Politikens læserpanel

Hvad gør virkeligheden virkelig?

Alt imens ”et af de mest bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter, denne verden hidtil har set” (Bertel Haarder om Galathea 3, 1. sektion side 3) forgæves prøver at vække skoleelevers interesse for naturvidenskab, har unge såvel som ældre travlt med at organisere sig i paralleluniverser på nettet (1. sektion side 12).

Det kunne tyde på, at vi interesserer os mere for den virtuelle virkelighed, vi selv er med til at skabe end den videnskabelige virkelighed, der rapporteres af topforskere på jordomsejling. Hvorfor? Fordi sandheden om mennesker kommer frem på nettet (Slavoj Zizek, 2. sektion side 6) og videnskaben opfattes som ”en stærkt fundamentalistisk trosretning” (Jens Morten Hansen, 2. sektion side 9).

Dét er da interessant. Også selvom tesen først dukker op, når man læser på tværs af udvalgte artikler og forholder sig kritisk til Anette Jensens formodning om, at fysik- og kemilærere ikke bruger Galathea 3 i deres undervisning, fordi de mangler grundbøger, klassesæt og eksempler på opgaver.

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, så kan jeg ikke huske en eneste tekst fra undervisningen i historie. Hverken grundbøger, klassesæt eller eksempler på opgaver har gjort så stort et indtryk på mig, at de nu, ti år senere, figurerer i min hukommelse.

Hvad jeg derimod kan huske er computerspillet, Settlers, som gav klassen mulighed for i fællesskab at skrive historie. I spillet var det nemlig os, der afgjorde, hvordan samfundet skulle indrettes politisk, økonomisk og socialt og vi oplevede så at sige på egen krop, at vores beslutninger havde konsekvenser for en hel masse andre end os selv.

Udtrykket ’på egen krop’ er tankevækkende, når man beskæftiger sig med virkeligheden som henholdsvis videnskab og virtualitet. For hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene med Jens Morten Hansens udtryk beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?

Jeg tror, det er oplevelsen af at være med.

Videnskaben er, på trods af ”bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter”, ikke særlig god til at gøre virkeligheden virkelig for dem, der lever i den. Tværtimod gøres ihærdige forsøg på at afskaffe de dele af virkeligheden, som videnskaben ikke kan rumme, herunder religion.

Rollespilsproducenter, derimod, er eksperter i at indrette paralleluniverser, der ligner den virkelige virkelighed til forveksling. Med økonomiske systemer, menneskelige relationer og udvikling af produkter til fælles gavn er forskellen mellem det videnskabelige og virtuelle univers nemlig ikke, at sidstnævnte er mere ”spacey”. Forskellen er, at det virtuelle univers ikke bare gør plads til, men forudsætter, at spillerne har en egen oplevelse af den virkelighed, de er med til at skabe.

Hvis jeg var Bertel Haarder ville jeg reflektere over, hvorfor unge foretrækker at organisere sig på nettet frem for at engagere sig i det samfund, de (også) er en del af. Og jeg ville gøre det, inden jeg grebet af tidens trend inviterede lærere og elever ”med på en virtuel rejse rundt om jorden”.

P.S. Jeg er blevet opmærksom på en tankevækkende dimension i Politiken: Ved at krydslæse de forskellige artikler dukker der spændende spørgsmål og temaer op, som der sjældent er anledning til at behandle. Det rejser to spørgsmål:

1) Til mine medlæsere: Er jeg den eneste, der synes, det kunne være berigende med en tematisk krydslæsning og –formidling af dagens artikler?

2) Til Politiken: Har I nogensinde overvejet at foretage en sådan krydslæsning og formidle ét af ’dagens temaer’ på tværs af udvalgte artikler?