Hvis Lars Kolinds opfordring til samfundsansvar (Berlingske Tidende, 30. januar) for alvor skal give mening må han – og erhvervslivet i øvrigt – tage skridtet fra ansvarlighed til etik. Og det kræver hjælp fra filosofien.
KARAKTERISTISK FOR EN ANSVARLIG VIRKSOMHED er, at den forholder sig til rimeligheden af sit eget virke: Hvad bør vi gøre? Og hvad bør vi ikke gøre? Det samme gør en etisk virksomhed. Men en virksomhed, der er gået fra ansvarlighed til etik tager også stilling til, hvordan den enkelte medarbejder bør handle, og hvordan samfundet bør være indrettet. I modsætning til ansvarlighed, så rummer etik nemlig en tradition, der tænker virksomheden ind i en større sammenhæng, og det vender op og ned på mange virksomheders selvforståelse.
Mens virksomheders ansvarlighed, som varetages under synonymer som CSR, Code of Conduct, bæredygtig udvikling, Corporate Citizenship osv., udspringer af managementteorier, der alle orienterer sig mod profit, så udspringer etik af en helhedsorienteret tænkning, der betragter den enkelte i lyset af fællesskabet og fællesskabet i lyset af den enkelte. Ansvarlighed kan derfor betragtes som et middel til at opnå profit, mens etik er et mål i sig selv (det gode samfund).
DE GAMLE GRÆKERE BETRAGTEDE ETIK, politik og økonomi som flere sider af samme sag og kunne aldrig finde på at behandle dem uafhængigt af hinanden. Derfor beskæftigede de sig også mere med det, der går på tværs af alle discipliner (samfundet, fællesskabet og det enkelte menneske) end disciplinerne selv. Det står i skarp kontrast til alle de virksomheder, der placerer HR, produktudvikling og marketing i hver deres afdeling uden at sikre et minimum af koordinering. Og det forklarer, hvorfor der er en verden til forskel på at arbejde med virksomhedsetik og at arbejde med social ansvarlighed.
Social ansvarlighed betragtes af mange virksomheder som en underdisciplin inden for HR eller kommunikation, men den går ikke med virksomhedsetik. Virksomhedsetik er et forretningsstrategisk værktøj, og det er vigtigt, at erhvervslivet betragter det som sådant.
DE, DER FOR ALVOR ER KLAR til Kolinds næste skridt må derfor opgive tanken om en afdeling, der tager sig af det med ansvarligheden. ETIK SKAL TÆNKES HELE VEJEN RUNDT I VIRKSOMHEDEN, og det kræver topledelsens stillingtagen til:
1. Hvilken rolle, virksomheden spiller/gerne vil spille i samfundet
2. Hvilke spilleregler, medarbejderne skal overholde for at være en del af det fællesskab, virksomheden repræsenterer, og
3. Hvordan virksomheden udvikler den enkelte medarbejders dømmekraft, så hun træffer de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter
Topledelsens stillingtagen skal udspringe af en samlet forretningsforståelse og –strategi, der sikrer overensstemmelse mellem det, man som virksomhed siger og det, man som virksomhed gør. Det handler med Harvard professor Robert Simons´ ord om at afstemme performancesystemet (det, man belønner sine medarbejdere for) med trossystemet (det, der skaber mening og retning, herunder mission, vision og værdier).
Og selvom det er lettere sagt end gjort, så er det et rimeligt krav, som både medarbejdere og omgivelser så småt er begyndt at stille.
Thursday, February 08, 2007
Tuesday, February 06, 2007
Er det en menneskeret at få (andres) børn?
Har netop set Lorry og harmes over udtalelser om, at lysten til at hjælpe barnløse kvinder ikke er stor nok blandt potentielle ægdonorer. Der tales om ægdonation som en altruistisk handling, som alle burde føle sig forpligtet til at overveje. For børn er "jo noget af det, man gerne vil have", som en af de barnløse kvinder udtaler til Lorry.
Politikere og læger undrer sig over den manglende villighed blandt kvinder, der har gode æg og de barnløse kvinder mener ikke, der bliver gjort nok for at "motivere" til ægdonation.
Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at pådutte sine medsøstre et ansvar i sådan en sag. Jeg synes, det handler om alt muligt andet end altruisme og solidaritet. Og jeg har meget svært ved at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke tilbyder mine tilsyneladende gode æg til kvinder, der ikke er lige så heldig stillet som jeg.
Jeg er nemlig fuldstændig ude af stand til at gennemskue konsekvenserne af at lade mine gener udvikle sig i en anden kvindes krop, lige som jeg har svært ved at forestille mig, at der vil gå en eneste dag uden jeg vil tænke på "mit" barn. Men det er sikkert bare mig - eller hvad?
Politikere og læger undrer sig over den manglende villighed blandt kvinder, der har gode æg og de barnløse kvinder mener ikke, der bliver gjort nok for at "motivere" til ægdonation.
Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at pådutte sine medsøstre et ansvar i sådan en sag. Jeg synes, det handler om alt muligt andet end altruisme og solidaritet. Og jeg har meget svært ved at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke tilbyder mine tilsyneladende gode æg til kvinder, der ikke er lige så heldig stillet som jeg.
Jeg er nemlig fuldstændig ude af stand til at gennemskue konsekvenserne af at lade mine gener udvikle sig i en anden kvindes krop, lige som jeg har svært ved at forestille mig, at der vil gå en eneste dag uden jeg vil tænke på "mit" barn. Men det er sikkert bare mig - eller hvad?
Friday, January 26, 2007
Politikens læserpanel
Handler journalistik om rigtigt og forkert?
Det korte svar er nej. Det lange svar er så spidsfindigt, at hverken statsminister eller journalister tilsyneladende tænker over det.
I dagens forsideartikel, som bærer overskriften, ”Foghs angreb på DR mødt af kritik”, tegnes et billede af en konflikt mellem dem, der er enige i Foghs angreb på DR og dem, der er uenige. Politikere, forskere, journalister og redaktører finder det enten rimeligt, at Fogh blander sig i DRs måde at drive journalistik på eller urimeligt. Ifølge SF-formand Villy Søvndal handler det om at finde ud af, hvem der har ret, hvortil det er naturligt at tilføje: og hvem der har uret.
Alle er nemlig enige om, at dokumentarprogrammet ENTEN bygger på rigtige oplysninger ELLER på forkerte. ENTEN er det rigtigt af Fogh at blande sig i DRs videreformidling af begivenheder i Kandaharlejren ELLER også er det ikke. ENTEN/ELLER.
Enigheden om ENTEN/ELLER er imidlertid lige nøjagtig det, der gør det lange svar på det indledende spørgsmål spidsfindigt. Når vi uden at tænke nærmere over det altid er enige om at dele verden op i enten/eller, rigtigt/forkert, sort/hvid, ret/uret, forsvar/angreb (som det er tilfældet i artiklen på side 4), så glemmer vi nemlig, at der er langt mere på spil end som så.
Vi glemmer, at sagen om Fogh og DR ikke handler om, hvem der har ret og hvem der har uret, men om forskellige interesser (hvorfor ellers udvise ”stor begejstring for, at den stærke kritik af DR kommer fra Nyhedsavisen, hvis chefredaktør, David Trads forsøgte at stille op for Socialdemokraterne ved seneste folketingsvalg”, som det formuleres i forsideartiklen?). Vi glemmer, at vi som journalist, statsminister eller læser har en interesse i, at ”alle de andre” opfatter konflikten på samme måde som vi selv gør.
Vi glemmer det eller vil slet ikke erkende det.
Når vi selv er involveret i en sag (som Fogh/regeringen er det, når det gælder situationen i Afghanistan; som DR er det, når det gælder et af deres dokumentarprogrammer, og som Politikens journalister er det (!), hvis/når kritikken af DR får konsekvenser for den samlede pressestand), så handler det kun om én ting: At få andre til at se sagen på samme måde som vi selv gør. Når vi deler verden op i rigtigt og forkert, så er det fordi vi drives af en trang til at overbevise andre om, at den måde, VI betragter verden på er den rigtige.
Og det gælder os alle sammen. Journalister vil have os til at tænke journalistisk (se eksempel i interview af Anders Fogh på side 4). Politikere vil have os til at tænke politisk. Jurister vil have os til at tænke juridisk. Og filosoffer vil have os til at tænke filosofisk.
Hvorfor? Fordi verden er for svær at forstå uden et filter, der deler alting op i rigtigt og forkert.
P.s. Tak for denne gang. Jeg blogger videre på www.tanketjek.blogspot.com hvor I er velkomne til at læse med og udfordre mine mere eller mindre gennemtænkte tanker…
Det korte svar er nej. Det lange svar er så spidsfindigt, at hverken statsminister eller journalister tilsyneladende tænker over det.
I dagens forsideartikel, som bærer overskriften, ”Foghs angreb på DR mødt af kritik”, tegnes et billede af en konflikt mellem dem, der er enige i Foghs angreb på DR og dem, der er uenige. Politikere, forskere, journalister og redaktører finder det enten rimeligt, at Fogh blander sig i DRs måde at drive journalistik på eller urimeligt. Ifølge SF-formand Villy Søvndal handler det om at finde ud af, hvem der har ret, hvortil det er naturligt at tilføje: og hvem der har uret.
Alle er nemlig enige om, at dokumentarprogrammet ENTEN bygger på rigtige oplysninger ELLER på forkerte. ENTEN er det rigtigt af Fogh at blande sig i DRs videreformidling af begivenheder i Kandaharlejren ELLER også er det ikke. ENTEN/ELLER.
