Thursday, August 21, 2008

Hvordan flytter man et isbjerg?

Selvom det er svært at erkende, er det de færreste udviklingsprojekter, der reelt ændrer virksomhedernes måde at fungere og forstå sig selv på. Der er tale om bittesmå forskydninger, som måske hjælper den enkelte virksomhed med at ligne de andre, men som langt fra skaber de rammer, der skal til for at være på forkant med udviklingen.

Filosof og konsulent Pia Lauritzen arbejder over de næste tre år på et forskningsprojekt, der skal afdække og udfordre de stærke strukturer, der fastholder virksomheder og organisationer i en bestemt måde at arbejde med udvikling på. I denne klumme bruger hun isbjerget til at vise, hvordan vi først for alvor skaber udvikling, når vi giver slip på alle vores forestillinger om, hvad det vil sige at være en organisation.


Som strategikonsulent har jeg været engageret i mange forandrings- og udviklingsprojekter i mange virksomheder og organisationer. Som filosof har jeg undret mig over, at de aldrig lykkes.

Bevares, organisationsdiagrammet tegnes på en lidt anden måde. Der er færre ledere på gangene – og de bruger nogle andre ord, end de gjorde før. Medarbejderne sidder anderledes. De arbejder måske ligefrem i teams.

Der er managementkonsulenter og workshops. Men Lone løser sine opgaver, som hun altid har gjort. Og Allan brokker sig stadig over chefen. Der står "åbenhed", "ansvar" og "målrettet" på hjemmesiden, men Lone og Allan ved godt, at der er noget, de ikke skal være åbne omkring. Og de betragter det ikke som deres ansvar, at virksomheden når sine mål.

Virksomhedskultur

Der er mange teorier om, hvorfor udviklingsprojekter ikke lykkes. Én af dem leverede professor Edgar Schein i 1986, da han kastede lys over de meget komplekse udfordringer, der er forbundet med at ændre en virksomhed.

Når virksomheder ikke ændrer sig, bare fordi vi som ledere eller konsulenter beslutter os for det, er det, fordi de er bærere af en kultur, som ifølge Schein består af tre forskellige niveauer:

  1. Artefakter (kulturgenstande). Symptomer og manifestationer som for eksempel teknologi, kunst og adfærdsmønstre. Artefaktniveauet er synligt og observerbart og viser sig for eksempel i det traditionelle hierarki, hvor hver funktion har sin mellemleder, som alle refererer til direktøren.

  2. Værdier. Kan afprøves i det fysiske miljø ved konsensus. Værdier kan diskuteres. Et eksempel kan være holdningen til, at medarbejderne i en virksomhed skal have indflydelse på beslutningerne.

  3. Grundlæggende antagelser. Er implicitte og ikke altid umiddelbart til at få øje på. De styrer reelt adfærden i virksomheden. De kan normalt ikke diskuteres og udfordres, fordi de bliver taget for givet.

Mange udviklingsprojekter kuldsejler, inden de har forladt direktionsgangen, fordi de igangsættes uden hensyntagen til det tredje kulturniveau. Vi glemmer de grundlæggende antagelser, og tilrettelægger dermed en "skæv" forankringsproces.

Forfejlet forankring

Ud over den åbenlyse udfordring i at medtænke antagelser, der hverken kan ses eller beskrives, er det ofte et problem at få de tre niveauer til at hænge sammen.

Vi opstiller performancesystemer ud fra det synlige og observerbare niveau (belønner vores medarbejdere efter fakturerings- og afdelingsmål), kommunikerer ud fra det værdibaserede niveau (fortæller omverdenen og medarbejdere, at det er vigtigt at tage ansvar og involvere sig i organisationens udvikling) og træffer beslutninger ud fra det grundlæggende niveau (prioriterer indsatsområder og opgaver ud fra, hvad vi selv synes er vigtigt).

