Ambitionen om at tænke hinsides har altid optaget filosoffer. I mange år var det fænomenerne og det sanselige, filosofferne ville tænke udover og bagom, de senere år har det været metafysikken. Dikotomier er med Vattimos ord udtryk for en metafysisk mentalitet. Og det er ambitionen om at tænke hinsides også. Det vidste Nietzsche godt, da han formulerede ambitionen om at tænke Hinsides godt og ondt (Nietzsche 1886) – men han gjorde det alligevel. Hvorfor?
Nu synes jeg altid det er ærgerligt, at når vi taler Nietzsche og hinsides godt og ondt, så gør vi det uden for kontekst. For det hedder jo egentlig - Was aus Liebe gethan wird, geschiet immer jenseits von Gut und Böse. Og så er sagen vel drejet en smule anderledes? Er der så virkelig tale om at tænke hinsides godt og ondt? Og hvis vi så alligevel siger der er, hvordan kan den tænkning så stadig være en del af dikotomierne? I hvert fald hænger det dårligt sammen med fortællingen om sandheden i Götzendämmerung. Eller er jeg helt galt afmarcheret?
ReplyDelete