Velkommen til TankeTjek! Jeg har blogget på denne side siden 2006, og det er bl.a. her, du finder de mange indlæg, jeg skrev i forbindelse med udviklingen af Stafetanalyse®. MEN de seneste år har siden ligget død, og mine forsknings-, formidlings- og konsulentaktiviteter er i stedet rykket over på www.pialauritzen.dk. Ses vi der?
Saturday, December 30, 2006
Politikens læserpanel: Jeg kan ikke mærke dig
Tak for din kommentar (http://politiken.dk/laesernesredaktoer/laeserpanel) og ønsker om et godt nytår. Jeg vil skynde mig at sende det samme tilbage til dig!
Jeg synes, du har nogle rigtig gode betragtninger - omend jeg har en oplevelse af, at jeg ikke har formuleret min pointe tydeligt nok.
Jeg mener nemlig ikke, at journalisterne bør skrive med mere medfølelse og indlevelse i rædslerne, men snarere, at de bør afspejle det almenmenneskelige, som krigsramte afrikanere har tilfælles med velstillede europæere.
Der er masser af punkter, hvor verdens fattigste mennesker ligner verdens rigeste, men det er medierne ikke altid flinke til at minde os om.
I stedet appelleres til vores samvittighed (som også du kommer til i din kommentar) og vores evne til at mærke mennesker, der fremstilles som lidende dyr.
Jeg er enig med dig i, at vi skal opøve vores indlevelsesevne og gøre, hvad vi kan for at "forlænge" vores arme, men jeg tror, at det er en del af den menneskelige natur (ikke kun min) at lede efter os selv i vores omgivelser.
Hvis vi ikke kan finde bare en lille smule af os selv i de mennesker, journalisterne afbilleder, så er vi afhængige af "kvalifikationer" som dem, du beskriver - eller bekendtskaber som dig, der på en varm og behagelig måde reflekterer det, vi helst er fri for at se.
P.s. Bo Søndergaard gør faktisk det, jeg efterlyser, når han beretter om en kvinde, som vælger at lade sig voldtage for at skåne sin families liv. Dette valg vækker genkendelse i en ung europæisk kvinde, som kender den almenmenneskelige følelse af at ville gøre alt for sin familie - uanset konsekvenser.
Friday, December 29, 2006
Politikens læserpanel
Som altid er jeg træt af, at Politiken reducerer sin dækning af erhverv til et beskedent overbliksbillede over ”Økonomi” og den ellers udmærkede artikelserie om ”Kreative erhverv”. Men det vil jeg ikke kommentere yderligere i dag.
På denne sidste fredag i 2006 formulerer journalist Bo Søndergaard, der netop er hjemvendt fra Darfur nemlig et spørgsmål, som det ikke bare er relevant, men nødvendigt at besvare så hurtigt som muligt.
Spørgsmålet perspektiverer adskillelige artikler i 1. sektion (herunder forsideartikel og leder, interview på side 5 og kommentar og analyse på side 10 og 11); kalenderartiklen på side 18 i den lille sektion ”I Byen” og for så vidt også interviewet af sognepræst Jørgen Christensen og 3-4 indlæg på debatsiderne i 2. sektion.
Det presserende spørgsmål, som på trods af dets ubestridelige relevans ikke besvares, er: ”Hvad skal man skrive, og hvilke billeder skal man vise, for at dem i den anden ende kan mærke Darfur og Tchad?”
De protesterende præster i Hillerød og standupkomikerne, der uddeler ”Talegaver til børn” kunne tilføje: Hvad skal der til for, at velstillede danskere MÆRKER asylansøgere og verdens fattige børn?
Med Søndergaards ord er de usikre tal for, hvor mange der er slået ihjel i Darfur ikke tilstrækkelig. ”For hvem forstår, hvad 400.000 dræbte vil sige?” Mit svar på det retoriske spørgsmål er, at det er der rigtig mange, der gør. Hvis bare de 400.000 på den ene eller anden måde repræsenterer noget, der minder om os selv.