Enigheden om ENTEN/ELLER er imidlertid lige nøjagtig det, der gør det lange svar på det indledende spørgsmål spidsfindigt. Når vi uden at tænke nærmere over det altid er enige om at dele verden op i enten/eller, rigtigt/forkert, sort/hvid, ret/uret, forsvar/angreb (som det er tilfældet i artiklen på side 4), så glemmer vi nemlig, at der er langt mere på spil end som så.
Vi glemmer, at sagen om Fogh og DR ikke handler om, hvem der har ret og hvem der har uret, men om forskellige interesser (hvorfor ellers udvise ”stor begejstring for, at den stærke kritik af DR kommer fra Nyhedsavisen, hvis chefredaktør, David Trads forsøgte at stille op for Socialdemokraterne ved seneste folketingsvalg”, som det formuleres i forsideartiklen?). Vi glemmer, at vi som journalist, statsminister eller læser har en interesse i, at ”alle de andre” opfatter konflikten på samme måde som vi selv gør.
Vi glemmer det eller vil slet ikke erkende det.
Når vi selv er involveret i en sag (som Fogh/regeringen er det, når det gælder situationen i Afghanistan; som DR er det, når det gælder et af deres dokumentarprogrammer, og som Politikens journalister er det (!), hvis/når kritikken af DR får konsekvenser for den samlede pressestand), så handler det kun om én ting: At få andre til at se sagen på samme måde som vi selv gør. Når vi deler verden op i rigtigt og forkert, så er det fordi vi drives af en trang til at overbevise andre om, at den måde, VI betragter verden på er den rigtige.
Og det gælder os alle sammen. Journalister vil have os til at tænke journalistisk (se eksempel i interview af Anders Fogh på side 4). Politikere vil have os til at tænke politisk. Jurister vil have os til at tænke juridisk. Og filosoffer vil have os til at tænke filosofisk.
Hvorfor? Fordi verden er for svær at forstå uden et filter, der deler alting op i rigtigt og forkert.
P.s. Tak for denne gang. Jeg blogger videre på www.tanketjek.blogspot.com hvor I er velkomne til at læse med og udfordre mine mere eller mindre gennemtænkte tanker…
Tuesday, January 23, 2007
Jeg vil være folkelig - hjælp!
Selvom det måske er svært at se på mine emner og måde at skrive på, så prøver jeg faktisk at blive mere folkelig i min omgang med filosofi.
Men jeg har brug for hjælp.
Derfor tænkte jeg, om der er nogen af jer, der vil give mig lidt feedback på en manchet til et foredrag, jeg skal holde i maj. Foredraget skal holdes i Filosofisk Forum, så det behøver ikke at være 100% tilgængeligt for alle, men det er vigtigt for mig, at manchetten vækker interese blandt alle former for mennesker, der kan lide at tænke sig om.
Derfor: Hvad siger I til nedenstående manchet? Ville I komme til foredraget?
Grammatik er Gud
Selvom vi er tilbøjelige til at tro, at fundamentalisme er lig med islam, så har vestlig filosofi gennem årtusinder bygget på en metafysisk forestilling om, at der er et fundament for vores erkendelse. Og selvom Nietzsche, Heidegger, Vattimo m.fl. har forsøgt et opgør med denne forestilling (metafysikopgøret), så er det stadig ikke lykkedes at etablere en såkaldt postmetafysisk tænkning. Forklaringen på opgørets manglende succes giver Nietzsche allerede i 1888, hvor han formulerer en frygt for, at "vi alligevel ikke slipper af med Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken" (Afgudernes ragnarok). Der er nemlig noget, der tyder på, at det er den grammatiske struktur i de indoeuropæiske sprog, der tvinger vesterlændinge til at tænke i enten/eller, sort/hvid, rigtigt/forkert - kort sagt: i absolutter. Pia Lauritzen introducerer sin afhandling om sammenhængen mellem vestlig grammatik og metafysisk tænkning, som snart udkommer på Museum Tusculanums Forlag med titlen Et spørgsmål om at være.
På forhånd tak for hjælpen...
Men jeg har brug for hjælp.
Derfor tænkte jeg, om der er nogen af jer, der vil give mig lidt feedback på en manchet til et foredrag, jeg skal holde i maj. Foredraget skal holdes i Filosofisk Forum, så det behøver ikke at være 100% tilgængeligt for alle, men det er vigtigt for mig, at manchetten vækker interese blandt alle former for mennesker, der kan lide at tænke sig om.
Derfor: Hvad siger I til nedenstående manchet? Ville I komme til foredraget?
Grammatik er Gud
Selvom vi er tilbøjelige til at tro, at fundamentalisme er lig med islam, så har vestlig filosofi gennem årtusinder bygget på en metafysisk forestilling om, at der er et fundament for vores erkendelse. Og selvom Nietzsche, Heidegger, Vattimo m.fl. har forsøgt et opgør med denne forestilling (metafysikopgøret), så er det stadig ikke lykkedes at etablere en såkaldt postmetafysisk tænkning. Forklaringen på opgørets manglende succes giver Nietzsche allerede i 1888, hvor han formulerer en frygt for, at "vi alligevel ikke slipper af med Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken" (Afgudernes ragnarok). Der er nemlig noget, der tyder på, at det er den grammatiske struktur i de indoeuropæiske sprog, der tvinger vesterlændinge til at tænke i enten/eller, sort/hvid, rigtigt/forkert - kort sagt: i absolutter. Pia Lauritzen introducerer sin afhandling om sammenhængen mellem vestlig grammatik og metafysisk tænkning, som snart udkommer på Museum Tusculanums Forlag med titlen Et spørgsmål om at være.
På forhånd tak for hjælpen...
Thursday, January 18, 2007
Politikens læserpanel
MORAL ER GODT – dobbeltmoral er dobbelt så godt
En opfølgning til artiklen ”Godt gået, urmager!” på side 3 kunne handle om den almindelige danskers opfattelse af retfærdighed.
Selvom det med psykolog Birgit Bruuns ord er irrationelt at udøve selvtægt og filosof Jesper Ryberg vurderer, at folk ikke generelt går ind for selvtægt, men forholder sig til den specifikke sag (når over halvdelen af læserne på Politiken.dk sympatiserer med en urmager, der har skudt og såret to røvere), så skal den massive opbakning til en urmager, der tager loven i egen hånd tages alvorligt. Det er trods alt irrationelle følelser og specifikke situationer, der afgør, hvordan vi omsætter vores generelle holdning til handlinger, og det er farligt at negligere sympatien for urmageren med, at ”de vrede råber højest” som Birgit Bruun gør det i dagens Politiken.
Sagen kan betragtes ud fra flere forskellige perspektiver:
Ud fra et KONSEKVENSETISK PERSPEKTIV, hvor en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den har, er det endnu svært at vurdere rimeligheden i urmagerens handling. Det er muligt, at konsekvenserne for urmageren selv, hans ofre og alle andre, der er berørt af den voldelige handling er rimelige i forhold til at få stoppet røverne. Men det er svært at forestille sig.
Ud fra et NYTTEETISK PERSPEKTIV, som handler om at opnå mest mulig lykke til flest mulig mennesker, er der vel ikke noget forgjort i, at urmageren var tæt på at aflive to forbrydere. Medmindre altså, at nytteværdien i at de er væk (de forulemper ikke den stakkels urmager og x antal andre mennesker) er mindre end nytteværdien i, at de er her (de bringer indhold og glæde i x antal menneskers liv). Og det er vel lidt svært at afgøre for en ganske almindelig urmager.
Ud fra et PLIGTETISK PERSPEKTIV, som handler om at have viljen til at gøre ’det rigtige’ (uanset konsekvenser), er det tæt på umuligt at forsvare urmagerens handling. Den tyske filosof Immanuel Kant konstaterede for snart længe siden, at man kun skal udføre handlinger, man ønsker, at alle andre også udfører. Medmindre samfundet kan fungere ud fra en parole om, at alle må skyde alle, hvis bare de føler sig tilstrækkelig forulempet, så har urmageren gjort noget forkasteligt.
Når langt over halvdelen af Politikens læsere på Politiken.dk mener, at urmageren var i sin gode ret, da han skød og sårede to andre mennesker, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af, om danskerne anno 2007 tænker nytteetisk, konsekvensetisk, pligtetisk eller noget helt fjerde, når det gælder selvtægt. Mister alt andet virkelig sin betydning, når folk, vi sympatiserer med bliver ”presset op i et hjørne, er truet på sit levebrød [vel at mærke ikke sit liv], og politiet ikke kan hjælpe dem”, som Birgit Bruun formulerer det?
Jeg vil meget gerne høre din mening – også selvom du ikke er vred…
Til mine egne bloglæsere: Beklager, at I er blevet påduttet de forskellige etiske perspektiver tidligere - jeg kunne ikke dy mig for at dele dem med Politikens læsere, når nu urmageren på det nærmeste inviterer... Jeg vil i øvrigt meget gerne høre fra jer i ny og næ - hvis I altså har lyst!
En opfølgning til artiklen ”Godt gået, urmager!” på side 3 kunne handle om den almindelige danskers opfattelse af retfærdighed.
