Gud er død - Gud leve

Selvom det er 120 år siden, Nietzsche proklamerede Guds død, er hverken religion eller ideologisk fundamentalisme på retur

Efterår 1888:

Den tyske filosof og filolog Friedrich Nietzsche er få måneder fra et psykisk sammenbrud. Og han ved det tilsyneladende godt. I hvert fald skriver han på livet løs, og han erklærer bl.a. i brevvekslinger med nære venner, at han i denne periode udvikler et meget strengt og fint udtryk for hele hans filosofi. Han færdiggør Afgudernes ragnarok, som ikke bare er et resumé af alle hans væsentligste filosofiske kætterier, men også en ny måde at udtrykke filosofiske tanker på. Nietzsche filosoferer med hammeren, hvilket med hans egne ord består i at udfritte de evige afguder, der på trods af deres opblæste hulhed er dem, vi tror mest på.

Nietzsche er kendt for sin dødsdom over Gud. Men det er hverken dødsdom eller Gud, der kan forklare, hvorfor verdenssamfundet stadig er præget af religion og ideologisk fundamentalisme. Det kan derimod den forståelse, der i Afgudernes ragnarok formuleres som en frygt for, at vi alligevel ikke slipper af med Gud, ”fordi vi stadig tror på grammatikken”.

Med denne formulering sætter Nietzsche ord på en skæbnesvanger sammenhæng mellem strukturerne i vores sprog og den måde, vi tænker på i Vesten. En sammenhæng, som ikke bare har konsekvenser for religionens rolle i samfundet, men for hele vores forståelse af, hvad det vil sige at være samfund. Det er nemlig ikke først og fremmest den religiøse Gud, Nietzsche er ude efter, når han jager de evige afguder ’som med en stemmegaffel’. Det er derimod de omsiggribende idealer, som forfører os med løgne om enhed, substans og bestandighed.

Med Afgudernes ragnarok vil Nietzsche punktere Vestens idealer. Men han frygter, at det ikke lader sig gøre. Fordi idealerne lever i sproget.

Gælder også videnskaben

1958: Der er gået 70 år siden Nietzsche skrev Afgudernes ragnarok. Martin Heidegger er ikke den eneste, der har ladet sig inspirere af Nietzsches opgør med idealerne. Men han er den, der bedst har forstået konsekvenserne af det. Det er 31 år siden, Heidegger udgav sit hovedværk Væren og tid, men han er langt fra gået i stå.

I Teknikken og vendingen, som udkommer i 1962, bruger Heidegger videnskaben til at vise, at problemerne med at slippe af med Gud ikke kan reduceres til et spørgsmål om religion og filosofihistorie. Heidegger bruger formuleringer som, at teknikkens væsen ”afdækker det værende som bestand”, hvilket er det samme som at sige, at også videnskaben er underlagt idealernes løgn om enhed og substans.

Videnskabens største bedrift er, at den har haft held med at overbevise befolkningen i den vestlige del af verden om, at den står i modsætning til religionen. Det gør den ikke. Tværtimod lukrerer den – nøjagtig lige som religionen – på en metafysisk forestilling om, at der er noget bag ved det, vi sanser og oplever, som er ideelt og bestandigt.

Heideggers ærinde er imidlertid ikke at slå videnskaben i hartkorn med religionen, men derimod at undersøge, hvorfor forestillingen om substans og bestandighed har så stor indflydelse på vores omgang med verden.

Svaret finder han i spørgsmålet. Selvom mange har bebrejdet Heidegger hans kryptiske brug af det tyske sprog, så er det nemlig ikke ligegyldigt, hvordan man stiller spørgsmålet om idealernes rolle i samfundet. Og det er heller ikke tilfældigt. I sin sene tænkning sander Heidegger, at der er nogle strukturer i sproget, der understøtter – og måske ligefrem skaber – idealernes løgn om enhed og substans. Når Heidegger, også i 1958, er svær at forstå, er det fordi, han forsøger at undgå disse strukturer, når han formulerer sit opgør med idealernes rolle i samfundet.

Udfordrer sit bagland

1988: Yderligere 30 år gået. Både Nietzsche og Heidegger er døde, og der er kommet nye tænkere til. Heriblandt en fransk filosof, som hverken beskæftiger sig med afguder eller videnskab, men som også har et problem med idealerne. Jacques Derrida har for længst sikret sig en plads blandt samtidens vigtigste tænkere – og det med rette. Derrida kritiserer nemlig ikke kun de gamle grækere og den tænkning, de har afstedkommet. Han udfordrer også sit eget bagland, idet han beskylder Nietzsche og Heidegger for ikke at være radikale nok.

Når Heidegger bygger videre på Nietzsches frygt for grammatikken ved at opgive de strukturer, der fastholder os i troen på idealerne, indser han ifølge Derrida ikke, at det er grammatikken som sådan, der er problemet. Idealernes løgn om enhed og substans bor ikke bare i nogle bestemte strukturer, som vi skal gøre os umage med at undgå. Idealerne gennemsyrer vores sprog, tænkning og samfund, og den eneste måde at undgå dem er at opgive hele det sproglige system.

Den svage tænkning

1998: Parallelt med Derrida arbejder en italiensk filosof ved navn Gianni Vattimo med at omsætte Nietzsche og Heideggers filosofi til det, han kalder den svage tænkning. Han arbejder som EU-parlamentariker og har skrevet op til flere filosofiske værker, da hans lille bog Jeg tror at jeg tror, udkommer i 2. oplag. Her pointerer Vattimo, at vestlig idéhistorie i grove træk har erstattet det ene ideal med det andet – svarende til, at det første, vi gør, når en konge dør er at indsætte en ny.

Ved at studere de forgæves forsøg på at overvinde idealerne indser Vattimo, at det ikke er de stærke strukturer, der er interessante, men derimod den historiske udvikling, de indgår i. Historien har en svækkende effekt på idealerne – og det skal vi blive bedre til at udnytte. I stedet for at erstatte idealerne med hinanden argumenterer Vattimo med andre ord for, at vi svækker dem.

Som inspiration til, hvordan vi skal forstå svækkelsen af de stærke strukturer foreslår Vattimo, at vi ikke vender os væk fra religionen, men derimod kigger nærmere på især kristendommen. Det bemærkelsesværdige ved kristendommen er nemlig, at den både insisterer på det ideelle og bestandige (Gud) og det konkrete og foranderlige (Jesus). Kristendommen tillader således ikke bare en svækkelse af sin guddom; den fremhæver svækkelsen (teologisk kaldet inkarnationen) som en væsentlig pointe.

Ingen af de tre Nietzsche-fortolkere ville formentlig anklage kristendommen – islam, buddhismen, hinduismen eller andet – for at være skyld i, at Vesten stadig slås med religion og ideologisk fundamentalisme i det Herrens år 2008. De ville derimod pege på de sproglige strukturers indvirkning på den græsk-hellenistiske tradition, som ikke bare definerer vores forhold til religion, men tillige vores indretning af samfundet og vores måde at forstå og udforske verden på.

(Til den forventede indvending om, at det ikke er Vestens skyld, at verdenssamfundet er infiltreret af religion og ideologisk fundamentalisme, men derimod mellemøsten og andre dele af verden, skal blot bemærkes, at Vesten forbliver slave af sine egne og andres idealer så længe, vi baserer vores verdensopfattelse på principper om substans og bestandighed).

Frygten var begrundet

2008: Præcis 120 år efter færdiggørelsen af Afgudernes ragnarok udkommer en dansk bog, der tager Nietzsches frygt på ordet. I bogen bruges Heidegger, Derrida og Vattimo til at vise, at frygten for grammatikken var begrundet. Der er en sammenhæng mellem den måde, vi tænker på i Vesten og grammatikken i de indoeuropæiske sprog. Gud er ikke død; vi er stadig omgivet af idealer. Når idealerne er forankret i vores grammatik kan vi ikke slippe af med dem uden samtidig at opgive sproget.

Og dog. I bogen undersøges det danske sprog med henblik på at udfordre idealernes rolle i samfundet. Det bekræftes, at der er stærke strukturer i sproget, som gerne vil have os til at opfatte verden på en bestemt måde – men der er også andre. Strukturer, der ikke forfører os med idealer og bestandighed, men hjælper os med at svække dem.

I bogen Et spørgsmål om at være foreslår jeg, at ansvaret for ideologisk fundamentalisme anno 2008 ligger hos os. Jeg frygter, at vi ikke slipper af med idealerne, fordi vi tror, det ligger hos de andre.

Foto: Nordfoto/Scanpix
Billedtekst: Friedrich Nietzsche frygtede, at vi ikke slipper af med Gud, 'fordi vi stadig tror på grammatikken'.

Trykt i Information i dag d. 7. august 2008

Politiken mangler perspektiv

Jeg havde fornøjelsen af at være til forpremiere på den nye danske film ’Dig og mig’ i går. Og jeg må indrømme, at jeg er skuffet. Ikke over filmen. For helvede nej; det er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Jeg er skuffet over Politiken.

For hvad gør avisen, når der en sjælden gang i dansk filmhistorie dukker en film op, der tager livet så alvorligt, at den forpligter sig på døden? Den bruger først en forside og en helsidesartikel på at diskutere, om filmens markedsføring matcher dens indhold. Dernæst leverer den en anmeldelse ved Kim Skotte, der i frustration over selv at skulle lave de åbenlyse mellemregninger trækker det typiske anmelderkort og kalder filmen konstrueret.

Det er simpelthen ikke godt nok!

Danskerne er gode til mange ting. Og dårlige til flere. Noget af det, vi er allerdårligst til er at håndtere alvor. Vi bryster os af at være ironiske, og betragter det som vores selvskrevne ret at udøve hån, spot og latterliggørelse. Men vi ved ikke, hvad vi skal stille op med os selv og hinanden, når det gør ondt. Vi bliver bange og gemmer os væk. Gør os stærke eller går til angreb.

Lige som de fleste andre danskere har jeg ikke særlig mange ord for det, Christian E. Christiansen og Louise Vesth behandler med deres storslåede film. Det er det, der gør den så storslået. Instruktøren, produceren, skuespillerne og alle de andre, der er engageret i ’Dig og mig’ gør noget så sjældent (i filmbranchen) som at skabe et rum for det, vi ikke har nogen ord for.

Det opdager Politikens læsere bare ikke, hvis de baserer deres indkøb af biografbilletter på avisens perspektivløse diskussion af markedsføringsmekanismer og anmelderens slet skjulte forsøg på at være højkulturel.

Et spørgsmål om at være

Min bog er endelig kommet ud af trykken - og jeg synes, den er blevet rigtig fin!

Den udkommer d. 8.08.08, er på 181 sider og koster 175 kr.

Jeg vil meget gerne høre fra de af jer, der finder på at læse den. I andre kan nøjes med et "Naaijj, hvor er den fin!"

Vil du bidrage til et filosofisk forskningsprojekt?

Jeg er på jagt efter 2-3 nyuddannede personer, som er på vej ud i deres første "rigtige" job.

MÅSKE ER DU ÉN AF DEM???

Du skal skrive dagbog i en lille måned om ALT, hvad der undrer dig vedr. det at være en del af en virksomhed. Din undren udgør nøglen til den empiriske del af min forskning, så det er vigtigt for mig, at du er hudløs ærlig - også om det, der virker banalt!

Det er ligegyldigt, om du er akademiker, skolelærer eller noget helt tredje. Så længe du ved, hvad det vil sige at undre sig.

Tekstmængden afhænger 100% af, hvor meget du undrer dig - og hvor mange ord, du bruger til at beskrive din undren.

Jeg forestiller mig, at du bliver udstyret med en lille notesblok, som du har ved hånden i løbet af dagen, hvor du skriver et stikord ned, hver gang, der er noget, der undrer dig. Og at du så bruger 10-15 min. hver aften på at folde dine stikord ud i et dokument eller på en mail/website, som kun du og jeg har adgang til (det kan være alt lige fra fem ord til fem sider og det vil formentlig variere fra dag til dag).

