Case på egen krop

Bedømmelsesudvalgets beslutning om ikke at indstille min afhandling til forsvar er på rigtig mange måder en oplagt chance for at tage min egen medicin. Og selvom det langt fra er sjovt, så er det måske ikke så tosset at mærke konsekvenserne af sine egne budskaber på egen krop.

For hvad er det nu, jeg har udforsket og forsøgt at udbrede de sidste, ikke bare tre, men otte år (siden færdiggørelsen af min konferensafhandling i 2003)? Hvad er det, jeg har villet sige med mine tekster om døden og budskaber om, at hverken mennesker eller ledelsesteorier er perfekte? Hvorfor har jeg igen og igen fremhævet Vattimos begreb om svækkelse som afgørende for at forstå det, der fremmer hhv. hæmmer udviklingen i vores del af verden? Og hvorfor er det så vigtigt for mig at problematisere den stigende akademisering og videnskabeliggørelse af alt fra børneopdragelse til ledelse?

På side 46 i min afhandling skriver jeg, at ledere ved at tage den spørgsmål-svar struktur, der kendetegner vores del af verden på sig (tillade spørgsmål og dermed muligheder, man ikke selv ser) kan hjælpe sig selv og organisationens øvrige medlemmer med at blive opmærksom på og arbejde med de "sprækker" og "modtanker", virksomheden udvikler sig i forhold til.

Disse, fortsætter jeg, er ikke interessante i sig selv (indholdet af en modtanke kan være lige så håbløs og uhensigtsmæssig som den tanke, den er oppe imod), men fordi de fortæller os, at det, vi troede ikke kunne være anderledes, kan være anderledes. Sprækkerne får os med andre ord til at stoppe op og overveje, hvad der er muligt: "Hvis det er muligt at tænke dén modtanke, så er det også muligt at tænke andre, og hvad fortæller det mig, dels om det, jeg tror på, dels om det, jeg kunne tro på?" (Hinsides teori og praksis, side 47).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg ikke i min fjerneste fantasi forestillet mig, at bedømmelsesudvalget kunne finde på at afvise min afhandling. Jeg troede ikke, det var muligt. Det har virkeligheden nu vist mig, at det var. Og det er på sin vis bekræftende. Jeg mener på alle måder, at bedømmelsesudvalgets "modtanke" er håbløs og uhensigtsmæssig, men den er der, og fordi den ikke bare er en "modtanke" blandt andre, men repræsenterer de stærke strukturer, jeg på den ene side ønsker at svække (jeg skriver eksplicit, at jeg finder den videnskabelige og akademiske tilgang til filosofi og ledelse problematisk), på den anden side søger en bekræftelse fra (jeg forventede at opnå en ph.d.-grad på min afhandling), tvinger den mig til at forholde mig til mine egne tanker på ny.

Jeg har siden min første overbygningsopgave, som udløste en stor diskussion mellem vejleder (der mente, jeg skulle have 13 for min selvstændige tænkning) og censor (som pga. de manglende henvisninger til sekundærlitteratur kaldte opgaven for mystik og derfor mente, jeg skulle have 7) haft svært ved at acceptere akademia som rammen for filosofisk tænkning. Det formulerer jeg bl.a. på følgende måde i afhandlingen, note 25:

"Når jeg har sat anførelsestegn omkring "bare" er det for at markere, at det på ingen måde er en let opgave for filosoffer at tage afsæt i deres egen tænkning og erfaring, som i den metafysiske tradition repræsenterer det modsatte af filosofi, nemlig det partikulære over for det universelle. At det akademiske miljø, mange filosoffer er en del af i dag derudover er underlagt devisen "jo flere henvisninger, jo bedre", gør det selv sagt ikke lettere at demonstrere selvstændig tænkning" (Hinsides teori og praksis, side 31).

Denne opfattelse har flere gange ført til, at jeg med stor overbevisning har fortalt mig selv og mine omgivelser, at jeg IKKE skal have en akademisk karriere. I første omgang var jeg i tvivl om, om jeg skulle fortsætte på overbygningen. Dernæst afviste jeg pure, at jeg nogensinde skulle skrive ph.d. Og da jeg til mit præforsvar i foråret blev spurgt, om jeg ville søge et adjunktur, hvis institutlederen formulerede opslaget i retning af nogle af de ting, jeg beskæftiger mig med, skulle jeg lige til at afvise, da min vejleder mindede mig om, at jeg på trods af tidligere modstand og masser af aktiviteter indimellem jo altid endte med at vende tilbage.

Men måske er vi endelig ved at være der. Ikke fordi jeg besluttede mig for at forlade det akademiske system (jeg indleverede som sagt en afhandling, som jeg var sikker på ville udløse en ph.d.-grad og dermed muligheden for post.doc.ansøgninger etc.), men fordi bedømmelsesudvalgets "modtanke" fik mig til at stoppe op og tage kløften mellem det, jeg tror på, og det, man kan og vil på universitetet, alvorligt.

Det har jeg tidligere formuleret på følgende måde:

Kun det vi tror på har tilstrækkelig autoritet til at overbevise os om, at vi skal tro på noget andet.

Måske har jeg (uden at ville vedkende mig det) troet så meget på universitetet og de stærke strukturer, det repræsenterer, at kun universitetet (repræsenteret ved bedømmelsesudvalget) kan få mig til at indse, at jeg tror på og derfor skal noget andet.

Måske skal jeg bare vente lidt med at analysere og konkludere...