Selvom det med psykolog Birgit Bruuns ord er irrationelt at udøve selvtægt og filosof Jesper Ryberg vurderer, at folk ikke generelt går ind for selvtægt, men forholder sig til den specifikke sag (når over halvdelen af læserne på Politiken.dk sympatiserer med en urmager, der har skudt og såret to røvere), så skal den massive opbakning til en urmager, der tager loven i egen hånd tages alvorligt. Det er trods alt irrationelle følelser og specifikke situationer, der afgør, hvordan vi omsætter vores generelle holdning til handlinger, og det er farligt at negligere sympatien for urmageren med, at ”de vrede råber højest” som Birgit Bruun gør det i dagens Politiken.
Sagen kan betragtes ud fra flere forskellige perspektiver:
Ud fra et KONSEKVENSETISK PERSPEKTIV, hvor en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den har, er det endnu svært at vurdere rimeligheden i urmagerens handling. Det er muligt, at konsekvenserne for urmageren selv, hans ofre og alle andre, der er berørt af den voldelige handling er rimelige i forhold til at få stoppet røverne. Men det er svært at forestille sig.
Ud fra et NYTTEETISK PERSPEKTIV, som handler om at opnå mest mulig lykke til flest mulig mennesker, er der vel ikke noget forgjort i, at urmageren var tæt på at aflive to forbrydere. Medmindre altså, at nytteværdien i at de er væk (de forulemper ikke den stakkels urmager og x antal andre mennesker) er mindre end nytteværdien i, at de er her (de bringer indhold og glæde i x antal menneskers liv). Og det er vel lidt svært at afgøre for en ganske almindelig urmager.
Ud fra et PLIGTETISK PERSPEKTIV, som handler om at have viljen til at gøre ’det rigtige’ (uanset konsekvenser), er det tæt på umuligt at forsvare urmagerens handling. Den tyske filosof Immanuel Kant konstaterede for snart længe siden, at man kun skal udføre handlinger, man ønsker, at alle andre også udfører. Medmindre samfundet kan fungere ud fra en parole om, at alle må skyde alle, hvis bare de føler sig tilstrækkelig forulempet, så har urmageren gjort noget forkasteligt.
Når langt over halvdelen af Politikens læsere på Politiken.dk mener, at urmageren var i sin gode ret, da han skød og sårede to andre mennesker, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af, om danskerne anno 2007 tænker nytteetisk, konsekvensetisk, pligtetisk eller noget helt fjerde, når det gælder selvtægt. Mister alt andet virkelig sin betydning, når folk, vi sympatiserer med bliver ”presset op i et hjørne, er truet på sit levebrød [vel at mærke ikke sit liv], og politiet ikke kan hjælpe dem”, som Birgit Bruun formulerer det?
Jeg vil meget gerne høre din mening – også selvom du ikke er vred…
Til mine egne bloglæsere: Beklager, at I er blevet påduttet de forskellige etiske perspektiver tidligere - jeg kunne ikke dy mig for at dele dem med Politikens læsere, når nu urmageren på det nærmeste inviterer... Jeg vil i øvrigt meget gerne høre fra jer i ny og næ - hvis I altså har lyst!
Friday, January 12, 2007
Politikens læserpanel
Det ville jeg gerne have læst
På Journalisthøjskolen får man jævnligt at vide, at det er vigtigt med en fængende rubrik (overskrift). Det har journalisten bag den øverste artikel på side 6 fanget. Hvad han til gengæld må have misset er den mindst lige så vigtige pointe, at rubrikken skal være relevant for indholdet i artiklen.
Jeg er sjældent blevet så nysgerrig på en artikel som da jeg læste rubrikken: ”Som muslim har jeg svar på alle store spørgsmål, som berømte filosoffer ikke har kunnet finde svar på”. Og jeg er sjældent blevet så skuffet. Rubrik og brødtekst hænger nemlig overhovedet ikke sammen og det er først til sidst i artiklen, journalisten kommer i tanke om, at han har lovet læseren noget om ABAs refleksioner over sammenhængen mellem islam og ’besvarelse af alle store spørgsmål’. Så han gentager citatet fra rubrikken.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg finder sammenhængen mellem religion og det, ABA kalder livsanskuelse voldsomt interessant. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg over flere år har beskæftiget mig med sammenhængen mellem natur/kultur/sprog og den måde, mennesker tænker og organiserer sig på. Derfor bliver jeg særlig nysgerrig, når en muslim kæder vestlig tænkning sammen med islam. (Selvom artiklen ikke siger noget om det, tillader jeg mig at antage, at ABA med ’berømte filosoffer’ henviser til vestlige tænkere).
Den fængende rubrik tænder nemlig en forventning om, 1) at journalisten har undersøgt, hvordan ABA mener, at islam og besvarelse af ’alle store spørgsmål’ hænger sammen, 2) en refleksion over forskellen mellem vestlig og mellemøstlig tilgang til livets store spørgsmål. Jeg får ingen af delene.
Som faglært filosof undrer jeg mig over, at ABA kæder besvarelse af alle store spørgsmål sammen med filosofi. Min lange universitetsuddannelse har nemlig lært mig, at filosofi ikke handler om at finde gode svar, men om at stille gode spørgsmål.
Det ved ABA ikke. Han er styret af et behov for en altomfattende livsanskuelse og bebrejder filosofien/vesten, at den ikke – ligesom islam – ”giver svar på alle menneskets spørgsmål”. For mig at se fravælger ABA filosofien/vesten, fordi den gør noget andet end det, han tror, den skal. Det synes jeg er rigtig ærgerligt – og utrolig interessant.
Jeg ville gerne læse en artikel om, hvad ABAs tankevækkende citat fortæller om muslimers livsanskuelse, men det får jeg ikke lov til i dagens Politiken. I stedet får jeg en tynd beretning om de terrortiltaltes telefonkorrespondance og en dårligt underbygget konstatering af, at ABA og co. har benyttet kodesprog.
På Journalisthøjskolen får man jævnligt at vide, at det er vigtigt med en fængende rubrik (overskrift). Det har journalisten bag den øverste artikel på side 6 fanget. Hvad han til gengæld må have misset er den mindst lige så vigtige pointe, at rubrikken skal være relevant for indholdet i artiklen.
Jeg er sjældent blevet så nysgerrig på en artikel som da jeg læste rubrikken: ”Som muslim har jeg svar på alle store spørgsmål, som berømte filosoffer ikke har kunnet finde svar på”. Og jeg er sjældent blevet så skuffet. Rubrik og brødtekst hænger nemlig overhovedet ikke sammen og det er først til sidst i artiklen, journalisten kommer i tanke om, at han har lovet læseren noget om ABAs refleksioner over sammenhængen mellem islam og ’besvarelse af alle store spørgsmål’. Så han gentager citatet fra rubrikken.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg finder sammenhængen mellem religion og det, ABA kalder livsanskuelse voldsomt interessant. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg over flere år har beskæftiget mig med sammenhængen mellem natur/kultur/sprog og den måde, mennesker tænker og organiserer sig på. Derfor bliver jeg særlig nysgerrig, når en muslim kæder vestlig tænkning sammen med islam. (Selvom artiklen ikke siger noget om det, tillader jeg mig at antage, at ABA med ’berømte filosoffer’ henviser til vestlige tænkere).
Den fængende rubrik tænder nemlig en forventning om, 1) at journalisten har undersøgt, hvordan ABA mener, at islam og besvarelse af ’alle store spørgsmål’ hænger sammen, 2) en refleksion over forskellen mellem vestlig og mellemøstlig tilgang til livets store spørgsmål. Jeg får ingen af delene.
Som faglært filosof undrer jeg mig over, at ABA kæder besvarelse af alle store spørgsmål sammen med filosofi. Min lange universitetsuddannelse har nemlig lært mig, at filosofi ikke handler om at finde gode svar, men om at stille gode spørgsmål.
Det ved ABA ikke. Han er styret af et behov for en altomfattende livsanskuelse og bebrejder filosofien/vesten, at den ikke – ligesom islam – ”giver svar på alle menneskets spørgsmål”. For mig at se fravælger ABA filosofien/vesten, fordi den gør noget andet end det, han tror, den skal. Det synes jeg er rigtig ærgerligt – og utrolig interessant.
Jeg ville gerne læse en artikel om, hvad ABAs tankevækkende citat fortæller om muslimers livsanskuelse, men det får jeg ikke lov til i dagens Politiken. I stedet får jeg en tynd beretning om de terrortiltaltes telefonkorrespondance og en dårligt underbygget konstatering af, at ABA og co. har benyttet kodesprog.
Monday, January 08, 2007
Et godt menneske
I weekenden fik jeg at vide, at vores nyindkøbte hus fra 1910 lever op til de nye isoleringsstandarder, når vi er færdige med hulrum og rockwool til foråret.
I går fandt jeg ud af, at det bedst kan betale sig at tage toget (eller cykle) til arbejde, når vi flytter ud af byen på lørdag.
Og i dag kan jeg læse i avisen, at jeg er et godt menneske, fordi jeg sparer atmosfæren for ca. 6 ton Co2 om året.
Er det ikke herligt, når man gør det rigtige, fordi det kan betale sig!?
I går fandt jeg ud af, at det bedst kan betale sig at tage toget (eller cykle) til arbejde, når vi flytter ud af byen på lørdag.
Og i dag kan jeg læse i avisen, at jeg er et godt menneske, fordi jeg sparer atmosfæren for ca. 6 ton Co2 om året.
Er det ikke herligt, når man gør det rigtige, fordi det kan betale sig!?
Friday, January 05, 2007
Politikens læserpanel: Hvad gør virkeligheden virkelig?
Kære Eva Elbæk-Jørgensen
Jeg beklager, at du ikke finder spørgsmålet, ”hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?” spændende.
