Monday, May 20, 2013

9.z mod Kina - middelmådighedens målestok

Foranlediget af min kronik i Berlingske i går (19.5.) modtog jeg denne mail:

Hej Pia,

Jeg er en 15 årig dreng, der går i 9 klasse på Dronninggaardskolen. Jeg har netop læst dit debatindlæg i dagens udgave af Berlingske. Jeg er fuldkommen enig i alt, hvad du skriver mhs. Til undervisningen. Der bliver fokuserer ALT for meget på de middelmådige elever, på ligheder mellem piger og drenge osv. Jeg er dog så priviligeret at gå på en af de bedste skole i landet, hvor næsten alle har ambitioner. Dem, der er populære er fagligt dygtige, gode til sport, og ikke mindst søde ved dem, der ikke har samme "rang". Jeg er så heldig, at have mange venner og bekendte, og derfor føler jeg et vidst overblik. På stort set alle skoler er de højst placerede i hearkiet, dem, som er længst fremme i skoene mhs til alkohol og fester. Og disse elever er aldrig fagligt dygtige. Jeg håber, at min generation kan ændre på dette. "Det er godt at være middelmådig, du skal ikke have for høje ambitioner, du skal ikke arbejde så hårdt". Disse sætninger skal fjernes fra den danske skole. For jeg tvivler på at mine børn, kommer til at blive ligeså heldige som jeg selv med folkeskolen. Jeg vil tilbringe mindst mulig tid i Danmark, og komme ud af vagten i en fart, til et sted hvor man har ambitioner, drømme og arbejdsvillighed. Jeg mener dette sted er USA, selvom mange her i Danmark har et mindreværdskompleks med amerikanerne. Men nok om det!

Tak for er godt og tankevækkende debatindlæg.

Afsender ønsker at være anonym, men jeg har opfordret ham til at uddybe sine erfaringer i et læserbrev til Berlingske. For vi kan vel godt blive enige om, at vi har et problem, hvis de unge, der faktisk kan læse og skrive, når de er færdige med folkeskolen ikke kan vente med at forlade landet.

Thursday, May 16, 2013

"Mange fædre får fødselsdepression" - seriøst???

Selvfølgelig er det synd for mændene, at de ifølge Berlingske synes, det er svært at blive fædre - men mon ikke ligestillingen har taget bare en lille smule overhånd, når vi betegner deres lidelse fødselsdepression? Jeg bliver sgu helt gammelkoneforarget, når jeg skal læse den slags i, hvad jeg betragter som en seriøs avis med seriøse kilder og læsere. Kan man virkelig finde folk på Rigshospitalet, der i ramme alvor taler om, at de screener mænd for fødselsdepression? Og finder læserne sig uden videre i, at den ene ting, som naturen da vel for pokker har noget at skulle have sagt i forhold til bliver ofret på ligestillingens kønsløse og altædende bål? Ja, jeg gør i hvert fald ikke!

Tuesday, February 26, 2013

Demokrati anno 2013

"Man kan groft sagt sige, at borgerne er blevet bedre til at komme til orde gennem alle mulige nye kanaler og medier, men de er måske blevet dårligere til at deltage i en stor fælles samtale."

(Rune Lykkeberg i Information 23. februar 2013)

Friday, February 01, 2013

Forfattermentalitet

"a writer is the sender. Not the recipient". (...) "It´s not about me anymore. It´s not about what I need. It´s about you. And the world" (Andrea Hejlskov)

"I enhver ambitiøs forfatter ligger som regel en stræbende krabat på lur, et dyr der finder en næsten pervers tilfredsstillelse i at erobre verden med netop deres ord, deres tanker og deres bøger. Sådan hænger verden sammen og sådan skal det være" (Søren Staal Balslev i Weekendavisen # 05 2013)

"At skrive er ikke at være rockstjerne på en scene med et publikum nede foran, der klapper. Så det er selvfølgelig også lidt ensomt. Måske særlig i dag" (Esben Schørring)

"Jeg skulle faen ta meg vise ham. Jeg skulle faen ta meg vise hele jævla forpulte verden hvem jeg var og hva jeg var laget af. [...] Jeg skulle bli så stor at ingen kunne nå meg. Ingen. Ingen. Aldri. Jeg skulle faen ta meg bli den største av alle [...] Jeg måtte bli stor. Jeg måtte. Hvis ikke kunne jeg like godt ta livet av meg" (Karl Ove Knausgård)

Tuesday, January 22, 2013

Pias lov

Hvor er det dog fristende at lade sig forføre af smigrende omtale og selskab som det, jeg udsættes for i "Filosoffen og fremtidsforskeren" på Den Offentlige Sektor.dk. Det er da helt sikkert sådan, det er - selvfølgelig er det det!

