Showing posts with label medier. Show all posts
Showing posts with label medier. Show all posts

Wednesday, November 07, 2012

Bøger, børn og bedrevidenhed

Forfatter Morten Dürr opfordrer i Information til, at vi formidler bøger på børnenes præmisser, hvilket vil sige e-bøger i lettilgængelige og lækre formater. Børnene er morgendagens læsere, og i modsætning til voksne, der med Dürrs ord "har et kvalificeret forhold til teknologi - præget af et historisk overblik" har de ikke et kritisk forhold til de web- og touchteknologier, der omgiver os alle. Børnene har et "historieløst" forhold til teknologierne, kendetegnet ved en forventning om øjeblikkelig behovsindfrielse, og det skal bogbranchen hurtigst muligt honorere, hvis den vil overleve.

Bogbranchen skal med andre ord indordne sig under den ukritiske, historieløse og utålmodige verdensanskuelse, der kendetegner den uerfarne. Og det kan ifølge Dürr kun gå for langsomt. 

Spørgsmålet er dog, om en bogbranche uden kritik, historie og tålmodighed stadig er en bogbranche. Er det hensigtsmæssigt at indrette brancher, samfund og fremtid efter dem, der ved mindst, eller bør vi overveje at lytte til dem, der ved mere - og i mange tilfælde bedre?

Jeg er ikke imod e-bøger eller ideen om at give børn så mange platforme som muligt at udfolde deres læse- og lærelyst på, men jeg tror, vi skal passe på med at kassere erfaring til fordel for effektivitet.

Jeg tilhører den sidste generation af danskere, der har oplevet at vokse op uden computere, mobiltelefoner, internet, mail, sociale netværk etc. Den sidste generation af danskere, der har oplevet på egen krop, at man kan leve - og leve godt - uden konstant at være på.

Det gør mig gammel og kedelig at høre på, men det betyder også, at jeg er i stand til at kende forskel. På det, der er godt lavet og det, der er hurtigt lavet. Det, der er tænkt over og det, der er tilfældigt. Det, der er vigtigt og det, der er ligegyldigt. Det, vi skal kæmpe for og det, vi kan kassere.

Hvis jeg kun måtte give mine børn én ting her i livet, så skulle det være dét: Evnen til at kende forskel.

Det kan jeg ikke give dem ved (kun) at surfe på nettet, eller ved konsekvent at vælge de af gode grunde slidte biblioteksbøger fra. Det kræver, at de lige så tit ser mig med en bog eller med en avis som bag en skærm. At en bog på sofabordet får dem til at spørge, hvorfor jeg læser om "Ondskabens filosofi". Og at jeg fortæller dem, hvorfor jeg slukker for radioen, når jeg ikke kan holde ud at høre på flere af Xanders, Medinas eller Burhan G´s ubehjælpsomme forsøg på at tale/synge dansk.

Der er en risiko for, at jeg med mit fravalg af Facebook og insisteren på at læse mine bøger på tryk mister følingen med den digitale verden, mine børn (måske) kommer til at betragte som den eneste mulige. Men jeg synes, risikoen for ukritisk at følge med strømmen er større.

Jeg har ikke lyst til at leve i et ukritisk, historieløst og utålmodigt samfund - og jeg betragter erfaring som et vigtigt våben mod, at det sker.

Tuesday, March 13, 2012

Finanskrisen handler om manglende dannelse

"Kender du dine klassikere, kender du til kvalitet og niveau, og så vil du have mere kvalitet og mindre larmende lorte-TV"

Jeg vil gerne sige det samme som filminstruktør Joachim Nielsen i dagens Berlingske.

Thursday, March 08, 2012

Er humanistisk forskning for svær for WA?

Indlæg i Weekendavisen # 10, 9. marts 2012:

Bag om sproget

Takket være Lone Frank er WA uden sammenligning landets bedste avis, hvad angår formidling af naturvidenskabelig forskning. Desværre har jeg altid undret mig over, hvorfor dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter. Men det giver Ole Balslev måske en forklaring på i WA i forrige uge. Her anmelder han professor Per Durst-Andersens bog, Bag om sproget, som han har svært ved at finde en målgruppe til. Bogen er ifølge Balslev ikke nogen let bog for den, der interesserer sig for sprog, og selv forfatterens egne elever vil efter Balslevs vurdering have problemer med at forstå analyserne i bogen.

Da jeg med stor interesse har læst professorens bog og fundet den overordentlig vigtig for ikke bare de forskellige humanistiske forskningsfelter, den er et bidrag til, men også den evigt aktuelle debat om, hvordan vi skaber forståelse og respekt mellem forskellige kulturer, synes jeg ikke, Balslevs forskrækkelse over, at en forskningsbaseret bog ikke er let, skal have lov at stå alene. Det kunne jo være, at jeg ikke er den eneste af WAs læsere, der gerne gør sig umage, hvis belønningen er nye og banebrydende erkendelser.

Som fx at man aldrig ville kunne finde en anmeldelse som Balslevs i en russisk avis, fordi russisk er et såkaldt virkelighedsorienteret sprog, mens dansk (lige som engelsk) er et modtagerorienteret sprog. Per Durst-Andersen illustrerer forskellen med følgende eksempel: Hvis en dansker efter et foredrag siger 'Jeg kan simpelthen ikke forstå den teori du beskriver', siger bemærkningen mærkværdigvis intet om afsender selv, men derimod en del om foredragsholderen og hans teori. Hvis en russer sagde det samme, ville han sige mere om sig selv end om foredragsholderen, og folk ville undre sig over, at han ønskede at blotte sig på denne åbenlyse måde.

Forklaringen på, at forskellige nationaliteter forstår de samme udtalelser på forskellige måder finder Per Durst-Andersen i det ”kulturmentale univers”, der følger med ethvert sprog. Denne sammenhæng mellem et sprogs grammatiske strukturer og en bestemt måde at tænke på har jeg selv beskæftiget mig med i bogen Et spørgsmål om at være (Museum Tusculanums Forlag, 2008). Men mens jeg kun beskæftigede mig med, hvad relationen mellem substantiver og verber betyder for vores måde at tænke på i Vesten, så gør Per Durst-Andersens undersøgelser af de kulturmentale universer i så forskellige sprog som dansk, russisk, engelsk og kinesisk det muligt at tage højde for, at langt fra alle tænker og forstår det samme som os.

Denne mulighed kan og bør få vidtrækkende konsekvenser for alt lige fra international politik til brugen af engelsk som corporate language i globale virksomheder. Vi bør spørge os selv, hvad det er muligt – og ikke muligt – at beskæftige sig med på et Global English, som sprogbrugerne har hver deres specifikke forståelse og anvendelse af. Hvilke konsekvenser har det for kommunikationen mellem en dansker og en kineser, at danskeren tænker og taler i informationer, mens kineseren tænker og taler i situationer? Er objektivitet et resultat af (natur)videnskabelig metode – eller udtryk for en bestemt måde at tænke på, der kendetegner det sprog, videnskaben formidles på, nemlig engelsk?