HVIS DU STARTER I DIT FØRSTE JOB I AUGUST ELLER SEPTEMBER - ELLER KENDER NOGEN, DER GØR - VIL JEG MEGET GERNE HØRE FRA DIG PÅ pia  lauritzen.dk

På forhånd tak for hjælpen,

Pia Lauritzen

Moralist eller skinhelligt skrog?

Der kan vist godt blive til et Nietzsche-citat mere:

"Lad os til slut overveje, hvilken naivitet det er at sige, "sådan og sådan burde mennesket være!" Virkeligheden viser os en henrivende rigdom af typer, frodigheden i et ødselt formspil og en overdådig formvekslen: og en eller anden ynkelig drivert af en moralist siger hertil: "nej! mennesket burde være anderledes"?... han ved endda, hvordan det burde være, dette skinhellige skrog; han maler sig på væggen, idet han siger "ecce homo!"... " (Afgudernes ragnarok, side s. 48).

Her tænker jeg ikke mindst på al den snak om, hvordan politikere bør og ikke bør opføre sig. Idealisme er der nok af. Men hvor bliver virkeligheden af?

Hvad læser du?

Det er pinligt at indrømme, men jeg havde ingen anelse om, hvor mange filosoffer i dette land, der blogger. Ikke før jeg i går modtog en venlig mail fra Stokbro, som skrev, at han var blevet opmærksom på min blog via Caroline (som jeg ikke kender, men linker til, fordi jeg synes, hun virker seriøs uden at være uforståelig).

Stokbro spurgte, om det var ok, at han registrerede mig på filosofi.blogbot. Og det er det da! Det er dejligt - og skræmmende - at være blandt ligesindede.

Det viser sig, at Caroline har givet mig en udfordring (måske som tak for link?), som jeg hermed vil tage op. Udfordringen går ud på følgende:

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner
5. Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig

Det første punkt viste sig at være vanskeligere end som så. Jeg er nemlig omgivet af korte bøger! (Man må jo starte blidt efter fem års fravær fra universitetet). Den nærmeste bog er - som man vil vide, hvis man har læst mit foregående indlæg - Nietzsches Afgudernes ragnarok. Den er på 120 sider. Den næste er Pareysons Frihedens filosofi på 40 sider. Dernæst stødte jeg på Vattimos Jeg tror at jeg tror på 120 sider inkl. værkoversigt, Heideggers Sproget og ordet på 97 sider og endelig Derridas Sprog, materialitet og bevidsthed, som sniger sig op på 148 sider! (Jeg frabeder mig bemærkninger om de mange oversættelser med endnu en henvisning til den blide start).

På side 123 i Sprog, materialitet og bevidsthed står der følgende i den femte sætning:

"Når jeg definerer begreber af en type som Condillacs som ideologiske, så skyldes det, at de på baggrund af en omfattende, indflydelsesrig og systematisk filosofisk tradition, domineret af ideens (eidos, idéa) evidens afgrænser refleksionsfeltet hos de franske "ideologer", som i Condallics fodspor udarbejder en teori om tegnet som repræsentation af ideen, der selv repræsenterer den perciperede ting."

Den femte sætning fører Derrida over på side 124, hvor de næste to sætninger lyder:

"Følgelig befordrer kommunikationen en repræsentation som idealt indhold (det man kalder betydningen); og skriften er en afart af denne generelle kommunikation. En afart: nemlig en kommunikation, der indebærer en relativ specificitet inden for en art."

Sådan! Derrida er ude med riven. Han beskylder - som altid - de gamle grækere for at have udstukket nogle (alt for) snævre rammer for vestlig tænkning. Og han bruger - som altid - sproget/skriften/kommunikationen til at vise, hvorfor det ikke kan være anderledes. Jeg synes, det er fantastisk. Og så alligevel ikke helt godt nok!

De fem andre, der skal tagges må være Emme, Line, Gunnar, Mads og Jesper, som jeg heller ikke kender, men som har været så venlige at kommentere nogle af mine tidligere indlæg. Jeg håber, I har lyst til at være med, for jeg er overordentlig nysgerrig efter at smugkigge i jeres bogreoler...

Nietzsches aktualitet

Jeg faldt over følgende citater fra forordet til Nietzsches Afgudernes ragnarok, som jeg finder overordentlig tankevækkende i forhold til de udfordringer, vi står med i DK i øjeblikket. Døm selv:

"Hermed kan det filosofiske projekt komme til at bestå i at give verden uskylden tilbage - og dette er Nietzsches værk. En del af hans omvurdering af alle værdier består i at gøre opmærksom på det forhold, at når vi ikke kan ansvarliggøre nogen for livet, ja så kan vi heller ikke give dem skylden og straffe dem, således som det sker i det, Nietzsche karakteriserer som kristendommens bøddelmetafysik.

Konsekvensen af denne uskyldiggørelse af selve livet er ikke, at man skal holde op med at leve, men blot at man må forlige sig med, at man som levende sætter værdier, og at konsekvensen er, at man må forholde sig til, at andre typer af liv også sætter værdier - og eventuelt værdier, der viser sig at være i modstrid med vore egne.

(...) Som levende insisterer Nietzsche på rangorden, på en rangordning af perspektiverne - altså på at diskutere værdiernes værdi. Hans kritik af de eksisterende værdier, af de moderne værdier, sker formidlet over en moralgenealogi, der samler hans videnskabskritik, moralkritik og æstetiske kritik under ét ved at vise, at der er tale om en idealisering af den samme vurderingsmåde, nemlig den asketiske. Den asketiske vurderingsmåde er den, der holder sandheden for guddommelig, og ender med hellere "at ville intet" end "intet at ville". Den er med andre ord nihilistisk - og det er ganske enkelt denne nihilisme, Nietzsche mener må overvindes.

At overvinde nihilismen er det samme som at komme "hinsides godt og ondt", hvilket vil sige at komme hinsides den asketiske, den platoniske, den kristne og den oplysningsfilosofiske vurderingsmåde. Dette er selve projektet med omvurderingen af alle værdier, men denne omvurdering fører ikke i sig selv til nye værdier, der er sammenlignelige med de gamle. Derfor insisterer Nietzsche på viljen til at sætte værdi, og dette er ganske enkelt, hvad viljen til magt betyder hos Nietzsche. Det betyder endvidere, at han vil tænke et filosofisk liv, at han vil tænke filosoffen som lovgiver. Filosoffen skal selv være et eksempel i form af en levende etik, kunne vi sige, til forskel fra de urokkelige stentavler, som moral ellers er nedfældet på." (Forord til Afgudernes ragnarok, side 16-17).

Er jeg den eneste, der har en oplevelse af, at Danmark p.t. styres af stentavler?

Interview om forskning

Interview i Update (Advices nyhedsbrev)

Advice tager sin egen medicin

Organiserer vi os kreativt og hensigtsmæssigt, eller gør vi i virkeligheden, som vi altid har gjort med små forskydninger? Advice tager sin egen medicin og undersøger gennem en ny erhvers-Ph.D, hvordan vi som virksomheder tænker og indretter os. Læs interviewet med forsker og konsulent Pia Lauritzen, og deltag evt. i en fokusgruppeundersøgelse blandt beslutningstagere.

Hvad går dit projekt ud på?
Jeg vil to ting med min forskning: 1) vise, at der er nogle strukturer i vores måde at tænke og organisere os på i Vesten, som begrænser vores udvikling, 2) udvikle en metode til at udfordre disse strukturer.

Det lyder måske lidt sort, men det er fordi projektet placerer sig mellem to meget forskellige teoretiske traditioner, nemlig den filosofiske, der går ca. 2500 år tilbage og den organisationsteoretiske, som er forholdsvis ny som selvstændig disciplin.

I min bog, Et spørgsmål om at være, som udkommer i løbet af sommeren, afdækker jeg de stærke strukturer, der fastholder os i en bestemt måde at tænke på i Vesten. Da meget tyder på, at vores måde at tænke på har indflydelse på vores måde at organisere os på, og vores måde at organisere os på betinger vores udvikling, er det relevant at arbejde med disse strukturer i udviklingen af virksomheder og samfundet generelt.

Hvad er din motivation for projektet?
Jeg synes, vi er blevet dovne med vores egen udvikling i Vesten. Vi har i alt for mange år været overbevist om, at det er os, der har fat i den lange ende. Os, der skal lære de såkaldte udviklingslande, hvordan de skal organisere sig politisk og sikre sig økonomisk. Vores overdrevne selvtillid har afholdt os fra at forholde os til vores egen udvikling. Vi er simpelthen gået i stå.

Når jeg kaster mig over et projekt som det her, så er det for at fyre op under kedlerne igen. Jeg vil bruge filosofien til at vise, at vores udvikling i øjeblikket består i at erstatte A med et næsten identisk B og så vil jeg udvikle en metode til at sprænge alfabetet. Ikke fordi vi altid skal sprænge alfabetet, men fordi det er meningsløst at tale om udvikling, hvis vi ikke udfordrer præmisserne for vores måde at tænke udvikling på.

Hvad kan Advice bruge projektet til?
Projektet giver rådgivere og kunder i Advice en helt ny forståelse af, hvad det vil sige at skabe udvikling. Denne forståelse er ikke bare god at have, men nødvendig for at håndtere fremtidens udfordringer. Det har i mange år været kutyme at basere sin forretningsudvikling på en mere eller mindre kønsløs fremskrivning af nutiden. Men det er ikke nok, hvis vi skal klare os på det globale marked. Med det her projekt gør Advice op med den lineære tidsopfattelse og baserer i stedet sin forretningsudvikling på de sidste nye erkendelser inden for tænkningen (se film om Pias arbejde med tid).

Hvad får Advice' kunder ud af det i sidste ende?
Projektet har tre konkrete succesmål, som alle er til gavn for vores kunder: 1) at skabe en fælles tilgang til fremtidens kommunikation, branding og ledelse blandt rådgiverne i Advice, 2) at generere en metode til at rådgive og udvikle vores kunder i overensstemmelse med fremtidige krav og forventninger, og 3) at positionere Advice som et rådgivningsfirma, der kombinerer forskning og forretningsforståelse.

Når Advice på den måde har fingeren på pulsen bliver vores rådgivning bedre, og det skulle gerne kunne aflæses på kundens arbejdsglæde og bundlinje.

Kontakt Pia Lauritzen, hvis du vil høre mere om PhD-projektet og evt. deltage i en fokusgruppeundersøgelse blandt beslutningstagere på bestyrelses- eller direktionsniveau.
Køb bogen Et spørgsmål om at være her.

Ytringsfriheden er ikke nødvendig (kronik)

Hvorfor bruges filosoffer ikke som eksperter i den aktuelle debat om ytringsfrihed? Fordi de kan finde på at sige:

Ytringsfriheden er ikke nødvendig

SIDEN KARIKATURKRISENS udbrud i 2006 har politikere og medier gjort et stort nummer ud af at understrege, at ytringsfriheden ikke bare er god at have, men nødvendig. Uden den intet demokrati – og demokratiet kan vi ikke undvære.

Det er svært at være uenig i, og det behøver vi heller ikke. Vi kan nemlig godt konstatere, at ytringsfriheden ikke er nødvendig uden dermed at give afkald på frihed og demokrati.Vi kan oven i købet mene, at ytringsfriheden ophører med at være frihed, når vi betragter den som nødvendig. Og det er lige nøjagtig det, jeg efterlyser: at vi bruger filosoffer som Immanuel Kant og Luigi Pareyson til at forstå, at friheden er betydelig mere kompleks, end vi gør den til i øjeblikket.

Det første, der slog mig, da jeg læste Pareysons lille bog "Frihedens filosofi", var, at vi ikke betragter ytringsfriheden som virkelig i dagens Danmark. Vi har ikke en let og fri omgang med vores frihed, men derimod et amputeret og anstrengt forhold til et begreb.

For bare et par år siden var det anderledes. Ikke fordi friheden var virkelig, men fordi den var mulig. Vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde, og lod – for det meste – andre gøre det samme. Vi demonstrerede ikke vores ytringsfrihed, men det var en selvfølge for os at praktisere den.

Sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden nødvendig: en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet.