Det samme har muligvis gjort sig gældende i mine tidligere spørgsmål som ”hvilke menneskelige træk er så tydelige i DF, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?”, ”hvilket ansvar bærer aktionærer og journalister i forhold til virksomheders og landbrugets ansvarlighed?” og ”hvad skal der til for, at verdens rigeste kan mærke verdens fattigste?”
Men jeg beklager ikke, at jeg blandt dagens temaer har valgt ”virkelighed, videnskab og virtualitet” (ikke Galathea) frem for det ’hovedtema’, du beskriver. Læserpanelet består som bekendt af repræsentativt udvalgte læsere, som har fået til opgave at starte en debat med udgangspunkt i deres måde at læse avisen på.
Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis skal forholde mig til mishandling af afghanske fanger, flygtninges beskyttelsesbehov og asylsituationen i Danmark - selvom du (og formentlig mange andre) vælger at gøre det.
Når det er sagt, så indgår ”mit” tema om virkelighed, videnskab og virtualitet i tre artikler i 1. sektion og to debatindlæg i 2. sektion – så jeg mener bestemt ikke, det er irrelevant for dagens avis.
Med tak for muligheden for at uddybe, hvad jeg forstår ved tematisk krydslæsning og –formidling af udvalgte artikler,
Pia Lauritzen
Jeg beklager, at du ikke finder spørgsmålet, ”hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?” spændende.
Det samme har muligvis gjort sig gældende i mine tidligere spørgsmål som ”hvilke menneskelige træk er så tydelige i DF, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?”, ”hvilket ansvar bærer aktionærer og journalister i forhold til virksomheders og landbrugets ansvarlighed?” og ”hvad skal der til for, at verdens rigeste kan mærke verdens fattigste?”
Men jeg beklager ikke, at jeg blandt dagens temaer har valgt ”virkelighed, videnskab og virtualitet” (ikke Galathea) frem for det ’hovedtema’, du beskriver. Læserpanelet består som bekendt af repræsentativt udvalgte læsere, som har fået til opgave at starte en debat med udgangspunkt i deres måde at læse avisen på.
Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis skal forholde mig til mishandling af afghanske fanger, flygtninges beskyttelsesbehov og asylsituationen i Danmark - selvom du (og formentlig mange andre) vælger at gøre det.
Når det er sagt, så indgår ”mit” tema om virkelighed, videnskab og virtualitet i tre artikler i 1. sektion og to debatindlæg i 2. sektion – så jeg mener bestemt ikke, det er irrelevant for dagens avis.
Med tak for muligheden for at uddybe, hvad jeg forstår ved tematisk krydslæsning og –formidling af udvalgte artikler,
Pia Lauritzen
Politikens læserpanel
Hvad gør virkeligheden virkelig?
Alt imens ”et af de mest bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter, denne verden hidtil har set” (Bertel Haarder om Galathea 3, 1. sektion side 3) forgæves prøver at vække skoleelevers interesse for naturvidenskab, har unge såvel som ældre travlt med at organisere sig i paralleluniverser på nettet (1. sektion side 12).
Det kunne tyde på, at vi interesserer os mere for den virtuelle virkelighed, vi selv er med til at skabe end den videnskabelige virkelighed, der rapporteres af topforskere på jordomsejling. Hvorfor? Fordi sandheden om mennesker kommer frem på nettet (Slavoj Zizek, 2. sektion side 6) og videnskaben opfattes som ”en stærkt fundamentalistisk trosretning” (Jens Morten Hansen, 2. sektion side 9).
Dét er da interessant. Også selvom tesen først dukker op, når man læser på tværs af udvalgte artikler og forholder sig kritisk til Anette Jensens formodning om, at fysik- og kemilærere ikke bruger Galathea 3 i deres undervisning, fordi de mangler grundbøger, klassesæt og eksempler på opgaver.
Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, så kan jeg ikke huske en eneste tekst fra undervisningen i historie. Hverken grundbøger, klassesæt eller eksempler på opgaver har gjort så stort et indtryk på mig, at de nu, ti år senere, figurerer i min hukommelse.
Hvad jeg derimod kan huske er computerspillet, Settlers, som gav klassen mulighed for i fællesskab at skrive historie. I spillet var det nemlig os, der afgjorde, hvordan samfundet skulle indrettes politisk, økonomisk og socialt og vi oplevede så at sige på egen krop, at vores beslutninger havde konsekvenser for en hel masse andre end os selv.
Udtrykket ’på egen krop’ er tankevækkende, når man beskæftiger sig med virkeligheden som henholdsvis videnskab og virtualitet. For hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene med Jens Morten Hansens udtryk beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?
Jeg tror, det er oplevelsen af at være med.
Videnskaben er, på trods af ”bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter”, ikke særlig god til at gøre virkeligheden virkelig for dem, der lever i den. Tværtimod gøres ihærdige forsøg på at afskaffe de dele af virkeligheden, som videnskaben ikke kan rumme, herunder religion.
Rollespilsproducenter, derimod, er eksperter i at indrette paralleluniverser, der ligner den virkelige virkelighed til forveksling. Med økonomiske systemer, menneskelige relationer og udvikling af produkter til fælles gavn er forskellen mellem det videnskabelige og virtuelle univers nemlig ikke, at sidstnævnte er mere ”spacey”. Forskellen er, at det virtuelle univers ikke bare gør plads til, men forudsætter, at spillerne har en egen oplevelse af den virkelighed, de er med til at skabe.
Hvis jeg var Bertel Haarder ville jeg reflektere over, hvorfor unge foretrækker at organisere sig på nettet frem for at engagere sig i det samfund, de (også) er en del af. Og jeg ville gøre det, inden jeg grebet af tidens trend inviterede lærere og elever ”med på en virtuel rejse rundt om jorden”.
P.S. Jeg er blevet opmærksom på en tankevækkende dimension i Politiken: Ved at krydslæse de forskellige artikler dukker der spændende spørgsmål og temaer op, som der sjældent er anledning til at behandle. Det rejser to spørgsmål:
1) Til mine medlæsere: Er jeg den eneste, der synes, det kunne være berigende med en tematisk krydslæsning og –formidling af dagens artikler?
2) Til Politiken: Har I nogensinde overvejet at foretage en sådan krydslæsning og formidle ét af ’dagens temaer’ på tværs af udvalgte artikler?
Alt imens ”et af de mest bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter, denne verden hidtil har set” (Bertel Haarder om Galathea 3, 1. sektion side 3) forgæves prøver at vække skoleelevers interesse for naturvidenskab, har unge såvel som ældre travlt med at organisere sig i paralleluniverser på nettet (1. sektion side 12).
Det kunne tyde på, at vi interesserer os mere for den virtuelle virkelighed, vi selv er med til at skabe end den videnskabelige virkelighed, der rapporteres af topforskere på jordomsejling. Hvorfor? Fordi sandheden om mennesker kommer frem på nettet (Slavoj Zizek, 2. sektion side 6) og videnskaben opfattes som ”en stærkt fundamentalistisk trosretning” (Jens Morten Hansen, 2. sektion side 9).
Dét er da interessant. Også selvom tesen først dukker op, når man læser på tværs af udvalgte artikler og forholder sig kritisk til Anette Jensens formodning om, at fysik- og kemilærere ikke bruger Galathea 3 i deres undervisning, fordi de mangler grundbøger, klassesæt og eksempler på opgaver.
Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, så kan jeg ikke huske en eneste tekst fra undervisningen i historie. Hverken grundbøger, klassesæt eller eksempler på opgaver har gjort så stort et indtryk på mig, at de nu, ti år senere, figurerer i min hukommelse.
Hvad jeg derimod kan huske er computerspillet, Settlers, som gav klassen mulighed for i fællesskab at skrive historie. I spillet var det nemlig os, der afgjorde, hvordan samfundet skulle indrettes politisk, økonomisk og socialt og vi oplevede så at sige på egen krop, at vores beslutninger havde konsekvenser for en hel masse andre end os selv.
Udtrykket ’på egen krop’ er tankevækkende, når man beskæftiger sig med virkeligheden som henholdsvis videnskab og virtualitet. For hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene med Jens Morten Hansens udtryk beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?
Jeg tror, det er oplevelsen af at være med.
Videnskaben er, på trods af ”bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter”, ikke særlig god til at gøre virkeligheden virkelig for dem, der lever i den. Tværtimod gøres ihærdige forsøg på at afskaffe de dele af virkeligheden, som videnskaben ikke kan rumme, herunder religion.
Rollespilsproducenter, derimod, er eksperter i at indrette paralleluniverser, der ligner den virkelige virkelighed til forveksling. Med økonomiske systemer, menneskelige relationer og udvikling af produkter til fælles gavn er forskellen mellem det videnskabelige og virtuelle univers nemlig ikke, at sidstnævnte er mere ”spacey”. Forskellen er, at det virtuelle univers ikke bare gør plads til, men forudsætter, at spillerne har en egen oplevelse af den virkelighed, de er med til at skabe.
Hvis jeg var Bertel Haarder ville jeg reflektere over, hvorfor unge foretrækker at organisere sig på nettet frem for at engagere sig i det samfund, de (også) er en del af. Og jeg ville gøre det, inden jeg grebet af tidens trend inviterede lærere og elever ”med på en virtuel rejse rundt om jorden”.
P.S. Jeg er blevet opmærksom på en tankevækkende dimension i Politiken: Ved at krydslæse de forskellige artikler dukker der spændende spørgsmål og temaer op, som der sjældent er anledning til at behandle. Det rejser to spørgsmål:
1) Til mine medlæsere: Er jeg den eneste, der synes, det kunne være berigende med en tematisk krydslæsning og –formidling af dagens artikler?
