I dag, den store udgivelsesdag - som mange forveksler med startskuddet på en mindre sportsbegivenhed i Kina - har Kr. Dagblad anmeldt min bog Et spørgsmål om at være.
Jeg er meget glad for anmeldelsen og taknemmelig for, at Asger Brandt har læst mig så tålmodigt som han har:
FILOSOFI
Pia Lauritzen tænker skarpt og evner at formulere sig mestendels klart i ny bog om filosofferne Heidegger, Derrida og Vattimo
Man kommer ikke uden om Gud
Af Asger Brandt
De seneste 100 års filosofi er igen og igen blevet hjemsøgt af et ønske om at gøre op med de forudsætninger, der ligger til grund for hele den filosofiske tradition. Ikke sjældent er det helt fundamentale tankefigurer, man søger at omgå, så som tendensen til at tænke i dualismer, den vestlige forestilling om subjektet eller tendensen til at adskille i subjekt og objekt.
I en ny bog af Pia Lauritzen - "Et spørgsmål om at være" - forfølges et bestemt spor i denne bestræbelse gennem tre forfatterskaber: Heidegger, Derrida og Vattimo. Forbindelsen mellem filosofi og sprog står centralt i bogen, der dermed udfolder en mistanke, der hos flere af disse fylder meget: vores tænkning er nøje forbundet med den særlige grammatik-struktur, som vore sprog tilbyder. Den grundlæggende adskillelse mellem subjekt og objekt fandtes for eksempel i vores sætningsopbygning, før den blev et filosofisk tema.
Disse temaer er til stede hos Heidegger og Derrida, men Pia Lauritzen søger i bogen at give sit eget originale bidrag til en sådan sprogkritik, men også hun står naturligvis i det grundlæggende paradoks, at man ikke kan kritisere sprogets struktur uden at være underkastet det selv samme sprog, som man kritiserer.
"Et spørgsmål om væren" er på mange måder et typisk akademisk skrift, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder. Tonen er en kende studentikos, hvad der her også betyder ganske frisk og respektløs. Pia Lauritzen er ikke bange for at skrive "Jeg"; hun gør det rigtig mange gange, og det er vel i sig selv en kommentar til de betænkeligheder, én af hendes helte, Vattimo, har over for det at bruge jeg-formen i akademiske skrifter.
Men i øvrigt er bogens skabelon typisk akademisk. Et vist antal teoretikere fra forskellige sammenhænge læses hver for sig, og det selvstændige bidrag består herefter i at påvise forbindelseslinjer, som de ikke selv er sig bevidst. Arbejdet er dygtigt udført, men karakteristisk for den akademiske genre er desværre også, at evnerne i nogen grad spildes, fordi skriftet mangler en redaktion, der kunne sikre, at det blev orienteret imod et publikum. I stedet for et interessant stykke formidling bliver bogen derfor lidt for ofte til en indforstået stiløvelse, og det er en skam, fordi Pia Lauritzen tydeligt nok både besidder evnerne til at tænke skarpt og at formulere sig klart.
Opgøret med sproget er i denne fremstilling også et opgør med metafysikken. Det er i sig selv blevet et standardtema igennem flere århundreders vestlig filosofi, men i denne læsning afvises metafysikken ikke blot. I stedet bliver det projektet at finde ud af, på hvilke vilkår en metafysik alligevel lader sig tænke på svækkede vilkår. Som bogen udtrykker det, er der her ikke blot tale om et opgør med metafysikken, men også med et opgør med metafysik- opgøret.
Den italienske filosof Gianni Vattimos nyklassiker "Jeg tror, at jeg tror" indtager her den centrale rolle. Vattimo har, ikke mindst med udgangspunkt i, hvad han ser som en "svag ontologi" hos Heidegger, forsøgt at formulere muligheden for at tro under de sekulariserede omstændigheder, som nu engang møder det moderne menneske. "Den svage tænkning" er her blevet et slagord, og den tro, der knytter sig hertil bliver på mange måder også en tro, der er bevidst om sin egen svaghed. En sådan besindelse på en række svækkelsers uomgængelighed synes også at udgøre udgangen på Pia Lauritzens bog: væren er ikke, hvad den har været; metafysikken er ikke, hvad den har været, og Gud kan heller ikke længere være, hvad han har været.
Men i stedet for at tage disse udviklinger som udtryk for det enes og det andets død må man undersøge, under hvilke svækkede former disse størrelser kan fortsætte deres eksistens. Snarere end at Gud skulle være død, er det derfor en anden af Nietzsches kendte bemærkninger, der bliver denne bogs omdrejningspunkt. Nietzsche siger et sted, at han frygter, at vi ikke slipper af med Gud , fordi vi stadig tror på grammatikken. Dermed er det også sagt, at da sprogets grammatik er svær at komme uden om, er det også stadig svært at komme uden om Gud .
Kristeligt Dagblad
Boganm: Pia Lauritzen: Et spørgsmål om at være. En postmetafysisk omformulering af værensspørgsmålet i lyset af Heidegger, Derrida og Vattimo. 181 sider. 175 kroner. Museum Tusculanum. Udkommer i dag.
Showing posts with label religion. Show all posts
Showing posts with label religion. Show all posts
Friday, August 08, 2008
Thursday, August 07, 2008
Gud er død - Gud leve
Selvom det er 120 år siden, Nietzsche proklamerede Guds død, er hverken religion eller ideologisk fundamentalisme på retur
Efterår 1888:
Den tyske filosof og filolog Friedrich Nietzsche er få måneder fra et psykisk sammenbrud. Og han ved det tilsyneladende godt. I hvert fald skriver han på livet løs, og han erklærer bl.a. i brevvekslinger med nære venner, at han i denne periode udvikler et meget strengt og fint udtryk for hele hans filosofi. Han færdiggør Afgudernes ragnarok, som ikke bare er et resumé af alle hans væsentligste filosofiske kætterier, men også en ny måde at udtrykke filosofiske tanker på. Nietzsche filosoferer med hammeren, hvilket med hans egne ord består i at udfritte de evige afguder, der på trods af deres opblæste hulhed er dem, vi tror mest på.
Nietzsche er kendt for sin dødsdom over Gud. Men det er hverken dødsdom eller Gud, der kan forklare, hvorfor verdenssamfundet stadig er præget af religion og ideologisk fundamentalisme. Det kan derimod den forståelse, der i Afgudernes ragnarok formuleres som en frygt for, at vi alligevel ikke slipper af med Gud, ”fordi vi stadig tror på grammatikken”.
Med denne formulering sætter Nietzsche ord på en skæbnesvanger sammenhæng mellem strukturerne i vores sprog og den måde, vi tænker på i Vesten. En sammenhæng, som ikke bare har konsekvenser for religionens rolle i samfundet, men for hele vores forståelse af, hvad det vil sige at være samfund. Det er nemlig ikke først og fremmest den religiøse Gud, Nietzsche er ude efter, når han jager de evige afguder ’som med en stemmegaffel’. Det er derimod de omsiggribende idealer, som forfører os med løgne om enhed, substans og bestandighed.
Med Afgudernes ragnarok vil Nietzsche punktere Vestens idealer. Men han frygter, at det ikke lader sig gøre. Fordi idealerne lever i sproget.
Gælder også videnskaben
1958: Der er gået 70 år siden Nietzsche skrev Afgudernes ragnarok. Martin Heidegger er ikke den eneste, der har ladet sig inspirere af Nietzsches opgør med idealerne. Men han er den, der bedst har forstået konsekvenserne af det. Det er 31 år siden, Heidegger udgav sit hovedværk Væren og tid, men han er langt fra gået i stå.
I Teknikken og vendingen, som udkommer i 1962, bruger Heidegger videnskaben til at vise, at problemerne med at slippe af med Gud ikke kan reduceres til et spørgsmål om religion og filosofihistorie. Heidegger bruger formuleringer som, at teknikkens væsen ”afdækker det værende som bestand”, hvilket er det samme som at sige, at også videnskaben er underlagt idealernes løgn om enhed og substans.
Videnskabens største bedrift er, at den har haft held med at overbevise befolkningen i den vestlige del af verden om, at den står i modsætning til religionen. Det gør den ikke. Tværtimod lukrerer den – nøjagtig lige som religionen – på en metafysisk forestilling om, at der er noget bag ved det, vi sanser og oplever, som er ideelt og bestandigt.
