At tænke er at tale med sig selv

I dagens kommentar i Information spørger professor Vincent F. Hendricks og cand.mag. Annette Møller, "Hvorfor mene, før vi tænker?"

Det er et meningsfuldt indlæg, og forhåbentlig bliver næste skridt, at folk begynder at forstå, at der er noget, der er vigtigere at tænke og mene noget om end andet.

Indtil da vil jeg glæde mig over formuleringen: "Tanken er individets samtale med sig selv, den stille private syssel, som ikke nødvendigvis manifesterer sig i en taleboble".

Det er godt sagt.

Dovendyr

"Mennesket er et dovendyr og uanset, hvad Aristoteles siger, så er der ikke noget, det skyr, som tankevirksomhed. Og - bortset fra de sjældne undtagelser - så tænker det kun, når det ikke har midler til at løse sine opgaver på anden måde." (Alexandre Koyré, Tankens enhed, side 113)

Hobbit-ledelse

Under en podcast-optagelse til Væksthus for ledelse kom jeg i går til at tænke og tale mig i retning af en opfordring til, at man bruger flere eventyr og færre teorier i uddannelsen af ledere.

Jeg har flere gange citeret Hobbitten, når jeg har været ude at holde foredrag, og pludselig gik det op for mig, at det ikke kun er fordi, Hobbitten vækker større genkendelse end fx Kant og Heidegger, men også fordi, eventyr i endnu højere grad end filosofi (som i betydelig højere grad end den videnskabsteori, der undervises i på diplom- og masteruddannelser i ledelse) sætter spot på muligheder og begrænsninger ved dét at være menneske.

Når jeg er træt at den stigende teoretisering og videnskabeliggørelse af ledelse (og alt andet!), så er det fordi, teorier og videnskab ikke beskæftiger sig med de menneskelige vilkår, men med det, der kan laves teorier om, dvs. lovmæssighederne = det vi er enige om altid er på den samme måde.

Det er der imidlertid ikke særlig meget af, når det gælder dét at være menneske, og derfor har vi brug for tekster, der også behandler alt det andet: Det, vi er uenige om, utrygge ved, flove over og måske bange for.

Det er ikke det samme for det ene menneske som for det andet, og derfor skal det behandles i billeder, som kan betyde flere ting.

Eller hvad tænker du?

Lidt uddybende om min kritik af Haslebo

Efter udgivelsen af Filosofi i ledelse er jeg fra flere kanter blevet bedt om at uddybe min kritik af Haslebos socialkonstruktionistiske tilgang til bl.a. tid og relationer. Det har jeg forsøgt at gøre i afhandlingens kapitel 12, som indledes med følgende afsnit:

Udgangspunktet for dette kapitel er, at relationen mellem ledelse og medarbejdere i høj grad handler om at skabe udvikling for virksomheden (og den enkelte), og at udvikling i høj grad afhænger af de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer. Det spørgsmål, der må stilles i forlængelse af dette udgangspunkt, er: Hvordan forstås og arbejdes med beslutninger i ledelse og organisationer? I kapitlet udfordres den aktuelle ledelsesteoretiske præmis om, at ledelse handler om at træffe de rigtige beslutninger, som også kan formuleres som en grundlæggende antagelse om, at der er noget bagved de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer, som afgør, om de er rigtige eller forkerte. Dette bagvedliggende er den udvikling, beslutningerne træffes med henblik på, og udvikling betragtes følgelig som ”noget”, der kan forstås og forklares – som fx Haslebo gør det i følgende citat:

”De tanker, vi gør os om udvikling, er tæt forbundet med tid. Der kan kun være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid. Men hvilket tidsbegreb betjener vi os af? Og hvad bliver konsekvenserne for den måde, hvorpå vi tilrettelægger de udviklingsfremmende aktiviteter?” (Haslebo 2009, 68).