Pareyson bruger Kants modaliteter – virkelighed, mulighed og nødvendighed – til at afdække friheden i hele dens renhed og sætte ord på det, han kalder frihedens problem.

Under afdækningen af friheden i hele dens renhed konstaterer han, at "det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig". Men, tilføjer han: "det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig."

Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.

FRIHEDENS PROBLEM består i, at vi ikke kan forholde os til friheden uden at formalisere den. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv pr. definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer. Men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om at kunne bruges til både sejr og fortabelse, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

Selvom begrebet aldrig har fyldt mere i det danske mediebillede, end det gør i øjeblikket, så har hverken politikere eller presse forstået frihedens tragiske karakter. Politikere betragter ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund og bruger dermed friheden til at sejre over utilpassede borgere. Medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger og fralægger sig dermed frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love, sætte spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som for eksempel billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser.

Vi er også forpligtede til at udfordre vores egne "helligdomme". Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja, måske endda kasseres.

Men det sker ikke, så længe politikere og medier forholder sig til de demokratiske værdier på samme måde, som muslimer forholder sig til Muhammed. Så længe ytringsfriheden betragtes som nødvendig, er den ikke andet end et ord, vi ikke har forstået betydningen af.

Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den rigtige frihed fra den forkerte. Hermed betragtes det onde som noget, der uden videre kan afskaffes, og det er ikke bare slapt, som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel afskaffelse af det onde, dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft – en dyster og trist dødsimpuls.

FRIHEDENS TVETYDIGHED består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen. Men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed og kampen mod terror eller også er vi imod.

Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogle gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.

For at forbinde frihed med virkelighed, som ifølge Pareyson er den vigtigste af de tre modaliteter, skal vi tænke i både-og. Det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens.Østens filosofi er ligesom kunsten, litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre ordløse kunstarter, ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.

Når man ikke har et klart defineret billede af det rigtige samfund, liv, menneske, så er man heller ikke så bange for det forkerte. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en afskaffelse af det onde – som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres – tager man ondskaben på sig.

VI KAN GODT SE BORT fra filosoffer som Kant og Pareyson i debatten om ytringsfrihed, men så hæver vi os ikke over det, vi siger, vi bekæmper. Vi afviser at beskæftige os med det ondes og frihedens problem, fordi det ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Men vi reducerer ikke det onde – tværtimod.

Ved at betragte ytringsfriheden som nødvendig giver vi afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden. Vi fraskriver os både-og, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os. Hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres hos de andre? Når vi betragter ytringsfriheden som nødvendig, så fralægger vi os ansvaret for at vælge mellem det gode og det onde. Vi ophører med at være frie.

Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller-tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode, er vi måske klar til at lade friheden blive virkelig. Tage ondskaben på os og leve med frihedens ulidelige kompleksitet.

Ja, det er lettere sagt end gjort, men filosofferne sørger i det mindste for at få det sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.

Trykt i Kr. Dagblad d. 26. maj 2008

Fordomme forfører folket

Er Dansk Folkeparti imod ekstrem islamisme? Ja. Men partiet baserer sin politik på samme menneske- og samfundssyn som de ekstreme muslimer.

Det er i hvert fald, hvad jeg er nået frem til efter at have læst Politiken og Weekendavisen i sidste uge.

Torsdag d. 8. maj pointerede Politiken, at Dansk Folkeparti ikke bruger burkaklædte kvinder i deres annoncer for at høste stemmer blandt avisens læsere, men for at provokere chefredaktør Tøger Seidenfaden og avisens debattører til at tage afstand fra partiet. Når eliten tager afstand fra Dansk Folkeparti, cementeres det – igen igen – at partiet taler folkets sag.

Og det er lige nøjagtig det, Pia K og co. vil: Vise den brede befolkning, at dem, der (tror, de) ved bedre ikke ved noget som helst.

Dagen efter bragte Weekendavisen et interview med Jean Butler, som har skrevet ph.d. om Satan i islam. Hun udtaler om den aktuelle islamistiske bevægelse, at ”De lærdes tidligere enorme autoritet er eroderet bort. Den er under skarp beskydning fra en helt ny gruppe af enkeltpersoner. Modsat de lærde, som er meget eksklusive og mest skriver for andre lærde, henvender de nye aktører sig direkte til almindelige mennesker.”

Dansk Folkeparti og ekstreme muslimer er med andre ord fælles om manden på gaden. De forfører folket med fordomme om ”de andre”. Bekræfter os i, at der er noget at være bange for. Nogle, der vil noget andet end os.

Inddelingen i ”dem” og ”os” er ikke ny. Det er en del af den menneskelige natur at forstå sig selv i kontrast til noget andet. Det nye er, at et demokratisk land som Danmark lader sig styre af denne polarisering. At et politisk parti bruger folkets frygt for ”de andre” til at få magt.

Men det skal man være lærd for at forstå. Og de lærde har ikke noget at gøre i et dansk og/eller muslimsk folkestyre, der – mere eller mindre eksplicit – styres af ”folket”.

Forskningsformidling

Nu er der kun tre uger til jeg officielt begynder på mit PhD-projekt, "Den svage organisationsfilosofi" - og jeg glæder mig!

Jeg er så småt begyndt at øve mig i kort at formulere, hvad projektet går ud på:

Min forskning går i al sin enkelthed ud på 1) at afdække præmisserne for den måde, vi arbejder med udvikling på i erhvervslivet, 2) at udvikle en metode til at udfordre disse præmisser, så vi for alvor kan skabe udvikling!

Det lyder måske lidt sort, men det er fordi projektet lægger sig mellem to meget forskellige teoretiske traditioner: den filosofiske, der som bekendt går ca. 2500 år tilbage og den organisationsteoretiske, som er forholdsvis ny som selvstændig disciplin.

I min bog, Et spørgsmål om at være, som udkommer inden udgangen af juni, afdækker jeg præmisserne for vores måde at tænke på i Vesten og tager de første skridt i retning af en metode til at udfordre disse præmisser.

Hypoteserne bag PhD-projektet er, at vores måde at tænke på er altafgørende for vores måde at organisere os på og at vores måde at organisere os på betinger vores udvikling.

Jeg mener med andre ord, at jeg med mit kendskab til vores måde at tænke på i Vesten er temmelig tæt på en forståelse af, hvorfor vi organiserer og udvikler os som vi gør i erhvervslivet og at denne forståelse kan åbne op for, at vi udvikler os anderledes - eller bare mere/hurtigere/bedre!

Da jeg gerne vil have input fra så mange som muligt planlægger jeg at oprette et engelsk website, hvor jeg løbende vil orientere om mit projekt. Indtil jeg bliver klar til det, vil "forskningsformidlingen" dog ske her - på dansk!

Fremtidens leder - debut som webfilosof

Jeg er i dag debuteret som webfilosof og -konsulent i One Open Space.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om hverken mediet eller den måde, det udstiller min fuldstændig ustyrlige brug af indskudte sætninger på.

Men jeg vil hellere end gerne vide, hvad DU mener. Om kommunikationsformen såvel som mine udgydelser om fremtidens leder...

Ytringsfriheden er ikke nødvendig

Hermed den tidligere omtalte kronik, som jeg har besluttet mig for at publicere her, mens jeg arbejder på at afakademisere budskabet i en avisartikel:

Ytringsfriheden er ikke nødvendig

Den er mulig. Og hvis vi har modet til at lære den at kende kan den også blive virkelig.

DEN TYSKE FILOSOF Immanuel Kant opererede med tre såkaldte modaliteter, som bruges til at fortælle, hvordan noget er: Virkelighed, mulighed og nødvendighed. Den italienske filosof Luigi Pareyson brugte disse modaliteter til at indkredse det, han kaldte Frihedens problem. I denne kronik vil jeg bruge Frihedens problem til at perspektivere den tilsyneladende endeløse debat om Muhammedtegninger. Men først lidt om Pareysons begreb om frihed som han brugte det i sin afskedsforelæsning i 1988, udgivet på dansk med titlen Frihedens filosofi.

SOM TAGET DIREKTE fra en artikel i Jyllands Posten karakteriserer Pareyson friheden som en størrelse, der ikke tager hensyn til nogen grænse eller lov: ”Striden er dens primære form for udfoldelse, som mulighed for enighed eller afvisning. Den standser end ikke foran Gud, og den påberåber sig retten til at sætte ham til diskussion.”

I modsætning til JP, statsminister Anders Fogh Rasmussen og de mange andre selvudnævnte (ytrings)frihedsforkæmpere, så stopper Pareyson imidlertid ikke her. Han klæder friheden af og kigger nærmere på de mildest talt skræmmende træk, der gemmer sig under den polerede facade.

For Pareyson hænger friheden nøje sammen med spørgsmålet om det gode og det onde. Uden valget mellem de to, som Søren Gosvig Olesen formulerer det i sit forord til Frihedens filosofi, var der nemlig ingen frihed.

Ifølge Pareyson har filosofien – som svarer til den gængse måde at tænke på i Vesten – udvist en resolut modstand mod at give sig i kast med det ondes og frihedens problem, der ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Derfor er det ikke primært blandt vor tids filosoffer, Pareyson henter sin inspiration, men derimod hos forfattere som Dostojevskij, der med ”uopnåelig klarsynethed har vist, at den sande og dybe frihed fremkalder en følelse af angst i mennesket” og religionen, som i modsætning til den rationelle opfattelse bevarer frihedens voldsomhed intakt.

Under afdækningen af Friheden i hele dens renhed konstaterer Pareyson, at ”det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig”. Men han tilføjer: ”det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig.” Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.

Udover at illustrere frihedens dunkle sider sætter Dostojevskij ord på konsekvenserne af menneskets frihed i Brødrene Karamazov: ”Intet er mere fristende for mennesket end frihed for samvittigheden, og dog er der intet, der volder dem større kval. (…). Den frie tanke stiller menneskene over for uløselige problemer, skræmmende undere og ufattelige mysterier. Under disse prøvelser reagerer menneskene på forskellig måde: de oprørske og afmægtige vil udrydde hinanden; de trodsige og ukuelige udsletter sig selv. Men den tredje kategori er de svage og ulykkelige, de er det store flertal; (…).”

DET ER MIN OPFATTELSE, at Pareyson bruger myten til at forstå den menneskelige frihed og Kants modaliteter til at problematisere den. Når han ser sig nødsaget til at inddrage Kant, så er det formentlig fordi, den rationelle opfattelse ikke tager kunsten og religionen alvorligt. For at skabe genklang i den vestlige verden anno 1988 (situationen er den samme i 2008) er det ikke nok at illustrere Friheden i hele dens renhed. Den skal også tænkes, læs: sættes i system.

Systemet, som Pareyson låner af Kant, er komplekst og uoverskueligt. Men det gør ikke noget. Pareyson inddrager nemlig kun den del af systemet, der – brugt på den rigtige måde – skærper hans pointe. Ved at betragte friheden som hhv. virkelighed, mulighed og nødvendighed illustrerer han, hvordan vi i den vestlige verden ikke bare har misforstået den menneskelige frihed, men også i stadig højere grad forhindrer den i at udfolde sig.

OM DE TRE MODALITETER konstaterer Pareyson, at virkeligheden uden tvivl er den vigtigste. Mulighed er ikke andet end skyggen af virkelighed, og nødvendighed er ”en så tyngende og stædig virkelighed, at den vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet”.

Ifølge Pareyson er virkeligheden let og fri: ”Den er både blottet for forudgående fornemmelser og indre tyngde. Den er hverken varslet af det mulige eller grundfæstet af det nødvendige”. Og han fortsætter: ”I den udstrækning virkelighed er forbundet med frihed, kan den betragtes i sin givethed eller i sin grundløshed. Set i sin givethed viser den sig som et overskud; en ægte gave, som skyldes en generøs gestus, et rent overskud, som bliver genstand for forundring. Set i sin grundløshed viser virkelighed i stedet sin dystre side; livet forekommer som en straf, der på én og samme tid fremkalder forbitrelse over at eksistere og længsel efter ikke at eksistere. I sig selv fremkalder virkelighed altså på én og samme tid forbløffelse og frygt, angst og forundring: dens essentielle kendetegn er tvetydigheden.”

