Forargelsens fordel

”Min pointe skulle have været, at potentialet for ekstrem ondskab eller det modsatte, ligger i hvert eneste menneske, uanset nationalitet, etnicitet, rang eller religion. Hvis vi kun forklarer historiske katastrofer med enkelte individers ondskab, ødelægger vi muligheden for forståelse af de menneskelige mekanismer, som igen er nødvendige for undgåelse af kommende humanistiske forbrydelser” (Kpn)

Dét var – efter eget udsagn – Lars von Triers pointe med udtalelserne om Hitler og nazismen på pressekonferencen i Cannes. Og det er en god pointe. Men hvorfor skulle vi vente så længe på den? Kunne vi ikke være gået direkte til det indsigtsfulde budskab og have sprunget sympatierklæringerne for Hitler og nazi-bekendelserne over?  Ville Lars von Trier ikke have gjort sig selv og alle os andre en tjeneste ved at tænke sig om, inden han kastede sig ud i ”uintelligente, uklare og unødigt sårende” (igen hans egne ord) udtalelser – og måske ligefrem sætte sig ind i, hvordan man skaber forståelse og opbakning i et tværkulturelt forum, som Cannes-festivalen jo er?

Jo, men det ville ikke være godt. Tværtimod er jeg tilbøjelig til at mene, at det ville være skidt, hvis Lars von Trier var mere strategisk i sin fremføring af budskaber – rigtig skidt!

Og her tænker jeg ikke på filmens muligheder for at vinde palmer eller instruktørens chancer for at opnå støtte til sine film fremover. Jeg tænker på de katastrofer en mand med Lars von Triers storhedsvanvid og menneskeindsigt kan afstedkomme, hvis han begynder at tænke over, hvordan han taler til og skaber opbakning blandt sine tilhørere.

For er det ikke netop dét, der adskiller store kunstnere som Lars von Trier fra politiske ideologer som Adolf Hitler? At storhedsvanviddet (”Jeg er verdens bedste instruktør”) og kendskabet til menneskets (mørke) natur ikke bruges til at ”elektrisere” folket (Hitlers udtryk) og dermed skabe enighed og ensretning, men til at forarge og frastøde og dermed få mennesker til at stoppe op? Er det ikke netop kunsten i såvel Lars von Triers film som Dostojevskijs romaner og Nietzsches filosofi, at de ikke appellerer til ”slavemoralen” i os alle, men tvinger os til at tage stilling til de muligheder og begrænsninger, der til alle tider er forbundet med at være menneske blandt mennesker?

For der er jo grænser. Og det er grænserne, der interesserer kunstneren. Egne, andres, tidens, menneskets. Grænserne for, hvad man kan og ikke kan. Og muligheden for at rykke dem. For kunstneren er det ikke afgørende, om hans omgivelser bakker op om ham eller ej. Det er ikke, som for den politiske ideolog, nødvendigt for succes. Det afgørende er konfrontationen: Med sig selv, andre, tiden, mennesket.

Og derfor er det en fordel, at kunstneren forarger: Han udstiller grænserne for, hvad vi kan mene og sige – og minder os om, at det er farligt at være uenig; udstødelses-/udryddelsesgrund at afvige fra den aktuelle ideologiske norm.

Lars von Trier er ikke dansk

Jeg er stor fan af Lars von Trier. Jeg respekterer og beundrer alt, hvad han gør: Hans film, hans udtalelser på pressekonferencer, hans undskyldninger, når det går op for ham, at han har trådt nogen over tæerne – det hele!

Men det er ikke rigtigt, som han sagde på den røde løber i Cannes i går, at hans udtalelser om Hitler og nazismen var ”danske”. Det er nemlig overhovedet ikke dansk at tage mennesket så alvorligt, som Lars von Trier gør. At ironisere og slå det hen som sarkasme, når folk ikke forstår, hvad man siger, ja, det er dansk – men det er ikke først og fremmest det, Lars von Trier gør.

Lars von Trier forholder sig til sig selv som menneske, og dermed til os alle sammen. Han peger på det farlige og forfærdelige, og på, at det viser sig overalt. Ikke kun i ”antihelte” som Hitler og ideologier som nazismen, men i dig og mig – og Lars von Trier selv. Dermed konfronterer han os med vores smerte, holder os ansvarlige for vores selvbedrag. Og det er på ingen måde "dansk".

I Dostojevskijs tid var det ”russisk”, og det har også været ”tysk”. Men det er længe siden. Det var før Hitler og den nazisme, Lars von Trier refererer til, tog fat, og, ikke mindst, før tyskerne begyndte at tage afstand fra sig selv.

Dengang skrev Nietzsche om menneskets dionysiske natur og om viljen til magt. Han demonstrerede konsekvenserne af den ”slavemoral”, vi i dag kender som politisk korrekthed, og han introducerede ”overmennesket” som et alternativ. Med overmennesket fulgte en erkendelse af menneskets muligheder og begrænsninger, men det har vi (læs: Europa) glemt.

Vi tror, at det dionysiske i vores natur forsvinder, hvis vi tager afstand fra det. At viljen til magt gælder nogle andre end os (Hitler og alle de andre, vi er enige om at fordømme). Men det er ikke rigtigt. Det farlige og forfærdelige, onde og grumme findes i os alle sammen. Og kun ved at huske det, kan vi bekæmpe det.

Derfor er jeg stor fan af Lars von Trier: Han tvinger mig til at forholde mig til mig selv og mine omgivelser, og selvom jeg langt fra altid kan lide, hvad jeg ser, så minder det mig om, at det ikke var Hitlers storhedsvanvid, der dræbte ubegribelig mange mennesker under 2. verdenskrig, men den til alle tider herskende slavemoral, der forhindrer mennesker i at tænke selv.