Afsnit 1: Tiden følger med udviklingen

Som følge af mit udgangspunkt i den historiske tilgang til filosofi og Vattimos pointe om, at man uden en historiefilosofi (som Derrida) ikke ved, om noget er helt anderledes, når det viser sig (jf. Zabala, kapitel 11, afsnit 2), er jeg helt på linje med Haslebo, hvad angår understregningen af, at der kun kan være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid.[1] Uenigheden opstår, når man spørger, hvem det vi, der konstaterer, at noget er blevet anderledes, er. For mens Haslebo med spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, placerer sig uden for og gør sig til dommer over både tid og udvikling (den, der konstaterer, er uafhængig af det, der konstateres og den ramme (tiden), det konstateres indenfor), så er pointen i den historiske tilgang til filosofi, jeg finder hos både Heidegger og Vattimo, at mennesket er i tid over tid, og at konstateringen af, at noget er blevet anderledes derfor ikke kommer udefra (i en objektiv vurdering af forskellen mellem før og efter), men erfares indefra (de berørtes bevidsthed om muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes).[2]

Denne forskel på Haslebos og den historisk-filosofiske tilgang til udvikling kan også formuleres som forskellen på at tænke over og være i udviklingen. Således kan Haslebos udefrakommende vurdering af forskellen mellem før og efter først foretages, når udviklingen er i mål (formuleret i lyset af Indledning, afsnit 2: når bevægelsen fra ”noget” til ”noget bestemt” eller ”noget bestemt” til ”noget andet” er afsluttet), mens erfaringen af (og reaktionerne på) muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes, altid allerede er bundet til det konkrete tidspunkt og sted, de gøres – dvs. mens udviklingen sker. Sagt på en anden måde, beskæftiger Haslebo sig med domme (det, der konkluderes efter, udviklingen er sket), mens den historiske tænkning beskæftiger sig med dømmekraft (det, der afgør, hvad der sker). Det første orienterer sig mod teori; efterrationaliseringer af noget, der ikke længere (eller endnu ikke) er. Det andet orienterer sig mod erfaringens praktisk-teoretiske bevægelse; bevidstheden om, at man må tage udviklingen – og dermed ansvaret – på sig.[3]

Når udvikling ikke (kun) kan behandles som et spørgsmål om, hvilket tidsbegreb, vi betjener os af, er det med andre ord, fordi muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes ikke viser sig som ”noget”, der kan begribes og betjenes. Det kan også formuleres som, at spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, bygger på en forkert antagelse om, at mennesket vælger sin forståelse af og relation til tid, og at dette valg følgelig er afgørende for håndteringen af udvikling. At Haslebo ikke er opmærksom på, at et sådant valg altid allerede er bagud i forhold til den udvikling, det vedrører (det er altid allerede for sent, jf. Derrida) og derfor vedrører fortolkningen af udviklingen og ikke håndteringen af den, fremgår, når hun beskriver valget som udgangspunkt for socialkonstruktionismens ”perspektiviske tid”:

”Det interessante er […] ikke, hvad der kommer før noget andet i kronologisk forstand, men hvilket tidsmæssigt udgangspunkt vi vælger for vores overvejelser” (Haslebo 2009, 69; min kursivering).

En sådan perspektivisk hæven sig over sin egen placering i tid og rum er ikke mulig i lyset af den historiske tilgang til filosofi, og der er derfor ikke tale om et valg. I stedet gælder det at undersøge, hvordan, hvornår og hvorfor, vi forholder os til muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes.

Mens den teoretiske besvarelse af disse spørgsmål er generel og derfor mere eller mindre uafhængig af, hvilket tidsbegreb, man ”betjener” sig af, så er den praktisk-teoretiske besvarelse af spørgsmålene konkret, i betydningen betinget af den enkeltes erfaring af at være bundet til tid og sted over tid. Således argumenterer jeg, modsat Haslebo, for, at forskellen på fx den traditionelle lineære og den socialkonstruktionistisk helhedsorienterede tidsforståelse ikke er så stor i praksis, som det kan se ud i teoretiske redegørelser af forskellige tidsbegreber. Tværtimod, søger jeg at vise, ville fortalere for den helhedsorienterede tidsforståelse være enige med fortalere for den lineære tidsforståelse om at besvare de tre hvordan, hvornår og hvorfor spørgsmål nogenlunde på samme måde.

---

[1] Forskellen på Derridas vertikale forhold til Gud og Vattimos horisontale relation til Jesus (som vel at mærke ikke udelukker, men forudsætter, at han også har et vertikalt forhold til Gud) minder os om, at vi kun kan konstatere, at noget er blevet anderledes, hvis vi ved, hvad der var før.

