At tænke er at tale med sig selv

I dagens kommentar i Information spørger professor Vincent F. Hendricks og cand.mag. Annette Møller, "Hvorfor mene, før vi tænker?"

Det er et meningsfuldt indlæg, og forhåbentlig bliver næste skridt, at folk begynder at forstå, at der er noget, der er vigtigere at tænke og mene noget om end andet.

Indtil da vil jeg glæde mig over formuleringen: "Tanken er individets samtale med sig selv, den stille private syssel, som ikke nødvendigvis manifesterer sig i en taleboble".

Det er godt sagt.

Min egen medicin

Jeg mener, man kan få nogle interessante diskussioner af, hvad der betyder noget på en arbejdsplads ved at vise ledere og medarbejdere, hvilke ord, de bruger meget/lidt, når de stiller hinanden spørgsmål.

Og derfor er Ordskyen ét af mine yndlingsværktøjer, når jeg laver Stafetanalyser®.

Men hvad mon det fortæller om mig og mine betragtninger om, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, at jeg bruger de ord, jeg bruger, når jeg tænker, skriver og taler? Hvilke interessante diskussioner bør jeg tage med mig selv på baggrund af den Ordsky, der genereres, når man taster www.tanketjek.dk ind på http://www.wordle.net/create?

Bøger, børn og bedrevidenhed

Forfatter Morten Dürr opfordrer i Information til, at vi formidler bøger på børnenes præmisser, hvilket vil sige e-bøger i lettilgængelige og lækre formater. Børnene er morgendagens læsere, og i modsætning til voksne, der med Dürrs ord "har et kvalificeret forhold til teknologi - præget af et historisk overblik" har de ikke et kritisk forhold til de web- og touchteknologier, der omgiver os alle. Børnene har et "historieløst" forhold til teknologierne, kendetegnet ved en forventning om øjeblikkelig behovsindfrielse, og det skal bogbranchen hurtigst muligt honorere, hvis den vil overleve.

Bogbranchen skal med andre ord indordne sig under den ukritiske, historieløse og utålmodige verdensanskuelse, der kendetegner den uerfarne. Og det kan ifølge Dürr kun gå for langsomt. 

Spørgsmålet er dog, om en bogbranche uden kritik, historie og tålmodighed stadig er en bogbranche. Er det hensigtsmæssigt at indrette brancher, samfund og fremtid efter dem, der ved mindst, eller bør vi overveje at lytte til dem, der ved mere - og i mange tilfælde bedre?

Jeg er ikke imod e-bøger eller ideen om at give børn så mange platforme som muligt at udfolde deres læse- og lærelyst på, men jeg tror, vi skal passe på med at kassere erfaring til fordel for effektivitet.

Jeg tilhører den sidste generation af danskere, der har oplevet at vokse op uden computere, mobiltelefoner, internet, mail, sociale netværk etc. Den sidste generation af danskere, der har oplevet på egen krop, at man kan leve - og leve godt - uden konstant at være på.

Det gør mig gammel og kedelig at høre på, men det betyder også, at jeg er i stand til at kende forskel. På det, der er godt lavet og det, der er hurtigt lavet. Det, der er tænkt over og det, der er tilfældigt. Det, der er vigtigt og det, der er ligegyldigt. Det, vi skal kæmpe for og det, vi kan kassere.

Hvis jeg kun måtte give mine børn én ting her i livet, så skulle det være dét: Evnen til at kende forskel.

Det kan jeg ikke give dem ved (kun) at surfe på nettet, eller ved konsekvent at vælge de af gode grunde slidte biblioteksbøger fra. Det kræver, at de lige så tit ser mig med en bog eller med en avis som bag en skærm. At en bog på sofabordet får dem til at spørge, hvorfor jeg læser om "Ondskabens filosofi". Og at jeg fortæller dem, hvorfor jeg slukker for radioen, når jeg ikke kan holde ud at høre på flere af Xanders, Medinas eller Burhan G´s ubehjælpsomme forsøg på at tale/synge dansk.

Der er en risiko for, at jeg med mit fravalg af Facebook og insisteren på at læse mine bøger på tryk mister følingen med den digitale verden, mine børn (måske) kommer til at betragte som den eneste mulige. Men jeg synes, risikoen for ukritisk at følge med strømmen er større.

Jeg har ikke lyst til at leve i et ukritisk, historieløst og utålmodigt samfund - og jeg betragter erfaring som et vigtigt våben mod, at det sker.

TV Lorry om spørgsmål

Det er forunderligt at høre sig selv og sit forskningsfelt introduceret i forskellige sammenhænge. Og lige så forunderligt at høre sig selv forsøge at fylde den ekspertrolle, man tildeles ud med svar på spørgsmål, man egentlig ikke mener kan besvares.

Det prøvede jeg i går, hvor nyhedsredaktør fra videnskab.dk Thomas Hoffmann havde overtalt journalist Tina Storgaard Støttrup fra Lounge til at invitere mig i studiet til en snak om, hvorfor vi stiller spørgsmål og hvad de spørgsmål, vi stiller og ikke stiller siger om os.

Især det sidste skulle jeg nok have tøvet lidt mere med at give konkrete eksempler på (jeg mener selvfølgelig ikke, at man kan sige noget som helst om et menneske ud fra et enkelt spørgsmål, vedkommende har stillet en forsker), men det lå ikke rigtigt i kortene, at vi kunne tage den store snak om sammenhængen mellem grammatikken i de indoeuropæiske sprog og vores tilbøjelighed til at bruge spørgsmål-svar til at komme så tæt på sandheden som muligt i Vesten. Og så spiller man jo med så godt man kan.

