Spørgsmålet er svaret

Uanset om du er journalist, konsulent, leder eller forsker, så stiller du spørgsmål for at blive klogere. Men dine spørgsmål siger mere om dig end om det, du undersøger, og derfor er det på tide, at du lader dem, du gerne vil blive klogere på, stille sig selv spørgsmål. Det er nogle af pointerne i en ny ph.d.-afhandling der blev forsvaret forleden.

Læs hele artiklen på Kforum.

Dagen før dagen

Om knapt 14 timer byder lektor Jørgen Huggler velkommen til mit ph.d.-forsvar på Aarhus Universitet/Campus Emdrup, Lokale C 001, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Derefter får jeg ordet, som jeg vil benytte til at stille mig selv nogle af de spørgsmål, ledere og konsulenter - og formentlig de fleste andre i vores del af verden - har sværest ved at stille.

Med afsæt i undersøgelser gennemført i 17 forskellige virksomheder vil jeg vise, at mens 89 % af de spørgsmål, ledere og medarbejdere stiller, når de selv må bestemme, hvem de vil spørge og hvad de vil spørge om er HVAD-, HVORDAN- og HVILKE-spørgsmål, så er kun 11 % HVORFOR-, HVEM- og HVORNÅR-spørgsmål.

Det har konsekvenser for det, vi tænker - og ikke tænker - hvilket jeg vil demonstrere ved at besvare følgende spørgsmål:

1. HVORFOR har min forskning udviklet sig som og medført de resultater, den har?
2. HVEM har inspireret mig til at tænke og forholde mig til filosofi og ledelse, som jeg gør?
3. HVORNÅR er det vigtigt at beskæftige sig med sine egne grundlæggende antagelser?

Jeg kan sige så meget som, at jeg ikke har præsenteret min forskning på denne måde før, og at jeg glæder mig som et lille barn til at høre bedømmelsesudvalgets - og evt. diskussionslystne tilhøreres - reaktion på mit forsøg på at demonstrere tænkning snarere end at fortælle om det.

Ses vi?

http://cas.au.dk/aktuel/arrangement/artikel/phd-forsvar-6/

Hjem til Århus - ph.d.-forsvar 21.9.

Aarhus Universitet er ikke enig med KU i, at min ph.d.-afhandling skal laves om. Således har jeg i dag modtaget en bedømmelse, der efter at have fremhævet afhandlingens gode og dårlige sider konkluderer:

"Disse indvendinger rokker dog ikke ved afhandlingens kvalitet og tankevækkende resultater. Et enigt udvalg anbefaler således at indstille afhandlingen til forsvar med henblik på erhvervelsen af ph.d.-graden i filosofi".

Forsvaret er sat til den 21. september kl. 13, og selvom det endnu ikke er besluttet, om det kommer til at foregå i Århus eller Emdrup håber jeg at se så mange som muligt.

Bedømmelsesudvalget består af:

• Thomas Schwarz Wentzer (formand, AU)
• Camilla Sløk (CBS)
• Anders Lindseth (Universitetet i Nordland, Norge)

Vel mødt!

Lidt uddybende om min kritik af Haslebo

Efter udgivelsen af Filosofi i ledelse er jeg fra flere kanter blevet bedt om at uddybe min kritik af Haslebos socialkonstruktionistiske tilgang til bl.a. tid og relationer. Det har jeg forsøgt at gøre i afhandlingens kapitel 12, som indledes med følgende afsnit:

Udgangspunktet for dette kapitel er, at relationen mellem ledelse og medarbejdere i høj grad handler om at skabe udvikling for virksomheden (og den enkelte), og at udvikling i høj grad afhænger af de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer. Det spørgsmål, der må stilles i forlængelse af dette udgangspunkt, er: Hvordan forstås og arbejdes med beslutninger i ledelse og organisationer? I kapitlet udfordres den aktuelle ledelsesteoretiske præmis om, at ledelse handler om at træffe de rigtige beslutninger, som også kan formuleres som en grundlæggende antagelse om, at der er noget bagved de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer, som afgør, om de er rigtige eller forkerte. Dette bagvedliggende er den udvikling, beslutningerne træffes med henblik på, og udvikling betragtes følgelig som ”noget”, der kan forstås og forklares – som fx Haslebo gør det i følgende citat:

”De tanker, vi gør os om udvikling, er tæt forbundet med tid. Der kan kun være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid. Men hvilket tidsbegreb betjener vi os af? Og hvad bliver konsekvenserne for den måde, hvorpå vi tilrettelægger de udviklingsfremmende aktiviteter?” (Haslebo 2009, 68).