Eller også er det ikke helt sådan, det er. Eller måske slet ikke.

I hvert fald nåede min mand og jeg frem til en lidt anden konklusion, da vi i går formulerede Pias lov. Den stod bøjet i neon, da vores søn uden tøven havde peget på sin far som vinder af den improviserede Gangnam Style konkurrence, og jeg straks begyndte at håne ham for hans åbenlyse talent:

Hvis jeg ikke kan det, er det ikke værd at kunne.

Sådan lyder Pias lov. Knapt så smigrende som at være "markant meningsdanner", en, der "har etableret en karriere, hvor hun gør en forskel", "bekendt sig til en tilværelse, hvor mening og resultater betyder noget" og "tør tage et skridt foran flokkene".

Men jeg lover jer: Den er betydelig mere sigende for, hvad jeg er for en størrelse og hvorfor jeg agerer, som jeg gør. Øv.

(Og når det nu er sagt, vil jeg gerne markere, at jeg synes, Anne Skare Nielsen kan noget helt fantastisk - som jeg ikke kan).

"Ingen er perfekte. Heller ikke Facebook" (fortsat)

Min kronik i søndagsberlingeren er i skrivende stund oppe på 127 anbefalinger på Facebook - kan jeg se på Berlingskes hjemmeside. Hvad det betyder og for hvem ved jeg ikke, for jeg er jo ikke på Facebook, og de mennesker, der grangiveligt står bag anbefalingerne har ikke benyttet kommentarfeltet til at skrive, hvorfor de finder kronikken anbefalelsesværdig. Det har derimod en Charlotte Sylvestersen, der skriver "Vrøvl fra ende til anden... mere er der ikke at sige om det".

Udover den digitale opmærksomhed har kronikken udløst en række hilsner fra venner og bekendte, som bl.a. har skrevet:

"Nu har jeg fået tænkt over facebook :D, trigget af din artikel i berlingeren, og har besluttet at jeg vil begynde at bruge det lidt mere aktivt (...) Synes at det er et godt værktøj, hvis man tænker over hvordan man bruger det, så det vil jeg prøve."

"Klog og interessant kronik i dagens Berlingske... Jeg må fluks anbefale den på FB:)))"

"Tak for at du har sat lidt perspektiv og mulig forklaring på nogle af mine egne overvelser og handlinger. Jeg bruger meget bevidst ikke Facebook, men jeg er efter mange overvejelser stadig medlem af Folkekirken uden jeg helt kan forklare mig selv eller min omverden hvorfor."

"Tak for din artikel om facebook i Berlingske. Har lidt af den samme udfordring med mediet og med at se selv begavede bekendtes fuldstændig glatte og nærmest kvalme-komiske iscenesættelse af sig selv, kæresten, børnene, ferien, indkøbet eller hvad fanden det nu er. Bruger konsekvent selv "kun" mediet til at dele links om interessante artikler, videoer, konferencer eller lignende (som jo også kan ses som en iscenesættelse af den kloge xx), men det er i hvert fald et forsøg på at videndele og skabe en form for debat. Jeg synes jo, det ville klæde dig at have en profil, så du kan bidrage ad den vej også? (...) Kan man vide, hvad det kan bruges til, når man ikke har brugt det selv? (...) jeg tænker, at andre, der læser din artikel kan få den tanke. Eller måske tænker: her sidder der en filosof i tårnet, og hun har sgu nok ikke engang selv en profil..."

Derudover har jeg modtaget et link til en artikel i Kristeligt Dagblad, der sidste år kunne overbringe den glædelige nyhed, at Facebook-brugere er mere engagerede i samfundet end folk, der lige som jeg ikke benytter Facebook. Og i dagens Business-sektion i Berlingske kan man læse, at Facebook netop har lanceret en søgefunktion, der gør det lettere for mediets brugere at "sortere i de enorme mængder af information, der ligger på Facebook".

