Hvad skal du vide om filosofi, hvis du ikke skal vide særlig meget? Først og fremmest skal du vide, at filosofi ikke er, hvad det har været. Det er ikke et fag eller en videnskab, og det kan ikke defineres i en bog eller opbevares i en lomme. Men filosofi er heller ikke mystik. Det svæver ikke i et tomrum med uendelig højt til loftet - som religion. Filosofi udspiller sig i mellemrummet - mellem dig og mig, fortid og fremtid, her og nu. Og dermed er filosofi en mellemregning: Det, der ligger imellem det, vi har regnet ud og det, vi er på vej til at forstå. Filosofi er at tænke fra afgrunden. I mellemrummet og mellemtiden, som er perioden, hvor vi ikke ved, hvad vi ved og ikke regner med det, vi har regnet ud. Og derfor kræver filosofi mod. Et mod, der desværre er både gemt og glemt - ikke mindst af filosoffer.
... Jeg kæmper med de indledende afsnit til min afhandling og er påbegyndt overvejelserne om titel. Måske Mellemregninger - vilkår for filosofi og ledelse?
Tuesday, February 22, 2011
Thursday, February 17, 2011
(Gode) Forskere er da mænd... og filosoffer?
Jeg undrer mig tit over ordlyden i forskningsopslag, men dette er da særlig tankevækkende:
Måske er det bare, fordi jeg sidder og arbejder på en tekst om filosofiens rolle i forhold til videnskaben, at jeg studser over de støtteberettigede fag - matematik, fysik, kemi, astronomi og filosofi - men jeg synes, opslaget rejser spørgsmålet, om filosofi er placeret på det rigtige fakultet (humaniora).
Jeg er ikke sikker - men det er nok mest fordi jeg ikke betragter filosofi som et fag og derfor slet ikke mener, det kan placeres i et fakultært (det hedder det vist ikke?) system.
Men tankevækkende er det. Og opslaget er en herlig bekræftelse af, at hvis man har penge, så kan man gøre og sige, hvad man vil - fx noget så politisk ukorrekt som, at støtteværdig forskning udføres af "danske mænd".
Måske er det bare, fordi jeg sidder og arbejder på en tekst om filosofiens rolle i forhold til videnskaben, at jeg studser over de støtteberettigede fag - matematik, fysik, kemi, astronomi og filosofi - men jeg synes, opslaget rejser spørgsmålet, om filosofi er placeret på det rigtige fakultet (humaniora).
Jeg er ikke sikker - men det er nok mest fordi jeg ikke betragter filosofi som et fag og derfor slet ikke mener, det kan placeres i et fakultært (det hedder det vist ikke?) system.
Men tankevækkende er det. Og opslaget er en herlig bekræftelse af, at hvis man har penge, så kan man gøre og sige, hvad man vil - fx noget så politisk ukorrekt som, at støtteværdig forskning udføres af "danske mænd".
Tuesday, February 15, 2011
Hjælp fra Hegel
Kender du det, at man går rundt og tumler med noget, skriver lidt, læser tilfældigt på nettet, går forbi sin bogreol, tager en bog ned, man skullet have læst for 10-15 år siden, men aldrig har fået taget sig sammen til, starter fra en ende af og opdager, at den handler om lige præcis det, man går og tumler med og skriver lidt om?
Jeg har været ud for det et par gange, og jeg ELSKER det! Det giver mig en helt fantastisk følelse af, at det kan betale sig at fumle sig lidt frem.
I dette tilfælde er det Hegel, der sætter ord på noget af det, jeg prøver at sige i P1 og Ledelse sendt fra himlen (Berlingske 17. januar), og som jeg også behandler i den artikel, Lederweb sender på gaden på fredag under overskriften "Opgør med den perfekte leder" og i mine kommende foredrag til Forskningens Døgn, Leder, du skal dø!
Hegel skriver i forordet til Åndens fænomenologi (side 24):
"At holde det døde fast kræver den størst tænkelige kraft. Den kraftløse skønhed hader forstanden, der opfordrer den til noget, som den ikke er i stand til. Åndens liv er imidlertid ikke et liv, der skyer det døde og beskytter sig mod at blive udslettet - ånden er det liv, der udholder døden og opretholder sig selv i den. Ånden vinder kun sin sandhed, hvis den genfinder sig selv i absolut sønderdeling. Den er ikke en positiv magt, der vender sig bort fra det negative - som når vi om noget siger, at det intet er, eller at det er falsk, og rask væk gør os færdige med det og går videre til noget andet. Ånden er kun denne magt, når den ser det negative i øjnene og dvæler ved det."
Jeg har været ud for det et par gange, og jeg ELSKER det! Det giver mig en helt fantastisk følelse af, at det kan betale sig at fumle sig lidt frem.
I dette tilfælde er det Hegel, der sætter ord på noget af det, jeg prøver at sige i P1 og Ledelse sendt fra himlen (Berlingske 17. januar), og som jeg også behandler i den artikel, Lederweb sender på gaden på fredag under overskriften "Opgør med den perfekte leder" og i mine kommende foredrag til Forskningens Døgn, Leder, du skal dø!
Hegel skriver i forordet til Åndens fænomenologi (side 24):
"At holde det døde fast kræver den størst tænkelige kraft. Den kraftløse skønhed hader forstanden, der opfordrer den til noget, som den ikke er i stand til. Åndens liv er imidlertid ikke et liv, der skyer det døde og beskytter sig mod at blive udslettet - ånden er det liv, der udholder døden og opretholder sig selv i den. Ånden vinder kun sin sandhed, hvis den genfinder sig selv i absolut sønderdeling. Den er ikke en positiv magt, der vender sig bort fra det negative - som når vi om noget siger, at det intet er, eller at det er falsk, og rask væk gør os færdige med det og går videre til noget andet. Ånden er kun denne magt, når den ser det negative i øjnene og dvæler ved det."