Det skaber forvirring blandt medarbejderne, som bliver mere og mere kyniske i deres forhold til organisationen. Det meget italesatte værdiniveau opleves som en masse ligegyldige ord, og medarbejderne bliver til sidst immune over for vores mange velmenende initiativer.

Når udvikling udebliver

Alt det ved vi godt. Og vi gør meget for at tage højde for det, når vi som virksomhedsledere og konsulenter tilrettelægger en udviklingsproces. Alligevel ender hensigten om at være på forkant med udviklingen i bedste fald med, at vi erstatter A med et næsten identisk B. I værste fald med, at medarbejdere og kunder mister tilliden til virksomheden.

Så hvad skal vi gøre? Hvordan kommer vi ind under huden på vores egne virksomheder, og hvordan sikrer vi, at vi bevarer overblikket undervejs?

Isbjergets anatomi

I lighed med Scheins kulturniveauer kan man sige, at et isbjerg består af tre "lag": Toppen, som højst udgør 2 procent af det samlede isbjerg; midten, som udgør maksimum 8 procent, og bunden, som udgør omkring 90 procent af isbjerget.

Figur 1: Isbjerg


Ofte bruges isbjerget til at vise, at man ikke er i nærheden af at forstå en virksomhed, hvis man kun forholder sig til de knapt 10 procent, man kan se. Og det er da også en del af min pointe (ligesom det er Scheins pointe, at de usynlige grundlæggende antagelser er langt mere betydningsfulde for en organisations udvikling end de strategiske tiltag, der bevæger sig på artefaktniveau).

Men min pointe rækker videre. Når jeg har illustreret isbjerget som i figur 1, er det for at vise, at isbjergets fordeling mellem det synlige og det usynlige nok er interessant, men at der er noget, der er mere interessant. Nemlig det faktum, at isbjerge ligner hinanden.

Med figur 1 ønsker jeg at vise, at der er nogle strukturer i undergrunden, som gør, at alle isbjerge "opfører sig" på samme måde. Nogle strukturer – som jeg ikke har geologisk kompetence til at kalde andet end kulde – som gælder for et bestemt område af verden, og som forhindrer det enkelte isbjerg i at udvikle sig som andet end isbjerg.

Forudsætning for udvikling

Netop strukturerne i undergrunden er centrale for mit arbejde med at forstå virksomheders udfordringer med at skabe udvikling og differentiere sig fra andre.

Ligesom der er nogle strukturer i undergrunden, der gør, at der "vokser" isbjerge i nogle dele af verden og regnskove i andre, så tyder min filosofiske forskning nemlig på, at der er nogle strukturer i vores måde at tænke på i Vesten, som gør, at vi organiserer og udvikler os på en bestemt måde.

Figur 2: Isbjerget som analogi til en virksomhed



Disse strukturer, som går på tværs af alle vestlige virksomheder og organisationer – private som offentlige, store som små – bærer en stor del af æren for, at Vesten historisk har klaret sig så godt.

Men det er de samme strukturer, der forhindrer os i at skabe noget helt nyt – og i at udvikle vores virksomheder i en anden retning end vores konkurrenter.

Over tid

Ifølge min filosofiske forskning er et eksempel på disse strukturer den lineære tidsopfattelse af, at organisationer til enhver tid træffer beslutninger ud fra et kendskab til fortiden og en forventning om fremtiden.

Figur 3: Lineær tidsopfattelse


Den lineære tidsopfattelse har hjulpet Vesten med at skabe retning og forudsigelighed – og den har overbevist beslutningstagere i alle dele af samfundet om, at udvikling først og fremmest handler om at have en plan.

Selvom nogen måske vil sige, at det er en håbløst gammeldags betragtning, som virksomhederne for længst har lagt bag sig, så organiserer og udvikler vi stadig vores virksomheder ud fra en betragtning om, at beslutninger træffes af en beslutningstager, som har været igennem en beslutningsproces.