Heideggers ærinde er imidlertid ikke at slå videnskaben i hartkorn med religionen, men derimod at undersøge, hvorfor forestillingen om substans og bestandighed har så stor indflydelse på vores omgang med verden.
Svaret finder han i spørgsmålet. Selvom mange har bebrejdet Heidegger hans kryptiske brug af det tyske sprog, så er det nemlig ikke ligegyldigt, hvordan man stiller spørgsmålet om idealernes rolle i samfundet. Og det er heller ikke tilfældigt. I sin sene tænkning sander Heidegger, at der er nogle strukturer i sproget, der understøtter – og måske ligefrem skaber – idealernes løgn om enhed og substans. Når Heidegger, også i 1958, er svær at forstå, er det fordi, han forsøger at undgå disse strukturer, når han formulerer sit opgør med idealernes rolle i samfundet.
Udfordrer sit bagland
1988: Yderligere 30 år gået. Både Nietzsche og Heidegger er døde, og der er kommet nye tænkere til. Heriblandt en fransk filosof, som hverken beskæftiger sig med afguder eller videnskab, men som også har et problem med idealerne. Jacques Derrida har for længst sikret sig en plads blandt samtidens vigtigste tænkere – og det med rette. Derrida kritiserer nemlig ikke kun de gamle grækere og den tænkning, de har afstedkommet. Han udfordrer også sit eget bagland, idet han beskylder Nietzsche og Heidegger for ikke at være radikale nok.
Når Heidegger bygger videre på Nietzsches frygt for grammatikken ved at opgive de strukturer, der fastholder os i troen på idealerne, indser han ifølge Derrida ikke, at det er grammatikken som sådan, der er problemet. Idealernes løgn om enhed og substans bor ikke bare i nogle bestemte strukturer, som vi skal gøre os umage med at undgå. Idealerne gennemsyrer vores sprog, tænkning og samfund, og den eneste måde at undgå dem er at opgive hele det sproglige system.
Den svage tænkning
1998: Parallelt med Derrida arbejder en italiensk filosof ved navn Gianni Vattimo med at omsætte Nietzsche og Heideggers filosofi til det, han kalder den svage tænkning. Han arbejder som EU-parlamentariker og har skrevet op til flere filosofiske værker, da hans lille bog Jeg tror at jeg tror, udkommer i 2. oplag. Her pointerer Vattimo, at vestlig idéhistorie i grove træk har erstattet det ene ideal med det andet – svarende til, at det første, vi gør, når en konge dør er at indsætte en ny.
Ved at studere de forgæves forsøg på at overvinde idealerne indser Vattimo, at det ikke er de stærke strukturer, der er interessante, men derimod den historiske udvikling, de indgår i. Historien har en svækkende effekt på idealerne – og det skal vi blive bedre til at udnytte. I stedet for at erstatte idealerne med hinanden argumenterer Vattimo med andre ord for, at vi svækker dem.
Som inspiration til, hvordan vi skal forstå svækkelsen af de stærke strukturer foreslår Vattimo, at vi ikke vender os væk fra religionen, men derimod kigger nærmere på især kristendommen. Det bemærkelsesværdige ved kristendommen er nemlig, at den både insisterer på det ideelle og bestandige (Gud) og det konkrete og foranderlige (Jesus). Kristendommen tillader således ikke bare en svækkelse af sin guddom; den fremhæver svækkelsen (teologisk kaldet inkarnationen) som en væsentlig pointe.
Ingen af de tre Nietzsche-fortolkere ville formentlig anklage kristendommen – islam, buddhismen, hinduismen eller andet – for at være skyld i, at Vesten stadig slås med religion og ideologisk fundamentalisme i det Herrens år 2008. De ville derimod pege på de sproglige strukturers indvirkning på den græsk-hellenistiske tradition, som ikke bare definerer vores forhold til religion, men tillige vores indretning af samfundet og vores måde at forstå og udforske verden på.
(Til den forventede indvending om, at det ikke er Vestens skyld, at verdenssamfundet er infiltreret af religion og ideologisk fundamentalisme, men derimod mellemøsten og andre dele af verden, skal blot bemærkes, at Vesten forbliver slave af sine egne og andres idealer så længe, vi baserer vores verdensopfattelse på principper om substans og bestandighed).
Frygten var begrundet
2008: Præcis 120 år efter færdiggørelsen af Afgudernes ragnarok udkommer en dansk bog, der tager Nietzsches frygt på ordet. I bogen bruges Heidegger, Derrida og Vattimo til at vise, at frygten for grammatikken var begrundet. Der er en sammenhæng mellem den måde, vi tænker på i Vesten og grammatikken i de indoeuropæiske sprog. Gud er ikke død; vi er stadig omgivet af idealer. Når idealerne er forankret i vores grammatik kan vi ikke slippe af med dem uden samtidig at opgive sproget.
Og dog. I bogen undersøges det danske sprog med henblik på at udfordre idealernes rolle i samfundet. Det bekræftes, at der er stærke strukturer i sproget, som gerne vil have os til at opfatte verden på en bestemt måde – men der er også andre. Strukturer, der ikke forfører os med idealer og bestandighed, men hjælper os med at svække dem.
I bogen Et spørgsmål om at være foreslår jeg, at ansvaret for ideologisk fundamentalisme anno 2008 ligger hos os. Jeg frygter, at vi ikke slipper af med idealerne, fordi vi tror, det ligger hos de andre.
Foto: Nordfoto/Scanpix
Billedtekst: Friedrich Nietzsche frygtede, at vi ikke slipper af med Gud, 'fordi vi stadig tror på grammatikken'.
Trykt i Information i dag d. 7. august 2008
Efterår 1888:
Den tyske filosof og filolog Friedrich Nietzsche er få måneder fra et psykisk sammenbrud. Og han ved det tilsyneladende godt. I hvert fald skriver han på livet løs, og han erklærer bl.a. i brevvekslinger med nære venner, at han i denne periode udvikler et meget strengt og fint udtryk for hele hans filosofi. Han færdiggør Afgudernes ragnarok, som ikke bare er et resumé af alle hans væsentligste filosofiske kætterier, men også en ny måde at udtrykke filosofiske tanker på. Nietzsche filosoferer med hammeren, hvilket med hans egne ord består i at udfritte de evige afguder, der på trods af deres opblæste hulhed er dem, vi tror mest på.
Nietzsche er kendt for sin dødsdom over Gud. Men det er hverken dødsdom eller Gud, der kan forklare, hvorfor verdenssamfundet stadig er præget af religion og ideologisk fundamentalisme. Det kan derimod den forståelse, der i Afgudernes ragnarok formuleres som en frygt for, at vi alligevel ikke slipper af med Gud, ”fordi vi stadig tror på grammatikken”.Med denne formulering sætter Nietzsche ord på en skæbnesvanger sammenhæng mellem strukturerne i vores sprog og den måde, vi tænker på i Vesten. En sammenhæng, som ikke bare har konsekvenser for religionens rolle i samfundet, men for hele vores forståelse af, hvad det vil sige at være samfund. Det er nemlig ikke først og fremmest den religiøse Gud, Nietzsche er ude efter, når han jager de evige afguder ’som med en stemmegaffel’. Det er derimod de omsiggribende idealer, som forfører os med løgne om enhed, substans og bestandighed.
Med Afgudernes ragnarok vil Nietzsche punktere Vestens idealer. Men han frygter, at det ikke lader sig gøre. Fordi idealerne lever i sproget.
Gælder også videnskaben
1958: Der er gået 70 år siden Nietzsche skrev Afgudernes ragnarok. Martin Heidegger er ikke den eneste, der har ladet sig inspirere af Nietzsches opgør med idealerne. Men han er den, der bedst har forstået konsekvenserne af det. Det er 31 år siden, Heidegger udgav sit hovedværk Væren og tid, men han er langt fra gået i stå.
I Teknikken og vendingen, som udkommer i 1962, bruger Heidegger videnskaben til at vise, at problemerne med at slippe af med Gud ikke kan reduceres til et spørgsmål om religion og filosofihistorie. Heidegger bruger formuleringer som, at teknikkens væsen ”afdækker det værende som bestand”, hvilket er det samme som at sige, at også videnskaben er underlagt idealernes løgn om enhed og substans.
