Det er pinligt at indrømme, men jeg havde ingen anelse om, hvor mange filosoffer i dette land, der blogger. Ikke før jeg i går modtog en venlig mail fra Stokbro, som skrev, at han var blevet opmærksom på min blog via Caroline (som jeg ikke kender, men linker til, fordi jeg synes, hun virker seriøs uden at være uforståelig).
Stokbro spurgte, om det var ok, at han registrerede mig på filosofi.blogbot. Og det er det da! Det er dejligt - og skræmmende - at være blandt ligesindede.
Det viser sig, at Caroline har givet mig en udfordring (måske som tak for link?), som jeg hermed vil tage op. Udfordringen går ud på følgende:
1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner
5. Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig
Det første punkt viste sig at være vanskeligere end som så. Jeg er nemlig omgivet af korte bøger! (Man må jo starte blidt efter fem års fravær fra universitetet). Den nærmeste bog er - som man vil vide, hvis man har læst mit foregående indlæg - Nietzsches Afgudernes ragnarok. Den er på 120 sider. Den næste er Pareysons Frihedens filosofi på 40 sider. Dernæst stødte jeg på Vattimos Jeg tror at jeg tror på 120 sider inkl. værkoversigt, Heideggers Sproget og ordet på 97 sider og endelig Derridas Sprog, materialitet og bevidsthed, som sniger sig op på 148 sider! (Jeg frabeder mig bemærkninger om de mange oversættelser med endnu en henvisning til den blide start).
På side 123 i Sprog, materialitet og bevidsthed står der følgende i den femte sætning:
"Når jeg definerer begreber af en type som Condillacs som ideologiske, så skyldes det, at de på baggrund af en omfattende, indflydelsesrig og systematisk filosofisk tradition, domineret af ideens (eidos, idéa) evidens afgrænser refleksionsfeltet hos de franske "ideologer", som i Condallics fodspor udarbejder en teori om tegnet som repræsentation af ideen, der selv repræsenterer den perciperede ting."
Den femte sætning fører Derrida over på side 124, hvor de næste to sætninger lyder:
"Følgelig befordrer kommunikationen en repræsentation som idealt indhold (det man kalder betydningen); og skriften er en afart af denne generelle kommunikation. En afart: nemlig en kommunikation, der indebærer en relativ specificitet inden for en art."
Sådan! Derrida er ude med riven. Han beskylder - som altid - de gamle grækere for at have udstukket nogle (alt for) snævre rammer for vestlig tænkning. Og han bruger - som altid - sproget/skriften/kommunikationen til at vise, hvorfor det ikke kan være anderledes. Jeg synes, det er fantastisk. Og så alligevel ikke helt godt nok!
De fem andre, der skal tagges må være Emme, Line, Gunnar, Mads og Jesper, som jeg heller ikke kender, men som har været så venlige at kommentere nogle af mine tidligere indlæg. Jeg håber, I har lyst til at være med, for jeg er overordentlig nysgerrig efter at smugkigge i jeres bogreoler...
"Man må jo starte blidt efter fem års fravær på universitetet."
ReplyDeletePå? Freudian slip... Og så siger man at filosoffer ikke er verdensfjerne :)
Fejlen er rettet. Håber jeg. Hvem siger, at filosoffer ikke er verdensfjerne?
ReplyDeleteJeg sigtede til fordommen om at filosofi er en verdensfjern og esoterisk beskæftigelse - i spøj naturligvis. Men jeg går da ud fra at man f.eks. inden for filosofien mener at filosofi/filosoffer ikke er verdensfjernt/verdensfjerne :)
ReplyDeleteNietzsche formulerer filosoffens lod meget godt, synes jeg:
ReplyDelete"Posthume mennesker - jeg for eksempel - bliver dårligere forstået end tidssvarende, men bedre hørt. Skarpere udtrykt: vi bliver aldrig forstået - og deraf vor autoritet..." (Afgudernes ragnarok, side 24).