Og sådan forholder det sig sjældent. De fleste beslutninger – herunder i særdeleshed de afgørende – er hverken forbundet med en beslutningstager eller en proces, men er derimod resultatet af en mere eller mindre tilfældig sammensmeltning af fortid, nutid og fremtid.


Figur 4: Helhedsorienteret tidsopfattelse

Min hypotese (på dette punkt) er, at vi har svært ved at bryde det gængse udviklingsmønster, fordi vi organiserer os i strid med os selv. Vi organiserer vores virksomheder ud fra et billede af os selv som rationelle, lineært tænkende mennesker, men vi handler ud fra en øjebliksvurdering af, hvad der er mest hensigtsmæssigt i situationen.

Virksomheder og isbjerge

Ligesom et isbjerg flytter en virksomhed sig stille og roligt af sig selv, hvis der ikke er nogen, der påvirker den. I modsætning til isbjerget kunne vi aldrig finde på at overlade virksomheder til sig selv.

Vi har for længst indset, at virksomheder påvirkes af alt og alle, og vi arbejder på højtryk for at sikre, at lige netop vores virksomhed er rustet til det globale marked.

For at sikre sig en plads på det globale marked skal virksomheder i stadig højere grad finde deres helt egen måde at være på forkant med udviklingen på. Og det kan de kun, hvis de accepterer og forstår de strukturer, der definerer dem.

Stærke og svage strukturer

Som jeg umiddelbart ser det, er der to forskellige slags strukturer, vi skal forholde os til. De stærke, som påvirker vores måde at tænke og organisere vores virksomheder på (for eksempel den lineære tidsopfattelse). Og de svage, som påvirker vores måde at forstå og handle på (for eksempel den enkeltes dømmekraft).

I langt de fleste virksomheder modarbejder de stærke strukturer de svage. Det sker, når vi i stedet for at organisere os omkring den dømmekraft, der er særegen for vores virksomhed (der er ingen andre virksomheder, der består af netop vores medarbejdere) tvinger en generel skabelon ned over forskellige mennesker i forskellige funktioner.

Dermed nedbryder vi ikke bare vores egen dømmekraft (vi bliver dårligere og dårligere til at tænke selv), vi reducerer også virksomhedens chancer for at skabe og blive noget, der for alvor skiller sig ud.

Den svage organisationsfilosofi

Som strategikonsulent er det min overbevisning, at virksomheder først finder deres egen måde at være på forkant med udviklingen på, når de har en metode til at udfordre de stærke strukturer, der fastholder dem og alle deres konkurrenter i en bestemt måde at tænke på.

Som filosof vil jeg give et bud på denne metode.

Læs også interviewet Opgør med de nemme løsninger - med Pia Lauritzen og Jesper Højberg fra Advice A/S.

Den svage organisationsfilosofi

  • Betegner en tilgang til strategi- og organisationsudvikling, der baserer sig på en filosofisk retning kaldet "den svage tænkning".
  • Den svage tænkning adskiller sig fra al anden vestlig tænkning ved hverken at forherlige eller forsøge at overvinde de stærke strukturer, der karakteriserer vestlig civilisation.
  • Formålet med den svage tænkning er ikke at erstatte de stærke strukturer med de svage, men derimod at svække de stærke strukturer, der fastholder vesterlændinge i en bestemt måde at tænke og organisere sig på.
  • Forskningsprojektet, Den svage organisationsfilosofi, gennemføres i samarbejde med rådgivningsfirmaet Advice A/S og Københavns Universitet.

Publiceret på http://www.ledelseidag.dk/ d. 21. august 2008

Friday, August 08, 2008

Anmeldelse i Kr. Dagblad

I dag, den store udgivelsesdag - som mange forveksler med startskuddet på en mindre sportsbegivenhed i Kina - har Kr. Dagblad anmeldt min bog Et spørgsmål om at være.

