Er humanistisk forskning for svær for WA?

Indlæg i Weekendavisen # 10, 9. marts 2012:

Bag om sproget

Takket være Lone Frank er WA uden sammenligning landets bedste avis, hvad angår formidling af naturvidenskabelig forskning. Desværre har jeg altid undret mig over, hvorfor dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter. Men det giver Ole Balslev måske en forklaring på i WA i forrige uge. Her anmelder han professor Per Durst-Andersens bog, Bag om sproget, som han har svært ved at finde en målgruppe til. Bogen er ifølge Balslev ikke nogen let bog for den, der interesserer sig for sprog, og selv forfatterens egne elever vil efter Balslevs vurdering have problemer med at forstå analyserne i bogen.

Da jeg med stor interesse har læst professorens bog og fundet den overordentlig vigtig for ikke bare de forskellige humanistiske forskningsfelter, den er et bidrag til, men også den evigt aktuelle debat om, hvordan vi skaber forståelse og respekt mellem forskellige kulturer, synes jeg ikke, Balslevs forskrækkelse over, at en forskningsbaseret bog ikke er let, skal have lov at stå alene. Det kunne jo være, at jeg ikke er den eneste af WAs læsere, der gerne gør sig umage, hvis belønningen er nye og banebrydende erkendelser.

Som fx at man aldrig ville kunne finde en anmeldelse som Balslevs i en russisk avis, fordi russisk er et såkaldt virkelighedsorienteret sprog, mens dansk (lige som engelsk) er et modtagerorienteret sprog. Per Durst-Andersen illustrerer forskellen med følgende eksempel: Hvis en dansker efter et foredrag siger 'Jeg kan simpelthen ikke forstå den teori du beskriver', siger bemærkningen mærkværdigvis intet om afsender selv, men derimod en del om foredragsholderen og hans teori. Hvis en russer sagde det samme, ville han sige mere om sig selv end om foredragsholderen, og folk ville undre sig over, at han ønskede at blotte sig på denne åbenlyse måde.

Forklaringen på, at forskellige nationaliteter forstår de samme udtalelser på forskellige måder finder Per Durst-Andersen i det ”kulturmentale univers”, der følger med ethvert sprog. Denne sammenhæng mellem et sprogs grammatiske strukturer og en bestemt måde at tænke på har jeg selv beskæftiget mig med i bogen Et spørgsmål om at være (Museum Tusculanums Forlag, 2008). Men mens jeg kun beskæftigede mig med, hvad relationen mellem substantiver og verber betyder for vores måde at tænke på i Vesten, så gør Per Durst-Andersens undersøgelser af de kulturmentale universer i så forskellige sprog som dansk, russisk, engelsk og kinesisk det muligt at tage højde for, at langt fra alle tænker og forstår det samme som os.

Denne mulighed kan og bør få vidtrækkende konsekvenser for alt lige fra international politik til brugen af engelsk som corporate language i globale virksomheder. Vi bør spørge os selv, hvad det er muligt – og ikke muligt – at beskæftige sig med på et Global English, som sprogbrugerne har hver deres specifikke forståelse og anvendelse af. Hvilke konsekvenser har det for kommunikationen mellem en dansker og en kineser, at danskeren tænker og taler i informationer, mens kineseren tænker og taler i situationer? Er objektivitet et resultat af (natur)videnskabelig metode – eller udtryk for en bestemt måde at tænke på, der kendetegner det sprog, videnskaben formidles på, nemlig engelsk?

Det er blot et lille udpluk af de mange spørgsmål, Ole Balslev kunne have rejst i sin anmeldelse af Bag om sproget. Men det gjorde han ikke. Måske fordi han ikke havde sat sig ordentligt ind i, hvad bogen bidrager med og betyder. Måske fordi han ikke forstår det. Uanset om det er det ene eller det andet, vil jeg opfordre WA til enten at lade være med at gøre sig til dommer over, hvad læserne kan og ikke kan forstå, eller alliere sig med nogen, der tager humanistisk forskning lige så alvorligt som naturvidenskabelig.

"Diversity" - drive eller dille?

Jeg havde fornøjelsen af at sidde i et "Business Panel" på et CBS Symposium i går, hvor overskriften var "Humanities in Business: How can the Humanities contribute to Business?" Panelet bestod af repræsentanter fra PenSam, Arla, Novo Nordisk, A. P. Møller-Mærsk, PFA og så mig - der som I nok kan regne ud, skillede sig en lille smule ud fra de andre.

Det er alt andet lige sværere at tale på erhvervslivets vegne, når man kommer fra en lille tre-mands iværksættervirksomhed som Academy A end når man med mange års erfaring i store danske og/eller globale virksomheder har navne som Mærsk, Novo Nordisk og Arla i ryggen. Sådan er det bare.