Det er blot et lille udpluk af de mange spørgsmål, Ole Balslev kunne have rejst i sin anmeldelse af Bag om sproget. Men det gjorde han ikke. Måske fordi han ikke havde sat sig ordentligt ind i, hvad bogen bidrager med og betyder. Måske fordi han ikke forstår det. Uanset om det er det ene eller det andet, vil jeg opfordre WA til enten at lade være med at gøre sig til dommer over, hvad læserne kan og ikke kan forstå, eller alliere sig med nogen, der tager humanistisk forskning lige så alvorligt som naturvidenskabelig.

Thursday, January 20, 2011

P1 Formiddag om Filosofi i ledelse (Fil9)

Hør min samtale med journalist Poul Friis om Filosofi i ledelse i P1 her

Tuesday, January 18, 2011

Sjusket, naiv, indbildsk, faret vild, udokumenteret, uærlig over sig selv, blander tingene sammen, ny-realist/-strukturalist, uvidende?

Disse og en række andre lidet flatterende betegnelser bruges mere eller mindre direkte om undertegnede i Allan Holmgrens nye artikel på Kommunikationsforum. Jeg smager lige lidt på dem...

Thursday, January 13, 2011

Hovedpointer i Filosofi i ledelse (Fil7)

En journalist fra Berlingske Business har, efter at have modtaget min bog fra forlaget, bedt mig om at sende hende et par ord om hovedpointerne. Da det måske også kan være interessant for (nok især nye læsere) af denne blog gengiver jeg her mit svar:

  • God lederudvikling handler ikke om at klæde ledere på, men om at hjælpe dem med at klæde deres virksomheder af og bryde med de vaner, der forhindrer dem i at udvikle sig. Denne pointe er sammen med min kraftige kritik af det stigende antal generelle lederuddannelser og -kurser udfoldet i artiklen Lederens nye klæder på Ledelseidag.dk
  • Moderne ledelsesteorier som fx socialkonstruktionisme, narrativ teori og systemisk ledelse bygger på en sprogforståelse, der ikke harmonerer med menneskets måde at være sproglig på. Pointen udfoldes i artiklen Når sproget kører af sporet, som også illustrerer konsekvensen af ledelsesteoriernes fejlagtige sprogforståelse, nemlig at hverdagslivet og ansvaret opløses. Artiklen blev bragt på Kforum den 12. januar 2011.
  • Værdibaseret ledelse er en nødløsning for at klare en generel kulturkrise i virksomheder og organisationer, men det fører til lige det modsatte af det, det skulle, nemlig flere systemer, evalueringer, målinger etc. (artikel på Ledelseidag.dk: Ledelsesbaserede værdier - nye perspektiver på værdibaseret ledelse)
  • Coaching og kulturundersøgelser baseret på interview og spørgeskemaundersøgelser er ikke involverende/udviklende nok, fordi de er baseret på, at det er lederen/HR-konsulenten, der stiller spørgsmålene og dermed afgør, hvad det er muligt/ikke muligt at beskæftige sig med, og der skal derfor udvikles nye metoder til at komme i kontakt med virksomhederne. En af mine metoder er varemærkeregistreret under navnet STAFETANALYSE og beskrives bl.a. i artiklen Ledelsesfilosofi skader mere end det gavner på Ledelseidag.dk og i interview til Ugebrevet A4 (som dog har en fatal fejl i manchetten, da jeg på ingen måder mener, at ledere skal lade sig inspirere af græske filosoffer!): Moderne ledelse som i antikkens Grækenland
  • Det enorme fokus på lederens personlighed, der de seneste år er dukket op under overskriften ”det personlige lederskab” er skadeligt for såvel selvtillid som resultater. Ved at fokusere på det ledere og medarbejdere ER i stedet for det, ledere og medarbejdere GØR tegner man et billede af lederen, som han ikke nødvendigvis kan genkende (fordi han også er hel masse andet end det, der står i teorierne og evalueringerne) og det kan være med til, at lederen/medarbejderen begynder at tvivle på sine egne erfaringer/dømmekraft – hvilket er noget nær det værste vi kan komme ud for som mennesker! (Behandles bl.a. i artiklen Opgør med den perfekte leder, Væksthus for ledelse/lederweb.dk 25.02.11)
  • På trods af skiftet i ledelsesteorierne fra management (sandheden om ledelse) til det personlige lederskab (lederens sandhed) betragtes lederen stadig som over-menneske, der skal vide, kunne og magte mere end alle os andre. Det er et problem, fordi ledere selvfølgelig ikke er perfekte og derfor kun kan skuffe sig selv og deres omgivelser (denne pointe er udfoldet i kommentaren, Ledelse sendt fra himlen, Berlingske 17. januar 2011)
Det og en hel masse andet er konsekvensen af, at ledelsesteori og –praksis bygger på forældede filosofiske præmisser, som jeg kortlægger og udfordrer i bogen.

Bogen er baseret på undersøgelser (bl.a. STAFETANALYSER og dagbøger) gennemført i 15 forskellige offentlige og private virksomheder og indeholder en række citater og i alt tre case-kapitler, der introducerer nye metoder til at udvikle ledere og virksomheder.

Der er med andre ord masser af praktiske pointer og konkrete værktøjer at hente, men ja, det er med afsæt i en filosofisk/teoretisk analyse af, at der er noget helt galt med de ledelsesteorier, praksis henter sin ledelsesforståelse fra!

[Til "gamle" læsere af bloggen: Der er masser af nye pointer og greb i bogen, men de er lettere at fordøje, når man - som I - har varmet lidt op :o) Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes om den!]

Wednesday, October 06, 2010

Marketing i min smag

Midt i mine uendelig lange indlæg om døden kan det være rart med en lille kontant marketingfilm for noget så gammeldags som en avis om tro, etik og eksistens: Fordybelse hører fortiden til (tak for link, Ralf).

Jeg synes budskabet er lige så tankevækkende, når det spilles "forlæns" som når det spilles "baglæns". Og det synes jeg også er tankevækkende.

Tænker især over linjen "min generation tænder på". Er venerationen for Madonna/MTV hhv. Mandela/Mellemøsten et spørgsmål om, hvilken generation man tilhører?

Wednesday, June 10, 2009

Ugens profil i A4

Da overskrift og manchet af uforklarlige årsager siger det modsatte af det, jeg selv siger i interviewet i denne uges udgave af Ugebrevet A4 lægger jeg hermed interviewet ud i den form, jeg godkendte det:

Moderne ledelse er forældet

På mange arbejderpladser er medbestemmelse pseudo, for reelt set har medarbejderne bare fået lov til at svare på, hvordan de når lederens mål. Hvis danske virksomheder skal leve af innovation og nytænkning, så er det på tide, at medarbejderne får lov til at stille spørgsmål, mener filosof og erhvervsforsker, Pia Lauritzen.

