"Du vil have det bedste fra begge verdener, og det er ikke muligt". Sådan sagde min gamle vejleders gamle vejleder (eller mesteren, som Søren Gosvig Olesen omtaler Jørgen Hass), da jeg for et par uger siden spiste middag med ham, inden et foredrag, han havde inviteret mig til at holde for sine studerende. Vi talte om mine bestræbelser på at bringe filosofiske indsigter i spil i erhvervslivet, men Hass´ analyse gælder også alt andet, jeg beskæftiger mig med:
Mellemregningerne mellem teori og praksis, omsætningen af humanistisk forskning til (kommercialiserbare) forandringsprocesser, oversættelsen af svære filosofiske pointer til aktuelle debatindlæg. Det er grundpillen i hele mit professionelle virke, Hass satte fingeren på med sin enkle konstatering - og måske også i mit personlige.
Alligevel er jeg nået frem til, at han kun har delvis ret. Hass har ret i, at jeg vil begge verdener - det giver slet ikke mening for mig at tænke teori-praksis, forskning-forandring og filosofi-meningsdannelse adskilt - men han har ikke ret i, at jeg vil have det bedste. Tværtimod bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at min opgave i de forskellige sammenhænge, jeg indgår i, snarere end at beskrive og forsøge at opnå det bedste er at gøre opmærksom på og håndtere det værste.
Det gør jeg ikke, fordi jeg er pessimist (hvilket der ellers er gode filosofiske grunde til), men fordi jeg er enig med Heidegger i, at "en videnskabs niveau lader sig bestemme ud fra, hvorvidt den magter en krise i relation til sine egne grundbegreber" (Væren og tid, side 29). Eller sagt på en anden måde: Det er evnen til at anerkende og tage ansvar for sine egne begrænsninger, der viser, hvem man er som menneske, virksomhed og samfund - ikke de idealer og principper, man opstiller for det gode. At det er betydelig lettere sagt end gjort er der ingen tvivl om. Det er ikke tilfældigt, at Heidegger taler om en krise. I filosofien, videnskaben, samfundet og det enkelte menneske.
Det sidste talte jeg også med Hass om. Jeg undrede mig over, at der er akademiske filosoffer (som regel mænd i 40-årsalderen), der fra at have beskæftiget sig med tysk og fransk filosofi pludselig begynder at bekende sig til analytisk filosofi. Men det er ifølge Hass ikke så mærkeligt. Enhver filosof må nemlig på et tidspunkt se i øjnene, at den krise, filosofien har befundet sig i siden Kant, også gælder ham selv. Det er ikke bare filosofiens krise, men filosoffens. Det er menneskets krise. Din og min.
Det er en ulidelig erkendelse for langt de fleste mennesker, og mens nogle håndterer den ved at skifte konen ud med en yngre model eller begynde at cykle og løbe som en gal, så er der altså nogen, der erstatter den afgrundsdybe tænkning med logikkens stensikre fundament. Her kan man lade som om, at hverken filosofiens eller ens egen forfatning er så kritisk, som den er, og overlade ansvaret for både det gode og det onde til de universelle principper, man kan blive enig med andre analytikere og verdensfjerne teoretikere om at hylde.
Smart og smertefrit. Og ikke så lidt sigende om det videnskabelige niveau.
Hvis jeg skal bidrage med 50 øres indsigt her, må det være... at forandringer og kriser netop kan ses som et brud i din historik?
ReplyDeleteMin holdning er at det er vores menneskeret at forebygge forandringer: "Forandringer 'er' forbedringer der er slået fejl"... forandringer er ikke alene dette de fører også til krisen. Krisen betyder at vi står i en situation hvor vores historie ikke udvikler sig som vi gerne vil.... alle mennesker oplever sådanne fremtids chok!
Den faglige fyrreårs krise opstår derfor når vi skal til at realiserer vores filosofi til et produkt, som kan sælges. Kan vi ikke det - så sker der populært sagt et forfald: vi kan omsætte det vi ved på to måder - enten ved at vi skaber ideal/værdi baseret produkt, som dog kan sælge - eller vi kan vælge at gå på kompromis. Det ved vi - men for flertallet af os sker dette uden at vi kan sætte ord på det... med det resultat at vi bliver frustrerede, stressede eller vi går i en eller anden form for terapi....
Gode eksempler på dette er den megen forskning i coaching og værdibaseret ledelse - generelt er der tale om fejlslagen fortolkninger af hhv. idealer og værdier. Filosofien er klogere end som så - hvor blev den praktiske visdom af?
Desværre er der også den mere radikale løsning, som handler om at gå ind i politik eller mere direkte at blive terrorist. Begge løsninger går jo ud på at gennemtrumfe sine idealer og værdier - hvor politik angiveligt er den demokratiske vej? Det kan vi vende tilbage til....
Det som du beskriver med dine filosofiske nedslag er, at der må findes legitime alternativer. Disse kan vi finde og dyrke ved at studere den filosofiske-tænkning (Heidegger mfl.,der hvor du kommer til erkendelsen), og vi kan genfinde den samme erkendelse hos videnskabs-filosofien. (Popper mfl.). Med mine ord befinder vi os ikke i et ægte Åbent samfund, men vi har muligheden for at skabe dette samfund med et stadigt mere solid grundlag i filosofien og i praksis.
Udfordringen er at skabe de upolitisk alternativ, hvorved vi kan bevare os selv i krisen!
Min oprindelige inspiration var Avlin Toflers 'Fremtids Chok', som beskriver det vestlige samfunds fyrreårs krise. Ambitionen må være at vi finder en krise forebyggende praksis, byggende på den filosofiske visdom (ikke dens historik, da den fører os i forfald). Udfordringen er at omsætte dette til en knowhow, hvormed vi alle kan lære at skabe forbedringer, som forebygger de kriser forandringerne skaber...
vh Per
p.s. der er ikke noget i vejen med vores hoveder, men vores hypoteser de kan falsificeres!