Bøger, børn og bedrevidenhed

Forfatter Morten Dürr opfordrer i Information til, at vi formidler bøger på børnenes præmisser, hvilket vil sige e-bøger i lettilgængelige og lækre formater. Børnene er morgendagens læsere, og i modsætning til voksne, der med Dürrs ord "har et kvalificeret forhold til teknologi - præget af et historisk overblik" har de ikke et kritisk forhold til de web- og touchteknologier, der omgiver os alle. Børnene har et "historieløst" forhold til teknologierne, kendetegnet ved en forventning om øjeblikkelig behovsindfrielse, og det skal bogbranchen hurtigst muligt honorere, hvis den vil overleve.

Bogbranchen skal med andre ord indordne sig under den ukritiske, historieløse og utålmodige verdensanskuelse, der kendetegner den uerfarne. Og det kan ifølge Dürr kun gå for langsomt. 

Spørgsmålet er dog, om en bogbranche uden kritik, historie og tålmodighed stadig er en bogbranche. Er det hensigtsmæssigt at indrette brancher, samfund og fremtid efter dem, der ved mindst, eller bør vi overveje at lytte til dem, der ved mere - og i mange tilfælde bedre?

Jeg er ikke imod e-bøger eller ideen om at give børn så mange platforme som muligt at udfolde deres læse- og lærelyst på, men jeg tror, vi skal passe på med at kassere erfaring til fordel for effektivitet.

Jeg tilhører den sidste generation af danskere, der har oplevet at vokse op uden computere, mobiltelefoner, internet, mail, sociale netværk etc. Den sidste generation af danskere, der har oplevet på egen krop, at man kan leve - og leve godt - uden konstant at være på.

Det gør mig gammel og kedelig at høre på, men det betyder også, at jeg er i stand til at kende forskel. På det, der er godt lavet og det, der er hurtigt lavet. Det, der er tænkt over og det, der er tilfældigt. Det, der er vigtigt og det, der er ligegyldigt. Det, vi skal kæmpe for og det, vi kan kassere.

Hvis jeg kun måtte give mine børn én ting her i livet, så skulle det være dét: Evnen til at kende forskel.

Det kan jeg ikke give dem ved (kun) at surfe på nettet, eller ved konsekvent at vælge de af gode grunde slidte biblioteksbøger fra. Det kræver, at de lige så tit ser mig med en bog eller med en avis som bag en skærm. At en bog på sofabordet får dem til at spørge, hvorfor jeg læser om "Ondskabens filosofi". Og at jeg fortæller dem, hvorfor jeg slukker for radioen, når jeg ikke kan holde ud at høre på flere af Xanders, Medinas eller Burhan G´s ubehjælpsomme forsøg på at tale/synge dansk.

Der er en risiko for, at jeg med mit fravalg af Facebook og insisteren på at læse mine bøger på tryk mister følingen med den digitale verden, mine børn (måske) kommer til at betragte som den eneste mulige. Men jeg synes, risikoen for ukritisk at følge med strømmen er større.

Jeg har ikke lyst til at leve i et ukritisk, historieløst og utålmodigt samfund - og jeg betragter erfaring som et vigtigt våben mod, at det sker.

Lars von Trier er ikke dansk

Jeg er stor fan af Lars von Trier. Jeg respekterer og beundrer alt, hvad han gør: Hans film, hans udtalelser på pressekonferencer, hans undskyldninger, når det går op for ham, at han har trådt nogen over tæerne – det hele!

Men det er ikke rigtigt, som han sagde på den røde løber i Cannes i går, at hans udtalelser om Hitler og nazismen var ”danske”. Det er nemlig overhovedet ikke dansk at tage mennesket så alvorligt, som Lars von Trier gør. At ironisere og slå det hen som sarkasme, når folk ikke forstår, hvad man siger, ja, det er dansk – men det er ikke først og fremmest det, Lars von Trier gør.