Jeg er meget glad for anmeldelsen og taknemmelig for, at Asger Brandt har læst mig så tålmodigt som han har:

FILOSOFI
Pia Lauritzen tænker skarpt og evner at formulere sig mestendels klart i ny bog om filosofferne Heidegger, Derrida og Vattimo

Man kommer ikke uden om Gud

Af Asger Brandt

De seneste 100 års filosofi er igen og igen blevet hjemsøgt af et ønske om at gøre op med de forudsætninger, der ligger til grund for hele den filosofiske tradition. Ikke sjældent er det helt fundamentale tankefigurer, man søger at omgå, så som tendensen til at tænke i dualismer, den vestlige forestilling om subjektet eller tendensen til at adskille i subjekt og objekt.

I en ny bog af Pia Lauritzen - "Et spørgsmål om at være" - forfølges et bestemt spor i denne bestræbelse gennem tre forfatterskaber: Heidegger, Derrida og Vattimo. Forbindelsen mellem filosofi og sprog står centralt i bogen, der dermed udfolder en mistanke, der hos flere af disse fylder meget: vores tænkning er nøje forbundet med den særlige grammatik-struktur, som vore sprog tilbyder. Den grundlæggende adskillelse mellem subjekt og objekt fandtes for eksempel i vores sætningsopbygning, før den blev et filosofisk tema.

Disse temaer er til stede hos Heidegger og Derrida, men Pia Lauritzen søger i bogen at give sit eget originale bidrag til en sådan sprogkritik, men også hun står naturligvis i det grundlæggende paradoks, at man ikke kan kritisere sprogets struktur uden at være underkastet det selv samme sprog, som man kritiserer.

"Et spørgsmål om væren" er på mange måder et typisk akademisk skrift, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder. Tonen er en kende studentikos, hvad der her også betyder ganske frisk og respektløs. Pia Lauritzen er ikke bange for at skrive "Jeg"; hun gør det rigtig mange gange, og det er vel i sig selv en kommentar til de betænkeligheder, én af hendes helte, Vattimo, har over for det at bruge jeg-formen i akademiske skrifter.

Men i øvrigt er bogens skabelon typisk akademisk. Et vist antal teoretikere fra forskellige sammenhænge læses hver for sig, og det selvstændige bidrag består herefter i at påvise forbindelseslinjer, som de ikke selv er sig bevidst. Arbejdet er dygtigt udført, men karakteristisk for den akademiske genre er desværre også, at evnerne i nogen grad spildes, fordi skriftet mangler en redaktion, der kunne sikre, at det blev orienteret imod et publikum. I stedet for et interessant stykke formidling bliver bogen derfor lidt for ofte til en indforstået stiløvelse, og det er en skam, fordi Pia Lauritzen tydeligt nok både besidder evnerne til at tænke skarpt og at formulere sig klart.

Opgøret med sproget er i denne fremstilling også et opgør med metafysikken. Det er i sig selv blevet et standardtema igennem flere århundreders vestlig filosofi, men i denne læsning afvises metafysikken ikke blot. I stedet bliver det projektet at finde ud af, på hvilke vilkår en metafysik alligevel lader sig tænke på svækkede vilkår. Som bogen udtrykker det, er der her ikke blot tale om et opgør med metafysikken, men også med et opgør med metafysik- opgøret.

Den italienske filosof Gianni Vattimos nyklassiker "Jeg tror, at jeg tror" indtager her den centrale rolle. Vattimo har, ikke mindst med udgangspunkt i, hvad han ser som en "svag ontologi" hos Heidegger, forsøgt at formulere muligheden for at tro under de sekulariserede omstændigheder, som nu engang møder det moderne menneske. "Den svage tænkning" er her blevet et slagord, og den tro, der knytter sig hertil bliver på mange måder også en tro, der er bevidst om sin egen svaghed. En sådan besindelse på en række svækkelsers uomgængelighed synes også at udgøre udgangen på Pia Lauritzens bog: væren er ikke, hvad den har været; metafysikken er ikke, hvad den har været, og Gud kan heller ikke længere være, hvad han har været.