Jeg tror nemlig, at mennesker spejler sig i hinanden og reagerer på genkendelse. Og jeg tror, at vi holder op med at høre efter, fordi dem, der agerer spejl ikke reflekterer fællesnævneren mellem sultne og lidende børn og mætte og (selv)tilfredse europæere. Vi kan ikke genkende os selv i dem, vi skal hjælpe. Og vi genkender ikke dem som mennesker.
Selvom lederen mener, at Politiken i løbet af året har påkaldt sig alt, hvad der kan påkaldes: ”det internationale samfund, FN, USA, EU, Kina, Rusland, Den Afrikanske Union, de arabiske lande og den sudanske regering”, så udebliver følelsen af medmenneskelighed mellem dem, der skal hjælpe og dem, der har brug for hjælp. Og det skyldes formentlig, at medierne gør mere ud af at påberåbe sig officielle instanser end menneskelige følelser.
Europæere vil vide, hvad krigshærgede mennesker kan fortælle om dét at være menneske – i Europa! Europæere vil have noget at vide om sig selv. Måske vil de have at vide, at livet er langt – og forfærdelig kort. At magt kan blive til afmagt. Og nysgerrighed til frygt.
Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg er for privilegeret til at genkende mig selv i krigshærgede familier, sultne børn og etniske minoriteter. Jeg forstår ikke, hvad de fortæller. Jeg bliver ikke klogere på mig selv – og dermed heller ikke på dem, jeg forventes at hjælpe.
Hvor sørgeligt det end måtte lyde, så skal vi kunne spejle os for at mærke andre. Og det er usandsynlig svært at spejle sig i nogen, der spiser soja og drikker vand, når man selv har travlt med at komme fra julefrokostbordet til nytårsmiddagen.
Monday, December 25, 2006
Politikens læserpanel: Hvem har ansvar for hvad?
Så længe vi som forbrugere 'belønner' landbruget for at producere billige fødevarer, vil der være landmænd, der sætter økonomisk fortjeneste over dyrenes velfærd.
Men det er ikke ensbetydende med, at det er ok, hvilket jeg bestemt ikke mener, det er.Hvad jeg derimod synes er rimeligt er, at journalister, aktionærer, politikere (og for den sags skyld rådgivere) påtager sig et ekstra ansvar, når det gælder befolkningens evne til at skelne mellem rigtigt og forkert.
Både landmænd, virksomhedsledere og forbrugere har brug for hjælp til at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter – og det er ikke godt nok at skrue bissen på (som det formuleres i Politiken Kommentar lørdag vedr. Cheminova), når der ER trådt ved siden af.
Jeg tror, journalister, aktionærer, politikere og alle andre, der har indflydelse på den generelle opfattelse af rigtigt og forkert kan lære meget af Per Boelskiftes ”forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.
Man får nemlig ikke noget ud af at indføre etiske kodeks (officielt eller i medierne), hvis man ikke anerkender og involverer de mennesker, der skal efterleve dem.
Friday, December 22, 2006
Politikens læserpanel
Temaet i dagens avis er – set med mine øjne – social ansvarlighed. Med en forsideartikel om ”Uforsvarlig behandling af køer, svin og andre dyr” (som følges op på side 6 af et grænseoverskridende nærbillede af et skuldersår) og seneste nye afsnit i føljetonen om Cheminovas salg af sprøjtegifte på side 13 fungerer Politiken som et ureflekteret talerør for alle, der mener, at erhvervslivet skal tage sig sammen.
Men det bliver heldigvis ikke ved det. Bedst som min irritation stiger over, at hverken dyrevelfærdskæmpere, aktionærer eller journalister hjælper de udskældte virksomheder med at blive bedre samfundsborgere (men blot fortæller dem, hvad de ikke skal gøre) støder jeg på interviewet på side 12, hvor arkitekt Nille Juul-Sørensen introducerer verdens første bæredygtige by, Dongtan. Endelig nogen, der tager ansvar i stedet for at diktere det!
Men først landbruget og Cheminova.
