Sunday, October 15, 2006

Bioetik skal hjælpe mennesker

Hvad afgør, om forskningen i stamceller, kloning og gener kan forsvares? At vi finder ud af, om vi har eller er vores krop? At formålet med forskningen er at behandle neurologiske lidelser? At resultatet af forskningen er lykkeligere mennesker? De tre filosoffer, der interviewes på forsiden af Videnskab & Debat, Politiken søndag d. 15. oktober har hver deres svar. Og formanden for Etisk Råd, Ole Hartling, har et fjerde. Hvorfor? Fordi diskussionen om bioetik bygger på to modsatrettede grundpræmisser: På den ene side har vi grundpræmissen for etiske spørgsmål om, at der ikke findes endegyldige svar (lektor i filosofi Klemens Kappel udtrykker det som at alle er på lige fod i diskussioner om etiske dilemmaer). På den anden side har vi grundpræmissen for naturvidenskabelig forskning om, at sandheden er et sted derude ('det gode liv' kan både defineres og opnås, hvis vi bruger forskningen rigtigt). Der er altså på den ene side filosofferne, der tænker over forholdet mellem rigtigt og forkert uden at tage stilling til det; og på den anden side forskerne, der lader fremskridtet definere rigtigt og forkert uden at tænke særlig meget over det. Inde midt imellem filosoffer og forskere er der en hel masse mennesker, der hverken tænker eller tager stilling, før tragiske omstændigheder kræver, at de træffer en hurtig beslutning. Og dér er hverken filosoffer eller forskere til meget hjælp. De bruger nemlig så meget tid på hhv. etik og forskning, at de glemmer, hvad bioetik er og bør være: Et redskab til at tackle de konkrete udfordringer, livet byder på. Bioetik handler om forskellige mennesker, der har større eller mindre krav til livet. Ikke abstrakte diskussioner om, hvad det vil sige at være menneske. Ikke idealer og perspektiver for, hvad det er muligt at opnå. Det afgørende for, om forskningen i stamceller, kloning og gener kan forsvares er, at den hjælper dem, der har brug for hjælp. Ikke bare her og nu i situationer, hvor alt synes håbløst. Men i store og små dilemmaer, der kræver, at vi hver især tager stilling. Det er ikke råd, vi har brug for, når vi står i et etisk dilemma. Det er hjælp til at tænke os om, inden vi træffer en beslutning, der har vidtrækkende konsekvenser - for os selv og alle vores medmennesker.

6 comments:

  1. Nu har jeg læst dit indlæg 5-6 gange, men er stadig lidt i tvivl. Hvordan kan bioetikken få os til at tænke os om, inden vi træffer en beslutning, der har vidtrækkende konsekvenser - for os selv og alle vores medmennesker. Og er det ikke netop filosoffernes ærinde? Mener du, at filosofferne fortaber sig i abstrakte diskussioner, og at det der er brug for er mere praktisk anvisninger?
    En enkelt konkretisering ville hjælpe på min evne til at forstå, hvad du mener (-:

    ReplyDelete
  2. Dejligt med en udfordring! Jeg tror, jeg mener, at bioetikere - repræsenteret ved forskere (bio) og filosoffer (etikere) - skal hjælpe almindelige mennesker med at træffe svære valg. Det skal de gøre ved at fortælle os, hvad vi skal tage stilling til hvornår. F.eks. er jeg temmelig træt af gravide kvinder, der siger ja tak til nakkefoldsskanninger uden at tage stilling til, hvad de vil bruge resultatet til. Først når de har fået et knapt så romantisk svar på skanningen forholder de sig til, om de vil have et muligvis handicappet barn eller ej - og der er de ikke i stand til at tænke klart. Hvis de gravide kvinder vidste, at man ikke laver nakkefoldsskanninger for at "kigge til barnet", men for at lave en risikovurdering, som kræver kvindens stillingtagen, ville de formentlig tænke over det moralske dilemma, inden de er fanget i det. Nogle kvinder vil måske nå frem til, at de vil have barnet under alle omstændigheder og vælge nakkefoldsskanning og dertil hørende bekymringer fra. Min pointe er vist nok, at bioetikere ikke bare skal fortælle os om konsekvenserne af, men også formålet med at træffe de valg, vi træffer (der er et formål med en nakkefoldsskanning og den skal til- eller fravælges med henblik på dette formål). Det skal de gøre ved at indkredse de spørgsmål, vi skal stille os selv i bestemte situationer ("hvordan forholder jeg mig til at få et handicappet barn?"). Jeg er ærgerlig over, at spørgsmålene ikke kommer af sig selv, men det gør de tilsyneladende ikke, og så er det bioetikernes opgave at hjælpe os. Måske ved at tænke i konkrete spørgsmål i stedet for generelle råd. Giver det mening?

    ReplyDelete
  3. Det er altid nemmere med et konkret eksempel. Nakkefoldsskanninger kan jeg forholde mig til (-: Men er det nu også rigtigt, at folk ikke ved, at de skal tage stilling til om de vil have et barn, der måske er et mongolbarn, hvis nakkefoldsskanningen peger i den retning? Det tror jeg godt de ved. Men mange kan ikke forholde sig til problemet før de er i situationen. Måske fordi det ikke er et rent rationelt valg? Jeg tror de fleste gerne føle, hvordan det føles at træffe en beslutning, før de gør det.
    Måske tager jeg fejl. Mener du at bioetikken kan give os et etisk, rationelt svar på spørgsmålet om at til- eller fravælge et barn, der (sandsynligvis) er mongolbarn? Eller kan bioetikken kun hjælpe os med at forstå, at det er det valg vi risikere at skulle tage, hvis vi vælger at få foretaget en nakkefoldsskanning?

    ReplyDelete
  4. Nej, jeg mener ikke, at bioetikken kan give os et etisk, rationelt svar på de svære spørgsmål, vi står med i løbet af livet. Men den kan hjælpe os med at stille de rigtige spørgsmål på de rigtige tidspunkter...

    ReplyDelete
  5. Man skal passe på at med at tro, at (bio)etikere kan fortælle os, hvad der er den "korrekte" etiske holdning. Men de kan hjælpe med at strukturere debatten og sortere irrelevante og logisk uholdbare argumenter fra.

    ReplyDelete
  6. Enig, men de skal gøre det på en måde, der giver mening i helt almindelige menneskers liv, og det synes jeg de kunne være bedre til...

    ReplyDelete