Men i stedet for at tage disse udviklinger som udtryk for det enes og det andets død må man undersøge, under hvilke svækkede former disse størrelser kan fortsætte deres eksistens. Snarere end at Gud skulle være død, er det derfor en anden af Nietzsches kendte bemærkninger, der bliver denne bogs omdrejningspunkt. Nietzsche siger et sted, at han frygter, at vi ikke slipper af med Gud , fordi vi stadig tror på grammatikken. Dermed er det også sagt, at da sprogets grammatik er svær at komme uden om, er det også stadig svært at komme uden om Gud .

Kristeligt Dagblad

Boganm: Pia Lauritzen: Et spørgsmål om at være. En postmetafysisk omformulering af værensspørgsmålet i lyset af Heidegger, Derrida og Vattimo. 181 sider. 175 kroner. Museum Tusculanum. Udkommer i dag.

Thursday, August 07, 2008

Gud er død - Gud leve

Selvom det er 120 år siden, Nietzsche proklamerede Guds død, er hverken religion eller ideologisk fundamentalisme på retur

Efterår 1888:

Den tyske filosof og filolog Friedrich Nietzsche er få måneder fra et psykisk sammenbrud. Og han ved det tilsyneladende godt. I hvert fald skriver han på livet løs, og han erklærer bl.a. i brevvekslinger med nære venner, at han i denne periode udvikler et meget strengt og fint udtryk for hele hans filosofi. Han færdiggør Afgudernes ragnarok, som ikke bare er et resumé af alle hans væsentligste filosofiske kætterier, men også en ny måde at udtrykke filosofiske tanker på. Nietzsche filosoferer med hammeren, hvilket med hans egne ord består i at udfritte de evige afguder, der på trods af deres opblæste hulhed er dem, vi tror mest på.

Nietzsche er kendt for sin dødsdom over Gud. Men det er hverken dødsdom eller Gud, der kan forklare, hvorfor verdenssamfundet stadig er præget af religion og ideologisk fundamentalisme. Det kan derimod den forståelse, der i Afgudernes ragnarok formuleres som en frygt for, at vi alligevel ikke slipper af med Gud, ”fordi vi stadig tror på grammatikken”.

Med denne formulering sætter Nietzsche ord på en skæbnesvanger sammenhæng mellem strukturerne i vores sprog og den måde, vi tænker på i Vesten. En sammenhæng, som ikke bare har konsekvenser for religionens rolle i samfundet, men for hele vores forståelse af, hvad det vil sige at være samfund. Det er nemlig ikke først og fremmest den religiøse Gud, Nietzsche er ude efter, når han jager de evige afguder ’som med en stemmegaffel’. Det er derimod de omsiggribende idealer, som forfører os med løgne om enhed, substans og bestandighed.

Med Afgudernes ragnarok vil Nietzsche punktere Vestens idealer. Men han frygter, at det ikke lader sig gøre. Fordi idealerne lever i sproget.

Gælder også videnskaben

1958: Der er gået 70 år siden Nietzsche skrev Afgudernes ragnarok. Martin Heidegger er ikke den eneste, der har ladet sig inspirere af Nietzsches opgør med idealerne. Men han er den, der bedst har forstået konsekvenserne af det. Det er 31 år siden, Heidegger udgav sit hovedværk Væren og tid, men han er langt fra gået i stå.

I Teknikken og vendingen, som udkommer i 1962, bruger Heidegger videnskaben til at vise, at problemerne med at slippe af med Gud ikke kan reduceres til et spørgsmål om religion og filosofihistorie. Heidegger bruger formuleringer som, at teknikkens væsen ”afdækker det værende som bestand”, hvilket er det samme som at sige, at også videnskaben er underlagt idealernes løgn om enhed og substans.