I artiklen om (mangel på) dyrevelfærd skriver journalisten, at udviklingen mod flere politianmeldelser af landmænd sker ”på trods af, at bøderne er blevet sat i vejret, og på trods af, at branchen har søsat tiltag for at forbedre dyrevelfærden”. Jaså. Betyder det, at landbruget er ligeglad med bøder? At det ikke er penge, der afgør om den enkelte landmand mishandler sine dyr – men hans opfattelse af sig selv og den rolle, landbruget til alle tider har spillet i det danske samfund? Måske. Men det finder vi ikke ud af, så længe dyrevelfærdskæmpere og journalister tror, det handler om tal.
Og hvordan ser det ud med Cheminova? Hvorfor stopper virksomheden alligevel ikke salget af giftstoffer, når samtlige aktionærer mener, at FAO´s anbefalinger skal følges? Er det, fordi virksomheden ikke tidligere er blevet vurderet på, om den levede op til sit sociale ansvar? Fordi aktionærerne indtil sagen ramte medierne kun har bekymret sig om bundlinjen? Måske. Men det er svært at gennemskue, når hverken journalister eller aktionærer reflekterer over sammenhængen mellem det, man (som virksomhed eller enkeltperson) bliver belønnet for og det, man (som virksomhed eller enkeltperson) gør.
De gode spørgsmål, der mangler i artiklerne om landbruget og Cheminova stiller arkitekt Nille Juul-Sørensen, der laver bæredygtig design, fordi det er en god forretning. Ifølge Juul Sørensen kan vi ikke bare blive ved med at sige, at det ikke er godt at køre i firehjulstrækkere. ”For hvordan ser en by uden firehjulstrækkere ud? Eller en by uden biler? Hvordan arrangerer man en sådan by?”
Efter de tankevækkende spørgsmål sætter professor på DTU Per Boelskifte metode på, når han understreger, at designprocessen med at lave en økoby kræver ”et stort forarbejde i felten, hvor man observerer og har dialog med de folk, det vedrører, så man finder ud af, hvilke netværk og mekanismer, der driver…”.
Jeg mener, det samme gælder for landbruget og kemikaliebranchen. Der skal være nogen, der spørger, hvordan et landbrug uden bedrevidende landmænd ser ud, før der sker ændringer på dyrevelfærdsområdet. Og der skal være nogen, der hjælper virksomhederne med at arrangere sig, så bæredygtighed og fortjeneste går hånd i hånd, før der bliver stoppet for salget af giftstoffer.
Interessant nok er det de selv samme journalister og aktionærer, der taler omgivelserne efter munden, der er bedst til at løfte disse opgaver. Men det kræver, at de udfordrer dem, der kritiserer og påtager sig et ansvar overfor de mekanismer, de er med til at skabe.
Wednesday, December 20, 2006
Specialisering
"Sygehusvæsenet er blevet en højt specialiseret småkagefabrik, hvor én afdeling laver de runde småkager, én de aflange og én dem med en rød klat i midten. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt set fra patienternes synspunkt." (Sundhedsfagligt Forum 2004).
Er der overhovedet nogen i vores samfund, der tænker i helheder? Eller er det at være generalist også blevet et speciale?
Monday, December 18, 2006
Ungdomshuset
Ville det ikke vække større sympati - og dermed opbakning, der måske ville lægge det tilstrækkelige pres på de rigtige mennesker - at invitere Nørrebro, eller måske hele København, til julebasar i dette omdiskuterede hus, som de fleste har en mening om, men de færreste har oplevet?
Jeg har vanskeligt ved at gennemskue 'de unges' strategi, men jeg har ikke indtryk af, at den virker...
Friday, December 15, 2006
Politikens læserpanel
Hvordan er det lykkedes Dansk Folkeparti at få så meget magt? Hvilke (menneskelige) træk repræsenterer Pia Kjærsgaard, Christian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Jesper Langballe, Søren Krarup m.fl. som de fleste andre politikere nedtoner?
Spørgsmålet har slået mig flere gange, men blev først rigtig tydeligt, da det for få uger siden lykkedes Jesper Langballe og Søren Krarup at tegne landets rygepolitik baseret på en trussel om, at de ville forlade dansk politik, hvis de ikke fik lov til at ryge på deres kontor.