Videnskabens største bedrift er, at den har haft held med at overbevise befolkningen i den vestlige del af verden om, at den står i modsætning til religionen. Det gør den ikke. Tværtimod lukrerer den – nøjagtig lige som religionen – på en metafysisk forestilling om, at der er noget bag ved det, vi sanser og oplever, som er ideelt og bestandigt.
Heideggers ærinde er imidlertid ikke at slå videnskaben i hartkorn med religionen, men derimod at undersøge, hvorfor forestillingen om substans og bestandighed har så stor indflydelse på vores omgang med verden.
Svaret finder han i spørgsmålet. Selvom mange har bebrejdet Heidegger hans kryptiske brug af det tyske sprog, så er det nemlig ikke ligegyldigt, hvordan man stiller spørgsmålet om idealernes rolle i samfundet. Og det er heller ikke tilfældigt. I sin sene tænkning sander Heidegger, at der er nogle strukturer i sproget, der understøtter – og måske ligefrem skaber – idealernes løgn om enhed og substans. Når Heidegger, også i 1958, er svær at forstå, er det fordi, han forsøger at undgå disse strukturer, når han formulerer sit opgør med idealernes rolle i samfundet.
Udfordrer sit bagland
1988: Yderligere 30 år gået. Både Nietzsche og Heidegger er døde, og der er kommet nye tænkere til. Heriblandt en fransk filosof, som hverken beskæftiger sig med afguder eller videnskab, men som også har et problem med idealerne. Jacques Derrida har for længst sikret sig en plads blandt samtidens vigtigste tænkere – og det med rette. Derrida kritiserer nemlig ikke kun de gamle grækere og den tænkning, de har afstedkommet. Han udfordrer også sit eget bagland, idet han beskylder Nietzsche og Heidegger for ikke at være radikale nok.
Når Heidegger bygger videre på Nietzsches frygt for grammatikken ved at opgive de strukturer, der fastholder os i troen på idealerne, indser han ifølge Derrida ikke, at det er grammatikken som sådan, der er problemet. Idealernes løgn om enhed og substans bor ikke bare i nogle bestemte strukturer, som vi skal gøre os umage med at undgå. Idealerne gennemsyrer vores sprog, tænkning og samfund, og den eneste måde at undgå dem er at opgive hele det sproglige system.
Den svage tænkning
1998: Parallelt med Derrida arbejder en italiensk filosof ved navn Gianni Vattimo med at omsætte Nietzsche og Heideggers filosofi til det, han kalder den svage tænkning. Han arbejder som EU-parlamentariker og har skrevet op til flere filosofiske værker, da hans lille bog Jeg tror at jeg tror, udkommer i 2. oplag. Her pointerer Vattimo, at vestlig idéhistorie i grove træk har erstattet det ene ideal med det andet – svarende til, at det første, vi gør, når en konge dør er at indsætte en ny.
Ved at studere de forgæves forsøg på at overvinde idealerne indser Vattimo, at det ikke er de stærke strukturer, der er interessante, men derimod den historiske udvikling, de indgår i. Historien har en svækkende effekt på idealerne – og det skal vi blive bedre til at udnytte. I stedet for at erstatte idealerne med hinanden argumenterer Vattimo med andre ord for, at vi svækker dem.
Som inspiration til, hvordan vi skal forstå svækkelsen af de stærke strukturer foreslår Vattimo, at vi ikke vender os væk fra religionen, men derimod kigger nærmere på især kristendommen. Det bemærkelsesværdige ved kristendommen er nemlig, at den både insisterer på det ideelle og bestandige (Gud) og det konkrete og foranderlige (Jesus). Kristendommen tillader således ikke bare en svækkelse af sin guddom; den fremhæver svækkelsen (teologisk kaldet inkarnationen) som en væsentlig pointe.
Ingen af de tre Nietzsche-fortolkere ville formentlig anklage kristendommen – islam, buddhismen, hinduismen eller andet – for at være skyld i, at Vesten stadig slås med religion og ideologisk fundamentalisme i det Herrens år 2008. De ville derimod pege på de sproglige strukturers indvirkning på den græsk-hellenistiske tradition, som ikke bare definerer vores forhold til religion, men tillige vores indretning af samfundet og vores måde at forstå og udforske verden på.
(Til den forventede indvending om, at det ikke er Vestens skyld, at verdenssamfundet er infiltreret af religion og ideologisk fundamentalisme, men derimod mellemøsten og andre dele af verden, skal blot bemærkes, at Vesten forbliver slave af sine egne og andres idealer så længe, vi baserer vores verdensopfattelse på principper om substans og bestandighed).
Frygten var begrundet
2008: Præcis 120 år efter færdiggørelsen af Afgudernes ragnarok udkommer en dansk bog, der tager Nietzsches frygt på ordet. I bogen bruges Heidegger, Derrida og Vattimo til at vise, at frygten for grammatikken var begrundet. Der er en sammenhæng mellem den måde, vi tænker på i Vesten og grammatikken i de indoeuropæiske sprog. Gud er ikke død; vi er stadig omgivet af idealer. Når idealerne er forankret i vores grammatik kan vi ikke slippe af med dem uden samtidig at opgive sproget.
Og dog. I bogen undersøges det danske sprog med henblik på at udfordre idealernes rolle i samfundet. Det bekræftes, at der er stærke strukturer i sproget, som gerne vil have os til at opfatte verden på en bestemt måde – men der er også andre. Strukturer, der ikke forfører os med idealer og bestandighed, men hjælper os med at svække dem.
I bogen Et spørgsmål om at være foreslår jeg, at ansvaret for ideologisk fundamentalisme anno 2008 ligger hos os. Jeg frygter, at vi ikke slipper af med idealerne, fordi vi tror, det ligger hos de andre.
Foto: Nordfoto/Scanpix
Billedtekst: Friedrich Nietzsche frygtede, at vi ikke slipper af med Gud, 'fordi vi stadig tror på grammatikken'.
Trykt i Information i dag d. 7. august 2008
Thursday, June 12, 2008
Nietzsches aktualitet
Jeg faldt over følgende citater fra forordet til Nietzsches Afgudernes ragnarok, som jeg finder overordentlig tankevækkende i forhold til de udfordringer, vi står med i DK i øjeblikket. Døm selv:
"Hermed kan det filosofiske projekt komme til at bestå i at give verden uskylden tilbage - og dette er Nietzsches værk. En del af hans omvurdering af alle værdier består i at gøre opmærksom på det forhold, at når vi ikke kan ansvarliggøre nogen for livet, ja så kan vi heller ikke give dem skylden og straffe dem, således som det sker i det, Nietzsche karakteriserer som kristendommens bøddelmetafysik.
Konsekvensen af denne uskyldiggørelse af selve livet er ikke, at man skal holde op med at leve, men blot at man må forlige sig med, at man som levende sætter værdier, og at konsekvensen er, at man må forholde sig til, at andre typer af liv også sætter værdier - og eventuelt værdier, der viser sig at være i modstrid med vore egne.
(...) Som levende insisterer Nietzsche på rangorden, på en rangordning af perspektiverne - altså på at diskutere værdiernes værdi. Hans kritik af de eksisterende værdier, af de moderne værdier, sker formidlet over en moralgenealogi, der samler hans videnskabskritik, moralkritik og æstetiske kritik under ét ved at vise, at der er tale om en idealisering af den samme vurderingsmåde, nemlig den asketiske. Den asketiske vurderingsmåde er den, der holder sandheden for guddommelig, og ender med hellere "at ville intet" end "intet at ville". Den er med andre ord nihilistisk - og det er ganske enkelt denne nihilisme, Nietzsche mener må overvindes.
At overvinde nihilismen er det samme som at komme "hinsides godt og ondt", hvilket vil sige at komme hinsides den asketiske, den platoniske, den kristne og den oplysningsfilosofiske vurderingsmåde. Dette er selve projektet med omvurderingen af alle værdier, men denne omvurdering fører ikke i sig selv til nye værdier, der er sammenlignelige med de gamle. Derfor insisterer Nietzsche på viljen til at sætte værdi, og dette er ganske enkelt, hvad viljen til magt betyder hos Nietzsche. Det betyder endvidere, at han vil tænke et filosofisk liv, at han vil tænke filosoffen som lovgiver. Filosoffen skal selv være et eksempel i form af en levende etik, kunne vi sige, til forskel fra de urokkelige stentavler, som moral ellers er nedfældet på." (Forord til Afgudernes ragnarok, side 16-17).