[2] Lighederne mellem Haslebos betragtning af udvikling som ”noget”, der kan konstateres og vurderes udefra og den historieløshed, der ifølge Vattimo kendetegner Derridas tænkning, kan illustreres yderligere med henvisning til den tommefingerregel, jeg opstillede i Indledning, afsnit 3.2 om, at Heidegger tænker den ontologiske differens ud fra væren og det værende, mens Derrida tænker differancen udefra. Således gælder det for Haslebos tilgang til udvikling og tid, såvel som hendes tilgang til relationer (jf. kapitel 11), at bevægelsen fra før til efter (udvikling) og sammenhængen mellem ledere og medarbejdere (relationen) betragtes som ”noget” i sig selv, og derfor behandles og vurderes uafhængigt af det før og efter, og den specifikke leder og medarbejder, det udspiller sig i mellem (socialkonstruktionistiske ledelsestænkere beskæftiger sig ikke med konkrete menneskers forhold til konkrete mennesker, men med generelle teorier om relationer i organisationer). Dermed er der, lige som for Derrida, ikke tale om et mellemrum (forstået som det, der er imellem, og følgelig er defineret af, det ene og det andet), men om et tomrum; et absolut Andet, om hvilket man kun kan sige, at man intet kan sige – eller, formuleret i lyset af Haslebos socialkonstruktionisme: der er ingen sandhed, kun perspektiver (se nedenfor).

[3] Jf. Vattimos betragtning af metafysikkritikken som havende et etisk-politisk fundament (Indledning, afsnit 3.3).

Ledere vil have hjælp

"Ledere vil have hjælp til fyringer" konstateres det i Erhvervsbladet i dag. Ja, hvorfor ikke? Ledere får hjælp til rekrutteringer, strategi, personalepleje, planlægning, prioritering, medarbejdersamtaler, pressehåndtering etc. - så hvorfor ikke også fyringer?

Alle er enige om, at medarbejderne skal tage mere ansvar, men hvad med lederne? Hvad er de ansvarlige for? Og hvorfor kan de ikke leve op til deres ansvar - uden at få hjælp?

Er Obama filosof?

Udover at tænde håb er Obama rigtig god til at minde os alle sammen om, at vi er en del af en historie. Det der kan lade sig gøre i dag kunne ikke lade sig gøre for 200 år siden - eller bare for 50 år siden.

Som ledelseskonsulent var det relevant for mig at trække paralleller til værdibaseret ledelse, som fremhæver visioner og den enkeltes (uendelige) potentiale som det, lederen skal have i fokus.

Som filosof er det vigtigt for mig at minde om, at det ikke bare er som kultur, vi har en historie, men også som tænkning.

Filosoffer plejer at starte 3-400 f. Kr., når de beskæftiger sig med tænkningens historie. Det var nemlig dér den antikke tænkning, ikke mindst repræsenteret ved Platon og Aristoteles, tog sin begyndelse.

Groft sagt skelnede Platon mellem idéverdenen og fænomenverdenen. Idéverdenen var forbeholdt filosofferne - de eneste, der havde adgang til sandheden om verdens beskaffenhed (æblets ide). Fænomenverdenen er verden, som den fremtræder for alle os andre (alle de mange forskellige æbler, der tager del i æblets idé).

I Platons dialog, Staten, konstateres det, at filosofferne - qua deres særlige adgang til sandheden - bør styre staten, herunder uddanne statens ledere.

Senere i tænkningens historie begyndte man at udfordre forestillingen om idéverdenen. Den sande verden blev erstattet med jeg´et, viljen, den sociale konstruktion, relativismen, fortolkningen, og på et tidspunkt: Historien.

Filosoffer, der beskæftiger sig med historien som udgangs- og omdrejningspunkt for vores tænkning beskriver bl.a. Vesten som historien om én lang svækkelsesproces. Således skriver den unge italienske filosof Santiago Zabala f.eks. i 2007:

The history of political power in the West is nothing but a weakening of strong structures of power: from absolute monarchy to the constitutional and democratic state, from the authoritarian biblical interpretation of the church to the Bible of the people as translated by Luther. (Weakening Philosophy, p.17).