Wednesday, February 09, 2011
Kommende foredrag
Jeg skal holde en række mere eller mindre offentlige foredrag den kommende tid:
- Tirsdag den 22. februar kl. 8-10: Om Filosofi i ledelse og STAFETANALYSE, Århus (morgenmøde arrangeret af Ankerhus)
- Torsdag den 24. februar kl. 9.15-10.30: Om filosofi i erhvervslivet, København (paneldebat arrangeret af Københavns Universitet)
- Fredag den 25. februar kl. 8-10: Om Filosofi i ledelse og STAFETANALYSE, København (morgenmøde arrangeret af Ankerhus)
- Torsdag den 3. marts kl. 8-10: Om Filosofi i ledelse og STAFETANALYSE, Kolding (morgenmøde arrangeret af Ankerhus)
- Lørdag den 5. marts kl. 9-12: "Anvendt filosofi på afveje", København (oplæg på Dansk Filosofisk Selskabs Årsmøde)
- Onsdag den 9. marts kl. 19.30-21: "Anvendt filosofi på afveje", København (foredrag arrangeret af Filosofisk Forum, læs mere i Information)
- Torsdag den 31. marts kl. 15.30-17.30: Om Filosofi i ledelse, Køge (gå-hjem-arrangement for undervisere på Erhvervsakademi Køge)
- Torsdag den 28. april-lørdag den 30. april: "Leder, du skal dø!", rundt omkring i landet (arrangeret af Forskningens Døgn, læs mere og bestil foredraget her)
- Torsdag 28. april, formiddag: Esbjerg Kommune
- Torsdag 28. april, eftermiddag: Holbæk Kommune
- Torsdag 28. april, aften: Roskilde Kommune
- Fredag 29. april, formiddag: Guldborgsund Kommune
- Fredag 29. april, eftermiddag: Ringkøbing-Skjern Kommune
- Onsdag den 4. maj kl. 14-15.30: Om Filosofi i ledelse (lederkonference for BUF, København)
- Tirsdag den 24. maj kl. 14-14.30: Om den uperfekte leder (ledercamp arrangeret af lederweb)
- Fredag den 7. oktober: Om Filosofi i ledelse (dimissionsfest for studerende på Finanssektorens Master i ledelse)
- Onsdag den 2. november kl. 13.30-17: Om Filosofi i ledelse (lederkonference for efterskoleforstandere)
Sunday, February 06, 2011
Et frugtbart samarbejde
I efteråret lavede jeg en opgave for konsulentvirksomheden Advice Digital, som jeg har brugt som case i Filosofi i ledelse.
Advice Digital har nu lagt en artikel om samarbejdet ud på deres hjemmeside.
Advice Digital har nu lagt en artikel om samarbejdet ud på deres hjemmeside.
Anmeldelse i Jyllands-Posten
Fire ud af seks stjerner "for dens praktiske værdi, selvom store dele af bogen ikke handler om praktik".
Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten søndag den 6. februar.
Jeg er stolt over og glad for, at Filosofi i ledelse er blevet anmeldt i en landsdækkende avis - også selvom jeg nogle steder kan have svært ved at genkende mig selv og mine budskaber, herunder ikke mindst den tilsyneladende uproblematiske kobling til ledelsesfilosof Ole Fogh Kirkeby...
Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten søndag den 6. februar.
Jeg er stolt over og glad for, at Filosofi i ledelse er blevet anmeldt i en landsdækkende avis - også selvom jeg nogle steder kan have svært ved at genkende mig selv og mine budskaber, herunder ikke mindst den tilsyneladende uproblematiske kobling til ledelsesfilosof Ole Fogh Kirkeby...
Tuesday, February 01, 2011
Konsekvens: 11 måneder tilbage med ledelse
I morgen skal jeg til Haderslev og holde mit første foredrag om Filosofi i ledelse. Foredraget, som afholdes for undervisere i ledelse på University College Syd, udgør startskuddet på, hvad der forhåbentlig bliver en lang og spændende foredragsrække om bogen (de næste fem er allerede i kalenderen), så jeg glæder mig meget.
Ikke mindst fordi jeg har besluttet mig for, at det er nu eller aldrig: Konsekvensen af mit budskab i bogen er, at jeg ikke kan blive ved med at beskæftige mig med ledelse som fænomen - dvs. som observatør af teori og praksis.
Enten må jeg blive leder og "walk the talk", eller også må jeg - hvad der helt sikkert harmonerer bedre med min filosofiske selvforståelse - bevæge mig videre til noget andet.
I bogen og min kommende ph.d.-afhandling, som indleveres 1. maj, har jeg sagt, hvad jeg har at sige om den måde ledelse tænkes og praktiseres på i dag. Det vil jeg bruge 2011 på at udbrede og diskutere med alle, der er interesseret - og så er det slut.
Jeg deler ikke Platons opfattelse af, at filosoffer er bedre ledere end alle andre (og at ledere derfor, som en række ledelsesfilosoffer vil hævde, skal uddannes i filosoffens billede), og jeg tager afstand fra tendensen til, at filosoffer specialiserer sig i og gør sig til eksperter på "noget", fx ledelse (begrundelse findes i bogens kapitel 2).
Derfor har jeg ingen legitime grunde til permanent at lade mig indlemme i den forsknings-, uddannelses- og konsulentindustri, "ledelse" for længst er blevet.
Det er fristende (og formentlig lettere at leve af end politik, pædagogik, eller hvad jeg nu finder på at kaste mig over), men det vil ikke være at tage mit budskab - og dermed heller ikke mig selv - alvorligt.
Så - indtil jeg svækker min nye sandhed: 11 måneder tilbage med ledelse...
P.s. Som det helt sikkert fremgår, er dette indlæg lige så meget en meddelelse til mig selv som til læserne - som jeg dog håber vil minde mig om indlægget, når/hvis jeg lader mig forføre af den opmærksomhed og bekræftelse, der følger med at være ledelsesekspert/-konsulent
Ikke mindst fordi jeg har besluttet mig for, at det er nu eller aldrig: Konsekvensen af mit budskab i bogen er, at jeg ikke kan blive ved med at beskæftige mig med ledelse som fænomen - dvs. som observatør af teori og praksis.
Enten må jeg blive leder og "walk the talk", eller også må jeg - hvad der helt sikkert harmonerer bedre med min filosofiske selvforståelse - bevæge mig videre til noget andet.
I bogen og min kommende ph.d.-afhandling, som indleveres 1. maj, har jeg sagt, hvad jeg har at sige om den måde ledelse tænkes og praktiseres på i dag. Det vil jeg bruge 2011 på at udbrede og diskutere med alle, der er interesseret - og så er det slut.