Er jeg den eneste, der har en oplevelse af, at Danmark p.t. styres af stentavler?
"Hermed kan det filosofiske projekt komme til at bestå i at give verden uskylden tilbage - og dette er Nietzsches værk. En del af hans omvurdering af alle værdier består i at gøre opmærksom på det forhold, at når vi ikke kan ansvarliggøre nogen for livet, ja så kan vi heller ikke give dem skylden og straffe dem, således som det sker i det, Nietzsche karakteriserer som kristendommens bøddelmetafysik.
Konsekvensen af denne uskyldiggørelse af selve livet er ikke, at man skal holde op med at leve, men blot at man må forlige sig med, at man som levende sætter værdier, og at konsekvensen er, at man må forholde sig til, at andre typer af liv også sætter værdier - og eventuelt værdier, der viser sig at være i modstrid med vore egne.
(...) Som levende insisterer Nietzsche på rangorden, på en rangordning af perspektiverne - altså på at diskutere værdiernes værdi. Hans kritik af de eksisterende værdier, af de moderne værdier, sker formidlet over en moralgenealogi, der samler hans videnskabskritik, moralkritik og æstetiske kritik under ét ved at vise, at der er tale om en idealisering af den samme vurderingsmåde, nemlig den asketiske. Den asketiske vurderingsmåde er den, der holder sandheden for guddommelig, og ender med hellere "at ville intet" end "intet at ville". Den er med andre ord nihilistisk - og det er ganske enkelt denne nihilisme, Nietzsche mener må overvindes.
At overvinde nihilismen er det samme som at komme "hinsides godt og ondt", hvilket vil sige at komme hinsides den asketiske, den platoniske, den kristne og den oplysningsfilosofiske vurderingsmåde. Dette er selve projektet med omvurderingen af alle værdier, men denne omvurdering fører ikke i sig selv til nye værdier, der er sammenlignelige med de gamle. Derfor insisterer Nietzsche på viljen til at sætte værdi, og dette er ganske enkelt, hvad viljen til magt betyder hos Nietzsche. Det betyder endvidere, at han vil tænke et filosofisk liv, at han vil tænke filosoffen som lovgiver. Filosoffen skal selv være et eksempel i form af en levende etik, kunne vi sige, til forskel fra de urokkelige stentavler, som moral ellers er nedfældet på." (Forord til Afgudernes ragnarok, side 16-17).
Er jeg den eneste, der har en oplevelse af, at Danmark p.t. styres af stentavler?
Tuesday, May 27, 2008
Ytringsfriheden er ikke nødvendig (kronik)
Hvorfor bruges filosoffer ikke som eksperter i den aktuelle debat om ytringsfrihed? Fordi de kan finde på at sige:
Ytringsfriheden er ikke nødvendig
SIDEN KARIKATURKRISENS udbrud i 2006 har politikere og medier gjort et stort nummer ud af at understrege, at ytringsfriheden ikke bare er god at have, men nødvendig. Uden den intet demokrati – og demokratiet kan vi ikke undvære.
Det er svært at være uenig i, og det behøver vi heller ikke. Vi kan nemlig godt konstatere, at ytringsfriheden ikke er nødvendig uden dermed at give afkald på frihed og demokrati.Vi kan oven i købet mene, at ytringsfriheden ophører med at være frihed, når vi betragter den som nødvendig. Og det er lige nøjagtig det, jeg efterlyser: at vi bruger filosoffer som Immanuel Kant og Luigi Pareyson til at forstå, at friheden er betydelig mere kompleks, end vi gør den til i øjeblikket.
Det første, der slog mig, da jeg læste Pareysons lille bog "Frihedens filosofi", var, at vi ikke betragter ytringsfriheden som virkelig i dagens Danmark. Vi har ikke en let og fri omgang med vores frihed, men derimod et amputeret og anstrengt forhold til et begreb.
For bare et par år siden var det anderledes. Ikke fordi friheden var virkelig, men fordi den var mulig. Vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde, og lod – for det meste – andre gøre det samme. Vi demonstrerede ikke vores ytringsfrihed, men det var en selvfølge for os at praktisere den.
Sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden nødvendig: en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet.
Pareyson bruger Kants modaliteter – virkelighed, mulighed og nødvendighed – til at afdække friheden i hele dens renhed og sætte ord på det, han kalder frihedens problem.
Under afdækningen af friheden i hele dens renhed konstaterer han, at "det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig". Men, tilføjer han: "det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig."
Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.
FRIHEDENS PROBLEM består i, at vi ikke kan forholde os til friheden uden at formalisere den. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv pr. definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer. Men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om at kunne bruges til både sejr og fortabelse, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
Selvom begrebet aldrig har fyldt mere i det danske mediebillede, end det gør i øjeblikket, så har hverken politikere eller presse forstået frihedens tragiske karakter. Politikere betragter ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund og bruger dermed friheden til at sejre over utilpassede borgere. Medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger og fralægger sig dermed frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love, sætte spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som for eksempel billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser.
Vi er også forpligtede til at udfordre vores egne "helligdomme". Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja, måske endda kasseres.
Men det sker ikke, så længe politikere og medier forholder sig til de demokratiske værdier på samme måde, som muslimer forholder sig til Muhammed. Så længe ytringsfriheden betragtes som nødvendig, er den ikke andet end et ord, vi ikke har forstået betydningen af.
Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den rigtige frihed fra den forkerte. Hermed betragtes det onde som noget, der uden videre kan afskaffes, og det er ikke bare slapt, som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel afskaffelse af det onde, dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft – en dyster og trist dødsimpuls.
FRIHEDENS TVETYDIGHED består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen. Men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed og kampen mod terror eller også er vi imod.
Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogle gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.
For at forbinde frihed med virkelighed, som ifølge Pareyson er den vigtigste af de tre modaliteter, skal vi tænke i både-og. Det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens.Østens filosofi er ligesom kunsten, litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre ordløse kunstarter, ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.
Når man ikke har et klart defineret billede af det rigtige samfund, liv, menneske, så er man heller ikke så bange for det forkerte. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en afskaffelse af det onde – som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres – tager man ondskaben på sig.
VI KAN GODT SE BORT fra filosoffer som Kant og Pareyson i debatten om ytringsfrihed, men så hæver vi os ikke over det, vi siger, vi bekæmper. Vi afviser at beskæftige os med det ondes og frihedens problem, fordi det ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Men vi reducerer ikke det onde – tværtimod.
Ved at betragte ytringsfriheden som nødvendig giver vi afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden. Vi fraskriver os både-og, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os. Hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres hos de andre? Når vi betragter ytringsfriheden som nødvendig, så fralægger vi os ansvaret for at vælge mellem det gode og det onde. Vi ophører med at være frie.
Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller-tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode, er vi måske klar til at lade friheden blive virkelig. Tage ondskaben på os og leve med frihedens ulidelige kompleksitet.
Ja, det er lettere sagt end gjort, men filosofferne sørger i det mindste for at få det sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.
Trykt i Kr. Dagblad d. 26. maj 2008
Friday, May 16, 2008
Fordomme forfører folket
Er Dansk Folkeparti imod ekstrem islamisme? Ja. Men partiet baserer sin politik på samme menneske- og samfundssyn som de ekstreme muslimer.
Det er i hvert fald, hvad jeg er nået frem til efter at have læst Politiken og Weekendavisen i sidste uge.
Torsdag d. 8. maj pointerede Politiken, at Dansk Folkeparti ikke bruger burkaklædte kvinder i deres annoncer for at høste stemmer blandt avisens læsere, men for at provokere chefredaktør Tøger Seidenfaden og avisens debattører til at tage afstand fra partiet. Når eliten tager afstand fra Dansk Folkeparti, cementeres det – igen igen – at partiet taler folkets sag.
Og det er lige nøjagtig det, Pia K og co. vil: Vise den brede befolkning, at dem, der (tror, de) ved bedre ikke ved noget som helst.
Dagen efter bragte Weekendavisen et interview med Jean Butler, som har skrevet ph.d. om Satan i islam. Hun udtaler om den aktuelle islamistiske bevægelse, at ”De lærdes tidligere enorme autoritet er eroderet bort. Den er under skarp beskydning fra en helt ny gruppe af enkeltpersoner. Modsat de lærde, som er meget eksklusive og mest skriver for andre lærde, henvender de nye aktører sig direkte til almindelige mennesker.”
