Min kronik i søndagsberlingeren er i skrivende stund oppe på 127 anbefalinger på Facebook - kan jeg se på Berlingskes hjemmeside. Hvad det betyder og for hvem ved jeg ikke, for jeg er jo ikke på Facebook, og de mennesker, der grangiveligt står bag anbefalingerne har ikke benyttet kommentarfeltet til at skrive, hvorfor de finder kronikken anbefalelsesværdig. Det har derimod en Charlotte Sylvestersen, der skriver "Vrøvl fra ende til anden... mere er der ikke at sige om det".
Udover den digitale opmærksomhed har kronikken udløst en række hilsner fra venner og bekendte, som bl.a. har skrevet:
"Nu har jeg fået tænkt over facebook :D, trigget af din artikel i berlingeren, og har besluttet at jeg vil begynde at bruge det lidt mere aktivt (...) Synes at det er et godt værktøj, hvis man tænker over hvordan man bruger det, så det vil jeg prøve."
"Klog og interessant kronik i dagens Berlingske... Jeg må fluks anbefale den på FB:)))"
"Tak for at du har sat lidt perspektiv og mulig forklaring på nogle af mine egne overvelser og handlinger. Jeg bruger meget bevidst ikke Facebook, men jeg er efter mange overvejelser stadig medlem af Folkekirken uden jeg helt kan forklare mig selv eller min omverden hvorfor."
"Tak for din artikel om facebook i Berlingske. Har lidt af den samme udfordring med mediet og med at se selv begavede bekendtes fuldstændig glatte og nærmest kvalme-komiske iscenesættelse af sig selv, kæresten, børnene, ferien, indkøbet eller hvad fanden det nu er. Bruger konsekvent selv "kun" mediet til at dele links om interessante artikler, videoer, konferencer eller lignende (som jo også kan ses som en iscenesættelse af den kloge xx), men det er i hvert fald et forsøg på at videndele og skabe en form for debat. Jeg synes jo, det ville klæde dig at have en profil, så du kan bidrage ad den vej også? (...) Kan man vide, hvad det kan bruges til, når man ikke har brugt det selv? (...) jeg tænker, at andre, der læser din artikel kan få den tanke. Eller måske tænker: her sidder der en filosof i tårnet, og hun har sgu nok ikke engang selv en profil..."
Derudover har jeg modtaget et link til en artikel i Kristeligt Dagblad, der sidste år kunne overbringe den glædelige nyhed, at Facebook-brugere er mere engagerede i samfundet end folk, der lige som jeg ikke benytter Facebook. Og i dagens Business-sektion i Berlingske kan man læse, at Facebook netop har lanceret en søgefunktion, der gør det lettere for mediets brugere at "sortere i de enorme mængder af information, der ligger på Facebook".
Og samfundsengagementet og evnen til at kapere og navigere i al den information, de digitale medier stiller til rådighed er jo netop nogle af de ting, jeg stiller spørgsmålstegn ved i min kronik. Lige som jeg betvivler værdien af den tilsyneladende uendelige sociale bekræftelse, der følger af et system, hvor det altid er muligt at få endnu en ven og opnå endnu et like.
Men det er måske alt sammen klaret nu? Nu, hvor undersøgelser har vist, at "deltagelse i sociale medier giver en øget selvfølelse af, at man er engageret i politik, og det bidrager til at øge den politiske viden og debat i samfundet" (Kr. Dagblad)? Nu hvor Facebook udfordrer Google ved at have udviklet en søgemaskine, der hjælper med at finde "alt relevant, som mine venner har fortalt på Facebook, der handler om det søgte emne", som Head of Social i Bates Y&R Jan Christiansen begejstret fortæller Berlingske? Og nu, hvor jeg - beriget og bekræftet af den opmærksomhed, jeg har modtaget for min kronik - ved, at ca. 127 anonyme anbefalinger på Facebook svarer til ca. 10 personlige hilsner med dertilhørende personlig stillingtagen?
Nej, jeg er stadig bekymret. Jeg skrev ikke kronikken for at overbevise andre om, at Facebook er noget lort. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg selv synes, Facebook er noget lort. Men jeg må konstatere, at jeg flere gange har været inde for at oprette en profil og har ladet være. Jeg har simpelthen ikke kunnet få mig selv til det. I forrige uge begyndte jeg så at interessere mig for min - synes jeg selv - ureflekterede indstilling til Facebook, og derfor begyndte jeg at skrive. Jeg ville finde ud af, hvad det er, Facebook kan og ikke kan, og til at begynde med tænkte jeg faktisk som min citerede ven ovenfor, at det krævede, at jeg oprettede en profil. Men jo længere jeg kom, des klarere stod det for mig, at det ikke er nødvendigt.