Af Johan Rasmussen

I dag udstikker de færreste ledere direkte ordre med præcise instruktioner om, hvordan opgaven løses. Den moderne værdibaserede leder stiller spørgsmål til medarbejderne – hvordan kan vi sammen løse denne udfordring? Hvordan når vi fra a til b?

De fleste ledere tænker nok ikke på græske filosoffer som Sokrates og Platon, når de stiller endnu et spørgsmål til medarbejderne i den moderne ledelses navn, men ifølge filosof og erhvervsforsker Pia Lauritzen fra forskningscenteret Academy A står moderne ledere i direkte gæld til de kloge mænd, som tænkte tanker og ikke mindst stillede filosofiske spørgsmål for rundt regnet 2.500 år siden. Og hendes retoriske spørgsmål er så, om det er ideelt at lede virksomheder og medarbejdere gennem en global økonomisk krise ved hjælp af metoder fra det gamle Grækenland?

»Nu giver lederne ikke instruktioner, men stiller spørgsmål. Hvis vi betragter det med at give instruktioner, som en del af oplysningstiden, og det med at stille spørgsmål som en del af det gamle Grækenland, så kan man argumentere for, at det går baglæns i udviklingen af vores virksomheder,« siger Pia Lauritzen der er ved at skrive ph.d. om ”den svage organisationsfilosofi”.

Og nej, hendes svar er ikke, at medarbejderne igen bare skal parere ordre.
Svaret er, at lederne skal lade medarbejderne stille spørgsmål til den måde, virksomheden drives på. Lederen skal lytte til de tanker og ideer, der optager medarbejderne. Det gør de fleste ledere ikke – selvom de gerne vil tro det, mener Pia Lauritzen.

De rigtige spørgsmål
De græske filosoffer stillede en masse spørgsmål, ikke fordi de ikke kendte svarene, men fordi de ved at stille de rigtige spørgsmål kunne få almindelige mennesker til at tænke på samme måde, som de selv gjorde. Det er groft sagt den samme metode, den moderne leder bruger i dag.
Pia Lauritzen mener, at både ledelsen og medarbejderne stiller mange spørgsmål til mange ting i en virksomhed i dag, men det er kun ledelsens egne spørgsmål, som der lyttes til.

”Hvis man bedriver ledelse og udvikler virksomheder på en måde, hvor det kun er ens egne spørgsmål og ideer, der inddrages, så siger det sig selv, at man ikke får det optimale ud af det. Ledelsen giver ikke plads til udvikling og snævrer i stedet ind og lukker sig om de spørgsmål, de selv er i stand til at stille,« siger Pia Lauritzen.

Hun mener ikke, det gør noget, at ledelsen stiller medarbejderne spørgsmål. Problemet opstår, når medarbejderne aldrig får mulighed for at stille spørgsmål tilbage. For eksempel kunne det nogle gange være godt at spørge om lederens strategi og mål er det rigtige for lige netop den virksomhed?

Med andre ord kan lederen godt stille gode åbne spørgsmål, men hvis lederen spørger medarbejderen om noget forkert, så kan det være lige meget. Ifølge Pia Lauritzen svarer det til, at faren spørger familien om de skal køre i bil eller med tog på ferien til Finland, hvis moren og børnene mener, de skal til Frankrig.

Pia Lauritzen sammenligner virksomheder med isbjerge, hvor ledelsen er den synlige top, mens resten af organisationen ligger under vandet. Bunden af isbjerget var der som bekendt før toppen, og der ligger en solid blanding af erfaring, kultur, historie, ideer og energi hos medarbejderne, som aldrig for alvor bliver tøet op, hvis lederen ikke giver lov.

»Vi skal leve af innovation for at klare os i en global konkurrence, og derfor er det nødvendigt, at hele organisationen kommer i spil, i stedet for at det kun er ledelsens sandhed som tæller. Der er utallige sandheder i en virksomhed, men man baserer sin udvikling på lederens ene sandhed – det kunne være at samspillet mellem de mange sandheder kunne skabe mere udvikling,« siger Pia Lauritzen.

Bunden af isbjerget

Hun peger på at mange nytiltrådte ledere stiller sig på toppen af isbjerget og fortæller om deres nye strategi og værdier, uden at stikke hovedet ned i vandet og se, hvad der foregår dernede. Ifølge Pia Lauritzen har medarbejderne så to muligheder. Enten kan de prøve at følge strategien, selv om det er svært, fordi lederen ikke fortæller præcis hvordan, eller også kan de tænke, at lederen ikke ved, hvad han snakker om, og så gøre, som de plejer. »Uanset om de gør det ene eller det andet, så udvikler virksomheden sig ikke optimalt, « siger Pia Lauritzen

Det behøver hverken at være langhåret eller besværligt at lade medarbejderne stille spørgsmål, mener Pia Lauritzen. Hun har udviklet en ny metode, Stafetanalysen, som er afprøvet i samarbejde med Center for Parkering i Københavns Kommune. Her blev seks tilfældigt udvalgte medarbejdere og en kunde bedt om at stille et spørgsmål til en anden medarbejder i organisationen, som skulle svare og sende et nyt spørgsmål videre, indtil der var blevet stillet i alt 70 spørgsmål om organisationen. Alle spørgsmål blev stillet anonymt.

Uden at komme nærmere ind på resultaterne om Center for Parkering i Københavns Kommune, så giver metoden et helt andet billede af virksomheden, end det en ledelse eller et konsulentfirma får, når de bestemmer, hvad der skal spørges om i f.eks. en spørgeskemaundersøgelse.

»Når man lader medarbejderne stille spørgsmålene, kommer der overraskende viden frem om virksomheden. Der kan være blokeringer i organisationen, som betyder at ledelsens visioner og mål ikke giver mening, der kan være tabuer, som der bliver taget hul på, og der kan opstå nye ideer, « siger Pia Lauritzen.

Ideen er ikke, at lederen ikke skal tage ansvaret, men lederen skal turde sætte lyd på organisationen. Pia Lauritzen ønsker at udfordre den tankegang, at et enkelt menneske har nemmere ved at vide, hvordan tingene skal gøres end en større gruppe mennesker har. »Alle mennesker har afsindig mange ting at byde på, men på de fleste arbejdspladser er vi ikke i nærheden af at få potentialet udfoldet,« siger Pia Lauritzen.

Slip kontrollen
At stille spørgsmål er blevet en del af den moderne ledelsesstil og den hænger ofte sammen med den værdibaserede ledelse. Ledelsen og medarbejderne skal have en fælles forståelse af virksomheden, omverdenen og værdierne – og værdierne fortælles med billeder og historier.

Pia Lauritzen tror på teorien om værdibaseret ledelse, men i praksis mener hun, at den er forvirrende for medarbejderne – for lige som med de gamle grækere og spørgsmålene har ledelsen altid defineret spillereglerne for, hvordan man arbejder med værdier i virksomheden, inden medarbejderne involveres.