Jeg deler ikke Platons opfattelse af, at filosoffer er bedre ledere end alle andre (og at ledere derfor, som en række ledelsesfilosoffer vil hævde, skal uddannes i filosoffens billede), og jeg tager afstand fra tendensen til, at filosoffer specialiserer sig i og gør sig til eksperter på "noget", fx ledelse (begrundelse findes i bogens kapitel 2).
Derfor har jeg ingen legitime grunde til permanent at lade mig indlemme i den forsknings-, uddannelses- og konsulentindustri, "ledelse" for længst er blevet.
Det er fristende (og formentlig lettere at leve af end politik, pædagogik, eller hvad jeg nu finder på at kaste mig over), men det vil ikke være at tage mit budskab - og dermed heller ikke mig selv - alvorligt.
Så - indtil jeg svækker min nye sandhed: 11 måneder tilbage med ledelse...
P.s. Som det helt sikkert fremgår, er dette indlæg lige så meget en meddelelse til mig selv som til læserne - som jeg dog håber vil minde mig om indlægget, når/hvis jeg lader mig forføre af den opmærksomhed og bekræftelse, der følger med at være ledelsesekspert/-konsulent
Monday, January 31, 2011
Janne Teller: "den gode litteratur, den hvor der står mere i mellem end på linjerne"
Jeg takker Janne Teller for (også) at insistere på det, der er i mellem og glæder mig til at dykke ned i hendes forfatterskab...
"Vi fyldes konstant med billeder, som ikke er vores egne (og her tænker jeg ikke på kunstens billeder, der netop forsøger at trænge ind under billedets overflade, men på reklamer, internetpræsentationer, tv). De optages direkte i hjernebarken og kræver ingen aktiv medvirken af os selv eller vores forestillingsevne. De er som hvidt sukker, der gør vore hjerner dovne og lette at manipulere. Derfor er der også en tendens til at ville samme letfordøjelighed af alt andet, fra politik og kunst til selve livet." (Janne Teller, Information 2005)
"Vi lever i en isflagetid. Det er det der er galt. Ligesom isbjergene befinder størstedelen af mennesket sig under overfladen. Men vi lever i en tid, hvor der er en besynderlig tro på synlighed, på at hvis blot alt det der ligger under overfladen kan komme frem, bliver alt godt. Deraf også populariteten af reality shows og selvafslørende og frygteligt enslydende selvbiografier, pyskologiseringen af enhver eksistentiel livsoplevelse. I stedet for at nære den underliggende del af isbjerget, forsøger vi at smelte det, så vi alle kan blive til isflager der flyder helt synlige rundt på overfladen, klar til at blive taget af enhver strøm, enhver trend, der måtte opstå i samfundet eller på markedet. Måske årsagen til ulykkeligheden i vores ellers så velbjærgede verden er, at vi for længst er holdt op med at nære netop denne største usynlige del, den underliggende del af isbjerget, i en absurd tro på at hvis blot der intet findes under overfladen, hvis blot alt bliver set af alle, finder vi lykke?" (Janne Teller, Information 2005)
... Jeg tror, jeg starter med genudgivelsen af Intet.
"Vi fyldes konstant med billeder, som ikke er vores egne (og her tænker jeg ikke på kunstens billeder, der netop forsøger at trænge ind under billedets overflade, men på reklamer, internetpræsentationer, tv). De optages direkte i hjernebarken og kræver ingen aktiv medvirken af os selv eller vores forestillingsevne. De er som hvidt sukker, der gør vore hjerner dovne og lette at manipulere. Derfor er der også en tendens til at ville samme letfordøjelighed af alt andet, fra politik og kunst til selve livet." (Janne Teller, Information 2005)
"Vi lever i en isflagetid. Det er det der er galt. Ligesom isbjergene befinder størstedelen af mennesket sig under overfladen. Men vi lever i en tid, hvor der er en besynderlig tro på synlighed, på at hvis blot alt det der ligger under overfladen kan komme frem, bliver alt godt. Deraf også populariteten af reality shows og selvafslørende og frygteligt enslydende selvbiografier, pyskologiseringen af enhver eksistentiel livsoplevelse. I stedet for at nære den underliggende del af isbjerget, forsøger vi at smelte det, så vi alle kan blive til isflager der flyder helt synlige rundt på overfladen, klar til at blive taget af enhver strøm, enhver trend, der måtte opstå i samfundet eller på markedet. Måske årsagen til ulykkeligheden i vores ellers så velbjærgede verden er, at vi for længst er holdt op med at nære netop denne største usynlige del, den underliggende del af isbjerget, i en absurd tro på at hvis blot der intet findes under overfladen, hvis blot alt bliver set af alle, finder vi lykke?" (Janne Teller, Information 2005)
... Jeg tror, jeg starter med genudgivelsen af Intet.
Wednesday, January 26, 2011
Hvorfor skriver jeg?
For at påvirke? For at blive påvirket?
Hvorfor vil jeg påvirke(s)?
For at blive forstået? For at forstå?
Hvorfor vil jeg forstå(s)?
For at (få) bekræfte(t), at der er "noget" at forstå...
Kan 'skriver' mon skiftes ud med taler, tænker, leder, arbejder, elsker, fordømmer, søger, fortolker - og hvad vi ellers gør? Kan menneskets gøren og laden virkelig koges ned til det? Ja, måske...?
Hvorfor vil jeg påvirke(s)?
For at blive forstået? For at forstå?
Hvorfor vil jeg forstå(s)?
For at (få) bekræfte(t), at der er "noget" at forstå...
Kan 'skriver' mon skiftes ud med taler, tænker, leder, arbejder, elsker, fordømmer, søger, fortolker - og hvad vi ellers gør? Kan menneskets gøren og laden virkelig koges ned til det? Ja, måske...?
Tuesday, January 25, 2011
På vej mod februar
At marken i februar stiller sig uden for tiden
på samme måde som de for tidligt fødte,
at kulden fra disse siver op gennem jorden
og angriber vore forestillinger om det skønne,
at november allerede forudanede dette
og nu skjuler sig bag brudens gennemsigtighed,
at der er hentet nok fugt op i de åbne grave
til at skræmme enhver ud af de alt for hvide rum,
at træernes grene bærer en mindelse om λόγος.
