Tuesday, May 27, 2008

Ytringsfriheden er ikke nødvendig (kronik)

Hvorfor bruges filosoffer ikke som eksperter i den aktuelle debat om ytringsfrihed? Fordi de kan finde på at sige:


Ytringsfriheden er ikke nødvendig

SIDEN KARIKATURKRISENS udbrud i 2006 har politikere og medier gjort et stort nummer ud af at understrege, at ytringsfriheden ikke bare er god at have, men nødvendig. Uden den intet demokrati – og demokratiet kan vi ikke undvære.

Det er svært at være uenig i, og det behøver vi heller ikke. Vi kan nemlig godt konstatere, at ytringsfriheden ikke er nødvendig uden dermed at give afkald på frihed og demokrati.Vi kan oven i købet mene, at ytringsfriheden ophører med at være frihed, når vi betragter den som nødvendig. Og det er lige nøjagtig det, jeg efterlyser: at vi bruger filosoffer som Immanuel Kant og Luigi Pareyson til at forstå, at friheden er betydelig mere kompleks, end vi gør den til i øjeblikket.

Det første, der slog mig, da jeg læste Pareysons lille bog "Frihedens filosofi", var, at vi ikke betragter ytringsfriheden som virkelig i dagens Danmark. Vi har ikke en let og fri omgang med vores frihed, men derimod et amputeret og anstrengt forhold til et begreb.

For bare et par år siden var det anderledes. Ikke fordi friheden var virkelig, men fordi den var mulig. Vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde, og lod – for det meste – andre gøre det samme. Vi demonstrerede ikke vores ytringsfrihed, men det var en selvfølge for os at praktisere den.

Sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden nødvendig: en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet.

Pareyson bruger Kants modaliteter – virkelighed, mulighed og nødvendighed – til at afdække friheden i hele dens renhed og sætte ord på det, han kalder frihedens problem.

Under afdækningen af friheden i hele dens renhed konstaterer han, at "det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig". Men, tilføjer han: "det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig."

Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.

FRIHEDENS PROBLEM består i, at vi ikke kan forholde os til friheden uden at formalisere den. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv pr. definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer. Men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om at kunne bruges til både sejr og fortabelse, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

Selvom begrebet aldrig har fyldt mere i det danske mediebillede, end det gør i øjeblikket, så har hverken politikere eller presse forstået frihedens tragiske karakter. Politikere betragter ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund og bruger dermed friheden til at sejre over utilpassede borgere. Medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger og fralægger sig dermed frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.

For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love, sætte spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som for eksempel billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser.

Vi er også forpligtede til at udfordre vores egne "helligdomme". Demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja, måske endda kasseres.

Men det sker ikke, så længe politikere og medier forholder sig til de demokratiske værdier på samme måde, som muslimer forholder sig til Muhammed. Så længe ytringsfriheden betragtes som nødvendig, er den ikke andet end et ord, vi ikke har forstået betydningen af.

Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den rigtige frihed fra den forkerte. Hermed betragtes det onde som noget, der uden videre kan afskaffes, og det er ikke bare slapt, som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel afskaffelse af det onde, dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft – en dyster og trist dødsimpuls.

FRIHEDENS TVETYDIGHED består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen. Men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed og kampen mod terror eller også er vi imod.

Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogle gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.

For at forbinde frihed med virkelighed, som ifølge Pareyson er den vigtigste af de tre modaliteter, skal vi tænke i både-og. Det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens.Østens filosofi er ligesom kunsten, litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre ordløse kunstarter, ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.

Når man ikke har et klart defineret billede af det rigtige samfund, liv, menneske, så er man heller ikke så bange for det forkerte. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en afskaffelse af det onde – som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres – tager man ondskaben på sig.

VI KAN GODT SE BORT fra filosoffer som Kant og Pareyson i debatten om ytringsfrihed, men så hæver vi os ikke over det, vi siger, vi bekæmper. Vi afviser at beskæftige os med det ondes og frihedens problem, fordi det ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Men vi reducerer ikke det onde – tværtimod.

Ved at betragte ytringsfriheden som nødvendig giver vi afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden. Vi fraskriver os både-og, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os. Hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres hos de andre? Når vi betragter ytringsfriheden som nødvendig, så fralægger vi os ansvaret for at vælge mellem det gode og det onde. Vi ophører med at være frie.

Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller-tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode, er vi måske klar til at lade friheden blive virkelig. Tage ondskaben på os og leve med frihedens ulidelige kompleksitet.

Ja, det er lettere sagt end gjort, men filosofferne sørger i det mindste for at få det sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.

Trykt i Kr. Dagblad d. 26. maj 2008

6 comments:

  1. Gunnar Langemark2:52 AM

    Den ville jeg gerne have diskuteret på Kommunikationsforum.
    Ytringsfriheden krænkes jo først når myndighederne griber ind og FORHINDRER en ytring.
    Så ytringsfriheden er jo i den grad "virkelig" lige nu - sådan som jeg forstår det.
    Men jeg er ikke sikker på at jeg har styr på Kants begreber.
    Det er måske også derfor filosoffer ikke bruges som eksperter i det offentlige. Det er for svært at forstå.

    ReplyDelete
  2. Anonymous4:09 AM

    Interessant diskussion. Jeg er dog ikke sikker på, jeg er enig.