Dansk Folkeparti og ekstreme muslimer er med andre ord fælles om manden på gaden. De forfører folket med fordomme om ”de andre”. Bekræfter os i, at der er noget at være bange for. Nogle, der vil noget andet end os.
Inddelingen i ”dem” og ”os” er ikke ny. Det er en del af den menneskelige natur at forstå sig selv i kontrast til noget andet. Det nye er, at et demokratisk land som Danmark lader sig styre af denne polarisering. At et politisk parti bruger folkets frygt for ”de andre” til at få magt.
Men det skal man være lærd for at forstå. Og de lærde har ikke noget at gøre i et dansk og/eller muslimsk folkestyre, der – mere eller mindre eksplicit – styres af ”folket”.
Det er i hvert fald, hvad jeg er nået frem til efter at have læst Politiken og Weekendavisen i sidste uge.
Torsdag d. 8. maj pointerede Politiken, at Dansk Folkeparti ikke bruger burkaklædte kvinder i deres annoncer for at høste stemmer blandt avisens læsere, men for at provokere chefredaktør Tøger Seidenfaden og avisens debattører til at tage afstand fra partiet. Når eliten tager afstand fra Dansk Folkeparti, cementeres det – igen igen – at partiet taler folkets sag.
Og det er lige nøjagtig det, Pia K og co. vil: Vise den brede befolkning, at dem, der (tror, de) ved bedre ikke ved noget som helst.
Dagen efter bragte Weekendavisen et interview med Jean Butler, som har skrevet ph.d. om Satan i islam. Hun udtaler om den aktuelle islamistiske bevægelse, at ”De lærdes tidligere enorme autoritet er eroderet bort. Den er under skarp beskydning fra en helt ny gruppe af enkeltpersoner. Modsat de lærde, som er meget eksklusive og mest skriver for andre lærde, henvender de nye aktører sig direkte til almindelige mennesker.”
Dansk Folkeparti og ekstreme muslimer er med andre ord fælles om manden på gaden. De forfører folket med fordomme om ”de andre”. Bekræfter os i, at der er noget at være bange for. Nogle, der vil noget andet end os.
Inddelingen i ”dem” og ”os” er ikke ny. Det er en del af den menneskelige natur at forstå sig selv i kontrast til noget andet. Det nye er, at et demokratisk land som Danmark lader sig styre af denne polarisering. At et politisk parti bruger folkets frygt for ”de andre” til at få magt.
Men det skal man være lærd for at forstå. Og de lærde har ikke noget at gøre i et dansk og/eller muslimsk folkestyre, der – mere eller mindre eksplicit – styres af ”folket”.
Thursday, April 03, 2008
Ytringsfriheden er ikke nødvendig
Hermed den tidligere omtalte kronik, som jeg har besluttet mig for at publicere her, mens jeg arbejder på at afakademisere budskabet i en avisartikel:
Ytringsfriheden er ikke nødvendig
Den er mulig. Og hvis vi har modet til at lære den at kende kan den også blive virkelig.
DEN TYSKE FILOSOF Immanuel Kant opererede med tre såkaldte modaliteter, som bruges til at fortælle, hvordan noget er: Virkelighed, mulighed og nødvendighed. Den italienske filosof Luigi Pareyson brugte disse modaliteter til at indkredse det, han kaldte Frihedens problem. I denne kronik vil jeg bruge Frihedens problem til at perspektivere den tilsyneladende endeløse debat om Muhammedtegninger. Men først lidt om Pareysons begreb om frihed som han brugte det i sin afskedsforelæsning i 1988, udgivet på dansk med titlen Frihedens filosofi.
SOM TAGET DIREKTE fra en artikel i Jyllands Posten karakteriserer Pareyson friheden som en størrelse, der ikke tager hensyn til nogen grænse eller lov: ”Striden er dens primære form for udfoldelse, som mulighed for enighed eller afvisning. Den standser end ikke foran Gud, og den påberåber sig retten til at sætte ham til diskussion.”
I modsætning til JP, statsminister Anders Fogh Rasmussen og de mange andre selvudnævnte (ytrings)frihedsforkæmpere, så stopper Pareyson imidlertid ikke her. Han klæder friheden af og kigger nærmere på de mildest talt skræmmende træk, der gemmer sig under den polerede facade.
For Pareyson hænger friheden nøje sammen med spørgsmålet om det gode og det onde. Uden valget mellem de to, som Søren Gosvig Olesen formulerer det i sit forord til Frihedens filosofi, var der nemlig ingen frihed.
Ifølge Pareyson har filosofien – som svarer til den gængse måde at tænke på i Vesten – udvist en resolut modstand mod at give sig i kast med det ondes og frihedens problem, der ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Derfor er det ikke primært blandt vor tids filosoffer, Pareyson henter sin inspiration, men derimod hos forfattere som Dostojevskij, der med ”uopnåelig klarsynethed har vist, at den sande og dybe frihed fremkalder en følelse af angst i mennesket” og religionen, som i modsætning til den rationelle opfattelse bevarer frihedens voldsomhed intakt.
Under afdækningen af Friheden i hele dens renhed konstaterer Pareyson, at ”det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig”. Men han tilføjer: ”det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig.” Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.
Udover at illustrere frihedens dunkle sider sætter Dostojevskij ord på konsekvenserne af menneskets frihed i Brødrene Karamazov: ”Intet er mere fristende for mennesket end frihed for samvittigheden, og dog er der intet, der volder dem større kval. (…). Den frie tanke stiller menneskene over for uløselige problemer, skræmmende undere og ufattelige mysterier. Under disse prøvelser reagerer menneskene på forskellig måde: de oprørske og afmægtige vil udrydde hinanden; de trodsige og ukuelige udsletter sig selv. Men den tredje kategori er de svage og ulykkelige, de er det store flertal; (…).”
DET ER MIN OPFATTELSE, at Pareyson bruger myten til at forstå den menneskelige frihed og Kants modaliteter til at problematisere den. Når han ser sig nødsaget til at inddrage Kant, så er det formentlig fordi, den rationelle opfattelse ikke tager kunsten og religionen alvorligt. For at skabe genklang i den vestlige verden anno 1988 (situationen er den samme i 2008) er det ikke nok at illustrere Friheden i hele dens renhed. Den skal også tænkes, læs: sættes i system.
Systemet, som Pareyson låner af Kant, er komplekst og uoverskueligt. Men det gør ikke noget. Pareyson inddrager nemlig kun den del af systemet, der – brugt på den rigtige måde – skærper hans pointe. Ved at betragte friheden som hhv. virkelighed, mulighed og nødvendighed illustrerer han, hvordan vi i den vestlige verden ikke bare har misforstået den menneskelige frihed, men også i stadig højere grad forhindrer den i at udfolde sig.
OM DE TRE MODALITETER konstaterer Pareyson, at virkeligheden uden tvivl er den vigtigste. Mulighed er ikke andet end skyggen af virkelighed, og nødvendighed er ”en så tyngende og stædig virkelighed, at den vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet”.
Ifølge Pareyson er virkeligheden let og fri: ”Den er både blottet for forudgående fornemmelser og indre tyngde. Den er hverken varslet af det mulige eller grundfæstet af det nødvendige”. Og han fortsætter: ”I den udstrækning virkelighed er forbundet med frihed, kan den betragtes i sin givethed eller i sin grundløshed. Set i sin givethed viser den sig som et overskud; en ægte gave, som skyldes en generøs gestus, et rent overskud, som bliver genstand for forundring. Set i sin grundløshed viser virkelighed i stedet sin dystre side; livet forekommer som en straf, der på én og samme tid fremkalder forbitrelse over at eksistere og længsel efter ikke at eksistere. I sig selv fremkalder virkelighed altså på én og samme tid forbløffelse og frygt, angst og forundring: dens essentielle kendetegn er tvetydigheden.”
Frihedens tvetydighed består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen, men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed (og kampen mod terror) eller også er vi imod. Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogen gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.
For at forbinde frihed med virkelighed skal vi tænke i både-og. Og det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens. Østens filosofi er ligesom kunsten; litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre "ordløse" kunstarter ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke – som Vestens filosoffer og videnskabsfolk – at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.