Det er overordentlig åbenlyst, at Facebook kan noget, og at det har en berettigelse - hvilket jeg også understreger flere steder i kronikken. Det er det, det sociale medie ikke kan, der er problemet. Og de enorme mængder tid, det stjæler fra de vigtige menneskelige, sociale og samfundsmæssige opgaver, vi har uden for Facebook, og som vi alt for let undervurderer betydningen af, når vi snyder os selv og hinanden til at tro, at stillingtagen og ansvar kan klares med et klik.
Det kan det ikke. Det kræver hårdt arbejde at finde ud af, hvad man selv mener og hvorfor, man mener, som man gør, og det er ikke et arbejde, der kan udliciteres til digitale venner og søgemaskiner. Det er netop ikke et spørgsmål om, hvor mange interessante artikler, videoer og statusopdateringer, man deler, men om det verdensyn, man trækker med ind i og ud af den sammenhæng, man er en del af.
Mens de 127 anbefalinger på Facebook og den enkeltstående kommentar på Berlingske kan give indtryk af, at der er 127 mennesker, der er enige i mine synspunkter i kronikken og ét menneske, der er uenig, så viser de personlige hilsner fra venner og bekendte, at det selvfølgelig ikke er sådan, det er.
Min kronik kan læses på et utal af forskellige måder, hvilket den også må siges at være blevet, når den har fået én til at ville bruge Facebook mere og en anden til at finde en forklaring på, hvorfor vedkommende ikke er på Facebook.
Det er skønt, og jeg kan kun blive begejstret for begge dele. Hvorfor? Fordi jeg her får den bekræftelse, JEG søger: At det kan betale sig at blive opmærksom på og forholde sig til sine egne ureflekterede indstillinger. At jeg ved at tænke over og skrive om mine egne begrænsninger kan være med til, at andre tager stilling til og ansvar for deres. At jeg ved selv at bidrage med noget, der rækker udover en anbefaling af noget, andre har anbefalet, øger sandsynligheden for, at dem, hvis mening, der betyder noget for mig, fortæller mig, hvorfor de tænker og bidrager, som de gør.
Og så bliver jeg klogere. På hvor andre står. På hvor jeg selv står. Men også på værdien og niveauet af den viden, der er til rådighed. Det er ualmindelig fristende, som min veninde skriver, at være en filosof i tårnet. Ikke mindst fordi, det er så svært at finde noget i den digitale informationsstrøm, der matcher det erkendelsesniveau, man finder i de "gamle" bøger. Der er meget viden i dag, ja, og det er vigtigt at dele. Men hold fast, hvor er der også meget sludder, og hvor ville det være dejligt, hvis vi delte lidt mindre af det.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at folk deler i den bedste mening, og at min veninde ikke er ene om kun at bruge Facebook til "at dele links om interessante artikler, videoer, konferencer eller lignende", men jeg synes, det kunne være spændende at se, hvor meget der ville være tilbage, hvis Facebook afkrævede, at man for hver anbefaling skulle skrive min. 15 linjers begrundelse for, hvorfor den delte artikel/video/konference er værd/vigtig at bruge sin sparsomme tid på.
Det ville reducere videndelingen gevaldigt, ja, men spørgsmålet er, hvor meget, vi går glip af, hvis den viden, vi synes, det er så vigtigt at dele, ikke er vigtig nok til, at vi gider skrive et par ord om, hvorfor vi synes, den er vigtig.
Det er det, jeg mener med at tage stilling og ansvar. Vi skal have ordene i vores egen mund for, at de tæller, og det kommer de ikke af, at vi klikker på like.
[Når nu jeg er så flink til at referere dem, der er uenig med mig, er det vel ok også at gøre opmærksom på denne: Sociale medier er en trussel, Markedsføring 23. januar 2013, som bærer manchetten: Information og misinformation spredes som en steppebrand via sociale medier, og derfor udgør de en reel trussel mod samfundet, lyder det i den seneste "Global Risk Report" fra The World Economic Forum]
No comments:
Post a Comment