Vestens styrke ligger med andre ord i historiens svækkelse af idéverdenen. Der er ikke én sandhed om verdens beskaffenhed.

Vores historie - som Obama tager udgangspunkt i og understreger vigtigheden af at respektere - fortæller os, at sandheden er en illusion. Når der ikke er nogen sandhed er der heller ikke nogen, der er privilegeret i forhold til at finde og udbrede sandheden. Der er ikke brug for (Platons) filosoffer til at styre verden.

Jeg er faktisk ikke så bekymret for Obama - han ved godt, at han ikke er Messias, men talerør for en historisk udvikling (tror jeg). Jeg er bekymret for den store del af verdens befolkning, der deponerer alt deres håb i Obama som verdens redningsmand. Ham der formår at vende det onde til det gode. Ham vi - alene - skal sætte vores lid til.

Jeg ser for mig, at 2500 års succesfuld svækkelseshistorie skydes direkte tilbage til idéverdenen, fordi verden oplever Obama som én af Platons filosoffer. En ny Sokrates:

Med Obama har vi at gøre med en hidtil uset kombination af dygtigt, progressivt og idealistisk lederskab kombineret med karisma af næsten messianske dimensioner. Så lad os ikke forhaste os med at skyde Obama de sædvanlige management-floskler i skoene - just yet. (Jytte Weiss Brinks i kommentar på Kforum).

Moralist eller skinhelligt skrog?

Der kan vist godt blive til et Nietzsche-citat mere:

"Lad os til slut overveje, hvilken naivitet det er at sige, "sådan og sådan burde mennesket være!" Virkeligheden viser os en henrivende rigdom af typer, frodigheden i et ødselt formspil og en overdådig formvekslen: og en eller anden ynkelig drivert af en moralist siger hertil: "nej! mennesket burde være anderledes"?... han ved endda, hvordan det burde være, dette skinhellige skrog; han maler sig på væggen, idet han siger "ecce homo!"... " (Afgudernes ragnarok, side s. 48).

Her tænker jeg ikke mindst på al den snak om, hvordan politikere bør og ikke bør opføre sig. Idealisme er der nok af. Men hvor bliver virkeligheden af?

Nietzsches aktualitet

Jeg faldt over følgende citater fra forordet til Nietzsches Afgudernes ragnarok, som jeg finder overordentlig tankevækkende i forhold til de udfordringer, vi står med i DK i øjeblikket. Døm selv:

"Hermed kan det filosofiske projekt komme til at bestå i at give verden uskylden tilbage - og dette er Nietzsches værk. En del af hans omvurdering af alle værdier består i at gøre opmærksom på det forhold, at når vi ikke kan ansvarliggøre nogen for livet, ja så kan vi heller ikke give dem skylden og straffe dem, således som det sker i det, Nietzsche karakteriserer som kristendommens bøddelmetafysik.

Konsekvensen af denne uskyldiggørelse af selve livet er ikke, at man skal holde op med at leve, men blot at man må forlige sig med, at man som levende sætter værdier, og at konsekvensen er, at man må forholde sig til, at andre typer af liv også sætter værdier - og eventuelt værdier, der viser sig at være i modstrid med vore egne.

(...) Som levende insisterer Nietzsche på rangorden, på en rangordning af perspektiverne - altså på at diskutere værdiernes værdi. Hans kritik af de eksisterende værdier, af de moderne værdier, sker formidlet over en moralgenealogi, der samler hans videnskabskritik, moralkritik og æstetiske kritik under ét ved at vise, at der er tale om en idealisering af den samme vurderingsmåde, nemlig den asketiske. Den asketiske vurderingsmåde er den, der holder sandheden for guddommelig, og ender med hellere "at ville intet" end "intet at ville". Den er med andre ord nihilistisk - og det er ganske enkelt denne nihilisme, Nietzsche mener må overvindes.