Frihedens tvetydighed består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen, men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed (og kampen mod terror) eller også er vi imod. Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogen gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.

For at forbinde frihed med virkelighed skal vi tænke i både-og. Og det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens. Østens filosofi er ligesom kunsten; litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre "ordløse" kunstarter ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke – som Vestens filosoffer og videnskabsfolk – at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.

Når man ikke har et klart defineret billede af det ”rigtige” menneske/liv/samfund, så er man heller ikke så bange for det ”forkerte”. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en negation af det onde (som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres), så tager man ondskaben på sig for herigennem at blive klogere på døden – såvel som livet.

DEN AKTUELLE DEBAT om ytringsfrihed og Muhammedtegninger viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke betragter frihed som virkelighed i dagens Danmark. Vi er så langt fra både-og som vi overhovedet kan komme, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os (hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres og placeres hos de andre?).

Men hvordan forholder vi os så til vores frihed? Som mulighed, der med Pareysons ord ikke er andet end skyggen af virkelighed? Eller som nødvendighed? En tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet?

For bare et par år siden havde svaret været det første. Det var dengang, vi ikke behøvede at demonstrere vores ytringsfrihed, men nøjedes med at praktisere den. Dengang vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde og – for det meste – lod andre gøre det samme. Men sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden ikke noget, vi bruger, men noget vi har (ret til), og tanken om en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet ligger ligefor.

Problemet er bare, at når friheden formaliseres – i betydningen sættes på formel – så ophører den med at fungere som frihed. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv per definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer, men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om både at kunne være princip for fortabelsen og for sejren, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

Med al respekt (eller som Margrethe Vestager så smukt formulerede det under valgkampen sidste år: nu er det snart ikke med respekt mere), så har hverken regering eller den generelle pressestand forstået frihedens tragiske karakter. Når politikere bruger ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund, så bruger de friheden som princip for sejren. Når medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger i stedet for at være en hjælp til at skelne mellem det gode og det onde, så fralægger de sig frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love; stille spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som f.eks. billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser. Vi er også forpligtet til at udfordre vores egne ”helligdomme”. Demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder (jeg ved godt, jeg udfordrer skæbnen) skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja måske endda kasseres.

Men det sker ikke. I stedet forholder politikere og medier sig til de demokratiske værdier på samme måde som muslimer forholder sig til Muhammed. Frihed ophører med at være frihed og bliver et ord, vi ikke har forstået betydningen af. Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den ”rigtige” frihed fra den ”forkerte”. Hermed føres det onde tilbage til en simpel negation, og det er ikke bare slapt som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel negation af det onde dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft; en dyster og trist dødsimpuls.

SELVOM DET IKKE er lysende klart, hvordan Pareyson mener, vi skal forholde os til friheden - håndtere den ondskab, der uvægerligt følger med - så konstaterer han flere steder, at lidelsen er den eneste kraft, der er større end det ondes umådelige kraft: ”det eneste håb om at besejre det onde er betroet smerten, som, hvor pinefuld og ødelæggende dens virke end måtte være, er verdens skjulte energi”. Det centrale ved Pareysons begreb om lidelse er, at det ikke skal forstås som straf. Hverken Guds straf af menneskeheden eller menneskenes straf af hinanden når nemlig ud over det ondes grænse; ”den kan tværtimod gøre den onde endnu mere ond, lukke ham inde i ubodfærdighedens grumme stædighed, blive anledning til nag, til oprør og til udgangspunkt for forråelse”.

NÅR VI BETRAGTER ytringsfriheden som nødvendig, så gør vi det modsatte af det, vi siger, vi vil. Vi udrydder ”det gode” til fordel for ”det onde”. Vi giver afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden og afskærer os fra livet snarere end døden. De oprørske udrydder hinanden, de trodsige udsletter sig selv og de svage vænner sig til at være ulykkelige.

Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode bliver vi måske modige nok til at konfrontere friheden med virkeligheden. Tage ondskaben på os og hjælpe hinanden igennem lidelsen.

Ja, det er lettere sagt end gjort, men nu er det i det mindste sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.

NB: Frihedens filosofi er det eneste af Luigi Pareysons værker, jeg har læst og jeg er meget ambivalent over for de dele af skriftet, der peger på religionen som menneskets frelse. Kronikken skal således hverken betragtes som en fyldestgørende indføring i den italienske filosofs tænkning eller som en argumentation for hans religiøse synspunkter. Der er udelukkende tale om et forsøg på at perspektivere den aktuelle debat om Muhammedtegninger i lyset af et tankevækkende begreb om frihed.

FOTO AF PAREYSON: http://www.torinoscienza.it/

Bange for lys

Min kloge lillesøster har lige givet mig en åbenbaring. Intet mindre. Hun fortalte mig, at Nelson Mandela engang har sagt/skrevet, at det ikke er mørket, vi mennesker er bange for, men lyset i os selv. Jeg tror, det er rigtigt. Og jeg tror, min lillesøster har ret, når hun foreslår, at det er derfor, vi ikke vil acceptere både-og. Men jeg må vist hellere tage fat i Mandela himself, inden jeg begynder at konkludere...

Mål eller middel?

Der er et vigtigt spørgsmål, der hverken er stillet eller besvaret i den tilsyneladende endeløse debat om Muhammedtegninger: Er ytringsfriheden et middel til at opnå noget andet eller et mål i sig selv? Afhængigt af svaret følger flere andre vigtige spørgsmål:

Ytringsfriheden er et middel: Hvad er målet? Hvad ønsker vi at opnå med vores ytringsfrihed? Mere frihed? Til hvem?

Ytringsfriheden er et mål: Hvilke midler sikrer bedst målet? Og hvem skal målet sikres for? Dem, der i forvejen har ytringsfrihed eller dem, der endnu ikke har det? Hvis det første er tilfældet: Hvorfor? Hvis det andet er tilfældet: Hvilke midler sikrer bedst målet?

Hverken nødvendig eller unødvendig

Efter at have læst Frihedens filosofi, som er en lille bog af Luigi Pareyson, jeg tidligere har omtalt på denne blog, har jeg skrevet en kronik om ytringsfrihed og Muhammedtegninger. Kronikken hedder "Ytringsfriheden er ikke nødvendig" og diskuterer tre forskellige måder at betragte ytringsfriheden på (jeg vil prøve at få den trykt og venter derfor med at publicere den her).

Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke kan sige kronikkens titel (ytringsfriheden er ikke nødvendig) uden at få skudt i skoene, at jeg betragter ytringsfriheden som unødvendig. Det gør jeg ikke. Jeg ønsker tværtimod, at vi tænker udover enten/eller. I stedet for at tænke nødvendig/unødvendig kunne vi betragte ytringsfriheden som mulig eller måske ligefrem som virkelig (Kants modaliteter). Men jeg har på fornemmelsen, at det er for meget forlangt i øjeblikket...

Tøgers bogreol

Jeg hører ikke til blandt dem, der har opsagt deres Politiken abonnement pga. chefredaktørens altoverskyggende evne til at sætte sig selv i centrum. Tværtimod bliver jeg ved med at imponeres over Tøger Seidenfadens enorme vid og uforlignelige sprogtalent.

MEN jeg synes han spiller fallit i gårsdagens anmeldelse af regeringens demokratikanon. Ikke fordi han er glad - det skal han også have lov til at være engang imellem - men fordi han lader udvalgets prioritering af begivenheder (som mere eller mindre svarer til den prioritering, Tøger selv ville have foretaget, hvis han var blevet spurgt) skygge over den kendsgerning, at det er perverst at sætte demokratiet på formel.

I sin begejstring over, at udvalget tilsyneladende er enig med ham i, at Spinoza, Grundtvig og Salman Rushdie har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det danske demokrati "glemmer" chefredaktøren at udfordre regeringens kanonisering af snart sagt alle aspekter af den menneskelige tilværelse.

Regeringen ved, lige som alle andre gode forhandlere, at det, der virkelig betyder noget forbliver usagt. Det, man ikke er indstillet på at forhandle om skal for alt i verden ikke nævnes. For regeringens vedkommende er det hverken værdier, ytringsfrihed eller demokrati, der VIRKELIG betyder noget, men derimod opfattelsen af, at verden kan defineres. Der findes "rigtige" værdier og "forkerte" værdier. Regler for "de gode" og (andre) regler for "de onde".

Ved at kanonisere noget, vi alle sammen elsker at diskutere sikrer regeringen, at vi ikke diskuterer det, der virkelig bør diskuteres. Nemlig den tvivlsomme antagelse, at verden kan sættes på formel.

Formålet med demokratikanonen er efter sigende at skabe debat. Med Tøger Seidenfadens og andres iver efter at vise deres bogreol frem kommer vi desværre aldrig til at debattere det, der for alvor tegner udviklingen af det danske demokrati.

Ytringsfrihed = musik

Behøver jeg at skrive, at jeg er enig med Thomas Blachman i, at musik forpligter og at det ikke er godt nok at distancere sig fra sit ansvar ved at være ironisk og sarkastisk? Jeg fristes til at sige, at det samme gælder ytringsfriheden…

Nyt TV-program?

Jeg har fået en idé. Det er ikke set før og måske er hverken TV stationer eller seere klar til det, men jeg prøver alligevel: Et TV program á la Ærlig Talt, Profilen (begge DR) og Dags Dato (TV2), hvor værten lytter til det, deres gæst(er) siger og stiller kritiske spørgsmål til dét i stedet for at fremture deres egne indstuderede pointer.

Jeg synes, det kunne være spændende. Hvad siger I?

Ytringsfrihed - til hvad?

Læste en fremragende kronik i Politiken i går. Jeg tænker på, om Flemming Chr. Nielsen stadig arbejder for Jyllands-Posten...!?

Følelse eller fornuft?

Jeg har læst, at muslimer elsker profeten Muhammed højere end de elsker deres børn (se kommentar #195).

Jeg har set en film om Jehovas vidner, hvor en far - med stor selvfølgelighed - erklærer, at han elsker Jesus højere end han elsker sin datter.

Jeg bliver fortalt, at det ikke handler om viden, men om tro. Men jeg forstår det ikke. Og jeg tror ikke på det. Man kan muligvis overbevise sig selv om, at man elsker Muhammed og/eller Jesus højere end ens eget kød og blod, men jeg tror ikke på, at man kan mærke det...

Luigi Pareyson 2

Jeg har snart læst den lille bog, Frihedens filosofi, og jeg lover jer, det er kræs! I hører nærmere...

2-0 til Kasem Said Ahmad

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad har fat i den lange ende. I hvert fald når han står overfor Danmarks Radios journalister. I aften Ærlig Talts Kåre Quist, som - ærlig talt - var pinlig:

Kasem Said Ahmad: "Jeg sagde det samme til Birthe Rønn Hornbech [beklagede deltagelsen i Hitzb ut Tahrirs demonstration] og hun forstod det efter et minut."

Kåre Quist: "Fik du skæld ud?"

Nej, gu´ fanden fik han ikke skæld ud! Birthe Rønn Hornbech er nemlig kvik nok til at forstå og respektere et menneske, der tager ansvar - og derfor uvægerligt kommer til at begå fejl.

Det er helt vildt så meget mere tjekket Ahmad er end de danske journalister. Tag jer nu sammen og hør efter, hvad manden siger! Han er et betydeligt bedre forbillede for unge muslimer såvel som alle os andre end I nogensinde bliver.

Luigi Pareyson

Tid til at lære en ny filosof at kende. Luigi Pareyson (1918-1991) var Vattimos læremester.

Søren Gosvig Olesen (som er min læremester) har skrevet forordet til Frihedens filosofi, så jeg tænker, at det er et godt sted at starte.

Moderate danskere?

For en gangs skyld et bidrag i den endeløse debat om Muhammedtegninger, der ikke bare erklærer sig for eller imod ytringsfrihed. Et bidrag, der både nuancerer ytringsfrihedens rolle i et samfund som det danske og udfordrer den gængse opfattelse af, hvad det vil sige at være fundamentalist. Og bidraget kom – fra muslimsk side.

Formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad var i Deadline på DR2 i fredags d. 15. februar. Og han havde det ikke let. Faktisk var hans gebrokne dansk og Kurt Strands sjældent sete utålmodighed så meget imod ham, at jeg var lige ved at opgive håbet om, at der kunne komme noget interessant ud af debatten. Men så skete det. Kasem Said Ahmad sagde det klogeste, der er blevet sagt om karikaturkrisen siden dens udbrud i 2006. Han konstaterede, at juridiske grænser for ytringsfrihed (som så vidt jeg har forstået ikke eksisterer) er uinteressante i sagen om Muhammedtegningerne, som derimod kræver en diskussion af de etiske og moralske grænser for ytringsfrihed.

På min arbejdsplads opfordrer vi vores kunder til at skelne mellem legalitet og legitimitet; det lovlige og det rimelige. Det lovlige/ulovlige – konstaterer vi jævnligt – kan afgøres i en bog med en masse paragraffer. Det rimelige/urimelige afgøres af andre menneskers reaktioner.

Selvom det første unægtelig er lettere at forholde sig til end det andet, så er det befolkningens reaktion, der får journalisterne på gaden og kriserne til at opstå. I modsætning til tidligere er det nemlig ikke nok at påberåbe sig sin ret til at trykke og genoptrykke 12 provokerende tegninger. Der skal være en mening med galskaben. Eller som Kasem Said Ahmad sagde det, da han først var kommet i gang: Ytringsfrihed er en pligt – ikke en ret!

Da hverken Kurt Strand eller talsmand for Muslimer i Dialog Zubair Butt Hussain reagerede på Ahmads indsigtsfulde betragtninger – som derfor ikke blev uddybet – kan jeg uden videre tillade mig min egen fortolkning: De oprørte muslimer har ikke noget problem med ytringsfriheden; de efterlyser blot, at vi tager ansvar for vores brug af den. At vi tager højde for den situation, vi bruger ytringsfriheden i. Vurderer rimeligheden af at bruge den som vi gør.

Sagt med andre ord: Vores muslimske medborgere beder os om det samme som vi forventer af dem: At vi har et ikke-fundamentalistisk forhold til vores helligdomme – i dette tilfælde ytringsfriheden.

Desværre tror jeg ikke kun, at det var Kurt Strand og Zubair Butt Hussain, der overhørte denne pointe. Det er nemlig karakteristisk for os danskere, at vi er alt andet end moderate, når det gælder vores eget fundament.

Oprydning

Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil gøre alt for at stoppe urolighederne rundt omkring i landet. Det sagde han i hvert fald i gårsdagens 21 Søndag på DR1.

Alt.

Altså bortset fra at anerkende, at der er nogen, der - med rette - føler sig krænket. At give de krænkede den undskyldning, de vil gøre alt for at få. At modere den ytringsfrihed, der får ham og alle os andre til at ligne de fundamentalister, vi bekæmper.

Jeg kommer til at tænke på en kammerat, der krediterede sin kæreste for hendes oprydning af hjemmet med følgende ord (skal synges): "Bortset fra det hele, så´ det hele ryddet op!"

Relancering 2

Selvom siden stadig er under udvikling vil det fremover være på TankeTjek.dk du kan følge og udfordre mine tanker og projekter. Jeg håber, vi ses!

Relancering

Jeg beklager den utilgivelige forsømmelse af TankeTjek. Når jeg vender tilbage (senest i maj) bliver det i en ny og forbedret udgave, der bl.a. sætter fokus på mit kommende PhD-projekt, Den svage organisationsfilosofi. Jeg håber at se jer igen...

TankeTjek Live

Jeg holder foredrag i Teologicafeen i aften kl. 19.30. Bliv fristet på www.luftskibet.dk/kalender

Jeg håber, vi ses!

At tage ansvar

Har netop været til undersøgelse hos min nye læge. Hun konstaterede, at mine blodprøver var fine; bekræftede, at jeg er gravid og spurgte, om jeg havde nogle spørgsmål. Jeg sagde nej, men besluttede mig så alligevel for at dele mine tanker om nakkefoldsscanning med hende.

Jeg fortalte, at jeg under min første graviditet havde fravalgt scanningen, da jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ”fejl”, der kunne få mig til at fravælge mit barn.

Jeg proklamerede min holdning om, at man kun skal få foretaget en nakkefoldsscanning, hvis man er villig til at tage konsekvensen af resultatet (til- eller fravalg af et handicappet barn).

Og jeg betroede hende, at jeg denne gang var i tvivl.

I tvivl om, hvorvidt jeg er villig til at sætte alt andet på standby. I tvivl om, hvorvidt vores familie kan rumme et handicappet barn. I tvivl om, hvorvidt min lille søn kan være tjent med fra den ene dag til den anden at blive ”den normale”, som forventes at kunne alting selv.

Jeg fortalte også, at jeg ikke kan forestille mig at tage afsked med et barn, som min mand og jeg har lavet sammen. At jeg næppe kan få fjernet et lille væsen, som igennem tre måneder har levet inde i mig. At jeg ikke kan frarøve min søn den lillebror eller lillesøster, som han dagligt har spurgt til, siden vi fortalte ham om min graviditet.

Efter at have kendt mig i syv minutter konstaterede min læge, at nakkefoldsscanning ikke er noget for mig. Og hun har ret.

Det er mit ansvar at tage stilling til, hvad jeg vil med min graviditet. Men brugen af nakkefoldsscanning og fostervandsbiopsi kræver nogen gange, at også lægerne tager ansvar – for deres fag såvel som deres patienter.

Til praktiserende læge Lotte Hvas, der udtalte sig i Weekendavisen i sidste uge: Hvis et vordende forældrepar ikke kan blive enige om, hvad de vil gøre, hvis fosteret får konstateret Downs Syndrom, så tager de ikke skade af at tage diskussionen. Tværtimod er det en god forsmag på det utal af vanskelige beslutninger, de fremover skal træffe sammen.

(Trykt i Weekendavisen, d. 4. april 2007)

Politik i religion - og vice versa

Danmarks kirkeminister er enig med Danmarks statsminister i, at religion ikke skal blandes sammen med politik. Begge tager således afstand fra præster, der benytter deres taletid på prædikestolen til at fremme politiske holdninger.

Interessant.

Men hvordan ser det ud, når vi vender bøtten om? Må en politiker bruge sin taletid (i medier og på talerstole) til at fremme sin opfattelse af religion?

Næppe.

Et sekulariseret samfund er karakteriseret ved at skille politik fra religion og religion fra politik. Det stiller krav til politikere såvel som religiøse. Præster skal blande sig uden om politik (al den stund de befinder sig på prædikestolen) og politikere skal blande sig uden om religion (al den stund de udtaler sig på vegne af samfundet).

Jovist der er præster, der udtaler sig om politik, men der er langt flere politikere, der gør sig til herre over religionens rolle i samfundet. Og det er for mig at se både interessant og bekymrende...

Fra ansvarlighed til virksomhedsetik

Hvis Lars Kolinds opfordring til samfundsansvar (Berlingske Tidende, 30. januar) for alvor skal give mening må han – og erhvervslivet i øvrigt – tage skridtet fra ansvarlighed til etik. Og det kræver hjælp fra filosofien.

KARAKTERISTISK FOR EN ANSVARLIG VIRKSOMHED er, at den forholder sig til rimeligheden af sit eget virke: Hvad bør vi gøre? Og hvad bør vi ikke gøre? Det samme gør en etisk virksomhed. Men en virksomhed, der er gået fra ansvarlighed til etik tager også stilling til, hvordan den enkelte medarbejder bør handle, og hvordan samfundet bør være indrettet. I modsætning til ansvarlighed, så rummer etik nemlig en tradition, der tænker virksomheden ind i en større sammenhæng, og det vender op og ned på mange virksomheders selvforståelse.

Mens virksomheders ansvarlighed, som varetages under synonymer som CSR, Code of Conduct, bæredygtig udvikling, Corporate Citizenship osv., udspringer af managementteorier, der alle orienterer sig mod profit, så udspringer etik af en helhedsorienteret tænkning, der betragter den enkelte i lyset af fællesskabet og fællesskabet i lyset af den enkelte. Ansvarlighed kan derfor betragtes som et middel til at opnå profit, mens etik er et mål i sig selv (det gode samfund).

DE GAMLE GRÆKERE BETRAGTEDE ETIK, politik og økonomi som flere sider af samme sag og kunne aldrig finde på at behandle dem uafhængigt af hinanden. Derfor beskæftigede de sig også mere med det, der går på tværs af alle discipliner (samfundet, fællesskabet og det enkelte menneske) end disciplinerne selv. Det står i skarp kontrast til alle de virksomheder, der placerer HR, produktudvikling og marketing i hver deres afdeling uden at sikre et minimum af koordinering. Og det forklarer, hvorfor der er en verden til forskel på at arbejde med virksomhedsetik og at arbejde med social ansvarlighed.

Social ansvarlighed betragtes af mange virksomheder som en underdisciplin inden for HR eller kommunikation, men den går ikke med virksomhedsetik. Virksomhedsetik er et forretningsstrategisk værktøj, og det er vigtigt, at erhvervslivet betragter det som sådant.

DE, DER FOR ALVOR ER KLAR til Kolinds næste skridt må derfor opgive tanken om en afdeling, der tager sig af det med ansvarligheden. ETIK SKAL TÆNKES HELE VEJEN RUNDT I VIRKSOMHEDEN, og det kræver topledelsens stillingtagen til:

1. Hvilken rolle, virksomheden spiller/gerne vil spille i samfundet

2. Hvilke spilleregler, medarbejderne skal overholde for at være en del af det fællesskab, virksomheden repræsenterer, og

3. Hvordan virksomheden udvikler den enkelte medarbejders dømmekraft, så hun træffer de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter

Topledelsens stillingtagen skal udspringe af en samlet forretningsforståelse og –strategi, der sikrer overensstemmelse mellem det, man som virksomhed siger og det, man som virksomhed gør. Det handler med Harvard professor Robert Simons´ ord om at afstemme performancesystemet (det, man belønner sine medarbejdere for) med trossystemet (det, der skaber mening og retning, herunder mission, vision og værdier).

Og selvom det er lettere sagt end gjort, så er det et rimeligt krav, som både medarbejdere og omgivelser så småt er begyndt at stille.

Er det en menneskeret at få (andres) børn?

Har netop set Lorry og harmes over udtalelser om, at lysten til at hjælpe barnløse kvinder ikke er stor nok blandt potentielle ægdonorer. Der tales om ægdonation som en altruistisk handling, som alle burde føle sig forpligtet til at overveje. For børn er "jo noget af det, man gerne vil have", som en af de barnløse kvinder udtaler til Lorry.

Politikere og læger undrer sig over den manglende villighed blandt kvinder, der har gode æg og de barnløse kvinder mener ikke, der bliver gjort nok for at "motivere" til ægdonation.

Jeg synes, det er noget mærkeligt noget at pådutte sine medsøstre et ansvar i sådan en sag. Jeg synes, det handler om alt muligt andet end altruisme og solidaritet. Og jeg har meget svært ved at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke tilbyder mine tilsyneladende gode æg til kvinder, der ikke er lige så heldig stillet som jeg.

Jeg er nemlig fuldstændig ude af stand til at gennemskue konsekvenserne af at lade mine gener udvikle sig i en anden kvindes krop, lige som jeg har svært ved at forestille mig, at der vil gå en eneste dag uden jeg vil tænke på "mit" barn. Men det er sikkert bare mig - eller hvad?

Politikens læserpanel

Handler journalistik om rigtigt og forkert?

Det korte svar er nej. Det lange svar er så spidsfindigt, at hverken statsminister eller journalister tilsyneladende tænker over det.