Hvad er det, vi er så bange for at miste? Ville det virkelig være så slemt, hvis de to fætre forlod dansk politik? Og kan det passe, at to herrers barnlige ’så-gider-jeg-ikke-alligevel-attitude’ skal afgøre, hvordan Danmarks rygepolitik skal se ud? Tilsyneladende. Derfor spørger jeg igen: Hvilke (menneskelige) træk er så tydelige i Dansk Folkeparti, at både regering og vælgere har svært ved at sige fra?
Man får rigtig mange gode svar på dette spørgsmål i dagens Politiken, hvor Lars Barfoed anklager DF for at ville tage hele æren for en række nye initiativer på området for fødevarekontrol (forsiden) og journalisterne på side fire kommer ind på en række menneskelige træk, der er afgørende for indflydelse.
I nyhedsanalysen på side fire skriver politisk redaktør Rasmus Emborg, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har brudt ”den TILLID [mellem regering og støtteparti], som har været helt afgørende for VK-regeringens stabilitet gennem de sidste fem år”. Hvad Emborg ikke skriver er, at statsministeren skal holde sig langt væk fra diskussionen om tillid, hvis han ikke vil sammenlignes med en partileder, der bedre end nogen andre lever op til sine vælgeres forventninger.
Senere i samme analyse skriver Emborg, at det fremtidige samarbejde mellem VKO forudsætter, at ”Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard finder hinandens grænser”, hvilket formentlig er lettere sagt end gjort. For at finde et andet menneskes grænser skal man nemlig være i stand til at sætte sig udover sine egne ønsker og behov, og det er næppe det, DF er bedst til.
Og dog. Det interessante ved et træk som EMPATI (evne til at sætte sig ind i andres følelser) er, at det kan bruges på mange måder. Og jeg tror bestemt ikke, at det er fremmed for Pia Kjærsgaard at arbejde strategisk med partiets ’forståelse for andre mennesker’. Faktisk tror jeg, Fogh og Bendtsen gør klogt i at beskæftige sig mere med deres egne grænser end med Kjærsgaards, men det ligger uden for pointen i denne kommentar.
Mens de ovennævnte træk vedrører DFs forhold til andre mennesker, så får man i den anden artikel på side fire et interessant indblik i partimedlemmernes håndtering af udfordringer. Ifølge journalist Christine Cordsen så har partiledelsen siden i mandags bevæget sig fra at ville ”holde lav profil”, til i tirsdags at lade ”frustrationen vokse”, for i onsdags at finde det ”nødvendigt at skære partiets problemer med at redde Barfoed ud i pap”. Jovist, det går hurtigt i politik. Men Dansk Folkeparti er bedre end de fleste til at skubbe SELVBEHERSKELSE og TOLERANCE til side for i stedet at demonstrere HURTIGE BESLUTNINGER og KONSEKVENS.
Jeg tror, Dansk Folkeparti har fået så meget magt, fordi Pia Kjærsgaard og co. repræsenterer nogle bestemte (menneskelige) træk, som vi kun kender alt for godt fra os selv – og som vi uanset, hvor meget vi bruger vores fornuft og retorik til at distancere os fra betragter som en del af det at være menneske…
Wednesday, December 13, 2006
Menneske vs. materialisme
Monday, December 11, 2006
Kan person og arbejde skilles ad?
Friday, December 08, 2006
Politikens læserpanel
Hvis jeg var chefredaktør på min helt egen avis, så ville jeg betragte det som min fornemmeste opgave at hjælpe læserne med at danne sig en mening om det, der betyder noget. Udover at samarbejde med en hel masse inspirerende mennesker om at indkredse, hvad ’det, der betyder noget’ er, så ville jeg hele tiden minde mig selv om, at læserne skal danne sig deres egen mening – ikke min! Det er sådan, jeg ville gøre. Det ved jeg.
Derfor bliver jeg også frustreret, når jeg føler mig manipuleret af min avis. Jeg bliver frustreret over, at højtbegavede og velargumenterede redaktører bruger spalteplads på at fortælle mig, hvad jeg skal mene om hvad. Det vil jeg selv finde ud af! Med hjælp fra folk, der ved noget andet, end jeg gør.