Afsnit 1: Tiden følger med udviklingen

Som følge af mit udgangspunkt i den historiske tilgang til filosofi og Vattimos pointe om, at man uden en historiefilosofi (som Derrida) ikke ved, om noget er helt anderledes, når det viser sig (jf. Zabala, kapitel 11, afsnit 2), er jeg helt på linje med Haslebo, hvad angår understregningen af, at der kun kan være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid.[1] Uenigheden opstår, når man spørger, hvem det vi, der konstaterer, at noget er blevet anderledes, er. For mens Haslebo med spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, placerer sig uden for og gør sig til dommer over både tid og udvikling (den, der konstaterer, er uafhængig af det, der konstateres og den ramme (tiden), det konstateres indenfor), så er pointen i den historiske tilgang til filosofi, jeg finder hos både Heidegger og Vattimo, at mennesket er i tid over tid, og at konstateringen af, at noget er blevet anderledes derfor ikke kommer udefra (i en objektiv vurdering af forskellen mellem før og efter), men erfares indefra (de berørtes bevidsthed om muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes).[2]

Denne forskel på Haslebos og den historisk-filosofiske tilgang til udvikling kan også formuleres som forskellen på at tænke over og være i udviklingen. Således kan Haslebos udefrakommende vurdering af forskellen mellem før og efter først foretages, når udviklingen er i mål (formuleret i lyset af Indledning, afsnit 2: når bevægelsen fra ”noget” til ”noget bestemt” eller ”noget bestemt” til ”noget andet” er afsluttet), mens erfaringen af (og reaktionerne på) muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes, altid allerede er bundet til det konkrete tidspunkt og sted, de gøres – dvs. mens udviklingen sker. Sagt på en anden måde, beskæftiger Haslebo sig med domme (det, der konkluderes efter, udviklingen er sket), mens den historiske tænkning beskæftiger sig med dømmekraft (det, der afgør, hvad der sker). Det første orienterer sig mod teori; efterrationaliseringer af noget, der ikke længere (eller endnu ikke) er. Det andet orienterer sig mod erfaringens praktisk-teoretiske bevægelse; bevidstheden om, at man må tage udviklingen – og dermed ansvaret – på sig.[3]

Når udvikling ikke (kun) kan behandles som et spørgsmål om, hvilket tidsbegreb, vi betjener os af, er det med andre ord, fordi muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes ikke viser sig som ”noget”, der kan begribes og betjenes. Det kan også formuleres som, at spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, bygger på en forkert antagelse om, at mennesket vælger sin forståelse af og relation til tid, og at dette valg følgelig er afgørende for håndteringen af udvikling. At Haslebo ikke er opmærksom på, at et sådant valg altid allerede er bagud i forhold til den udvikling, det vedrører (det er altid allerede for sent, jf. Derrida) og derfor vedrører fortolkningen af udviklingen og ikke håndteringen af den, fremgår, når hun beskriver valget som udgangspunkt for socialkonstruktionismens ”perspektiviske tid”:

”Det interessante er […] ikke, hvad der kommer før noget andet i kronologisk forstand, men hvilket tidsmæssigt udgangspunkt vi vælger for vores overvejelser” (Haslebo 2009, 69; min kursivering).

En sådan perspektivisk hæven sig over sin egen placering i tid og rum er ikke mulig i lyset af den historiske tilgang til filosofi, og der er derfor ikke tale om et valg. I stedet gælder det at undersøge, hvordan, hvornår og hvorfor, vi forholder os til muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes.

