Uddrag fra Filosofi i ledelse, side 127-128:
Med sine 2500 års nedskrevne erfaringer med at tænke udmærker filosofien sig ved at huske det, andre – ikke mindst videnskaben – har glemt. Som jeg indledte bogen med at citere Gosvig for at skrive, ved filosofien, at tingene ikke altid har været, som de er nu, eller altid vil være sådan. Men denne viden har den ikke altid haft. Først efter at have været igennem en historisk bevægelse med dertilhørende erkendelsesorden begyndte filosofien for ca. 200 år siden at tage sin egen historie alvorligt. Og sådan er det tilsyneladende også for ledelsesteoretikere. Således fremhæver spirituelt orienterede ledelsesteoretikere som fx Pruzan og Scharmer, at interessen for det spirituelle er kommet med årene, og at det er deres mange erfaringer, der har bragt dem på sporet af, at der er mere mellem himmel og jord end det, managementteorierne foreskriver.
Med filosofiens indsigt i, at man ikke kan erkende uden at erfare, er det nærliggende at spørge, hvor det stiller de mange ledere og konsulenter, der ikke er lige så erfarne som teoretikerne. Kan de forstå og bruge teorier om det spirituelle lederskab? Tæmme deres styrke og vilje til at styre hele verden for i stedet at varme sig ved de erfarne ledelsesteoretikeres pointe om, at man kan opnå mere ved at styre sig selv? Eller er det netop en erkendelse, der kommer med alderen? Når man har styret tilstrækkelig meget til at kunne leve med tanken om at styre lidt mindre (eller bare er blevet så god til at styre, at man kan gøre det uden at afsløre, at det er det, man gør – ved fx at påvirke, hvordan andre mennesker tænker om ledelse)? Det er i hvert fald tankevækkende, at det aldrig går den anden vej: Ledelsesteoretikere og ledere, der fortæller, at de i deres unge dage var meget spirituelt orienterede, men at de efter mange års erfaring har lært, at det er styring, der skaber gode virksomheder. Hvorfor gør det ikke det? Fordi historien har sin egen rækkefølge – og mennesker deres egne erfaringer.
Friday, October 21, 2011
Thursday, October 20, 2011
1. udkast til forord
Stokbros og Kristians kommentarer til "Det er ikke godt at vide" har givet mig blod på tanden i forhold til åbent at diskutere de første udkast til den debatbog, jeg drømmer om at skrive. Det kan helt sikkert kun kvalificere det endelige resultat, at så mange som muligt kommenterer og kommer med ideer til mine første spæde forsøg på at sætte ord på det, jeg mener, der er galt med vores menneske- og samfundssyn i dag, så I må endelig ikke holde jer tilbage! Det følgende er 1. udkast til forord (som jeg også er enig med forlaget i kan sættes mere på spidsen):
Denne bog er skrevet på lige del fascination og frustration. Fascination af, hvor godt det er lykkedes videnskabsjournalister som Tor Nørretranders, Lone Frank og Jesper Hoffmeyer at skabe forståelse og debat om endog meget vanskelige naturvidenskabelige landvindinger – og frustration over, at det ikke er lykkedes humanistiske forskere at følge med. Selvom det påvirker såvel det faglige miljø som den almindelige status i samfundet, at humaniora fra flere kanter er erklæret ”i krise”, så gælder min frustration ikke så meget selvforståelse og legitimitet som det faktum, at debatniveaet og den generelle dannelse lider under de humanistiske forskeres fravær. Og det er ikke, fordi de naturvidenskabeligt skolede journalister – og for den sags skyld de mange teologiske debattører – ikke gør det godt. Det er simpelthen, fordi der mangler noget. Noget, hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, men som de hele tiden forvilder sig ud i – fordi de, der har forudsætningerne holder sig væk.
Således er der ikke grænser for, hvor ofte diskussioner om etik, erkendelse, sandhed, sprog, kultur, politik, magt, ondskab, død og andre humanistiske interesseområder overlades til fx biologer, sociologer og teologer. Engang imellem – også oftere end jeg finder det relevant – gives ordet til en psykolog, men så er det også mere eller mindre sagt. Retorikere, etnologer, sprogforskere, historikere, litterater og filosoffer inviteres kun sjældent ind – og når de gør, er det ikke på deres egne, men på naturvidenskabens præmisser, dvs. for at fælde en dom: Sandt eller falsk.
Men sådan fungerer (god) humanistisk forskning ikke, og derfor holder forskerne sig væk. Ikke dem alle sammen og ikke hele tiden, men for mange og for længe til, at det gør en forskel. Presset fra naturvidenskaben er for stort, og italesættelsen af humaniora som havende forskellige ”videnskabsteorier”, vidner om, at det ikke kun kommer fra medierne og den brede offentlighed, men også fra de humanistiske fakulteter selv.
Derfor har jeg i mange år drømt om at finde – eller selv at blive – en humanistisk udgave af Lone Frank. Én, der kan formidle og skabe opmærksomhed om vigtige humanistiske erkendelser og perspektivere konsekvenserne af at tage dem alvorligt – såvel som at lade være. Men jeg har opgivet denne drøm. Jeg har mistet troen på, at der er et humaniora at forsvare og formidle, og jeg er ikke længere sikker på, at det er i forholdet til naturvidenskab (eller for den sags skyld teologi, sundheds- og samfundsvidenskab), kampen skal stå. Hvis der skal kæmpes – og det mener jeg, der skal – så er det ikke for et bestemt fag eller fagområde, men for en måde at tænke på, som er kommet under pres. Denne har karakteriseret dele af humaniora, men den har også været at finde på andre fakulteter, lige som den lever – og måske lever bedre – uden for universitetets mure.
Når jeg skriver, at der mangler noget, som hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, er det således ikke fordi, jeg mener, det kan forstås og forklares af andre. Tværtimod er det muligheden af, at der er noget, der ikke kan forklares, der er gået tabt. Bevidstheden om, at der er grænser for såvel videnskaben som os selv. Og evnen til at håndtere det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde.
Med denne bog melder jeg mig ind i kampen om at definere, hvad det vil sige at være menneske – ikke for at bidrage eller tilbyde et alternativ til den biologiske, sociologiske eller teologiske udlægning, men for at gøre det klart, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.
Denne bog er skrevet på lige del fascination og frustration. Fascination af, hvor godt det er lykkedes videnskabsjournalister som Tor Nørretranders, Lone Frank og Jesper Hoffmeyer at skabe forståelse og debat om endog meget vanskelige naturvidenskabelige landvindinger – og frustration over, at det ikke er lykkedes humanistiske forskere at følge med. Selvom det påvirker såvel det faglige miljø som den almindelige status i samfundet, at humaniora fra flere kanter er erklæret ”i krise”, så gælder min frustration ikke så meget selvforståelse og legitimitet som det faktum, at debatniveaet og den generelle dannelse lider under de humanistiske forskeres fravær. Og det er ikke, fordi de naturvidenskabeligt skolede journalister – og for den sags skyld de mange teologiske debattører – ikke gør det godt. Det er simpelthen, fordi der mangler noget. Noget, hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, men som de hele tiden forvilder sig ud i – fordi de, der har forudsætningerne holder sig væk.
Således er der ikke grænser for, hvor ofte diskussioner om etik, erkendelse, sandhed, sprog, kultur, politik, magt, ondskab, død og andre humanistiske interesseområder overlades til fx biologer, sociologer og teologer. Engang imellem – også oftere end jeg finder det relevant – gives ordet til en psykolog, men så er det også mere eller mindre sagt. Retorikere, etnologer, sprogforskere, historikere, litterater og filosoffer inviteres kun sjældent ind – og når de gør, er det ikke på deres egne, men på naturvidenskabens præmisser, dvs. for at fælde en dom: Sandt eller falsk.
Men sådan fungerer (god) humanistisk forskning ikke, og derfor holder forskerne sig væk. Ikke dem alle sammen og ikke hele tiden, men for mange og for længe til, at det gør en forskel. Presset fra naturvidenskaben er for stort, og italesættelsen af humaniora som havende forskellige ”videnskabsteorier”, vidner om, at det ikke kun kommer fra medierne og den brede offentlighed, men også fra de humanistiske fakulteter selv.
Derfor har jeg i mange år drømt om at finde – eller selv at blive – en humanistisk udgave af Lone Frank. Én, der kan formidle og skabe opmærksomhed om vigtige humanistiske erkendelser og perspektivere konsekvenserne af at tage dem alvorligt – såvel som at lade være. Men jeg har opgivet denne drøm. Jeg har mistet troen på, at der er et humaniora at forsvare og formidle, og jeg er ikke længere sikker på, at det er i forholdet til naturvidenskab (eller for den sags skyld teologi, sundheds- og samfundsvidenskab), kampen skal stå. Hvis der skal kæmpes – og det mener jeg, der skal – så er det ikke for et bestemt fag eller fagområde, men for en måde at tænke på, som er kommet under pres. Denne har karakteriseret dele af humaniora, men den har også været at finde på andre fakulteter, lige som den lever – og måske lever bedre – uden for universitetets mure.