Videnskabens største bedrift er, at den har haft held med at overbevise befolkningen i den vestlige del af verden om, at den står i modsætning til religionen. Det gør den ikke. Tværtimod lukrerer den – nøjagtig lige som religionen – på en metafysisk forestilling om, at der er noget bag ved det, vi sanser og oplever, som er ideelt og bestandigt.

Heideggers ærinde er imidlertid ikke at slå videnskaben i hartkorn med religionen, men derimod at undersøge, hvorfor forestillingen om substans og bestandighed har så stor indflydelse på vores omgang med verden.

Svaret finder han i spørgsmålet. Selvom mange har bebrejdet Heidegger hans kryptiske brug af det tyske sprog, så er det nemlig ikke ligegyldigt, hvordan man stiller spørgsmålet om idealernes rolle i samfundet. Og det er heller ikke tilfældigt. I sin sene tænkning sander Heidegger, at der er nogle strukturer i sproget, der understøtter – og måske ligefrem skaber – idealernes løgn om enhed og substans. Når Heidegger, også i 1958, er svær at forstå, er det fordi, han forsøger at undgå disse strukturer, når han formulerer sit opgør med idealernes rolle i samfundet.

Udfordrer sit bagland

1988: Yderligere 30 år gået. Både Nietzsche og Heidegger er døde, og der er kommet nye tænkere til. Heriblandt en fransk filosof, som hverken beskæftiger sig med afguder eller videnskab, men som også har et problem med idealerne. Jacques Derrida har for længst sikret sig en plads blandt samtidens vigtigste tænkere – og det med rette. Derrida kritiserer nemlig ikke kun de gamle grækere og den tænkning, de har afstedkommet. Han udfordrer også sit eget bagland, idet han beskylder Nietzsche og Heidegger for ikke at være radikale nok.

Når Heidegger bygger videre på Nietzsches frygt for grammatikken ved at opgive de strukturer, der fastholder os i troen på idealerne, indser han ifølge Derrida ikke, at det er grammatikken som sådan, der er problemet. Idealernes løgn om enhed og substans bor ikke bare i nogle bestemte strukturer, som vi skal gøre os umage med at undgå. Idealerne gennemsyrer vores sprog, tænkning og samfund, og den eneste måde at undgå dem er at opgive hele det sproglige system.

Den svage tænkning

1998: Parallelt med Derrida arbejder en italiensk filosof ved navn Gianni Vattimo med at omsætte Nietzsche og Heideggers filosofi til det, han kalder den svage tænkning. Han arbejder som EU-parlamentariker og har skrevet op til flere filosofiske værker, da hans lille bog Jeg tror at jeg tror, udkommer i 2. oplag. Her pointerer Vattimo, at vestlig idéhistorie i grove træk har erstattet det ene ideal med det andet – svarende til, at det første, vi gør, når en konge dør er at indsætte en ny.

Ved at studere de forgæves forsøg på at overvinde idealerne indser Vattimo, at det ikke er de stærke strukturer, der er interessante, men derimod den historiske udvikling, de indgår i. Historien har en svækkende effekt på idealerne – og det skal vi blive bedre til at udnytte. I stedet for at erstatte idealerne med hinanden argumenterer Vattimo med andre ord for, at vi svækker dem.

Som inspiration til, hvordan vi skal forstå svækkelsen af de stærke strukturer foreslår Vattimo, at vi ikke vender os væk fra religionen, men derimod kigger nærmere på især kristendommen. Det bemærkelsesværdige ved kristendommen er nemlig, at den både insisterer på det ideelle og bestandige (Gud) og det konkrete og foranderlige (Jesus). Kristendommen tillader således ikke bare en svækkelse af sin guddom; den fremhæver svækkelsen (teologisk kaldet inkarnationen) som en væsentlig pointe.

