Hovedrengøring II - krisehåndtering

"Du vil have det bedste fra begge verdener, og det er ikke muligt". Sådan sagde min gamle vejleders gamle vejleder (eller mesteren, som Søren Gosvig Olesen omtaler Jørgen Hass), da jeg for et par uger siden spiste middag med ham, inden et foredrag, han havde inviteret mig til at holde for sine studerende. Vi talte om mine bestræbelser på at bringe filosofiske indsigter i spil i erhvervslivet, men Hass´ analyse gælder også alt andet, jeg beskæftiger mig med:

Mellemregningerne mellem teori og praksis, omsætningen af humanistisk forskning til (kommercialiserbare) forandringsprocesser, oversættelsen af svære filosofiske pointer til aktuelle debatindlæg. Det er grundpillen i hele mit professionelle virke, Hass satte fingeren på med sin enkle konstatering - og måske også i mit personlige.

Alligevel er jeg nået frem til, at han kun har delvis ret. Hass har ret i, at jeg vil begge verdener - det giver slet ikke mening for mig at tænke teori-praksis, forskning-forandring og filosofi-meningsdannelse adskilt - men han har ikke ret i, at jeg vil have det bedste. Tværtimod bliver det tydeligere og tydeligere for mig, at min opgave i de forskellige sammenhænge, jeg indgår i, snarere end at beskrive og forsøge at opnå det bedste er at gøre opmærksom på og håndtere det værste.

Det gør jeg ikke, fordi jeg er pessimist (hvilket der ellers er gode filosofiske grunde til), men fordi jeg er enig med Heidegger i, at "en videnskabs niveau lader sig bestemme ud fra, hvorvidt den magter en krise i relation til sine egne grundbegreber" (Væren og tid, side 29). Eller sagt på en anden måde: Det er evnen til at anerkende og tage ansvar for sine egne begrænsninger, der viser, hvem man er som menneske, virksomhed og samfund - ikke de idealer og principper, man opstiller for det gode. At det er betydelig lettere sagt end gjort er der ingen tvivl om. Det er ikke tilfældigt, at Heidegger taler om en krise. I filosofien, videnskaben, samfundet og det enkelte menneske.

Det sidste talte jeg også med Hass om. Jeg undrede mig over, at der er akademiske filosoffer (som regel mænd i 40-årsalderen), der fra at have beskæftiget sig med tysk og fransk filosofi pludselig begynder at bekende sig til analytisk filosofi. Men det er ifølge Hass ikke så mærkeligt. Enhver filosof må nemlig på et tidspunkt se i øjnene, at den krise, filosofien har befundet sig i siden Kant, også gælder ham selv. Det er ikke bare filosofiens krise, men filosoffens. Det er menneskets krise. Din og min.

Det er en ulidelig erkendelse for langt de fleste mennesker, og mens nogle håndterer den ved at skifte konen ud med en yngre model eller begynde at cykle og løbe som en gal, så er der altså nogen, der erstatter den afgrundsdybe tænkning med logikkens stensikre fundament. Her kan man lade som om, at hverken filosofiens eller ens egen forfatning er så kritisk, som den er, og overlade ansvaret for både det gode og det onde til de universelle principper, man kan blive enig med andre analytikere og verdensfjerne teoretikere om at hylde.

Smart og smertefrit. Og ikke så lidt sigende om det videnskabelige niveau.

Lad Anders Breivik bruge os rigtigt

Der var engang, hvor Anders Breivik var en af os. Faktisk er det ikke engang et år siden, man kunne passere ham på gaden uden at opdage, at han var Breivik: Manden, der den 22. juli 2011 tog Norges uskyld og 77 uskyldige menneskeliv. For et år siden var Breivik bare en mand med en idé. Et menneske, der – lige som mange andre – var utilfreds med den måde, Europa udvikler sig på i disse år, og som var indstillet på at gøre noget ved det. En ambitiøs ung mand, kunne man sige. Viljestærk og selvsikker nok til at tro på, at han kunne gøre en forskel. Og han havde noget at have det i. I modsætning til mange andre ville han ikke nøjes med at kritisere. Han havde noget, han ville fortælle Norge og resten af Europa. Og han vidste, hvordan han ville gøre det. Måske havde han flere gange overvejet at fortælle sin historie med ord (hvilket det 1500 sider lange ideologipolitiske manifest vidner om). Måske havde han prøvet at fortælle den med billeder (som hans videoklip på YouTube indikerer). Men han havde indset, at det ikke var nok. At selv de mest indflydelsesrige politiske skribenter og største, provokatoriske filmmagere aldrig har skabt så stor og hurtig opmærksomhed om deres civilisationskritik, som det var hans plan at gøre. At han ikke kunne kritisere de principper, han var begyndt at afsky Norge og resten af Europa for at hylde ved at spille efter de regler, samme principper havde affødt. Og derfor havde han lavet en plan. En plan, der ville ændre alt. Stille spørgsmålstegn ved de mest fundamentale, demokratiske principper. Udstille svaghederne i det, vi troede var stærkt. Jeg vil tro, det var omkring dette tidspunkt, Breivik udviklede sit karakteristiske skæve smil. For planen var genial. Ved at gennemføre den ville han markere et før og efter i norsk retshistorie; trække en skillelinje i europæisk selvforståelse. Han ville blive manden, der ikke bare gjorde opmærksom på, men udstillede vestlig utilstrækkelighed. Holdt den op foran os som et spejl. Breivik ville fortælle os noget om os selv, og han ville være sikker på, vi lyttede. At vi så os selv direkte ind i øjnene og væmmedes ved det, vi så. Det kunne han ikke opnå med ord, billeder eller for den sags skyld et politisk engagement. Han blev nødt til at gøre noget. Vise hvem han var og hvad han ville ved at handle. Vise hvem vi er og hvad vi vil ved at tvinge os til at forholde os til hans handling. Og derfor var det vigtigt, at han overgav sig. Planen stod og faldt på, at han overlevede. Så vi kunne dumpe hans test. Afsløre over for os selv og verden, at der er grænser for tolerance. Grænser for, hvad der kan forsvares, afsones og tilgives.

