1 minuts stilhed

Interessant, at når vi virkelig vil sige noget (fx udtrykke dyb medfølelse), så tier vi stille.

Vor tids Raskolnikov?

Fik lyst til at google 'breivik + raskolnikov' og fandt følgende i en kommentar på Berlingske Blogs:

Næh, i tilfældet Anders Behring Breivik har vi at gøre med en afviger ligesom Timothy McVeigh. Et følelseskoldt menneske, der tror, at han er et undtagelsesmenneske, der står over os alle andre.

Dostojevskij har jo beskrevet den slags menneske i “Forbrydelse og straf”. Anders Behring Breivik er vor tids Rodion Raskolnikov.

Skrevet af Niels P, 24. juli 2011 kl. 10:55

Er dog ikke enig i, at Raskolnikov skildres som "følelseskold" i Forbrydelse og straf. Tværtimod er det vel netop følelser, skyld og samvittighed, der er bogens omdrejningspunkt - lige som det er ALLE mennesker og ikke "den slags menneske", der interesserer Dostojevskij.

Men det er nok endnu for tidligt at forholde sig til Breivik som det menneske, Raskolnikov (lige som alle os andre) viste sig at være...

Hobbit-ledelse

Under en podcast-optagelse til Væksthus for ledelse kom jeg i går til at tænke og tale mig i retning af en opfordring til, at man bruger flere eventyr og færre teorier i uddannelsen af ledere.

Jeg har flere gange citeret Hobbitten, når jeg har været ude at holde foredrag, og pludselig gik det op for mig, at det ikke kun er fordi, Hobbitten vækker større genkendelse end fx Kant og Heidegger, men også fordi, eventyr i endnu højere grad end filosofi (som i betydelig højere grad end den videnskabsteori, der undervises i på diplom- og masteruddannelser i ledelse) sætter spot på muligheder og begrænsninger ved dét at være menneske.

Når jeg er træt at den stigende teoretisering og videnskabeliggørelse af ledelse (og alt andet!), så er det fordi, teorier og videnskab ikke beskæftiger sig med de menneskelige vilkår, men med det, der kan laves teorier om, dvs. lovmæssighederne = det vi er enige om altid er på den samme måde.

Det er der imidlertid ikke særlig meget af, når det gælder dét at være menneske, og derfor har vi brug for tekster, der også behandler alt det andet: Det, vi er uenige om, utrygge ved, flove over og måske bange for.

Det er ikke det samme for det ene menneske som for det andet, og derfor skal det behandles i billeder, som kan betyde flere ting.

Eller hvad tænker du?

Bullshit!

"Gladsaxe Kommune udfører forbedring af fremkommelighed i perioden..."

Hold nu kæft med al jeres sproget-skaber-virkeligheden-og-folk-opdager-ikke-hvor-pisse-irriterende-VEJARBEJDE-kan-være-hvis-vi-bruger-nogle-lange-og-fornemme-ord-som-leder-tankerne-hen-på-noget-godt/noget-folk-ikke-ved-hvad-er-men-som-lyder-godt!

Det er til at blive sindssyg af at tænke på, hvor mange ressorucer, der bliver brugt på at udtænke smarte konsulentformuleringer - i stedet for at kalde en spade for en spade og se at komme i gang med at grave.

Hele teorier = halve mennesker

Jesper Højberg Christensen har benyttet Den Offentlige Sektors Lederskabs-stafet til at spørge mig, hvilke tømmermænd, aktuelle ledelsesteorier kan give og hvorfor. Det vil jeg hellere end gerne svare på. Jeg mener, det er på tide at nogen tager den kollektive hovedpine, der truer med at lamme lederes dømme- og handlekraft, alvorligt, og det kan kun gøres ved at kigge nærmere på de teori-ingredienser, der indgår i aktuelle leder-cocktails.