»Så længe lederne mener, det er deres ubetingede ansvar at have kontrol over udviklingen i virksomheden, virker værdibaseret ledelse ikke. Det er svært for medarbejderne at manøvrere i værdibaseret ledelse, hvor lederen peger på værdierne og målene, og medarbejderne så selv må finde ud af, hvordan de når dem,” siger Pia Lauritzen.

En leder kan for eksempel sætte mål op om, at virksomheden skal forbedre sit omdømme om miljø- og social ansvarlighed. Men det kan betyde mange forskellige ting, og medarbejderne kan opfatte det meget forskelligt. Medarbejderne kan være i tvivl om, det handler om ikke at lade vandet løbe forlænge, eller om hvor meget CO2 virksomhedens filialer udleder. Men ånden i værdibaseret ledelse er, at ledelsen ikke giver præcise instruktioner om, hvordan medarbejderne skal arbejde med værdierne.

»Det er meget frustrerende for medarbejderne, som ikke ved, hvad der skal til for at blive en succes i virksomheden. Værdierne og målene ser nemlig ikke nødvendigvis ens ud i hovedet på lederen, mellemlederen og medarbejderen,« siger hun.

For nogle medarbejdere giver det frustrationer, fordi de godt vil leve op til målene, men aldrig kan se målstregen for sig. "På mange måder var det meget lettere at gå på arbejde for 50 år siden, da du fik udstukket hvad, og hvordan du skulle gøre tingene. I dag med anerkendende og værdibaseret ledelse, er der en retorik om, at det vigtigste er, hvordan du selv forstår tingene, og at du selv formår at skabe den udvikling, der skal til for at nå de mål, ledelsen sætter op, og det kan være frustrerende,« siger Pia Lauritzen.

Ifølge Pia Lauritzen er det et problem, at lederen tror, at han ved at kommunikere kan skabe det samme billede inden i hovedet på medarbejderen, som han selv har. »Mantraet er, at hvis bare medarbejderne ser visionen og værdierne for sig, så vil de også nå målet, men det er absurd at tro, at man kan skabe de samme billeder i hovedet på andre, som man selv har,« siger hun.

Tak Johan, for din interesse og lyst til at gøre mine pointer forståelige for en målgruppe, jeg ellers ikke har arbejdet så meget med.

Friday, March 13, 2009

Hvad er formålet med sprog?

I en fremragende analyse i dagens kronik i Berlingske Tidende skriver Klaus Kjøller:

"For det andet er formålet med den sproglige aktivitet, at eleven skal blive endnu dygtigere (mindre elendig) til at udføre den sproglige aktivitet. Dette gælder helt klart i faget dansk, men kan også dække andre fag. At lære geografi, matematik osv, er at lære et særligt sprog. Men de sproglige aktiviteter har ikke et umiddelbart, ikke-sprogligt formål, som er indlysende for eleven. Når én bliver bedt om at læse op, er det ikke, fordi læreren eller de andre elever ikke selv har bøgerne og ikke selv kan læse det (dem, der kan læse), eller fordi de sidder og er edderspændte på, hvordan historien ender."

Jeg tænker, der er mange situationer (udover undervisningssituationen), der kunne have godt af at have et indlysende ikke-sprogligt formål - ikke mindst taget i betragtning af, at det er den ikke-sproglige forståelse og væren-i-verden, der regulerer vores adfærd...

(Undskyld Heidegger-udtrykket og den overdrevne selvfølgelighed, hvormed jeg skriver ovenstående).

Friday, October 31, 2008

Anmeldelse af Slagmark

I Politikens anmeldelse af Slagmark nr. 52 om Videnssamfundet, som jeg skrev et par ord om i anledning af udgivelsen i går kan man bl.a. læse:

"Hvor f.eks. Hvedekorn traditionelt har adgang til et næsten ubegrænset hav af vordende, håbefulde digtere, må Slagmark begrænse sig til en relativt lille flok kompetente idéhistorikere og filosoffer. Ikke desto mindre vil jeg godt skære igennem alle fine sondringer og med bredt armsving slå fast, at standarden generelt er opløftende høj for disse fem fætre og kusiner fra tidsskrifternes altid udrydningstruede overdrev".

Udover Slagmark anmelder Mikkel Bruun Zangenberg Kritik, Hvedekorn, Den blå port og Passage:

"Måske holder jeg denne gang mest af Slagmark i hele flokken; Hvedekorn er nogle gange ved at kamme over i kærlig, men også esoterisk indforstået fremførelse af ikke altid lige gode digte - selv om de denne gang har fået det lykkelige indfald at lade Morten Søkilde stå for tegninger overalt!

Passage er altid grundigt, godt og ofte vældig oplysende, denne gang om ny norsk litteratur, men begrænser sig i nogen grad til den trods alt lille litteraturvidenskabelige enklave herhjemme; Kritik kan have en vis slagside; denne gang kommer Poul Behrendt med en kolossalt lang og veldokumenteret forklaring af, at Niels Malmros er en fupmager, og han selv en lueforgyldt uskyldighed. (Ok, spørgsmålet om sandhed er her faktisk uhyre vigtigt), og vi får i lederen at vide, at det går godt med litteraturen (jaså), og at freelancere skal have mere i løn (hørt!) - men det er århusianske Slagmark, der for mig at se tager prisen som det bedste tidsskrift i denne ombæring. Artiklerne fordeler sig mellem en diagnostisk præcisering af, hvad det egentlig vil sige at tale om 'videnssamfund' (har ethvert samfund til enhver tid ikke altid været et videnssamfund?), og kritiske analyser af centrale træk ved videnssamfundet, f.eks. fremfører Asger Sørensen en god kritik af den nye universitære praksis med at måle god forskning efter ganske bestemte kriterier, der ikke altid virker hverken fornuftige eller nyttige."

"Tidsskriftets svøbe er de få læsere. Medens 250.000 læsere svælger i Carsten Jensens slægtsromaner og Peter Øvig Knudsens Blekingegadebande-historier, har et tidsskrift herhjemme typisk kun ganske få hundrede abonnenter, og ikke mange flere læsere. Det burde være anderledes! Og det bliver måske anderledes - der er i hvert fald mange gode, kærlige og stærke kræfter, der vedvarende og con amore ånder liv i tidsskrifternes reservater, sådan at vi ad åre kan gøre os håb om også herhjemme at udvikle os til en egentlig kulturnation. Tidsskrifterne indtager her en ideelt ekstremt vigtig rolle som formidler mellem universitet og omverden, mellem specialiserede subkulturer og en bredere, litterær, kulturel og politisk offentlighed. Med andre ord, og med risiko for at komme til at lyde som en af de anmassende telefonsælgere, der altid ringer midt i aftensmaden: Tegn dog snarest, kære læser, et abonnement på et eller flere af ovenstående tidsskrifter."