Den 22. juli 2011 blev planen til virkelighed. Breivik er ikke længere en af os. Hans ideer, kritik og ambitioner om at gøre en forskel adskiller ham ikke fra mange andre. Ikke engang tanken om eller den konkrete udfærdigelse af en plan, der er så grum, at den for langt de fleste mennesker er umulig at tænke, trækker skillelinjen mellem Breivik og os andre. Kun at han gjorde det. Som mennesker kan vi tænke, planlægge og udføre de mest utrolige ting, men det er kun det sidste, der definerer, hvem vi er: Det, vi gør og ikke gør. Breivik er lige så meget menneske som du og jeg, men han er ikke en af os. Uanset om han bliver erklæret sindssyg eller rask, får en behandlingsdom eller skal i fængsel, så er han udenfor. En gang for alle. Han bliver aldrig en af os igen. Det er for sent. Ikke pga. psykiaternes diagnose(r), journalisternes dækning af retssagen eller dommernes strafudmåling. Heller ikke pga. hans kritik af multikulturalisme, hans analyse af Europas fremtid eller hans rationale for at gøre, som han gjorde. Der kan – som jeg har forsøgt at illustrere ovenfor – argumenteres for det hele. For så vidt angår kritik, analyse og plan kan man helt uden højreekstremistiske tilbøjeligheder og tunge sindssygdomme finde fornuftige grunde til, at Breivik så sig nødsaget til at handle. Men man kan ikke handle som Breivik. Når Breivik aldrig bliver en af os igen, er det, fordi, der er grænser for, hvad vi kan acceptere hos vores medmennesker. Grænser for, hvad vi kan acceptere hos os selv. Breivik har forbrudt sig mod adskillelige love og menneskerettigheder, men den største forbrydelse er den, han har begået mod mennesket i sig selv – og dermed os alle sammen. Ved ikke bare at dræbe, men reducere de dræbte til brikker i et symbolpolitisk spil udstiller Breivik det, vi frygter mest: Det onde i os selv. Det handler om at bruge andre til at nå vores egne mål (som fx at dulme følelsen af uretfærdighed), og det handler om afmagt, vrede og hævn – som kan få os til at slå ihjel. Selvom det er de færreste, der kan og vil handle på disse følelser, så er der mange, der ærgrer sig over, at dødsstraffen er afskaffet i Skandinavien. Andre spekulerer i, hvordan Breivik kan blive spærret inde for livstid. Mens endnu andre går til angreb på dem, der forsøger at forklare. For tolerere og tilgive kommer vi aldrig til. Heldigvis.

Vanskelighederne med at håndtere Breivik skyldes således ikke, at han er farlig og irrationel, men at han minder os om, at vi er. Breivik er – lige som det retssystem, han er blevet en del af – langt mere rationel end vi som mennesker er flest. Modsat overlevende, pårørende, journalister og andre, der er berørt af, at så mange har mistet livet, så er det vigtigt for både retssystem og Breivik, at sagen ikke handler om følelser. Som mennesker ved psykiatere, advokater og dommere godt, at Breivik ikke længere er en af os, og det ved Breivik formentlig også. Men som håndhævere af ideologiske principper, er det ikke det, de siger. Underlagt ideer, der rækker ud over det enkelte menneske; visioner, der er større end dem selv, er det vigtigt for både Breivik og repræsentanter for retssystemet at understrege, at vurderingen af, hvad der er rigtigt og forkert ikke er op til dem. De gør, hvad de må gøre: Argumenterer og konkluderer. Rationelt. Således tager retssystemet, lige som Breivik, udgangspunkt i sandheden. Om det gode samfund, det ansvarlige menneske – og heri består problemet. For samfundet er ikke godt, og mennesket er ikke ansvarligt. I hvert fald ikke hele tiden. Mennesket kræver at blive taget alvorligt for ikke bare det gode og skønne, men også det onde og grumme. Glemmer vi det, går det galt. Således er Breiviks sag ikke bare blevet en del af retssystemet, retssystemet er også blevet en del af Breiviks sag: Hvad stiller vi op med et menneske, der er lige så følelseskold over for sig selv og sin egen straf som over for de mennesker, han har slået ihjel? Hvordan håndterer vi en mand, der bruger vores principper mod os selv?