Mens den teoretiske besvarelse af disse spørgsmål er generel og derfor mere eller mindre uafhængig af, hvilket tidsbegreb, man ”betjener” sig af, så er den praktisk-teoretiske besvarelse af spørgsmålene konkret, i betydningen betinget af den enkeltes erfaring af at være bundet til tid og sted over tid. Således argumenterer jeg, modsat Haslebo, for, at forskellen på fx den traditionelle lineære og den socialkonstruktionistisk helhedsorienterede tidsforståelse ikke er så stor i praksis, som det kan se ud i teoretiske redegørelser af forskellige tidsbegreber. Tværtimod, søger jeg at vise, ville fortalere for den helhedsorienterede tidsforståelse være enige med fortalere for den lineære tidsforståelse om at besvare de tre hvordan, hvornår og hvorfor spørgsmål nogenlunde på samme måde.

---

[1] Forskellen på Derridas vertikale forhold til Gud og Vattimos horisontale relation til Jesus (som vel at mærke ikke udelukker, men forudsætter, at han også har et vertikalt forhold til Gud) minder os om, at vi kun kan konstatere, at noget er blevet anderledes, hvis vi ved, hvad der var før.

[2] Lighederne mellem Haslebos betragtning af udvikling som ”noget”, der kan konstateres og vurderes udefra og den historieløshed, der ifølge Vattimo kendetegner Derridas tænkning, kan illustreres yderligere med henvisning til den tommefingerregel, jeg opstillede i Indledning, afsnit 3.2 om, at Heidegger tænker den ontologiske differens ud fra væren og det værende, mens Derrida tænker differancen udefra. Således gælder det for Haslebos tilgang til udvikling og tid, såvel som hendes tilgang til relationer (jf. kapitel 11), at bevægelsen fra før til efter (udvikling) og sammenhængen mellem ledere og medarbejdere (relationen) betragtes som ”noget” i sig selv, og derfor behandles og vurderes uafhængigt af det før og efter, og den specifikke leder og medarbejder, det udspiller sig i mellem (socialkonstruktionistiske ledelsestænkere beskæftiger sig ikke med konkrete menneskers forhold til konkrete mennesker, men med generelle teorier om relationer i organisationer). Dermed er der, lige som for Derrida, ikke tale om et mellemrum (forstået som det, der er imellem, og følgelig er defineret af, det ene og det andet), men om et tomrum; et absolut Andet, om hvilket man kun kan sige, at man intet kan sige – eller, formuleret i lyset af Haslebos socialkonstruktionisme: der er ingen sandhed, kun perspektiver (se nedenfor).

[3] Jf. Vattimos betragtning af metafysikkritikken som havende et etisk-politisk fundament (Indledning, afsnit 3.3).

Afhandling afleveret

Titel: Hinsides teori og praksis
Undertitel: Vilkår for filosofi og ledelse
Antal ord: ca. 91.000

Resumé

Afhandlingen består af en Indledning med vægt på filosofiens vilkår i det 21. århundrede set i lyset af Nietzsche, Heidegger, Derrida og Vattimo, og fire hoveddele om hhv. Ledelsesfilosofi, Det personlige lederskab, Ledelse og medarbejdere, og Ledelse og organisationer. Udgangspunktet for afhandlingen er, at filosofien siden Kant har manglet et fundament for sine erkendelser, og at denne grundløshed har konsekvenser for filosofiens inddragelse i human-, social- og samfundsvidenskabelig forskning, herunder ledelseslitteraturen, der betragtes som eksempel.

I afhandlingen skelnes mellem to forskellige tilgange til filosofi; den videnskabelige hhv. historiske. Denne skelnen bruges til at belyse den aktuelle tilgang til ledelsesteori og -praksis (baseret på den videnskabelige tilgang til filosofi), og til at foreslå et alternativ (baseret på den historiske tilgang til filosofi). Det bærende argument i afhandlingen er, at aktuelle ledelsesteorier er baseret på en forældet forståelse af filosofi, som, fordi ledelsesfilosofi udstikker rammerne for ledelsesteori, som udstikker rammerne for ledelsespraksis, er fatal for såvel ledere som organisationer. Ved at belyse præmisserne for og konsekvenserne af at tænke og håndtere ledelse, som man gør, er det ambitionen med afhandlingen at tænke imellem og på tværs af teorier og discipliner. Det gøres ved at belyse tre centrale temaer i Nietzsches, Heideggers, Derridas og Vattimos tænkning – spørgsmål, sprog samt tid og sted – i forhold til ledelseslitteraturens forståelse og håndtering af samme.

