Thursday, January 18, 2007

Politikens læserpanel

MORAL ER GODT – dobbeltmoral er dobbelt så godt

En opfølgning til artiklen ”Godt gået, urmager!” på side 3 kunne handle om den almindelige danskers opfattelse af retfærdighed.

Selvom det med psykolog Birgit Bruuns ord er irrationelt at udøve selvtægt og filosof Jesper Ryberg vurderer, at folk ikke generelt går ind for selvtægt, men forholder sig til den specifikke sag (når over halvdelen af læserne på Politiken.dk sympatiserer med en urmager, der har skudt og såret to røvere), så skal den massive opbakning til en urmager, der tager loven i egen hånd tages alvorligt. Det er trods alt irrationelle følelser og specifikke situationer, der afgør, hvordan vi omsætter vores generelle holdning til handlinger, og det er farligt at negligere sympatien for urmageren med, at ”de vrede råber højest” som Birgit Bruun gør det i dagens Politiken.

Sagen kan betragtes ud fra flere forskellige perspektiver:

Ud fra et KONSEKVENSETISK PERSPEKTIV, hvor en handling vurderes ud fra de konsekvenser, den har, er det endnu svært at vurdere rimeligheden i urmagerens handling. Det er muligt, at konsekvenserne for urmageren selv, hans ofre og alle andre, der er berørt af den voldelige handling er rimelige i forhold til at få stoppet røverne. Men det er svært at forestille sig.

Ud fra et NYTTEETISK PERSPEKTIV, som handler om at opnå mest mulig lykke til flest mulig mennesker, er der vel ikke noget forgjort i, at urmageren var tæt på at aflive to forbrydere. Medmindre altså, at nytteværdien i at de er væk (de forulemper ikke den stakkels urmager og x antal andre mennesker) er mindre end nytteværdien i, at de er her (de bringer indhold og glæde i x antal menneskers liv). Og det er vel lidt svært at afgøre for en ganske almindelig urmager.

Ud fra et PLIGTETISK PERSPEKTIV, som handler om at have viljen til at gøre ’det rigtige’ (uanset konsekvenser), er det tæt på umuligt at forsvare urmagerens handling. Den tyske filosof Immanuel Kant konstaterede for snart længe siden, at man kun skal udføre handlinger, man ønsker, at alle andre også udfører. Medmindre samfundet kan fungere ud fra en parole om, at alle må skyde alle, hvis bare de føler sig tilstrækkelig forulempet, så har urmageren gjort noget forkasteligt.

Når langt over halvdelen af Politikens læsere på Politiken.dk mener, at urmageren var i sin gode ret, da han skød og sårede to andre mennesker, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af, om danskerne anno 2007 tænker nytteetisk, konsekvensetisk, pligtetisk eller noget helt fjerde, når det gælder selvtægt. Mister alt andet virkelig sin betydning, når folk, vi sympatiserer med bliver ”presset op i et hjørne, er truet på sit levebrød [vel at mærke ikke sit liv], og politiet ikke kan hjælpe dem”, som Birgit Bruun formulerer det?

Jeg vil meget gerne høre din mening – også selvom du ikke er vred…



Til mine egne bloglæsere: Beklager, at I er blevet påduttet de forskellige etiske perspektiver tidligere - jeg kunne ikke dy mig for at dele dem med Politikens læsere, når nu urmageren på det nærmeste inviterer... Jeg vil i øvrigt meget gerne høre fra jer i ny og næ - hvis I altså har lyst!

9 comments:

  1. Var til en fødselsdagsmorgenmad i lørdags, hvor ca. 80 af gæsterne var forsvarsadvokater. Derfor havde jeg også forventet en livlig debat om Urmager Affæren over croissanterne, men der opstod lynhurtigt konsensus om den løsning, som en af dem udtrykte med et lydeligt "Ind og brumme med ham!".

    Deres argumentation var stringent konsekvensetisk: Hvis ikke den slags bliver straffet, er konsekvensen at røverne skyder først og spørger bagefter, simpelthen fordi man som udgangspunkt vil regne med, at den man røver er bevæbnet.

    For mig var det et sundt møde med rationalismen. Selve fundamentet for et retssamfund er jo netop at koble følelserne fra, så enhver bliver dømt ud fra et ens regelsæt og ikke en folkestemning. Min borddame fortalte mig således at noget af det første man lærer som stud.jur. er, at jura ikke har noget med retfærdighed at gøre, fordi den slags altid er en temmelig omskiftelig affære.

    Man hører tit danskere sige, at f.eks. for milde straffe krænker deres ‘retsbevidsthed’, men som regel er det bare et stuerent synonym for ‘hævntørst’.

    ReplyDelete
  2. Også jeg sætter stor pris på rationalisme - selvom det sjældent er den, der hersker når man føler sig trængt op i en krog.

    Jeg er ikke så meget for juristernes forestilling om, at rigtigt og forkert kan defineres én gang for alle, og det bekymrer mig rigtig meget, at de ikke mener at beskæftige sig med retfærdighed.

    Hvis vi ikke kan overlade retfærdigheden til den enkelte (fordi han/hun handler ud fra følelser sarere end rationalisme) og juristerne ikke vil vide af den (fordi de er styret af rationalisme snarere end følelser), så er der vel ikke nogen til at tage sig af den!?

    Måske bortset fra filosofferne, som synes, det er sjovere at tænke over, hvad retfærdighed er end at påtage sig et ansvar i real life...

