Tuesday, February 22, 2011

Mellemregninger

Hvad skal du vide om filosofi, hvis du ikke skal vide særlig meget? Først og fremmest skal du vide, at filosofi ikke er, hvad det har været. Det er ikke et fag eller en videnskab, og det kan ikke defineres i en bog eller opbevares i en lomme. Men filosofi er heller ikke mystik. Det svæver ikke i et tomrum med uendelig højt til loftet - som religion. Filosofi udspiller sig i mellemrummet - mellem dig og mig, fortid og fremtid, her og nu. Og dermed er filosofi en mellemregning: Det, der ligger imellem det, vi har regnet ud og det, vi er på vej til at forstå. Filosofi er at tænke fra afgrunden. I mellemrummet og mellemtiden, som er perioden, hvor vi ikke ved, hvad vi ved og ikke regner med det, vi har regnet ud. Og derfor kræver filosofi mod. Et mod, der desværre er både gemt og glemt - ikke mindst af filosoffer.

... Jeg kæmper med de indledende afsnit til min afhandling og er påbegyndt overvejelserne om titel. Måske Mellemregninger - vilkår for filosofi og ledelse?

2 comments:

  1. Anonymous5:13 AM

    Hvor er det rigtigt set :) Den eneste måde at komme ud af dualismerne på og i stedet være-mellem, gå imellem, intermezzo, det er det, Virginia Wolf har oplevet af alle kræfter, i hele sit værk: uophørligt at blive til. p. 352 i Deleuze & Guattari "Tusind Plateauer". Måske gør du ikke meget i Deleuze, men hans tanker om mellemrummet, intermezzo (det er et frugtbart ord!) er meget inspirerende. Jeg glæder mig til at læse flere af dine overvejelser ind i mellem :)

    Orla Schantz

    ReplyDelete
  2. Hej Orla

    Tak for din kommentar. Nej, jeg gør det ikke meget i Deleuze, bl.a. fordi den mellemregning eller det mellemrum, der optager mig, netop ikke er uophørligt eller uendeligt. Tværtimod ender det altid i "noget", og det er bevægelsen til eller fra dette "noget", det efter min bedste ovebevisning er filosofiens opgave at betænke.

    Men tusind tak for henvisningen - den skærpede mine formuleringer i de afsnit, jeg sidder og skriver på, og det har jeg brug for!

    Venlige hilsner

    Pia

    ReplyDelete