mig i – lige nu.

    ReplyDelete
  5. Nu har det aldrig været min intention decideret at ramme dig, men derimod at forsøge finde ud af, hvad du "dybest set" mener om f.eks. metafysik. Jeg ved jo nok, at du er kritisk :) Men jeg synes, du giver et fornemt svar.

    Hvad jeg ikke helt forstår i dit svar er, at hvis vi altid må forholde os til den konkrete situation, og at vi med den svage tænkning ikke sætter en grundforfatning, hvorfor så overhovedet omtale metafysikken i første omgang? Er du ikke lige præcis ude over metafysikken som problem i den tænkning, du advokerer for? Altså: hvis vi kan undgå at underkaste os metafysikken, så er vi vel allerede ude over den? Den har i hvert fald mistet sin betydning.

    ReplyDelete
  6. Nej, jeg er på ingen måde ude over metafysikken som problem (og jeg kan heller ikke undgå at underkaste mig den). Den svage tænkning holder fast i Heideggers betragtning af væren som værenshistorie og betragter således den postmetafysiske tænkning i lyset af den metafysiske. En anden formulering af det forhold, at den svage tænkning har brug for en konkret situation at blive brugt på, kunne lyde, at den svage tænkning har brug for noget at svække. Jeg er qua den historie, jeg er en del af altid allerede underkastet metafysikken, jf. behovet for at fortolke. Hvis jeg ikke anerkender denne underkastelse vil jeg før eller siden blive fanget i at tænke et alternativ til metafysikken (i.e. en ny metafysik) i stedet for den konstante svækkelse/korrektion, jeg forsøger nu.

    ReplyDelete
  7. Jeg tror det er en mangel i min dannelse, at jeg ikke bare ved, hvad metafysik (og slet ikke metafysikken) står for. Det er som om begrebet er fuldstædig tømt og nu alene består gennem den aura det har. Kan du forklare mig, hvad metafysik og ontologi er? Det er ikke et forsøg på at være flabet, at jeg spørger, slet ikke, men jeg ved det faktisk ikke. Eller rettere, for mig er metafysik (og ontologi) blot særlige fortolkninger af noget, men når jeg siger det, mødes jeg ofte med en hovedrysten, hvorefter hele maskineriet sættes i gang, som f.eks. ovenfor, hvor mit indledende udsagn straks indlemmes i metafysikken. Hvad jeg særligt godt kunne tænke mig at vide er, hvorfor metafysikken (og ontologien går jeg ud fra?) er uundgåelig? Kan du se det fra mit perspektiv? Skulle jeg beskæftige mig med metafysik, ville jeg aldrig som udgangpunkt mene, at her var tale om en grundliggende strutur inden for tænkningen, men derimod forsøge at finde ud af, hvad metafysikken hævder - f.eks. definerer den virkeligheden ud fra et antal variabler, som den hævder er fundamentale. For mig at se er det fremfor alt magttænkning (og jeg tænker det ikke i en nietzscheansk forstand). Tag det som et udtryk for ærlig undren.

    ReplyDelete
  8. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med dig, Stokbro - så jeg tror, jeg vil prøve at vende den om:

    Hvad nu, hvis metafysik(ken) ikke er noget, der kan beskrives ved hjælp af en række påståede fundamentale variable, men derimod er en betegnelse for den tilgang til verden, der gør, at vi i små 2500 år har overbevist os selv om, at spørgsmål som 'hvad er metafysikken?' er menings- og værdifulde?

    Hvad nu hvis metafysik(ken) ikke er en disciplin eller teori, som kan afgrænses til en bestemt periode eller retning i filosofihistorien, men en stræben efter et redskab til at kategorisere, fortolke og forholde sig til verden på?

    Hvad nu hvis vi ikke kan forholde os til tænkningen uden at formalisere den? Skal vi så lade være?

    Håber, du har lyst til at tænke over spørgsmålene som spørgsmål, og ikke - lige som jeg - forsøger at slippe af med dem ved at stille nogen nye ;o)

    (Super god øvelse i øvrigt at blive udsat for din vedholdenhed - tak for det!)

    ReplyDelete
  9. Hvad nu, hvis metafysik(ken) ikke er noget, der kan beskrives ved hjælp af en række påståede fundamentale variable, men derimod er en betegnelse for den tilgang til verden, der gør, at vi i små 2500 år har overbevist os selv om, at spørgsmål som 'hvad er metafysikken?' er menings- og værdifulde?

