Pias lov

Hvor er det dog fristende at lade sig forføre af smigrende omtale og selskab som det, jeg udsættes for i "Filosoffen og fremtidsforskeren" på Den Offentlige Sektor.dk. Det er da helt sikkert sådan, det er - selvfølgelig er det det!

Eller også er det ikke helt sådan, det er. Eller måske slet ikke.

I hvert fald nåede min mand og jeg frem til en lidt anden konklusion, da vi i går formulerede Pias lov. Den stod bøjet i neon, da vores søn uden tøven havde peget på sin far som vinder af den improviserede Gangnam Style konkurrence, og jeg straks begyndte at håne ham for hans åbenlyse talent:

Hvis jeg ikke kan det, er det ikke værd at kunne.

Sådan lyder Pias lov. Knapt så smigrende som at være "markant meningsdanner", en, der "har etableret en karriere, hvor hun gør en forskel", "bekendt sig til en tilværelse, hvor mening og resultater betyder noget" og "tør tage et skridt foran flokkene".

Men jeg lover jer: Den er betydelig mere sigende for, hvad jeg er for en størrelse og hvorfor jeg agerer, som jeg gør. Øv.

(Og når det nu er sagt, vil jeg gerne markere, at jeg synes, Anne Skare Nielsen kan noget helt fantastisk - som jeg ikke kan).