For Breivik er det ikke afgørende, hvilken straf han får – så længe han bliver taget alvorligt. Omvendt er det for langt de fleste andre ikke vigtigt, om Breivik bliver taget alvorligt – så længe han bliver straffet. Som det ser ud lige nu, er der desværre meget, der tyder på, at Breivik er den eneste, der får, hvad han ønsker. Han vil aldrig kunne få den straf, vi er enige om, han fortjener: Evig eksklusion. Ikke fordi vi tror og håber, at han igen kan blive en af os, men fordi vores principper forhindrer os i at være og handle som mennesker.

Da Sørine Gotfredsen umiddelbart efter massemordet benyttede en kronik i Berlingske til at opfordre til, at vi bruger Breivik rigtigt, blev hun beskyldt for at forklare det uforklarlige. Alligevel vover jeg at følge op på hendes opfordring ved at foreslå, at vi lader Breivik bruge os rigtigt. Ikke som mikrofonholdere for en forbryder, der aldrig igen bliver en af os, men som spejling af en kritik, det er næsten umuligt at trænge igennem med. Hvad kan Anders Breivik fortælle os? Ikke om islamisme, militant nationalisme og tempelriddere – men om os selv? Hvor går grænserne for, hvad vi kan og vil forsvare? Hvilke sider af os selv og hinanden forhindrer vores multikulturelle idealer os i at anerkende og gøre noget ved? Hvad og hvordan skal vi ændre for at gøre plads til dem, vi er – og tage ansvar for det, vi gør?

Kvindelig tænkning

"På et højere plan kan man mærke, at en form for kvindelig tænkning har fået mere plads i filosofien. Kvindelige tænkere er for mig dem, der tænker erfaringsnært – som bringer egne erfaringer i spil i stedet for at sætte alt ind i systemer."

Anne Marie Pahuus i JP Århus 2011.

Regler

"Menneskeheden skrider ikke langsomt frem, fra slag til slag, mod en verdensomspændende gensidighed, i hvilken reglerne for altid vil erstatte krigen; menneskeheden installerer enhver af sine voldsudøvelser i et regelsystem og går således fra det ene beherskelsesforhold til det andet".

Foucault: "Nietzsche - genealogien, historien".

Finanskrisen handler om manglende dannelse

"Kender du dine klassikere, kender du til kvalitet og niveau, og så vil du have mere kvalitet og mindre larmende lorte-TV"

Jeg vil gerne sige det samme som filminstruktør Joachim Nielsen i dagens Berlingske.

Er humanistisk forskning for svær for WA?

Indlæg i Weekendavisen # 10, 9. marts 2012:

Bag om sproget

Takket være Lone Frank er WA uden sammenligning landets bedste avis, hvad angår formidling af naturvidenskabelig forskning. Desværre har jeg altid undret mig over, hvorfor dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter. Men det giver Ole Balslev måske en forklaring på i WA i forrige uge. Her anmelder han professor Per Durst-Andersens bog, Bag om sproget, som han har svært ved at finde en målgruppe til. Bogen er ifølge Balslev ikke nogen let bog for den, der interesserer sig for sprog, og selv forfatterens egne elever vil efter Balslevs vurdering have problemer med at forstå analyserne i bogen.

Da jeg med stor interesse har læst professorens bog og fundet den overordentlig vigtig for ikke bare de forskellige humanistiske forskningsfelter, den er et bidrag til, men også den evigt aktuelle debat om, hvordan vi skaber forståelse og respekt mellem forskellige kulturer, synes jeg ikke, Balslevs forskrækkelse over, at en forskningsbaseret bog ikke er let, skal have lov at stå alene. Det kunne jo være, at jeg ikke er den eneste af WAs læsere, der gerne gør sig umage, hvis belønningen er nye og banebrydende erkendelser.

Som fx at man aldrig ville kunne finde en anmeldelse som Balslevs i en russisk avis, fordi russisk er et såkaldt virkelighedsorienteret sprog, mens dansk (lige som engelsk) er et modtagerorienteret sprog. Per Durst-Andersen illustrerer forskellen med følgende eksempel: Hvis en dansker efter et foredrag siger 'Jeg kan simpelthen ikke forstå den teori du beskriver', siger bemærkningen mærkværdigvis intet om afsender selv, men derimod en del om foredragsholderen og hans teori. Hvis en russer sagde det samme, ville han sige mere om sig selv end om foredragsholderen, og folk ville undre sig over, at han ønskede at blotte sig på denne åbenlyse måde.