    Hvis vi omformulerer det ovenstående, så det ikke længere er et spørgsmål, men en påstand, så lyder kernen i det: ’metafysik er den tilgang til verden, der gør, at spørgsmål som 'hvad er metafysikken?' er menings- og værdifulde.’ Der er to ting i det, synes jeg. 1) du anerkender, ved et uheld velsagtens, metafysikken som en tilgang, dvs. en måde man griber et spørgsmål an på, hvilket opstiller en problematik, der kan splittes op i to punkter: a) metafysikken er en synsvinkel og b) hvad i metafysikken er det, der gør, at den har en særstatus fremfor alle mulige andre synsvinkler? Og så kommer vi til 2) du er faretruende nær ved at formulere en cirkellutning (metafysikken er det, der gør, at man kan formulere spørgsmålet om metafysikken meningsfuldt), hvilket Heidegger selvfølgelig anså en nødvendighed for at kunne komme i dybden med de fundamentale spørgsmål. Vi står, så vidt jeg kan se, lige nu med den konklusion, at spørgsmålet om grundforfatningens forrang kan kun stilles indenfor metafysikkens egen modi. Eller hvis jeg skal være flabet: spørgsmålet om grundforfatningens forrang hviler alene på metafysikken, der hævder den. Metafysikkens fremstiller sig på den måde som et lukket system, der ikke anerkender et udenfor. Det handler imidlertid ikke for mig om at komme bagom eller udover metafysikken, at slå metafysikken ihjel, fordi der ikke er noget at slå ihjel, komme bagom eller udover overhovedet.

    Mht. variablerne så er historien omkring kategorierne og efter Heidegger også eksistentialerne vel netop udtryk for et endeligt antal variabler?

    Hvad nu hvis metafysik(ken) ikke er en disciplin eller teori, som kan afgrænses til en bestemt periode eller retning i filosofihistorien, men en stræben efter et redskab til at kategorisere, fortolke og forholde sig til verden på?

    Jamen det er egentlig det samme, jeg hævder. Min tilbageholdenhed skyldes alene, at der med metafysikken (og ontologien) ofte sættes et absolut. Netop med tanken om en grundforfatning (og det gælder vel også ontologien) får vi den tilstrækkelige grunds princip i spil; men i forhold hertil anførte kritikerne, at der til enhver tilstrækkelig grund måtte være en tilstrækkelig grund osv. Dermed har vi enten en uendelig regres eller en irrationel (her forstået som grundløs) opretholdelse af et given grund – med andre ord en trossag.

    Hvad nu hvis vi ikke kan forholde os til tænkningen uden at formalisere den? Skal vi så lade være?

    Hvis du med formalisering mener metafysik så er vores ”uoverensstemmelse” alene båret frem af retorik, hvilket er nok så vigtigt, men så har vi dog et retorisk problem og ikke et metafysisk. Spørgsmålet er i virkeligheden om vi overhovedet kan komme uden om formaliseringen, dvs. formen? Formsagen er ikke et metafysisk problem, men lige præcis et formspørgsmål.

    Hvorom alting er: idet du iværksætter en metafysisk (ontologisk) argumentation, så bedriver du/man (hvis du vil) en tankegang, der går ud fra en finalitet – og de bringer os tilbage til det første spørgsmål.

    Det her har intet med at gøre, at argumentere mod metafysikken, for der er ikke noget at argumentere imod – og dét er mit egentlige spørgsmål, hvad stiller en metafysiker op med dét?

    ReplyDelete
  10. Øhm, jeg er ikke helt sikker på, hvad det sidste spørgsmål er om, men der mangler i hvert fald en forklaring så også jeg kan følge med, og det er jo ikke godt, når det er mig selv, der har skrevet det :)

    ReplyDelete
  11. Nej, det er på ingen måde et uheld, jeg anerkender metafysikken som en tilgang - det er en central pointe i den svage tænkning sammen med pointen om, at denne tilgang ikke kan afskaffes én gang for alle. Ikke fordi den har en særstatus, men fordi den udgør en væsentlig del af værenshistorien.

    Filosofiske tænkere har fra Platon frem til Nietzsche anlagt en metafysisk tilgang til væren (og verden), og det kommer vi ikke uden om ved at betragte metafysikken som ligegyldig eller ikke-eksisterende.

    Hvad angår cirkelslutningen, så var det ikke det specifikke spørgsmål "hvad er metafysik?", jeg spurgte til meningsfuldheden af, men selve spørgemåden "Hvad er...?"