Lars von Trier forholder sig til sig selv som menneske, og dermed til os alle sammen. Han peger på det farlige og forfærdelige, og på, at det viser sig overalt. Ikke kun i ”antihelte” som Hitler og ideologier som nazismen, men i dig og mig – og Lars von Trier selv. Dermed konfronterer han os med vores smerte, holder os ansvarlige for vores selvbedrag. Og det er på ingen måde "dansk".

I Dostojevskijs tid var det ”russisk”, og det har også været ”tysk”. Men det er længe siden. Det var før Hitler og den nazisme, Lars von Trier refererer til, tog fat, og, ikke mindst, før tyskerne begyndte at tage afstand fra sig selv.

Dengang skrev Nietzsche om menneskets dionysiske natur og om viljen til magt. Han demonstrerede konsekvenserne af den ”slavemoral”, vi i dag kender som politisk korrekthed, og han introducerede ”overmennesket” som et alternativ. Med overmennesket fulgte en erkendelse af menneskets muligheder og begrænsninger, men det har vi (læs: Europa) glemt.

Vi tror, at det dionysiske i vores natur forsvinder, hvis vi tager afstand fra det. At viljen til magt gælder nogle andre end os (Hitler og alle de andre, vi er enige om at fordømme). Men det er ikke rigtigt. Det farlige og forfærdelige, onde og grumme findes i os alle sammen. Og kun ved at huske det, kan vi bekæmpe det.

Derfor er jeg stor fan af Lars von Trier: Han tvinger mig til at forholde mig til mig selv og mine omgivelser, og selvom jeg langt fra altid kan lide, hvad jeg ser, så minder det mig om, at det ikke var Hitlers storhedsvanvid, der dræbte ubegribelig mange mennesker under 2. verdenskrig, men den til alle tider herskende slavemoral, der forhindrer mennesker i at tænke selv.

Lidt uddybende om min kritik af Haslebo

Efter udgivelsen af Filosofi i ledelse er jeg fra flere kanter blevet bedt om at uddybe min kritik af Haslebos socialkonstruktionistiske tilgang til bl.a. tid og relationer. Det har jeg forsøgt at gøre i afhandlingens kapitel 12, som indledes med følgende afsnit:

Udgangspunktet for dette kapitel er, at relationen mellem ledelse og medarbejdere i høj grad handler om at skabe udvikling for virksomheden (og den enkelte), og at udvikling i høj grad afhænger af de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer. Det spørgsmål, der må stilles i forlængelse af dette udgangspunkt, er: Hvordan forstås og arbejdes med beslutninger i ledelse og organisationer? I kapitlet udfordres den aktuelle ledelsesteoretiske præmis om, at ledelse handler om at træffe de rigtige beslutninger, som også kan formuleres som en grundlæggende antagelse om, at der er noget bagved de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer, som afgør, om de er rigtige eller forkerte. Dette bagvedliggende er den udvikling, beslutningerne træffes med henblik på, og udvikling betragtes følgelig som ”noget”, der kan forstås og forklares – som fx Haslebo gør det i følgende citat:

”De tanker, vi gør os om udvikling, er tæt forbundet med tid. Der kan kun være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid. Men hvilket tidsbegreb betjener vi os af? Og hvad bliver konsekvenserne for den måde, hvorpå vi tilrettelægger de udviklingsfremmende aktiviteter?” (Haslebo 2009, 68).

Afsnit 1: Tiden følger med udviklingen

Som følge af mit udgangspunkt i den historiske tilgang til filosofi og Vattimos pointe om, at man uden en historiefilosofi (som Derrida) ikke ved, om noget er helt anderledes, når det viser sig (jf. Zabala, kapitel 11, afsnit 2), er jeg helt på linje med Haslebo, hvad angår understregningen af, at der kun kan være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid.[1] Uenigheden opstår, når man spørger, hvem det vi, der konstaterer, at noget er blevet anderledes, er. For mens Haslebo med spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, placerer sig uden for og gør sig til dommer over både tid og udvikling (den, der konstaterer, er uafhængig af det, der konstateres og den ramme (tiden), det konstateres indenfor), så er pointen i den historiske tilgang til filosofi, jeg finder hos både Heidegger og Vattimo, at mennesket er i tid over tid, og at konstateringen af, at noget er blevet anderledes derfor ikke kommer udefra (i en objektiv vurdering af forskellen mellem før og efter), men erfares indefra (de berørtes bevidsthed om muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes).[2]