Når man ikke har et klart defineret billede af det ”rigtige” menneske/liv/samfund, så er man heller ikke så bange for det ”forkerte”. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en negation af det onde (som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres), så tager man ondskaben på sig for herigennem at blive klogere på døden – såvel som livet.
DEN AKTUELLE DEBAT om ytringsfrihed og Muhammedtegninger viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke betragter frihed som virkelighed i dagens Danmark. Vi er så langt fra både-og som vi overhovedet kan komme, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os (hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres og placeres hos de andre?).
Men hvordan forholder vi os så til vores frihed? Som mulighed, der med Pareysons ord ikke er andet end skyggen af virkelighed? Eller som nødvendighed? En tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet?
For bare et par år siden havde svaret været det første. Det var dengang, vi ikke behøvede at demonstrere vores ytringsfrihed, men nøjedes med at praktisere den. Dengang vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde og – for det meste – lod andre gøre det samme. Men sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden ikke noget, vi bruger, men noget vi har (ret til), og tanken om en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet ligger ligefor.
Problemet er bare, at når friheden formaliseres – i betydningen sættes på formel – så ophører den med at fungere som frihed. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv per definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer, men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om både at kunne være princip for fortabelsen og for sejren, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
Med al respekt (eller som Margrethe Vestager så smukt formulerede det under valgkampen sidste år: nu er det snart ikke med respekt mere), så har hverken regering eller den generelle pressestand forstået frihedens tragiske karakter. Når politikere bruger ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund, så bruger de friheden som princip for sejren. Når medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger i stedet for at være en hjælp til at skelne mellem det gode og det onde, så fralægger de sig frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love; stille spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som f.eks. billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser. Vi er også forpligtet til at udfordre vores egne ”helligdomme”. Demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder (jeg ved godt, jeg udfordrer skæbnen) skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja måske endda kasseres.
Men det sker ikke. I stedet forholder politikere og medier sig til de demokratiske værdier på samme måde som muslimer forholder sig til Muhammed. Frihed ophører med at være frihed og bliver et ord, vi ikke har forstået betydningen af. Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den ”rigtige” frihed fra den ”forkerte”. Hermed føres det onde tilbage til en simpel negation, og det er ikke bare slapt som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel negation af det onde dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft; en dyster og trist dødsimpuls.
SELVOM DET IKKE er lysende klart, hvordan Pareyson mener, vi skal forholde os til friheden - håndtere den ondskab, der uvægerligt følger med - så konstaterer han flere steder, at lidelsen er den eneste kraft, der er større end det ondes umådelige kraft: ”det eneste håb om at besejre det onde er betroet smerten, som, hvor pinefuld og ødelæggende dens virke end måtte være, er verdens skjulte energi”. Det centrale ved Pareysons begreb om lidelse er, at det ikke skal forstås som straf. Hverken Guds straf af menneskeheden eller menneskenes straf af hinanden når nemlig ud over det ondes grænse; ”den kan tværtimod gøre den onde endnu mere ond, lukke ham inde i ubodfærdighedens grumme stædighed, blive anledning til nag, til oprør og til udgangspunkt for forråelse”.
NÅR VI BETRAGTER ytringsfriheden som nødvendig, så gør vi det modsatte af det, vi siger, vi vil. Vi udrydder ”det gode” til fordel for ”det onde”. Vi giver afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden og afskærer os fra livet snarere end døden. De oprørske udrydder hinanden, de trodsige udsletter sig selv og de svage vænner sig til at være ulykkelige.
Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode bliver vi måske modige nok til at konfrontere friheden med virkeligheden. Tage ondskaben på os og hjælpe hinanden igennem lidelsen.
Ja, det er lettere sagt end gjort, men nu er det i det mindste sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.
NB: Frihedens filosofi er det eneste af Luigi Pareysons værker, jeg har læst og jeg er meget ambivalent over for de dele af skriftet, der peger på religionen som menneskets frelse. Kronikken skal således hverken betragtes som en fyldestgørende indføring i den italienske filosofs tænkning eller som en argumentation for hans religiøse synspunkter. Der er udelukkende tale om et forsøg på at perspektivere den aktuelle debat om Muhammedtegninger i lyset af et tankevækkende begreb om frihed.
FOTO AF PAREYSON: http://www.torinoscienza.it/
Ytringsfriheden er ikke nødvendig
Den er mulig. Og hvis vi har modet til at lære den at kende kan den også blive virkelig.
DEN TYSKE FILOSOF Immanuel Kant opererede med tre såkaldte modaliteter, som bruges til at fortælle, hvordan noget er: Virkelighed, mulighed og nødvendighed. Den italienske filosof Luigi Pareyson brugte disse modaliteter til at indkredse det, han kaldte Frihedens problem. I denne kronik vil jeg bruge Frihedens problem til at perspektivere den tilsyneladende endeløse debat om Muhammedtegninger. Men først lidt om Pareysons begreb om frihed som han brugte det i sin afskedsforelæsning i 1988, udgivet på dansk med titlen Frihedens filosofi.
SOM TAGET DIREKTE fra en artikel i Jyllands Posten karakteriserer Pareyson friheden som en størrelse, der ikke tager hensyn til nogen grænse eller lov: ”Striden er dens primære form for udfoldelse, som mulighed for enighed eller afvisning. Den standser end ikke foran Gud, og den påberåber sig retten til at sætte ham til diskussion.”I modsætning til JP, statsminister Anders Fogh Rasmussen og de mange andre selvudnævnte (ytrings)frihedsforkæmpere, så stopper Pareyson imidlertid ikke her. Han klæder friheden af og kigger nærmere på de mildest talt skræmmende træk, der gemmer sig under den polerede facade.
For Pareyson hænger friheden nøje sammen med spørgsmålet om det gode og det onde. Uden valget mellem de to, som Søren Gosvig Olesen formulerer det i sit forord til Frihedens filosofi, var der nemlig ingen frihed.
Ifølge Pareyson har filosofien – som svarer til den gængse måde at tænke på i Vesten – udvist en resolut modstand mod at give sig i kast med det ondes og frihedens problem, der ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Derfor er det ikke primært blandt vor tids filosoffer, Pareyson henter sin inspiration, men derimod hos forfattere som Dostojevskij, der med ”uopnåelig klarsynethed har vist, at den sande og dybe frihed fremkalder en følelse af angst i mennesket” og religionen, som i modsætning til den rationelle opfattelse bevarer frihedens voldsomhed intakt.
Under afdækningen af Friheden i hele dens renhed konstaterer Pareyson, at ”det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig”. Men han tilføjer: ”det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig.” Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.
Udover at illustrere frihedens dunkle sider sætter Dostojevskij ord på konsekvenserne af menneskets frihed i Brødrene Karamazov: ”Intet er mere fristende for mennesket end frihed for samvittigheden, og dog er der intet, der volder dem større kval. (…). Den frie tanke stiller menneskene over for uløselige problemer, skræmmende undere og ufattelige mysterier. Under disse prøvelser reagerer menneskene på forskellig måde: de oprørske og afmægtige vil udrydde hinanden; de trodsige og ukuelige udsletter sig selv. Men den tredje kategori er de svage og ulykkelige, de er det store flertal; (…).”
DET ER MIN OPFATTELSE, at Pareyson bruger myten til at forstå den menneskelige frihed og Kants modaliteter til at problematisere den. Når han ser sig nødsaget til at inddrage Kant, så er det formentlig fordi, den rationelle opfattelse ikke tager kunsten og religionen alvorligt. For at skabe genklang i den vestlige verden anno 1988 (situationen er den samme i 2008) er det ikke nok at illustrere Friheden i hele dens renhed. Den skal også tænkes, læs: sættes i system.
Systemet, som Pareyson låner af Kant, er komplekst og uoverskueligt. Men det gør ikke noget. Pareyson inddrager nemlig kun den del af systemet, der – brugt på den rigtige måde – skærper hans pointe. Ved at betragte friheden som hhv. virkelighed, mulighed og nødvendighed illustrerer han, hvordan vi i den vestlige verden ikke bare har misforstået den menneskelige frihed, men også i stadig højere grad forhindrer den i at udfolde sig.
OM DE TRE MODALITETER konstaterer Pareyson, at virkeligheden uden tvivl er den vigtigste. Mulighed er ikke andet end skyggen af virkelighed, og nødvendighed er ”en så tyngende og stædig virkelighed, at den vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet”.