Jeg har kun at sige: Godt gået, Sune og Carsten - og tak for indsatsen!

Friday, August 08, 2008

Anmeldelse i Kr. Dagblad

I dag, den store udgivelsesdag - som mange forveksler med startskuddet på en mindre sportsbegivenhed i Kina - har Kr. Dagblad anmeldt min bog Et spørgsmål om at være.

Jeg er meget glad for anmeldelsen og taknemmelig for, at Asger Brandt har læst mig så tålmodigt som han har:

FILOSOFI
Pia Lauritzen tænker skarpt og evner at formulere sig mestendels klart i ny bog om filosofferne Heidegger, Derrida og Vattimo

Man kommer ikke uden om Gud

Af Asger Brandt

De seneste 100 års filosofi er igen og igen blevet hjemsøgt af et ønske om at gøre op med de forudsætninger, der ligger til grund for hele den filosofiske tradition. Ikke sjældent er det helt fundamentale tankefigurer, man søger at omgå, så som tendensen til at tænke i dualismer, den vestlige forestilling om subjektet eller tendensen til at adskille i subjekt og objekt.

I en ny bog af Pia Lauritzen - "Et spørgsmål om at være" - forfølges et bestemt spor i denne bestræbelse gennem tre forfatterskaber: Heidegger, Derrida og Vattimo. Forbindelsen mellem filosofi og sprog står centralt i bogen, der dermed udfolder en mistanke, der hos flere af disse fylder meget: vores tænkning er nøje forbundet med den særlige grammatik-struktur, som vore sprog tilbyder. Den grundlæggende adskillelse mellem subjekt og objekt fandtes for eksempel i vores sætningsopbygning, før den blev et filosofisk tema.

Disse temaer er til stede hos Heidegger og Derrida, men Pia Lauritzen søger i bogen at give sit eget originale bidrag til en sådan sprogkritik, men også hun står naturligvis i det grundlæggende paradoks, at man ikke kan kritisere sprogets struktur uden at være underkastet det selv samme sprog, som man kritiserer.

"Et spørgsmål om væren" er på mange måder et typisk akademisk skrift, med alt hvad det indebærer af styrker og svagheder. Tonen er en kende studentikos, hvad der her også betyder ganske frisk og respektløs. Pia Lauritzen er ikke bange for at skrive "Jeg"; hun gør det rigtig mange gange, og det er vel i sig selv en kommentar til de betænkeligheder, én af hendes helte, Vattimo, har over for det at bruge jeg-formen i akademiske skrifter.

Men i øvrigt er bogens skabelon typisk akademisk. Et vist antal teoretikere fra forskellige sammenhænge læses hver for sig, og det selvstændige bidrag består herefter i at påvise forbindelseslinjer, som de ikke selv er sig bevidst. Arbejdet er dygtigt udført, men karakteristisk for den akademiske genre er desværre også, at evnerne i nogen grad spildes, fordi skriftet mangler en redaktion, der kunne sikre, at det blev orienteret imod et publikum. I stedet for et interessant stykke formidling bliver bogen derfor lidt for ofte til en indforstået stiløvelse, og det er en skam, fordi Pia Lauritzen tydeligt nok både besidder evnerne til at tænke skarpt og at formulere sig klart.

Opgøret med sproget er i denne fremstilling også et opgør med metafysikken. Det er i sig selv blevet et standardtema igennem flere århundreders vestlig filosofi, men i denne læsning afvises metafysikken ikke blot. I stedet bliver det projektet at finde ud af, på hvilke vilkår en metafysik alligevel lader sig tænke på svækkede vilkår. Som bogen udtrykker det, er der her ikke blot tale om et opgør med metafysikken, men også med et opgør med metafysik- opgøret.

Den italienske filosof Gianni Vattimos nyklassiker "Jeg tror, at jeg tror" indtager her den centrale rolle. Vattimo har, ikke mindst med udgangspunkt i, hvad han ser som en "svag ontologi" hos Heidegger, forsøgt at formulere muligheden for at tro under de sekulariserede omstændigheder, som nu engang møder det moderne menneske. "Den svage tænkning" er her blevet et slagord, og den tro, der knytter sig hertil bliver på mange måder også en tro, der er bevidst om sin egen svaghed. En sådan besindelse på en række svækkelsers uomgængelighed synes også at udgøre udgangen på Pia Lauritzens bog: væren er ikke, hvad den har været; metafysikken er ikke, hvad den har været, og Gud kan heller ikke længere være, hvad han har været.

Men i stedet for at tage disse udviklinger som udtryk for det enes og det andets død må man undersøge, under hvilke svækkede former disse størrelser kan fortsætte deres eksistens. Snarere end at Gud skulle være død, er det derfor en anden af Nietzsches kendte bemærkninger, der bliver denne bogs omdrejningspunkt. Nietzsche siger et sted, at han frygter, at vi ikke slipper af med Gud , fordi vi stadig tror på grammatikken. Dermed er det også sagt, at da sprogets grammatik er svær at komme uden om, er det også stadig svært at komme uden om Gud .

Kristeligt Dagblad

Boganm: Pia Lauritzen: Et spørgsmål om at være. En postmetafysisk omformulering af værensspørgsmålet i lyset af Heidegger, Derrida og Vattimo. 181 sider. 175 kroner. Museum Tusculanum. Udkommer i dag.

Friday, August 01, 2008

Politiken mangler perspektiv

Jeg havde fornøjelsen af at være til forpremiere på den nye danske film ’Dig og mig’ i går. Og jeg må indrømme, at jeg er skuffet. Ikke over filmen. For helvede nej; det er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Jeg er skuffet over Politiken.

For hvad gør avisen, når der en sjælden gang i dansk filmhistorie dukker en film op, der tager livet så alvorligt, at den forpligter sig på døden? Den bruger først en forside og en helsidesartikel på at diskutere, om filmens markedsføring matcher dens indhold. Dernæst leverer den en anmeldelse ved Kim Skotte, der i frustration over selv at skulle lave de åbenlyse mellemregninger trækker det typiske anmelderkort og kalder filmen konstrueret.

Det er simpelthen ikke godt nok!

Danskerne er gode til mange ting. Og dårlige til flere. Noget af det, vi er allerdårligst til er at håndtere alvor. Vi bryster os af at være ironiske, og betragter det som vores selvskrevne ret at udøve hån, spot og latterliggørelse. Men vi ved ikke, hvad vi skal stille op med os selv og hinanden, når det gør ondt. Vi bliver bange og gemmer os væk. Gør os stærke eller går til angreb.

Lige som de fleste andre danskere har jeg ikke særlig mange ord for det, Christian E. Christiansen og Louise Vesth behandler med deres storslåede film. Det er det, der gør den så storslået. Instruktøren, produceren, skuespillerne og alle de andre, der er engageret i ’Dig og mig’ gør noget så sjældent (i filmbranchen) som at skabe et rum for det, vi ikke har nogen ord for.