Og samfundsengagementet og evnen til at kapere og navigere i al den information, de digitale medier stiller til rådighed er jo netop nogle af de ting, jeg stiller spørgsmålstegn ved i min kronik. Lige som jeg betvivler værdien af den tilsyneladende uendelige sociale bekræftelse, der følger af et system, hvor det altid er muligt at få endnu en ven og opnå endnu et like.

Men det er måske alt sammen klaret nu? Nu, hvor undersøgelser har vist, at "deltagelse i sociale medier giver en øget selvfølelse af, at man er engageret i politik, og det bidrager til at øge den politiske viden og debat i samfundet" (Kr. Dagblad)? Nu hvor Facebook udfordrer Google ved at have udviklet en søgemaskine, der hjælper med at finde "alt relevant, som mine venner har fortalt på Facebook, der handler om det søgte emne", som Head of Social i Bates Y&R Jan Christiansen begejstret fortæller Berlingske? Og nu, hvor jeg - beriget og bekræftet af den opmærksomhed, jeg har modtaget for min kronik - ved, at ca. 127 anonyme anbefalinger på Facebook svarer til ca. 10 personlige hilsner med dertilhørende personlig stillingtagen?

Nej, jeg er stadig bekymret. Jeg skrev ikke kronikken for at overbevise andre om, at Facebook er noget lort. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv synes, Facebook er noget lort. Men jeg må konstatere, at jeg flere gange har været inde for at oprette en profil og har ladet være. Jeg har simpelthen ikke kunnet få mig selv til det. I forrige uge begyndte jeg så at interessere mig for min - synes jeg selv - ureflekterede indstilling til Facebook, og derfor begyndte jeg at skrive. Jeg ville finde ud af, hvad det er, Facebook kan og ikke kan, og til at begynde med tænkte jeg faktisk som min citerede ven ovenfor, at det krævede, at jeg oprettede en profil. Men jo længere jeg kom, des klarere stod det for mig, at det ikke er nødvendigt.

Det er overordentlig åbenlyst, at Facebook kan noget, og at det har en berettigelse - hvilket jeg også understreger flere steder i kronikken. Det er det, det sociale medie ikke kan, der er problemet. Og de enorme mængder tid, det stjæler fra de vigtige menneskelige, sociale og samfundsmæssige opgaver, vi har uden for Facebook, og som vi alt for let undervurderer betydningen af, når vi snyder os selv og hinanden til at tro, at stillingtagen og ansvar kan klares med et klik.

Det kan det ikke. Det kræver hårdt arbejde at finde ud af, hvad man selv mener og hvorfor, man mener, som man gør, og det er ikke et arbejde, der kan udliciteres til digitale venner og søgemaskiner. Det er netop ikke et spørgsmål om, hvor mange interessante artikler, videoer og statusopdateringer, man deler, men om det verdensyn, man trækker med ind i og ud af den sammenhæng, man er en del af.

Mens de 127 anbefalinger på Facebook og den enkeltstående kommentar på Berlingske kan give indtryk af, at der er 127 mennesker, der er enige i mine synspunkter i kronikken og ét menneske, der er uenig, så viser de personlige hilsner fra venner og bekendte, at det selvfølgelig ikke er sådan, det er.

Min kronik kan læses på et utal af forskellige måder, hvilket den også må siges at være blevet, når den har fået én til at ville bruge Facebook mere og en anden til at finde en forklaring på, hvorfor vedkommende ikke er på Facebook.

Det er skønt, og jeg kan kun blive begejstret for begge dele. Hvorfor? Fordi jeg her får den bekræftelse, JEG søger: At det kan betale sig at blive opmærksom på og forholde sig til sine egne ureflekterede indstillinger. At jeg ved at tænke over og skrive om mine egne begrænsninger kan være med til, at andre tager stilling til og ansvar for deres. At jeg ved selv at bidrage med noget, der rækker udover en anbefaling af noget, andre har anbefalet, øger sandsynligheden for, at dem, hvis mening, der betyder noget for mig, fortæller mig, hvorfor de tænker og bidrager, som de gør.