Når jeg skriver, at der mangler noget, som hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, er det således ikke fordi, jeg mener, det kan forstås og forklares af andre. Tværtimod er det muligheden af, at der er noget, der ikke kan forklares, der er gået tabt. Bevidstheden om, at der er grænser for såvel videnskaben som os selv. Og evnen til at håndtere det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde.
Med denne bog melder jeg mig ind i kampen om at definere, hvad det vil sige at være menneske – ikke for at bidrage eller tilbyde et alternativ til den biologiske, sociologiske eller teologiske udlægning, men for at gøre det klart, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.
Wednesday, October 19, 2011
Det er ikke godt at vide
Min 7-årige søn er meget optaget af Gud og Jesus. Det tror jeg er almindeligt for alderen. Han har flere gange fortalt, at Oskar tror på Jesus, men ikke på Gud, og det kan han ikke forstå – for Gud er jo Jesus´ far. I morges kom så det uundgåelige spørgsmål: Hvem er Guds far? Og da jeg tøvede et sekund: Hvem er hans mor? Selvom jeg altid knækker halsen, når jeg forsøger at besvare mine børns filosofiske spørgsmål, så er jeg nødt til at prøve. De accepterer ikke, at jeg vender spørgsmålet om, og spørger, hvordan de tror, det hænger sammen. De spørger, fordi de vil have svar. Nu. Derfor er det hverken det lange videnskabelige eller det politisk korrekte svar, jeg skal have fat i, men det, der inden for rammerne af de 90 sekunders tålmodighed, de har til rådighed, kan kaste lys over det, der i deres verdensbillede ikke er et større mysterium end, hvorfor de ikke må få pasta-pølseret til middag hver aften.
Mit svar går som regel på, at når det kommer til Gud og Jesus, så hænger det ikke sammen på helt samme måde, som for os andre, og at man derfor selv må finde ud af, om man tror på dem eller ej. Der er nogen – siger jeg til ham – der tror på, at Gud skabte verden, og at Jesus var hans søn, og der er nogen, der ikke gør. Det fører ikke overraskende til, at vi taler lidt om, hvad jeg tror, inden det som regel ender i, at min søn, stik modsat alle andre jeg kender, når frem til, at man sagtens både kan tro på Gud og Jesus og på, at mennesket nedstammer fra aberne. Og så er han videre. I gang med at finde sin lillesøster eller beklage sig over, at tøjet driller.
Tilbage står jeg så med frustrationen over ikke at kunne finde et tilfredsstillende svar på mine børns meget indsigtsfulde spørgsmål – og endnu mere frustreret over, at jeg ikke kan lade være med at blive frustreret. For hvorfor er det så stort et problem for mig og andre voksne, at historien om Gud og Jesus ikke harmonerer med det billede, vi har af os selv? Børnene er tilsyneladende ligeglade. De spørger for at få svar, og når de ikke får det svar, de havde forventet (fx ”Guds mor hed Anne-Mette og boede i Værløse”), så tygger de lidt på de muligheder, de får serveret, inden de enten lægger sig fast på det, der virker bedst i situationen eller udvikler et alternativ. Hvorfor kan vi voksne ikke gøre det samme? Er det virkelig så utænkeligt, at verden ikke er enten-eller, men både-og?
Nej, det er tværtimod meget sandsynligt. Men det er også meget irrationelt. Det harmonerer dårligt med det, vi har lært i skolen om, at der er forskel på tro og viden. Vi har – lige som mine børn – fået at vide, at det er op til os selv at finde ud af, hvad vi vil tro på, men vi har også – modsat mine børn – erfaringer med, hvad der sker, hvis vi tror på det forkerte. Vi har set, hørt og læst om folk, der har fået at vide, at de burde vide bedre, og derfor er vi ikke længere i tvivl om, at viden er bedre end tro.
Og netop tvivlen er det, der gør, at børnene accepterer muligheder, vi andre afviser. Deres billede af sig selv og deres omgivelser er endnu ikke så færdigt, at det ikke kan være anderledes – og derfor spørger de. Ikke for at vide eller for at tro, men for at blive bedre til at være i og med verden. Det kræver temmelig meget mere end, hvad der kan klares i et 90 sekunders forsøg på at besvare, hvem Guds mor var – og derfor har børn travlt. Med hele tiden at prøve kræfter med nye spørgsmål, men også og måske især med at afkode, hvad der sker i og omkring dem selv, når de stiller de spørgsmål, de stiller. Standardsvaret om, at de ikke må få pasta-pølseret – igen – afføder irritation, men måske også en vis tryghed ved, at mor reagerer, som de forventer, at hun reagerer, mens budskabet om, at Gud ikke havde nogen mor skaber usikkerhed og behov for at vide, hvem der så passede på ham. Nogle gange fanger og reagerer mor på de følelser og fornemmelser, der ledsager børnenes spørgsmål og svar, andre gange gør hun ikke – og det betyder også noget. For de spørgsmål, børnene stiller næste gang, der er noget, der undrer dem, men også for deres forståelse af, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, og hvad der skal til for, at de bliver mødt på den måde, de gerne vil mødes. Der er med andre ord tale om et bombardement af indtryk: Tro og viden, følelser og fornuft, men mest af alt; det, der er imellem. For børnene skelner ikke – og det burde vi måske heller ikke.
Men modsat børnene kan vi ikke lade være med at skille tingene ad. Vi bærer ikke bare på en personlig erfaring, der fortæller os, at nogle spørgsmål er bedre end andre, vi repræsenterer også en kulturel. Udover at skelne mellem tro og viden har vi lært, at vi er en del af en større sammenhæng; at vi er historiske. Vi ved, at der har været mennesker før os, som har stillet de samme spørgsmål, men er nået frem til nogle andre svar. Det har fået os til at differentiere mellem forskellige menneskesyn og perioder, der med benævnelser som fx antikken, middelalderen, oplysningstiden og industrisamfundet har gjort det muligt for os at forstå og forholde os til andet end os selv. Eller det er i hvert fald, hvad vi bilder os ind. For sandheden er selvfølgelig, at vi forholder os til andre perioder og menneskesyn med afsæt i den virkelighed, vi selv befinder os i. Også vi bliver bombarderet med indtryk og udtryk, og især de sidste er afgørende for, hvad det er muligt og ikke muligt at spørge til. Lever man i et vidensamfund er det ikke mærkeligt, at man forstår sig selv i modsætning til et trossamfund. Og hører man dagligt om videnskabens bestræbelser på at forbedre og forlænge livet, er det kun naturligt, at man er fremmed overfor og har svært ved at forholde sig til døden.
For mennesket kan, modsat Gud, ikke se og forstå verden fra alle steder til alle tider. Det er bundet til det sted og den tid, det lever i, og med det følger der et billede. Et billede af, hvad det vil sige at være menneske, som er, om ikke helt færdigt, så i hvert fald tilstrækkelig tæt på til, at vi har svært ved at tro, at det kunne være anderledes. Og derfor er vi tilbøjelige til at stivne. I et menneske- og samfundssyn, der hjælper os med at forstå og forklare, hvorfor tingene ser ud som de gør, men som også forhindrer os i at se dem på andre måder. I vores tilfælde (dvs. mit og dit for så vidt som du er en del af det danske eller et andet europæisk vidensamfund) betyder det, at vi har svært ved at forholde os til alt det, der ikke passer ind i et videnskabeligt verdensbillede. Det, der ikke kan sættes på formel eller laves teorier om – fordi videnskaben enten ikke er nået dertil, eller fordi det slet og ret er umuligt.
Det sidste, vil mange dedikerede videnskabsfolk sige, er der ikke noget, der er. Men det vil jeg nu insistere på. Ikke fordi jeg betragter mig selv som troende, men fordi mine erfaringer (suppleret med min filosofiske skoling) siger mig, at der ikke bare er noget, men rigtig meget ved dét at være menneske, som aldrig vil kunne forstås og forklares videnskabeligt. Det hænger bl.a. sammen med, at videnskab udføres af mennesker, som således skulle være i stand til at afdække sandheden om sig selv. Det ville kræve, at de kunne hæve sig over sig selv og deres eget udsyn, og det er ikke muligt. For Gud, jo, men ikke for mennesket eller for noget andet kødeligt og dermed dødeligt væsen.
Vi er som mennesker, dyr og planter begrænset af det stof, vi er gjort af, og for at udforske dette stof er det ikke nok at gøre (andres) organer og biologiske processer til genstand for videnskabelige undersøgelser; vi skal hele vejen rundt. Det kræver, at vi anerkender betydningen af det, der kommer indefra (følelser, fornemmelser og fortolkninger, som pr. definition er specifikke og dermed uden for videnskabens generaliserende rækkevide), og det fordrer ydmyghed over for det, der kommer udefra. Det behøver hverken at føre til religiøse overbevisninger eller fantasier om rumvæsner, men det bør minde os om, at der er grænser for, hvad vi kan se og forstå. Uanset hvor mange kemiske reaktioner og genetiske sammenhænge, vi kortlægger, så vil der altid være tale om mennesker, der kortlægger mennesker. Vi kan ikke se, hvad man ser, hvis man ikke er et menneske – vi har kun os selv.