Ondskab og videnskab

Det onde forsvinder i videnskabelige diskurser. Menneskets ugerninger bliver ikke betragtet som synder, men som virkninger af årsager. I Hitler-forskningen ser vi en række årsager blive trukket frem, som forholdet til faderen i barndommen, det senere kærlighedsforhold til niecen Geli Raubal eller mindreværdskomplekser på grund af fysiske defekter (først og fremmest den meget omdiskuterede tese om, at han manglede en testikel). Hvilke årsager, der henvises til, afhænger af, hvilke videnskaber der undersøger sagen. Det kan handle om alt fra gener og kemi til sociale forhold og politiske ideologier. Hitler var imidlertid ikke kun summen af en række årsager, men også en person, som handlede frit. Der bliver altid noget irreducibelt tilbage, som ikke går restløst op i kausale sammenhænge, noget, vi kan kalde den frie vilje, en evne til selvbestemmelse. Uden en sådan evne findes det moralske onde ikke. Jeg mener ikke, at de videnskabelige forklaringer er illegitime, men at de kun har begrænset gyldighed. Vores forsøg på at bortforklare det onde, på at rationalisere det, lykkes ikke fuldt ud. At mennesket er frit betyder, at det i enhver situation kunne have handlet anderledes, og når vi gør det onde, kan vi bebrejdes for ikke at have handlet anderledes. (Lars Fr. H. Svendsen: Ondskabens filosofi, side 18).

Spørgsmålet er svaret

Uanset om du er journalist, konsulent, leder eller forsker, så stiller du spørgsmål for at blive klogere. Men dine spørgsmål siger mere om dig end om det, du undersøger, og derfor er det på tide, at du lader dem, du gerne vil blive klogere på, stille sig selv spørgsmål. Det er nogle af pointerne i en ny ph.d.-afhandling der blev forsvaret forleden.

Læs hele artiklen på Kforum.

Endelig

Så er min afhandling forsvaret og endeligt indstillet til ph.d.-graden i filosofi ved Aarhus Universitet. Det var en stor oplevelse og fuldstændig lige så fantastisk at have tre superdygtige opponenter til at diskutere min afhandling med mig, som jeg havde håbet.

Opponenternes forskellige profiler gjorde, at vi kom godt og grundigt rundt i afhandlingen, så vi både fik diskuteret:

• Stafetanalysen®, Vattimos kritik at Gadamer, min forståelse af en transcendental-historisk tilgang til filosofi, Kants betydning for filosofihistorien (og min afhandling) og problemerne ved at tro, at man kan lære folk at reflektere på et kursus eller en uddannelse (Professor Anders Lindseth fra Universitetet i Nordland, Norge)
• Problemerne ved at stille min kritik af ledelsesteori og -praksis så skarpt op, som jeg gør, uklarhederne i, hvad det er for en viden, jeg får frem ved at overlade det til organisationens egne medlemmer at fortolke resultatet af en Stafetanalyse®, forskellen på Foucaults og Nietzsches magtbegreb - og hvad det betyder i forhold til ledelse - samt spørgsmålet, om jeg i virkeligheden er lutheraner, og om jeg tror på det gode (Lektor Camilla Sløk, CBS)
• Hvordan sproglighed skal forstås, om de grammatiske strukturer og forskellen på hv-spørgsmål er lige så afgørende for tænkning, som jeg tror, de er, Vattimos (og min) brug af begrebet 'strukturer' om det, der ikke kan tænkes, men gør, at vi tænker, som vi gør, min brug af begrebet 'sprækker' i stedet for 'lysning' eller 'åbning' og hvorfor Heidegger kalder et af sine sene skrifter for Was heisst Denken? (Lektor Thomas Schwarz Wentzer, Aarhus Universitet)

Forsvaret tog i alt tre timer, så vi var rundt om en hel masse mere, men det er umiddelbart det, der gjorde størst indtryk i situationen - eller i hvert fald det, der hang ved.

Jeg vil gerne takke alle, der sendte søde hilsner og/eller overværede forsvaret. Som min søster sagde efterfølgende; det var en dag fyldt med kærlighed - og det er jeg meget taknemmelig for.

Dagen før dagen

Om knapt 14 timer byder lektor Jørgen Huggler velkommen til mit ph.d.-forsvar på Aarhus Universitet/Campus Emdrup, Lokale C 001, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

Derefter får jeg ordet, som jeg vil benytte til at stille mig selv nogle af de spørgsmål, ledere og konsulenter - og formentlig de fleste andre i vores del af verden - har sværest ved at stille.

Med afsæt i undersøgelser gennemført i 17 forskellige virksomheder vil jeg vise, at mens 89 % af de spørgsmål, ledere og medarbejdere stiller, når de selv må bestemme, hvem de vil spørge og hvad de vil spørge om er HVAD-, HVORDAN- og HVILKE-spørgsmål, så er kun 11 % HVORFOR-, HVEM- og HVORNÅR-spørgsmål.

Det har konsekvenser for det, vi tænker - og ikke tænker - hvilket jeg vil demonstrere ved at besvare følgende spørgsmål:

1. HVORFOR har min forskning udviklet sig som og medført de resultater, den har?
2. HVEM har inspireret mig til at tænke og forholde mig til filosofi og ledelse, som jeg gør?
3. HVORNÅR er det vigtigt at beskæftige sig med sine egne grundlæggende antagelser?

Jeg kan sige så meget som, at jeg ikke har præsenteret min forskning på denne måde før, og at jeg glæder mig som et lille barn til at høre bedømmelsesudvalgets - og evt. diskussionslystne tilhøreres - reaktion på mit forsøg på at demonstrere tænkning snarere end at fortælle om det.

Ses vi?

http://cas.au.dk/aktuel/arrangement/artikel/phd-forsvar-6/

Hjem til Århus - ph.d.-forsvar 21.9.

Aarhus Universitet er ikke enig med KU i, at min ph.d.-afhandling skal laves om. Således har jeg i dag modtaget en bedømmelse, der efter at have fremhævet afhandlingens gode og dårlige sider konkluderer:

"Disse indvendinger rokker dog ikke ved afhandlingens kvalitet og tankevækkende resultater. Et enigt udvalg anbefaler således at indstille afhandlingen til forsvar med henblik på erhvervelsen af ph.d.-graden i filosofi".

Forsvaret er sat til den 21. september kl. 13, og selvom det endnu ikke er besluttet, om det kommer til at foregå i Århus eller Emdrup håber jeg at se så mange som muligt.

Bedømmelsesudvalget består af:

• Thomas Schwarz Wentzer (formand, AU)
• Camilla Sløk (CBS)
• Anders Lindseth (Universitetet i Nordland, Norge)

Vel mødt!