Det opdager Politikens læsere bare ikke, hvis de baserer deres indkøb af biografbilletter på avisens perspektivløse diskussion af markedsføringsmekanismer og anmelderens slet skjulte forsøg på at være højkulturel.

Tuesday, May 27, 2008

Ytringsfriheden er ikke nødvendig (kronik)

Hvorfor bruges filosoffer ikke som eksperter i den aktuelle debat om ytringsfrihed? Fordi de kan finde på at sige:


Ytringsfriheden er ikke nødvendig

SIDEN KARIKATURKRISENS udbrud i 2006 har politikere og medier gjort et stort nummer ud af at understrege, at ytringsfriheden ikke bare er god at have, men nødvendig. Uden den intet demokrati – og demokratiet kan vi ikke undvære.

Det er svært at være uenig i, og det behøver vi heller ikke. Vi kan nemlig godt konstatere, at ytringsfriheden ikke er nødvendig uden dermed at give afkald på frihed og demokrati.Vi kan oven i købet mene, at ytringsfriheden ophører med at være frihed, når vi betragter den som nødvendig. Og det er lige nøjagtig det, jeg efterlyser: at vi bruger filosoffer som Immanuel Kant og Luigi Pareyson til at forstå, at friheden er betydelig mere kompleks, end vi gør den til i øjeblikket.

Det første, der slog mig, da jeg læste Pareysons lille bog "Frihedens filosofi", var, at vi ikke betragter ytringsfriheden som virkelig i dagens Danmark. Vi har ikke en let og fri omgang med vores frihed, men derimod et amputeret og anstrengt forhold til et begreb.

For bare et par år siden var det anderledes. Ikke fordi friheden var virkelig, men fordi den var mulig. Vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde, og lod – for det meste – andre gøre det samme. Vi demonstrerede ikke vores ytringsfrihed, men det var en selvfølge for os at praktisere den.

Sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden nødvendig: en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet.

Pareyson bruger Kants modaliteter – virkelighed, mulighed og nødvendighed – til at afdække friheden i hele dens renhed og sætte ord på det, han kalder frihedens problem.

Under afdækningen af friheden i hele dens renhed konstaterer han, at "det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig". Men, tilføjer han: "det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig."

Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.

FRIHEDENS PROBLEM består i, at vi ikke kan forholde os til friheden uden at formalisere den. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv pr. definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer. Men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om at kunne bruges til både sejr og fortabelse, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

Selvom begrebet aldrig har fyldt mere i det danske mediebillede, end det gør i øjeblikket, så har hverken politikere eller presse forstået frihedens tragiske karakter. Politikere betragter ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund og bruger dermed friheden til at sejre over utilpassede borgere. Medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger og fralægger sig dermed frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love, sætte spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som for eksempel billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser.

Vi er også forpligtede til at udfordre vores egne "helligdomme". Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja, måske endda kasseres.

Men det sker ikke, så længe politikere og medier forholder sig til de demokratiske værdier på samme måde, som muslimer forholder sig til Muhammed. Så længe ytringsfriheden betragtes som nødvendig, er den ikke andet end et ord, vi ikke har forstået betydningen af.

Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den rigtige frihed fra den forkerte. Hermed betragtes det onde som noget, der uden videre kan afskaffes, og det er ikke bare slapt, som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel afskaffelse af det onde, dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft – en dyster og trist dødsimpuls.

FRIHEDENS TVETYDIGHED består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen. Men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed og kampen mod terror eller også er vi imod.

Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogle gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.

For at forbinde frihed med virkelighed, som ifølge Pareyson er den vigtigste af de tre modaliteter, skal vi tænke i både-og. Det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens.Østens filosofi er ligesom kunsten, litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre ordløse kunstarter, ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.

Når man ikke har et klart defineret billede af det rigtige samfund, liv, menneske, så er man heller ikke så bange for det forkerte. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en afskaffelse af det onde – som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres – tager man ondskaben på sig.

VI KAN GODT SE BORT fra filosoffer som Kant og Pareyson i debatten om ytringsfrihed, men så hæver vi os ikke over det, vi siger, vi bekæmper. Vi afviser at beskæftige os med det ondes og frihedens problem, fordi det ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Men vi reducerer ikke det onde – tværtimod.

Ved at betragte ytringsfriheden som nødvendig giver vi afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden. Vi fraskriver os både-og, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os. Hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres hos de andre? Når vi betragter ytringsfriheden som nødvendig, så fralægger vi os ansvaret for at vælge mellem det gode og det onde. Vi ophører med at være frie.

Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller-tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode, er vi måske klar til at lade friheden blive virkelig. Tage ondskaben på os og leve med frihedens ulidelige kompleksitet.

Ja, det er lettere sagt end gjort, men filosofferne sørger i det mindste for at få det sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.

Trykt i Kr. Dagblad d. 26. maj 2008

Friday, May 16, 2008

Fordomme forfører folket

Er Dansk Folkeparti imod ekstrem islamisme? Ja. Men partiet baserer sin politik på samme menneske- og samfundssyn som de ekstreme muslimer.

Det er i hvert fald, hvad jeg er nået frem til efter at have læst Politiken og Weekendavisen i sidste uge.

Torsdag d. 8. maj pointerede Politiken, at Dansk Folkeparti ikke bruger burkaklædte kvinder i deres annoncer for at høste stemmer blandt avisens læsere, men for at provokere chefredaktør Tøger Seidenfaden og avisens debattører til at tage afstand fra partiet. Når eliten tager afstand fra Dansk Folkeparti, cementeres det – igen igen – at partiet taler folkets sag.

Og det er lige nøjagtig det, Pia K og co. vil: Vise den brede befolkning, at dem, der (tror, de) ved bedre ikke ved noget som helst.

Dagen efter bragte Weekendavisen et interview med Jean Butler, som har skrevet ph.d. om Satan i islam. Hun udtaler om den aktuelle islamistiske bevægelse, at ”De lærdes tidligere enorme autoritet er eroderet bort. Den er under skarp beskydning fra en helt ny gruppe af enkeltpersoner. Modsat de lærde, som er meget eksklusive og mest skriver for andre lærde, henvender de nye aktører sig direkte til almindelige mennesker.”

Dansk Folkeparti og ekstreme muslimer er med andre ord fælles om manden på gaden. De forfører folket med fordomme om ”de andre”. Bekræfter os i, at der er noget at være bange for. Nogle, der vil noget andet end os.

Inddelingen i ”dem” og ”os” er ikke ny. Det er en del af den menneskelige natur at forstå sig selv i kontrast til noget andet. Det nye er, at et demokratisk land som Danmark lader sig styre af denne polarisering. At et politisk parti bruger folkets frygt for ”de andre” til at få magt.