Christian Stokbro Karlsen, Kerygma
på samme måde som de for tidligt fødte,
at kulden fra disse siver op gennem jorden
og angriber vore forestillinger om det skønne,
at november allerede forudanede dette
og nu skjuler sig bag brudens gennemsigtighed,
at der er hentet nok fugt op i de åbne grave
til at skræmme enhver ud af de alt for hvide rum,
at træernes grene bærer en mindelse om λόγος.
Christian Stokbro Karlsen, Kerygma
Thursday, January 20, 2011
Tuesday, January 18, 2011
Sjusket, naiv, indbildsk, faret vild, udokumenteret, uærlig over sig selv, blander tingene sammen, ny-realist/-strukturalist, uvidende?
Disse og en række andre lidet flatterende betegnelser bruges mere eller mindre direkte om undertegnede i Allan Holmgrens nye artikel på Kommunikationsforum. Jeg smager lige lidt på dem...
Monday, January 17, 2011
Ledelse sendt fra himlen (Fil8)
Vi skal snart tage stilling til, hvem der skal lede landet de næste fire år. Vi har alle en stemme - i modsætning til valget af en ny CEO i den virksomhed, vi er ansat i, eller beslutningen om at skifte afdelingslederen ud med en anden. Men vores forventninger til lederen er de samme: Han eller hun skal være perfekt!
Prøv at tænk over det de kommende dage, uger, ja måske måneder med mere eller mindre ensidigt mediefokus på politikernes lederevner: Hvilke forestillinger om den gode leder ligger til grund for historierne? Hvor kommer vores forargelse over skraldespande og ministerudbrud fra? Og hvad betyder det for den enkelte og samfundet, at lederforestillinger og -forventninger ser ud, som de gør?
Læs hele Kommentaren i Berlingske Tidende
Prøv at tænk over det de kommende dage, uger, ja måske måneder med mere eller mindre ensidigt mediefokus på politikernes lederevner: Hvilke forestillinger om den gode leder ligger til grund for historierne? Hvor kommer vores forargelse over skraldespande og ministerudbrud fra? Og hvad betyder det for den enkelte og samfundet, at lederforestillinger og -forventninger ser ud, som de gør?
Læs hele Kommentaren i Berlingske Tidende
Thursday, January 13, 2011
Hovedpointer i Filosofi i ledelse (Fil7)
En journalist fra Berlingske Business har, efter at have modtaget min bog fra forlaget, bedt mig om at sende hende et par ord om hovedpointerne. Da det måske også kan være interessant for (nok især nye læsere) af denne blog gengiver jeg her mit svar:
Bogen er baseret på undersøgelser (bl.a. STAFETANALYSER og dagbøger) gennemført i 15 forskellige offentlige og private virksomheder og indeholder en række citater og i alt tre case-kapitler, der introducerer nye metoder til at udvikle ledere og virksomheder.
Der er med andre ord masser af praktiske pointer og konkrete værktøjer at hente, men ja, det er med afsæt i en filosofisk/teoretisk analyse af, at der er noget helt galt med de ledelsesteorier, praksis henter sin ledelsesforståelse fra!
[Til "gamle" læsere af bloggen: Der er masser af nye pointer og greb i bogen, men de er lettere at fordøje, når man - som I - har varmet lidt op :o) Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes om den!]
- God lederudvikling handler ikke om at klæde ledere på, men om at hjælpe dem med at klæde deres virksomheder af og bryde med de vaner, der forhindrer dem i at udvikle sig. Denne pointe er sammen med min kraftige kritik af det stigende antal generelle lederuddannelser og -kurser udfoldet i artiklen Lederens nye klæder på Ledelseidag.dk
- Moderne ledelsesteorier som fx socialkonstruktionisme, narrativ teori og systemisk ledelse bygger på en sprogforståelse, der ikke harmonerer med menneskets måde at være sproglig på. Pointen udfoldes i artiklen Når sproget kører af sporet, som også illustrerer konsekvensen af ledelsesteoriernes fejlagtige sprogforståelse, nemlig at hverdagslivet og ansvaret opløses. Artiklen blev bragt på Kforum den 12. januar 2011.
- Værdibaseret ledelse er en nødløsning for at klare en generel kulturkrise i virksomheder og organisationer, men det fører til lige det modsatte af det, det skulle, nemlig flere systemer, evalueringer, målinger etc. (artikel på Ledelseidag.dk: Ledelsesbaserede værdier - nye perspektiver på værdibaseret ledelse)
- Coaching og kulturundersøgelser baseret på interview og spørgeskemaundersøgelser er ikke involverende/udviklende nok, fordi de er baseret på, at det er lederen/HR-konsulenten, der stiller spørgsmålene og dermed afgør, hvad det er muligt/ikke muligt at beskæftige sig med, og der skal derfor udvikles nye metoder til at komme i kontakt med virksomhederne. En af mine metoder er varemærkeregistreret under navnet STAFETANALYSE og beskrives bl.a. i artiklen Ledelsesfilosofi skader mere end det gavner på Ledelseidag.dk og i interview til Ugebrevet A4 (som dog har en fatal fejl i manchetten, da jeg på ingen måder mener, at ledere skal lade sig inspirere af græske filosoffer!): Moderne ledelse som i antikkens Grækenland
- Det enorme fokus på lederens personlighed, der de seneste år er dukket op under overskriften ”det personlige lederskab” er skadeligt for såvel selvtillid som resultater. Ved at fokusere på det ledere og medarbejdere ER i stedet for det, ledere og medarbejdere GØR tegner man et billede af lederen, som han ikke nødvendigvis kan genkende (fordi han også er hel masse andet end det, der står i teorierne og evalueringerne) og det kan være med til, at lederen/medarbejderen begynder at tvivle på sine egne erfaringer/dømmekraft – hvilket er noget nær det værste vi kan komme ud for som mennesker! (Behandles bl.a. i artiklen Opgør med den perfekte leder, Væksthus for ledelse/lederweb.dk 25.02.11)
- På trods af skiftet i ledelsesteorierne fra management (sandheden om ledelse) til det personlige lederskab (lederens sandhed) betragtes lederen stadig som over-menneske, der skal vide, kunne og magte mere end alle os andre. Det er et problem, fordi ledere selvfølgelig ikke er perfekte og derfor kun kan skuffe sig selv og deres omgivelser (denne pointe er udfoldet i kommentaren, Ledelse sendt fra himlen, Berlingske 17. januar 2011)
Bogen er baseret på undersøgelser (bl.a. STAFETANALYSER og dagbøger) gennemført i 15 forskellige offentlige og private virksomheder og indeholder en række citater og i alt tre case-kapitler, der introducerer nye metoder til at udvikle ledere og virksomheder.
