Bioetik skal hjælpe mennesker

Hvad afgør, om forskningen i stamceller, kloning og gener kan forsvares? At vi finder ud af, om vi har eller er vores krop? At formålet med forskningen er at behandle neurologiske lidelser? At resultatet af forskningen er lykkeligere mennesker? De tre filosoffer, der interviewes på forsiden af Videnskab & Debat, Politiken søndag d. 15. oktober har hver deres svar. Og formanden for Etisk Råd, Ole Hartling, har et fjerde. Hvorfor? Fordi diskussionen om bioetik bygger på to modsatrettede grundpræmisser: På den ene side har vi grundpræmissen for etiske spørgsmål om, at der ikke findes endegyldige svar (lektor i filosofi Klemens Kappel udtrykker det som at alle er på lige fod i diskussioner om etiske dilemmaer). På den anden side har vi grundpræmissen for naturvidenskabelig forskning om, at sandheden er et sted derude ('det gode liv' kan både defineres og opnås, hvis vi bruger forskningen rigtigt). Der er altså på den ene side filosofferne, der tænker over forholdet mellem rigtigt og forkert uden at tage stilling til det; og på den anden side forskerne, der lader fremskridtet definere rigtigt og forkert uden at tænke særlig meget over det. Inde midt imellem filosoffer og forskere er der en hel masse mennesker, der hverken tænker eller tager stilling, før tragiske omstændigheder kræver, at de træffer en hurtig beslutning. Og dér er hverken filosoffer eller forskere til meget hjælp. De bruger nemlig så meget tid på hhv. etik og forskning, at de glemmer, hvad bioetik er og bør være: Et redskab til at tackle de konkrete udfordringer, livet byder på. Bioetik handler om forskellige mennesker, der har større eller mindre krav til livet. Ikke abstrakte diskussioner om, hvad det vil sige at være menneske. Ikke idealer og perspektiver for, hvad det er muligt at opnå. Det afgørende for, om forskningen i stamceller, kloning og gener kan forsvares er, at den hjælper dem, der har brug for hjælp. Ikke bare her og nu i situationer, hvor alt synes håbløst. Men i store og små dilemmaer, der kræver, at vi hver især tager stilling. Det er ikke råd, vi har brug for, når vi står i et etisk dilemma. Det er hjælp til at tænke os om, inden vi træffer en beslutning, der har vidtrækkende konsekvenser - for os selv og alle vores medmennesker.