Og så bliver jeg klogere. På hvor andre står. På hvor jeg selv står. Men også på værdien og niveauet af den viden, der er til rådighed. Det er ualmindelig fristende, som min veninde skriver, at være en filosof i tårnet. Ikke mindst fordi, det er så svært at finde noget i den digitale informationsstrøm, der matcher det erkendelsesniveau, man finder i de "gamle" bøger. Der er meget viden i dag, ja, og det er vigtigt at dele. Men hold fast, hvor er der også meget sludder, og hvor ville det være dejligt, hvis vi delte lidt mindre af det.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at folk deler i den bedste mening, og at min veninde ikke er ene om kun at bruge Facebook til "at dele links om interessante artikler, videoer, konferencer eller lignende", men jeg synes, det kunne være spændende at se, hvor meget der ville være tilbage, hvis Facebook afkrævede, at man for hver anbefaling skulle skrive min. 15 linjers begrundelse for, hvorfor den delte artikel/video/konference er værd/vigtig at bruge sin sparsomme tid på.

Det ville reducere videndelingen gevaldigt, ja, men spørgsmålet er, hvor meget, vi går glip af, hvis den viden, vi synes, det er så vigtigt at dele, ikke er vigtig nok til, at vi gider skrive et par ord om, hvorfor vi synes, den er vigtig.

Det er det, jeg mener med at tage stilling og ansvar. Vi skal have ordene i vores egen mund for, at de tæller, og det kommer de ikke af, at vi klikker på like.

[Når nu jeg er så flink til at referere dem, der er uenig med mig, er det vel ok også at gøre opmærksom på denne: Sociale medier er en trussel, Markedsføring 23. januar 2013, som bærer manchetten: Information og misinformation spredes som en steppebrand via sociale medier, og derfor udgør de en reel trussel mod samfundet, lyder det i den seneste "Global Risk Report" fra The World Economic Forum]

Friday, January 04, 2013

Fritstillet

Jeg har fritstillet mig selv. Fra i 2012 at være partner i en lille virksomhed og have et ph.d.-projekt, der søgte universitetets nåde starter jeg 2013 som fri. Jeg har penge nok til at dække min løn de første måneder af året, jeg har afsluttet den formelle del af min filosofiske uddannelse, jeg har lagt ledelse bag mig, og hvis alt går vel vil jeg snart bruge mere tid på at lære andre op i Stafetanalyser® og Konferencestafetter end på selv at gennemføre dem.

Men hvad så? Jeg er givetvis hverken færdig med at forske, skrive eller involvere mig i udviklingsprojekter, spørgsmålet er - for en gangs skyld - hvad jeg skal forske i, skrive om og involvere mig i? Mulighederne føles uendelige, og det er de som bekendt ikke. Derfor er det måske ikke mulighederne, jeg skal starte med, men de to andre af Kants modaliteter, som Pareyson bruger til at indkredse frihedens problem:

  • Virkeligheden, som er let og fri: ”I den udstrækning virkelighed er forbundet med frihed, kan den betragtes i sin givethed eller i sin grundløshed. Set i sin givethed viser den sig som et overskud; en ægte gave, som skyldes en generøs gestus, et rent overskud, som bliver genstand for forundring. Set i sin grundløshed viser virkelighed i stedet sin dystre side; livet forekommer som en straf, der på én og samme tid fremkalder forbitrelse over at eksistere og længsel efter ikke at eksistere. I sig selv fremkalder virkelighed altså på én og samme tid forbløffelse og frygt, angst og forundring: dens essentielle kendetegn er tvetydigheden.”
  • Nødvendigheden, som er en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet

Svaret på, hvad jeg skal forske i, skrive om og involvere mig i må ligge et sted mellem:
  1. det, der falder mig let og frit
  2. der, hvor livet forekommer som en straf
  3. det rene overskud
  4. forbitrelsen over at eksistere
  5. længslen efter ikke at eksistere
  6. forbløffelse og frygt
  7. angst og forundring
Og så skal jeg være varsom over for det tyngende og stædige, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet.

Så enkelt er det.

Thursday, January 03, 2013

Tak til Anders Lund Madsen

... for et varmt og vigtigt program om døden. Usædvanligt livsbekræftende TV...