Der er med andre ord masser af praktiske pointer og konkrete værktøjer at hente, men ja, det er med afsæt i en filosofisk/teoretisk analyse af, at der er noget helt galt med de ledelsesteorier, praksis henter sin ledelsesforståelse fra!
[Til "gamle" læsere af bloggen: Der er masser af nye pointer og greb i bogen, men de er lettere at fordøje, når man - som I - har varmet lidt op :o) Jeg glæder mig til at høre, hvad I synes om den!]
Wednesday, January 12, 2011
Når sproget kører af sporet (Fil6)
Der er mange gode grunde til at udfordre den sprogforståelse, der hærger ledelsesteori og -praksis under betegnelser som socialkonstruktionisme, poststrukturalisme, narrativ samtalepraksis, systemisk ledelsesteori m.fl. Den væsentligste er, at den ikke harmonerer med menneskets måde at være sproglig på.
Ledelsesteorier repræsenteret ved bl.a. Gitte Haslebo og Allan Holmgren er skadelige. Af fem grunde: 1) fordi de gør sproget til en genstand, 2) meningsbegrebet til det vigtigste ledelsesredskab, 3) psykologiske fænomener som f.eks. stress til selvstændigt handlende aktører, 4) sandheden til en relativ størrelse og 5) de fortalte fortællinger til eneste virkelighed. Det er et problem, fordi hverdagslivet og ansvaret opløses undervejs. Her følger fem argumenter imod de dominerende ledelsesteorier.
Læs hele artiklen på Kforum
Ledelsesteorier repræsenteret ved bl.a. Gitte Haslebo og Allan Holmgren er skadelige. Af fem grunde: 1) fordi de gør sproget til en genstand, 2) meningsbegrebet til det vigtigste ledelsesredskab, 3) psykologiske fænomener som f.eks. stress til selvstændigt handlende aktører, 4) sandheden til en relativ størrelse og 5) de fortalte fortællinger til eneste virkelighed. Det er et problem, fordi hverdagslivet og ansvaret opløses undervejs. Her følger fem argumenter imod de dominerende ledelsesteorier.
Læs hele artiklen på Kforum
Friday, December 10, 2010
Monday, December 06, 2010
Lederens nye klæder (Fil5)
Jeg har skrevet (endnu) en artikel til Ledelse i Dag under overskriften "Lederens nye klæder" med henblik på at skabe opmærksomhed og debat om bogen Filosofi i ledelse. Som noget helt nyt - og kun fordi jeg blev opfordret til det - runder jeg artiklen af med
5 gode råd til lederen om, hvad han/hun skal kigge efter i sin organisation:
5 gode råd til lederen om, hvad han/hun skal kigge efter i sin organisation:
- Spørg ikke, hvad din virksomhed er eller gerne vil være (mission, vision, værdier), men hvad du og dine ansatte gør og bliver ved med at gøre, fordi I tror, I ikke kan gøre det anderledes
- Spørg, hvornår og hvorfor ledelse praktiseres, som det gør i netop din organisation
- Spørg, hvornår du og/eller dine ansatte gør noget uhensigtsmæssigt i forhold til virksomhedens (ønskede) udvikling - og hvorfor I gør det på det tidspunkt, I gør
- Spørg, hvilke uudtalte idealer og forestillinger om "den gode virksomhed, arbejdsplads, leder" du og dine ansatte tænke og handler ud fra - og om de: 1) virker hensigtsmæssigt af sig selv, 2) virker hensigtsmæssigt, når I minder jer selv og hinanden om, at de er vigtige, eller 3) blokerer for hensigtsmæssig udvikling
- Stil aldrig kun dine egne og konsulentens/erhvervsforskerens spørgsmål, men udforsk dine medarbejderes måde at spørge til og omgås virksomheden på
Jeg er på ingen måde overbevist om, at det er en god idé at kaste sig ud i 5-gode-råd-modellen - og undlader eksplicit at gøre det i bogen - men er nysgerrig efter at høre, hvad evt. læsere synes om det...?
Thursday, October 07, 2010
Forsmag: Ledelse og sprog (Fil4)
Det er efterhånden sket nogen gange, at jeg er blevet kontaktet af en leder, der i forbindelse med gennemførelse af Diplomuddannelsen i Ledelse har brugt/planlægger at bruge mine artikler på Ledelseidag.dk i en opgave. Senest har jeg fået en henvendelse fra en ansat i Rigspolitiet, der skrev, at han i faget Filosofi og ledelse,
"vil undersøge om den rolle, [jeg] foreslår at filosofi skal have i ledelse, er velegnet i politiet, dvs. kan indpasses i politiets ledelsesstrategi"
Det er selvsagt en opgave, jeg glæder mig til at læse. Ikke mindst efter jeg har talt med vedkommende, som kontaktede mig for at få et sneak peek på min bog, som udkommer lidt for sent til, at han kan nå at bruge den i opgaven.
Vi talte bl.a. om forskellen mellem den i ledelsesteori og -praksis meget udbredte socialkonstruktionistiske tilgang til ledelse og det perspektiv på filosofi i ledelse, jeg udfolder i bogen (behandles i Del III om Ledelse og medarbejdere).
Den helt korte udlægning af denne forskel er, om man betragter sproget som noget, vi mennesker har og bruger til at skabe virkeligheden og vores forståelse af os selv og hinanden med (socialkonstruktionismen og de såkaldte poststrukturalistiske ledelsesteorier), eller om man betragter sproget som menneskets måde at være på; vi er sprog-lige, dvs. lig det sprog, vi taler, i betydningen: Vi tænker og udvikler os i lighed med de grammatiske strukturer i vores sprog (filosofisk tænkning i forlængelse af bl.a. Nietzsche og Heidegger).
Når man betragter sproget som noget, vi har, opererer man med en præmis om, at sproget er et værktøj, mennesket bruger til at skabe og om-skabe sig selv og sine omgivelser med. Når man betragter sproget som det, vi er, opererer man ud fra en præmis om, at sproget er et grundvilkår for vores måde at være i verden på.
