Hovedrengøring I - det sidste indlæg om ledelse

Der skal gøres rent i mit hoved. Det støver og roder, og jeg kan ikke længere finde noget. Men hvordan rydder man op, når det ikke er ting og møbler, der flyder, men tanker? Kan man starte fra en ende af – med at finde en plads til det, der fylder mest?

Hvis det er fremgangsmåden, så kommer jeg ikke uden om at gøre noget ved ’ledelse’. Jeg er ikke bare træt af at tænke, skrive og tale om ledelse, jeg er også træt af at høre mig selv sige, at jeg er træt. Jeg er metatræt, som min kollega så rigtigt siger. Men hvor skal jeg gøre af det? Skal ’ledelse’ i én af de sorte affaldssække, min mand plejer at køre på lossepladsen, når vi har overstået en hovedrengøring? Eller skal jeg give det en plads, som den samme mand insisterer på, ting, der ikke skal smides ud, får – i fx en skuffe eller en dertil indkøbt (gennemsigtig) kasse i kælderen?

Det bliver nok det sidste. Jeg har ikke længere – og har måske i virkeligheden aldrig haft – lyst til at have ’ledelse’ som mit hovedfag, men derfra og til at skille mig helt af med noget, jeg har skrevet om og levet af de sidste syv år, er der trods alt lidt vej.

Konklusion: Jeg må have fat i en gennemsigtig kasse. Noget, der afgrænser mine tanker om ’ledelse’ (så det ikke får lov at fylde så meget), og som kan placeres et sted, hvor jeg ikke hele tiden støder på det, men forholdsvis let kan komme til det, hvis og kun hvis jeg beslutter mig for det.

Men hvor køber jeg sådan en kasse? Hvad er det for en investering, jeg skal gøre for at give ’ledelse’ den plads, det ikke har haft før, men som det er nødt til at få, hvis jeg vil rydde op og derfor ikke kan have ’ledelse’ til at ligge og flyde over det hele?

Ja, en del af svaret er jo nok, at jeg må give mig selv nogle retningslinjer for, hvornår og hvordan, jeg beskæftiger mig med ledelse, og hvornår og hvordan jeg ikke gør. De kunne i tråd med de budskaber, jeg har forsøgt at bringe ind i ledelsesdebatten være, at jeg stopper med at skrive og tale om ledelse (ikke flere artikler, bøger, interview, indlæg og foredrag), men at jeg stadig deltager i udviklings- og konsulentprojekter, der harmonerer med mit ledelsessyn.

Jeg kunne tro på, at jeg har sagt og skrevet tilstrækkelig om, hvad jeg har at sige om ledelse til, at dem, der måtte være interesseret, kan finde det, de søger i mine bøger, artikler og interviews – og så koncentrere mig om at få kød på budskaberne ved at stille op, hver gang der er nogen, der er villige til at tage skridtet videre: Ledere, der ønsker hjælp til at gøre noget af det, jeg foreslår. Konsulenter, der har lyst til at bruge nogle af de metoder og tilgange, jeg har udviklet. Samarbejdspartnere/kolleger, der kan videretænke og -udvikle de mange ideer og muligheder, en opdateret tilgang til filosofi i ledelse giver.

Indtil der er tilpas mange af de to sidstnævnte vil det kræve, at jeg investerer en del i dem, der er: Deltager i salgs- og kundemøder, sparrer på konsulentopgaver og udviklingsprojekter, stiller op til arrangementer om nye koncepter og produkter. Men det gør jeg også gerne. Fordelen ved den type aktiviteter er nemlig, at de i modsætning til tænke-, skrive- og foredragsaktiviteter er lette at rydde op i. De kan afgrænses til et bestemt tidsrum og sted (fx to-tre dage om ugen hos kunder og/eller i Academy A´s lokaler), og jeg skal derfor ikke opfinde nye kasser og pladser, men kan benytte mig af de skuffer, jeg har.

Det giver en dejlig masse plads til at kunne tænke, skrive og tale om noget andet – som jeg er helt sikker på dukker op efterhånden som hovedrengøringen skrider frem...