Læs hele indlægget på Den Offentlige Sektor.dk

Forargelsens fordel

”Min pointe skulle have været, at potentialet for ekstrem ondskab eller det modsatte, ligger i hvert eneste menneske, uanset nationalitet, etnicitet, rang eller religion. Hvis vi kun forklarer historiske katastrofer med enkelte individers ondskab, ødelægger vi muligheden for forståelse af de menneskelige mekanismer, som igen er nødvendige for undgåelse af kommende humanistiske forbrydelser” (Kpn)

Dét var – efter eget udsagn – Lars von Triers pointe med udtalelserne om Hitler og nazismen på pressekonferencen i Cannes. Og det er en god pointe. Men hvorfor skulle vi vente så længe på den? Kunne vi ikke være gået direkte til det indsigtsfulde budskab og have sprunget sympatierklæringerne for Hitler og nazi-bekendelserne over?  Ville Lars von Trier ikke have gjort sig selv og alle os andre en tjeneste ved at tænke sig om, inden han kastede sig ud i ”uintelligente, uklare og unødigt sårende” (igen hans egne ord) udtalelser – og måske ligefrem sætte sig ind i, hvordan man skaber forståelse og opbakning i et tværkulturelt forum, som Cannes-festivalen jo er?

Jo, men det ville ikke være godt. Tværtimod er jeg tilbøjelig til at mene, at det ville være skidt, hvis Lars von Trier var mere strategisk i sin fremføring af budskaber – rigtig skidt!

Og her tænker jeg ikke på filmens muligheder for at vinde palmer eller instruktørens chancer for at opnå støtte til sine film fremover. Jeg tænker på de katastrofer en mand med Lars von Triers storhedsvanvid og menneskeindsigt kan afstedkomme, hvis han begynder at tænke over, hvordan han taler til og skaber opbakning blandt sine tilhørere.

For er det ikke netop dét, der adskiller store kunstnere som Lars von Trier fra politiske ideologer som Adolf Hitler? At storhedsvanviddet (”Jeg er verdens bedste instruktør”) og kendskabet til menneskets (mørke) natur ikke bruges til at ”elektrisere” folket (Hitlers udtryk) og dermed skabe enighed og ensretning, men til at forarge og frastøde og dermed få mennesker til at stoppe op? Er det ikke netop kunsten i såvel Lars von Triers film som Dostojevskijs romaner og Nietzsches filosofi, at de ikke appellerer til ”slavemoralen” i os alle, men tvinger os til at tage stilling til de muligheder og begrænsninger, der til alle tider er forbundet med at være menneske blandt mennesker?

For der er jo grænser. Og det er grænserne, der interesserer kunstneren. Egne, andres, tidens, menneskets. Grænserne for, hvad man kan og ikke kan. Og muligheden for at rykke dem. For kunstneren er det ikke afgørende, om hans omgivelser bakker op om ham eller ej. Det er ikke, som for den politiske ideolog, nødvendigt for succes. Det afgørende er konfrontationen: Med sig selv, andre, tiden, mennesket.

Og derfor er det en fordel, at kunstneren forarger: Han udstiller grænserne for, hvad vi kan mene og sige – og minder os om, at det er farligt at være uenig; udstødelses-/udryddelsesgrund at afvige fra den aktuelle ideologiske norm.

Lars von Trier er ikke dansk

Jeg er stor fan af Lars von Trier. Jeg respekterer og beundrer alt, hvad han gør: Hans film, hans udtalelser på pressekonferencer, hans undskyldninger, når det går op for ham, at han har trådt nogen over tæerne – det hele!

Men det er ikke rigtigt, som han sagde på den røde løber i Cannes i går, at hans udtalelser om Hitler og nazismen var ”danske”. Det er nemlig overhovedet ikke dansk at tage mennesket så alvorligt, som Lars von Trier gør. At ironisere og slå det hen som sarkasme, når folk ikke forstår, hvad man siger, ja, det er dansk – men det er ikke først og fremmest det, Lars von Trier gør.

Lars von Trier forholder sig til sig selv som menneske, og dermed til os alle sammen. Han peger på det farlige og forfærdelige, og på, at det viser sig overalt. Ikke kun i ”antihelte” som Hitler og ideologier som nazismen, men i dig og mig – og Lars von Trier selv. Dermed konfronterer han os med vores smerte, holder os ansvarlige for vores selvbedrag. Og det er på ingen måde "dansk".

I Dostojevskijs tid var det ”russisk”, og det har også været ”tysk”. Men det er længe siden. Det var før Hitler og den nazisme, Lars von Trier refererer til, tog fat, og, ikke mindst, før tyskerne begyndte at tage afstand fra sig selv.