    Ved at spørge "Hvad er dette eller hint?" spørger vi nemlig til noget SOM noget, og det er - hvis man læser Heidegger og Vattimo som jeg gør - udtryk for en metafysisk tilgang til væren.

    Det mest frustrerende ved denne debat (ja, jeg synes, den er lidt frustrerende!) er, at jeg tror, vi er fuldstændig enige.

    Når jeg skriver om metafysikken på en måde, der får dig til at tro, at jeg tildeler den en særstatus, så er det netop fordi jeg anerkender den som en tilgang, der historisk har haft al for stor betydning for vores måde at tænke og handle på i Vesten.

    I 'Et spørgsmål om at være' finder jeg, at metafysikkens overdrevne position ikke skyldes en særstatus i forhold til en hvilken som helst anden tilgang til væren, men derimod en grammatisk understøttelse i de indoeuropæiske sprog.

    Du kan sige, at grammatikken i de indoeuropæiske sprog er struktureret på en sådan måde, at vi tænker metafysisk - eller snarere: grammatikken i de indoeuropæiske sprog er struktureret på en sådan måde, at vi formaliserer/formulerer vores tænkning som metafysisk.

    Vi spørger "Hvad er dette eller hint?" og forudsætter dermed, at det, vi spørger til er et noget, der 1) eksisterer uafhængigt af det sted- eller navneord, der optræder i spørgsmålet, 2) kan beskrives én gang for alle i et dertil indrettet svar.

    (Hvis du erstatter 'eksisterer uafhængigt' med transcendens og 'beskrives én gang for alle' med absoluthed er den metafysiske tænkning ikke til at tage fejl af).

    Når jeg lokaliserer de metafysiske strukturer i grammatikken i de indoeuropæiske sprog er det med andre ord ikke for at tildele metafysikken en særstatus, men for at forklare, hvorfor vestlige filosoffer traditionelt har troet det - og nok så væsentligt: For at undgå, at nutidige og fremtidige filosoffer bliver ved med det.

    Det må være nok for dette forsøg på at formulere en filosofisk tænkning, der ikke lader sig formulere inden for de traditionelle rammer at formulere filosofisk tænkning på ;o)

    P.s. Distinktionen mellem form og indhold er en metafysisk distinktion, jf. ovenstående dechifrering af spørgsmålet "Hvad er dette eller hint?"

    ReplyDelete
  12. Jeg må nok erkende, at jeg aldrig rigtig kommer til at forstå udtryk som f.eks. 'væren' eller hvorfor Heidegger er så grundlagsrystende, og det behøver jeg heller ikke. Jeg ved af erfaring, at disse diskussioner kan fortsætte i det uendelige, jeg har allerede tidligere brugt fem år på at diskutere Heidegger, og jeg har lært, at man ikke kan tale imod en "åbenbaring". De kritikpunkter jeg har af Heidegger kan f.eks. læses her eller mere specifikt her, her og her.

    ReplyDelete
  13. Du behøver ikke "at forstå udtryk som f.eks. 'væren'" for at anerkende, at filosoffer historisk har beskæftiget sig med, hvad det vil sige at være dette eller hint - repræsenteret ved spørgsmål som "hvad er det gode?" og "hvad er erkendelse?"

    Men nok om det.

    Jeg respekterer, at det er vigtigere for dig at kritisere Heidegger end at se perspektiverne i den metafysikkritik, han viderefører fra Nietzsche (som du så vidt jeg forstår forsvarer?) - men jeg bryder mig ikke om retorikken om åbenbaringer. Er den ikke under vores debatniveau, Stokbro? En devaluering af min argumentation? En falliterklæring?

    Gode hilsner,

    Pia

    ReplyDelete
  14. Hov .. ja ... jeg tænkte nok, den ikke gik på skrift ... men tro mig det var de venligste anførselstegn, der var sat omkring ordet. Med åbenbaring mener jeg blot, at det er min (ret begrænsede) erfaring at Heidegger på en helt særegen måde kan slå benene væk under en læser. Det kan være en heureka.oplevelse at læse Heidegger, og det tror jeg også, at det har været for dig. I øvrigt ligger mit venligt drilske åbenbaring vel ikke langt fra Heideggers egen opfattelse af ekstasen i sandhedens åbnende skeen? Det er heller ikke fordi, jeg ikke kan læse/se Heideggers projekt og mit problem med ham kan koges ned til Adornos kritik, som jeg mener er spot on.

    ReplyDelete