Merleau-Ponty

Før Derrida og Vattimo var det Merleau-Ponty. Kant og Heidegger har været der hele tiden, dvs. siden jeg begyndte at læse filosofiske værker på Testrup Højskole i 1996, men imellem og på tværs har forskellige filosoffer som Nietzsche, Levinas, Merleau-Ponty, Derrida og Vattimo været med til at forme den forståelse af og tilgang til filosofi, jeg har i dag.

De seneste år har Merleau-Ponty imidlertid opholdt sig i bogreolen. Jeg har ikke læst noget af ham og derfor heller ikke skrevet noget om ham. Det burde jeg måske lave om på. I hvert fald vækker følgende passage i mit BA-projekt min nysgerrighed:

"Merleau-Ponty mener altså, at vi via vores delagtighed i væren ser og anvender verden som den må formodes at se ud fra et objektivt synspunkt, selvom det slet ikke er sådan tingene kommer til syne for os. Vi opfører os som besad vi det objektive synspunkt, til trods for, at det, der fremtræder for vores synssans er afskåede, fordrejede og reducerede genstande. En sådan adfærd vidner om en indsigt i ikke blot dybdeforholdene, men også i væren. Descartes begår ifølge Merleau-Ponty den fejl at betragte rummet som hinsides ethvert synspunkt. Selve ideen om rummet opstår ifølge Merleau-Ponty først når man er placeret i det og bundet til en bestemt betydning. Kunne man, som den objektive beskuer, betragte verden, rummet og alt hinsides ethvert synspunkt, så ville begrebet om dybden og dermed rummet ikke opstå, da disse forhold netop er karakteriseret ved ikke at være egentlige egenskaber, men et bånd mellem tingene, som muliggør vores forståelse af dem."

Hvorfor jeg på et tidspunkt forlod Merleau-Ponty ved jeg ikke, men passagen bekræfter, at der er og altid har været en særlig drivkraft i min interesse for filosofi - som det var formålet med at læse mine gamle studieopgaver at blive klogere på.

Dovendyr

"Mennesket er et dovendyr og uanset, hvad Aristoteles siger, så er der ikke noget, det skyr, som tankevirksomhed. Og - bortset fra de sjældne undtagelser - så tænker det kun, når det ikke har midler til at løse sine opgaver på anden måde." (Alexandre Koyré, Tankens enhed, side 113)

Enig med Breivik

"Det er ganske ærgerligt, at det norske retspsykiatriske uvæsen er lykkedes med at kuppe sagen, den burde handle om de pårørende og det politiske budskab. For 22. juli handler ikke om psykiatri, men Norges og Europas fremtid" (Anders Breivik i Berlingske 21.06.2012).

Jeg tumler med to spørgsmål: 1) Hvorfor er det så vigtigt for os, at Breiviks forbrydelse kun handler om Breivik (psykiatri frem for politik/ideologi)? 2) Hvorfor bruger vi så utrolig mange ressourcer på sagen, hvis den kun handler om Breivik = ét menneske, der adskiller sig radikalt fra alle andre?

Jeg er enig med Breivik i ovenstående formulering. Men jeg er endnu mere enig med 21-årige Bjørn Ihler i, at det er vigtigt at tage Breiviks - og enhver anden - ideologi (og disses indvirkning på menneskers gøren og laden) seriøst.

Kronik: Jeg registreres, altså er jeg

Tegning: Kamilla Wichmann

På den ene side har vi en klar idé om, hvad der skal til for at klare sig på fremtidens globale marked. På den anden side har vi regeringens aktuelle børnepolitik. Hvorfor peger de i hver sin retning? En mors alarmklokker ringer.

Læs hele kronikken i Berlingske den 21. juni 2012.

Historieløs videnskab gentager historien

Forskningsformidling. Der er ikke grænser for, hvad der kan tage form og formidles som ny videnskabelig forskning. Men der er grænser for, hvor meget nyt vi kan lære af videnskaben.

Der er nu noget komisk over, at videnskaben har brugt 500 år på at nå frem til noget, filosoffer har vidst i 2500 år. Tragikomisk. At videnskabsmænd som Stuart Firestein kan bruge hele sider i Weekendavisen på at gentage og tage æren for pointer formuleret i det antikke Grækenland, som fx: ”Traditionelt hedder det sig, at først er der uvidenhed, så kommer der viden. Jeg ser det generelt omvendt. Jo mere man ved, desto mere ved man, at man ikke ved” (”Spørgsmålene er det mest interessante”, Ideer 8.6.).

Kan det virkelig være gået Firesteins (og Weekendavisens udsendtes) næse forbi, at Sokrates´ slagord var, ”det eneste jeg ved, er, at jeg intet ved”? Tror Firestein, at han bidrager til den udvikling, videnskab efter sigende handler om, ved at pointere, at det i højere grad er spørgsmålene end svarene, der giver fremskridt? Og mener han alvorligt, at han har gjort en opdagelse ved at iagttage, at ”medierne sjældent rapporterer om historien bag et nyt forskningsresultat”? Tilsyneladende.

Og måske er det ikke så mærkeligt. For tre måneder siden spurgte jeg i et indlæg om Per Durst-Andersens bog Bag om sproget, om humanistisk forskning er for svær for Weekendavisen, og om det er grunden til, at dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter avisens fortrinlige dækning af naturvidenskabelig forskning (Debat 9.3.).

Det bekræfter artiklen om Firestein. Hvis journalisten havde haft et minimum af idéhistorisk eller bare videnskabshistorisk indsigt, så ville han nemlig have udfordret Firestein på hans begejstring for spørgsmål. Han ville vide, at ambitionen om ”at formulere nye og bedre spørgsmål” er en meget gammel måde at sikre sig ikke bare definitionsmagten, men magten til at afgøre, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt at beskæftige sig med. At der med ethvert spørgsmål følger en magtudøvelse, som siger betydelig mere om spørgeren end om det, der spørges til. Og at filosoffer efter 2300 års sokratisk spørgelyst derfor har brugt de sidste 200 år på at rette deres spørgsmål mod sig selv: Hvad siger det om vestlig selvforståelse og kultur, at vi betragter spørgsmål som (den eneste) vej til indsigt? Hvad gør det ved vores måde at tænke og handle på, at vi er tilbøjelige til at stille en bestemt type spørgsmål (”hvad er” eller ”hvordan fungerer” dette eller hint?) og udelade andre (”hvornår” og ”hvorfor” betyder det noget, at…?).