I dagens forsideartikel, som bærer overskriften, ”Foghs angreb på DR mødt af kritik”, tegnes et billede af en konflikt mellem dem, der er enige i Foghs angreb på DR og dem, der er uenige. Politikere, forskere, journalister og redaktører finder det enten rimeligt, at Fogh blander sig i DRs måde at drive journalistik på eller urimeligt. Ifølge SF-formand Villy Søvndal handler det om at finde ud af, hvem der har ret, hvortil det er naturligt at tilføje: og hvem der har uret.

Alle er nemlig enige om, at dokumentarprogrammet ENTEN bygger på rigtige oplysninger ELLER på forkerte. ENTEN er det rigtigt af Fogh at blande sig i DRs videreformidling af begivenheder i Kandaharlejren ELLER også er det ikke. ENTEN/ELLER.

Enigheden om ENTEN/ELLER er imidlertid lige nøjagtig det, der gør det lange svar på det indledende spørgsmål spidsfindigt. Når vi uden at tænke nærmere over det altid er enige om at dele verden op i enten/eller, rigtigt/forkert, sort/hvid, ret/uret, forsvar/angreb (som det er tilfældet i artiklen på side 4), så glemmer vi nemlig, at der er langt mere på spil end som så.

Vi glemmer, at sagen om Fogh og DR ikke handler om, hvem der har ret og hvem der har uret, men om forskellige interesser (hvorfor ellers udvise ”stor begejstring for, at den stærke kritik af DR kommer fra Nyhedsavisen, hvis chefredaktør, David Trads forsøgte at stille op for Socialdemokraterne ved seneste folketingsvalg”, som det formuleres i forsideartiklen?). Vi glemmer, at vi som journalist, statsminister eller læser har en interesse i, at ”alle de andre” opfatter konflikten på samme måde som vi selv gør.

Vi glemmer det eller vil slet ikke erkende det.

Når vi selv er involveret i en sag (som Fogh/regeringen er det, når det gælder situationen i Afghanistan; som DR er det, når det gælder et af deres dokumentarprogrammer, og som Politikens journalister er det (!), hvis/når kritikken af DR får konsekvenser for den samlede pressestand), så handler det kun om én ting: At få andre til at se sagen på samme måde som vi selv gør. Når vi deler verden op i rigtigt og forkert, så er det fordi vi drives af en trang til at overbevise andre om, at den måde, VI betragter verden på er den rigtige.

Og det gælder os alle sammen. Journalister vil have os til at tænke journalistisk (se eksempel i interview af Anders Fogh på side 4). Politikere vil have os til at tænke politisk. Jurister vil have os til at tænke juridisk. Og filosoffer vil have os til at tænke filosofisk.

Hvorfor? Fordi verden er for svær at forstå uden et filter, der deler alting op i rigtigt og forkert.

P.s. Tak for denne gang. Jeg blogger videre på www.tanketjek.blogspot.com hvor I er velkomne til at læse med og udfordre mine mere eller mindre gennemtænkte tanker…

Jeg vil være folkelig - hjælp!

Selvom det måske er svært at se på mine emner og måde at skrive på, så prøver jeg faktisk at blive mere folkelig i min omgang med filosofi.

Men jeg har brug for hjælp.

Derfor tænkte jeg, om der er nogen af jer, der vil give mig lidt feedback på en manchet til et foredrag, jeg skal holde i maj. Foredraget skal holdes i Filosofisk Forum, så det behøver ikke at være 100% tilgængeligt for alle, men det er vigtigt for mig, at manchetten vækker interese blandt alle former for mennesker, der kan lide at tænke sig om.

Derfor: Hvad siger I til nedenstående manchet? Ville I komme til foredraget?

Grammatik er Gud
Selvom vi er tilbøjelige til at tro, at fundamentalisme er lig med islam, så har vestlig filosofi gennem årtusinder bygget på en metafysisk forestilling om, at der er et fundament for vores erkendelse. Og selvom Nietzsche, Heidegger, Vattimo m.fl. har forsøgt et opgør med denne forestilling (metafysikopgøret), så er det stadig ikke lykkedes at etablere en såkaldt postmetafysisk tænkning. Forklaringen på opgørets manglende succes giver Nietzsche allerede i 1888, hvor han formulerer en frygt for, at "vi alligevel ikke slipper af med Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken" (Afgudernes ragnarok). Der er nemlig noget, der tyder på, at det er den grammatiske struktur i de indoeuropæiske sprog, der tvinger vesterlændinge til at tænke i enten/eller, sort/hvid, rigtigt/forkert - kort sagt: i absolutter. Pia Lauritzen introducerer sin afhandling om sammenhængen mellem vestlig grammatik og metafysisk tænkning, som snart udkommer på Museum Tusculanums Forlag med titlen Et spørgsmål om at være.

På forhånd tak for hjælpen...

Politikens læserpanel

MORAL ER GODT – dobbeltmoral er dobbelt så godt

En opfølgning til artiklen ”Godt gået, urmager!” på side 3 kunne handle om den almindelige danskers opfattelse af retfærdighed.

Selvom det med psykolog Birgit Bruuns ord er irrationelt at udøve selvtægt og filosof Jesper Ryberg vurderer, at folk ikke generelt går ind for selvtægt, men forholder sig til den specifikke sag (når over halvdelen af læserne på Politiken.dk sympatiserer med en urmager, der har skudt og såret to røvere), så skal den massive opbakning til en urmager, der tager loven i egen hånd tages alvorligt. Det er trods alt irrationelle følelser og specifikke situationer, der afgør, hvordan vi omsætter vores generelle holdning til handlinger, og det er farligt at negligere sympatien for urmageren med, at ”de vrede råber højest” som Birgit Bruun gør det i dagens Politiken.

Sagen kan betragtes ud fra flere forskellige perspektiver:

Ud fra et KONSEKVENSETISK PERSPEKTIV, hvor en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den har, er det endnu svært at vurdere rimeligheden i urmagerens handling. Det er muligt, at konsekvenserne for urmageren selv, hans ofre og alle andre, der er berørt af den voldelige handling er rimelige i forhold til at få stoppet røverne. Men det er svært at forestille sig.

Ud fra et NYTTEETISK PERSPEKTIV, som handler om at opnå mest mulig lykke til flest mulig mennesker, er der vel ikke noget forgjort i, at urmageren var tæt på at aflive to forbrydere. Medmindre altså, at nytteværdien i at de er væk (de forulemper ikke den stakkels urmager og x antal andre mennesker) er mindre end nytteværdien i, at de er her (de bringer indhold og glæde i x antal menneskers liv). Og det er vel lidt svært at afgøre for en ganske almindelig urmager.

Ud fra et PLIGTETISK PERSPEKTIV, som handler om at have viljen til at gøre ’det rigtige’ (uanset konsekvenser), er det tæt på umuligt at forsvare urmagerens handling. Den tyske filosof Immanuel Kant konstaterede for snart længe siden, at man kun skal udføre handlinger, man ønsker, at alle andre også udfører. Medmindre samfundet kan fungere ud fra en parole om, at alle må skyde alle, hvis bare de føler sig tilstrækkelig forulempet, så har urmageren gjort noget forkasteligt.

Når langt over halvdelen af Politikens læsere på Politiken.dk mener, at urmageren var i sin gode ret, da han skød og sårede to andre mennesker, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af, om danskerne anno 2007 tænker nytteetisk, konsekvensetisk, pligtetisk eller noget helt fjerde, når det gælder selvtægt. Mister alt andet virkelig sin betydning, når folk, vi sympatiserer med bliver ”presset op i et hjørne, er truet på sit levebrød [vel at mærke ikke sit liv], og politiet ikke kan hjælpe dem”, som Birgit Bruun formulerer det?

Jeg vil meget gerne høre din mening – også selvom du ikke er vred…



Til mine egne bloglæsere: Beklager, at I er blevet påduttet de forskellige etiske perspektiver tidligere - jeg kunne ikke dy mig for at dele dem med Politikens læsere, når nu urmageren på det nærmeste inviterer... Jeg vil i øvrigt meget gerne høre fra jer i ny og næ - hvis I altså har lyst!

Politikens læserpanel

Det ville jeg gerne have læst

På Journalisthøjskolen får man jævnligt at vide, at det er vigtigt med en fængende rubrik (overskrift). Det har journalisten bag den øverste artikel på side 6 fanget. Hvad han til gengæld må have misset er den mindst lige så vigtige pointe, at rubrikken skal være relevant for indholdet i artiklen.

Jeg er sjældent blevet så nysgerrig på en artikel som da jeg læste rubrikken: ”Som muslim har jeg svar på alle store spørgsmål, som berømte filosoffer ikke har kunnet finde svar på”. Og jeg er sjældent blevet så skuffet. Rubrik og brødtekst hænger nemlig overhovedet ikke sammen og det er først til sidst i artiklen, journalisten kommer i tanke om, at han har lovet læseren noget om ABAs refleksioner over sammenhængen mellem islam og ’besvarelse af alle store spørgsmål’. Så han gentager citatet fra rubrikken.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg finder sammenhængen mellem religion og det, ABA kalder livsanskuelse voldsomt interessant. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg over flere år har beskæftiget mig med sammenhængen mellem natur/kultur/sprog og den måde, mennesker tænker og organiserer sig på. Derfor bliver jeg særlig nysgerrig, når en muslim kæder vestlig tænkning sammen med islam. (Selvom artiklen ikke siger noget om det, tillader jeg mig at antage, at ABA med ’berømte filosoffer’ henviser til vestlige tænkere).

Den fængende rubrik tænder nemlig en forventning om, 1) at journalisten har undersøgt, hvordan ABA mener, at islam og besvarelse af ’alle store spørgsmål’ hænger sammen, 2) en refleksion over forskellen mellem vestlig og mellemøstlig tilgang til livets store spørgsmål. Jeg får ingen af delene.

Som faglært filosof undrer jeg mig over, at ABA kæder besvarelse af alle store spørgsmål sammen med filosofi. Min lange universitetsuddannelse har nemlig lært mig, at filosofi ikke handler om at finde gode svar, men om at stille gode spørgsmål.

Det ved ABA ikke. Han er styret af et behov for en altomfattende livsanskuelse og bebrejder filosofien/vesten, at den ikke – ligesom islam – ”giver svar på alle menneskets spørgsmål”. For mig at se fravælger ABA filosofien/vesten, fordi den gør noget andet end det, han tror, den skal. Det synes jeg er rigtig ærgerligt – og utrolig interessant.

Jeg ville gerne læse en artikel om, hvad ABAs tankevækkende citat fortæller om muslimers livsanskuelse, men det får jeg ikke lov til i dagens Politiken. I stedet får jeg en tynd beretning om de terrortiltaltes telefonkorrespondance og en dårligt underbygget konstatering af, at ABA og co. har benyttet kodesprog.

Et godt menneske

I weekenden fik jeg at vide, at vores nyindkøbte hus fra 1910 lever op til de nye isoleringsstandarder, når vi er færdige med hulrum og rockwool til foråret.

I går fandt jeg ud af, at det bedst kan betale sig at tage toget (eller cykle) til arbejde, når vi flytter ud af byen på lørdag.

Og i dag kan jeg læse i avisen, at jeg er et godt menneske, fordi jeg sparer atmosfæren for ca. 6 ton Co2 om året.

Er det ikke herligt, når man gør det rigtige, fordi det kan betale sig!?

Politikens læserpanel: Hvad gør virkeligheden virkelig?

Kære Eva Elbæk-Jørgensen

Jeg beklager, at du ikke finder spørgsmålet, ”hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?” spændende.

Det samme har muligvis gjort sig gældende i mine tidligere spørgsmål som ”hvilke menneskelige træk er så tydelige i DF, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?”, ”hvilket ansvar bærer aktionærer og journalister i forhold til virksomheders og landbrugets ansvarlighed?” og ”hvad skal der til for, at verdens rigeste kan mærke verdens fattigste?”

Men jeg beklager ikke, at jeg blandt dagens temaer har valgt ”virkelighed, videnskab og virtualitet” (ikke Galathea) frem for det ’hovedtema’, du beskriver. Læserpanelet består som bekendt af repræsentativt udvalgte læsere, som har fået til opgave at starte en debat med udgangspunkt i deres måde at læse avisen på.