Dengang skrev Nietzsche om menneskets dionysiske natur og om viljen til magt. Han demonstrerede konsekvenserne af den ”slavemoral”, vi i dag kender som politisk korrekthed, og han introducerede ”overmennesket” som et alternativ. Med overmennesket fulgte en erkendelse af menneskets muligheder og begrænsninger, men det har vi (læs: Europa) glemt.

Vi tror, at det dionysiske i vores natur forsvinder, hvis vi tager afstand fra det. At viljen til magt gælder nogle andre end os (Hitler og alle de andre, vi er enige om at fordømme). Men det er ikke rigtigt. Det farlige og forfærdelige, onde og grumme findes i os alle sammen. Og kun ved at huske det, kan vi bekæmpe det.

Derfor er jeg stor fan af Lars von Trier: Han tvinger mig til at forholde mig til mig selv og mine omgivelser, og selvom jeg langt fra altid kan lide, hvad jeg ser, så minder det mig om, at det ikke var Hitlers storhedsvanvid, der dræbte ubegribelig mange mennesker under 2. verdenskrig, men den til alle tider herskende slavemoral, der forhindrer mennesker i at tænke selv.

Lidt uddybende om min kritik af Haslebo

Efter udgivelsen af Filosofi i ledelse er jeg fra flere kanter blevet bedt om at uddybe min kritik af Haslebos socialkonstruktionistiske tilgang til bl.a. tid og relationer. Det har jeg forsøgt at gøre i afhandlingens kapitel 12, som indledes med følgende afsnit:

Udgangspunktet for dette kapitel er, at relationen mellem ledelse og medarbejdere i høj grad handler om at skabe udvikling for virksomheden (og den enkelte), og at udvikling i høj grad afhænger af de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer. Det spørgsmål, der må stilles i forlængelse af dette udgangspunkt, er: Hvordan forstås og arbejdes med beslutninger i ledelse og organisationer? I kapitlet udfordres den aktuelle ledelsesteoretiske præmis om, at ledelse handler om at træffe de rigtige beslutninger, som også kan formuleres som en grundlæggende antagelse om, at der er noget bagved de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer, som afgør, om de er rigtige eller forkerte. Dette bagvedliggende er den udvikling, beslutningerne træffes med henblik på, og udvikling betragtes følgelig som ”noget”, der kan forstås og forklares – som fx Haslebo gør det i følgende citat:

”De tanker, vi gør os om udvikling, er tæt forbundet med tid. Der kan kun være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid. Men hvilket tidsbegreb betjener vi os af? Og hvad bliver konsekvenserne for den måde, hvorpå vi tilrettelægger de udviklingsfremmende aktiviteter?” (Haslebo 2009, 68).

Afsnit 1: Tiden følger med udviklingen

Som følge af mit udgangspunkt i den historiske tilgang til filosofi og Vattimos pointe om, at man uden en historiefilosofi (som Derrida) ikke ved, om noget er helt anderledes, når det viser sig (jf. Zabala, kapitel 11, afsnit 2), er jeg helt på linje med Haslebo, hvad angår understregningen af, at der kun kan være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid.[1] Uenigheden opstår, når man spørger, hvem det vi, der konstaterer, at noget er blevet anderledes, er. For mens Haslebo med spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, placerer sig uden for og gør sig til dommer over både tid og udvikling (den, der konstaterer, er uafhængig af det, der konstateres og den ramme (tiden), det konstateres indenfor), så er pointen i den historiske tilgang til filosofi, jeg finder hos både Heidegger og Vattimo, at mennesket er i tid over tid, og at konstateringen af, at noget er blevet anderledes derfor ikke kommer udefra (i en objektiv vurdering af forskellen mellem før og efter), men erfares indefra (de berørtes bevidsthed om muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes).[2]

Denne forskel på Haslebos og den historisk-filosofiske tilgang til udvikling kan også formuleres som forskellen på at tænke over og være i udviklingen. Således kan Haslebos udefrakommende vurdering af forskellen mellem før og efter først foretages, når udviklingen er i mål (formuleret i lyset af Indledning, afsnit 2: når bevægelsen fra ”noget” til ”noget bestemt” eller ”noget bestemt” til ”noget andet” er afsluttet), mens erfaringen af (og reaktionerne på) muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes, altid allerede er bundet til det konkrete tidspunkt og sted, de gøres – dvs. mens udviklingen sker. Sagt på en anden måde, beskæftiger Haslebo sig med domme (det, der konkluderes efter, udviklingen er sket), mens den historiske tænkning beskæftiger sig med dømmekraft (det, der afgør, hvad der sker). Det første orienterer sig mod teori; efterrationaliseringer af noget, der ikke længere (eller endnu ikke) er. Det andet orienterer sig mod erfaringens praktisk-teoretiske bevægelse; bevidstheden om, at man må tage udviklingen – og dermed ansvaret – på sig.[3]