Forklaringen på, at forskellige nationaliteter forstår de samme udtalelser på forskellige måder finder Per Durst-Andersen i det ”kulturmentale univers”, der følger med ethvert sprog. Denne sammenhæng mellem et sprogs grammatiske strukturer og en bestemt måde at tænke på har jeg selv beskæftiget mig med i bogen Et spørgsmål om at være (Museum Tusculanums Forlag, 2008). Men mens jeg kun beskæftigede mig med, hvad relationen mellem substantiver og verber betyder for vores måde at tænke på i Vesten, så gør Per Durst-Andersens undersøgelser af de kulturmentale universer i så forskellige sprog som dansk, russisk, engelsk og kinesisk det muligt at tage højde for, at langt fra alle tænker og forstår det samme som os.

Denne mulighed kan og bør få vidtrækkende konsekvenser for alt lige fra international politik til brugen af engelsk som corporate language i globale virksomheder. Vi bør spørge os selv, hvad det er muligt – og ikke muligt – at beskæftige sig med på et Global English, som sprogbrugerne har hver deres specifikke forståelse og anvendelse af. Hvilke konsekvenser har det for kommunikationen mellem en dansker og en kineser, at danskeren tænker og taler i informationer, mens kineseren tænker og taler i situationer? Er objektivitet et resultat af (natur)videnskabelig metode – eller udtryk for en bestemt måde at tænke på, der kendetegner det sprog, videnskaben formidles på, nemlig engelsk?

Det er blot et lille udpluk af de mange spørgsmål, Ole Balslev kunne have rejst i sin anmeldelse af Bag om sproget. Men det gjorde han ikke. Måske fordi han ikke havde sat sig ordentligt ind i, hvad bogen bidrager med og betyder. Måske fordi han ikke forstår det. Uanset om det er det ene eller det andet, vil jeg opfordre WA til enten at lade være med at gøre sig til dommer over, hvad læserne kan og ikke kan forstå, eller alliere sig med nogen, der tager humanistisk forskning lige så alvorligt som naturvidenskabelig.

"Diversity" - drive eller dille?

Jeg havde fornøjelsen af at sidde i et "Business Panel" på et CBS Symposium i går, hvor overskriften var "Humanities in Business: How can the Humanities contribute to Business?" Panelet bestod af repræsentanter fra PenSam, Arla, Novo Nordisk, A. P. Møller-Mærsk, PFA og så mig - der som I nok kan regne ud, skillede sig en lille smule ud fra de andre.

Det er alt andet lige sværere at tale på erhvervslivets vegne, når man kommer fra en lille tre-mands iværksættervirksomhed som Academy A end når man med mange års erfaring i store danske og/eller globale virksomheder har navne som Mærsk, Novo Nordisk og Arla i ryggen. Sådan er det bare.

At debatten derudover skulle foregå på engelsk, der for de nævnte virksomheder selvfølgelig er Corporate Language, men som for en lille dansk, humanistisk forskningsvirksomhed er og bliver fremmedsprog, gjorde det selvsagt ikke lettere at matche mine meget kompetente medpaneldeltagere.

Men så kan jeg - som min svigermor så venligt siger, når hun for Gud ved, hvilken gang tager mig i at falde totalt igennem på en praktisk opgave (som fx at strikke et halstørklæde) - så meget andet. Selvom vi er flere i familien, der morer os over, at min svigermor aldrig giver nogle eksempler på, hvad det er, jeg kan, så bilder jeg mig ind, at hun har ret. Jeg kan noget andet end de mennesker, jeg sad i panel med i går, og måske hænger det netop sammen med, at jeg ikke repræsenterer en stor, global virksomhed og derfor (stadig) betragter engelsk som et fremmedsprog.

For hvordan kan det være, at HR-folk i globale virksomheder er så optaget af og taler så meget om diversity og samtidig betragter det som en selvfølge, at al kommunikation foregår på ét sprog? Hvordan kan en virksomhed som Novo Nordisk arbejde strategisk med det, de kalder diversity of mind uden samtidig at anerkende betydningen af diversity of language? Ved de ikke, at et menneskes mind (hvilket jeg vil tro, de forstår som 'måden at tænke på') hænger sammen med den kultur, det pågældende menneske er en del af? Forholder de sig ikke til, at kultur er uløseligt forbundet med sprog?

Formentlig ikke. Og det kan man heller ikke forvente. Som mine inspirerende medpaneldeltagere påpegede, så handler det for store, globale virksomheder først og fremmest om at være pragmatiske - og det er man, som det ser ud lige nu, bedst ved at tale om diversity som noget, der kan opnås og håndteres på engelsk.

