Det er ikke godt at vide

Min 7-årige søn er meget optaget af Gud og Jesus. Det tror jeg er almindeligt for alderen. Han har flere gange fortalt, at Oskar tror på Jesus, men ikke på Gud, og det kan han ikke forstå – for Gud er jo Jesus´ far. I morges kom så det uundgåelige spørgsmål: Hvem er Guds far? Og da jeg tøvede et sekund: Hvem er hans mor? Selvom jeg altid knækker halsen, når jeg forsøger at besvare mine børns filosofiske spørgsmål, så er jeg nødt til at prøve. De accepterer ikke, at jeg vender spørgsmålet om, og spørger, hvordan de tror, det hænger sammen. De spørger, fordi de vil have svar. Nu. Derfor er det hverken det lange videnskabelige eller det politisk korrekte svar, jeg skal have fat i, men det, der inden for rammerne af de 90 sekunders tålmodighed, de har til rådighed, kan kaste lys over det, der i deres verdensbillede ikke er et større mysterium end, hvorfor de ikke må få pasta-pølseret til middag hver aften.

Mit svar går som regel på, at når det kommer til Gud og Jesus, så hænger det ikke sammen på helt samme måde, som for os andre, og at man derfor selv må finde ud af, om man tror på dem eller ej. Der er nogen – siger jeg til ham – der tror på, at Gud skabte verden, og at Jesus var hans søn, og der er nogen, der ikke gør. Det fører ikke overraskende til, at vi taler lidt om, hvad jeg tror, inden det som regel ender i, at min søn, stik modsat alle andre jeg kender, når frem til, at man sagtens både kan tro på Gud og Jesus og på, at mennesket nedstammer fra aberne. Og så er han videre. I gang med at finde sin lillesøster eller beklage sig over, at tøjet driller.

Tilbage står jeg så med frustrationen over ikke at kunne finde et tilfredsstillende svar på mine børns meget indsigtsfulde spørgsmål – og endnu mere frustreret over, at jeg ikke kan lade være med at blive frustreret. For hvorfor er det så stort et problem for mig og andre voksne, at historien om Gud og Jesus ikke harmonerer med det billede, vi har af os selv? Børnene er tilsyneladende ligeglade. De spørger for at få svar, og når de ikke får det svar, de havde forventet (fx ”Guds mor hed Anne-Mette og boede i Værløse”), så tygger de lidt på de muligheder, de får serveret, inden de enten lægger sig fast på det, der virker bedst i situationen eller udvikler et alternativ. Hvorfor kan vi voksne ikke gøre det samme? Er det virkelig så utænkeligt, at verden ikke er enten-eller, men både-og?

Nej, det er tværtimod meget sandsynligt. Men det er også meget irrationelt. Det harmonerer dårligt med det, vi har lært i skolen om, at der er forskel på tro og viden. Vi har – lige som mine børn – fået at vide, at det er op til os selv at finde ud af, hvad vi vil tro på, men vi har også – modsat mine børn – erfaringer med, hvad der sker, hvis vi tror på det forkerte. Vi har set, hørt og læst om folk, der har fået at vide, at de burde vide bedre, og derfor er vi ikke længere i tvivl om, at viden er bedre end tro.

Og netop tvivlen er det, der gør, at børnene accepterer muligheder, vi andre afviser. Deres billede af sig selv og deres omgivelser er endnu ikke så færdigt, at det ikke kan være anderledes – og derfor spørger de. Ikke for at vide eller for at tro, men for at blive bedre til at være i og med verden. Det kræver temmelig meget mere end, hvad der kan klares i et 90 sekunders forsøg på at besvare, hvem Guds mor var – og derfor har børn travlt. Med hele tiden at prøve kræfter med nye spørgsmål, men også og måske især med at afkode, hvad der sker i og omkring dem selv, når de stiller de spørgsmål, de stiller. Standardsvaret om, at de ikke må få pasta-pølseret – igen – afføder irritation, men måske også en vis tryghed ved, at mor reagerer, som de forventer, at hun reagerer, mens budskabet om, at Gud ikke havde nogen mor skaber usikkerhed og behov for at vide, hvem der så passede på ham. Nogle gange fanger og reagerer mor på de følelser og fornemmelser, der ledsager børnenes spørgsmål og svar, andre gange gør hun ikke – og det betyder også noget. For de spørgsmål, børnene stiller næste gang, der er noget, der undrer dem, men også for deres forståelse af, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, og hvad der skal til for, at de bliver mødt på den måde, de gerne vil mødes. Der er med andre ord tale om et bombardement af indtryk: Tro og viden, følelser og fornuft, men mest af alt; det, der er imellem. For børnene skelner ikke – og det burde vi måske heller ikke.