Den helt store forskel på socialkonstruktionismen og den tilgang til filosofi i ledelse, jeg udfolder i bogen er med andre ord, om man arbejder ud fra en antagelse om, at alt kan være anderledes (hvis man bruger sproget på en anden måde, eller som det hedder i såkaldt narrativ teori; fortæller en anden historie om det skete), eller om man arbejder ud fra en erkendelse af/respekt for den menneskelige erfaring af, at vi ser verden et bestemt sted fra, som selvom det kunne være anderledes (hvis man fx var et andet menneske og/eller talte et andet sprog) ikke er anderledes.
De praktiske konsekvenser af denne forskel er stor, hvilket jeg gør mig umage med at vise ved at inddrage en masse citater fra empiriske undersøgelser og introducere en række "greb" og metoder til, hvordan man kan være i og håndtere, at der er noget, der uanset, hvordan vi definerer og italesætter det, bliver ved med at vise sig på den samme måde i vores organisationer - og samfundet generelt.
"vil undersøge om den rolle, [jeg] foreslår at filosofi skal have i ledelse, er velegnet i politiet, dvs. kan indpasses i politiets ledelsesstrategi"
Det er selvsagt en opgave, jeg glæder mig til at læse. Ikke mindst efter jeg har talt med vedkommende, som kontaktede mig for at få et sneak peek på min bog, som udkommer lidt for sent til, at han kan nå at bruge den i opgaven.
Vi talte bl.a. om forskellen mellem den i ledelsesteori og -praksis meget udbredte socialkonstruktionistiske tilgang til ledelse og det perspektiv på filosofi i ledelse, jeg udfolder i bogen (behandles i Del III om Ledelse og medarbejdere).
Den helt korte udlægning af denne forskel er, om man betragter sproget som noget, vi mennesker har og bruger til at skabe virkeligheden og vores forståelse af os selv og hinanden med (socialkonstruktionismen og de såkaldte poststrukturalistiske ledelsesteorier), eller om man betragter sproget som menneskets måde at være på; vi er sprog-lige, dvs. lig det sprog, vi taler, i betydningen: Vi tænker og udvikler os i lighed med de grammatiske strukturer i vores sprog (filosofisk tænkning i forlængelse af bl.a. Nietzsche og Heidegger).
Når man betragter sproget som noget, vi har, opererer man med en præmis om, at sproget er et værktøj, mennesket bruger til at skabe og om-skabe sig selv og sine omgivelser med. Når man betragter sproget som det, vi er, opererer man ud fra en præmis om, at sproget er et grundvilkår for vores måde at være i verden på.
Den helt store forskel på socialkonstruktionismen og den tilgang til filosofi i ledelse, jeg udfolder i bogen er med andre ord, om man arbejder ud fra en antagelse om, at alt kan være anderledes (hvis man bruger sproget på en anden måde, eller som det hedder i såkaldt narrativ teori; fortæller en anden historie om det skete), eller om man arbejder ud fra en erkendelse af/respekt for den menneskelige erfaring af, at vi ser verden et bestemt sted fra, som selvom det kunne være anderledes (hvis man fx var et andet menneske og/eller talte et andet sprog) ikke er anderledes.
De praktiske konsekvenser af denne forskel er stor, hvilket jeg gør mig umage med at vise ved at inddrage en masse citater fra empiriske undersøgelser og introducere en række "greb" og metoder til, hvordan man kan være i og håndtere, at der er noget, der uanset, hvordan vi definerer og italesætter det, bliver ved med at vise sig på den samme måde i vores organisationer - og samfundet generelt.
Wednesday, October 06, 2010
Marketing i min smag
Midt i mine uendelig lange indlæg om døden kan det være rart med en lille kontant marketingfilm for noget så gammeldags som en avis om tro, etik og eksistens: Fordybelse hører fortiden til (tak for link, Ralf).
Jeg synes budskabet er lige så tankevækkende, når det spilles "forlæns" som når det spilles "baglæns". Og det synes jeg også er tankevækkende.
Tænker især over linjen "min generation tænder på". Er venerationen for Madonna/MTV hhv. Mandela/Mellemøsten et spørgsmål om, hvilken generation man tilhører?
Jeg synes budskabet er lige så tankevækkende, når det spilles "forlæns" som når det spilles "baglæns". Og det synes jeg også er tankevækkende.
Tænker især over linjen "min generation tænder på". Er venerationen for Madonna/MTV hhv. Mandela/Mellemøsten et spørgsmål om, hvilken generation man tilhører?
Tuesday, October 05, 2010
Fordele og ulemper ved døden II (Fil3)
Jeg betragter ikke mig selv som eksistentialist – men det er nok mest fordi jeg ikke betragter mig selv som ”noget”, der øjeblikkelig ville forhindre mig at være ”noget andet”. I stedet forsøger jeg, som jeg skriver i bogens forord, at tænke selv. Og det gør jeg ved, med Kristian Kreiners ord, at betragte verden ved hjælp af filosofi/teori i stedet for igennem filosofi/teori. Forskellen på at betragte fx ledelse igennem filosofi/teori og at betragte ledelse ved hjælp af filosofi/teori, er, om man bruger filosofi/teori til at se det samme som det, filosoffen/teoretikeren har set, eller om man bruger filosofi/teori til at se noget andet. Det kan også formuleres som, at jeg ikke forsøger at få ledelsespraksis til at passe til den ene eller anden ledelsesfilosofi eller -teori, men tænker over, beskriver og perspektiverer den ledelsespraksis, jeg ser, i lyset af filosofiens erfaring med at tænke (forskellen på de to måder at tænke og bruge filosofi/teori på i arbejdet med ledelse såvel som alt andet er beskrevet i bogens kapitel 1).
Ambitionen om at tænke selv har af en eller anden – formentlig af barndommen psykologisk betinget – grund altid optaget mig meget. Og der er ikke noget, der irriterer og provokerer mig mere end den ”fordummelsesproces som lokker os alle til at acceptere et liv i overfladiskhed, identitetsløshed, vane, status- og karrierejag – mere knyttet til ting og prestige end til mennesker” (jf. citat fra leksikon). At tænke selv er, lige som døden, både svært og let. Svært fordi fordummelsesprocessen synes altædende og muren af overfladiskhed, identitetsløshed og vane uigennemtrængelig. Let fordi vi ikke kan lade være. Lige som vi ikke kan dø for andre, kan vi ikke tænke andres tanker, og vi har derfor ikke andet valg end at tænke selv.