Ifølge Pareyson er virkeligheden let og fri: ”Den er både blottet for forudgående fornemmelser og indre tyngde. Den er hverken varslet af det mulige eller grundfæstet af det nødvendige”. Og han fortsætter: ”I den udstrækning virkelighed er forbundet med frihed, kan den betragtes i sin givethed eller i sin grundløshed. Set i sin givethed viser den sig som et overskud; en ægte gave, som skyldes en generøs gestus, et rent overskud, som bliver genstand for forundring. Set i sin grundløshed viser virkelighed i stedet sin dystre side; livet forekommer som en straf, der på én og samme tid fremkalder forbitrelse over at eksistere og længsel efter ikke at eksistere. I sig selv fremkalder virkelighed altså på én og samme tid forbløffelse og frygt, angst og forundring: dens essentielle kendetegn er tvetydigheden.”
Frihedens tvetydighed består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen, men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed (og kampen mod terror) eller også er vi imod. Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogen gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.
For at forbinde frihed med virkelighed skal vi tænke i både-og. Og det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens. Østens filosofi er ligesom kunsten; litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre "ordløse" kunstarter ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke – som Vestens filosoffer og videnskabsfolk – at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.
Når man ikke har et klart defineret billede af det ”rigtige” menneske/liv/samfund, så er man heller ikke så bange for det ”forkerte”. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en negation af det onde (som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres), så tager man ondskaben på sig for herigennem at blive klogere på døden – såvel som livet.
DEN AKTUELLE DEBAT om ytringsfrihed og Muhammedtegninger viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke betragter frihed som virkelighed i dagens Danmark. Vi er så langt fra både-og som vi overhovedet kan komme, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os (hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres og placeres hos de andre?).
Men hvordan forholder vi os så til vores frihed? Som mulighed, der med Pareysons ord ikke er andet end skyggen af virkelighed? Eller som nødvendighed? En tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet?
For bare et par år siden havde svaret været det første. Det var dengang, vi ikke behøvede at demonstrere vores ytringsfrihed, men nøjedes med at praktisere den. Dengang vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde og – for det meste – lod andre gøre det samme. Men sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden ikke noget, vi bruger, men noget vi har (ret til), og tanken om en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet ligger ligefor.
Problemet er bare, at når friheden formaliseres – i betydningen sættes på formel – så ophører den med at fungere som frihed. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv per definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer, men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om både at kunne være princip for fortabelsen og for sejren, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
Med al respekt (eller som Margrethe Vestager så smukt formulerede det under valgkampen sidste år: nu er det snart ikke med respekt mere), så har hverken regering eller den generelle pressestand forstået frihedens tragiske karakter. Når politikere bruger ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund, så bruger de friheden som princip for sejren. Når medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger i stedet for at være en hjælp til at skelne mellem det gode og det onde, så fralægger de sig frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love; stille spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som f.eks. billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser. Vi er også forpligtet til at udfordre vores egne ”helligdomme”. Demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder (jeg ved godt, jeg udfordrer skæbnen) skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja måske endda kasseres.
Men det sker ikke. I stedet forholder politikere og medier sig til de demokratiske værdier på samme måde som muslimer forholder sig til Muhammed. Frihed ophører med at være frihed og bliver et ord, vi ikke har forstået betydningen af. Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den ”rigtige” frihed fra den ”forkerte”. Hermed føres det onde tilbage til en simpel negation, og det er ikke bare slapt som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel negation af det onde dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft; en dyster og trist dødsimpuls.
SELVOM DET IKKE er lysende klart, hvordan Pareyson mener, vi skal forholde os til friheden - håndtere den ondskab, der uvægerligt følger med - så konstaterer han flere steder, at lidelsen er den eneste kraft, der er større end det ondes umådelige kraft: ”det eneste håb om at besejre det onde er betroet smerten, som, hvor pinefuld og ødelæggende dens virke end måtte være, er verdens skjulte energi”. Det centrale ved Pareysons begreb om lidelse er, at det ikke skal forstås som straf. Hverken Guds straf af menneskeheden eller menneskenes straf af hinanden når nemlig ud over det ondes grænse; ”den kan tværtimod gøre den onde endnu mere ond, lukke ham inde i ubodfærdighedens grumme stædighed, blive anledning til nag, til oprør og til udgangspunkt for forråelse”.
NÅR VI BETRAGTER ytringsfriheden som nødvendig, så gør vi det modsatte af det, vi siger, vi vil. Vi udrydder ”det gode” til fordel for ”det onde”. Vi giver afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden og afskærer os fra livet snarere end døden. De oprørske udrydder hinanden, de trodsige udsletter sig selv og de svage vænner sig til at være ulykkelige.
Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode bliver vi måske modige nok til at konfrontere friheden med virkeligheden. Tage ondskaben på os og hjælpe hinanden igennem lidelsen.
Ja, det er lettere sagt end gjort, men nu er det i det mindste sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.
NB: Frihedens filosofi er det eneste af Luigi Pareysons værker, jeg har læst og jeg er meget ambivalent over for de dele af skriftet, der peger på religionen som menneskets frelse. Kronikken skal således hverken betragtes som en fyldestgørende indføring i den italienske filosofs tænkning eller som en argumentation for hans religiøse synspunkter. Der er udelukkende tale om et forsøg på at perspektivere den aktuelle debat om Muhammedtegninger i lyset af et tankevækkende begreb om frihed.
FOTO AF PAREYSON: http://www.torinoscienza.it/
Tuesday, February 26, 2008
Følelse eller fornuft?
Jeg har læst, at muslimer elsker profeten Muhammed højere end de elsker deres børn (se kommentar #195).
Jeg har set en film om Jehovas vidner, hvor en far - med stor selvfølgelighed - erklærer, at han elsker Jesus højere end han elsker sin datter.
Jeg bliver fortalt, at det ikke handler om viden, men om tro. Men jeg forstår det ikke. Og jeg tror ikke på det. Man kan muligvis overbevise sig selv om, at man elsker Muhammed og/eller Jesus højere end ens eget kød og blod, men jeg tror ikke på, at man kan mærke det...
Jeg har set en film om Jehovas vidner, hvor en far - med stor selvfølgelighed - erklærer, at han elsker Jesus højere end han elsker sin datter.
Jeg bliver fortalt, at det ikke handler om viden, men om tro. Men jeg forstår det ikke. Og jeg tror ikke på det. Man kan muligvis overbevise sig selv om, at man elsker Muhammed og/eller Jesus højere end ens eget kød og blod, men jeg tror ikke på, at man kan mærke det...
Thursday, February 21, 2008
2-0 til Kasem Said Ahmad
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad har fat i den lange ende. I hvert fald når han står overfor Danmarks Radios journalister. I aften Ærlig Talts Kåre Quist, som - ærlig talt - var pinlig:
Kasem Said Ahmad: "Jeg sagde det samme til Birthe Rønn Hornbech [beklagede deltagelsen i Hitzb ut Tahrirs demonstration] og hun forstod det efter et minut."
Kåre Quist: "Fik du skæld ud?"
Nej, gu´ fanden fik han ikke skæld ud! Birthe Rønn Hornbech er nemlig kvik nok til at forstå og respektere et menneske, der tager ansvar - og derfor uvægerligt kommer til at begå fejl.
Det er helt vildt så meget mere tjekket Ahmad er end de danske journalister. Tag jer nu sammen og hør efter, hvad manden siger! Han er et betydeligt bedre forbillede for unge muslimer såvel som alle os andre end I nogensinde bliver.
Kasem Said Ahmad: "Jeg sagde det samme til Birthe Rønn Hornbech [beklagede deltagelsen i Hitzb ut Tahrirs demonstration] og hun forstod det efter et minut."
Kåre Quist: "Fik du skæld ud?"
Nej, gu´ fanden fik han ikke skæld ud! Birthe Rønn Hornbech er nemlig kvik nok til at forstå og respektere et menneske, der tager ansvar - og derfor uvægerligt kommer til at begå fejl.
Det er helt vildt så meget mere tjekket Ahmad er end de danske journalister. Tag jer nu sammen og hør efter, hvad manden siger! Han er et betydeligt bedre forbillede for unge muslimer såvel som alle os andre end I nogensinde bliver.
Wednesday, February 20, 2008
Luigi Pareyson
Tid til at lære en ny filosof at kende. Luigi Pareyson (1918-1991) var Vattimos læremester.