Når udvikling ikke (kun) kan behandles som et spørgsmål om, hvilket tidsbegreb, vi betjener os af, er det med andre ord, fordi muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes ikke viser sig som ”noget”, der kan begribes og betjenes. Det kan også formuleres som, at spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, bygger på en forkert antagelse om, at mennesket vælger sin forståelse af og relation til tid, og at dette valg følgelig er afgørende for håndteringen af udvikling. At Haslebo ikke er opmærksom på, at et sådant valg altid allerede er bagud i forhold til den udvikling, det vedrører (det er altid allerede for sent, jf. Derrida) og derfor vedrører fortolkningen af udviklingen og ikke håndteringen af den, fremgår, når hun beskriver valget som udgangspunkt for socialkonstruktionismens ”perspektiviske tid”:

”Det interessante er […] ikke, hvad der kommer før noget andet i kronologisk forstand, men hvilket tidsmæssigt udgangspunkt vi vælger for vores overvejelser” (Haslebo 2009, 69; min kursivering).

En sådan perspektivisk hæven sig over sin egen placering i tid og rum er ikke mulig i lyset af den historiske tilgang til filosofi, og der er derfor ikke tale om et valg. I stedet gælder det at undersøge, hvordan, hvornår og hvorfor, vi forholder os til muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes.

Mens den teoretiske besvarelse af disse spørgsmål er generel og derfor mere eller mindre uafhængig af, hvilket tidsbegreb, man ”betjener” sig af, så er den praktisk-teoretiske besvarelse af spørgsmålene konkret, i betydningen betinget af den enkeltes erfaring af at være bundet til tid og sted over tid. Således argumenterer jeg, modsat Haslebo, for, at forskellen på fx den traditionelle lineære og den socialkonstruktionistisk helhedsorienterede tidsforståelse ikke er så stor i praksis, som det kan se ud i teoretiske redegørelser af forskellige tidsbegreber. Tværtimod, søger jeg at vise, ville fortalere for den helhedsorienterede tidsforståelse være enige med fortalere for den lineære tidsforståelse om at besvare de tre hvordan, hvornår og hvorfor spørgsmål nogenlunde på samme måde.

---

[1] Forskellen på Derridas vertikale forhold til Gud og Vattimos horisontale relation til Jesus (som vel at mærke ikke udelukker, men forudsætter, at han også har et vertikalt forhold til Gud) minder os om, at vi kun kan konstatere, at noget er blevet anderledes, hvis vi ved, hvad der var før.

[2] Lighederne mellem Haslebos betragtning af udvikling som ”noget”, der kan konstateres og vurderes udefra og den historieløshed, der ifølge Vattimo kendetegner Derridas tænkning, kan illustreres yderligere med henvisning til den tommefingerregel, jeg opstillede i Indledning, afsnit 3.2 om, at Heidegger tænker den ontologiske differens ud fra væren og det værende, mens Derrida tænker differancen udefra. Således gælder det for Haslebos tilgang til udvikling og tid, såvel som hendes tilgang til relationer (jf. kapitel 11), at bevægelsen fra før til efter (udvikling) og sammenhængen mellem ledere og medarbejdere (relationen) betragtes som ”noget” i sig selv, og derfor behandles og vurderes uafhængigt af det før og efter, og den specifikke leder og medarbejder, det udspiller sig i mellem (socialkonstruktionistiske ledelsestænkere beskæftiger sig ikke med konkrete menneskers forhold til konkrete mennesker, men med generelle teorier om relationer i organisationer). Dermed er der, lige som for Derrida, ikke tale om et mellemrum (forstået som det, der er imellem, og følgelig er defineret af, det ene og det andet), men om et tomrum; et absolut Andet, om hvilket man kun kan sige, at man intet kan sige – eller, formuleret i lyset af Haslebos socialkonstruktionisme: der er ingen sandhed, kun perspektiver (se nedenfor).