Med mindre du har en meget ekslkulsiv idé om, hvad en filosof er, er Nietzsches beskrivelse vist ikke særligt træffende. De fleste filosffer er kapitalismens lakajer - og deraf deres autoritet (Min bog om Nietzsche og Ib Æstetik, side 1)
ReplyDeleteJa, så må jeg jo have en eksklusiv idé om, hvad en filosof er. Jeg er i hvert fald ikke enig i, at filosoffer er kapitalismens lakajer...
ReplyDeleteNej, kun de fleste... Derridas la différance fx: Hans dynamisering af forskelssættelsen suspenderer det forskellige; han tænker alt for identificerende, idet han reducerer identitet til et spørgsmål om andetheder i "et disharmoniens system". Resultatet: at identitet er noget absolut udbytteligt - ækvivalenspprincippet. Alt er til salg.
ReplyDeleteHeidegger er ikke bedre, Hegel slet ikke, Russell, uh ha da da og hvad med Fiiiichte! De - og mange flere - gør enhver lille dreng og pige uden mange penge bange, åh så bange.
Kunne du putte et par ord mere på Heideger, Hegel og Russell? Eller bare Heidegger? Jeg synes, du har en spændende udlægning af Derrida og er nysgerrig efter at læse om de andre. Du må også meget gerne skrive lidt om de små bange piger og drenge ;o)
ReplyDeleteOg ja, jeg kan sikkert bare læse din bog! Men det får mine bloglæsere jo ikke så meget ud af.
Pia
Udemærket. Lidt om Heidegger.
ReplyDeleteHans Jargon der Eigentlichkeit, som en vis criticus så udemærket udtrykte det, er en hån mod enhver selvstændig tanke og handling (endnu en gang: en instans af ækvivalensprincippet, det der altid er til salg). I der Jargon der Eigentlichkeit gælder det - som ofte i vor tids coachingfis (håber ikke du tager denne for personligt) - om til bevidstløshed at bekræfte det "utrolige", at vi overhovedet er-i-verden, at vi taler og bjergene er bjerge, og ikke bare potentielle mineralreserver. Jargonen leverer de tomme, tilsyneladende anti-kapitalistiske plusord, som kapitalismen kan profitere på ved at indhylle sine varer i et skær af ægthed eller naturlighed. Tag blot Wethers Echte, drenge og piger, eller the Marlboro man. Køb ikke skidtet, køb ikke fortællingen om den naturlige væren, som sukkerstadset og røget sælges på. Drenge og piger, der abonnerer på der Jargon der Eigentlichkeit - på Heideggers uhyggelige værens-snik snak - er sagesløse. De er altid allerede solgt. Deres tanker frosset i det propagandistiske billede af den ægte, ikke-kapitalistiske verden, som har gjort kapitalismen endnu stærkere end den engang var.
Hmm... Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte. Måske med at understrege, at jeg bestemt ikke vil udelukke, at Heidegger kan læses som kapitalismens lakaj (selvom jeg nu synes, din argumentation taler for det modsatte: at kapitalismen er filosoffernes lakaj).
ReplyDeleteJeg vil ikke udelukke, at Heidegger kan læses som kapitalismens lakaj, lige som jeg aldrig indleder mig på diskussioner om hans forhold til nazismen. Jeg forholder mig ikke til, om han er digter eller mystiker. Og jeg nægter at tage stilling til, om han mon troede på Gud.
Jeg synes ikke, det er interessant.
Heidegger er for mig at se én ud af max syv tænkere i filosofihistorien, som ikke bare demonstrerer et usædvanligt kendskab til den måde, vi tænker og organiserer os på i Vesten, men også foreslår andre muligheder. Disse muligheder forsvinder imidlertid, når man reducerer ham til lakaj, nazist eller hvad man nu kan finde på. Og det er jeg mildest talt træt af.
Ja, Heidegger er uhyggelig vanskelig at rumme. Men det er vel ikke ensbetydende med, at vi skal give op. At vi skal splitte ham ad og beskæftige os med f.eks. hans Eigentlichkeit som om den udgør hele hans tænkning.
Nej, jeg tager ikke din bemærkning om coachingfis personligt (jeg føler mig ikke engang truffet). Men jeg synes på ingen måde, at Heideggers såkaldte værens-snik snak kan reduceres til anti-kapitalistiske plusord om ægthed og naturlighed.