Det har indflydelsesrige filosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida haft en del at sige om – og det burde Firestein og Weekendavisens journalist vide. Lige som de burde vide, at det ikke er mediernes skyld, at der ikke rapporteres om historien bag nye forskningsresultater, men videnskabens egen. At det, som den franske videnskabsfilosof Gaston Bachelard kunne oplyse i starten af 1900-tallet, er en del af videnskabens konstitution kun at medtage det, der kan gentages – lovmæssighederne – og at forskningsprocessen med dertilhørende fejlslagne forsøg og fortolkninger derfor aldrig er med i teorierne (og formidlingsarbejdet). Overfor videnskabsmandens optagethed af resultatet placerer Bachelard historikeren for hvem ”en forkert fortolkning af en kendsgerning forbliver en kendsgerning”, og som derfor er mindst lige så optaget af den erfaring, der går forud for en erkendelse, som af erkendelsen selv.

Men det ved videnskabsfolk og -journalister ikke. Og hvor skulle de også vide det fra? I Danmark er det 41 år siden man afskaffede filosofikum og i stedet introducerede videnskabsteori som det grundlæggende og tværdisciplinære fag, der skal sætte studerende i stand til at træffe velargumenterede valg og fravalg i deres arbejde med teori og metode. Det var samtidig dødsstødet for den almene dannelse, der sikrer overlevering fra generation til generation og forhindrer historisk bevidstløshed.

Med faget videnskabsteori erstattes den sammenhængende idéhistoriske indsigt med løsrevne ”ismer”, der på trods af nye betegnelser (udover klassiske videnskabsteoretiske retninger som empirisme, idealisme og realisme vinder teorier inden for fx socialkonstruktivisme og ”poststrukturalisme” stadig større udbredelse) er ude af stand til at grundlægge den forståelse af oprindelse, der kendetegner og skaber udvikling.

Eller som en anden af Weekendavisens skribenter, sociolog Henrik Dahl har formuleret det: ”videnskaben [er] både hurtig og nådesløs. Passer påstanden om cirkelformede planetbaner ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den, og ind med noget bedre”. Det betyder, at videnskaben er optaget af det nye, men det betyder også, at historien gentager sig. Både hvad angår 2500 år gamle erkendelser og de fejlslagne forsøg og fortolkninger, videnskabens resultatfokus forhindrer os i at lære af.

Men det er vel sagtens et spørgsmål om tid. Hvis videnskaben efter 500 års forskning kan nå frem til den samme erkendelse, som filosoffer grundlagde vestlig civilisation på for 2500 år siden, så finder den vel også på et tidspunkt frem til det, filosoffer ved i dag.

Hovedrengøring II - krisehåndtering

"Du vil have det bedste fra begge verdener, og det er ikke muligt". Sådan sagde min gamle vejleders gamle vejleder (eller mesteren, som Søren Gosvig Olesen omtaler Jørgen Hass), da jeg for et par uger siden spiste middag med ham, inden et foredrag, han havde inviteret mig til at holde for sine studerende. Vi talte om mine bestræbelser på at bringe filosofiske indsigter i spil i erhvervslivet, men Hass´ analyse gælder også alt andet, jeg beskæftiger mig med:

Mellemregningerne mellem teori og praksis, omsætningen af humanistisk forskning til (kommercialiserbare) forandringsprocesser, oversættelsen af svære filosofiske pointer til aktuelle debatindlæg. Det er grundpillen i hele mit professionelle virke, Hass satte fingeren på med sin enkle konstatering - og måske også i mit personlige.

Alligevel er jeg nået frem til, at han kun har delvis ret. Hass har ret i, at jeg vil begge verdener - det giver slet ikke mening for mig at tænke teori-praksis, forskning-forandring og filosofi-meningsdannelse adskilt - men han har ikke ret i, at jeg vil have det bedste. Tværtimod bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at min opgave i de forskellige sammenhænge, jeg indgår i, snarere end at beskrive og forsøge at opnå det bedste er at gøre opmærksom på og håndtere det værste.

Det gør jeg ikke, fordi jeg er pessimist (hvilket der ellers er gode filosofiske grunde til), men fordi jeg er enig med Heidegger i, at "en videnskabs niveau lader sig bestemme ud fra, hvorvidt den magter en krise i relation til sine egne grundbegreber" (Væren og tid, side 29). Eller sagt på en anden måde: Det er evnen til at anerkende og tage ansvar for sine egne begrænsninger, der viser, hvem man er som menneske, virksomhed og samfund - ikke de idealer og principper, man opstiller for det gode. At det er betydelig lettere sagt end gjort er der ingen tvivl om. Det er ikke tilfældigt, at Heidegger taler om en krise. I filosofien, videnskaben, samfundet og det enkelte menneske.

Det sidste talte jeg også med Hass om. Jeg undrede mig over, at der er akademiske filosoffer (som regel mænd i 40-årsalderen), der fra at have beskæftiget sig med tysk og fransk filosofi pludselig begynder at bekende sig til analytisk filosofi. Men det er ifølge Hass ikke så mærkeligt. Enhver filosof må nemlig på et tidspunkt se i øjnene, at den krise, filosofien har befundet sig i siden Kant, også gælder ham selv. Det er ikke bare filosofiens krise, men filosoffens. Det er menneskets krise. Din og min.

Det er en ulidelig erkendelse for langt de fleste mennesker, og mens nogle håndterer den ved at skifte konen ud med en yngre model eller begynde at cykle og løbe som en gal, så er der altså nogen, der erstatter den afgrundsdybe tænkning med logikkens stensikre fundament. Her kan man lade som om, at hverken filosofiens eller ens egen forfatning er så kritisk, som den er, og overlade ansvaret for både det gode og det onde til de universelle principper, man kan blive enig med andre analytikere og verdensfjerne teoretikere om at hylde.

Smart og smertefrit. Og ikke så lidt sigende om det videnskabelige niveau.