    Som jeg forstår dig - og filosofien - er præmissen for en frihed, at man har et valg, og at dette valg kan være godt eller dårligt. Så den første ting, vi må forholde os til er, om det giver mening at sætte ytringsfriheden i en kontekst, hvor den som andre friheder - som f.eks. friheden til at være et dumt svin - kan måles og vejes, eller om den er absolut?

    Man kunne jo også argumentere for, at mennesker teoretisk set har friheden til at spise eller lade være? Men friheden er der reelt ikke, for uden mad dør man. Der er med andre ord ikke nogen farbar vej ud ad den 'onde' sti, og dermed er der reelt heller ikke noget valg.

    Kunne man ikke sige det samme om ytringsfriheden? At den er basal på linie med at spise og trække vejret? Er det ikke sådan vi opfatter den? Og hvis det er, giver det så mening at snakke om frihed i filosofisk forstand?

    Min udfordring her er, at begynder vi først at snakke om, at ytringsfriheden er absolut, og at vi derfor ikke skal kæmpe for den, kommer den for alvor under pres fra kræfter, der ikke vil den noget godt. Og det vil for mig at se være den største ulykke, der kan ske.

    ReplyDelete
  3. Tak for kommentarer!

    Gunnar:
    Du har ret i, at det kunne være spændende at diskutere kronikken på Kforum. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor der er lukket for kommentarer, men jeg vil gøre en indsats for at få det ændret.
    Du har også ret i, at filsoffer er svære at forstå. Men det ændrer ikke på, at der er meget at komme efter.
    Jeg tror ikke, Pareyson bruger "virkelighed" i den betydning, du lægger op til, men jeg kan ikke finde ud af at forklare det anderledes end jeg har gjort i kronikken lige nu. Jeg vil til gengæld gerne tænke over det... igen ;o)

    Mads:
    Det ærgrer mig, at du både her og på din egen blog tillægger mig et absolut syn på frihed. Hvis jeg skal reducere mit filosofiske virke - såvel som mine bidrag i dagsaktuelle debatter - til én eneste pointe, så er det, at verden ikke er absolut. Når jeg finder det relevant at gentage denne pointe igen og igen, så er det fordi, vi i den vestlige del af verden KONSTANT opfører os som om den er. Det er det, jeg i kronikken kalder en enten-eller tænkning. Forestillingen om, at der er noget, der er rigtigt og noget, der er forkert. Og at det "bare" handler om at vælge det rigtige.
    Friheden forudsætter rigtignok et valg, men det er så langt fra et absolut valg. Snarere er det en erkendelse af, at vi hele tiden skal vælge mellem det gode og det onde - uden at kunne fravælge nogen af dem...
    Jeg kan ikke forklare det bedre lige nu, men absolutist, det er jeg altså ikke!
    P.s. Jeg kan meget godt lide dit eksempel med at trække vejret :o)

    ReplyDelete
  4. Stefan2:05 PM

    Jamen, jamen ... behøver det absolut at være et absolut valg mellem enten at være absolutist eller relativist?

    Vi bør både være lidt absolutte og lidt relative, så vi afskriver både-og! :P

    ReplyDelete
  5. @ Stefan

    Den enkelte er vel tit og ofte absolut i sine ytringer (meninger), men på et overindividuelt niveau forfalder det absolutte lige så ofte til relative (perspektiviske) meningsudvekslinger.

    Men om vi decideret 'bør' være "lidt absolutte og lidt relative" ved jeg ikke, for så ligger der en form for forpligtelse bag - det er blevet nogen magt-påliggende, at det er sådan.

    Vi bør tænke og vi bør tænke kritisk. Det er i en anden forstand magt-påliggende ... som en opposition til magten og dens kategoriseringstænkning. Der er et kreativt aspekt i en sådan tænkning, uanset hvor destruktiv den måtte være, fordi den skaber en helle for det overhovedet at formulere en tanke ... 'ved siden af' magten.

    Er det ikke den formatering af tænkningen du, Pia, plæderer for?

    ReplyDelete
  6. Stefan: Jeg synes bestemt ikke, der er tale om et absolut valg mellem at være absolutist og relativist. Faktisk beskæftiger jeg mig ikke med relativismen - og da slet ikke med relativismen som modsætning til absolutismen!

    Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så mener jeg godt, jeg kan argumentere for, at ytringsfriheden ikke er nødvendig uden dermed at sige, at den er unødvendig. På samme måde kan jeg sagtens udfordre absolutismen uden at blive relativist.

    En meget central pointe i den filosofi, jeg er inspireret af (den svage tænkning repræsenteret ved bl.a. Martin Heidegger og Gianni Vattimo), er, at opgøret med absolutismen hverken kan eller skal være absolut. Det vil jo bare resultere i en ny absolutisme!

    Tværtimod er det vigtigt (som du også selv er inde på) at fastholde absolutismen samtidig med, at vi udfordrer den.

    Det svarer ifølge Vattimo til den kristne forestilling om Gud, der både er almægtig og udødelig (Gud i Det Gamle Testamente) og afmægtig og dødelig (Jesus i Det Nye Testamente). På én gang.

    Læs evt. mere herom i min kronik fra 2005 på http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/74569:Kronik--Grosboell-tror-at-han-tror

    Stokbro: Selvom dit perspektiv umiddelbart forekommer mig at være meget anderledes end mit, så tror jeg måske nok, at det er noget i den retning... ;o)

    ReplyDelete