Denne forskel på Haslebos og den historisk-filosofiske tilgang til udvikling kan også formuleres som forskellen på at tænke over og være i udviklingen. Således kan Haslebos udefrakommende vurdering af forskellen mellem før og efter først foretages, når udviklingen er i mål (formuleret i lyset af Indledning, afsnit 2: når bevægelsen fra ”noget” til ”noget bestemt” eller ”noget bestemt” til ”noget andet” er afsluttet), mens erfaringen af (og reaktionerne på) muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes, altid allerede er bundet til det konkrete tidspunkt og sted, de gøres – dvs. mens udviklingen sker. Sagt på en anden måde, beskæftiger Haslebo sig med domme (det, der konkluderes efter, udviklingen er sket), mens den historiske tænkning beskæftiger sig med dømmekraft (det, der afgør, hvad der sker). Det første orienterer sig mod teori; efterrationaliseringer af noget, der ikke længere (eller endnu ikke) er. Det andet orienterer sig mod erfaringens praktisk-teoretiske bevægelse; bevidstheden om, at man må tage udviklingen – og dermed ansvaret – på sig.[3]

Når udvikling ikke (kun) kan behandles som et spørgsmål om, hvilket tidsbegreb, vi betjener os af, er det med andre ord, fordi muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes ikke viser sig som ”noget”, der kan begribes og betjenes. Det kan også formuleres som, at spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, bygger på en forkert antagelse om, at mennesket vælger sin forståelse af og relation til tid, og at dette valg følgelig er afgørende for håndteringen af udvikling. At Haslebo ikke er opmærksom på, at et sådant valg altid allerede er bagud i forhold til den udvikling, det vedrører (det er altid allerede for sent, jf. Derrida) og derfor vedrører fortolkningen af udviklingen og ikke håndteringen af den, fremgår, når hun beskriver valget som udgangspunkt for socialkonstruktionismens ”perspektiviske tid”:

”Det interessante er […] ikke, hvad der kommer før noget andet i kronologisk forstand, men hvilket tidsmæssigt udgangspunkt vi vælger for vores overvejelser” (Haslebo 2009, 69; min kursivering).

En sådan perspektivisk hæven sig over sin egen placering i tid og rum er ikke mulig i lyset af den historiske tilgang til filosofi, og der er derfor ikke tale om et valg. I stedet gælder det at undersøge, hvordan, hvornår og hvorfor, vi forholder os til muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes.

Mens den teoretiske besvarelse af disse spørgsmål er generel og derfor mere eller mindre uafhængig af, hvilket tidsbegreb, man ”betjener” sig af, så er den praktisk-teoretiske besvarelse af spørgsmålene konkret, i betydningen betinget af den enkeltes erfaring af at være bundet til tid og sted over tid. Således argumenterer jeg, modsat Haslebo, for, at forskellen på fx den traditionelle lineære og den socialkonstruktionistisk helhedsorienterede tidsforståelse ikke er så stor i praksis, som det kan se ud i teoretiske redegørelser af forskellige tidsbegreber. Tværtimod, søger jeg at vise, ville fortalere for den helhedsorienterede tidsforståelse være enige med fortalere for den lineære tidsforståelse om at besvare de tre hvordan, hvornår og hvorfor spørgsmål nogenlunde på samme måde.

---

[1] Forskellen på Derridas vertikale forhold til Gud og Vattimos horisontale relation til Jesus (som vel at mærke ikke udelukker, men forudsætter, at han også har et vertikalt forhold til Gud) minder os om, at vi kun kan konstatere, at noget er blevet anderledes, hvis vi ved, hvad der var før.