Spørgsmålet, som man kan stille, når man IKKE repræsenterer én af disse virksomheder, og når man som lille, dansk humanistisk forskningsvirksomhed derfor (stadig) betragter engelsk som et fremmedsprog er, om det behøver blive ved med at være sådan.

Kunne man ikke forestille sig nyere og bedre måder at arbejde med diversity på, som tager højde for de kulturforskelle, medarbejdere med dansk, kinesisk, spansk og andre modersmål bringer med over i deres forståelse og brug af engelsk?

Det talte jeg med professor Per Durst-Andersen om efter arrangementet i går, og vi er sikre på, vi kan hjælpe de globale virksomheder med at gøre det (endnu) bedre. Med afsæt i hans forskning i de kulturmentale universer, der følger med forskellige sprog vil vi udvikle et let og overskueligt værktøj, der kan hjælpe virksomheder som fx Mærsk og Novo Nordisk med at blive opmærksomme på og tage højde for det, der kan, og ikke kan, forstås og tænkes på forskellige sprog - herunder engelsk.

Jeg glæder mig afsindig meget!

Fascinerende forskelle

Jeg faldt over en annoncering af et foredrag under ordningen "Bestil en forsker", som vidner om, at der unægteligt er mange måder at læse filosofi på:

"Den amerikanske filosof og naturvidenskabsmand Charles Sanders Peirce skabte for 100 år siden verdenshistoriens mest revolutionerende teori om, hvordan mennesker opfatter og beskriver fænomener. Han arbejdede i forlængelse af de tyske filosoffer Kant og Heidegger. (...) Når man har tilegnet sig Peirces teorier, forstås og beskrives dagligdagens fænomener på en stærk, klar og enkel måde. Peirces teorier skaber orden i kaos i en fortravlet, dagligdags-bevidsthed. Foredraget giver en introduktion til at forstå en af verdenshistoriens allerstørste filosoffer." (Min fremhævning)

Udover ikke at være helt enig i, at Peirce skulle være en af verdenshistoriens allerstørste filosoffer, så synes lektor på Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, Lars Brodersen (angiveligt sammen med Peirce) at læse Kant og Heidegger i den direkte modsatte retning af, hvad jeg gør.

Jeg læser ingen ambitioner om at lave "verdenshistoriens mest revolutionerende teori om, hvordan mennesker opfatter og beskriver fænomener" (tværtimod har jeg gjort en del ud af at vise, at hverken Kant eller Heidegger er optaget af at lave teorier). Ingen forsøg på at forstå og beskrive dagligdagens fænomener på "en stærk, klar og enkel måde" (det er vist ikke nødvendigt at minde om min sympati for Vattimos svage læsning af bl.a. Heidegger). Og mindst af alt tro på, at det er muligt og derfor værd at bestræbe sig på at skabe "orden i kaos".

Det er nu fascinerende, hvor forskelligt vi mennesker forstår os selv og hinanden...

Inspiration fra uventede kanter...

CBS-professor Per Durst-Andersens Bag om sproget (Hans Reitzels Forlag 2011) er meget tæt på at være den bog, jeg har ventet på siden jeg selv blev færdig med Et spørgsmål om at være i 2003. Fantastisk at opdage, at det skulle være den uddannelsesinstitution, jeg gennem tiden har haft mest dårligt at sige om, der skulle danne rammen om sådan et arbejde!

Sørine Gotfredsens Den åndløse dansker (Kristeligt Dagblads Forlag 2011) er der sagt meget om, men den kan bestemt være en hjælp til at finde ud af, hvad man selv vil - og ikke vil - med sin egen debatbog... Og så er det med en vis undren, jeg må konstatere, at den første bog, jeg har læst på én dag i meget lang tid (fordi den både er interessant og super godt formidlet) er skrevet af en teolog!

Folkeuniversitetet

Til dem, der er interesseret i at høre mine (sidste) tanker om filosofi i ledelse vil jeg sige, at jeg inden jeg besluttede mig for at indstille al talen og skriven om ledelse sagde ja til at holde tre foredragsaftener om min bog på Folkeuniversitetet i Emdrup. Du kan læse mere og tilmelde dig foredragene her.

P.s. Til dem, der er mere interesseret i at høre, hvordan det skrider frem med hovedrengøringen, kan jeg sige, at det går rigtig godt... der begynder at dukke noget frem af rodet, som jeg glæder mig til at dele med jer!

Oversættelse af Stafetanalyse - hjælp!

Stafetanalyse(R) bliver efterspurgt af virksomheder, der rækker ud over DK, og vi har derfor fået præsentation, software etc. oversat til engelsk. MEN: Hvad skal den hedde? Alle forslag modtages med kyshånd...

Hovedrengøring I - det sidste indlæg om ledelse

Der skal gøres rent i mit hoved. Det støver og roder, og jeg kan ikke længere finde noget. Men hvordan rydder man op, når det ikke er ting og møbler, der flyder, men tanker? Kan man starte fra en ende af – med at finde en plads til det, der fylder mest?