2) Til Politiken: Har I nogensinde overvejet at foretage en sådan krydslæsning og formidle ét af ’dagens temaer’ på tværs af udvalgte artikler?
Saturday, December 30, 2006
Politikens læserpanel: Jeg kan ikke mærke dig
Kære Alice Maude Guldbrandsen.
Tak for din kommentar (http://politiken.dk/laesernesredaktoer/laeserpanel) og ønsker om et godt nytår. Jeg vil skynde mig at sende det samme tilbage til dig!
Jeg synes, du har nogle rigtig gode betragtninger - omend jeg har en oplevelse af, at jeg ikke har formuleret min pointe tydeligt nok.
Jeg mener nemlig ikke, at journalisterne bør skrive med mere medfølelse og indlevelse i rædslerne, men snarere, at de bør afspejle det almenmenneskelige, som krigsramte afrikanere har tilfælles med velstillede europæere.
Der er masser af punkter, hvor verdens fattigste mennesker ligner verdens rigeste, men det er medierne ikke altid flinke til at minde os om.
I stedet appelleres til vores samvittighed (som også du kommer til i din kommentar) og vores evne til at mærke mennesker, der fremstilles som lidende dyr.
Jeg er enig med dig i, at vi skal opøve vores indlevelsesevne og gøre, hvad vi kan for at "forlænge" vores arme, men jeg tror, at det er en del af den menneskelige natur (ikke kun min) at lede efter os selv i vores omgivelser.
Hvis vi ikke kan finde bare en lille smule af os selv i de mennesker, journalisterne afbilleder, så er vi afhængige af "kvalifikationer" som dem, du beskriver - eller bekendtskaber som dig, der på en varm og behagelig måde reflekterer det, vi helst er fri for at se.
P.s. Bo Søndergaard gør faktisk det, jeg efterlyser, når han beretter om en kvinde, som vælger at lade sig voldtage for at skåne sin families liv. Dette valg vækker genkendelse i en ung europæisk kvinde, som kender den almenmenneskelige følelse af at ville gøre alt for sin familie - uanset konsekvenser.
Tak for din kommentar (http://politiken.dk/laesernesredaktoer/laeserpanel) og ønsker om et godt nytår. Jeg vil skynde mig at sende det samme tilbage til dig!
Jeg synes, du har nogle rigtig gode betragtninger - omend jeg har en oplevelse af, at jeg ikke har formuleret min pointe tydeligt nok.
Jeg mener nemlig ikke, at journalisterne bør skrive med mere medfølelse og indlevelse i rædslerne, men snarere, at de bør afspejle det almenmenneskelige, som krigsramte afrikanere har tilfælles med velstillede europæere.
Der er masser af punkter, hvor verdens fattigste mennesker ligner verdens rigeste, men det er medierne ikke altid flinke til at minde os om.
I stedet appelleres til vores samvittighed (som også du kommer til i din kommentar) og vores evne til at mærke mennesker, der fremstilles som lidende dyr.
Jeg er enig med dig i, at vi skal opøve vores indlevelsesevne og gøre, hvad vi kan for at "forlænge" vores arme, men jeg tror, at det er en del af den menneskelige natur (ikke kun min) at lede efter os selv i vores omgivelser.
Hvis vi ikke kan finde bare en lille smule af os selv i de mennesker, journalisterne afbilleder, så er vi afhængige af "kvalifikationer" som dem, du beskriver - eller bekendtskaber som dig, der på en varm og behagelig måde reflekterer det, vi helst er fri for at se.
P.s. Bo Søndergaard gør faktisk det, jeg efterlyser, når han beretter om en kvinde, som vælger at lade sig voldtage for at skåne sin families liv. Dette valg vækker genkendelse i en ung europæisk kvinde, som kender den almenmenneskelige følelse af at ville gøre alt for sin familie - uanset konsekvenser.
Friday, December 29, 2006
Politikens læserpanel
Jeg kan ikke mærke dig
Som altid er jeg træt af, at Politiken reducerer sin dækning af erhverv til et beskedent overbliksbillede over ”Økonomi” og den ellers udmærkede artikelserie om ”Kreative erhverv”. Men det vil jeg ikke kommentere yderligere i dag.
På denne sidste fredag i 2006 formulerer journalist Bo Søndergaard, der netop er hjemvendt fra Darfur nemlig et spørgsmål, som det ikke bare er relevant, men nødvendigt at besvare så hurtigt som muligt.
Spørgsmålet perspektiverer adskillelige artikler i 1. sektion (herunder forsideartikel og leder, interview på side 5 og kommentar og analyse på side 10 og 11); kalenderartiklen på side 18 i den lille sektion ”I Byen” og for så vidt også interviewet af sognepræst Jørgen Christensen og 3-4 indlæg på debatsiderne i 2. sektion.
Det presserende spørgsmål, som på trods af dets ubestridelige relevans ikke besvares, er: ”Hvad skal man skrive, og hvilke billeder skal man vise, for at dem i den anden ende kan mærke Darfur og Tchad?”
De protesterende præster i Hillerød og standupkomikerne, der uddeler ”Talegaver til børn” kunne tilføje: Hvad skal der til for, at velstillede danskere MÆRKER asylansøgere og verdens fattige børn?
Med Søndergaards ord er de usikre tal for, hvor mange der er slået ihjel i Darfur ikke tilstrækkelig. ”For hvem forstår, hvad 400.000 dræbte vil sige?” Mit svar på det retoriske spørgsmål er, at det er der rigtig mange, der gør. Hvis bare de 400.000 på den ene eller anden måde repræsenterer noget, der minder om os selv.
Jeg tror nemlig, at mennesker spejler sig i hinanden og reagerer på genkendelse. Og jeg tror, at vi holder op med at høre efter, fordi dem, der agerer spejl ikke reflekterer fællesnævneren mellem sultne og lidende børn og mætte og (selv)tilfredse europæere. Vi kan ikke genkende os selv i dem, vi skal hjælpe. Og vi genkender ikke dem som mennesker.
Selvom lederen mener, at Politiken i løbet af året har påkaldt sig alt, hvad der kan påkaldes: ”det internationale samfund, FN, USA, EU, Kina, Rusland, Den Afrikanske Union, de arabiske lande og den sudanske regering”, så udebliver følelsen af medmenneskelighed mellem dem, der skal hjælpe og dem, der har brug for hjælp. Og det skyldes formentlig, at medierne gør mere ud af at påberåbe sig officielle instanser end menneskelige følelser.
Europæere vil vide, hvad krigshærgede mennesker kan fortælle om dét at være menneske – i Europa! Europæere vil have noget at vide om sig selv. Måske vil de have at vide, at livet er langt – og forfærdelig kort. At magt kan blive til afmagt. Og nysgerrighed til frygt.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er for privilegeret til at genkende mig selv i krigshærgede familier, sultne børn og etniske minoriteter. Jeg forstår ikke, hvad de fortæller. Jeg bliver ikke klogere på mig selv – og dermed heller ikke på dem, jeg forventes at hjælpe.
Hvor sørgeligt det end måtte lyde, så skal vi kunne spejle os for at mærke andre. Og det er usandsynlig svært at spejle sig i nogen, der spiser soja og drikker vand, når man selv har travlt med at komme fra julefrokostbordet til nytårsmiddagen.
Som altid er jeg træt af, at Politiken reducerer sin dækning af erhverv til et beskedent overbliksbillede over ”Økonomi” og den ellers udmærkede artikelserie om ”Kreative erhverv”. Men det vil jeg ikke kommentere yderligere i dag.
På denne sidste fredag i 2006 formulerer journalist Bo Søndergaard, der netop er hjemvendt fra Darfur nemlig et spørgsmål, som det ikke bare er relevant, men nødvendigt at besvare så hurtigt som muligt.
Spørgsmålet perspektiverer adskillelige artikler i 1. sektion (herunder forsideartikel og leder, interview på side 5 og kommentar og analyse på side 10 og 11); kalenderartiklen på side 18 i den lille sektion ”I Byen” og for så vidt også interviewet af sognepræst Jørgen Christensen og 3-4 indlæg på debatsiderne i 2. sektion.
Det presserende spørgsmål, som på trods af dets ubestridelige relevans ikke besvares, er: ”Hvad skal man skrive, og hvilke billeder skal man vise, for at dem i den anden ende kan mærke Darfur og Tchad?”
De protesterende præster i Hillerød og standupkomikerne, der uddeler ”Talegaver til børn” kunne tilføje: Hvad skal der til for, at velstillede danskere MÆRKER asylansøgere og verdens fattige børn?
Med Søndergaards ord er de usikre tal for, hvor mange der er slået ihjel i Darfur ikke tilstrækkelig. ”For hvem forstår, hvad 400.000 dræbte vil sige?” Mit svar på det retoriske spørgsmål er, at det er der rigtig mange, der gør. Hvis bare de 400.000 på den ene eller anden måde repræsenterer noget, der minder om os selv.
Jeg tror nemlig, at mennesker spejler sig i hinanden og reagerer på genkendelse. Og jeg tror, at vi holder op med at høre efter, fordi dem, der agerer spejl ikke reflekterer fællesnævneren mellem sultne og lidende børn og mætte og (selv)tilfredse europæere. Vi kan ikke genkende os selv i dem, vi skal hjælpe. Og vi genkender ikke dem som mennesker.