[2] Lighederne mellem Haslebos betragtning af udvikling som ”noget”, der kan konstateres og vurderes udefra og den historieløshed, der ifølge Vattimo kendetegner Derridas tænkning, kan illustreres yderligere med henvisning til den tommefingerregel, jeg opstillede i Indledning, afsnit 3.2 om, at Heidegger tænker den ontologiske differens ud fra væren og det værende, mens Derrida tænker differancen udefra. Således gælder det for Haslebos tilgang til udvikling og tid, såvel som hendes tilgang til relationer (jf. kapitel 11), at bevægelsen fra før til efter (udvikling) og sammenhængen mellem ledere og medarbejdere (relationen) betragtes som ”noget” i sig selv, og derfor behandles og vurderes uafhængigt af det før og efter, og den specifikke leder og medarbejder, det udspiller sig i mellem (socialkonstruktionistiske ledelsestænkere beskæftiger sig ikke med konkrete menneskers forhold til konkrete mennesker, men med generelle teorier om relationer i organisationer). Dermed er der, lige som for Derrida, ikke tale om et mellemrum (forstået som det, der er imellem, og følgelig er defineret af, det ene og det andet), men om et tomrum; et absolut Andet, om hvilket man kun kan sige, at man intet kan sige – eller, formuleret i lyset af Haslebos socialkonstruktionisme: der er ingen sandhed, kun perspektiver (se nedenfor).

[3] Jf. Vattimos betragtning af metafysikkritikken som havende et etisk-politisk fundament (Indledning, afsnit 3.3).

Konsekvens: 11 måneder tilbage med ledelse

I morgen skal jeg til Haderslev og holde mit første foredrag om Filosofi i ledelse. Foredraget, som afholdes for undervisere i ledelse på University College Syd, udgør startskuddet på, hvad der forhåbentlig bliver en lang og spændende foredragsrække om bogen (de næste fem er allerede i kalenderen), så jeg glæder mig meget.

Ikke mindst fordi jeg har besluttet mig for, at det er nu eller aldrig: Konsekvensen af mit budskab i bogen er, at jeg ikke kan blive ved med at beskæftige mig med ledelse som fænomen - dvs. som observatør af teori og praksis.

Enten må jeg blive leder og "walk the talk", eller også må jeg - hvad der helt sikkert harmonerer bedre med min filosofiske selvforståelse - bevæge mig videre til noget andet.

I bogen og min kommende ph.d.-afhandling, som indleveres 1. maj, har jeg sagt, hvad jeg har at sige om den måde ledelse tænkes og praktiseres på i dag. Det vil jeg bruge 2011 på at udbrede og diskutere med alle, der er interesseret - og så er det slut.

Jeg deler ikke Platons opfattelse af, at filosoffer er bedre ledere end alle andre (og at ledere derfor, som en række ledelsesfilosoffer vil hævde, skal uddannes i filosoffens billede), og jeg tager afstand fra tendensen til, at filosoffer specialiserer sig i og gør sig til eksperter på "noget", fx ledelse (begrundelse findes i bogens kapitel 2).

Derfor har jeg ingen legitime grunde til permanent at lade mig indlemme i den forsknings-, uddannelses- og konsulentindustri, "ledelse" for længst er blevet.

Det er fristende (og formentlig lettere at leve af end politik, pædagogik, eller hvad jeg nu finder på at kaste mig over), men det vil ikke være at tage mit budskab - og dermed heller ikke mig selv - alvorligt.

Så - indtil jeg svækker min nye sandhed: 11 måneder tilbage med ledelse...

P.s. Som det helt sikkert fremgår, er dette indlæg lige så meget en meddelelse til mig selv som til læserne - som jeg dog håber vil minde mig om indlægget, når/hvis jeg lader mig forføre af den opmærksomhed og bekræftelse, der følger med at være ledelsesekspert/-konsulent

Ytringsfrihed = musik

Behøver jeg at skrive, at jeg er enig med Thomas Blachman i, at musik forpligter og at det ikke er godt nok at distancere sig fra sit ansvar ved at være ironisk og sarkastisk? Jeg fristes til at sige, at det samme gælder ytringsfriheden…

Nyt TV-program?