Ingen af de tre Nietzsche-fortolkere ville formentlig anklage kristendommen – islam, buddhismen, hinduismen eller andet – for at være skyld i, at Vesten stadig slås med religion og ideologisk fundamentalisme i det Herrens år 2008. De ville derimod pege på de sproglige strukturers indvirkning på den græsk-hellenistiske tradition, som ikke bare definerer vores forhold til religion, men tillige vores indretning af samfundet og vores måde at forstå og udforske verden på.

(Til den forventede indvending om, at det ikke er Vestens skyld, at verdenssamfundet er infiltreret af religion og ideologisk fundamentalisme, men derimod mellemøsten og andre dele af verden, skal blot bemærkes, at Vesten forbliver slave af sine egne og andres idealer så længe, vi baserer vores verdensopfattelse på principper om substans og bestandighed).

Frygten var begrundet

2008: Præcis 120 år efter færdiggørelsen af Afgudernes ragnarok udkommer en dansk bog, der tager Nietzsches frygt på ordet. I bogen bruges Heidegger, Derrida og Vattimo til at vise, at frygten for grammatikken var begrundet. Der er en sammenhæng mellem den måde, vi tænker på i Vesten og grammatikken i de indoeuropæiske sprog. Gud er ikke død; vi er stadig omgivet af idealer. Når idealerne er forankret i vores grammatik kan vi ikke slippe af med dem uden samtidig at opgive sproget.

Og dog. I bogen undersøges det danske sprog med henblik på at udfordre idealernes rolle i samfundet. Det bekræftes, at der er stærke strukturer i sproget, som gerne vil have os til at opfatte verden på en bestemt måde – men der er også andre. Strukturer, der ikke forfører os med idealer og bestandighed, men hjælper os med at svække dem.

I bogen Et spørgsmål om at være foreslår jeg, at ansvaret for ideologisk fundamentalisme anno 2008 ligger hos os. Jeg frygter, at vi ikke slipper af med idealerne, fordi vi tror, det ligger hos de andre.

Foto: Nordfoto/Scanpix
Billedtekst: Friedrich Nietzsche frygtede, at vi ikke slipper af med Gud, 'fordi vi stadig tror på grammatikken'.

Trykt i Information i dag d. 7. august 2008


Friday, August 01, 2008

Politiken mangler perspektiv

Jeg havde fornøjelsen af at være til forpremiere på den nye danske film ’Dig og mig’ i går. Og jeg må indrømme, at jeg er skuffet. Ikke over filmen. For helvede nej; det er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Jeg er skuffet over Politiken.

For hvad gør avisen, når der en sjælden gang i dansk filmhistorie dukker en film op, der tager livet så alvorligt, at den forpligter sig på døden? Den bruger først en forside og en helsidesartikel på at diskutere, om filmens markedsføring matcher dens indhold. Dernæst leverer den en anmeldelse ved Kim Skotte, der i frustration over selv at skulle lave de åbenlyse mellemregninger trækker det typiske anmelderkort og kalder filmen konstrueret.

Det er simpelthen ikke godt nok!

Danskerne er gode til mange ting. Og dårlige til flere. Noget af det, vi er allerdårligst til er at håndtere alvor. Vi bryster os af at være ironiske, og betragter det som vores selvskrevne ret at udøve hån, spot og latterliggørelse. Men vi ved ikke, hvad vi skal stille op med os selv og hinanden, når det gør ondt. Vi bliver bange og gemmer os væk. Gør os stærke eller går til angreb.

Lige som de fleste andre danskere har jeg ikke særlig mange ord for det, Christian E. Christiansen og Louise Vesth behandler med deres storslåede film. Det er det, der gør den så storslået. Instruktøren, produceren, skuespillerne og alle de andre, der er engageret i ’Dig og mig’ gør noget så sjældent (i filmbranchen) som at skabe et rum for det, vi ikke har nogen ord for.

Det opdager Politikens læsere bare ikke, hvis de baserer deres indkøb af biografbilletter på avisens perspektivløse diskussion af markedsføringsmekanismer og anmelderens slet skjulte forsøg på at være højkulturel.