Og heldigvis er det også nok. Ikke til at afdække sandheden om mennesket eller for den sags skyld noget som helst andet (mens vi i udforskningen af mennesket er begrænset af ikke at kunne se os selv udefra, så er vi i undersøgelsen af alt andet hæmmet af ikke at kunne se det indefra), men til at spørge til det, der undrer os, og dermed – som børnene – blive bedre til at være i og med verden.
Ovenstående er første udkast til kapitel 1 i den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg prøver at finde tid til at skrive. Forlaget mener, problemet kan og skal tegnes tydeligere op, og det er jeg helt enig i. Men hvis der er nogen, der har kommentarer eller gode ideer til mine ambitioner om at kombinere min debativer med mine forholdsvis beskedne erfaring med at skrive bøger, så skal I være hjertelig velkomne...
Mit svar går som regel på, at når det kommer til Gud og Jesus, så hænger det ikke sammen på helt samme måde, som for os andre, og at man derfor selv må finde ud af, om man tror på dem eller ej. Der er nogen – siger jeg til ham – der tror på, at Gud skabte verden, og at Jesus var hans søn, og der er nogen, der ikke gør. Det fører ikke overraskende til, at vi taler lidt om, hvad jeg tror, inden det som regel ender i, at min søn, stik modsat alle andre jeg kender, når frem til, at man sagtens både kan tro på Gud og Jesus og på, at mennesket nedstammer fra aberne. Og så er han videre. I gang med at finde sin lillesøster eller beklage sig over, at tøjet driller.
Tilbage står jeg så med frustrationen over ikke at kunne finde et tilfredsstillende svar på mine børns meget indsigtsfulde spørgsmål – og endnu mere frustreret over, at jeg ikke kan lade være med at blive frustreret. For hvorfor er det så stort et problem for mig og andre voksne, at historien om Gud og Jesus ikke harmonerer med det billede, vi har af os selv? Børnene er tilsyneladende ligeglade. De spørger for at få svar, og når de ikke får det svar, de havde forventet (fx ”Guds mor hed Anne-Mette og boede i Værløse”), så tygger de lidt på de muligheder, de får serveret, inden de enten lægger sig fast på det, der virker bedst i situationen eller udvikler et alternativ. Hvorfor kan vi voksne ikke gøre det samme? Er det virkelig så utænkeligt, at verden ikke er enten-eller, men både-og?
Nej, det er tværtimod meget sandsynligt. Men det er også meget irrationelt. Det harmonerer dårligt med det, vi har lært i skolen om, at der er forskel på tro og viden. Vi har – lige som mine børn – fået at vide, at det er op til os selv at finde ud af, hvad vi vil tro på, men vi har også – modsat mine børn – erfaringer med, hvad der sker, hvis vi tror på det forkerte. Vi har set, hørt og læst om folk, der har fået at vide, at de burde vide bedre, og derfor er vi ikke længere i tvivl om, at viden er bedre end tro.
Og netop tvivlen er det, der gør, at børnene accepterer muligheder, vi andre afviser. Deres billede af sig selv og deres omgivelser er endnu ikke så færdigt, at det ikke kan være anderledes – og derfor spørger de. Ikke for at vide eller for at tro, men for at blive bedre til at være i og med verden. Det kræver temmelig meget mere end, hvad der kan klares i et 90 sekunders forsøg på at besvare, hvem Guds mor var – og derfor har børn travlt. Med hele tiden at prøve kræfter med nye spørgsmål, men også og måske især med at afkode, hvad der sker i og omkring dem selv, når de stiller de spørgsmål, de stiller. Standardsvaret om, at de ikke må få pasta-pølseret – igen – afføder irritation, men måske også en vis tryghed ved, at mor reagerer, som de forventer, at hun reagerer, mens budskabet om, at Gud ikke havde nogen mor skaber usikkerhed og behov for at vide, hvem der så passede på ham. Nogle gange fanger og reagerer mor på de følelser og fornemmelser, der ledsager børnenes spørgsmål og svar, andre gange gør hun ikke – og det betyder også noget. For de spørgsmål, børnene stiller næste gang, der er noget, der undrer dem, men også for deres forståelse af, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, og hvad der skal til for, at de bliver mødt på den måde, de gerne vil mødes. Der er med andre ord tale om et bombardement af indtryk: Tro og viden, følelser og fornuft, men mest af alt; det, der er imellem. For børnene skelner ikke – og det burde vi måske heller ikke.
Men modsat børnene kan vi ikke lade være med at skille tingene ad. Vi bærer ikke bare på en personlig erfaring, der fortæller os, at nogle spørgsmål er bedre end andre, vi repræsenterer også en kulturel. Udover at skelne mellem tro og viden har vi lært, at vi er en del af en større sammenhæng; at vi er historiske. Vi ved, at der har været mennesker før os, som har stillet de samme spørgsmål, men er nået frem til nogle andre svar. Det har fået os til at differentiere mellem forskellige menneskesyn og perioder, der med benævnelser som fx antikken, middelalderen, oplysningstiden og industrisamfundet har gjort det muligt for os at forstå og forholde os til andet end os selv. Eller det er i hvert fald, hvad vi bilder os ind. For sandheden er selvfølgelig, at vi forholder os til andre perioder og menneskesyn med afsæt i den virkelighed, vi selv befinder os i. Også vi bliver bombarderet med indtryk og udtryk, og især de sidste er afgørende for, hvad det er muligt og ikke muligt at spørge til. Lever man i et vidensamfund er det ikke mærkeligt, at man forstår sig selv i modsætning til et trossamfund. Og hører man dagligt om videnskabens bestræbelser på at forbedre og forlænge livet, er det kun naturligt, at man er fremmed overfor og har svært ved at forholde sig til døden.
For mennesket kan, modsat Gud, ikke se og forstå verden fra alle steder til alle tider. Det er bundet til det sted og den tid, det lever i, og med det følger der et billede. Et billede af, hvad det vil sige at være menneske, som er, om ikke helt færdigt, så i hvert fald tilstrækkelig tæt på til, at vi har svært ved at tro, at det kunne være anderledes. Og derfor er vi tilbøjelige til at stivne. I et menneske- og samfundssyn, der hjælper os med at forstå og forklare, hvorfor tingene ser ud som de gør, men som også forhindrer os i at se dem på andre måder. I vores tilfælde (dvs. mit og dit for så vidt som du er en del af det danske eller et andet europæisk vidensamfund) betyder det, at vi har svært ved at forholde os til alt det, der ikke passer ind i et videnskabeligt verdensbillede. Det, der ikke kan sættes på formel eller laves teorier om – fordi videnskaben enten ikke er nået dertil, eller fordi det slet og ret er umuligt.
Det sidste, vil mange dedikerede videnskabsfolk sige, er der ikke noget, der er. Men det vil jeg nu insistere på. Ikke fordi jeg betragter mig selv som troende, men fordi mine erfaringer (suppleret med min filosofiske skoling) siger mig, at der ikke bare er noget, men rigtig meget ved dét at være menneske, som aldrig vil kunne forstås og forklares videnskabeligt. Det hænger bl.a. sammen med, at videnskab udføres af mennesker, som således skulle være i stand til at afdække sandheden om sig selv. Det ville kræve, at de kunne hæve sig over sig selv og deres eget udsyn, og det er ikke muligt. For Gud, jo, men ikke for mennesket eller for noget andet kødeligt og dermed dødeligt væsen.
Vi er som mennesker, dyr og planter begrænset af det stof, vi er gjort af, og for at udforske dette stof er det ikke nok at gøre (andres) organer og biologiske processer til genstand for videnskabelige undersøgelser; vi skal hele vejen rundt. Det kræver, at vi anerkender betydningen af det, der kommer indefra (følelser, fornemmelser og fortolkninger, som pr. definition er specifikke og dermed uden for videnskabens generaliserende rækkevide), og det fordrer ydmyghed over for det, der kommer udefra. Det behøver hverken at føre til religiøse overbevisninger eller fantasier om rumvæsner, men det bør minde os om, at der er grænser for, hvad vi kan se og forstå. Uanset hvor mange kemiske reaktioner og genetiske sammenhænge, vi kortlægger, så vil der altid være tale om mennesker, der kortlægger mennesker. Vi kan ikke se, hvad man ser, hvis man ikke er et menneske – vi har kun os selv.
Og heldigvis er det også nok. Ikke til at afdække sandheden om mennesket eller for den sags skyld noget som helst andet (mens vi i udforskningen af mennesket er begrænset af ikke at kunne se os selv udefra, så er vi i undersøgelsen af alt andet hæmmet af ikke at kunne se det indefra), men til at spørge til det, der undrer os, og dermed – som børnene – blive bedre til at være i og med verden.
Ovenstående er første udkast til kapitel 1 i den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg prøver at finde tid til at skrive. Forlaget mener, problemet kan og skal tegnes tydeligere op, og det er jeg helt enig i. Men hvis der er nogen, der har kommentarer eller gode ideer til mine ambitioner om at kombinere min debativer med mine forholdsvis beskedne erfaring med at skrive bøger, så skal I være hjertelig velkomne...