Lad Anders Breivik bruge os rigtigt

Der var engang, hvor Anders Breivik var en af os. Faktisk er det ikke engang et år siden, man kunne passere ham på gaden uden at opdage, at han var Breivik: Manden, der den 22. juli 2011 tog Norges uskyld og 77 uskyldige menneskeliv. For et år siden var Breivik bare en mand med en idé. Et menneske, der – lige som mange andre – var utilfreds med den måde, Europa udvikler sig på i disse år, og som var indstillet på at gøre noget ved det. En ambitiøs ung mand, kunne man sige. Viljestærk og selvsikker nok til at tro på, at han kunne gøre en forskel. Og han havde noget at have det i. I modsætning til mange andre ville han ikke nøjes med at kritisere. Han havde noget, han ville fortælle Norge og resten af Europa. Og han vidste, hvordan han ville gøre det. Måske havde han flere gange overvejet at fortælle sin historie med ord (hvilket det 1500 sider lange ideologipolitiske manifest vidner om). Måske havde han prøvet at fortælle den med billeder (som hans videoklip på YouTube indikerer). Men han havde indset, at det ikke var nok. At selv de mest indflydelsesrige politiske skribenter og største, provokatoriske filmmagere aldrig har skabt så stor og hurtig opmærksomhed om deres civilisationskritik, som det var hans plan at gøre. At han ikke kunne kritisere de principper, han var begyndt at afsky Norge og resten af Europa for at hylde ved at spille efter de regler, samme principper havde affødt. Og derfor havde han lavet en plan. En plan, der ville ændre alt. Stille spørgsmålstegn ved de mest fundamentale, demokratiske principper. Udstille svaghederne i det, vi troede var stærkt. Jeg vil tro, det var omkring dette tidspunkt, Breivik udviklede sit karakteristiske skæve smil. For planen var genial. Ved at gennemføre den ville han markere et før og efter i norsk retshistorie; trække en skillelinje i europæisk selvforståelse. Han ville blive manden, der ikke bare gjorde opmærksom på, men udstillede vestlig utilstrækkelighed. Holdt den op foran os som et spejl. Breivik ville fortælle os noget om os selv, og han ville være sikker på, vi lyttede. At vi så os selv direkte ind i øjnene og væmmedes ved det, vi så. Det kunne han ikke opnå med ord, billeder eller for den sags skyld et politisk engagement. Han blev nødt til at gøre noget. Vise hvem han var og hvad han ville ved at handle. Vise hvem vi er og hvad vi vil ved at tvinge os til at forholde os til hans handling. Og derfor var det vigtigt, at han overgav sig. Planen stod og faldt på, at han overlevede. Så vi kunne dumpe hans test. Afsløre over for os selv og verden, at der er grænser for tolerance. Grænser for, hvad der kan forsvares, afsones og tilgives.

Den 22. juli 2011 blev planen til virkelighed. Breivik er ikke længere en af os. Hans ideer, kritik og ambitioner om at gøre en forskel adskiller ham ikke fra mange andre. Ikke engang tanken om eller den konkrete udfærdigelse af en plan, der er så grum, at den for langt de fleste mennesker er umulig at tænke, trækker skillelinjen mellem Breivik og os andre. Kun at han gjorde det. Som mennesker kan vi tænke, planlægge og udføre de mest utrolige ting, men det er kun det sidste, der definerer, hvem vi er: Det, vi gør og ikke gør. Breivik er lige så meget menneske som du og jeg, men han er ikke en af os. Uanset om han bliver erklæret sindssyg eller rask, får en behandlingsdom eller skal i fængsel, så er han udenfor. En gang for alle. Han bliver aldrig en af os igen. Det er for sent. Ikke pga. psykiaternes diagnose(r), journalisternes dækning af retssagen eller dommernes strafudmåling. Heller ikke pga. hans kritik af multikulturalisme, hans analyse af Europas fremtid eller hans rationale for at gøre, som han gjorde. Der kan – som jeg har forsøgt at illustrere ovenfor – argumenteres for det hele. For så vidt angår kritik, analyse og plan kan man helt uden højreekstremistiske tilbøjeligheder og tunge sindssygdomme finde fornuftige grunde til, at Breivik så sig nødsaget til at handle. Men man kan ikke handle som Breivik. Når Breivik aldrig bliver en af os igen, er det, fordi, der er grænser for, hvad vi kan acceptere hos vores medmennesker. Grænser for, hvad vi kan acceptere hos os selv. Breivik har forbrudt sig mod adskillelige love og menneskerettigheder, men den største forbrydelse er den, han har begået mod mennesket i sig selv – og dermed os alle sammen. Ved ikke bare at dræbe, men reducere de dræbte til brikker i et symbolpolitisk spil udstiller Breivik det, vi frygter mest: Det onde i os selv. Det handler om at bruge andre til at nå vores egne mål (som fx at dulme følelsen af uretfærdighed), og det handler om afmagt, vrede og hævn – som kan få os til at slå ihjel. Selvom det er de færreste, der kan og vil handle på disse følelser, så er der mange, der ærgrer sig over, at dødsstraffen er afskaffet i Skandinavien. Andre spekulerer i, hvordan Breivik kan blive spærret inde for livstid. Mens endnu andre går til angreb på dem, der forsøger at forklare. For tolerere og tilgive kommer vi aldrig til. Heldigvis.

Vanskelighederne med at håndtere Breivik skyldes således ikke, at han er farlig og irrationel, men at han minder os om, at vi er. Breivik er – lige som det retssystem, han er blevet en del af – langt mere rationel end vi som mennesker er flest. Modsat overlevende, pårørende, journalister og andre, der er berørt af, at så mange har mistet livet, så er det vigtigt for både retssystem og Breivik, at sagen ikke handler om følelser. Som mennesker ved psykiatere, advokater og dommere godt, at Breivik ikke længere er en af os, og det ved Breivik formentlig også. Men som håndhævere af ideologiske principper, er det ikke det, de siger. Underlagt ideer, der rækker ud over det enkelte menneske; visioner, der er større end dem selv, er det vigtigt for både Breivik og repræsentanter for retssystemet at understrege, at vurderingen af, hvad der er rigtigt og forkert ikke er op til dem. De gør, hvad de må gøre: Argumenterer og konkluderer. Rationelt. Således tager retssystemet, lige som Breivik, udgangspunkt i sandheden. Om det gode samfund, det ansvarlige menneske – og heri består problemet. For samfundet er ikke godt, og mennesket er ikke ansvarligt. I hvert fald ikke hele tiden. Mennesket kræver at blive taget alvorligt for ikke bare det gode og skønne, men også det onde og grumme. Glemmer vi det, går det galt. Således er Breiviks sag ikke bare blevet en del af retssystemet, retssystemet er også blevet en del af Breiviks sag: Hvad stiller vi op med et menneske, der er lige så følelseskold over for sig selv og sin egen straf som over for de mennesker, han har slået ihjel? Hvordan håndterer vi en mand, der bruger vores principper mod os selv?