Søren Gosvig Olesen (som er min læremester) har skrevet forordet til Frihedens filosofi, så jeg tænker, at det er et godt sted at starte.
Tuesday, February 19, 2008
Moderate danskere?
For en gangs skyld et bidrag i den endeløse debat om Muhammedtegninger, der ikke bare erklærer sig for eller imod ytringsfrihed. Et bidrag, der både nuancerer ytringsfrihedens rolle i et samfund som det danske og udfordrer den gængse opfattelse af, hvad det vil sige at være fundamentalist. Og bidraget kom – fra muslimsk side.
Formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad var i Deadline på DR2 i fredags d. 15. februar. Og han havde det ikke let. Faktisk var hans gebrokne dansk og Kurt Strands sjældent sete utålmodighed så meget imod ham, at jeg var lige ved at opgive håbet om, at der kunne komme noget interessant ud af debatten. Men så skete det. Kasem Said Ahmad sagde det klogeste, der er blevet sagt om karikaturkrisen siden dens udbrud i 2006. Han konstaterede, at juridiske grænser for ytringsfrihed (som så vidt jeg har forstået ikke eksisterer) er uinteressante i sagen om Muhammedtegningerne, som derimod kræver en diskussion af de etiske og moralske grænser for ytringsfrihed.
På min arbejdsplads opfordrer vi vores kunder til at skelne mellem legalitet og legitimitet; det lovlige og det rimelige. Det lovlige/ulovlige – konstaterer vi jævnligt – kan afgøres i en bog med en masse paragraffer. Det rimelige/urimelige afgøres af andre menneskers reaktioner.
Selvom det første unægtelig er lettere at forholde sig til end det andet, så er det befolkningens reaktion, der får journalisterne på gaden og kriserne til at opstå. I modsætning til tidligere er det nemlig ikke nok at påberåbe sig sin ret til at trykke og genoptrykke 12 provokerende tegninger. Der skal være en mening med galskaben. Eller som Kasem Said Ahmad sagde det, da han først var kommet i gang: Ytringsfrihed er en pligt – ikke en ret!
Da hverken Kurt Strand eller talsmand for Muslimer i Dialog Zubair Butt Hussain reagerede på Ahmads indsigtsfulde betragtninger – som derfor ikke blev uddybet – kan jeg uden videre tillade mig min egen fortolkning: De oprørte muslimer har ikke noget problem med ytringsfriheden; de efterlyser blot, at vi tager ansvar for vores brug af den. At vi tager højde for den situation, vi bruger ytringsfriheden i. Vurderer rimeligheden af at bruge den som vi gør.
Sagt med andre ord: Vores muslimske medborgere beder os om det samme som vi forventer af dem: At vi har et ikke-fundamentalistisk forhold til vores helligdomme – i dette tilfælde ytringsfriheden.
Desværre tror jeg ikke kun, at det var Kurt Strand og Zubair Butt Hussain, der overhørte denne pointe. Det er nemlig karakteristisk for os danskere, at vi er alt andet end moderate, når det gælder vores eget fundament.
Formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad var i Deadline på DR2 i fredags d. 15. februar. Og han havde det ikke let. Faktisk var hans gebrokne dansk og Kurt Strands sjældent sete utålmodighed så meget imod ham, at jeg var lige ved at opgive håbet om, at der kunne komme noget interessant ud af debatten. Men så skete det. Kasem Said Ahmad sagde det klogeste, der er blevet sagt om karikaturkrisen siden dens udbrud i 2006. Han konstaterede, at juridiske grænser for ytringsfrihed (som så vidt jeg har forstået ikke eksisterer) er uinteressante i sagen om Muhammedtegningerne, som derimod kræver en diskussion af de etiske og moralske grænser for ytringsfrihed.
På min arbejdsplads opfordrer vi vores kunder til at skelne mellem legalitet og legitimitet; det lovlige og det rimelige. Det lovlige/ulovlige – konstaterer vi jævnligt – kan afgøres i en bog med en masse paragraffer. Det rimelige/urimelige afgøres af andre menneskers reaktioner.
Selvom det første unægtelig er lettere at forholde sig til end det andet, så er det befolkningens reaktion, der får journalisterne på gaden og kriserne til at opstå. I modsætning til tidligere er det nemlig ikke nok at påberåbe sig sin ret til at trykke og genoptrykke 12 provokerende tegninger. Der skal være en mening med galskaben. Eller som Kasem Said Ahmad sagde det, da han først var kommet i gang: Ytringsfrihed er en pligt – ikke en ret!
Da hverken Kurt Strand eller talsmand for Muslimer i Dialog Zubair Butt Hussain reagerede på Ahmads indsigtsfulde betragtninger – som derfor ikke blev uddybet – kan jeg uden videre tillade mig min egen fortolkning: De oprørte muslimer har ikke noget problem med ytringsfriheden; de efterlyser blot, at vi tager ansvar for vores brug af den. At vi tager højde for den situation, vi bruger ytringsfriheden i. Vurderer rimeligheden af at bruge den som vi gør.
Sagt med andre ord: Vores muslimske medborgere beder os om det samme som vi forventer af dem: At vi har et ikke-fundamentalistisk forhold til vores helligdomme – i dette tilfælde ytringsfriheden.
Desværre tror jeg ikke kun, at det var Kurt Strand og Zubair Butt Hussain, der overhørte denne pointe. Det er nemlig karakteristisk for os danskere, at vi er alt andet end moderate, når det gælder vores eget fundament.
Monday, February 18, 2008
Oprydning
Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil gøre alt for at stoppe urolighederne rundt omkring i landet. Det sagde han i hvert fald i gårsdagens 21 Søndag på DR1.
Alt.
Altså bortset fra at anerkende, at der er nogen, der - med rette - føler sig krænket. At give de krænkede den undskyldning, de vil gøre alt for at få. At modere den ytringsfrihed, der får ham og alle os andre til at ligne de fundamentalister, vi bekæmper.
Jeg kommer til at tænke på en kammerat, der krediterede sin kæreste for hendes oprydning af hjemmet med følgende ord (skal synges): "Bortset fra det hele, så´ det hele ryddet op!"
Alt.
Altså bortset fra at anerkende, at der er nogen, der - med rette - føler sig krænket. At give de krænkede den undskyldning, de vil gøre alt for at få. At modere den ytringsfrihed, der får ham og alle os andre til at ligne de fundamentalister, vi bekæmper.
Jeg kommer til at tænke på en kammerat, der krediterede sin kæreste for hendes oprydning af hjemmet med følgende ord (skal synges): "Bortset fra det hele, så´ det hele ryddet op!"
Wednesday, March 14, 2007
Politik i religion - og vice versa
Danmarks kirkeminister er enig med Danmarks statsminister i, at religion ikke skal blandes sammen med politik. Begge tager således afstand fra præster, der benytter deres taletid på prædikestolen til at fremme politiske holdninger.
Interessant.
Men hvordan ser det ud, når vi vender bøtten om? Må en politiker bruge sin taletid (i medier og på talerstole) til at fremme sin opfattelse af religion?
Næppe.
Et sekulariseret samfund er karakteriseret ved at skille politik fra religion og religion fra politik. Det stiller krav til politikere såvel som religiøse. Præster skal blande sig uden om politik (al den stund de befinder sig på prædikestolen) og politikere skal blande sig uden om religion (al den stund de udtaler sig på vegne af samfundet).
Jovist der er præster, der udtaler sig om politik, men der er langt flere politikere, der gør sig til herre over religionens rolle i samfundet. Og det er for mig at se både interessant og bekymrende...
Interessant.
Men hvordan ser det ud, når vi vender bøtten om? Må en politiker bruge sin taletid (i medier og på talerstole) til at fremme sin opfattelse af religion?
Næppe.
Et sekulariseret samfund er karakteriseret ved at skille politik fra religion og religion fra politik. Det stiller krav til politikere såvel som religiøse. Præster skal blande sig uden om politik (al den stund de befinder sig på prædikestolen) og politikere skal blande sig uden om religion (al den stund de udtaler sig på vegne af samfundet).
Jovist der er præster, der udtaler sig om politik, men der er langt flere politikere, der gør sig til herre over religionens rolle i samfundet. Og det er for mig at se både interessant og bekymrende...
Subscribe to:
Posts (Atom)