Lars von Trier er ikke dansk

Jeg er stor fan af Lars von Trier. Jeg respekterer og beundrer alt, hvad han gør: Hans film, hans udtalelser på pressekonferencer, hans undskyldninger, når det går op for ham, at han har trådt nogen over tæerne – det hele!

Men det er ikke rigtigt, som han sagde på den røde løber i Cannes i går, at hans udtalelser om Hitler og nazismen var ”danske”. Det er nemlig overhovedet ikke dansk at tage mennesket så alvorligt, som Lars von Trier gør. At ironisere og slå det hen som sarkasme, når folk ikke forstår, hvad man siger, ja, det er dansk – men det er ikke først og fremmest det, Lars von Trier gør.

Lars von Trier forholder sig til sig selv som menneske, og dermed til os alle sammen. Han peger på det farlige og forfærdelige, og på, at det viser sig overalt. Ikke kun i ”antihelte” som Hitler og ideologier som nazismen, men i dig og mig – og Lars von Trier selv. Dermed konfronterer han os med vores smerte, holder os ansvarlige for vores selvbedrag. Og det er på ingen måde "dansk".

I Dostojevskijs tid var det ”russisk”, og det har også været ”tysk”. Men det er længe siden. Det var før Hitler og den nazisme, Lars von Trier refererer til, tog fat, og, ikke mindst, før tyskerne begyndte at tage afstand fra sig selv.

Dengang skrev Nietzsche om menneskets dionysiske natur og om viljen til magt. Han demonstrerede konsekvenserne af den ”slavemoral”, vi i dag kender som politisk korrekthed, og han introducerede ”overmennesket” som et alternativ. Med overmennesket fulgte en erkendelse af menneskets muligheder og begrænsninger, men det har vi (læs: Europa) glemt.

Vi tror, at det dionysiske i vores natur forsvinder, hvis vi tager afstand fra det. At viljen til magt gælder nogle andre end os (Hitler og alle de andre, vi er enige om at fordømme). Men det er ikke rigtigt. Det farlige og forfærdelige, onde og grumme findes i os alle sammen. Og kun ved at huske det, kan vi bekæmpe det.

Derfor er jeg stor fan af Lars von Trier: Han tvinger mig til at forholde mig til mig selv og mine omgivelser, og selvom jeg langt fra altid kan lide, hvad jeg ser, så minder det mig om, at det ikke var Hitlers storhedsvanvid, der dræbte ubegribelig mange mennesker under 2. verdenskrig, men den til alle tider herskende slavemoral, der forhindrer mennesker i at tænke selv.