For Breivik er det ikke afgørende, hvilken straf han får – så længe han bliver taget alvorligt. Omvendt er det for langt de fleste andre ikke vigtigt, om Breivik bliver taget alvorligt – så længe han bliver straffet. Som det ser ud lige nu, er der desværre meget, der tyder på, at Breivik er den eneste, der får, hvad han ønsker. Han vil aldrig kunne få den straf, vi er enige om, han fortjener: Evig eksklusion. Ikke fordi vi tror og håber, at han igen kan blive en af os, men fordi vores principper forhindrer os i at være og handle som mennesker.

Da Sørine Gotfredsen umiddelbart efter massemordet benyttede en kronik i Berlingske til at opfordre til, at vi bruger Breivik rigtigt, blev hun beskyldt for at forklare det uforklarlige. Alligevel vover jeg at følge op på hendes opfordring ved at foreslå, at vi lader Breivik bruge os rigtigt. Ikke som mikrofonholdere for en forbryder, der aldrig igen bliver en af os, men som spejling af en kritik, det er næsten umuligt at trænge igennem med. Hvad kan Anders Breivik fortælle os? Ikke om islamisme, militant nationalisme og tempelriddere – men om os selv? Hvor går grænserne for, hvad vi kan og vil forsvare? Hvilke sider af os selv og hinanden forhindrer vores multikulturelle idealer os i at anerkende og gøre noget ved? Hvad og hvordan skal vi ændre for at gøre plads til dem, vi er – og tage ansvar for det, vi gør?

Kvindelig tænkning

"På et højere plan kan man mærke, at en form for kvindelig tænkning har fået mere plads i filosofien. Kvindelige tænkere er for mig dem, der tænker erfaringsnært – som bringer egne erfaringer i spil i stedet for at sætte alt ind i systemer."

Anne Marie Pahuus i JP Århus 2011.

Regler

"Menneskeheden skrider ikke langsomt frem, fra slag til slag, mod en verdensomspændende gensidighed, i hvilken reglerne for altid vil erstatte krigen; menneskeheden installerer enhver af sine voldsudøvelser i et regelsystem og går således fra det ene beherskelsesforhold til det andet".

Foucault: "Nietzsche - genealogien, historien".

Finanskrisen handler om manglende dannelse

"Kender du dine klassikere, kender du til kvalitet og niveau, og så vil du have mere kvalitet og mindre larmende lorte-TV"

Jeg vil gerne sige det samme som filminstruktør Joachim Nielsen i dagens Berlingske.

Er humanistisk forskning for svær for WA?

Indlæg i Weekendavisen # 10, 9. marts 2012:

Bag om sproget

Takket være Lone Frank er WA uden sammenligning landets bedste avis, hvad angår formidling af naturvidenskabelig forskning. Desværre har jeg altid undret mig over, hvorfor dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter. Men det giver Ole Balslev måske en forklaring på i WA i forrige uge. Her anmelder han professor Per Durst-Andersens bog, Bag om sproget, som han har svært ved at finde en målgruppe til. Bogen er ifølge Balslev ikke nogen let bog for den, der interesserer sig for sprog, og selv forfatterens egne elever vil efter Balslevs vurdering have problemer med at forstå analyserne i bogen.

Da jeg med stor interesse har læst professorens bog og fundet den overordentlig vigtig for ikke bare de forskellige humanistiske forskningsfelter, den er et bidrag til, men også den evigt aktuelle debat om, hvordan vi skaber forståelse og respekt mellem forskellige kulturer, synes jeg ikke, Balslevs forskrækkelse over, at en forskningsbaseret bog ikke er let, skal have lov at stå alene. Det kunne jo være, at jeg ikke er den eneste af WAs læsere, der gerne gør sig umage, hvis belønningen er nye og banebrydende erkendelser.

Som fx at man aldrig ville kunne finde en anmeldelse som Balslevs i en russisk avis, fordi russisk er et såkaldt virkelighedsorienteret sprog, mens dansk (lige som engelsk) er et modtagerorienteret sprog. Per Durst-Andersen illustrerer forskellen med følgende eksempel: Hvis en dansker efter et foredrag siger 'Jeg kan simpelthen ikke forstå den teori du beskriver', siger bemærkningen mærkværdigvis intet om afsender selv, men derimod en del om foredragsholderen og hans teori. Hvis en russer sagde det samme, ville han sige mere om sig selv end om foredragsholderen, og folk ville undre sig over, at han ønskede at blotte sig på denne åbenlyse måde.

Forklaringen på, at forskellige nationaliteter forstår de samme udtalelser på forskellige måder finder Per Durst-Andersen i det ”kulturmentale univers”, der følger med ethvert sprog. Denne sammenhæng mellem et sprogs grammatiske strukturer og en bestemt måde at tænke på har jeg selv beskæftiget mig med i bogen Et spørgsmål om at være (Museum Tusculanums Forlag, 2008). Men mens jeg kun beskæftigede mig med, hvad relationen mellem substantiver og verber betyder for vores måde at tænke på i Vesten, så gør Per Durst-Andersens undersøgelser af de kulturmentale universer i så forskellige sprog som dansk, russisk, engelsk og kinesisk det muligt at tage højde for, at langt fra alle tænker og forstår det samme som os.

