Politikens læserpanel

Hvem har ansvar for hvad?

Temaet i dagens avis er – set med mine øjne – social ansvarlighed. Med en forsideartikel om ”Uforsvarlig behandling af køer, svin og andre dyr” (som følges op på side 6 af et grænseoverskridende nærbillede af et skuldersår) og seneste nye afsnit i føljetonen om Cheminovas salg af sprøjtegifte på side 13 fungerer Politiken som et ureflekteret talerør for alle, der mener, at erhvervslivet skal tage sig sammen.

Men det bliver heldigvis ikke ved det. Bedst som min irritation stiger over, at hverken dyrevelfærdskæmpere, aktionærer eller journalister hjælper de udskældte virksomheder med at blive bedre samfundsborgere (men blot fortæller dem, hvad de ikke skal gøre) støder jeg på interviewet på side 12, hvor arkitekt Nille Juul-Sørensen introducerer verdens første bæredygtige by, Dongtan. Endelig nogen, der tager ansvar i stedet for at diktere det!

Men først landbruget og Cheminova.

I artiklen om (mangel på) dyrevelfærd skriver journalisten, at udviklingen mod flere politianmeldelser af landmænd sker ”på trods af, at bøderne er blevet sat i vejret, og på trods af, at branchen har søsat tiltag for at forbedre dyrevelfærden”. Jaså. Betyder det, at landbruget er ligeglad med bøder? At det ikke er penge, der afgør om den enkelte landmand mishandler sine dyr – men hans opfattelse af sig selv og den rolle, landbruget til alle tider har spillet i det danske samfund? Måske. Men det finder vi ikke ud af, så længe dyrevelfærdskæmpere og journalister tror, det handler om tal.

Og hvordan ser det ud med Cheminova? Hvorfor stopper virksomheden alligevel ikke salget af giftstoffer, når samtlige aktionærer mener, at FAO´s anbefalinger skal følges? Er det, fordi virksomheden ikke tidligere er blevet vurderet på, om den levede op til sit sociale ansvar? Fordi aktionærerne indtil sagen ramte medierne kun har bekymret sig om bundlinjen? Måske. Men det er svært at gennemskue, når hverken journalister eller aktionærer reflekterer over sammenhængen mellem det, man (som virksomhed eller enkeltperson) bliver belønnet for og det, man (som virksomhed eller enkeltperson) gør.

De gode spørgsmål, der mangler i artiklerne om landbruget og Cheminova stiller arkitekt Nille Juul-Sørensen, der laver bæredygtig design, fordi det er en god forretning. Ifølge Juul Sørensen kan vi ikke bare blive ved med at sige, at det ikke er godt at køre i firehjulstrækkere. ”For hvordan ser en by uden firehjulstrækkere ud? Eller en by uden biler? Hvordan arrangerer man en sådan by?”

Efter de tankevækkende spørgsmål sætter professor på DTU Per Boelskifte metode på, når han understreger, at designprocessen med at lave en økoby kræver ”et stort forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.

Jeg mener, det samme gælder for landbruget og kemikaliebranchen. Der skal være nogen, der spørger, hvordan et landbrug uden bedrevidende landmænd ser ud, før der sker ændringer på dyrevelfærdsområdet. Og der skal være nogen, der hjælper virksomhederne med at arrangere sig, så bæredygtighed og fortjeneste går hånd i hånd, før der bliver stoppet for salget af giftstoffer.

Interessant nok er det de selv samme journalister og aktionærer, der taler omgivelserne efter munden, der er bedst til at løfte disse opgaver. Men det kræver, at de udfordrer dem, der kritiserer og påtager sig et ansvar overfor de mekanismer, de er med til at skabe.