Hvis det er fremgangsmåden, så kommer jeg ikke uden om at gøre noget ved ’ledelse’. Jeg er ikke bare træt af at tænke, skrive og tale om ledelse, jeg er også træt af at høre mig selv sige, at jeg er træt. Jeg er metatræt, som min kollega så rigtigt siger. Men hvor skal jeg gøre af det? Skal ’ledelse’ i én af de sorte affaldssække, min mand plejer at køre på lossepladsen, når vi har overstået en hovedrengøring? Eller skal jeg give det en plads, som den samme mand insisterer på, ting, der ikke skal smides ud, får – i fx en skuffe eller en dertil indkøbt (gennemsigtig) kasse i kælderen?

Det bliver nok det sidste. Jeg har ikke længere – og har måske i virkeligheden aldrig haft – lyst til at have ’ledelse’ som mit hovedfag, men derfra og til at skille mig helt af med noget, jeg har skrevet om og levet af de sidste syv år, er der trods alt lidt vej.

Konklusion: Jeg må have fat i en gennemsigtig kasse. Noget, der afgrænser mine tanker om ’ledelse’ (så det ikke får lov at fylde så meget), og som kan placeres et sted, hvor jeg ikke hele tiden støder på det, men forholdsvis let kan komme til det, hvis og kun hvis jeg beslutter mig for det.

Men hvor køber jeg sådan en kasse? Hvad er det for en investering, jeg skal gøre for at give ’ledelse’ den plads, det ikke har haft før, men som det er nødt til at få, hvis jeg vil rydde op og derfor ikke kan have ’ledelse’ til at ligge og flyde over det hele?

Ja, en del af svaret er jo nok, at jeg må give mig selv nogle retningslinjer for, hvornår og hvordan, jeg beskæftiger mig med ledelse, og hvornår og hvordan jeg ikke gør. De kunne i tråd med de budskaber, jeg har forsøgt at bringe ind i ledelsesdebatten være, at jeg stopper med at skrive og tale om ledelse (ikke flere artikler, bøger, interview, indlæg og foredrag), men at jeg stadig deltager i udviklings- og konsulentprojekter, der harmonerer med mit ledelsessyn.

Jeg kunne tro på, at jeg har sagt og skrevet tilstrækkelig om, hvad jeg har at sige om ledelse til, at dem, der måtte være interesseret, kan finde det, de søger i mine bøger, artikler og interviews – og så koncentrere mig om at få kød på budskaberne ved at stille op, hver gang der er nogen, der er villige til at tage skridtet videre: Ledere, der ønsker hjælp til at gøre noget af det, jeg foreslår. Konsulenter, der har lyst til at bruge nogle af de metoder og tilgange, jeg har udviklet. Samarbejdspartnere/kolleger, der kan videretænke og -udvikle de mange ideer og muligheder, en opdateret tilgang til filosofi i ledelse giver.

Indtil der er tilpas mange af de to sidstnævnte vil det kræve, at jeg investerer en del i dem, der er: Deltager i salgs- og kundemøder, sparrer på konsulentopgaver og udviklingsprojekter, stiller op til arrangementer om nye koncepter og produkter. Men det gør jeg også gerne. Fordelen ved den type aktiviteter er nemlig, at de i modsætning til tænke-, skrive- og foredragsaktiviteter er lette at rydde op i. De kan afgrænses til et bestemt tidsrum og sted (fx to-tre dage om ugen hos kunder og/eller i Academy A´s lokaler), og jeg skal derfor ikke opfinde nye kasser og pladser, men kan benytte mig af de skuffer, jeg har.

Det giver en dejlig masse plads til at kunne tænke, skrive og tale om noget andet – som jeg er helt sikker på dukker op efterhånden som hovedrengøringen skrider frem...

Blog på lederweb.dk

“Hvordan kan lederen håndtere det uperfekte og det ubehagelige? Nu giver Væksthus for Ledelse dig muligheden for at lytte til filosof og erhvervsforsker Pia Lauritzens tanker om ledelse som podcast, mens du kører i tog, vasker op eller går en tur i vintervejret.”

“Denne podcast er den første af to podcasts, hvor vi gerne vil kaste nogle lidt skæve og tungere vinkler ind i ledelsesdebatten. De sætter fokus på de menneskelige, filosofiske og etiske aspekter af lederskabet, og vi håber, at du har lyst til at lytte med.”

Hør podcasten på lederweb.dk og deltag i debatten om lederuddannelser i blog-artiklerne “Eksperterne ved bedst – men hvem er de?” og “Ikke et ondt ord om lederuddannelse. Men…” fra i morgen den 9. december 2011.

Svagheden ved den svage tænkning

Fra samtale med Gianni Vattimo, Torino 2009 [beklager (begges) vanskeligheder med at begå sig på engelsk]:

PL: Do you think that the weakening thinking can be operationalized, that is, can you do something to have more weakening?