Når det er sagt, så synes jeg, det er en overordentlig interessant betragtning, at kapitalismen er blevet stærkere af VISSE filosoffers billede af en ægte, ikke-kapitalistisk verden. Og jeg vil meget gerne læse din bog. Kan du mon give mig lidt flere oplysninger: Titel og forfatters (dit) fulde navn?
Kære Pia, du er vel klar over, at der ingen bog er, ik? Er det ikke ret tydeligt, at min "selvreference" blot er en drillende gestus i forhold til din trofaste eller ivrige Nietzsche-citeren... Shame on me :)
ReplyDeleteJa, jeg havde jo ikke forventet, at du sådan ligefrem ville forkaste en af dine helte på grund af mine få linier ovenfor.
Men jeg synes da, at det er lidt tankevækkende, hvor meget du helst ikke vil forholde dig til med hensyn til Heidegger - særligt i lyset af, at du - hvis ikke jeg misforstår dit projekt aldeles - finder det overordentlig vigtig at samtænke væren ad modum Heidegger (og Derrida med flere) og (vestlige) organisationsformer.
Er det ikke væsentligt at forholde sig til, om en af de væsensfilosofier, som spiller en hovedrolle for/i dit projekt, er alt andet end kapitalismekritisk, eller for eksempel pro-nazistisk? Jeg forstår ikke, hvorfor sådanne spørgsmål automatisk skulle stå i vejen for at man kan tage ved lære af, hvad der nu måtte være at tage ved lære af i forhold til vestlige organisationsformer eller andet. Og de - for dig - upassende spørgsmål om Heidegger, kan man forsvare at eliminere dem ved blot at ignorere dem? Skal der ikke argumenter til? Godt nok siger man gerne, at det at tie er at samtykke, men sådan fungerer det vel ikke (kun) i forskningsverdenen.
Det er rigtigt, at Eigentlichkeit-begrebet bestemt ikke er nok til en udtømmende kritik af Heidegger. Jeg mener dog, at det er meget centralt og sigende , eftersom det står i nær, positiv relation til begreber som Befindlichkeit, sorge og Dasein.
Alt for nu fra Ib.
Jeg vil gerne i al stilfærdighed påpege, at det for tænkningen - og (samfunds)kritikken - altid er mest frugtbart at læse 'venstre om'. Således undgår man reduktive læsninger uden at blive ukritisk. (den var til dig, Ib) :O)
ReplyDeleteMVH Søren E
Lige som det gik hen over hovedet på mig, at Ibs selvreference var en drillende gestus i forhold til "min trofaste eller ivrige Nietzsche-citeren", så ved jeg ikke, hvad det vil sige at læse 'venstre om'.
ReplyDeleteKan du hjælpe mig (igen) Søren E?
Det udtryk kender jeg heller ikke. Lyder ellers umiddelbart som noget, jeg ville praktisere. Men forklar forklar, hr. E
ReplyDeleteAt læse 'venstre om' forstår jeg som en læsning, der ikke kun forholder sig til de faldgruber, som de tænkere, man læser, falder i, men også har blik for de nye veje og muligheder, som en given tænker åbner for tænkningen. Man tager det hos en tænker, der er brugbart og skrotter det, der ikke holder...
ReplyDeleteMin pointe er, at det for ens egen tænkning er den mest frugtbare tilgang til idéhistorien. Man undgår at se sig blind på nazi-heidegger eller totalitets-Hegel, fx. - og blikket åbnes for vigtigheden af de to tænkeres syn på historicitet, skepsis, social kontekst etc...
Uden Kant ingen Hegel, ingen Marx, ingen Heidegger, ingen Derrida, ingen... Ib. :O)
Hørt!
ReplyDeleteJo, venstre om-metoden er da udmærket , men at lade den stå alene lyder nu ikke så besnærende (med den alene er vel ikke, vupti, gendrevet mine indvendinger i kommentar nr. 11 (ikke at det død og pine skal forsøges gendrevet). Prost.
ReplyDelete