Thursday, October 06, 2011
Børsens overfladebehandling
I foråret holdt jeg et foredrag i Filosofisk Forum med titlen "Anvendt filosofi på afveje". I manchetten stod der bl.a.:
"Filosofien har sejret ad helvede til. Den beundres og bruges af samfundsforskere, ledelsesteoretikere og andre, der gør sig kloge på, hvordan vi tænker og handler. Men den er ikke længere filosofi. I stedet er den blevet en hest. Et godmodigt kreatur, der trækkes frem, når hverken argumenter eller beviser holder."Jeg skal lige love for, at dette misbrug af filosofiske indsigter ikke er blevet mindre. Således er der tilsyneladende ingen grænser for, hvor meget intellektuelt udsultede reklamefolk kan slippe af sted med at slynge om sig med navne og budskaber fra filosofiens skatkammer.
Senest har Børsen brilleret med at nævne ikke mindre end 13 større eller mindre tænkere i en helsides annonce med følgende tvivlsomme overskrift:
Udover ikke at forstå en pind af budskabet, er det mig en gåde, hvad man ønsker at signalere ved at nævne så mange store navne på så lidt plads. At man - uden tvivl - er den bedste til at give det stof, man beskæftiger sig med, en overfladisk behandling?
Friday, September 09, 2011
Case på egen krop
Bedømmelsesudvalgets beslutning om ikke at indstille min afhandling til forsvar er på rigtig mange måder en oplagt chance for at tage min egen medicin. Og selvom det langt fra er sjovt, så er det måske ikke så tosset at mærke konsekvenserne af sine egne budskaber på egen krop.
For hvad er det nu, jeg har udforsket og forsøgt at udbrede de sidste, ikke bare tre, men otte år (siden færdiggørelsen af min konferensafhandling i 2003)? Hvad er det, jeg har villet sige med mine tekster om døden og budskaber om, at hverken mennesker eller ledelsesteorier er perfekte? Hvorfor har jeg igen og igen fremhævet Vattimos begreb om svækkelse som afgørende for at forstå det, der fremmer hhv. hæmmer udviklingen i vores del af verden? Og hvorfor er det så vigtigt for mig at problematisere den stigende akademisering og videnskabeliggørelse af alt fra børneopdragelse til ledelse?
På side 46 i min afhandling skriver jeg, at ledere ved at tage den spørgsmål-svar struktur, der kendetegner vores del af verden på sig (tillade spørgsmål og dermed muligheder, man ikke selv ser) kan hjælpe sig selv og organisationens øvrige medlemmer med at blive opmærksom på og arbejde med de "sprækker" og "modtanker", virksomheden udvikler sig i forhold til.
Disse, fortsætter jeg, er ikke interessante i sig selv (indholdet af en modtanke kan være lige så håbløs og uhensigtsmæssig som den tanke, den er oppe imod), men fordi de fortæller os, at det, vi troede ikke kunne være anderledes, kan være anderledes. Sprækkerne får os med andre ord til at stoppe op og overveje, hvad der er muligt: "Hvis det er muligt at tænke dén modtanke, så er det også muligt at tænke andre, og hvad fortæller det mig, dels om det, jeg tror på, dels om det, jeg kunne tro på?" (Hinsides teori og praksis, side 47).
Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg ikke i min fjerneste fantasi forestillet mig, at bedømmelsesudvalget kunne finde på at afvise min afhandling. Jeg troede ikke, det var muligt. Det har virkeligheden nu vist mig, at det var. Og det er på sin vis bekræftende. Jeg mener på alle måder, at bedømmelsesudvalgets "modtanke" er håbløs og uhensigtsmæssig, men den er der, og fordi den ikke bare er en "modtanke" blandt andre, men repræsenterer de stærke strukturer, jeg på den ene side ønsker at svække (jeg skriver eksplicit, at jeg finder den videnskabelige og akademiske tilgang til filosofi og ledelse problematisk), på den anden side søger en bekræftelse fra (jeg forventede at opnå en ph.d.-grad på min afhandling), tvinger den mig til at forholde mig til mine egne tanker på ny.
Jeg har siden min første overbygningsopgave, som udløste en stor diskussion mellem vejleder (der mente, jeg skulle have 13 for min selvstændige tænkning) og censor (som pga. de manglende henvisninger til sekundærlitteratur kaldte opgaven for mystik og derfor mente, jeg skulle have 7) haft svært ved at acceptere akademia som rammen for filosofisk tænkning. Det formulerer jeg bl.a. på følgende måde i afhandlingen, note 25:
"Når jeg har sat anførelsestegn omkring "bare" er det for at markere, at det på ingen måde er en let opgave for filosoffer at tage afsæt i deres egen tænkning og erfaring, som i den metafysiske tradition repræsenterer det modsatte af filosofi, nemlig det partikulære over for det universelle. At det akademiske miljø, mange filosoffer er en del af i dag derudover er underlagt devisen "jo flere henvisninger, jo bedre", gør det selv sagt ikke lettere at demonstrere selvstændig tænkning" (Hinsides teori og praksis, side 31).
Denne opfattelse har flere gange ført til, at jeg med stor overbevisning har fortalt mig selv og mine omgivelser, at jeg IKKE skal have en akademisk karriere. I første omgang var jeg i tvivl om, om jeg skulle fortsætte på overbygningen. Dernæst afviste jeg pure, at jeg nogensinde skulle skrive ph.d. Og da jeg til mit præforsvar i foråret blev spurgt, om jeg ville søge et adjunktur, hvis institutlederen formulerede opslaget i retning af nogle af de ting, jeg beskæftiger mig med, skulle jeg lige til at afvise, da min vejleder mindede mig om, at jeg på trods af tidligere modstand og masser af aktiviteter indimellem jo altid endte med at vende tilbage.
Men måske er vi endelig ved at være der. Ikke fordi jeg besluttede mig for at forlade det akademiske system (jeg indleverede som sagt en afhandling, som jeg var sikker på ville udløse en ph.d.-grad og dermed muligheden for post.doc.ansøgninger etc.), men fordi bedømmelsesudvalgets "modtanke" fik mig til at stoppe op og tage kløften mellem det, jeg tror på, og det, man kan og vil på universitetet, alvorligt.
Det har jeg tidligere formuleret på følgende måde:
Kun det vi tror på har tilstrækkelig autoritet til at overbevise os om, at vi skal tro på noget andet.
Måske har jeg (uden at ville vedkende mig det) troet så meget på universitetet og de stærke strukturer, det repræsenterer, at kun universitetet (repræsenteret ved bedømmelsesudvalget) kan få mig til at indse, at jeg tror på og derfor skal noget andet.
Måske skal jeg bare vente lidt med at analysere og konkludere...
For hvad er det nu, jeg har udforsket og forsøgt at udbrede de sidste, ikke bare tre, men otte år (siden færdiggørelsen af min konferensafhandling i 2003)? Hvad er det, jeg har villet sige med mine tekster om døden og budskaber om, at hverken mennesker eller ledelsesteorier er perfekte? Hvorfor har jeg igen og igen fremhævet Vattimos begreb om svækkelse som afgørende for at forstå det, der fremmer hhv. hæmmer udviklingen i vores del af verden? Og hvorfor er det så vigtigt for mig at problematisere den stigende akademisering og videnskabeliggørelse af alt fra børneopdragelse til ledelse?
På side 46 i min afhandling skriver jeg, at ledere ved at tage den spørgsmål-svar struktur, der kendetegner vores del af verden på sig (tillade spørgsmål og dermed muligheder, man ikke selv ser) kan hjælpe sig selv og organisationens øvrige medlemmer med at blive opmærksom på og arbejde med de "sprækker" og "modtanker", virksomheden udvikler sig i forhold til.
Disse, fortsætter jeg, er ikke interessante i sig selv (indholdet af en modtanke kan være lige så håbløs og uhensigtsmæssig som den tanke, den er oppe imod), men fordi de fortæller os, at det, vi troede ikke kunne være anderledes, kan være anderledes. Sprækkerne får os med andre ord til at stoppe op og overveje, hvad der er muligt: "Hvis det er muligt at tænke dén modtanke, så er det også muligt at tænke andre, og hvad fortæller det mig, dels om det, jeg tror på, dels om det, jeg kunne tro på?" (Hinsides teori og praksis, side 47).
Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg ikke i min fjerneste fantasi forestillet mig, at bedømmelsesudvalget kunne finde på at afvise min afhandling. Jeg troede ikke, det var muligt. Det har virkeligheden nu vist mig, at det var. Og det er på sin vis bekræftende. Jeg mener på alle måder, at bedømmelsesudvalgets "modtanke" er håbløs og uhensigtsmæssig, men den er der, og fordi den ikke bare er en "modtanke" blandt andre, men repræsenterer de stærke strukturer, jeg på den ene side ønsker at svække (jeg skriver eksplicit, at jeg finder den videnskabelige og akademiske tilgang til filosofi og ledelse problematisk), på den anden side søger en bekræftelse fra (jeg forventede at opnå en ph.d.-grad på min afhandling), tvinger den mig til at forholde mig til mine egne tanker på ny.