Det betyder, at jeg ikke nødvendigvis skal forholde mig til mishandling af afghanske fanger, flygtninges beskyttelsesbehov og asylsituationen i Danmark - selvom du (og formentlig mange andre) vælger at gøre det.

Når det er sagt, så indgår ”mit” tema om virkelighed, videnskab og virtualitet i tre artikler i 1. sektion og to debatindlæg i 2. sektion – så jeg mener bestemt ikke, det er irrelevant for dagens avis.

Med tak for muligheden for at uddybe, hvad jeg forstår ved tematisk krydslæsning og –formidling af udvalgte artikler,

Pia Lauritzen

Politikens læserpanel

Hvad gør virkeligheden virkelig?

Alt imens ”et af de mest bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter, denne verden hidtil har set” (Bertel Haarder om Galathea 3, 1. sektion side 3) forgæves prøver at vække skoleelevers interesse for naturvidenskab, har unge såvel som ældre travlt med at organisere sig i paralleluniverser på nettet (1. sektion side 12).

Det kunne tyde på, at vi interesserer os mere for den virtuelle virkelighed, vi selv er med til at skabe end den videnskabelige virkelighed, der rapporteres af topforskere på jordomsejling. Hvorfor? Fordi sandheden om mennesker kommer frem på nettet (Slavoj Zizek, 2. sektion side 6) og videnskaben opfattes som ”en stærkt fundamentalistisk trosretning” (Jens Morten Hansen, 2. sektion side 9).

Dét er da interessant. Også selvom tesen først dukker op, når man læser på tværs af udvalgte artikler og forholder sig kritisk til Anette Jensens formodning om, at fysik- og kemilærere ikke bruger Galathea 3 i deres undervisning, fordi de mangler grundbøger, klassesæt og eksempler på opgaver.

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, så kan jeg ikke huske en eneste tekst fra undervisningen i historie. Hverken grundbøger, klassesæt eller eksempler på opgaver har gjort så stort et indtryk på mig, at de nu, ti år senere, figurerer i min hukommelse.

Hvad jeg derimod kan huske er computerspillet, Settlers, som gav klassen mulighed for i fællesskab at skrive historie. I spillet var det nemlig os, der afgjorde, hvordan samfundet skulle indrettes politisk, økonomisk og socialt og vi oplevede så at sige på egen krop, at vores beslutninger havde konsekvenser for en hel masse andre end os selv.

Udtrykket ’på egen krop’ er tankevækkende, når man beskæftiger sig med virkeligheden som henholdsvis videnskab og virtualitet. For hvad er det, der gør, at et univers defineret af en rollespilsproducent føles mere virkelig end den virkelighed, videnskabsfolkene med Jens Morten Hansens udtryk beskriver med en ”til vished grænsende sikkerhed”?

Jeg tror, det er oplevelsen af at være med.

Videnskaben er, på trods af ”bemærkelsesværdige forsknings- og formidlingsprojekter”, ikke særlig god til at gøre virkeligheden virkelig for dem, der lever i den. Tværtimod gøres ihærdige forsøg på at afskaffe de dele af virkeligheden, som videnskaben ikke kan rumme, herunder religion.

Rollespilsproducenter, derimod, er eksperter i at indrette paralleluniverser, der ligner den virkelige virkelighed til forveksling. Med økonomiske systemer, menneskelige relationer og udvikling af produkter til fælles gavn er forskellen mellem det videnskabelige og virtuelle univers nemlig ikke, at sidstnævnte er mere ”spacey”. Forskellen er, at det virtuelle univers ikke bare gør plads til, men forudsætter, at spillerne har en egen oplevelse af den virkelighed, de er med til at skabe.

Hvis jeg var Bertel Haarder ville jeg reflektere over, hvorfor unge foretrækker at organisere sig på nettet frem for at engagere sig i det samfund, de (også) er en del af. Og jeg ville gøre det, inden jeg grebet af tidens trend inviterede lærere og elever ”med på en virtuel rejse rundt om jorden”.

P.S. Jeg er blevet opmærksom på en tankevækkende dimension i Politiken: Ved at krydslæse de forskellige artikler dukker der spændende spørgsmål og temaer op, som der sjældent er anledning til at behandle. Det rejser to spørgsmål:

1) Til mine medlæsere: Er jeg den eneste, der synes, det kunne være berigende med en tematisk krydslæsning og –formidling af dagens artikler?

2) Til Politiken: Har I nogensinde overvejet at foretage en sådan krydslæsning og formidle ét af ’dagens temaer’ på tværs af udvalgte artikler?

Politikens læserpanel: Jeg kan ikke mærke dig

Kære Alice Maude Guldbrandsen.

Tak for din kommentar (http://politiken.dk/laesernesredaktoer/laeserpanel) og ønsker om et godt nytår. Jeg vil skynde mig at sende det samme tilbage til dig!

Jeg synes, du har nogle rigtig gode betragtninger - omend jeg har en oplevelse af, at jeg ikke har formuleret min pointe tydeligt nok.

Jeg mener nemlig ikke, at journalisterne bør skrive med mere medfølelse og indlevelse i rædslerne, men snarere, at de bør afspejle det almenmenneskelige, som krigsramte afrikanere har tilfælles med velstillede europæere.

Der er masser af punkter, hvor verdens fattigste mennesker ligner verdens rigeste, men det er medierne ikke altid flinke til at minde os om.

I stedet appelleres til vores samvittighed (som også du kommer til i din kommentar) og vores evne til at mærke mennesker, der fremstilles som lidende dyr.

Jeg er enig med dig i, at vi skal opøve vores indlevelsesevne og gøre, hvad vi kan for at "forlænge" vores arme, men jeg tror, at det er en del af den menneskelige natur (ikke kun min) at lede efter os selv i vores omgivelser.

Hvis vi ikke kan finde bare en lille smule af os selv i de mennesker, journalisterne afbilleder, så er vi afhængige af "kvalifikationer" som dem, du beskriver - eller bekendtskaber som dig, der på en varm og behagelig måde reflekterer det, vi helst er fri for at se.

P.s. Bo Søndergaard gør faktisk det, jeg efterlyser, når han beretter om en kvinde, som vælger at lade sig voldtage for at skåne sin families liv. Dette valg vækker genkendelse i en ung europæisk kvinde, som kender den almenmenneskelige følelse af at ville gøre alt for sin familie - uanset konsekvenser.

Politikens læserpanel

Jeg kan ikke mærke dig

Som altid er jeg træt af, at Politiken reducerer sin dækning af erhverv til et beskedent overbliksbillede over ”Økonomi” og den ellers udmærkede artikelserie om ”Kreative erhverv”. Men det vil jeg ikke kommentere yderligere i dag.

På denne sidste fredag i 2006 formulerer journalist Bo Søndergaard, der netop er hjemvendt fra Darfur nemlig et spørgsmål, som det ikke bare er relevant, men nødvendigt at besvare så hurtigt som muligt.

Spørgsmålet perspektiverer adskillelige artikler i 1. sektion (herunder forsideartikel og leder, interview på side 5 og kommentar og analyse på side 10 og 11); kalenderartiklen på side 18 i den lille sektion ”I Byen” og for så vidt også interviewet af sognepræst Jørgen Christensen og 3-4 indlæg på debatsiderne i 2. sektion.

Det presserende spørgsmål, som på trods af dets ubestridelige relevans ikke besvares, er: ”Hvad skal man skrive, og hvilke billeder skal man vise, for at dem i den anden ende kan mærke Darfur og Tchad?”

De protesterende præster i Hillerød og standupkomikerne, der uddeler ”Talegaver til børn” kunne tilføje: Hvad skal der til for, at velstillede danskere MÆRKER asylansøgere og verdens fattige børn?

Med Søndergaards ord er de usikre tal for, hvor mange der er slået ihjel i Darfur ikke tilstrækkelig. ”For hvem forstår, hvad 400.000 dræbte vil sige?” Mit svar på det retoriske spørgsmål er, at det er der rigtig mange, der gør. Hvis bare de 400.000 på den ene eller anden måde repræsenterer noget, der minder om os selv.

Jeg tror nemlig, at mennesker spejler sig i hinanden og reagerer på genkendelse. Og jeg tror, at vi holder op med at høre efter, fordi dem, der agerer spejl ikke reflekterer fællesnævneren mellem sultne og lidende børn og mætte og (selv)tilfredse europæere. Vi kan ikke genkende os selv i dem, vi skal hjælpe. Og vi genkender ikke dem som mennesker.

Selvom lederen mener, at Politiken i løbet af året har påkaldt sig alt, hvad der kan påkaldes: ”det internationale samfund, FN, USA, EU, Kina, Rusland, Den Afrikanske Union, de arabiske lande og den sudanske regering”, så udebliver følelsen af medmenneskelighed mellem dem, der skal hjælpe og dem, der har brug for hjælp. Og det skyldes formentlig, at medierne gør mere ud af at påberåbe sig officielle instanser end menneskelige følelser.

Europæere vil vide, hvad krigshærgede mennesker kan fortælle om dét at være menneske – i Europa! Europæere vil have noget at vide om sig selv. Måske vil de have at vide, at livet er langt – og forfærdelig kort. At magt kan blive til afmagt. Og nysgerrighed til frygt.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er for privilegeret til at genkende mig selv i krigshærgede familier, sultne børn og etniske minoriteter. Jeg forstår ikke, hvad de fortæller. Jeg bliver ikke klogere på mig selv – og dermed heller ikke på dem, jeg forventes at hjælpe.

Hvor sørgeligt det end måtte lyde, så skal vi kunne spejle os for at mærke andre. Og det er usandsynlig svært at spejle sig i nogen, der spiser soja og drikker vand, når man selv har travlt med at komme fra julefrokostbordet til nytårsmiddagen.

Politikens læserpanel: Hvem har ansvar for hvad?

Mads (http://politiken.dk/laesernesredaktoer/laeserpanel) bekræfter min pointe om, at der er en sammenhæng mellem det, man (som virksomhed eller enkeltperson) bliver belønnet for og det man (som virksomhed eller enkeltperson) gør.

Så længe vi som forbrugere 'belønner' landbruget for at producere billige fødevarer, vil der være landmænd, der sætter økonomisk fortjeneste over dyrenes velfærd.

Men det er ikke ensbetydende med, at det er ok, hvilket jeg bestemt ikke mener, det er.Hvad jeg derimod synes er rimeligt er, at journalister, aktionærer, politikere (og for den sags skyld rådgivere) påtager sig et ekstra ansvar, når det gælder befolkningens evne til at skelne mellem rigtigt og forkert.

Både landmænd, virksomhedsledere og forbrugere har brug for hjælp til at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter – og det er ikke godt nok at skrue bissen på (som det formuleres i Politiken Kommentar lørdag vedr. Cheminova), når der ER trådt ved siden af.

Jeg tror, journalister, aktionærer, politikere og alle andre, der har indflydelse på den generelle opfattelse af rigtigt og forkert kan lære meget af Per Boelskiftes ”forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.

Man får nemlig ikke noget ud af at indføre etiske kodeks (officielt eller i medierne), hvis man ikke anerkender og involverer de mennesker, der skal efterleve dem.

Politikens læserpanel

Hvem har ansvar for hvad?

Temaet i dagens avis er – set med mine øjne – social ansvarlighed. Med en forsideartikel om ”Uforsvarlig behandling af køer, svin og andre dyr” (som følges op på side 6 af et grænseoverskridende nærbillede af et skuldersår) og seneste nye afsnit i føljetonen om Cheminovas salg af sprøjtegifte på side 13 fungerer Politiken som et ureflekteret talerør for alle, der mener, at erhvervslivet skal tage sig sammen.

Men det bliver heldigvis ikke ved det. Bedst som min irritation stiger over, at hverken dyrevelfærdskæmpere, aktionærer eller journalister hjælper de udskældte virksomheder med at blive bedre samfundsborgere (men blot fortæller dem, hvad de ikke skal gøre) støder jeg på interviewet på side 12, hvor arkitekt Nille Juul-Sørensen introducerer verdens første bæredygtige by, Dongtan. Endelig nogen, der tager ansvar i stedet for at diktere det!