Alligevel befinder vi os det meste af tiden i en tilstand, hvor vi ikke tænker ret meget, men bare siger og gør det, ”man” siger og gør. Det gælder ikke mindst i det såkaldte massesamfund, hvor alle lever på samme måde, læser de samme bøger og opdrager deres børn på den samme måde. Og det er for så vidt meget praktisk. Ifølge Heidegger er ”das Man” nemlig med til at lette hverdagen, så vi kan komme igennem dagligdags gøremål som fx at tage tøj på, spise, køre på arbejde og hente børn uden at tænke for meget over, at det er det, vi gør. Men den blinde ”sådan-gør-man-bare-praksis” er fordummende, hvis man aldrig stopper op og forholder sig til, hvorfor man gør som man gør.
Derfor er det relevant at spørge, hvornår denne forholden sig finder sted. Når vi fjerner os fra den sammenhæng, vi udøver ledelse i, dvs. på kurser og uddannelser, hvor vi sammen med en masse mennesker, vi hverken deler hverdag eller branche med, forholder os til det abstrakte begreb ”ledelse”, eller når vi i og med den sammenhæng, vi er ledere i, forholder os til vores egen og andres måde at lede på? Selvom jeg ikke har gjort mig umage med at skjule, hvor jeg synes værdien er størst, er svaret selvfølgelig både-og. Ledere udvikler sig både af at betragte og reflektere over ledelse "udefra" og ved at være i og forholde sig til den sammenhæng, de er ledere i. Men der er sket en problematisk og i lyset af filosofiens historie paradoksal udvikling i tilgangen til ledelse de seneste år. Ledelse er i stadig stigende grad blevet ”noget”, man uddanner sig i og lærer på en skolebænk; en akademisk disciplin på linje med (og ofte inspireret af) fx matematik og psykologi. Dermed er ledelse blevet en færdighed i stedet for en evne; ”noget” alle kan lære frem for dét, nogen gør, fordi de ikke kan lade være (behandles bl.a. i bogens kapitel 2).
Det problematiske ved denne udvikling viser sig, når man besvarer spørgsmålet om, hvornår man forholder sig til, hvorfor man gør som man gør, i forlængelse af den tænkning, der foranledigede det. I lyset af Heidegger og den eksistentielle tænkning er spørgsmålet om, hvornår man forholder sig til, hvorfor man gør som man gør, nemlig ikke et generelt spørgsmål om, hvordan ”man” bedst lærer det, ”man” skal lære (på en skolebænk eller i hverdagen), men et eksistentielt spørgsmål om, hvornår og hvorfor vi forholder os til os selv som mennesker. Det gør vi, som jeg var inde på ovenfor, nemlig ikke hele tiden, og, hvad der er nok så afgørende: Vi bestemmer ikke selv, hvor og hvornår det sker.
Den eksistentielle stillingtagen; den der for alvor gør en forskel for, hvordan vi opfatter os selv og vores omgivelser, lader sig ikke planlægge og rammesætte. Refleksion kan ikke bestilles som man bestiller en pizza – heller ikke selvom den bestilles gennem en dertil indrettet filosofisk servicevirksomhed og leveres af en protreptisk professor.
Svaret på, hvornår vi forholder os til, hvorfor vi gør som vi gør og dermed tager stilling til os selv som mennesker, handler om døden. Det, vi ikke kan bestille (eller afbestille), som vi bestiller pizzaer, kurser, uddannelsesforløb etc., men som kommer når det kommer, og tvinger os til at stoppe op. Døden kan ikke vente – eller håndteres på mandag mellem kl. 9.45 og 10.15. Den konfronterer os med det, der ikke kan planlægges, bemægtiges og afskaffes. Den konfronterer os med os selv.
Fordelen ved døden er med andre ord, at den ikke er overfladisk og identitetsløs. Eller sagt med Heideggers og fænomenologiens ord: Først med døden er vi dem, vi er – fuldendt.
Det formuleres i andre sammenhænge som, at det er i nøden, man skal kende sine venner, og at man ikke ved, hvordan man håndterer svære situationer, før man står i dem. Karakteristisk for både nød og svære situationer er imidlertid, at de ikke kan konstrueres. Vi kan ikke tænke os til, planlægge eller konceptudvikle øvelser og samtaleformer, der indeholder tilstrækkelig meget spænding og følelse af at have noget på spil til, at den eksistentielle stillingtagen opstår. Den kan opstå under et uddannelsesforløb eller kursus i filosofi, men den kan lige så godt – og gør det oftere – lade være. I stedet prøver den at råbe os op, når vi reagerer irrationelt og urimeligt over for en medarbejder, der ikke har løst en opgave som vi synes, den skal løses. Den presser sig på, når vi med hjertebanken kommer igennem endnu et vigtigt møde, som vi ikke har nået at forberede os på. Og den hæver stemmen, når vi ikke fortæller vores chef, at vi har svært ved at sove og finde overskud til at tage sig af vores børn, men betror os til vores medarbejdere.
For nogen kommer den eksistentielle stillingtagen, når døden – her forstået som nøden og de svære situationer – forsøger at råbe dem op. For andre, når det ikke længere er muligt at trække vejret som de plejer, eller når de falder om midt i et møde. Pointen er, at den kommer, når den kommer. Når det for den enkelte ikke længere er muligt ikke at forholde sig til sig selv og den situation, han/hun befinder sig i - så kommer refleksionen, og så gør den en forskel.
Siger jeg dermed, at vi lige så godt kan lade være med at forholde os til og forsøge at udvikle os som mennesker? Nej. Men jeg tror, vi skal gribe det anderledes an…
I mit næste og (måske) sidste indlæg om fordele og ulemper ved døden vil jeg præsentere endnu en fordel ved døden samt komme nærmere ind på, hvorfor de seneste års udvikling i tilgangen til ledelse er paradoksal set i lyset af filosofiens historie.