GV: Yeah, this is a problem because in order to engage more weakening I have to organize, I have to be strong. Okay, when somebody asks me this question, I say, it is very important to become strong in order to offer the other cheek. If you are weak, in many senses, weakness is if somebody strikes me, I answer immediately [by striking back], so you have to become strong in order to concur yourself. This is a way of connecting the gospels to the weakening in practice, but: No I understand what you mean, and this is also a contradiction in political engagement, because, for instance now I want to win a seat in the European Parliament, but in order to win I have to organize myself, with a group of persons, yeah, that´s a problem, I mean…

PL: But is it? As I have been reading you and Heidegger, I understand that you have to have metaphysics in order to weaken metaphysics…

GV: Yeah, you cannot imagine a world without metaphysics. You have to have the ideal of producing more and more. I usually say that you need a family and a church to betray them. When you travel around the world, if you have a family, you are more open to erotic and sexual adventure, because you know that this is not the way you are tied to the people to whom you…

PL: But I think that is the beauty about weakening thinking – not the thing about betraying your family – but the thing about accepting the absolute along with insisting on the weakening. And actually I think it´s the same as if, as I said I am writing a PhD on how to get the weakening thinking into business…

 
GV: Yeah, that´s interesting, but how do you do that?

PL: Well, I do that, to answer my previously question to you: I think the weakening thinking can be operationalized, and I think you can do it without taking power of something in organizations, but I think you have to look for some other structures than you usually use when you are developing for instance leadership or organizations in order to innovate. You are doing a lot of things in businesses today to set some of the creativity among the employers free, but you are always doing it on the premises of – the structure of – the organization… So you say you want to innovate, and you want to set it free, but there are some structures that you never set free, because they are the strong, metaphysical structures in businesses. – GV: I see – And so, I try to use the language and the metaphysical thinking to see if some of the characteristics in the language can be applied in weakening the strong structures in organizations. For instance, the relationship between a manager and the employer – how can you weaken this relationship without taking the power away from the manager…

GV: Yeah without substituting one leader with another, because that would be the same structure…

PL: Exactly – so you have to find a way to weaken this relationship, but still respecting the relationship…

GV: I would say that Nietzsche can help you very much in that, because he says that, for instance take Zarathustra, Zarathustra always invited his disciples to betray him, so “if you listen to me, you don´t listen to me”, it’s a sort of double-bind. But, and this is difficult to practice, but as a matter of fact, it is the question I have in my political life, for instance, because take the political situation in Italy: The left wing parties, in order to get into power, they have to become like the right wing parties, so they have to have money, propaganda, compromises with industries and banks and so. So, how can you do? Ehm, my thesis now, is a theory I learned by Charles Taylor, who is a Canadian philosopher, with whom I was in the United States many years ago, and in Italy there was a G8 in Geneve and so, and I was discussing with him and Rorty; what should we do? Fortunately I was not serving in Italy, because I was not elected. Well, its all very simple, you need to arms: the parliament and the street. A sort of continuous presence and demonstrations, …riles possibly not bloody, but the question is to invent non-violent forms of social struggle. And this is not easy. It is a question that is always open.

But the ideal can be set, I mean, for instance, to multiply, instead of trying to get the power in a party, to multiply the initiatives. For instance, when I was defeated in becoming the representative in the European Parliament for the second time in 2004, I decided to candidate for the position of mayor in a very small village in Calabria [?] – but I was defeated there also, so it was not a good idea – but it was the idea of beginning again from basic, scattered small initiatives, to multiply.

So, this is a, I take a political example because it is the most possibly connected to your business idea; it is a matter of organization, it has to be modified, transformed, not by simply taking the power. But, so, for instance, I became a sort of partisan of Chavez in Venezuela. I met him, I went to see Fidel Castro and so, and in Venezuela, Chavez persuaded me, off course I know that he is a soldier and he is not an anarchic governor, off course. But he multiplied popular initiatives in order to support the government. He calls them ‘les missiones’, they are groups of citizens who simply are partisans of Chavez, off course, who are supposed to help the bureaucracy of the state to do better extraction, social medicine and so. And it is a sort of dissolving the state by the participation of citizens. So, without killing all bureaucracy, off course. It is an example of weakening of society, of multiplying the initiatives.

Ros og relevante spørgsmål

Hvor er det dog utrolig bekræftende, når engagerede mennesker ikke bare læser og bruger det, jeg laver, men også tager sig tid til at sende mig en mail med kommentarer og uddybende spørgsmål - som fx ph.d. og lektor i Business and Social Sciences på Aarhus Universitet, Michael Nørager, der efter at have spurgt, om han måtte ringe og stille mig tre spørgsmål, har skrevet følgende til mig:

Det ene spørgsmål har jeg fundet svaret på i din bog – ved endnu en gennemlæsning. Det er det der kendetegner de rigtig gode bøger – man kan finde ”nye” ting ved både 2. og 3. gennemlæsning. Jeg er MEGET imponeret og værdsætter virkelig dine nye perspektiver i bogen.