At overvinde nihilismen er det samme som at komme "hinsides godt og ondt", hvilket vil sige at komme hinsides den asketiske, den platoniske, den kristne og den oplysningsfilosofiske vurderingsmåde. Dette er selve projektet med omvurderingen af alle værdier, men denne omvurdering fører ikke i sig selv til nye værdier, der er sammenlignelige med de gamle. Derfor insisterer Nietzsche på viljen til at sætte værdi, og dette er ganske enkelt, hvad viljen til magt betyder hos Nietzsche. Det betyder endvidere, at han vil tænke et filosofisk liv, at han vil tænke filosoffen som lovgiver. Filosoffen skal selv være et eksempel i form af en levende etik, kunne vi sige, til forskel fra de urokkelige stentavler, som moral ellers er nedfældet på." (Forord til Afgudernes ragnarok, side 16-17).

Er jeg den eneste, der har en oplevelse af, at Danmark p.t. styres af stentavler?

Ytringsfriheden er ikke nødvendig (kronik)

Hvorfor bruges filosoffer ikke som eksperter i den aktuelle debat om ytringsfrihed? Fordi de kan finde på at sige:

Ytringsfriheden er ikke nødvendig

SIDEN KARIKATURKRISENS udbrud i 2006 har politikere og medier gjort et stort nummer ud af at understrege, at ytringsfriheden ikke bare er god at have, men nødvendig. Uden den intet demokrati – og demokratiet kan vi ikke undvære.

Det er svært at være uenig i, og det behøver vi heller ikke. Vi kan nemlig godt konstatere, at ytringsfriheden ikke er nødvendig uden dermed at give afkald på frihed og demokrati.Vi kan oven i købet mene, at ytringsfriheden ophører med at være frihed, når vi betragter den som nødvendig. Og det er lige nøjagtig det, jeg efterlyser: at vi bruger filosoffer som Immanuel Kant og Luigi Pareyson til at forstå, at friheden er betydelig mere kompleks, end vi gør den til i øjeblikket.

Det første, der slog mig, da jeg læste Pareysons lille bog "Frihedens filosofi", var, at vi ikke betragter ytringsfriheden som virkelig i dagens Danmark. Vi har ikke en let og fri omgang med vores frihed, men derimod et amputeret og anstrengt forhold til et begreb.

For bare et par år siden var det anderledes. Ikke fordi friheden var virkelig, men fordi den var mulig. Vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde, og lod – for det meste – andre gøre det samme. Vi demonstrerede ikke vores ytringsfrihed, men det var en selvfølge for os at praktisere den.

Sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden nødvendig: en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet.

Pareyson bruger Kants modaliteter – virkelighed, mulighed og nødvendighed – til at afdække friheden i hele dens renhed og sætte ord på det, han kalder frihedens problem.

Under afdækningen af friheden i hele dens renhed konstaterer han, at "det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig". Men, tilføjer han: "det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig."

Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.

FRIHEDENS PROBLEM består i, at vi ikke kan forholde os til friheden uden at formalisere den. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv pr. definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer. Men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om at kunne bruges til både sejr og fortabelse, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

Selvom begrebet aldrig har fyldt mere i det danske mediebillede, end det gør i øjeblikket, så har hverken politikere eller presse forstået frihedens tragiske karakter. Politikere betragter ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund og bruger dermed friheden til at sejre over utilpassede borgere. Medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger og fralægger sig dermed frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love, sætte spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som for eksempel billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser.

Vi er også forpligtede til at udfordre vores egne "helligdomme". Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja, måske endda kasseres.

Men det sker ikke, så længe politikere og medier forholder sig til de demokratiske værdier på samme måde, som muslimer forholder sig til Muhammed. Så længe ytringsfriheden betragtes som nødvendig, er den ikke andet end et ord, vi ikke har forstået betydningen af.

Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den rigtige frihed fra den forkerte. Hermed betragtes det onde som noget, der uden videre kan afskaffes, og det er ikke bare slapt, som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel afskaffelse af det onde, dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft – en dyster og trist dødsimpuls.

FRIHEDENS TVETYDIGHED består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen. Men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed og kampen mod terror eller også er vi imod.

Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogle gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.

For at forbinde frihed med virkelighed, som ifølge Pareyson er den vigtigste af de tre modaliteter, skal vi tænke i både-og. Det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens.Østens filosofi er ligesom kunsten, litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre ordløse kunstarter, ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.