Jeg har siden min første overbygningsopgave, som udløste en stor diskussion mellem vejleder (der mente, jeg skulle have 13 for min selvstændige tænkning) og censor (som pga. de manglende henvisninger til sekundærlitteratur kaldte opgaven for mystik og derfor mente, jeg skulle have 7) haft svært ved at acceptere akademia som rammen for filosofisk tænkning. Det formulerer jeg bl.a. på følgende måde i afhandlingen, note 25:
"Når jeg har sat anførelsestegn omkring "bare" er det for at markere, at det på ingen måde er en let opgave for filosoffer at tage afsæt i deres egen tænkning og erfaring, som i den metafysiske tradition repræsenterer det modsatte af filosofi, nemlig det partikulære over for det universelle. At det akademiske miljø, mange filosoffer er en del af i dag derudover er underlagt devisen "jo flere henvisninger, jo bedre", gør det selv sagt ikke lettere at demonstrere selvstændig tænkning" (Hinsides teori og praksis, side 31).
Denne opfattelse har flere gange ført til, at jeg med stor overbevisning har fortalt mig selv og mine omgivelser, at jeg IKKE skal have en akademisk karriere. I første omgang var jeg i tvivl om, om jeg skulle fortsætte på overbygningen. Dernæst afviste jeg pure, at jeg nogensinde skulle skrive ph.d. Og da jeg til mit præforsvar i foråret blev spurgt, om jeg ville søge et adjunktur, hvis institutlederen formulerede opslaget i retning af nogle af de ting, jeg beskæftiger mig med, skulle jeg lige til at afvise, da min vejleder mindede mig om, at jeg på trods af tidligere modstand og masser af aktiviteter indimellem jo altid endte med at vende tilbage.
Men måske er vi endelig ved at være der. Ikke fordi jeg besluttede mig for at forlade det akademiske system (jeg indleverede som sagt en afhandling, som jeg var sikker på ville udløse en ph.d.-grad og dermed muligheden for post.doc.ansøgninger etc.), men fordi bedømmelsesudvalgets "modtanke" fik mig til at stoppe op og tage kløften mellem det, jeg tror på, og det, man kan og vil på universitetet, alvorligt.
Det har jeg tidligere formuleret på følgende måde:
Kun det vi tror på har tilstrækkelig autoritet til at overbevise os om, at vi skal tro på noget andet.
Måske har jeg (uden at ville vedkende mig det) troet så meget på universitetet og de stærke strukturer, det repræsenterer, at kun universitetet (repræsenteret ved bedømmelsesudvalget) kan få mig til at indse, at jeg tror på og derfor skal noget andet.
Måske skal jeg bare vente lidt med at analysere og konkludere...
Thursday, September 08, 2011
Stærke strukturer
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg, mine vejledere og en række andre med tilknytning til filosofiske institutter (herunder mit eget, dvs. Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på KU) ikke er enige i bedømmelsesudvalgets konklusion om, at min afhandling i dens nuværende form ikke kan antages til forsvar for ph.d.-graden i filosofi.
Faktisk er uenigheden så stor, at vi har brugt godt en måned på at indsende bemærkninger til bedømmelsesudvalgets indstilling og dernæst bedømmelsesudvalgets svar på vores bemærkninger med det formål at få ph.d.-skolelederen til at træffe afgørelse om, at afhandlingen tages under bedømmelse af et nyt bedømmelsesudvalg.
Vi har påpeget, at bedømmelsesudvalget har begået procedurefejl ved ikke at orientere hovedvejleder om bedømmelsesarbejdet, at der ikke er overensstemmelse mellem præmisserne i bedømmelsen og konklusionen om ikke at indstille afhandlingen til forsvar, at bedømmelsen er mangelfuld og præget af fejlagtige udlægninger af afhandlingens problemstilling og konklusion, at afhandlingen ikke er bedømt som den ErhvervsPhD, den er, men som en afhandling i teoretisk filosofi, og at de revideringspunkter, bedømmelsesudvalget lægger op til følgelig er irrelevante for de spørgsmål, afhandlingen er et svar på.
Men det har desværre ikke været nok til at få ph.d.-skolelederen til at træffe den svære beslutning om at underkende et bedømmelsesudvalg, han/fakultetet selv har nedsat. Således har jeg i dag modtaget følgende svar:
"... du gives op til seks måneder til at gennemarbejde din afhandling på baggrund af de punkter som bedømmelsesudvalget har opstillet i udtalelsen. Den reviderede afhandling indleveres til fornyet bedømmelse af det tidligere nedsatte bedømmelsesudvalg"
Da bedømmelsesudvalget med min hovedvejleder Søren Gosvig Olesens ord "har vist sig at have fejlagtige forventninger til den opgave, som en ErhvervsPhD er", og der derfor er meget stor afstand mellem det, der udforskes i afhandlingen og det, der udlægges og konkluderes af bedømmelsesudvalget, finder jeg det umuligt at forestille sig, at jeg nogensinde vil kunne modtage en retvisende bedømmelse fra det nuværende udvalg.
Jeg ser derfor kun to muligheder: 1) At indlevere den ved et andet universitet (mulighederne herfor afsøges i skrivende stund), eller 2) acceptere, at de seneste tre års arbejde med at udforske og udfordre vilkårene for filosofi og ledelse ikke kommer til at udløse en ph.d.-grad.
Hvis det ender med det sidste, vil bloggen her formentlig blive kanal for de analyser og pointer, der ikke allerede er publiceret i Filosofi i ledelse. Bloggen og så selvfølgelig den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg er ved at skrive...
Faktisk er uenigheden så stor, at vi har brugt godt en måned på at indsende bemærkninger til bedømmelsesudvalgets indstilling og dernæst bedømmelsesudvalgets svar på vores bemærkninger med det formål at få ph.d.-skolelederen til at træffe afgørelse om, at afhandlingen tages under bedømmelse af et nyt bedømmelsesudvalg.
Vi har påpeget, at bedømmelsesudvalget har begået procedurefejl ved ikke at orientere hovedvejleder om bedømmelsesarbejdet, at der ikke er overensstemmelse mellem præmisserne i bedømmelsen og konklusionen om ikke at indstille afhandlingen til forsvar, at bedømmelsen er mangelfuld og præget af fejlagtige udlægninger af afhandlingens problemstilling og konklusion, at afhandlingen ikke er bedømt som den ErhvervsPhD, den er, men som en afhandling i teoretisk filosofi, og at de revideringspunkter, bedømmelsesudvalget lægger op til følgelig er irrelevante for de spørgsmål, afhandlingen er et svar på.
Men det har desværre ikke været nok til at få ph.d.-skolelederen til at træffe den svære beslutning om at underkende et bedømmelsesudvalg, han/fakultetet selv har nedsat. Således har jeg i dag modtaget følgende svar:
"... du gives op til seks måneder til at gennemarbejde din afhandling på baggrund af de punkter som bedømmelsesudvalget har opstillet i udtalelsen. Den reviderede afhandling indleveres til fornyet bedømmelse af det tidligere nedsatte bedømmelsesudvalg"
Da bedømmelsesudvalget med min hovedvejleder Søren Gosvig Olesens ord "har vist sig at have fejlagtige forventninger til den opgave, som en ErhvervsPhD er", og der derfor er meget stor afstand mellem det, der udforskes i afhandlingen og det, der udlægges og konkluderes af bedømmelsesudvalget, finder jeg det umuligt at forestille sig, at jeg nogensinde vil kunne modtage en retvisende bedømmelse fra det nuværende udvalg.
Jeg ser derfor kun to muligheder: 1) At indlevere den ved et andet universitet (mulighederne herfor afsøges i skrivende stund), eller 2) acceptere, at de seneste tre års arbejde med at udforske og udfordre vilkårene for filosofi og ledelse ikke kommer til at udløse en ph.d.-grad.
Hvis det ender med det sidste, vil bloggen her formentlig blive kanal for de analyser og pointer, der ikke allerede er publiceret i Filosofi i ledelse. Bloggen og så selvfølgelig den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg er ved at skrive...
Tuesday, August 02, 2011
Mavepuster
Det er bedømmelsesudvalgets enstemmige vurdering, at afhandlingen i dens nuværende form ikke antages til forsvar for ph.d.-graden i filosofi på Københavns Universitet
Monday, July 25, 2011
1 minuts stilhed
Interessant, at når vi virkelig vil sige noget (fx udtrykke dyb medfølelse), så tier vi stille.
Vor tids Raskolnikov?
Fik lyst til at google 'breivik + raskolnikov' og fandt følgende i en kommentar på Berlingske Blogs:
Men det er nok endnu for tidligt at forholde sig til Breivik som det menneske, Raskolnikov (lige som alle os andre) viste sig at være...
