Politikens læserpanel

Jeg kan ikke mærke dig

Som altid er jeg træt af, at Politiken reducerer sin dækning af erhverv til et beskedent overbliksbillede over ”Økonomi” og den ellers udmærkede artikelserie om ”Kreative erhverv”. Men det vil jeg ikke kommentere yderligere i dag.

På denne sidste fredag i 2006 formulerer journalist Bo Søndergaard, der netop er hjemvendt fra Darfur nemlig et spørgsmål, som det ikke bare er relevant, men nødvendigt at besvare så hurtigt som muligt.

Spørgsmålet perspektiverer adskillelige artikler i 1. sektion (herunder forsideartikel og leder, interview på side 5 og kommentar og analyse på side 10 og 11); kalenderartiklen på side 18 i den lille sektion ”I Byen” og for så vidt også interviewet af sognepræst Jørgen Christensen og 3-4 indlæg på debatsiderne i 2. sektion.

Det presserende spørgsmål, som på trods af dets ubestridelige relevans ikke besvares, er: ”Hvad skal man skrive, og hvilke billeder skal man vise, for at dem i den anden ende kan mærke Darfur og Tchad?”

De protesterende præster i Hillerød og standupkomikerne, der uddeler ”Talegaver til børn” kunne tilføje: Hvad skal der til for, at velstillede danskere MÆRKER asylansøgere og verdens fattige børn?

Med Søndergaards ord er de usikre tal for, hvor mange der er slået ihjel i Darfur ikke tilstrækkelig. ”For hvem forstår, hvad 400.000 dræbte vil sige?” Mit svar på det retoriske spørgsmål er, at det er der rigtig mange, der gør. Hvis bare de 400.000 på den ene eller anden måde repræsenterer noget, der minder om os selv.

Jeg tror nemlig, at mennesker spejler sig i hinanden og reagerer på genkendelse. Og jeg tror, at vi holder op med at høre efter, fordi dem, der agerer spejl ikke reflekterer fællesnævneren mellem sultne og lidende børn og mætte og (selv)tilfredse europæere. Vi kan ikke genkende os selv i dem, vi skal hjælpe. Og vi genkender ikke dem som mennesker.

Selvom lederen mener, at Politiken i løbet af året har påkaldt sig alt, hvad der kan påkaldes: ”det internationale samfund, FN, USA, EU, Kina, Rusland, Den Afrikanske Union, de arabiske lande og den sudanske regering”, så udebliver følelsen af medmenneskelighed mellem dem, der skal hjælpe og dem, der har brug for hjælp. Og det skyldes formentlig, at medierne gør mere ud af at påberåbe sig officielle instanser end menneskelige følelser.

Europæere vil vide, hvad krigshærgede mennesker kan fortælle om dét at være menneske – i Europa! Europæere vil have noget at vide om sig selv. Måske vil de have at vide, at livet er langt – og forfærdelig kort. At magt kan blive til afmagt. Og nysgerrighed til frygt.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er for privilegeret til at genkende mig selv i krigshærgede familier, sultne børn og etniske minoriteter. Jeg forstår ikke, hvad de fortæller. Jeg bliver ikke klogere på mig selv – og dermed heller ikke på dem, jeg forventes at hjælpe.

Hvor sørgeligt det end måtte lyde, så skal vi kunne spejle os for at mærke andre. Og det er usandsynlig svært at spejle sig i nogen, der spiser soja og drikker vand, når man selv har travlt med at komme fra julefrokostbordet til nytårsmiddagen.