Denne mulighed kan og bør få vidtrækkende konsekvenser for alt lige fra international politik til brugen af engelsk som corporate language i globale virksomheder. Vi bør spørge os selv, hvad det er muligt – og ikke muligt – at beskæftige sig med på et Global English, som sprogbrugerne har hver deres specifikke forståelse og anvendelse af. Hvilke konsekvenser har det for kommunikationen mellem en dansker og en kineser, at danskeren tænker og taler i informationer, mens kineseren tænker og taler i situationer? Er objektivitet et resultat af (natur)videnskabelig metode – eller udtryk for en bestemt måde at tænke på, der kendetegner det sprog, videnskaben formidles på, nemlig engelsk?

Det er blot et lille udpluk af de mange spørgsmål, Ole Balslev kunne have rejst i sin anmeldelse af Bag om sproget. Men det gjorde han ikke. Måske fordi han ikke havde sat sig ordentligt ind i, hvad bogen bidrager med og betyder. Måske fordi han ikke forstår det. Uanset om det er det ene eller det andet, vil jeg opfordre WA til enten at lade være med at gøre sig til dommer over, hvad læserne kan og ikke kan forstå, eller alliere sig med nogen, der tager humanistisk forskning lige så alvorligt som naturvidenskabelig.

"Diversity" - drive eller dille?

Jeg havde fornøjelsen af at sidde i et "Business Panel" på et CBS Symposium i går, hvor overskriften var "Humanities in Business: How can the Humanities contribute to Business?" Panelet bestod af repræsentanter fra PenSam, Arla, Novo Nordisk, A. P. Møller-Mærsk, PFA og så mig - der som I nok kan regne ud, skillede sig en lille smule ud fra de andre.

Det er alt andet lige sværere at tale på erhvervslivets vegne, når man kommer fra en lille tre-mands iværksættervirksomhed som Academy A end når man med mange års erfaring i store danske og/eller globale virksomheder har navne som Mærsk, Novo Nordisk og Arla i ryggen. Sådan er det bare.

At debatten derudover skulle foregå på engelsk, der for de nævnte virksomheder selvfølgelig er Corporate Language, men som for en lille dansk, humanistisk forskningsvirksomhed er og bliver fremmedsprog, gjorde det selvsagt ikke lettere at matche mine meget kompetente medpaneldeltagere.

Men så kan jeg - som min svigermor så venligt siger, når hun for Gud ved, hvilken gang tager mig i at falde totalt igennem på en praktisk opgave (som fx at strikke et halstørklæde) - så meget andet. Selvom vi er flere i familien, der morer os over, at min svigermor aldrig giver nogle eksempler på, hvad det er, jeg kan, så bilder jeg mig ind, at hun har ret. Jeg kan noget andet end de mennesker, jeg sad i panel med i går, og måske hænger det netop sammen med, at jeg ikke repræsenterer en stor, global virksomhed og derfor (stadig) betragter engelsk som et fremmedsprog.

For hvordan kan det være, at HR-folk i globale virksomheder er så optaget af og taler så meget om diversity og samtidig betragter det som en selvfølge, at al kommunikation foregår på ét sprog? Hvordan kan en virksomhed som Novo Nordisk arbejde strategisk med det, de kalder diversity of mind uden samtidig at anerkende betydningen af diversity of language? Ved de ikke, at et menneskes mind (hvilket jeg vil tro, de forstår som 'måden at tænke på') hænger sammen med den kultur, det pågældende menneske er en del af? Forholder de sig ikke til, at kultur er uløseligt forbundet med sprog?

Formentlig ikke. Og det kan man heller ikke forvente. Som mine inspirerende medpaneldeltagere påpegede, så handler det for store, globale virksomheder først og fremmest om at være pragmatiske - og det er man, som det ser ud lige nu, bedst ved at tale om diversity som noget, der kan opnås og håndteres på engelsk.

Spørgsmålet, som man kan stille, når man IKKE repræsenterer én af disse virksomheder, og når man som lille, dansk humanistisk forskningsvirksomhed derfor (stadig) betragter engelsk som et fremmedsprog er, om det behøver blive ved med at være sådan.

Kunne man ikke forestille sig nyere og bedre måder at arbejde med diversity på, som tager højde for de kulturforskelle, medarbejdere med dansk, kinesisk, spansk og andre modersmål bringer med over i deres forståelse og brug af engelsk?

Det talte jeg med professor Per Durst-Andersen om efter arrangementet i går, og vi er sikre på, vi kan hjælpe de globale virksomheder med at gøre det (endnu) bedre. Med afsæt i hans forskning i de kulturmentale universer, der følger med forskellige sprog vil vi udvikle et let og overskueligt værktøj, der kan hjælpe virksomheder som fx Mærsk og Novo Nordisk med at blive opmærksomme på og tage højde for det, der kan, og ikke kan, forstås og tænkes på forskellige sprog - herunder engelsk.

Jeg glæder mig afsindig meget!

Fascinerende forskelle

Jeg faldt over en annoncering af et foredrag under ordningen "Bestil en forsker", som vidner om, at der unægteligt er mange måder at læse filosofi på:

"Den amerikanske filosof og naturvidenskabsmand Charles Sanders Peirce skabte for 100 år siden verdenshistoriens mest revolutionerende teori om, hvordan mennesker opfatter og beskriver fænomener. Han arbejdede i forlængelse af de tyske filosoffer Kant og Heidegger. (...) Når man har tilegnet sig Peirces teorier, forstås og beskrives dagligdagens fænomener på en stærk, klar og enkel måde. Peirces teorier skaber orden i kaos i en fortravlet, dagligdags-bevidsthed. Foredraget giver en introduktion til at forstå en af verdenshistoriens allerstørste filosoffer." (Min fremhævning)

Udover ikke at være helt enig i, at Peirce skulle være en af verdenshistoriens allerstørste filosoffer, så synes lektor på Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, Lars Brodersen (angiveligt sammen med Peirce) at læse Kant og Heidegger i den direkte modsatte retning af, hvad jeg gør.

Jeg læser ingen ambitioner om at lave "verdenshistoriens mest revolutionerende teori om, hvordan mennesker opfatter og beskriver fænomener" (tværtimod har jeg gjort en del ud af at vise, at hverken Kant eller Heidegger er optaget af at lave teorier). Ingen forsøg på at forstå og beskrive dagligdagens fænomener på "en stærk, klar og enkel måde" (det er vist ikke nødvendigt at minde om min sympati for Vattimos svage læsning af bl.a. Heidegger). Og mindst af alt tro på, at det er muligt og derfor værd at bestræbe sig på at skabe "orden i kaos".