Men modsat børnene kan vi ikke lade være med at skille tingene ad. Vi bærer ikke bare på en personlig erfaring, der fortæller os, at nogle spørgsmål er bedre end andre, vi repræsenterer også en kulturel. Udover at skelne mellem tro og viden har vi lært, at vi er en del af en større sammenhæng; at vi er historiske. Vi ved, at der har været mennesker før os, som har stillet de samme spørgsmål, men er nået frem til nogle andre svar. Det har fået os til at differentiere mellem forskellige menneskesyn og perioder, der med benævnelser som fx antikken, middelalderen, oplysningstiden og industrisamfundet har gjort det muligt for os at forstå og forholde os til andet end os selv. Eller det er i hvert fald, hvad vi bilder os ind. For sandheden er selvfølgelig, at vi forholder os til andre perioder og menneskesyn med afsæt i den virkelighed, vi selv befinder os i. Også vi bliver bombarderet med indtryk og udtryk, og især de sidste er afgørende for, hvad det er muligt og ikke muligt at spørge til. Lever man i et vidensamfund er det ikke mærkeligt, at man forstår sig selv i modsætning til et trossamfund. Og hører man dagligt om videnskabens bestræbelser på at forbedre og forlænge livet, er det kun naturligt, at man er fremmed overfor og har svært ved at forholde sig til døden.

For mennesket kan, modsat Gud, ikke se og forstå verden fra alle steder til alle tider. Det er bundet til det sted og den tid, det lever i, og med det følger der et billede. Et billede af, hvad det vil sige at være menneske, som er, om ikke helt færdigt, så i hvert fald tilstrækkelig tæt på til, at vi har svært ved at tro, at det kunne være anderledes. Og derfor er vi tilbøjelige til at stivne. I et menneske- og samfundssyn, der hjælper os med at forstå og forklare, hvorfor tingene ser ud som de gør, men som også forhindrer os i at se dem på andre måder. I vores tilfælde (dvs. mit og dit for så vidt som du er en del af det danske eller et andet europæisk vidensamfund) betyder det, at vi har svært ved at forholde os til alt det, der ikke passer ind i et videnskabeligt verdensbillede. Det, der ikke kan sættes på formel eller laves teorier om – fordi videnskaben enten ikke er nået dertil, eller fordi det slet og ret er umuligt.

Det sidste, vil mange dedikerede videnskabsfolk sige, er der ikke noget, der er. Men det vil jeg nu insistere på. Ikke fordi jeg betragter mig selv som troende, men fordi mine erfaringer (suppleret med min filosofiske skoling) siger mig, at der ikke bare er noget, men rigtig meget ved dét at være menneske, som aldrig vil kunne forstås og forklares videnskabeligt. Det hænger bl.a. sammen med, at videnskab udføres af mennesker, som således skulle være i stand til at afdække sandheden om sig selv. Det ville kræve, at de kunne hæve sig over sig selv og deres eget udsyn, og det er ikke muligt. For Gud, jo, men ikke for mennesket eller for noget andet kødeligt og dermed dødeligt væsen.

Vi er som mennesker, dyr og planter begrænset af det stof, vi er gjort af, og for at udforske dette stof er det ikke nok at gøre (andres) organer og biologiske processer til genstand for videnskabelige undersøgelser; vi skal hele vejen rundt. Det kræver, at vi anerkender betydningen af det, der kommer indefra (følelser, fornemmelser og fortolkninger, som pr. definition er specifikke og dermed uden for videnskabens generaliserende rækkevide), og det fordrer ydmyghed over for det, der kommer udefra. Det behøver hverken at føre til religiøse overbevisninger eller fantasier om rumvæsner, men det bør minde os om, at der er grænser for, hvad vi kan se og forstå. Uanset hvor mange kemiske reaktioner og genetiske sammenhænge, vi kortlægger, så vil der altid være tale om mennesker, der kortlægger mennesker. Vi kan ikke se, hvad man ser, hvis man ikke er et menneske – vi har kun os selv.

Og heldigvis er det også nok. Ikke til at afdække sandheden om mennesket eller for den sags skyld noget som helst andet (mens vi i udforskningen af mennesket er begrænset af ikke at kunne se os selv udefra, så er vi i undersøgelsen af alt andet hæmmet af ikke at kunne se det indefra), men til at spørge til det, der undrer os, og dermed – som børnene – blive bedre til at være i og med verden.

Ovenstående er første udkast til kapitel 1 i den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg prøver at finde tid til at skrive. Forlaget mener, problemet kan og skal tegnes tydeligere op, og det er jeg helt enig i. Men hvis der er nogen, der har kommentarer eller gode ideer til mine ambitioner om at kombinere min debativer med mine forholdsvis beskedne erfaring med at skrive bøger, så skal I være hjertelig velkomne...