Men først landbruget og Cheminova.

I artiklen om (mangel på) dyrevelfærd skriver journalisten, at udviklingen mod flere politianmeldelser af landmænd sker ”på trods af, at bøderne er blevet sat i vejret, og på trods af, at branchen har søsat tiltag for at forbedre dyrevelfærden”. Jaså. Betyder det, at landbruget er ligeglad med bøder? At det ikke er penge, der afgør om den enkelte landmand mishandler sine dyr – men hans opfattelse af sig selv og den rolle, landbruget til alle tider har spillet i det danske samfund? Måske. Men det finder vi ikke ud af, så længe dyrevelfærdskæmpere og journalister tror, det handler om tal.

Og hvordan ser det ud med Cheminova? Hvorfor stopper virksomheden alligevel ikke salget af giftstoffer, når samtlige aktionærer mener, at FAO´s anbefalinger skal følges? Er det, fordi virksomheden ikke tidligere er blevet vurderet på, om den levede op til sit sociale ansvar? Fordi aktionærerne indtil sagen ramte medierne kun har bekymret sig om bundlinjen? Måske. Men det er svært at gennemskue, når hverken journalister eller aktionærer reflekterer over sammenhængen mellem det, man (som virksomhed eller enkeltperson) bliver belønnet for og det, man (som virksomhed eller enkeltperson) gør.

De gode spørgsmål, der mangler i artiklerne om landbruget og Cheminova stiller arkitekt Nille Juul-Sørensen, der laver bæredygtig design, fordi det er en god forretning. Ifølge Juul Sørensen kan vi ikke bare blive ved med at sige, at det ikke er godt at køre i firehjulstrækkere. ”For hvordan ser en by uden firehjulstrækkere ud? Eller en by uden biler? Hvordan arrangerer man en sådan by?”

Efter de tankevækkende spørgsmål sætter professor på DTU Per Boelskifte metode på, når han understreger, at designprocessen med at lave en økoby kræver ”et stort forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.

Jeg mener, det samme gælder for landbruget og kemikaliebranchen. Der skal være nogen, der spørger, hvordan et landbrug uden bedrevidende landmænd ser ud, før der sker ændringer på dyrevelfærdsområdet. Og der skal være nogen, der hjælper virksomhederne med at arrangere sig, så bæredygtighed og fortjeneste går hånd i hånd, før der bliver stoppet for salget af giftstoffer.

Interessant nok er det de selv samme journalister og aktionærer, der taler omgivelserne efter munden, der er bedst til at løfte disse opgaver. Men det kræver, at de udfordrer dem, der kritiserer og påtager sig et ansvar overfor de mekanismer, de er med til at skabe.

Specialisering

Under forberedelsen til en ny kundeopgave stødte jeg på følgende citat, som jeg tror er rammende for den tid, vi lever i netop nu:

"Sygehusvæsenet er blevet en højt specialiseret småkagefabrik, hvor én afdeling laver de runde småkager, én de aflange og én dem med en rød klat i midten. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt set fra patienternes synspunkt." (Sundhedsfagligt Forum 2004).

Er der overhovedet nogen i vores samfund, der tænker i helheder? Eller er det at være generalist også blevet et speciale?

Ungdomshuset

Jeg tænker på, om der ikke er bedre måder at få sin vilje på end ved at udfordre ordensmagten og smadre den bydel, man efter sigende sætter så stor pris på.

Ville det ikke vække større sympati - og dermed opbakning, der måske ville lægge det tilstrækkelige pres på de rigtige mennesker - at invitere Nørrebro, eller måske hele København, til julebasar i dette omdiskuterede hus, som de fleste har en mening om, men de færreste har oplevet?

Jeg har vanskeligt ved at gennemskue 'de unges' strategi, men jeg har ikke indtryk af, at den virker...

Politikens læserpanel

Vi har alle sammen en indre Pia

Hvordan er det lykkedes Dansk Folkeparti at få så meget magt? Hvilke (menneskelige) træk repræsenterer Pia Kjærsgaard, Christian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Jesper Langballe, Søren Krarup m.fl. som de fleste andre politikere nedtoner?

Spørgsmålet har slået mig flere gange, men blev først rigtig tydeligt, da det for få uger siden lykkedes Jesper Langballe og Søren Krarup at tegne landets rygepolitik baseret på en trussel om, at de ville forlade dansk politik, hvis de ikke fik lov til at ryge på deres kontor.

Hvad er det, vi er så bange for at miste? Ville det virkelig være så slemt, hvis de to fætre forlod dansk politik? Og kan det passe, at to herrers barnlige ’så-gider-jeg-ikke-alligevel-attitude’ skal afgøre, hvordan Danmarks rygepolitik skal se ud? Tilsyneladende. Derfor spørger jeg igen: Hvilke (menneskelige) træk er så tydelige i Dansk Folkeparti, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?

Man får rigtig mange gode svar på dette spørgsmål i dagens Politiken, hvor Lars Barfoed anklager DF for at ville tage hele æren for en række nye initiativer på området for fødevarekontrol (forsiden) og journalisterne på side fire kommer ind på en række menneskelige træk, der er afgørende for indflydelse.

I nyhedsanalysen på side fire skriver politisk redaktør Rasmus Emborg, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har brudt ”den TILLID [mellem regering og støtteparti], som har været helt afgørende for VK-regeringens stabilitet gennem de sidste fem år”. Hvad Emborg ikke skriver er, at statsministeren skal holde sig langt væk fra diskussionen om tillid, hvis han ikke vil sammenlignes med en partileder, der bedre end nogen andre lever op til sine vælgeres forventninger.

Senere i samme analyse skriver Emborg, at det fremtidige samarbejde mellem VKO forudsætter, at ”Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard finder hinandens grænser”, hvilket formentlig er lettere sagt end gjort. For at finde et andet menneskes grænser skal man nemlig være i stand til at sætte sig udover sine egne ønsker og behov, og det er næppe det, DF er bedst til.

Og dog. Det interessante ved et træk som EMPATI (evne til at sætte sig ind i andres følelser) er, at det kan bruges på mange måder. Og jeg tror bestemt ikke, at det er fremmed for Pia Kjærsgaard at arbejde strategisk med partiets ’forståelse for andre mennesker’. Faktisk tror jeg, Fogh og Bendtsen gør klogt i at beskæftige sig mere med deres egne grænser end med Kjærsgaards, men det ligger uden for pointen i denne kommentar.

Mens de ovennævnte træk vedrører DFs forhold til andre mennesker, så får man i den anden artikel på side fire et interessant indblik i partimedlemmernes håndtering af udfordringer. Ifølge journalist Christine Cordsen så har partiledelsen siden i mandags bevæget sig fra at ville ”holde lav profil”, til i tirsdags at lade ”frustrationen vokse”, for i onsdags at finde det ”nødvendigt at skære partiets problemer med at redde Barfoed ud i pap”. Jovist, det går hurtigt i politik. Men Dansk Folkeparti er bedre end de fleste til at skubbe SELVBEHERSKELSE og TOLERANCE til side for i stedet at demonstrere HURTIGE BESLUTNINGER og KONSEKVENS.

Jeg tror, Dansk Folkeparti har fået så meget magt, fordi Pia Kjærsgaard og co. repræsenterer nogle bestemte (menneskelige) træk, som vi kun kender alt for godt fra os selv – og som vi uanset, hvor meget vi bruger vores fornuft og retorik til at distancere os fra betragter som en del af det at være menneske…

Menneske vs. materialisme

"Et liv uden forældre har ikke bare menneskelige konsekvenser, men også materielle." Noget i den retning siger Timm Vladimir i en radioreklame for Børnehjælpsdagen. Ikke BARE menneskelige konsekvenser! Jeg synes, det er en meget mærkelig formulering, og ville til enhver tid foretrække det modsatte ordvalg: "Et liv uden forældre har ikke bare materielle konsekvenser, men også menneskelige..."

Kan person og arbejde skilles ad?

Jeg har altid undret mig over folk, der siger, at de ikke tager kritik personligt, fordi det ofte handler om det arbejde, de udfører og ikke den de er som person. På samme måde undrer jeg mig over, når en institutleder opfordrer sine ansatte til at skelne mellem, hvornår de udtaler sig som forsker og, hvornår de udtaler sig som privatperson (Politiken i dag). Er jeg den eneste, der ikke kan skille mit arbejde fra min person?

Politikens læserpanel

Jeg vil tænke selv

Hvis jeg var chefredaktør på min helt egen avis, så ville jeg betragte det som min fornemmeste opgave at hjælpe læserne med at danne sig en mening om det, der betyder noget. Udover at samarbejde med en hel masse inspirerende mennesker om at indkredse, hvad ’det, der betyder noget’ er, så ville jeg hele tiden minde mig selv om, at læserne skal danne sig deres egen mening – ikke min! Det er sådan, jeg ville gøre. Det ved jeg.

Derfor bliver jeg også frustreret, når jeg føler mig manipuleret af min avis. Jeg bliver frustreret over, at højtbegavede og velargumenterede redaktører bruger spalteplads på at fortælle mig, hvad jeg skal mene om hvad. Det vil jeg selv finde ud af! Med hjælp fra folk, der ved noget andet, end jeg gør.

Jeg har med andre ord ikke brug for konklusioner om, at samarbejdet mellem medicinalvirksomheder og biotekbranchen er udtryk for ’medicinalindustriens desperation’ og lægemidlernes ’flop’ (1. sektion, s. 12). Slet ikke når begge parter i den kunstigt opstillede konflikt forbilledligt understreger fordelene ved at samarbejde om innovation, udvikling og markedsføring.

Og jeg bliver gal og irriteret, når lederen ikke reflekterer over udfordringerne i at bekæmpe noget, der ikke kan afgrænses i form af en stat, en organisation eller sågar en definition (udover Nudanskordbogens karakteristik af terror som voldshandlinger, som unægtelig dækker bredt, har jeg stadig ikke forstået, hvad det er, man bekæmper – og måske i særdeleshed ikke bekæmper – i krigen mod terror), men blot konstaterer, at regeringen er ”sårbar over for den kritik, som uvægerligt vil komme, når man forsøger at bekæmpe terrororganisationer med konventionelle tropper” (forsiden). Jeg siger tak. Men hvordan mener Politiken, man bør bekæmpe det, der ikke kan bekæmpes konventionelt?

Hvad jeg derimod kan bruge til noget er de perspektiver for de ufaglærte såvel som samfundet generelt, der tegnes i analysen af fremtidens polariserede arbejdsmarked (2. sektion, s. 8). Her får jeg ikke bare nogle konkrete tal på udviklingen i udbud og efterspørgsel på forskellige former for arbejdskraft (ufaglært, faglært, videregående udd. samt ungdomsudd./gymnasiet), jeg bliver også klogere på sammenhængen mellem sociale skævheder og danske virksomheders konkurrenceevne.

Og det er med et smil på læben, jeg justerer min politiske korrekthed, når jeg læser interviewet af B&U redaktør Birgitte Fredsby, der i sin argumentation for, at Pippis far er og bliver ’negerkonge’ understreger, at vi bliver et ureflekteret samfund, hvis vi ”kasserer alt muligt fra andre tider på grund af en moral, som ligger i vores egen tid” (2. sektion, s. 2).

Jeg vil udfordres, uddannes og udvikles, og det bliver jeg kun, hvis jeg får noget at tænke over. Jeg har ikke brug for fikse og færdige svar, men nuancerede og tankevækkende spørgsmål. Jeg vil blive klogere af at læse min avis. Inspireret til at tænke noget andet end jeg tænkte før. Og det vil jeg endnu mere nu, hvor letkøbte nyheder og holdninger kommer til mig fra TV, radio og nettet.

Jeg blogger udenom

Selvom jeg nu i flere uger har forsømt min egen personlige blog, så har jeg sagt ja til at deltage i Politikens læserpanel, som består af syv 'almindelige' læsere, der har hver sin bloggerdag på http://politiken.dk/laesernesredaktoer/laeserpanel. Jeg blogger om fredagen (debut i dag) og skal nok sørge for, at mine indlæg også optræder her...