[3] Jf. Vattimos betragtning af metafysikkritikken som havende et etisk-politisk fundament (Indledning, afsnit 3.3).

Afhandling afleveret

Titel: Hinsides teori og praksis
Undertitel: Vilkår for filosofi og ledelse
Antal ord: ca. 91.000

Resumé

Afhandlingen består af en Indledning med vægt på filosofiens vilkår i det 21. århundrede set i lyset af Nietzsche, Heidegger, Derrida og Vattimo, og fire hoveddele om hhv. Ledelsesfilosofi, Det personlige lederskab, Ledelse og medarbejdere, og Ledelse og organisationer. Udgangspunktet for afhandlingen er, at filosofien siden Kant har manglet et fundament for sine erkendelser, og at denne grundløshed har konsekvenser for filosofiens inddragelse i human-, social- og samfundsvidenskabelig forskning, herunder ledelseslitteraturen, der betragtes som eksempel.

I afhandlingen skelnes mellem to forskellige tilgange til filosofi; den videnskabelige hhv. historiske. Denne skelnen bruges til at belyse den aktuelle tilgang til ledelsesteori og -praksis (baseret på den videnskabelige tilgang til filosofi), og til at foreslå et alternativ (baseret på den historiske tilgang til filosofi). Det bærende argument i afhandlingen er, at aktuelle ledelsesteorier er baseret på en forældet forståelse af filosofi, som, fordi ledelsesfilosofi udstikker rammerne for ledelsesteori, som udstikker rammerne for ledelsespraksis, er fatal for såvel ledere som organisationer. Ved at belyse præmisserne for og konsekvenserne af at tænke og håndtere ledelse, som man gør, er det ambitionen med afhandlingen at tænke imellem og på tværs af teorier og discipliner. Det gøres ved at belyse tre centrale temaer i Nietzsches, Heideggers, Derridas og Vattimos tænkning – spørgsmål, sprog samt tid og sted – i forhold til ledelseslitteraturens forståelse og håndtering af samme.

Afhandlingen består dels af filosofiske analyser, dels af citater, eksempler og metoder fra empiriske undersøgelser gennemført i 15 forskellige virksomheder.

Forbyd forankring

"Vogt dig for begrebet implementering, og for dets synonym forankring. De bruges nemlig som oftest dér, hvor man har opgivet det komplekse, rodede arbejde med menneskelige følelser og værdier og i stedet blot mekanisk gennemtvinger sin vilje. Nu har man sat så og så lang tid af til værdi-diskussioner og medarbejderudviklings-workshops, nu skal resultaterne sgu implementeres, så de kan give et resultat på bundlinjen! Forandringen vil måske være gennemført på papiret, men ikke hos de ansatte." (Simon Andersen: Hvad leder-hjertet er fuldt af)

Kun det vi tror på har tilstrækkelig autoritet til at overbevise os om, at vi skal tro på noget andet

Derrida: "What Comes Before The Question?"

Metafysikkritik: Betingelser og begrænsninger

Ambitionen om at tænke hinsides har altid optaget filosoffer. I mange år var det fænomenerne og det sanselige, filosofferne ville tænke udover og bagom, de senere år har det været metafysikken. Dikotomier er med Vattimos ord udtryk for en metafysisk mentalitet. Og det er ambitionen om at tænke hinsides også. Det vidste Nietzsche godt, da han formulerede ambitionen om at tænke Hinsides godt og ondt (Nietzsche 1886) – men han gjorde det alligevel. Hvorfor?

Uden sammenligning (anmeldelse)

Midt i mine overspringshandlinger er jeg blevet opmærksom på, at DBC (Dansk BiblioteksCenter) har lavet en lektørudtalelse om Filosofi i ledelse, skrevet af Alma Lind Jensen. Der er grænser for, hvor meget, man må gengive af sådan en udtalelse, men mon ikke jeg kan slippe af sted med at citere fra afsnittet "Sammenligning":

"Bogen repræsenterer en nytænkning indenfor ledelsesfilosofi og -teori og står derfor for sig selv"

Det er jeg svært tilfreds med - også selvom det betyder, at det "teoretiske og filosofiske abstraktionsniveau" gør, at bogen "emnemæssigt, sprogligt og teoretisk fordrer [...] et ret højt niveau af sin læser".