Men det skal man være lærd for at forstå. Og de lærde har ikke noget at gøre i et dansk og/eller muslimsk folkestyre, der – mere eller mindre eksplicit – styres af ”folket”.

Thursday, April 03, 2008

Ytringsfriheden er ikke nødvendig

Hermed den tidligere omtalte kronik, som jeg har besluttet mig for at publicere her, mens jeg arbejder på at afakademisere budskabet i en avisartikel:

Ytringsfriheden er ikke nødvendig

Den er mulig. Og hvis vi har modet til at lære den at kende kan den også blive virkelig.

DEN TYSKE FILOSOF Immanuel Kant opererede med tre såkaldte modaliteter, som bruges til at fortælle, hvordan noget er: Virkelighed, mulighed og nødvendighed. Den italienske filosof Luigi Pareyson brugte disse modaliteter til at indkredse det, han kaldte Frihedens problem. I denne kronik vil jeg bruge Frihedens problem til at perspektivere den tilsyneladende endeløse debat om Muhammedtegninger. Men først lidt om Pareysons begreb om frihed som han brugte det i sin afskedsforelæsning i 1988, udgivet på dansk med titlen Frihedens filosofi.

SOM TAGET DIREKTE fra en artikel i Jyllands Posten karakteriserer Pareyson friheden som en størrelse, der ikke tager hensyn til nogen grænse eller lov: ”Striden er dens primære form for udfoldelse, som mulighed for enighed eller afvisning. Den standser end ikke foran Gud, og den påberåber sig retten til at sætte ham til diskussion.”

I modsætning til JP, statsminister Anders Fogh Rasmussen og de mange andre selvudnævnte (ytrings)frihedsforkæmpere, så stopper Pareyson imidlertid ikke her. Han klæder friheden af og kigger nærmere på de mildest talt skræmmende træk, der gemmer sig under den polerede facade.

For Pareyson hænger friheden nøje sammen med spørgsmålet om det gode og det onde. Uden valget mellem de to, som Søren Gosvig Olesen formulerer det i sit forord til Frihedens filosofi, var der nemlig ingen frihed.

Ifølge Pareyson har filosofien – som svarer til den gængse måde at tænke på i Vesten – udvist en resolut modstand mod at give sig i kast med det ondes og frihedens problem, der ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Derfor er det ikke primært blandt vor tids filosoffer, Pareyson henter sin inspiration, men derimod hos forfattere som Dostojevskij, der med ”uopnåelig klarsynethed har vist, at den sande og dybe frihed fremkalder en følelse af angst i mennesket” og religionen, som i modsætning til den rationelle opfattelse bevarer frihedens voldsomhed intakt.

Under afdækningen af Friheden i hele dens renhed konstaterer Pareyson, at ”det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig”. Men han tilføjer: ”det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig.” Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.

Udover at illustrere frihedens dunkle sider sætter Dostojevskij ord på konsekvenserne af menneskets frihed i Brødrene Karamazov: ”Intet er mere fristende for mennesket end frihed for samvittigheden, og dog er der intet, der volder dem større kval. (…). Den frie tanke stiller menneskene over for uløselige problemer, skræmmende undere og ufattelige mysterier. Under disse prøvelser reagerer menneskene på forskellig måde: de oprørske og afmægtige vil udrydde hinanden; de trodsige og ukuelige udsletter sig selv. Men den tredje kategori er de svage og ulykkelige, de er det store flertal; (…).”

DET ER MIN OPFATTELSE, at Pareyson bruger myten til at forstå den menneskelige frihed og Kants modaliteter til at problematisere den. Når han ser sig nødsaget til at inddrage Kant, så er det formentlig fordi, den rationelle opfattelse ikke tager kunsten og religionen alvorligt. For at skabe genklang i den vestlige verden anno 1988 (situationen er den samme i 2008) er det ikke nok at illustrere Friheden i hele dens renhed. Den skal også tænkes, læs: sættes i system.

Systemet, som Pareyson låner af Kant, er komplekst og uoverskueligt. Men det gør ikke noget. Pareyson inddrager nemlig kun den del af systemet, der – brugt på den rigtige måde – skærper hans pointe. Ved at betragte friheden som hhv. virkelighed, mulighed og nødvendighed illustrerer han, hvordan vi i den vestlige verden ikke bare har misforstået den menneskelige frihed, men også i stadig højere grad forhindrer den i at udfolde sig.

OM DE TRE MODALITETER konstaterer Pareyson, at virkeligheden uden tvivl er den vigtigste. Mulighed er ikke andet end skyggen af virkelighed, og nødvendighed er ”en så tyngende og stædig virkelighed, at den vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet”.

Ifølge Pareyson er virkeligheden let og fri: ”Den er både blottet for forudgående fornemmelser og indre tyngde. Den er hverken varslet af det mulige eller grundfæstet af det nødvendige”. Og han fortsætter: ”I den udstrækning virkelighed er forbundet med frihed, kan den betragtes i sin givethed eller i sin grundløshed. Set i sin givethed viser den sig som et overskud; en ægte gave, som skyldes en generøs gestus, et rent overskud, som bliver genstand for forundring. Set i sin grundløshed viser virkelighed i stedet sin dystre side; livet forekommer som en straf, der på én og samme tid fremkalder forbitrelse over at eksistere og længsel efter ikke at eksistere. I sig selv fremkalder virkelighed altså på én og samme tid forbløffelse og frygt, angst og forundring: dens essentielle kendetegn er tvetydigheden.”

Frihedens tvetydighed består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen, men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed (og kampen mod terror) eller også er vi imod. Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogen gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.

For at forbinde frihed med virkelighed skal vi tænke i både-og. Og det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens. Østens filosofi er ligesom kunsten; litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre "ordløse" kunstarter ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke – som Vestens filosoffer og videnskabsfolk – at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.

Når man ikke har et klart defineret billede af det ”rigtige” menneske/liv/samfund, så er man heller ikke så bange for det ”forkerte”. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en negation af det onde (som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres), så tager man ondskaben på sig for herigennem at blive klogere på døden – såvel som livet.

DEN AKTUELLE DEBAT om ytringsfrihed og Muhammedtegninger viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke betragter frihed som virkelighed i dagens Danmark. Vi er så langt fra både-og som vi overhovedet kan komme, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os (hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres og placeres hos de andre?).

Men hvordan forholder vi os så til vores frihed? Som mulighed, der med Pareysons ord ikke er andet end skyggen af virkelighed? Eller som nødvendighed? En tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet?

For bare et par år siden havde svaret været det første. Det var dengang, vi ikke behøvede at demonstrere vores ytringsfrihed, men nøjedes med at praktisere den. Dengang vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde og – for det meste – lod andre gøre det samme. Men sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden ikke noget, vi bruger, men noget vi har (ret til), og tanken om en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet ligger ligefor.