Jeg har med andre ord ikke brug for konklusioner om, at samarbejdet mellem medicinalvirksomheder og biotekbranchen er udtryk for ’medicinalindustriens desperation’ og lægemidlernes ’flop’ (1. sektion, s. 12). Slet ikke når begge parter i den kunstigt opstillede konflikt forbilledligt understreger fordelene ved at samarbejde om innovation, udvikling og markedsføring.
Og jeg bliver gal og irriteret, når lederen ikke reflekterer over udfordringerne i at bekæmpe noget, der ikke kan afgrænses i form af en stat, en organisation eller sågar en definition (udover Nudanskordbogens karakteristik af terror som voldshandlinger, som unægtelig dækker bredt, har jeg stadig ikke forstået, hvad det er, man bekæmper – og måske i særdeleshed ikke bekæmper – i krigen mod terror), men blot konstaterer, at regeringen er ”sårbar over for den kritik, som uvægerligt vil komme, når man forsøger at bekæmpe terrororganisationer med konventionelle tropper” (forsiden). Jeg siger tak. Men hvordan mener Politiken, man bør bekæmpe det, der ikke kan bekæmpes konventionelt?
Hvad jeg derimod kan bruge til noget er de perspektiver for de ufaglærte såvel som samfundet generelt, der tegnes i analysen af fremtidens polariserede arbejdsmarked (2. sektion, s. 8). Her får jeg ikke bare nogle konkrete tal på udviklingen i udbud og efterspørgsel på forskellige former for arbejdskraft (ufaglært, faglært, videregående udd. samt ungdomsudd./gymnasiet), jeg bliver også klogere på sammenhængen mellem sociale skævheder og danske virksomheders konkurrenceevne.
Og det er med et smil på læben, jeg justerer min politiske korrekthed, når jeg læser interviewet af B&U redaktør Birgitte Fredsby, der i sin argumentation for, at Pippis far er og bliver ’negerkonge’ understreger, at vi bliver et ureflekteret samfund, hvis vi ”kasserer alt muligt fra andre tider på grund af en moral, som ligger i vores egen tid” (2. sektion, s. 2).
Jeg vil udfordres, uddannes og udvikles, og det bliver jeg kun, hvis jeg får noget at tænke over. Jeg har ikke brug for fikse og færdige svar, men nuancerede og tankevækkende spørgsmål. Jeg vil blive klogere af at læse min avis. Inspireret til at tænke noget andet end jeg tænkte før. Og det vil jeg endnu mere nu, hvor letkøbte nyheder og holdninger kommer til mig fra TV, radio og nettet.
Jeg blogger udenom
Tuesday, November 28, 2006
Hvor blev tiden af i mellemtiden?
Sunday, November 05, 2006
Skiderikker og stortabere
En lynhurtig strategi
Jeg er sat i verden for at inspirere og kvalificere. Det gør jeg ved at stille ’dumme’ spørgsmål og udfordre det, vi ofte tager for givet.
Værdier
Undren
Intuition
Ærlighed
Vision
Jeg vil være (aner)kendt for at tænke, tale og skrive hverdagen ind i en større sammenhæng.
Hvad er din strategi?
Irmas administrerende direktør, Alfred Josefsen mener, at ledere bør have en ideologi for deres ledelse. Selv har han både en ledermission, en ledervision, ledelsesholdninger, en trosbekendelse og en lederværktøjskasse (se www.alfredjosefsen.dk). Jeg synes, det er en god idé. Men jeg tror ikke kun, det er ledere, der har gavn af at have en strategi for deres arbejdsliv. Jeg tror, vi alle sammen kan få noget ud af spørgsmål som:
- Hvad er mit formål med at gå på arbejde?
- Hvad vil jeg gerne opnå?
- Hvad er vigtigt for mig?
- Hvor vil jeg gøre en forskel - og hvordan?
Måske bliver det lettere at vælge til og fra i hverdagen, hvis vi kender vores mission og vision. Måske bør vi også have en strategi for vores privatliv. Hvad synes du?