Jeg har fået en idé. Det er ikke set før og måske er hverken TV stationer eller seere klar til det, men jeg prøver alligevel: Et TV program á la Ærlig Talt, Profilen (begge DR) og Dags Dato (TV2), hvor værten lytter til det, deres gæst(er) siger og stiller kritiske spørgsmål til dét i stedet for at fremture deres egne indstuderede pointer.

Jeg synes, det kunne være spændende. Hvad siger I?

Ytringsfrihed - til hvad?

Læste en fremragende kronik i Politiken i går. Jeg tænker på, om Flemming Chr. Nielsen stadig arbejder for Jyllands-Posten...!?

2-0 til Kasem Said Ahmad

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad har fat i den lange ende. I hvert fald når han står overfor Danmarks Radios journalister. I aften Ærlig Talts Kåre Quist, som - ærlig talt - var pinlig:

Kasem Said Ahmad: "Jeg sagde det samme til Birthe Rønn Hornbech [beklagede deltagelsen i Hitzb ut Tahrirs demonstration] og hun forstod det efter et minut."

Kåre Quist: "Fik du skæld ud?"

Nej, gu´ fanden fik han ikke skæld ud! Birthe Rønn Hornbech er nemlig kvik nok til at forstå og respektere et menneske, der tager ansvar - og derfor uvægerligt kommer til at begå fejl.

Det er helt vildt så meget mere tjekket Ahmad er end de danske journalister. Tag jer nu sammen og hør efter, hvad manden siger! Han er et betydeligt bedre forbillede for unge muslimer såvel som alle os andre end I nogensinde bliver.

Luigi Pareyson

Tid til at lære en ny filosof at kende. Luigi Pareyson (1918-1991) var Vattimos læremester.

Søren Gosvig Olesen (som er min læremester) har skrevet forordet til Frihedens filosofi, så jeg tænker, at det er et godt sted at starte.

Oprydning

Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil gøre alt for at stoppe urolighederne rundt omkring i landet. Det sagde han i hvert fald i gårsdagens 21 Søndag på DR1.

Alt.

Altså bortset fra at anerkende, at der er nogen, der - med rette - føler sig krænket. At give de krænkede den undskyldning, de vil gøre alt for at få. At modere den ytringsfrihed, der får ham og alle os andre til at ligne de fundamentalister, vi bekæmper.

Jeg kommer til at tænke på en kammerat, der krediterede sin kæreste for hendes oprydning af hjemmet med følgende ord (skal synges): "Bortset fra det hele, så´ det hele ryddet op!"

At tage ansvar

Har netop været til undersøgelse hos min nye læge. Hun konstaterede, at mine blodprøver var fine; bekræftede, at jeg er gravid og spurgte, om jeg havde nogle spørgsmål. Jeg sagde nej, men besluttede mig så alligevel for at dele mine tanker om nakkefoldsscanning med hende.

Jeg fortalte, at jeg under min første graviditet havde fravalgt scanningen, da jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ”fejl”, der kunne få mig til at fravælge mit barn.

Jeg proklamerede min holdning om, at man kun skal få foretaget en nakkefoldsscanning, hvis man er villig til at tage konsekvensen af resultatet (til- eller fravalg af et handicappet barn).

Og jeg betroede hende, at jeg denne gang var i tvivl.

I tvivl om, hvorvidt jeg er villig til at sætte alt andet på standby. I tvivl om, hvorvidt vores familie kan rumme et handicappet barn. I tvivl om, hvorvidt min lille søn kan være tjent med fra den ene dag til den anden at blive ”den normale”, som forventes at kunne alting selv.

Jeg fortalte også, at jeg ikke kan forestille mig at tage afsked med et barn, som min mand og jeg har lavet sammen. At jeg næppe kan få fjernet et lille væsen, som igennem tre måneder har levet inde i mig. At jeg ikke kan frarøve min søn den lillebror eller lillesøster, som han dagligt har spurgt til, siden vi fortalte ham om min graviditet.

Efter at have kendt mig i syv minutter konstaterede min læge, at nakkefoldsscanning ikke er noget for mig. Og hun har ret.

Det er mit ansvar at tage stilling til, hvad jeg vil med min graviditet. Men brugen af nakkefoldsscanning og fostervandsbiopsi kræver nogen gange, at også lægerne tager ansvar – for deres fag såvel som deres patienter.