At debatten derudover skulle foregå på engelsk, der for de nævnte virksomheder selvfølgelig er Corporate Language, men som for en lille dansk, humanistisk forskningsvirksomhed er og bliver fremmedsprog, gjorde det selvsagt ikke lettere at matche mine meget kompetente medpaneldeltagere.

Men så kan jeg - som min svigermor så venligt siger, når hun for Gud ved, hvilken gang tager mig i at falde totalt igennem på en praktisk opgave (som fx at strikke et halstørklæde) - så meget andet. Selvom vi er flere i familien, der morer os over, at min svigermor aldrig giver nogle eksempler på, hvad det er, jeg kan, så bilder jeg mig ind, at hun har ret. Jeg kan noget andet end de mennesker, jeg sad i panel med i går, og måske hænger det netop sammen med, at jeg ikke repræsenterer en stor, global virksomhed og derfor (stadig) betragter engelsk som et fremmedsprog.

For hvordan kan det være, at HR-folk i globale virksomheder er så optaget af og taler så meget om diversity og samtidig betragter det som en selvfølge, at al kommunikation foregår på ét sprog? Hvordan kan en virksomhed som Novo Nordisk arbejde strategisk med det, de kalder diversity of mind uden samtidig at anerkende betydningen af diversity of language? Ved de ikke, at et menneskes mind (hvilket jeg vil tro, de forstår som 'måden at tænke på') hænger sammen med den kultur, det pågældende menneske er en del af? Forholder de sig ikke til, at kultur er uløseligt forbundet med sprog?

Formentlig ikke. Og det kan man heller ikke forvente. Som mine inspirerende medpaneldeltagere påpegede, så handler det for store, globale virksomheder først og fremmest om at være pragmatiske - og det er man, som det ser ud lige nu, bedst ved at tale om diversity som noget, der kan opnås og håndteres på engelsk.

Spørgsmålet, som man kan stille, når man IKKE repræsenterer én af disse virksomheder, og når man som lille, dansk humanistisk forskningsvirksomhed derfor (stadig) betragter engelsk som et fremmedsprog er, om det behøver blive ved med at være sådan.

Kunne man ikke forestille sig nyere og bedre måder at arbejde med diversity på, som tager højde for de kulturforskelle, medarbejdere med dansk, kinesisk, spansk og andre modersmål bringer med over i deres forståelse og brug af engelsk?

Det talte jeg med professor Per Durst-Andersen om efter arrangementet i går, og vi er sikre på, vi kan hjælpe de globale virksomheder med at gøre det (endnu) bedre. Med afsæt i hans forskning i de kulturmentale universer, der følger med forskellige sprog vil vi udvikle et let og overskueligt værktøj, der kan hjælpe virksomheder som fx Mærsk og Novo Nordisk med at blive opmærksomme på og tage højde for det, der kan, og ikke kan, forstås og tænkes på forskellige sprog - herunder engelsk.

Jeg glæder mig afsindig meget!

Forbyd forankring

"Vogt dig for begrebet implementering, og for dets synonym forankring. De bruges nemlig som oftest dér, hvor man har opgivet det komplekse, rodede arbejde med menneskelige følelser og værdier og i stedet blot mekanisk gennemtvinger sin vilje. Nu har man sat så og så lang tid af til værdi-diskussioner og medarbejderudviklings-workshops, nu skal resultaterne sgu implementeres, så de kan give et resultat på bundlinjen! Forandringen vil måske være gennemført på papiret, men ikke hos de ansatte." (Simon Andersen: Hvad leder-hjertet er fuldt af)

Hvorfor skriver jeg?

For at påvirke? For at blive påvirket?
Hvorfor vil jeg påvirke(s)?
For at blive forstået? For at forstå?
Hvorfor vil jeg forstå(s)?
For at (få) bekræfte(t), at der er "noget" at forstå...

Kan 'skriver' mon skiftes ud med taler, tænker, leder, arbejder, elsker, fordømmer, søger, fortolker - og hvad vi ellers gør? Kan menneskets gøren og laden virkelig koges ned til det? Ja, måske...?

Når sproget kører af sporet (Fil6)

Der er mange gode grunde til at udfordre den sprogforståelse, der hærger ledelsesteori og -praksis under betegnelser som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ samtalepraksis, systemisk ledelsesteori m.fl. Den væsentligste er, at den ikke harmonerer med menneskets måde at være sproglig på.

Ledelsesteorier repræsenteret ved bl.a. Gitte Haslebo og Allan Holmgren er skadelige. Af fem grunde: 1) fordi de gør sproget til en genstand, 2) meningsbegrebet til det vigtigste ledelsesredskab, 3) psykologiske fænomener som f.eks. stress til selvstændigt handlende aktører, 4) sandheden til en relativ størrelse og 5) de fortalte fortællinger til eneste virkelighed. Det er et problem, fordi hverdagslivet og ansvaret opløses undervejs. Her følger fem argumenter imod de dominerende ledelsesteorier.