Friday, October 27, 2006
Thursday, October 26, 2006
Ret til at få børn
Nej, det er ikke en menneskeret at få børn. Og nej, det er ikke ideelt at få sit første barn (eller for den sags skyld sit andet eller tredje), når man er over 50. Hvorfor ikke? Fordi det kræver meget. Ikke bare at have et barn, men at føde og være noget for et barn. Det der med at føde kan man selvfølgelig komme udover ved at bestille et kejsersnit, men man kommer ikke ud over, at barnet har brug for nogen at spejle sig i. Nogen der forstår og kan huske, hvad det vil sige at være barn. Nogen, der føler mindst lige så meget som de tænker. Og det gør kvinder (og mænd) på 50+ generelt ikke. De har erstattet den intuitive begesjtring med den erfaringsbaserede kalkulation, og det har børn svært ved at forstå og indordne sig under.
Sunday, October 15, 2006
Bioetik skal hjælpe mennesker
Discipliner inden for etik
–Konsekvens: Mange menneskeliv er mere værd end få menneskeliv
–Eksempel: Det er bedre at redde 5 børnemorderes liv end moder Theresas
Konsekvensetik: ”Etik handler om virkningen af ens handlinger”
–Konsekvens: Man handler ud fra forudsigelser, som kan være forkerte
–Eksempel: ”Jeg troede, jeg skød en massemorder på vej ind i børnehaven, men det viste sig at være hans bror, som er pædagogmedhjælper”
Pligtetik: ”Etik handler om den gode vilje til at gøre det rigtige”
–Konsekvens: Man har ikke øje for konsekvenserne af sine handlinger
–Eksempel: ”Det er forkert at lyve, så jeg fortæller den voldelige ekskæreste, hvor min lillesøster har gemt sig”
Flertalsetik: ”Etik handler om at gøre det samme som de andre”
–Konsekvens: Man tager ikke højde for, at det, der er rigtigt for den ene (situation) kan være forkert for den anden (situation)
–Eksempel: ”Det er ikke forkert at pynte på sine titler, for det gør de fleste”
Friday, October 13, 2006
Wednesday, October 11, 2006
Hvem pynter vi os for?
Det er vel de færreste, der ikke pynter sig. Med erfaring, indsigt, resultater, indtjening, indflydelse og alt muligt andet, der har betydning for, hvordan vi bliver vurderet af vores omgivelser. Spørgsmålet er, om det er nuværende og kommende chefer, vi pynter os for. Om det er kollegernes anerkendelse, vi higer efter. Om det betyder så meget for os, hvad familie og venner mener. Jeg tror det ikke. Jeg tror, vi pynter os for os selv. For bedre at kunne magte det billede, der møder os, når vi kigger i spejlet. For bedre at kunne forklare overfor os selv, hvorfor vi bruger vores tid som vi gør. Og det holder ikke. Slet ikke, når vi forveksler pynt med fakta og glemmer, hvem vi i virkeligheden er...
Tuesday, October 10, 2006
Jyllands-Posten: PR-bureau misbrugte viden
Nye normer, Brancheforeningen for PR-virksomheder
”Information givet fra en kunde i fortrolighed, og som ikke er offentligt tilgængelig, må aldrig deles med andre parter uden tilladelse fra kunden selv.”
”Hvis der hersker tvivl om, hvilke oplysninger, der skal betragtes som fortrolige, skal PR-virksomheden skabe klarhed over det i samarbejde med kunden.”
”Hvis PR-virksomheden har konkurrerende kunder, skal de holdes adskilt, så fortrolig information forbliver inden for den relevante projektgruppes rammer.”
”Inden PR-virksomheden påtager sig en ny opgave, som kan siges at være i modstrid med interesser hos eksisterende kunder, skal både den eksisterende og den potentielle kunde informeres.”
Code of Athens ´
”Medlemmer skal huske på, at deres handlemåde, også i det private, vil have indflydelse på, hvorledes pr-faget som helhed vurderes.”
”Medlemmer står inde for i alle sammenhænge at handle på en måde, der muliggør, at man tager højde for de involverede parters interesser. Både interesserne for den organisation man arbejder for, men også offentlighedens interesser.”