Når man ikke har et klart defineret billede af det rigtige samfund, liv, menneske, så er man heller ikke så bange for det forkerte. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en afskaffelse af det onde – som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres – tager man ondskaben på sig.

VI KAN GODT SE BORT fra filosoffer som Kant og Pareyson i debatten om ytringsfrihed, men så hæver vi os ikke over det, vi siger, vi bekæmper. Vi afviser at beskæftige os med det ondes og frihedens problem, fordi det ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Men vi reducerer ikke det onde – tværtimod.

Ved at betragte ytringsfriheden som nødvendig giver vi afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden. Vi fraskriver os både-og, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os. Hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres hos de andre? Når vi betragter ytringsfriheden som nødvendig, så fralægger vi os ansvaret for at vælge mellem det gode og det onde. Vi ophører med at være frie.

Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller-tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode, er vi måske klar til at lade friheden blive virkelig. Tage ondskaben på os og leve med frihedens ulidelige kompleksitet.

Ja, det er lettere sagt end gjort, men filosofferne sørger i det mindste for at få det sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.

Trykt i Kr. Dagblad d. 26. maj 2008

Fordomme forfører folket

Er Dansk Folkeparti imod ekstrem islamisme? Ja. Men partiet baserer sin politik på samme menneske- og samfundssyn som de ekstreme muslimer.

Det er i hvert fald, hvad jeg er nået frem til efter at have læst Politiken og Weekendavisen i sidste uge.

Torsdag d. 8. maj pointerede Politiken, at Dansk Folkeparti ikke bruger burkaklædte kvinder i deres annoncer for at høste stemmer blandt avisens læsere, men for at provokere chefredaktør Tøger Seidenfaden og avisens debattører til at tage afstand fra partiet. Når eliten tager afstand fra Dansk Folkeparti, cementeres det – igen igen – at partiet taler folkets sag.

Og det er lige nøjagtig det, Pia K og co. vil: Vise den brede befolkning, at dem, der (tror, de) ved bedre ikke ved noget som helst.

Dagen efter bragte Weekendavisen et interview med Jean Butler, som har skrevet ph.d. om Satan i islam. Hun udtaler om den aktuelle islamistiske bevægelse, at ”De lærdes tidligere enorme autoritet er eroderet bort. Den er under skarp beskydning fra en helt ny gruppe af enkeltpersoner. Modsat de lærde, som er meget eksklusive og mest skriver for andre lærde, henvender de nye aktører sig direkte til almindelige mennesker.”

Dansk Folkeparti og ekstreme muslimer er med andre ord fælles om manden på gaden. De forfører folket med fordomme om ”de andre”. Bekræfter os i, at der er noget at være bange for. Nogle, der vil noget andet end os.

Inddelingen i ”dem” og ”os” er ikke ny. Det er en del af den menneskelige natur at forstå sig selv i kontrast til noget andet. Det nye er, at et demokratisk land som Danmark lader sig styre af denne polarisering. At et politisk parti bruger folkets frygt for ”de andre” til at få magt.

Men det skal man være lærd for at forstå. Og de lærde har ikke noget at gøre i et dansk og/eller muslimsk folkestyre, der – mere eller mindre eksplicit – styres af ”folket”.

Tøgers bogreol

Jeg hører ikke til blandt dem, der har opsagt deres Politiken abonnement pga. chefredaktørens altoverskyggende evne til at sætte sig selv i centrum. Tværtimod bliver jeg ved med at imponeres over Tøger Seidenfadens enorme vid og uforlignelige sprogtalent.

MEN jeg synes han spiller fallit i gårsdagens anmeldelse af regeringens demokratikanon. Ikke fordi han er glad - det skal han også have lov til at være engang imellem - men fordi han lader udvalgets prioritering af begivenheder (som mere eller mindre svarer til den prioritering, Tøger selv ville have foretaget, hvis han var blevet spurgt) skygge over den kendsgerning, at det er perverst at sætte demokratiet på formel.

I sin begejstring over, at udvalget tilsyneladende er enig med ham i, at Spinoza, Grundtvig og Salman Rushdie har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det danske demokrati "glemmer" chefredaktøren at udfordre regeringens kanonisering af snart sagt alle aspekter af den menneskelige tilværelse.