Læs hele artiklen på Kforum

Er TankeTjek død?

Langt fra. Jeg har sjældent tænkt og tjekket så mange tanker på så kort tid som jeg har gjort det sidste halve år - og det er meget længe siden jeg har skrevet så meget om det, jeg har tænkt og tjekket som jeg har gjort de sidste tre måneder.

Men det har (som I nok har bemærket) ikke været her på bloggen, men i en ny bog om Filosofi i ledelse, som udkommer på Hans Reitzels Forlag i løbet af efteråret.

Med bogen publiceres langt om længe elementer fra den samtale, jeg havde med Vattimo i Torino foråret 2009. Og rigtig mange af de filosofiske pointer, jeg fremsatte i Et spørgsmål om at være er omformuleret i en kritisk analyse af - og ikke mindst; et alternativ til - den aktuelle ledelsesfilosofi og -teori. Derudover er der en god portion (i hvert fald for mig) nye pointer om filosofi, ledelse, organisationer og udvikling - og i modsætning til rigtig meget litteratur på området har jeg tillid til, at læseren tænker mindst lige så godt som jeg.

Udgangspunktet for bogen er, at kilden til de mange problemer, der er i ledelse og organisationer ikke er praksis, men de teorier, praksis bygger på. Disse er nemlig baseret på en meget gammel forståelse af filosofi, som på ingen måde harmonerer med den udvikling, vi som samfund, organisationer og mennesker har været igennem siden det antikke Grækenland. Jeg håber, I vil tage godt imod den.

Vattimo - en oplevelse

Vattimo ringede kl. 17.30 i går - en halv time før vi havde aftalt at mødes - og spurgte om jeg kunne møde ham i hans hjem på Via Po i stedet for på universitetet. Det kunne jeg godt. Jeg fandt adressen og blev mødt af en meget venlig ældre herre, som undskyldte, at han sådan havde ændret på aftalen!

Han var meget nysgerrig efter at høre, hvad jeg lavede i Torino, og blev noget forlegen da jeg sagde, at jeg var her for at besøge ham. Det mente han ikke, han kunne leve op til - men det kunne han. Han spurgte interesseret til min forskning og blev næsten som en lille dreng, da jeg viste ham Et spørgsmål om at være, som bærer undertitlen - en postmetafysisk omformulering af værensspørgsmålet i lyset af Heidegger, Derrida og Vattimo. Han læser naturligvis ikke dansk, men var meget begejstret for at se sit navn på omslaget sammen med Heidegger og Derrida. Man bliver vist aldrig for gammel/stor/fin til at blive smigret. Han spurgte, om han måtte beholde bogen, og det måtte han selvfølgelig gerne - nu var det nemlig mig, der var beæret ;o)

Vi havde en spændende samtale om svækkende strukturer i politik, filosoffens rolle, menneskerettighedernes påståede naturlighed, debatten om ytringsfrihed under Muhammedkrisen, muligheden af, at den svage tænkning kan operationaliseres, sammenhængen mellem grammatiske strukturer og metafysisk hhv. svag tænkning, udfordringen i at den svage tænkning ikke kan institutionaliseres uden at blive metafysisk og en hel masse andet. Og så legede vi lidt med hans meget søde, røde kat. For som han sagde, dyrene vil jo også være med.

Jeg har sat dagen i dag af til at skrive interviewet rent, og så vil jeg naturligvis lægge noget af det ud på bloggen. Jeg skal også lige finde ud af, om jeg evt. skal prøve at afsætte det i sin samlede form til en avis eller et tidsskrift. Hvis I har gode ideer til, hvem der kunne bruge et sådant interview må I meget gerne dele dem med mig.

Begejstrede påskehilsner,

Pia
...

Hvad er formålet med sprog?

I en fremragende analyse i dagens kronik i Berlingske Tidende skriver Klaus Kjøller:

"For det andet er formålet med den sproglige aktivitet, at eleven skal blive endnu dygtigere (mindre elendig) til at udføre den sproglige aktivitet. Dette gælder helt klart i faget dansk, men kan også dække andre fag. At lære geografi, matematik osv, er at lære et særligt sprog. Men de sproglige aktiviteter har ikke et umiddelbart, ikke-sprogligt formål, som er indlysende for eleven. Når én bliver bedt om at læse op, er det ikke, fordi læreren eller de andre elever ikke selv har bøgerne og ikke selv kan læse det (dem, der kan læse), eller fordi de sidder og er edderspændte på, hvordan historien ender."

Jeg tænker, der er mange situationer (udover undervisningssituationen), der kunne have godt af at have et indlysende ikke-sprogligt formål - ikke mindst taget i betragtning af, at det er den ikke-sproglige forståelse og væren-i-verden, der regulerer vores adfærd...

(Undskyld Heidegger-udtrykket og den overdrevne selvfølgelighed, hvormed jeg skriver ovenstående).