Til praktiserende læge Lotte Hvas, der udtalte sig i Weekendavisen i sidste uge: Hvis et vordende forældrepar ikke kan blive enige om, hvad de vil gøre, hvis fosteret får konstateret Downs Syndrom, så tager de ikke skade af at tage diskussionen. Tværtimod er det en god forsmag på det utal af vanskelige beslutninger, de fremover skal træffe sammen.

(Trykt i Weekendavisen, d. 4. april 2007)

Fra ansvarlighed til virksomhedsetik

Hvis Lars Kolinds opfordring til samfundsansvar (Berlingske Tidende, 30. januar) for alvor skal give mening må han – og erhvervslivet i øvrigt – tage skridtet fra ansvarlighed til etik. Og det kræver hjælp fra filosofien.

KARAKTERISTISK FOR EN ANSVARLIG VIRKSOMHED er, at den forholder sig til rimeligheden af sit eget virke: Hvad bør vi gøre? Og hvad bør vi ikke gøre? Det samme gør en etisk virksomhed. Men en virksomhed, der er gået fra ansvarlighed til etik tager også stilling til, hvordan den enkelte medarbejder bør handle, og hvordan samfundet bør være indrettet. I modsætning til ansvarlighed, så rummer etik nemlig en tradition, der tænker virksomheden ind i en større sammenhæng, og det vender op og ned på mange virksomheders selvforståelse.

Mens virksomheders ansvarlighed, som varetages under synonymer som CSR, Code of Conduct, bæredygtig udvikling, Corporate Citizenship osv., udspringer af managementteorier, der alle orienterer sig mod profit, så udspringer etik af en helhedsorienteret tænkning, der betragter den enkelte i lyset af fællesskabet og fællesskabet i lyset af den enkelte. Ansvarlighed kan derfor betragtes som et middel til at opnå profit, mens etik er et mål i sig selv (det gode samfund).

DE GAMLE GRÆKERE BETRAGTEDE ETIK, politik og økonomi som flere sider af samme sag og kunne aldrig finde på at behandle dem uafhængigt af hinanden. Derfor beskæftigede de sig også mere med det, der går på tværs af alle discipliner (samfundet, fællesskabet og det enkelte menneske) end disciplinerne selv. Det står i skarp kontrast til alle de virksomheder, der placerer HR, produktudvikling og marketing i hver deres afdeling uden at sikre et minimum af koordinering. Og det forklarer, hvorfor der er en verden til forskel på at arbejde med virksomhedsetik og at arbejde med social ansvarlighed.

Social ansvarlighed betragtes af mange virksomheder som en underdisciplin inden for HR eller kommunikation, men den går ikke med virksomhedsetik. Virksomhedsetik er et forretningsstrategisk værktøj, og det er vigtigt, at erhvervslivet betragter det som sådant.

DE, DER FOR ALVOR ER KLAR til Kolinds næste skridt må derfor opgive tanken om en afdeling, der tager sig af det med ansvarligheden. ETIK SKAL TÆNKES HELE VEJEN RUNDT I VIRKSOMHEDEN, og det kræver topledelsens stillingtagen til:

1. Hvilken rolle, virksomheden spiller/gerne vil spille i samfundet

2. Hvilke spilleregler, medarbejderne skal overholde for at være en del af det fællesskab, virksomheden repræsenterer, og

3. Hvordan virksomheden udvikler den enkelte medarbejders dømmekraft, så hun træffer de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter

Topledelsens stillingtagen skal udspringe af en samlet forretningsforståelse og –strategi, der sikrer overensstemmelse mellem det, man som virksomhed siger og det, man som virksomhed gør. Det handler med Harvard professor Robert Simons´ ord om at afstemme performancesystemet (det, man belønner sine medarbejdere for) med trossystemet (det, der skaber mening og retning, herunder mission, vision og værdier).

Og selvom det er lettere sagt end gjort, så er det et rimeligt krav, som både medarbejdere og omgivelser så småt er begyndt at stille.