Det er nu fascinerende, hvor forskelligt vi mennesker forstår os selv og hinanden...

Inspiration fra uventede kanter...

CBS-professor Per Durst-Andersens Bag om sproget (Hans Reitzels Forlag 2011) er meget tæt på at være den bog, jeg har ventet på siden jeg selv blev færdig med Et spørgsmål om at være i 2003. Fantastisk at opdage, at det skulle være den uddannelsesinstitution, jeg gennem tiden har haft mest dårligt at sige om, der skulle danne rammen om sådan et arbejde!

Sørine Gotfredsens Den åndløse dansker (Kristeligt Dagblads Forlag 2011) er der sagt meget om, men den kan bestemt være en hjælp til at finde ud af, hvad man selv vil - og ikke vil - med sin egen debatbog... Og så er det med en vis undren, jeg må konstatere, at den første bog, jeg har læst på én dag i meget lang tid (fordi den både er interessant og super godt formidlet) er skrevet af en teolog!

Folkeuniversitetet

Til dem, der er interesseret i at høre mine (sidste) tanker om filosofi i ledelse vil jeg sige, at jeg inden jeg besluttede mig for at indstille al talen og skriven om ledelse sagde ja til at holde tre foredragsaftener om min bog på Folkeuniversitetet i Emdrup. Du kan læse mere og tilmelde dig foredragene her.

P.s. Til dem, der er mere interesseret i at høre, hvordan det skrider frem med hovedrengøringen, kan jeg sige, at det går rigtig godt... der begynder at dukke noget frem af rodet, som jeg glæder mig til at dele med jer!

Oversættelse af Stafetanalyse - hjælp!

Stafetanalyse(R) bliver efterspurgt af virksomheder, der rækker ud over DK, og vi har derfor fået præsentation, software etc. oversat til engelsk. MEN: Hvad skal den hedde? Alle forslag modtages med kyshånd...

Hovedrengøring I - det sidste indlæg om ledelse

Der skal gøres rent i mit hoved. Det støver og roder, og jeg kan ikke længere finde noget. Men hvordan rydder man op, når det ikke er ting og møbler, der flyder, men tanker? Kan man starte fra en ende af – med at finde en plads til det, der fylder mest?

Hvis det er fremgangsmåden, så kommer jeg ikke uden om at gøre noget ved ’ledelse’. Jeg er ikke bare træt af at tænke, skrive og tale om ledelse, jeg er også træt af at høre mig selv sige, at jeg er træt. Jeg er metatræt, som min kollega så rigtigt siger. Men hvor skal jeg gøre af det? Skal ’ledelse’ i én af de sorte affaldssække, min mand plejer at køre på lossepladsen, når vi har overstået en hovedrengøring? Eller skal jeg give det en plads, som den samme mand insisterer på, ting, der ikke skal smides ud, får – i fx en skuffe eller en dertil indkøbt (gennemsigtig) kasse i kælderen?

Det bliver nok det sidste. Jeg har ikke længere – og har måske i virkeligheden aldrig haft – lyst til at have ’ledelse’ som mit hovedfag, men derfra og til at skille mig helt af med noget, jeg har skrevet om og levet af de sidste syv år, er der trods alt lidt vej.

Konklusion: Jeg må have fat i en gennemsigtig kasse. Noget, der afgrænser mine tanker om ’ledelse’ (så det ikke får lov at fylde så meget), og som kan placeres et sted, hvor jeg ikke hele tiden støder på det, men forholdsvis let kan komme til det, hvis og kun hvis jeg beslutter mig for det.

Men hvor køber jeg sådan en kasse? Hvad er det for en investering, jeg skal gøre for at give ’ledelse’ den plads, det ikke har haft før, men som det er nødt til at få, hvis jeg vil rydde op og derfor ikke kan have ’ledelse’ til at ligge og flyde over det hele?

Ja, en del af svaret er jo nok, at jeg må give mig selv nogle retningslinjer for, hvornår og hvordan, jeg beskæftiger mig med ledelse, og hvornår og hvordan jeg ikke gør. De kunne i tråd med de budskaber, jeg har forsøgt at bringe ind i ledelsesdebatten være, at jeg stopper med at skrive og tale om ledelse (ikke flere artikler, bøger, interview, indlæg og foredrag), men at jeg stadig deltager i udviklings- og konsulentprojekter, der harmonerer med mit ledelsessyn.

Jeg kunne tro på, at jeg har sagt og skrevet tilstrækkelig om, hvad jeg har at sige om ledelse til, at dem, der måtte være interesseret, kan finde det, de søger i mine bøger, artikler og interviews – og så koncentrere mig om at få kød på budskaberne ved at stille op, hver gang der er nogen, der er villige til at tage skridtet videre: Ledere, der ønsker hjælp til at gøre noget af det, jeg foreslår. Konsulenter, der har lyst til at bruge nogle af de metoder og tilgange, jeg har udviklet. Samarbejdspartnere/kolleger, der kan videretænke og -udvikle de mange ideer og muligheder, en opdateret tilgang til filosofi i ledelse giver.

Indtil der er tilpas mange af de to sidstnævnte vil det kræve, at jeg investerer en del i dem, der er: Deltager i salgs- og kundemøder, sparrer på konsulentopgaver og udviklingsprojekter, stiller op til arrangementer om nye koncepter og produkter. Men det gør jeg også gerne. Fordelen ved den type aktiviteter er nemlig, at de i modsætning til tænke-, skrive- og foredragsaktiviteter er lette at rydde op i. De kan afgrænses til et bestemt tidsrum og sted (fx to-tre dage om ugen hos kunder og/eller i Academy A´s lokaler), og jeg skal derfor ikke opfinde nye kasser og pladser, men kan benytte mig af de skuffer, jeg har.

Det giver en dejlig masse plads til at kunne tænke, skrive og tale om noget andet – som jeg er helt sikker på dukker op efterhånden som hovedrengøringen skrider frem...