Afhandlingen består dels af filosofiske analyser, dels af citater, eksempler og metoder fra empiriske undersøgelser gennemført i 15 forskellige virksomheder.

Metafysikkritik: Betingelser og begrænsninger

Ambitionen om at tænke hinsides har altid optaget filosoffer. I mange år var det fænomenerne og det sanselige, filosofferne ville tænke udover og bagom, de senere år har det været metafysikken. Dikotomier er med Vattimos ord udtryk for en metafysisk mentalitet. Og det er ambitionen om at tænke hinsides også. Det vidste Nietzsche godt, da han formulerede ambitionen om at tænke Hinsides godt og ondt (Nietzsche 1886) – men han gjorde det alligevel. Hvorfor?

Forklaring - forståelse - sit!

I eftermiddag skal jeg holde et såkaldt præforsvar, som i udgangspunktet handlede om at få de sidste ECTS-point på plads, inden jeg afleverer min ph.d.-afhandling den 1. maj, men som jeg, ikke mindst pga. den eksterne bedømmer, lektor fra Århus, Anne Marie Pahuus, som jeg har stor respekt for, nu ser rigtig meget frem til.

Udover Anne Marie deltager min vejleder gennem 11 år (BA-projekt, konferensspeciale og nu ph.d.), Søren Gosvig Olesen, som i én af sine mange bøger om filosofi skriver:

"At forstå er at frembringe nogets betydning. At forstå stolen som stol vil sige at sætte sig" (At læse filosofi, Munksgaard, 1992, s. 22).

Modsat tendensen i human-, social- og samfundsvidenskaberne (herunder den ledelsesteori, jeg beskæftiger mig med i Filosofi i ledelse) består filosoffens tilgang til forståelse altså ikke i at forklare, hvad forståelse er, eller i at lave modeller for, hvordan forståelse (og søsterbegreberne fortolkning og mening) opnås, men i at betænke og beskrive, hvad forståelsen gør. Med forståelsen følger en handling, og det er sammenhængen mellem det, vi forstår og det, vi gør, der (bl.a.) interesserer filosoffer.

Desværre forsvinder gør mere og mere i den filosofiske forskning, som på trods af uddannelser i fx anvendt filosofi (Ålborg Universitet), filosofisk praksis (DPU), virksomhedshumaniora (KU) og ledelsesfilosofi (CBS m.fl.) har sværere og sværere ved at "sætte sig".

Det glæder jeg mig til at tale med Anne Marie og Søren om i eftermiddag - og til at diskutere med dem, der møder op til mit foredrag i Filosofisk Forum på onsdag.

Mellemregninger

Hvad skal du vide om filosofi, hvis du ikke skal vide særlig meget? Først og fremmest skal du vide, at filosofi ikke er, hvad det har været. Det er ikke et fag eller en videnskab, og det kan ikke defineres i en bog eller opbevares i en lomme. Men filosofi er heller ikke mystik. Det svæver ikke i et tomrum med uendelig højt til loftet - som religion. Filosofi udspiller sig i mellemrummet - mellem dig og mig, fortid og fremtid, her og nu. Og dermed er filosofi en mellemregning: Det, der ligger imellem det, vi har regnet ud og det, vi er på vej til at forstå. Filosofi er at tænke fra afgrunden. I mellemrummet og mellemtiden, som er perioden, hvor vi ikke ved, hvad vi ved og ikke regner med det, vi har regnet ud. Og derfor kræver filosofi mod. Et mod, der desværre er både gemt og glemt - ikke mindst af filosoffer.

... Jeg kæmper med de indledende afsnit til min afhandling og er påbegyndt overvejelserne om titel. Måske Mellemregninger - vilkår for filosofi og ledelse?