Næh, i tilfældet Anders Behring Breivik har vi at gøre med en afviger ligesom Timothy McVeigh. Et følelseskoldt menneske, der tror, at han er et undtagelsesmenneske, der står over os alle andre.Er dog ikke enig i, at Raskolnikov skildres som "følelseskold" i Forbrydelse og straf. Tværtimod er det vel netop følelser, skyld og samvittighed, der er bogens omdrejningspunkt - lige som det er ALLE mennesker og ikke "den slags menneske", der interesserer Dostojevskij.
Dostojevskij har jo beskrevet den slags menneske i “Forbrydelse og straf”. Anders Behring Breivik er vor tids Rodion Raskolnikov.
Skrevet af Niels P, 24. juli 2011 kl. 10:55
Men det er nok endnu for tidligt at forholde sig til Breivik som det menneske, Raskolnikov (lige som alle os andre) viste sig at være...
Wednesday, June 22, 2011
Hobbit-ledelse
Under en podcast-optagelse til Væksthus for ledelse kom jeg i går til at tænke og tale mig i retning af en opfordring til, at man bruger flere eventyr og færre teorier i uddannelsen af ledere.
Jeg har flere gange citeret Hobbitten, når jeg har været ude at holde foredrag, og pludselig gik det op for mig, at det ikke kun er fordi, Hobbitten vækker større genkendelse end fx Kant og Heidegger, men også fordi, eventyr i endnu højere grad end filosofi (som i betydelig højere grad end den videnskabsteori, der undervises i på diplom- og masteruddannelser i ledelse) sætter spot på muligheder og begrænsninger ved dét at være menneske.
Når jeg er træt at den stigende teoretisering og videnskabeliggørelse af ledelse (og alt andet!), så er det fordi, teorier og videnskab ikke beskæftiger sig med de menneskelige vilkår, men med det, der kan laves teorier om, dvs. lovmæssighederne = det vi er enige om altid er på den samme måde.
Det er der imidlertid ikke særlig meget af, når det gælder dét at være menneske, og derfor har vi brug for tekster, der også behandler alt det andet: Det, vi er uenige om, utrygge ved, flove over og måske bange for.
Det er ikke det samme for det ene menneske som for det andet, og derfor skal det behandles i billeder, som kan betyde flere ting.
Eller hvad tænker du?
Jeg har flere gange citeret Hobbitten, når jeg har været ude at holde foredrag, og pludselig gik det op for mig, at det ikke kun er fordi, Hobbitten vækker større genkendelse end fx Kant og Heidegger, men også fordi, eventyr i endnu højere grad end filosofi (som i betydelig højere grad end den videnskabsteori, der undervises i på diplom- og masteruddannelser i ledelse) sætter spot på muligheder og begrænsninger ved dét at være menneske.
Når jeg er træt at den stigende teoretisering og videnskabeliggørelse af ledelse (og alt andet!), så er det fordi, teorier og videnskab ikke beskæftiger sig med de menneskelige vilkår, men med det, der kan laves teorier om, dvs. lovmæssighederne = det vi er enige om altid er på den samme måde.
Det er der imidlertid ikke særlig meget af, når det gælder dét at være menneske, og derfor har vi brug for tekster, der også behandler alt det andet: Det, vi er uenige om, utrygge ved, flove over og måske bange for.
Det er ikke det samme for det ene menneske som for det andet, og derfor skal det behandles i billeder, som kan betyde flere ting.
Eller hvad tænker du?
Friday, June 17, 2011
Bullshit!
"Gladsaxe Kommune udfører forbedring af fremkommelighed i perioden..."
Hold nu kæft med al jeres sproget-skaber-virkeligheden-og-folk-opdager-ikke-hvor-pisse-irriterende-VEJARBEJDE-kan-være-hvis-vi-bruger-nogle-lange-og-fornemme-ord-som-leder-tankerne-hen-på-noget-godt/noget-folk-ikke-ved-hvad-er-men-som-lyder-godt!
Det er til at blive sindssyg af at tænke på, hvor mange ressorucer, der bliver brugt på at udtænke smarte konsulentformuleringer - i stedet for at kalde en spade for en spade og se at komme i gang med at grave.
Hold nu kæft med al jeres sproget-skaber-virkeligheden-og-folk-opdager-ikke-hvor-pisse-irriterende-VEJARBEJDE-kan-være-hvis-vi-bruger-nogle-lange-og-fornemme-ord-som-leder-tankerne-hen-på-noget-godt/noget-folk-ikke-ved-hvad-er-men-som-lyder-godt!
Det er til at blive sindssyg af at tænke på, hvor mange ressorucer, der bliver brugt på at udtænke smarte konsulentformuleringer - i stedet for at kalde en spade for en spade og se at komme i gang med at grave.
Tuesday, June 14, 2011
Hele teorier = halve mennesker
Jesper Højberg Christensen har benyttet Den Offentlige Sektors Lederskabs-stafet til at spørge mig, hvilke tømmermænd, aktuelle ledelsesteorier kan give og hvorfor. Det vil jeg hellere end gerne svare på. Jeg mener, det er på tide at nogen tager den kollektive hovedpine, der truer med at lamme lederes dømme- og handlekraft, alvorligt, og det kan kun gøres ved at kigge nærmere på de teori-ingredienser, der indgår i aktuelle leder-cocktails.
Læs hele indlægget på Den Offentlige Sektor.dk
Læs hele indlægget på Den Offentlige Sektor.dk
Thursday, May 26, 2011
Forargelsens fordel
”Min pointe skulle have været, at potentialet for ekstrem ondskab eller det modsatte, ligger i hvert eneste menneske, uanset nationalitet, etnicitet, rang eller religion. Hvis vi kun forklarer historiske katastrofer med enkelte individers ondskab, ødelægger vi muligheden for forståelse af de menneskelige mekanismer, som igen er nødvendige for undgåelse af kommende humanistiske forbrydelser” (Kpn)
Dét var – efter eget udsagn – Lars von Triers pointe med udtalelserne om Hitler og nazismen på pressekonferencen i Cannes. Og det er en god pointe. Men hvorfor skulle vi vente så længe på den? Kunne vi ikke være gået direkte til det indsigtsfulde budskab og have sprunget sympatierklæringerne for Hitler og nazi-bekendelserne over? Ville Lars von Trier ikke have gjort sig selv og alle os andre en tjeneste ved at tænke sig om, inden han kastede sig ud i ”uintelligente, uklare og unødigt sårende” (igen hans egne ord) udtalelser – og måske ligefrem sætte sig ind i, hvordan man skaber forståelse og opbakning i et tværkulturelt forum, som Cannes-festivalen jo er?
Jo, men det ville ikke være godt. Tværtimod er jeg tilbøjelig til at mene, at det ville være skidt, hvis Lars von Trier var mere strategisk i sin fremføring af budskaber – rigtig skidt!
Og her tænker jeg ikke på filmens muligheder for at vinde palmer eller instruktørens chancer for at opnå støtte til sine film fremover. Jeg tænker på de katastrofer en mand med Lars von Triers storhedsvanvid og menneskeindsigt kan afstedkomme, hvis han begynder at tænke over, hvordan han taler til og skaber opbakning blandt sine tilhørere.
For er det ikke netop dét, der adskiller store kunstnere som Lars von Trier fra politiske ideologer som Adolf Hitler? At storhedsvanviddet (”Jeg er verdens bedste instruktør”) og kendskabet til menneskets (mørke) natur ikke bruges til at ”elektrisere” folket (Hitlers udtryk) og dermed skabe enighed og ensretning, men til at forarge og frastøde og dermed få mennesker til at stoppe op? Er det ikke netop kunsten i såvel Lars von Triers film som Dostojevskijs romaner og Nietzsches filosofi, at de ikke appellerer til ”slavemoralen” i os alle, men tvinger os til at tage stilling til de muligheder og begrænsninger, der til alle tider er forbundet med at være menneske blandt mennesker?
For der er jo grænser. Og det er grænserne, der interesserer kunstneren. Egne, andres, tidens, menneskets. Grænserne for, hvad man kan og ikke kan. Og muligheden for at rykke dem. For kunstneren er det ikke afgørende, om hans omgivelser bakker op om ham eller ej. Det er ikke, som for den politiske ideolog, nødvendigt for succes. Det afgørende er konfrontationen: Med sig selv, andre, tiden, mennesket.
Og derfor er det en fordel, at kunstneren forarger: Han udstiller grænserne for, hvad vi kan mene og sige – og minder os om, at det er farligt at være uenig; udstødelses-/udryddelsesgrund at afvige fra den aktuelle ideologiske norm.
Og derfor er det en fordel, at kunstneren forarger: Han udstiller grænserne for, hvad vi kan mene og sige – og minder os om, at det er farligt at være uenig; udstødelses-/udryddelsesgrund at afvige fra den aktuelle ideologiske norm.
Thursday, May 19, 2011
Lars von Trier er ikke dansk
Jeg er stor fan af Lars von Trier. Jeg respekterer og beundrer alt, hvad han gør: Hans film, hans udtalelser på pressekonferencer, hans undskyldninger, når det går op for ham, at han har trådt nogen over tæerne – det hele!