Selvom lederen mener, at Politiken i løbet af året har påkaldt sig alt, hvad der kan påkaldes: ”det internationale samfund, FN, USA, EU, Kina, Rusland, Den Afrikanske Union, de arabiske lande og den sudanske regering”, så udebliver følelsen af medmenneskelighed mellem dem, der skal hjælpe og dem, der har brug for hjælp. Og det skyldes formentlig, at medierne gør mere ud af at påberåbe sig officielle instanser end menneskelige følelser.
Europæere vil vide, hvad krigshærgede mennesker kan fortælle om dét at være menneske – i Europa! Europæere vil have noget at vide om sig selv. Måske vil de have at vide, at livet er langt – og forfærdelig kort. At magt kan blive til afmagt. Og nysgerrighed til frygt.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er for privilegeret til at genkende mig selv i krigshærgede familier, sultne børn og etniske minoriteter. Jeg forstår ikke, hvad de fortæller. Jeg bliver ikke klogere på mig selv – og dermed heller ikke på dem, jeg forventes at hjælpe.
Hvor sørgeligt det end måtte lyde, så skal vi kunne spejle os for at mærke andre. Og det er usandsynlig svært at spejle sig i nogen, der spiser soja og drikker vand, når man selv har travlt med at komme fra julefrokostbordet til nytårsmiddagen.
Monday, December 25, 2006
Politikens læserpanel: Hvem har ansvar for hvad?
Mads (http://politiken.dk/laesernesredaktoer/laeserpanel) bekræfter min pointe om, at der er en sammenhæng mellem det, man (som virksomhed eller enkeltperson) bliver belønnet for og det man (som virksomhed eller enkeltperson) gør.
Så længe vi som forbrugere 'belønner' landbruget for at producere billige fødevarer, vil der være landmænd, der sætter økonomisk fortjeneste over dyrenes velfærd.
Men det er ikke ensbetydende med, at det er ok, hvilket jeg bestemt ikke mener, det er.Hvad jeg derimod synes er rimeligt er, at journalister, aktionærer, politikere (og for den sags skyld rådgivere) påtager sig et ekstra ansvar, når det gælder befolkningens evne til at skelne mellem rigtigt og forkert.
Både landmænd, virksomhedsledere og forbrugere har brug for hjælp til at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter – og det er ikke godt nok at skrue bissen på (som det formuleres i Politiken Kommentar lørdag vedr. Cheminova), når der ER trådt ved siden af.
Jeg tror, journalister, aktionærer, politikere og alle andre, der har indflydelse på den generelle opfattelse af rigtigt og forkert kan lære meget af Per Boelskiftes ”forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.
Man får nemlig ikke noget ud af at indføre etiske kodeks (officielt eller i medierne), hvis man ikke anerkender og involverer de mennesker, der skal efterleve dem.
Så længe vi som forbrugere 'belønner' landbruget for at producere billige fødevarer, vil der være landmænd, der sætter økonomisk fortjeneste over dyrenes velfærd.
Men det er ikke ensbetydende med, at det er ok, hvilket jeg bestemt ikke mener, det er.Hvad jeg derimod synes er rimeligt er, at journalister, aktionærer, politikere (og for den sags skyld rådgivere) påtager sig et ekstra ansvar, når det gælder befolkningens evne til at skelne mellem rigtigt og forkert.
Både landmænd, virksomhedsledere og forbrugere har brug for hjælp til at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter – og det er ikke godt nok at skrue bissen på (som det formuleres i Politiken Kommentar lørdag vedr. Cheminova), når der ER trådt ved siden af.
Jeg tror, journalister, aktionærer, politikere og alle andre, der har indflydelse på den generelle opfattelse af rigtigt og forkert kan lære meget af Per Boelskiftes ”forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.
Man får nemlig ikke noget ud af at indføre etiske kodeks (officielt eller i medierne), hvis man ikke anerkender og involverer de mennesker, der skal efterleve dem.
Friday, December 22, 2006
Politikens læserpanel
Hvem har ansvar for hvad?
Temaet i dagens avis er – set med mine øjne – social ansvarlighed. Med en forsideartikel om ”Uforsvarlig behandling af køer, svin og andre dyr” (som følges op på side 6 af et grænseoverskridende nærbillede af et skuldersår) og seneste nye afsnit i føljetonen om Cheminovas salg af sprøjtegifte på side 13 fungerer Politiken som et ureflekteret talerør for alle, der mener, at erhvervslivet skal tage sig sammen.
Men det bliver heldigvis ikke ved det. Bedst som min irritation stiger over, at hverken dyrevelfærdskæmpere, aktionærer eller journalister hjælper de udskældte virksomheder med at blive bedre samfundsborgere (men blot fortæller dem, hvad de ikke skal gøre) støder jeg på interviewet på side 12, hvor arkitekt Nille Juul-Sørensen introducerer verdens første bæredygtige by, Dongtan. Endelig nogen, der tager ansvar i stedet for at diktere det!
Men først landbruget og Cheminova.
I artiklen om (mangel på) dyrevelfærd skriver journalisten, at udviklingen mod flere politianmeldelser af landmænd sker ”på trods af, at bøderne er blevet sat i vejret, og på trods af, at branchen har søsat tiltag for at forbedre dyrevelfærden”. Jaså. Betyder det, at landbruget er ligeglad med bøder? At det ikke er penge, der afgør om den enkelte landmand mishandler sine dyr – men hans opfattelse af sig selv og den rolle, landbruget til alle tider har spillet i det danske samfund? Måske. Men det finder vi ikke ud af, så længe dyrevelfærdskæmpere og journalister tror, det handler om tal.
Og hvordan ser det ud med Cheminova? Hvorfor stopper virksomheden alligevel ikke salget af giftstoffer, når samtlige aktionærer mener, at FAO´s anbefalinger skal følges? Er det, fordi virksomheden ikke tidligere er blevet vurderet på, om den levede op til sit sociale ansvar? Fordi aktionærerne indtil sagen ramte medierne kun har bekymret sig om bundlinjen? Måske. Men det er svært at gennemskue, når hverken journalister eller aktionærer reflekterer over sammenhængen mellem det, man (som virksomhed eller enkeltperson) bliver belønnet for og det, man (som virksomhed eller enkeltperson) gør.
De gode spørgsmål, der mangler i artiklerne om landbruget og Cheminova stiller arkitekt Nille Juul-Sørensen, der laver bæredygtig design, fordi det er en god forretning. Ifølge Juul Sørensen kan vi ikke bare blive ved med at sige, at det ikke er godt at køre i firehjulstrækkere. ”For hvordan ser en by uden firehjulstrækkere ud? Eller en by uden biler? Hvordan arrangerer man en sådan by?”
Efter de tankevækkende spørgsmål sætter professor på DTU Per Boelskifte metode på, når han understreger, at designprocessen med at lave en økoby kræver ”et stort forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.
Jeg mener, det samme gælder for landbruget og kemikaliebranchen. Der skal være nogen, der spørger, hvordan et landbrug uden bedrevidende landmænd ser ud, før der sker ændringer på dyrevelfærdsområdet. Og der skal være nogen, der hjælper virksomhederne med at arrangere sig, så bæredygtighed og fortjeneste går hånd i hånd, før der bliver stoppet for salget af giftstoffer.
Interessant nok er det de selv samme journalister og aktionærer, der taler omgivelserne efter munden, der er bedst til at løfte disse opgaver. Men det kræver, at de udfordrer dem, der kritiserer og påtager sig et ansvar overfor de mekanismer, de er med til at skabe.
Temaet i dagens avis er – set med mine øjne – social ansvarlighed. Med en forsideartikel om ”Uforsvarlig behandling af køer, svin og andre dyr” (som følges op på side 6 af et grænseoverskridende nærbillede af et skuldersår) og seneste nye afsnit i føljetonen om Cheminovas salg af sprøjtegifte på side 13 fungerer Politiken som et ureflekteret talerør for alle, der mener, at erhvervslivet skal tage sig sammen.
Men det bliver heldigvis ikke ved det. Bedst som min irritation stiger over, at hverken dyrevelfærdskæmpere, aktionærer eller journalister hjælper de udskældte virksomheder med at blive bedre samfundsborgere (men blot fortæller dem, hvad de ikke skal gøre) støder jeg på interviewet på side 12, hvor arkitekt Nille Juul-Sørensen introducerer verdens første bæredygtige by, Dongtan. Endelig nogen, der tager ansvar i stedet for at diktere det!
Men først landbruget og Cheminova.
I artiklen om (mangel på) dyrevelfærd skriver journalisten, at udviklingen mod flere politianmeldelser af landmænd sker ”på trods af, at bøderne er blevet sat i vejret, og på trods af, at branchen har søsat tiltag for at forbedre dyrevelfærden”. Jaså. Betyder det, at landbruget er ligeglad med bøder? At det ikke er penge, der afgør om den enkelte landmand mishandler sine dyr – men hans opfattelse af sig selv og den rolle, landbruget til alle tider har spillet i det danske samfund? Måske. Men det finder vi ikke ud af, så længe dyrevelfærdskæmpere og journalister tror, det handler om tal.
Og hvordan ser det ud med Cheminova? Hvorfor stopper virksomheden alligevel ikke salget af giftstoffer, når samtlige aktionærer mener, at FAO´s anbefalinger skal følges? Er det, fordi virksomheden ikke tidligere er blevet vurderet på, om den levede op til sit sociale ansvar? Fordi aktionærerne indtil sagen ramte medierne kun har bekymret sig om bundlinjen? Måske. Men det er svært at gennemskue, når hverken journalister eller aktionærer reflekterer over sammenhængen mellem det, man (som virksomhed eller enkeltperson) bliver belønnet for og det, man (som virksomhed eller enkeltperson) gør.