Regeringen ved, lige som alle andre gode forhandlere, at det, der virkelig betyder noget forbliver usagt. Det, man ikke er indstillet på at forhandle om skal for alt i verden ikke nævnes. For regeringens vedkommende er det hverken værdier, ytringsfrihed eller demokrati, der VIRKELIG betyder noget, men derimod opfattelsen af, at verden kan defineres. Der findes "rigtige" værdier og "forkerte" værdier. Regler for "de gode" og (andre) regler for "de onde".

Ved at kanonisere noget, vi alle sammen elsker at diskutere sikrer regeringen, at vi ikke diskuterer det, der virkelig bør diskuteres. Nemlig den tvivlsomme antagelse, at verden kan sættes på formel.

Formålet med demokratikanonen er efter sigende at skabe debat. Med Tøger Seidenfadens og andres iver efter at vise deres bogreol frem kommer vi desværre aldrig til at debattere det, der for alvor tegner udviklingen af det danske demokrati.

Ytringsfrihed = musik

Behøver jeg at skrive, at jeg er enig med Thomas Blachman i, at musik forpligter og at det ikke er godt nok at distancere sig fra sit ansvar ved at være ironisk og sarkastisk? Jeg fristes til at sige, at det samme gælder ytringsfriheden…

Nyt TV-program?

Jeg har fået en idé. Det er ikke set før og måske er hverken TV stationer eller seere klar til det, men jeg prøver alligevel: Et TV program á la Ærlig Talt, Profilen (begge DR) og Dags Dato (TV2), hvor værten lytter til det, deres gæst(er) siger og stiller kritiske spørgsmål til dét i stedet for at fremture deres egne indstuderede pointer.

Jeg synes, det kunne være spændende. Hvad siger I?

Ytringsfrihed - til hvad?

Læste en fremragende kronik i Politiken i går. Jeg tænker på, om Flemming Chr. Nielsen stadig arbejder for Jyllands-Posten...!?

2-0 til Kasem Said Ahmad

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad har fat i den lange ende. I hvert fald når han står overfor Danmarks Radios journalister. I aften Ærlig Talts Kåre Quist, som - ærlig talt - var pinlig:

Kasem Said Ahmad: "Jeg sagde det samme til Birthe Rønn Hornbech [beklagede deltagelsen i Hitzb ut Tahrirs demonstration] og hun forstod det efter et minut."

Kåre Quist: "Fik du skæld ud?"

Nej, gu´ fanden fik han ikke skæld ud! Birthe Rønn Hornbech er nemlig kvik nok til at forstå og respektere et menneske, der tager ansvar - og derfor uvægerligt kommer til at begå fejl.

Det er helt vildt så meget mere tjekket Ahmad er end de danske journalister. Tag jer nu sammen og hør efter, hvad manden siger! Han er et betydeligt bedre forbillede for unge muslimer såvel som alle os andre end I nogensinde bliver.

Luigi Pareyson

Tid til at lære en ny filosof at kende. Luigi Pareyson (1918-1991) var Vattimos læremester.

Søren Gosvig Olesen (som er min læremester) har skrevet forordet til Frihedens filosofi, så jeg tænker, at det er et godt sted at starte.

Moderate danskere?

For en gangs skyld et bidrag i den endeløse debat om Muhammedtegninger, der ikke bare erklærer sig for eller imod ytringsfrihed. Et bidrag, der både nuancerer ytringsfrihedens rolle i et samfund som det danske og udfordrer den gængse opfattelse af, hvad det vil sige at være fundamentalist. Og bidraget kom – fra muslimsk side.

Formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad var i Deadline på DR2 i fredags d. 15. februar. Og han havde det ikke let. Faktisk var hans gebrokne dansk og Kurt Strands sjældent sete utålmodighed så meget imod ham, at jeg var lige ved at opgive håbet om, at der kunne komme noget interessant ud af debatten. Men så skete det. Kasem Said Ahmad sagde det klogeste, der er blevet sagt om karikaturkrisen siden dens udbrud i 2006. Han konstaterede, at juridiske grænser for ytringsfrihed (som så vidt jeg har forstået ikke eksisterer) er uinteressante i sagen om Muhammedtegningerne, som derimod kræver en diskussion af de etiske og moralske grænser for ytringsfrihed.