Jeg ved nemlig, at der er tilstrækkelig mange i min målgruppe, der ikke lader sig afskrække af et højt niveau - især ikke, når det er pakket ind i en "klar struktur", et sprog, der er "fagligt og nuanceret" - og "nytænkning"!

Og så tilbage til afhandlingen...

Forklaring - forståelse - sit!

I eftermiddag skal jeg holde et såkaldt præforsvar, som i udgangspunktet handlede om at få de sidste ECTS-point på plads, inden jeg afleverer min ph.d.-afhandling den 1. maj, men som jeg, ikke mindst pga. den eksterne bedømmer, lektor fra Århus, Anne Marie Pahuus, som jeg har stor respekt for, nu ser rigtig meget frem til.

Udover Anne Marie deltager min vejleder gennem 11 år (BA-projekt, konferensspeciale og nu ph.d.), Søren Gosvig Olesen, som i én af sine mange bøger om filosofi skriver:

"At forstå er at frembringe nogets betydning. At forstå stolen som stol vil sige at sætte sig" (At læse filosofi, Munksgaard, 1992, s. 22).

Modsat tendensen i human-, social- og samfundsvidenskaberne (herunder den ledelsesteori, jeg beskæftiger mig med i Filosofi i ledelse) består filosoffens tilgang til forståelse altså ikke i at forklare, hvad forståelse er, eller i at lave modeller for, hvordan forståelse (og søsterbegreberne fortolkning og mening) opnås, men i at betænke og beskrive, hvad forståelsen gør. Med forståelsen følger en handling, og det er sammenhængen mellem det, vi forstår og det, vi gør, der (bl.a.) interesserer filosoffer.

Desværre forsvinder gør mere og mere i den filosofiske forskning, som på trods af uddannelser i fx anvendt filosofi (Ålborg Universitet), filosofisk praksis (DPU), virksomhedshumaniora (KU) og ledelsesfilosofi (CBS m.fl.) har sværere og sværere ved at "sætte sig".

Det glæder jeg mig til at tale med Anne Marie og Søren om i eftermiddag - og til at diskutere med dem, der møder op til mit foredrag i Filosofisk Forum på onsdag.

Opgør med den perfekte leder (Lederweb)

Kære leder. Har du nogle gange svært ved at genkende dig selv og din hverdag i de ledelsesteorier og -uddannelser, du beskæftiger dig med? Synes du, det ser rigtigt og let ud på papiret, men har svært ved at overføre det til dig selv og dine medarbejdere? Bare rolig, det er ikke dig, der er noget galt med - det er teorierne.

Læs hele artiklen på Lederweb.

Mellemregninger

Hvad skal du vide om filosofi, hvis du ikke skal vide særlig meget? Først og fremmest skal du vide, at filosofi ikke er, hvad det har været. Det er ikke et fag eller en videnskab, og det kan ikke defineres i en bog eller opbevares i en lomme. Men filosofi er heller ikke mystik. Det svæver ikke i et tomrum med uendelig højt til loftet - som religion. Filosofi udspiller sig i mellemrummet - mellem dig og mig, fortid og fremtid, her og nu. Og dermed er filosofi en mellemregning: Det, der ligger imellem det, vi har regnet ud og det, vi er på vej til at forstå. Filosofi er at tænke fra afgrunden. I mellemrummet og mellemtiden, som er perioden, hvor vi ikke ved, hvad vi ved og ikke regner med det, vi har regnet ud. Og derfor kræver filosofi mod. Et mod, der desværre er både gemt og glemt - ikke mindst af filosoffer.

... Jeg kæmper med de indledende afsnit til min afhandling og er påbegyndt overvejelserne om titel. Måske Mellemregninger - vilkår for filosofi og ledelse?

(Gode) Forskere er da mænd... og filosoffer?

Jeg undrer mig tit over ordlyden i forskningsopslag, men dette er da særlig tankevækkende:

Måske er det bare, fordi jeg sidder og arbejder på en tekst om filosofiens rolle i forhold til videnskaben, at jeg studser over de støtteberettigede fag - matematik, fysik, kemi, astronomi og filosofi - men jeg synes, opslaget rejser spørgsmålet, om filosofi er placeret på det rigtige fakultet (humaniora).

Jeg er ikke sikker - men det er nok mest fordi jeg ikke betragter filosofi som et fag og derfor slet ikke mener, det kan placeres i et fakultært (det hedder det vist ikke?) system.