De gode spørgsmål, der mangler i artiklerne om landbruget og Cheminova stiller arkitekt Nille Juul-Sørensen, der laver bæredygtig design, fordi det er en god forretning. Ifølge Juul Sørensen kan vi ikke bare blive ved med at sige, at det ikke er godt at køre i firehjulstrækkere. ”For hvordan ser en by uden firehjulstrækkere ud? Eller en by uden biler? Hvordan arrangerer man en sådan by?”
Efter de tankevækkende spørgsmål sætter professor på DTU Per Boelskifte metode på, når han understreger, at designprocessen med at lave en økoby kræver ”et stort forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.
Jeg mener, det samme gælder for landbruget og kemikaliebranchen. Der skal være nogen, der spørger, hvordan et landbrug uden bedrevidende landmænd ser ud, før der sker ændringer på dyrevelfærdsområdet. Og der skal være nogen, der hjælper virksomhederne med at arrangere sig, så bæredygtighed og fortjeneste går hånd i hånd, før der bliver stoppet for salget af giftstoffer.
Interessant nok er det de selv samme journalister og aktionærer, der taler omgivelserne efter munden, der er bedst til at løfte disse opgaver. Men det kræver, at de udfordrer dem, der kritiserer og påtager sig et ansvar overfor de mekanismer, de er med til at skabe.
Wednesday, December 20, 2006
Specialisering
Under forberedelsen til en ny kundeopgave stødte jeg på følgende citat, som jeg tror er rammende for den tid, vi lever i netop nu:
"Sygehusvæsenet er blevet en højt specialiseret småkagefabrik, hvor én afdeling laver de runde småkager, én de aflange og én dem med en rød klat i midten. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt set fra patienternes synspunkt." (Sundhedsfagligt Forum 2004).
Er der overhovedet nogen i vores samfund, der tænker i helheder? Eller er det at være generalist også blevet et speciale?
"Sygehusvæsenet er blevet en højt specialiseret småkagefabrik, hvor én afdeling laver de runde småkager, én de aflange og én dem med en rød klat i midten. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt set fra patienternes synspunkt." (Sundhedsfagligt Forum 2004).
Er der overhovedet nogen i vores samfund, der tænker i helheder? Eller er det at være generalist også blevet et speciale?
Monday, December 18, 2006
Ungdomshuset
Jeg tænker på, om der ikke er bedre måder at få sin vilje på end ved at udfordre ordensmagten og smadre den bydel, man efter sigende sætter så stor pris på.
Ville det ikke vække større sympati - og dermed opbakning, der måske ville lægge det tilstrækkelige pres på de rigtige mennesker - at invitere Nørrebro, eller måske hele København, til julebasar i dette omdiskuterede hus, som de fleste har en mening om, men de færreste har oplevet?
Jeg har vanskeligt ved at gennemskue 'de unges' strategi, men jeg har ikke indtryk af, at den virker...
Ville det ikke vække større sympati - og dermed opbakning, der måske ville lægge det tilstrækkelige pres på de rigtige mennesker - at invitere Nørrebro, eller måske hele København, til julebasar i dette omdiskuterede hus, som de fleste har en mening om, men de færreste har oplevet?
Jeg har vanskeligt ved at gennemskue 'de unges' strategi, men jeg har ikke indtryk af, at den virker...
Friday, December 15, 2006
Politikens læserpanel
Vi har alle sammen en indre Pia
Hvordan er det lykkedes Dansk Folkeparti at få så meget magt? Hvilke (menneskelige) træk repræsenterer Pia Kjærsgaard, Christian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Jesper Langballe, Søren Krarup m.fl. som de fleste andre politikere nedtoner?
Spørgsmålet har slået mig flere gange, men blev først rigtig tydeligt, da det for få uger siden lykkedes Jesper Langballe og Søren Krarup at tegne landets rygepolitik baseret på en trussel om, at de ville forlade dansk politik, hvis de ikke fik lov til at ryge på deres kontor.
Hvad er det, vi er så bange for at miste? Ville det virkelig være så slemt, hvis de to fætre forlod dansk politik? Og kan det passe, at to herrers barnlige ’så-gider-jeg-ikke-alligevel-attitude’ skal afgøre, hvordan Danmarks rygepolitik skal se ud? Tilsyneladende. Derfor spørger jeg igen: Hvilke (menneskelige) træk er så tydelige i Dansk Folkeparti, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?
Man får rigtig mange gode svar på dette spørgsmål i dagens Politiken, hvor Lars Barfoed anklager DF for at ville tage hele æren for en række nye initiativer på området for fødevarekontrol (forsiden) og journalisterne på side fire kommer ind på en række menneskelige træk, der er afgørende for indflydelse.
I nyhedsanalysen på side fire skriver politisk redaktør Rasmus Emborg, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har brudt ”den TILLID [mellem regering og støtteparti], som har været helt afgørende for VK-regeringens stabilitet gennem de sidste fem år”. Hvad Emborg ikke skriver er, at statsministeren skal holde sig langt væk fra diskussionen om tillid, hvis han ikke vil sammenlignes med en partileder, der bedre end nogen andre lever op til sine vælgeres forventninger.
Senere i samme analyse skriver Emborg, at det fremtidige samarbejde mellem VKO forudsætter, at ”Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard finder hinandens grænser”, hvilket formentlig er lettere sagt end gjort. For at finde et andet menneskes grænser skal man nemlig være i stand til at sætte sig udover sine egne ønsker og behov, og det er næppe det, DF er bedst til.
Og dog. Det interessante ved et træk som EMPATI (evne til at sætte sig ind i andres følelser) er, at det kan bruges på mange måder. Og jeg tror bestemt ikke, at det er fremmed for Pia Kjærsgaard at arbejde strategisk med partiets ’forståelse for andre mennesker’. Faktisk tror jeg, Fogh og Bendtsen gør klogt i at beskæftige sig mere med deres egne grænser end med Kjærsgaards, men det ligger uden for pointen i denne kommentar.
Mens de ovennævnte træk vedrører DFs forhold til andre mennesker, så får man i den anden artikel på side fire et interessant indblik i partimedlemmernes håndtering af udfordringer. Ifølge journalist Christine Cordsen så har partiledelsen siden i mandags bevæget sig fra at ville ”holde lav profil”, til i tirsdags at lade ”frustrationen vokse”, for i onsdags at finde det ”nødvendigt at skære partiets problemer med at redde Barfoed ud i pap”. Jovist, det går hurtigt i politik. Men Dansk Folkeparti er bedre end de fleste til at skubbe SELVBEHERSKELSE og TOLERANCE til side for i stedet at demonstrere HURTIGE BESLUTNINGER og KONSEKVENS.
Jeg tror, Dansk Folkeparti har fået så meget magt, fordi Pia Kjærsgaard og co. repræsenterer nogle bestemte (menneskelige) træk, som vi kun kender alt for godt fra os selv – og som vi uanset, hvor meget vi bruger vores fornuft og retorik til at distancere os fra betragter som en del af det at være menneske…
Hvordan er det lykkedes Dansk Folkeparti at få så meget magt? Hvilke (menneskelige) træk repræsenterer Pia Kjærsgaard, Christian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Jesper Langballe, Søren Krarup m.fl. som de fleste andre politikere nedtoner?
Spørgsmålet har slået mig flere gange, men blev først rigtig tydeligt, da det for få uger siden lykkedes Jesper Langballe og Søren Krarup at tegne landets rygepolitik baseret på en trussel om, at de ville forlade dansk politik, hvis de ikke fik lov til at ryge på deres kontor.
Hvad er det, vi er så bange for at miste? Ville det virkelig være så slemt, hvis de to fætre forlod dansk politik? Og kan det passe, at to herrers barnlige ’så-gider-jeg-ikke-alligevel-attitude’ skal afgøre, hvordan Danmarks rygepolitik skal se ud? Tilsyneladende. Derfor spørger jeg igen: Hvilke (menneskelige) træk er så tydelige i Dansk Folkeparti, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?
Man får rigtig mange gode svar på dette spørgsmål i dagens Politiken, hvor Lars Barfoed anklager DF for at ville tage hele æren for en række nye initiativer på området for fødevarekontrol (forsiden) og journalisterne på side fire kommer ind på en række menneskelige træk, der er afgørende for indflydelse.
I nyhedsanalysen på side fire skriver politisk redaktør Rasmus Emborg, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har brudt ”den TILLID [mellem regering og støtteparti], som har været helt afgørende for VK-regeringens stabilitet gennem de sidste fem år”. Hvad Emborg ikke skriver er, at statsministeren skal holde sig langt væk fra diskussionen om tillid, hvis han ikke vil sammenlignes med en partileder, der bedre end nogen andre lever op til sine vælgeres forventninger.
Senere i samme analyse skriver Emborg, at det fremtidige samarbejde mellem VKO forudsætter, at ”Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard finder hinandens grænser”, hvilket formentlig er lettere sagt end gjort. For at finde et andet menneskes grænser skal man nemlig være i stand til at sætte sig udover sine egne ønsker og behov, og det er næppe det, DF er bedst til.