Problemet er bare, at når friheden formaliseres – i betydningen sættes på formel – så ophører den med at fungere som frihed. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv per definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer, men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om både at kunne være princip for fortabelsen og for sejren, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

Med al respekt (eller som Margrethe Vestager så smukt formulerede det under valgkampen sidste år: nu er det snart ikke med respekt mere), så har hverken regering eller den generelle pressestand forstået frihedens tragiske karakter. Når politikere bruger ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund, så bruger de friheden som princip for sejren. Når medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger i stedet for at være en hjælp til at skelne mellem det gode og det onde, så fralægger de sig frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love; stille spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som f.eks. billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser. Vi er også forpligtet til at udfordre vores egne ”helligdomme”. Demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder (jeg ved godt, jeg udfordrer skæbnen) skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja måske endda kasseres.

Men det sker ikke. I stedet forholder politikere og medier sig til de demokratiske værdier på samme måde som muslimer forholder sig til Muhammed. Frihed ophører med at være frihed og bliver et ord, vi ikke har forstået betydningen af. Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den ”rigtige” frihed fra den ”forkerte”. Hermed føres det onde tilbage til en simpel negation, og det er ikke bare slapt som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel negation af det onde dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft; en dyster og trist dødsimpuls.

SELVOM DET IKKE er lysende klart, hvordan Pareyson mener, vi skal forholde os til friheden - håndtere den ondskab, der uvægerligt følger med - så konstaterer han flere steder, at lidelsen er den eneste kraft, der er større end det ondes umådelige kraft: ”det eneste håb om at besejre det onde er betroet smerten, som, hvor pinefuld og ødelæggende dens virke end måtte være, er verdens skjulte energi”. Det centrale ved Pareysons begreb om lidelse er, at det ikke skal forstås som straf. Hverken Guds straf af menneskeheden eller menneskenes straf af hinanden når nemlig ud over det ondes grænse; ”den kan tværtimod gøre den onde endnu mere ond, lukke ham inde i ubodfærdighedens grumme stædighed, blive anledning til nag, til oprør og til udgangspunkt for forråelse”.

NÅR VI BETRAGTER ytringsfriheden som nødvendig, så gør vi det modsatte af det, vi siger, vi vil. Vi udrydder ”det gode” til fordel for ”det onde”. Vi giver afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden og afskærer os fra livet snarere end døden. De oprørske udrydder hinanden, de trodsige udsletter sig selv og de svage vænner sig til at være ulykkelige.

Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode bliver vi måske modige nok til at konfrontere friheden med virkeligheden. Tage ondskaben på os og hjælpe hinanden igennem lidelsen.

Ja, det er lettere sagt end gjort, men nu er det i det mindste sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.

NB: Frihedens filosofi er det eneste af Luigi Pareysons værker, jeg har læst og jeg er meget ambivalent over for de dele af skriftet, der peger på religionen som menneskets frelse. Kronikken skal således hverken betragtes som en fyldestgørende indføring i den italienske filosofs tænkning eller som en argumentation for hans religiøse synspunkter. Der er udelukkende tale om et forsøg på at perspektivere den aktuelle debat om Muhammedtegninger i lyset af et tankevækkende begreb om frihed.

FOTO AF PAREYSON: http://www.torinoscienza.it/

Monday, March 31, 2008

Hverken nødvendig eller unødvendig

Efter at have læst Frihedens filosofi, som er en lille bog af Luigi Pareyson, jeg tidligere har omtalt på denne blog, har jeg skrevet en kronik om ytringsfrihed og Muhammedtegninger. Kronikken hedder "Ytringsfriheden er ikke nødvendig" og diskuterer tre forskellige måder at betragte ytringsfriheden på (jeg vil prøve at få den trykt og venter derfor med at publicere den her).

Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke kan sige kronikkens titel (ytringsfriheden er ikke nødvendig) uden at få skudt i skoene, at jeg betragter ytringsfriheden som unødvendig. Det gør jeg ikke. Jeg ønsker tværtimod, at vi tænker udover enten/eller. I stedet for at tænke nødvendig/unødvendig kunne vi betragte ytringsfriheden som mulig eller måske ligefrem som virkelig (Kants modaliteter). Men jeg har på fornemmelsen, at det er for meget forlangt i øjeblikket...

Friday, March 14, 2008

Tøgers bogreol

Jeg hører ikke til blandt dem, der har opsagt deres Politiken abonnement pga. chefredaktørens altoverskyggende evne til at sætte sig selv i centrum. Tværtimod bliver jeg ved med at imponeres over Tøger Seidenfadens enorme vid og uforlignelige sprogtalent.

MEN jeg synes han spiller fallit i gårsdagens anmeldelse af regeringens demokratikanon. Ikke fordi han er glad - det skal han også have lov til at være engang imellem - men fordi han lader udvalgets prioritering af begivenheder (som mere eller mindre svarer til den prioritering, Tøger selv ville have foretaget, hvis han var blevet spurgt) skygge over den kendsgerning, at det er perverst at sætte demokratiet på formel.

I sin begejstring over, at udvalget tilsyneladende er enig med ham i, at Spinoza, Grundtvig og Salman Rushdie har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det danske demokrati "glemmer" chefredaktøren at udfordre regeringens kanonisering af snart sagt alle aspekter af den menneskelige tilværelse.

Regeringen ved, lige som alle andre gode forhandlere, at det, der virkelig betyder noget forbliver usagt. Det, man ikke er indstillet på at forhandle om skal for alt i verden ikke nævnes. For regeringens vedkommende er det hverken værdier, ytringsfrihed eller demokrati, der VIRKELIG betyder noget, men derimod opfattelsen af, at verden kan defineres. Der findes "rigtige" værdier og "forkerte" værdier. Regler for "de gode" og (andre) regler for "de onde".

Ved at kanonisere noget, vi alle sammen elsker at diskutere sikrer regeringen, at vi ikke diskuterer det, der virkelig bør diskuteres. Nemlig den tvivlsomme antagelse, at verden kan sættes på formel.

Formålet med demokratikanonen er efter sigende at skabe debat. Med Tøger Seidenfadens og andres iver efter at vise deres bogreol frem kommer vi desværre aldrig til at debattere det, der for alvor tegner udviklingen af det danske demokrati.

Saturday, March 01, 2008

Nyt TV-program?

Jeg har fået en idé. Det er ikke set før og måske er hverken TV stationer eller seere klar til det, men jeg prøver alligevel: Et TV program á la Ærlig Talt, Profilen (begge DR) og Dags Dato (TV2), hvor værten lytter til det, deres gæst(er) siger og stiller kritiske spørgsmål til dét i stedet for at fremture deres egne indstuderede pointer.

Jeg synes, det kunne være spændende. Hvad siger I?

Friday, February 29, 2008

Ytringsfrihed - til hvad?

Læste en fremragende kronik i Politiken i går. Jeg tænker på, om Flemming Chr. Nielsen stadig arbejder for Jyllands-Posten...!?