Men det er ikke rigtigt, som han sagde på den røde løber i Cannes i går, at hans udtalelser om Hitler og nazismen var ”danske”. Det er nemlig overhovedet ikke dansk at tage mennesket så alvorligt, som Lars von Trier gør. At ironisere og slå det hen som sarkasme, når folk ikke forstår, hvad man siger, ja, det er dansk – men det er ikke først og fremmest det, Lars von Trier gør.
Lars von Trier forholder sig til sig selv som menneske, og dermed til os alle sammen. Han peger på det farlige og forfærdelige, og på, at det viser sig overalt. Ikke kun i ”antihelte” som Hitler og ideologier som nazismen, men i dig og mig – og Lars von Trier selv. Dermed konfronterer han os med vores smerte, holder os ansvarlige for vores selvbedrag. Og det er på ingen måde "dansk".
I Dostojevskijs tid var det ”russisk”, og det har også været ”tysk”. Men det er længe siden. Det var før Hitler og den nazisme, Lars von Trier refererer til, tog fat, og, ikke mindst, før tyskerne begyndte at tage afstand fra sig selv.
Dengang skrev Nietzsche om menneskets dionysiske natur og om viljen til magt. Han demonstrerede konsekvenserne af den ”slavemoral”, vi i dag kender som politisk korrekthed, og han introducerede ”overmennesket” som et alternativ. Med overmennesket fulgte en erkendelse af menneskets muligheder og begrænsninger, men det har vi (læs: Europa) glemt.
Vi tror, at det dionysiske i vores natur forsvinder, hvis vi tager afstand fra det. At viljen til magt gælder nogle andre end os (Hitler og alle de andre, vi er enige om at fordømme). Men det er ikke rigtigt. Det farlige og forfærdelige, onde og grumme findes i os alle sammen. Og kun ved at huske det, kan vi bekæmpe det.
Derfor er jeg stor fan af Lars von Trier: Han tvinger mig til at forholde mig til mig selv og mine omgivelser, og selvom jeg langt fra altid kan lide, hvad jeg ser, så minder det mig om, at det ikke var Hitlers storhedsvanvid, der dræbte ubegribelig mange mennesker under 2. verdenskrig, men den til alle tider herskende slavemoral, der forhindrer mennesker i at tænke selv.
Men det er ikke rigtigt, som han sagde på den røde løber i Cannes i går, at hans udtalelser om Hitler og nazismen var ”danske”. Det er nemlig overhovedet ikke dansk at tage mennesket så alvorligt, som Lars von Trier gør. At ironisere og slå det hen som sarkasme, når folk ikke forstår, hvad man siger, ja, det er dansk – men det er ikke først og fremmest det, Lars von Trier gør.
Lars von Trier forholder sig til sig selv som menneske, og dermed til os alle sammen. Han peger på det farlige og forfærdelige, og på, at det viser sig overalt. Ikke kun i ”antihelte” som Hitler og ideologier som nazismen, men i dig og mig – og Lars von Trier selv. Dermed konfronterer han os med vores smerte, holder os ansvarlige for vores selvbedrag. Og det er på ingen måde "dansk".
I Dostojevskijs tid var det ”russisk”, og det har også været ”tysk”. Men det er længe siden. Det var før Hitler og den nazisme, Lars von Trier refererer til, tog fat, og, ikke mindst, før tyskerne begyndte at tage afstand fra sig selv.
Dengang skrev Nietzsche om menneskets dionysiske natur og om viljen til magt. Han demonstrerede konsekvenserne af den ”slavemoral”, vi i dag kender som politisk korrekthed, og han introducerede ”overmennesket” som et alternativ. Med overmennesket fulgte en erkendelse af menneskets muligheder og begrænsninger, men det har vi (læs: Europa) glemt.
Vi tror, at det dionysiske i vores natur forsvinder, hvis vi tager afstand fra det. At viljen til magt gælder nogle andre end os (Hitler og alle de andre, vi er enige om at fordømme). Men det er ikke rigtigt. Det farlige og forfærdelige, onde og grumme findes i os alle sammen. Og kun ved at huske det, kan vi bekæmpe det.
Derfor er jeg stor fan af Lars von Trier: Han tvinger mig til at forholde mig til mig selv og mine omgivelser, og selvom jeg langt fra altid kan lide, hvad jeg ser, så minder det mig om, at det ikke var Hitlers storhedsvanvid, der dræbte ubegribelig mange mennesker under 2. verdenskrig, men den til alle tider herskende slavemoral, der forhindrer mennesker i at tænke selv.
Tuesday, May 03, 2011
Lidt uddybende om min kritik af Haslebo
Efter udgivelsen af Filosofi i ledelse er jeg fra flere kanter blevet bedt om at uddybe min kritik af Haslebos socialkonstruktionistiske tilgang til bl.a. tid og relationer. Det har jeg forsøgt at gøre i afhandlingens kapitel 12, som indledes med følgende afsnit:
Udgangspunktet for dette kapitel er, at relationen mellem ledelse og medarbejdere i høj grad handler om at skabe udvikling for virksomheden (og den enkelte), og at udvikling i høj grad afhænger af de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer. Det spørgsmål, der må stilles i forlængelse af dette udgangspunkt, er: Hvordan forstås og arbejdes med beslutninger i ledelse og organisationer? I kapitlet udfordres den aktuelle ledelsesteoretiske præmis om, at ledelse handler om at træffe de rigtige beslutninger, som også kan formuleres som en grundlæggende antagelse om, at der er noget bagved de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer, som afgør, om de er rigtige eller forkerte. Dette bagvedliggende er den udvikling, beslutningerne træffes med henblik på, og udvikling betragtes følgelig som ”noget”, der kan forstås og forklares – som fx Haslebo gør det i følgende citat:
[1] Forskellen på Derridas vertikale forhold til Gud og Vattimos horisontale relation til Jesus (som vel at mærke ikke udelukker, men forudsætter, at han også har et vertikalt forhold til Gud) minder os om, at vi kun kan konstatere, at noget er blevet anderledes, hvis vi ved, hvad der var før.
Udgangspunktet for dette kapitel er, at relationen mellem ledelse og medarbejdere i høj grad handler om at skabe udvikling for virksomheden (og den enkelte), og at udvikling i høj grad afhænger af de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer. Det spørgsmål, der må stilles i forlængelse af dette udgangspunkt, er: Hvordan forstås og arbejdes med beslutninger i ledelse og organisationer? I kapitlet udfordres den aktuelle ledelsesteoretiske præmis om, at ledelse handler om at træffe de rigtige beslutninger, som også kan formuleres som en grundlæggende antagelse om, at der er noget bagved de beslutninger, ledere og medarbejdere træffer, som afgør, om de er rigtige eller forkerte. Dette bagvedliggende er den udvikling, beslutningerne træffes med henblik på, og udvikling betragtes følgelig som ”noget”, der kan forstås og forklares – som fx Haslebo gør det i følgende citat:
”De tanker, vi gør os om udvikling, er tæt forbundet med tid. Der kan kun være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid. Men hvilket tidsbegreb betjener vi os af? Og hvad bliver konsekvenserne for den måde, hvorpå vi tilrettelægger de udviklingsfremmende aktiviteter?” (Haslebo 2009, 68).
Som følge af mit udgangspunkt i den historiske tilgang til filosofi og Vattimos pointe om, at man uden en historiefilosofi (som Derrida) ikke ved, om noget er helt anderledes, når det viser sig (jf. Zabala, kapitel 11, afsnit 2), er jeg helt på linje med Haslebo, hvad angår understregningen af, at der kun kan være tale om udvikling, hvis vi kan konstatere, at noget er blevet anderledes over tid.[1] Uenigheden opstår, når man spørger, hvem det vi, der konstaterer, at noget er blevet anderledes, er. For mens Haslebo med spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, placerer sig uden for og gør sig til dommer over både tid og udvikling (den, der konstaterer, er uafhængig af det, der konstateres og den ramme (tiden), det konstateres indenfor), så er pointen i den historiske tilgang til filosofi, jeg finder hos både Heidegger og Vattimo, at mennesket er i tid over tid, og at konstateringen af, at noget er blevet anderledes derfor ikke kommer udefra (i en objektiv vurdering af forskellen mellem før og efter), men erfares indefra (de berørtes bevidsthed om muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes).[2]
Denne forskel på Haslebos og den historisk-filosofiske tilgang til udvikling kan også formuleres som forskellen på at tænke over og være i udviklingen. Således kan Haslebos udefrakommende vurdering af forskellen mellem før og efter først foretages, når udviklingen er i mål (formuleret i lyset af Indledning, afsnit 2: når bevægelsen fra ”noget” til ”noget bestemt” eller ”noget bestemt” til ”noget andet” er afsluttet), mens erfaringen af (og reaktionerne på) muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes, altid allerede er bundet til det konkrete tidspunkt og sted, de gøres – dvs. mens udviklingen sker. Sagt på en anden måde, beskæftiger Haslebo sig med domme (det, der konkluderes efter, udviklingen er sket), mens den historiske tænkning beskæftiger sig med dømmekraft (det, der afgør, hvad der sker). Det første orienterer sig mod teori; efterrationaliseringer af noget, der ikke længere (eller endnu ikke) er. Det andet orienterer sig mod erfaringens praktisk-teoretiske bevægelse; bevidstheden om, at man må tage udviklingen – og dermed ansvaret – på sig.[3]
Når udvikling ikke (kun) kan behandles som et spørgsmål om, hvilket tidsbegreb, vi betjener os af, er det med andre ord, fordi muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes ikke viser sig som ”noget”, der kan begribes og betjenes. Det kan også formuleres som, at spørgsmålet om, hvilket tidsbegreb vi betjener os af, bygger på en forkert antagelse om, at mennesket vælger sin forståelse af og relation til tid, og at dette valg følgelig er afgørende for håndteringen af udvikling. At Haslebo ikke er opmærksom på, at et sådant valg altid allerede er bagud i forhold til den udvikling, det vedrører (det er altid allerede for sent, jf. Derrida) og derfor vedrører fortolkningen af udviklingen og ikke håndteringen af den, fremgår, når hun beskriver valget som udgangspunkt for socialkonstruktionismens ”perspektiviske tid”:
”Det interessante er […] ikke, hvad der kommer før noget andet i kronologisk forstand, men hvilket tidsmæssigt udgangspunkt vi vælger for vores overvejelser” (Haslebo 2009, 69; min kursivering).