Ambitionen om at tænke selv har af en eller anden – formentlig af barndommen psykologisk betinget – grund altid optaget mig meget. Og der er ikke noget, der irriterer og provokerer mig mere end den ”fordummelsesproces som lokker os alle til at acceptere et liv i overfladiskhed, identitetsløshed, vane, status- og karrierejag – mere knyttet til ting og prestige end til mennesker” (jf. citat fra leksikon). At tænke selv er, lige som døden, både svært og let. Svært fordi fordummelsesprocessen synes altædende og muren af overfladiskhed, identitetsløshed og vane uigennemtrængelig. Let fordi vi ikke kan lade være. Lige som vi ikke kan dø for andre, kan vi ikke tænke andres tanker, og vi har derfor ikke andet valg end at tænke selv.
Alligevel befinder vi os det meste af tiden i en tilstand, hvor vi ikke tænker ret meget, men bare siger og gør det, ”man” siger og gør. Det gælder ikke mindst i det såkaldte massesamfund, hvor alle lever på samme måde, læser de samme bøger og opdrager deres børn på den samme måde. Og det er for så vidt meget praktisk. Ifølge Heidegger er ”das Man” nemlig med til at lette hverdagen, så vi kan komme igennem dagligdags gøremål som fx at tage tøj på, spise, køre på arbejde og hente børn uden at tænke for meget over, at det er det, vi gør. Men den blinde ”sådan-gør-man-bare-praksis” er fordummende, hvis man aldrig stopper op og forholder sig til, hvorfor man gør som man gør.
Derfor er det relevant at spørge, hvornår denne forholden sig finder sted. Når vi fjerner os fra den sammenhæng, vi udøver ledelse i, dvs. på kurser og uddannelser, hvor vi sammen med en masse mennesker, vi hverken deler hverdag eller branche med, forholder os til det abstrakte begreb ”ledelse”, eller når vi i og med den sammenhæng, vi er ledere i, forholder os til vores egen og andres måde at lede på? Selvom jeg ikke har gjort mig umage med at skjule, hvor jeg synes værdien er størst, er svaret selvfølgelig både-og. Ledere udvikler sig både af at betragte og reflektere over ledelse "udefra" og ved at være i og forholde sig til den sammenhæng, de er ledere i. Men der er sket en problematisk og i lyset af filosofiens historie paradoksal udvikling i tilgangen til ledelse de seneste år. Ledelse er i stadig stigende grad blevet ”noget”, man uddanner sig i og lærer på en skolebænk; en akademisk disciplin på linje med (og ofte inspireret af) fx matematik og psykologi. Dermed er ledelse blevet en færdighed i stedet for en evne; ”noget” alle kan lære frem for dét, nogen gør, fordi de ikke kan lade være (behandles bl.a. i bogens kapitel 2).
Det problematiske ved denne udvikling viser sig, når man besvarer spørgsmålet om, hvornår man forholder sig til, hvorfor man gør som man gør, i forlængelse af den tænkning, der foranledigede det. I lyset af Heidegger og den eksistentielle tænkning er spørgsmålet om, hvornår man forholder sig til, hvorfor man gør som man gør, nemlig ikke et generelt spørgsmål om, hvordan ”man” bedst lærer det, ”man” skal lære (på en skolebænk eller i hverdagen), men et eksistentielt spørgsmål om, hvornår og hvorfor vi forholder os til os selv som mennesker. Det gør vi, som jeg var inde på ovenfor, nemlig ikke hele tiden, og, hvad der er nok så afgørende: Vi bestemmer ikke selv, hvor og hvornår det sker.
Den eksistentielle stillingtagen; den der for alvor gør en forskel for, hvordan vi opfatter os selv og vores omgivelser, lader sig ikke planlægge og rammesætte. Refleksion kan ikke bestilles som man bestiller en pizza – heller ikke selvom den bestilles gennem en dertil indrettet filosofisk servicevirksomhed og leveres af en protreptisk professor.
Svaret på, hvornår vi forholder os til, hvorfor vi gør som vi gør og dermed tager stilling til os selv som mennesker, handler om døden. Det, vi ikke kan bestille (eller afbestille), som vi bestiller pizzaer, kurser, uddannelsesforløb etc., men som kommer når det kommer, og tvinger os til at stoppe op. Døden kan ikke vente – eller håndteres på mandag mellem kl. 9.45 og 10.15. Den konfronterer os med det, der ikke kan planlægges, bemægtiges og afskaffes. Den konfronterer os med os selv.
Fordelen ved døden er med andre ord, at den ikke er overfladisk og identitetsløs. Eller sagt med Heideggers og fænomenologiens ord: Først med døden er vi dem, vi er – fuldendt.
Det formuleres i andre sammenhænge som, at det er i nøden, man skal kende sine venner, og at man ikke ved, hvordan man håndterer svære situationer, før man står i dem. Karakteristisk for både nød og svære situationer er imidlertid, at de ikke kan konstrueres. Vi kan ikke tænke os til, planlægge eller konceptudvikle øvelser og samtaleformer, der indeholder tilstrækkelig meget spænding og følelse af at have noget på spil til, at den eksistentielle stillingtagen opstår. Den kan opstå under et uddannelsesforløb eller kursus i filosofi, men den kan lige så godt – og gør det oftere – lade være. I stedet prøver den at råbe os op, når vi reagerer irrationelt og urimeligt over for en medarbejder, der ikke har løst en opgave som vi synes, den skal løses. Den presser sig på, når vi med hjertebanken kommer igennem endnu et vigtigt møde, som vi ikke har nået at forberede os på. Og den hæver stemmen, når vi ikke fortæller vores chef, at vi har svært ved at sove og finde overskud til at tage sig af vores børn, men betror os til vores medarbejdere.
For nogen kommer den eksistentielle stillingtagen, når døden – her forstået som nøden og de svære situationer – forsøger at råbe dem op. For andre, når det ikke længere er muligt at trække vejret som de plejer, eller når de falder om midt i et møde. Pointen er, at den kommer, når den kommer. Når det for den enkelte ikke længere er muligt ikke at forholde sig til sig selv og den situation, han/hun befinder sig i - så kommer refleksionen, og så gør den en forskel.
Siger jeg dermed, at vi lige så godt kan lade være med at forholde os til og forsøge at udvikle os som mennesker? Nej. Men jeg tror, vi skal gribe det anderledes an…
I mit næste og (måske) sidste indlæg om fordele og ulemper ved døden vil jeg præsentere endnu en fordel ved døden samt komme nærmere ind på, hvorfor de seneste års udvikling i tilgangen til ledelse er paradoksal set i lyset af filosofiens historie.
Subscribe to:
Posts (Atom)