Men tankevækkende er det. Og opslaget er en herlig bekræftelse af, at hvis man har penge, så kan man gøre og sige, hvad man vil - fx noget så politisk ukorrekt som, at støtteværdig forskning udføres af "danske mænd".

Hjælp fra Hegel

Kender du det, at man går rundt og tumler med noget, skriver lidt, læser tilfældigt på nettet, går forbi sin bogreol, tager en bog ned, man skullet have læst for 10-15 år siden, men aldrig har fået taget sig sammen til, starter fra en ende af og opdager, at den handler om lige præcis det, man går og tumler med og skriver lidt om?

Jeg har været ud for det et par gange, og jeg ELSKER det! Det giver mig en helt fantastisk følelse af, at det kan betale sig at fumle sig lidt frem.

I dette tilfælde er det Hegel, der sætter ord på noget af det, jeg prøver at sige i P1 og Ledelse sendt fra himlen (Berlingske 17. januar), og som jeg også behandler i den artikel, Lederweb sender på gaden på fredag under overskriften "Opgør med den perfekte leder" og i mine kommende foredrag til Forskningens Døgn, Leder, du skal dø!

Hegel skriver i forordet til Åndens fænomenologi (side 24):

"At holde det døde fast kræver den størst tænkelige kraft. Den kraftløse skønhed hader forstanden, der opfordrer den til noget, som den ikke er i stand til. Åndens liv er imidlertid ikke et liv, der skyer det døde og beskytter sig mod at blive udslettet - ånden er det liv, der udholder døden og opretholder sig selv i den. Ånden vinder kun sin sandhed, hvis den genfinder sig selv i absolut sønderdeling. Den er ikke en positiv magt, der vender sig bort fra det negative - som når vi om noget siger, at det intet er, eller at det er falsk, og rask væk gør os færdige med det og går videre til noget andet. Ånden er kun denne magt, når den ser det negative i øjnene og dvæler ved det."

Kommende foredrag

Jeg skal holde en række mere eller mindre offentlige foredrag den kommende tid:

• Tirsdag den 22. februar kl. 8-10: Om Filosofi i ledelse og STAFETANALYSE, Århus (morgenmøde arrangeret af Ankerhus)
• Torsdag den 24. februar kl. 9.15-10.30: Om filosofi i erhvervslivet, København (paneldebat arrangeret af Københavns Universitet)
• Fredag den 25. februar kl. 8-10: Om Filosofi i ledelse og STAFETANALYSE, København (morgenmøde arrangeret af Ankerhus)
• Torsdag den 3. marts kl. 8-10: Om Filosofi i ledelse og STAFETANALYSE, Kolding (morgenmøde arrangeret af Ankerhus)
• Lørdag den 5. marts kl. 9-12: "Anvendt filosofi på afveje", København (oplæg på Dansk Filosofisk Selskabs Årsmøde)
• Onsdag den 9. marts kl. 19.30-21: "Anvendt filosofi på afveje", København (foredrag arrangeret af Filosofisk Forum, læs mere i Information)
• Torsdag den 31. marts kl. 15.30-17.30: Om Filosofi i ledelse, Køge (gå-hjem-arrangement for undervisere på Erhvervsakademi Køge)
• Torsdag den 28. april-lørdag den 30. april: "Leder, du skal dø!", rundt omkring i landet (arrangeret af Forskningens Døgn, læs mere og bestil foredraget her)
• Torsdag 28. april, formiddag: Esbjerg Kommune
• Torsdag 28. april, eftermiddag: Holbæk Kommune
• Torsdag 28. april, aften: Roskilde Kommune
• Fredag 29. april, formiddag: Guldborgsund Kommune
• Fredag 29. april, eftermiddag: Ringkøbing-Skjern Kommune
• Onsdag den 4. maj kl. 14-15.30: Om Filosofi i ledelse (lederkonference for BUF, København)
• Tirsdag den 24. maj kl. 14-14.30: Om den uperfekte leder (ledercamp arrangeret af lederweb)
• Fredag den 7. oktober: Om Filosofi i ledelse (dimissionsfest for studerende på Finanssektorens Master i ledelse)
• Onsdag den 2. november kl. 13.30-17: Om Filosofi i ledelse (lederkonference for efterskoleforstandere)

 Vel mødt!