Og dog. Det interessante ved et træk som EMPATI (evne til at sætte sig ind i andres følelser) er, at det kan bruges på mange måder. Og jeg tror bestemt ikke, at det er fremmed for Pia Kjærsgaard at arbejde strategisk med partiets ’forståelse for andre mennesker’. Faktisk tror jeg, Fogh og Bendtsen gør klogt i at beskæftige sig mere med deres egne grænser end med Kjærsgaards, men det ligger uden for pointen i denne kommentar.
Mens de ovennævnte træk vedrører DFs forhold til andre mennesker, så får man i den anden artikel på side fire et interessant indblik i partimedlemmernes håndtering af udfordringer. Ifølge journalist Christine Cordsen så har partiledelsen siden i mandags bevæget sig fra at ville ”holde lav profil”, til i tirsdags at lade ”frustrationen vokse”, for i onsdags at finde det ”nødvendigt at skære partiets problemer med at redde Barfoed ud i pap”. Jovist, det går hurtigt i politik. Men Dansk Folkeparti er bedre end de fleste til at skubbe SELVBEHERSKELSE og TOLERANCE til side for i stedet at demonstrere HURTIGE BESLUTNINGER og KONSEKVENS.
Jeg tror, Dansk Folkeparti har fået så meget magt, fordi Pia Kjærsgaard og co. repræsenterer nogle bestemte (menneskelige) træk, som vi kun kender alt for godt fra os selv – og som vi uanset, hvor meget vi bruger vores fornuft og retorik til at distancere os fra betragter som en del af det at være menneske…
Wednesday, December 13, 2006
Menneske vs. materialisme
"Et liv uden forældre har ikke bare menneskelige konsekvenser, men også materielle." Noget i den retning siger Timm Vladimir i en radioreklame for Børnehjælpsdagen. Ikke BARE menneskelige konsekvenser! Jeg synes, det er en meget mærkelig formulering, og ville til enhver tid foretrække det modsatte ordvalg: "Et liv uden forældre har ikke bare materielle konsekvenser, men også menneskelige..."
Monday, December 11, 2006
Kan person og arbejde skilles ad?
Jeg har altid undret mig over folk, der siger, at de ikke tager kritik personligt, fordi det ofte handler om det arbejde, de udfører og ikke den de er som person. På samme måde undrer jeg mig over, når en institutleder opfordrer sine ansatte til at skelne mellem, hvornår de udtaler sig som forsker og, hvornår de udtaler sig som privatperson (Politiken i dag). Er jeg den eneste, der ikke kan skille mit arbejde fra min person?
Friday, December 08, 2006
Politikens læserpanel
Jeg vil tænke selv
Hvis jeg var chefredaktør på min helt egen avis, så ville jeg betragte det som min fornemmeste opgave at hjælpe læserne med at danne sig en mening om det, der betyder noget. Udover at samarbejde med en hel masse inspirerende mennesker om at indkredse, hvad ’det, der betyder noget’ er, så ville jeg hele tiden minde mig selv om, at læserne skal danne sig deres egen mening – ikke min! Det er sådan, jeg ville gøre. Det ved jeg.
Derfor bliver jeg også frustreret, når jeg føler mig manipuleret af min avis. Jeg bliver frustreret over, at højtbegavede og velargumenterede redaktører bruger spalteplads på at fortælle mig, hvad jeg skal mene om hvad. Det vil jeg selv finde ud af! Med hjælp fra folk, der ved noget andet, end jeg gør.
Jeg har med andre ord ikke brug for konklusioner om, at samarbejdet mellem medicinalvirksomheder og biotekbranchen er udtryk for ’medicinalindustriens desperation’ og lægemidlernes ’flop’ (1. sektion, s. 12). Slet ikke når begge parter i den kunstigt opstillede konflikt forbilledligt understreger fordelene ved at samarbejde om innovation, udvikling og markedsføring.
Og jeg bliver gal og irriteret, når lederen ikke reflekterer over udfordringerne i at bekæmpe noget, der ikke kan afgrænses i form af en stat, en organisation eller sågar en definition (udover Nudanskordbogens karakteristik af terror som voldshandlinger, som unægtelig dækker bredt, har jeg stadig ikke forstået, hvad det er, man bekæmper – og måske i særdeleshed ikke bekæmper – i krigen mod terror), men blot konstaterer, at regeringen er ”sårbar over for den kritik, som uvægerligt vil komme, når man forsøger at bekæmpe terrororganisationer med konventionelle tropper” (forsiden). Jeg siger tak. Men hvordan mener Politiken, man bør bekæmpe det, der ikke kan bekæmpes konventionelt?
Hvad jeg derimod kan bruge til noget er de perspektiver for de ufaglærte såvel som samfundet generelt, der tegnes i analysen af fremtidens polariserede arbejdsmarked (2. sektion, s. 8). Her får jeg ikke bare nogle konkrete tal på udviklingen i udbud og efterspørgsel på forskellige former for arbejdskraft (ufaglært, faglært, videregående udd. samt ungdomsudd./gymnasiet), jeg bliver også klogere på sammenhængen mellem sociale skævheder og danske virksomheders konkurrenceevne.
Og det er med et smil på læben, jeg justerer min politiske korrekthed, når jeg læser interviewet af B&U redaktør Birgitte Fredsby, der i sin argumentation for, at Pippis far er og bliver ’negerkonge’ understreger, at vi bliver et ureflekteret samfund, hvis vi ”kasserer alt muligt fra andre tider på grund af en moral, som ligger i vores egen tid” (2. sektion, s. 2).
Jeg vil udfordres, uddannes og udvikles, og det bliver jeg kun, hvis jeg får noget at tænke over. Jeg har ikke brug for fikse og færdige svar, men nuancerede og tankevækkende spørgsmål. Jeg vil blive klogere af at læse min avis. Inspireret til at tænke noget andet end jeg tænkte før. Og det vil jeg endnu mere nu, hvor letkøbte nyheder og holdninger kommer til mig fra TV, radio og nettet.
Hvis jeg var chefredaktør på min helt egen avis, så ville jeg betragte det som min fornemmeste opgave at hjælpe læserne med at danne sig en mening om det, der betyder noget. Udover at samarbejde med en hel masse inspirerende mennesker om at indkredse, hvad ’det, der betyder noget’ er, så ville jeg hele tiden minde mig selv om, at læserne skal danne sig deres egen mening – ikke min! Det er sådan, jeg ville gøre. Det ved jeg.
Derfor bliver jeg også frustreret, når jeg føler mig manipuleret af min avis. Jeg bliver frustreret over, at højtbegavede og velargumenterede redaktører bruger spalteplads på at fortælle mig, hvad jeg skal mene om hvad. Det vil jeg selv finde ud af! Med hjælp fra folk, der ved noget andet, end jeg gør.
Jeg har med andre ord ikke brug for konklusioner om, at samarbejdet mellem medicinalvirksomheder og biotekbranchen er udtryk for ’medicinalindustriens desperation’ og lægemidlernes ’flop’ (1. sektion, s. 12). Slet ikke når begge parter i den kunstigt opstillede konflikt forbilledligt understreger fordelene ved at samarbejde om innovation, udvikling og markedsføring.
Og jeg bliver gal og irriteret, når lederen ikke reflekterer over udfordringerne i at bekæmpe noget, der ikke kan afgrænses i form af en stat, en organisation eller sågar en definition (udover Nudanskordbogens karakteristik af terror som voldshandlinger, som unægtelig dækker bredt, har jeg stadig ikke forstået, hvad det er, man bekæmper – og måske i særdeleshed ikke bekæmper – i krigen mod terror), men blot konstaterer, at regeringen er ”sårbar over for den kritik, som uvægerligt vil komme, når man forsøger at bekæmpe terrororganisationer med konventionelle tropper” (forsiden). Jeg siger tak. Men hvordan mener Politiken, man bør bekæmpe det, der ikke kan bekæmpes konventionelt?
Hvad jeg derimod kan bruge til noget er de perspektiver for de ufaglærte såvel som samfundet generelt, der tegnes i analysen af fremtidens polariserede arbejdsmarked (2. sektion, s. 8). Her får jeg ikke bare nogle konkrete tal på udviklingen i udbud og efterspørgsel på forskellige former for arbejdskraft (ufaglært, faglært, videregående udd. samt ungdomsudd./gymnasiet), jeg bliver også klogere på sammenhængen mellem sociale skævheder og danske virksomheders konkurrenceevne.
Og det er med et smil på læben, jeg justerer min politiske korrekthed, når jeg læser interviewet af B&U redaktør Birgitte Fredsby, der i sin argumentation for, at Pippis far er og bliver ’negerkonge’ understreger, at vi bliver et ureflekteret samfund, hvis vi ”kasserer alt muligt fra andre tider på grund af en moral, som ligger i vores egen tid” (2. sektion, s. 2).
Jeg vil udfordres, uddannes og udvikles, og det bliver jeg kun, hvis jeg får noget at tænke over. Jeg har ikke brug for fikse og færdige svar, men nuancerede og tankevækkende spørgsmål. Jeg vil blive klogere af at læse min avis. Inspireret til at tænke noget andet end jeg tænkte før. Og det vil jeg endnu mere nu, hvor letkøbte nyheder og holdninger kommer til mig fra TV, radio og nettet.
Jeg blogger udenom
Selvom jeg nu i flere uger har forsømt min egen personlige blog, så har jeg sagt ja til at deltage i Politikens læserpanel, som består af syv 'almindelige' læsere, der har hver sin bloggerdag på http://politiken.dk/laesernesredaktoer/laeserpanel. Jeg blogger om fredagen (debut i dag) og skal nok sørge for, at mine indlæg også optræder her...
Subscribe to:
Posts (Atom)