    ReplyDelete
  3. Er der ikke også et biologisk perspektiv i det? Hvis vi bliver angrebet vil vores naturlige adfærd enten være flugt eller kamp. En biologisk reaktion der er indlagret i os og helt hinsides moral og civilisation-

    Og da vi stadig står med det ene ben i stenalderen vil det være naturligt reaktion at "slå igen når man bliver slået"? Derfor er der sikkert også så mange der godt kan forstå urmageren.

    ReplyDelete
  4. Jeg tror, du har ret i, at det er en naturlig reaktion at slå igen, når man bliver slået. Og at rigtig meget af vores adfærd ligger hinsides moral og civilisation.

    Men jeg synes, der er forskel på at slå igen og så at benytte en "fredssituation" til at erhverve sig en pistol. Uanset om han skød i affekt eller ej, så shoppede han vel ikke pistoler i affekt...!?

    Jeg ville ønske urmageren havde brugt et boldbræt - så ville jeg ikke have en mistanke om "planlagt affekt".

    ReplyDelete
  5. Jeg er ikke så belæst ud i det klassisk filosofiske eller etiske for den sags skyld. Men jeg synes ikke umiddelbart min egen moralopfattelse falder ind i en af de tre kategorier, du har oplistet. Jeg har nok mere et rettighedsperspektiv (indenfor den politiske filosofi kan nævnes Ayn Rand, Robert Nozick og Murray N. Rothbard).

    Jeg mener, at den mest fundamentale rettighed er retten til selvejerskab. Afledt heraf er de øvrige frihedsrettigheder; ejendomsret, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed mv. Med retten til selvejerskab følger også en ret til at forsvare sig selv og sin ejendom. Ud fra dette perspektiv er der ikke noget etisk problematisk i, at en butiksindehaver forsvarer sin ejendom. I praksis har vi dog ladet staten varetage forsvaret af vores rettigheder (igennem voldsmonopolet, også kaldt politiet). Der må også være en eller anden rimelighed i anvendelsen af magt i lyset af, hvad der er truet (dit liv eller din ejendom).

    Jeg vil derfor ikke ukritisk legitimere selvtægt, emnet er også mere kompliceret end det lige kan fremsættes på et par linjer her, men jeg syntes, at dette perspektiv manglede i din fremstilling.

    ReplyDelete
  6. Jeg ved ikke, hvad jeg vil have ud af det, men jeg får lyst til at pointere, at der er flere former for frihed, herunder frihed FRA (f.eks. røveri) og frihed TIL (f.eks. selvtægt).

    Spørgsmålet er, om man i det danske retssamfund har frihed TIL at sikre sig frihed FRA...

    ReplyDelete
  7. Den måde, du opstiller det på, er jo en retorisk finte. Der er ingen frihed til selvtægt, da selve selvtægten er opretholdelsen af en negativ frihed (friheden fra en krænkelse af din ejendomsret, f.eks.).

    Positive friheder (friheder til, f.eks. arbejde) er slet ikke friheder, men rettigheder (ret til arbejde) og har som sådan intet med frihed at gøre. Faktisk vil disse "friheder" medføre mindre samlet frihed, da deres opretholdelse kræver krænkelsen af andres frihed (f.eks. til at råde over deres indkomst). De positive "friheder" er derfor indbyrdes modstridende. Opretholdelsen af retten til uddannelse og retten til lægehjælp, f.eks., vil hver i sær begrænse muligheden for at opretholde den anden.

    De negative frihedsrettigheder, på den anden side, er ikke indbyrdes modstridende. Derfor er den eneste reelle frihed, negativ frihed.

    Man kan af andre årsager ønske at opretholde positive rettigheder (f.eks. adgang til uddannelse og sundhed), men det er forkert at kalde det en frihed.

    ReplyDelete
  8. Jeg tror godt, jeg kan følge dig i, at den eneste reelle frihed er den negative frihed, men jeg har svært ved at forstå, at positive friheder er rettigheder.

    Og jeg kan ikke finde ud af, hvad der er vigtigst. Friheden fra eller rettigheden til.

    Det mener jeg f.eks. er centralt at finde ud af i relation til sidste års Muhammedkrise, hvor muslimer påkaldte sig friheden fra krænkelse, mens JP påkaldte sig retten til at ytre sig.

    Hvad vejer tungest?

    ReplyDelete
  9. Ytringsfriheden er ikke en ret, men en frihed. Den væsentlige forskel er, at en rettighed medfører, at andre har en aktiv forpligtelse til at sikre opretholdelsen af denne ret. En frihed er kun fraværet af tvang (i ytringsfrihedens tilfælde fraværet af censur, men der er ingen der har pligt til at sikre dig muligheden for at ytre dig).

    Hvis man gjorde ytringsfriheden til en positiv rettighed, ville det betyde, at staten skal sikre alle sendetid i TV f.eks. Der er forskellen.

    I udgangspunktet vil jeg altid mene, at friheden fra tvang (vold, overgreb, krænkelser mv.) er vigtigere end retten til dette eller hint. Der er dog enkelte rettigheder, som jeg mener er væsentlige, retten til lige adgang til sundhed og uddannelse f.eks.

    Mht. muhammedkrisen er der i øvrigt ikke tale om nogen krænkelse. De religiøse påbud, der måtte være i Islam, kan jo ikke pålægges alle mulige ikke-troende. Man kan synes, at JP handlede dumt og det kan man så sige højt eller skrive til aviserne, hvis man har lyst, men det kan ikke være statens opgave at gribe ind i et sådant tilfælde.

    ReplyDelete