En sådan perspektivisk hæven sig over sin egen placering i tid og rum er ikke mulig i lyset af den historiske tilgang til filosofi, og der er derfor ikke tale om et valg. I stedet gælder det at undersøge, hvordan, hvornår og hvorfor, vi forholder os til muligheden af, at det, der er, kunne være anderledes.
Mens den teoretiske besvarelse af disse spørgsmål er generel og derfor mere eller mindre uafhængig af, hvilket tidsbegreb, man ”betjener” sig af, så er den praktisk-teoretiske besvarelse af spørgsmålene konkret, i betydningen betinget af den enkeltes erfaring af at være bundet til tid og sted over tid. Således argumenterer jeg, modsat Haslebo, for, at forskellen på fx den traditionelle lineære og den socialkonstruktionistisk helhedsorienterede tidsforståelse ikke er så stor i praksis, som det kan se ud i teoretiske redegørelser af forskellige tidsbegreber. Tværtimod, søger jeg at vise, ville fortalere for den helhedsorienterede tidsforståelse være enige med fortalere for den lineære tidsforståelse om at besvare de tre hvordan, hvornår og hvorfor spørgsmål nogenlunde på samme måde.
[1] Forskellen på Derridas vertikale forhold til Gud og Vattimos horisontale relation til Jesus (som vel at mærke ikke udelukker, men forudsætter, at han også har et vertikalt forhold til Gud) minder os om, at vi kun kan konstatere, at noget er blevet anderledes, hvis vi ved, hvad der var før.
[2] Lighederne mellem Haslebos betragtning af udvikling som ”noget”, der kan konstateres og vurderes udefra og den historieløshed, der ifølge Vattimo kendetegner Derridas tænkning, kan illustreres yderligere med henvisning til den tommefingerregel, jeg opstillede i Indledning, afsnit 3.2 om, at Heidegger tænker den ontologiske differens ud fra væren og det værende, mens Derrida tænker differancen udefra. Således gælder det for Haslebos tilgang til udvikling og tid, såvel som hendes tilgang til relationer (jf. kapitel 11), at bevægelsen fra før til efter (udvikling) og sammenhængen mellem ledere og medarbejdere (relationen) betragtes som ”noget” i sig selv, og derfor behandles og vurderes uafhængigt af det før og efter, og den specifikke leder og medarbejder, det udspiller sig i mellem (socialkonstruktionistiske ledelsestænkere beskæftiger sig ikke med konkrete menneskers forhold til konkrete mennesker, men med generelle teorier om relationer i organisationer). Dermed er der, lige som for Derrida, ikke tale om et mellemrum (forstået som det, der er imellem, og følgelig er defineret af, det ene og det andet), men om et tomrum; et absolut Andet, om hvilket man kun kan sige, at man intet kan sige – eller, formuleret i lyset af Haslebos socialkonstruktionisme: der er ingen sandhed, kun perspektiver (se nedenfor).
[3] Jf. Vattimos betragtning af metafysikkritikken som havende et etisk-politisk fundament (Indledning, afsnit 3.3).
Tuesday, April 26, 2011
Afhandling afleveret
Titel: Hinsides teori og praksis
Undertitel: Vilkår for filosofi og ledelse
Antal ord: ca. 91.000
Resumé
Undertitel: Vilkår for filosofi og ledelse
Antal ord: ca. 91.000
Resumé
Afhandlingen består af en Indledning med vægt på filosofiens vilkår i det 21. århundrede set i lyset af Nietzsche, Heidegger, Derrida og Vattimo, og fire hoveddele om hhv. Ledelsesfilosofi, Det personlige lederskab, Ledelse og medarbejdere, og Ledelse og organisationer. Udgangspunktet for afhandlingen er, at filosofien siden Kant har manglet et fundament for sine erkendelser, og at denne grundløshed har konsekvenser for filosofiens inddragelse i human-, social- og samfundsvidenskabelig forskning, herunder ledelseslitteraturen, der betragtes som eksempel.
I afhandlingen skelnes mellem to forskellige tilgange til filosofi; den videnskabelige hhv. historiske. Denne skelnen bruges til at belyse den aktuelle tilgang til ledelsesteori og -praksis (baseret på den videnskabelige tilgang til filosofi), og til at foreslå et alternativ (baseret på den historiske tilgang til filosofi). Det bærende argument i afhandlingen er, at aktuelle ledelsesteorier er baseret på en forældet forståelse af filosofi, som, fordi ledelsesfilosofi udstikker rammerne for ledelsesteori, som udstikker rammerne for ledelsespraksis, er fatal for såvel ledere som organisationer. Ved at belyse præmisserne for og konsekvenserne af at tænke og håndtere ledelse, som man gør, er det ambitionen med afhandlingen at tænke imellem og på tværs af teorier og discipliner. Det gøres ved at belyse tre centrale temaer i Nietzsches, Heideggers, Derridas og Vattimos tænkning – spørgsmål, sprog samt tid og sted – i forhold til ledelseslitteraturens forståelse og håndtering af samme.
Afhandlingen består dels af filosofiske analyser, dels af citater, eksempler og metoder fra empiriske undersøgelser gennemført i 15 forskellige virksomheder.
I afhandlingen skelnes mellem to forskellige tilgange til filosofi; den videnskabelige hhv. historiske. Denne skelnen bruges til at belyse den aktuelle tilgang til ledelsesteori og -praksis (baseret på den videnskabelige tilgang til filosofi), og til at foreslå et alternativ (baseret på den historiske tilgang til filosofi). Det bærende argument i afhandlingen er, at aktuelle ledelsesteorier er baseret på en forældet forståelse af filosofi, som, fordi ledelsesfilosofi udstikker rammerne for ledelsesteori, som udstikker rammerne for ledelsespraksis, er fatal for såvel ledere som organisationer. Ved at belyse præmisserne for og konsekvenserne af at tænke og håndtere ledelse, som man gør, er det ambitionen med afhandlingen at tænke imellem og på tværs af teorier og discipliner. Det gøres ved at belyse tre centrale temaer i Nietzsches, Heideggers, Derridas og Vattimos tænkning – spørgsmål, sprog samt tid og sted – i forhold til ledelseslitteraturens forståelse og håndtering af samme.
Afhandlingen består dels af filosofiske analyser, dels af citater, eksempler og metoder fra empiriske undersøgelser gennemført i 15 forskellige virksomheder.
Sunday, April 17, 2011
Forbyd forankring
"Vogt dig for begrebet implementering, og for dets synonym forankring. De bruges nemlig som oftest dér, hvor man har opgivet det komplekse, rodede arbejde med menneskelige følelser og værdier og i stedet blot mekanisk gennemtvinger sin vilje. Nu har man sat så og så lang tid af til værdi-diskussioner og medarbejderudviklings-workshops, nu skal resultaterne sgu implementeres, så de kan give et resultat på bundlinjen! Forandringen vil måske være gennemført på papiret, men ikke hos de ansatte." (Simon Andersen: Hvad leder-hjertet er fuldt af)
Friday, April 08, 2011
Thursday, April 07, 2011
Tuesday, April 05, 2011
Metafysikkritik: Betingelser og begrænsninger
Ambitionen om at tænke hinsides har altid optaget filosoffer. I mange år var det fænomenerne og det sanselige, filosofferne ville tænke udover og bagom, de senere år har det været metafysikken. Dikotomier er med Vattimos ord udtryk for en metafysisk mentalitet. Og det er ambitionen om at tænke hinsides også. Det vidste Nietzsche godt, da han formulerede ambitionen om at tænke Hinsides godt og ondt (Nietzsche 1886) – men han gjorde det alligevel. Hvorfor?
Subscribe to:
Posts (Atom)