På min arbejdsplads opfordrer vi vores kunder til at skelne mellem legalitet og legitimitet; det lovlige og det rimelige. Det lovlige/ulovlige – konstaterer vi jævnligt – kan afgøres i en bog med en masse paragraffer. Det rimelige/urimelige afgøres af andre menneskers reaktioner.

Selvom det første unægtelig er lettere at forholde sig til end det andet, så er det befolkningens reaktion, der får journalisterne på gaden og kriserne til at opstå. I modsætning til tidligere er det nemlig ikke nok at påberåbe sig sin ret til at trykke og genoptrykke 12 provokerende tegninger. Der skal være en mening med galskaben. Eller som Kasem Said Ahmad sagde det, da han først var kommet i gang: Ytringsfrihed er en pligt – ikke en ret!

Da hverken Kurt Strand eller talsmand for Muslimer i Dialog Zubair Butt Hussain reagerede på Ahmads indsigtsfulde betragtninger – som derfor ikke blev uddybet – kan jeg uden videre tillade mig min egen fortolkning: De oprørte muslimer har ikke noget problem med ytringsfriheden; de efterlyser blot, at vi tager ansvar for vores brug af den. At vi tager højde for den situation, vi bruger ytringsfriheden i. Vurderer rimeligheden af at bruge den som vi gør.

Sagt med andre ord: Vores muslimske medborgere beder os om det samme som vi forventer af dem: At vi har et ikke-fundamentalistisk forhold til vores helligdomme – i dette tilfælde ytringsfriheden.

Desværre tror jeg ikke kun, at det var Kurt Strand og Zubair Butt Hussain, der overhørte denne pointe. Det er nemlig karakteristisk for os danskere, at vi er alt andet end moderate, når det gælder vores eget fundament.

At tage ansvar

Har netop været til undersøgelse hos min nye læge. Hun konstaterede, at mine blodprøver var fine; bekræftede, at jeg er gravid og spurgte, om jeg havde nogle spørgsmål. Jeg sagde nej, men besluttede mig så alligevel for at dele mine tanker om nakkefoldsscanning med hende.

Jeg fortalte, at jeg under min første graviditet havde fravalgt scanningen, da jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ”fejl”, der kunne få mig til at fravælge mit barn.

Jeg proklamerede min holdning om, at man kun skal få foretaget en nakkefoldsscanning, hvis man er villig til at tage konsekvensen af resultatet (til- eller fravalg af et handicappet barn).

Og jeg betroede hende, at jeg denne gang var i tvivl.

I tvivl om, hvorvidt jeg er villig til at sætte alt andet på standby. I tvivl om, hvorvidt vores familie kan rumme et handicappet barn. I tvivl om, hvorvidt min lille søn kan være tjent med fra den ene dag til den anden at blive ”den normale”, som forventes at kunne alting selv.

Jeg fortalte også, at jeg ikke kan forestille mig at tage afsked med et barn, som min mand og jeg har lavet sammen. At jeg næppe kan få fjernet et lille væsen, som igennem tre måneder har levet inde i mig. At jeg ikke kan frarøve min søn den lillebror eller lillesøster, som han dagligt har spurgt til, siden vi fortalte ham om min graviditet.

Efter at have kendt mig i syv minutter konstaterede min læge, at nakkefoldsscanning ikke er noget for mig. Og hun har ret.

Det er mit ansvar at tage stilling til, hvad jeg vil med min graviditet. Men brugen af nakkefoldsscanning og fostervandsbiopsi kræver nogen gange, at også lægerne tager ansvar – for deres fag såvel som deres patienter.

Til praktiserende læge Lotte Hvas, der udtalte sig i Weekendavisen i sidste uge: Hvis et vordende forældrepar ikke kan blive enige om, hvad de vil gøre, hvis fosteret får konstateret Downs Syndrom, så tager de ikke skade af at tage diskussionen. Tværtimod er det en god forsmag på det utal af vanskelige beslutninger, de fremover skal træffe sammen.

(Trykt i Weekendavisen, d. 4. april 2007)