De 2 resterende spørgsmål kommer fra mine HD (organisation) studerende, som virkelig også har opdaget kvaliteterne i bogen – efter nogle ”startvanskeligheder” J

Spm.1. Hvis man nu i en organisation har gennemført en stafetanalyse og resultaterne fra denne analyse peger på behovet for en eller anden form for intervention. Hvad tænker du så om at bruge en eller flere teorier fra den aktuelle tilgang til filosofi i ledelse som inspiration/støtte til denne interventionsproces?

Spm.2. Du har varemærke registreret stafetanalysen – hvad ligger der i det hvis en eller flere fra holdet ønsker at benytte sig af metoden?

Da spørgsmålene måske er relevante for andre end Michael Nørager og hans lederstuderende har jeg besluttet mig for at besvare dem her:

Ad 1. Selvom jeg tit og ofte giver udtryk for det modsatte, så mener jeg, der er meget godt at hente i de aktuelle teorier og metoder inden for ledelse. Jeg efterlyser blot, at man gør sig klart, hvad generelle teorier og metoder kan bruges til - og især: Hvad de IKKE kan bruges til.

Som jeg ofte slår på tromme for, når jeg er ude at holde foredrag, så følger der et bestemt menneskesyn med, når man betragter ledelse som noget, der kan behandles og udvikles i en teori (eller på en skolebænk). Der følger en betragtning af mennesket som "en, der skaber sig selv og sin egen udvikling" med: Et menneskesyn baseret på muligheder - herunder evnen til at omsætte noget, man har læst eller lært i én kontekst til noget, der giver mening og kan bruges i andre kontekster.

Og det er for så vidt meget godt. Mennesket er sprængfyldt med potentiale, og det er bestemt ingen skade til at dyrke og styrke troen på, at vi kan og skal få ting til at ske.

Men - og det er dette men, jeg mener, vi skal blive bedre til at minde os selv og hinanden om - det er ikke hele sandheden om mennesket. Der er andet og mere end det, vi kan blive enige om at beskrive og bestræbe os på, og som jeg påpeger i artiklen "Hele teorier = halve mennesker", så er det dette andet og mere, der fylder.

Og så er jeg ved at være klar til at besvare spørgsmålet: Jo, jeg mener godt, man kan bruge den aktuelle ledelseslitteratur til inspiration/støtte til at iværksætte forskellige tiltag i halen på fx en STAFETANALYSE - men jeg mener også, at der er en risiko for, at man kortslutter de signaler og den proces, man har sat i gang ved at benytte sig af de praksisorienterede værktøjer, jeg argumenterer for i bogen.

Med STAFETANALYSEN følger nemlig et andet menneske- og samfundssyn end det mulighedsorienterede/videnskabsteoretiske/positivistiske menneskesyn, jeg mener at finde i de aktuelle ledelsesteorier og -metoder. Det er et menneskesyn, der bl.a. fordrer:

• Mere fokus på det, ledere og medarbejdere gør - og mindre fokus på det, de ville gøre (og være), hvis de var perfekte imitationer af en teori/politik/strategi
• Mere fokus på det, der betyder noget/skaber værdi for den enkelte - og mindre fokus på at skabe fælles forståelser af, hvad abstrakte værdier betyder
• Mere fokus på de uformelle roller og relationer, der reelt regulerer adfærden i virksomheden - og mindre fokus på formelle regler og procedurer for "god opførsel"
• Mere fokus på de "sprækker" og "modtanker", der får ledere og medarbejdere til at stoppe op og forholde sig til det, der sker i virksomheden - og mindre fokus på det "glatte" og "ufarlige", som det er umuligt at være uenig i

Da aktuelle ledelsesteorier og -metoder forekommer mig at have overordentlig svært ved at imødekomme og tilgodese disse fokusforskydninger (og derfor har det med at fokusere på lige det modsatte af det, jeg tror på) foretrækker jeg at udvikle mine egne metoder til at følge op på resultaterne af en STAFETANALYSE.

Hvis man har lyst til enten at høre mere om disse metoder eller selv at prøve kræfter med at udvikle filosofi-i-ledelse-inspirerede metoder er man mere end velkommen til at tage fat i mig - jeg er altid på jagt efter engagerede diskussions- og samarbejdspartnere!

Ad 2. STAFETANALYSEN er varemærkeregistreret, fordi den ikke kan overlades til hvem som helst. Den er udviklet til eksterne konsulenter, som skal igennem en grundig sidemandsoplæring, før jeg "frigiver" det tilhørende software til eget brug (i praksis gennemfører vi selv STAFETANALYSER i den forsknings- og udviklingsvirksomhed, jeg er partner i samt sælger licensaftaler til eksterne konsulenter/konsulenthuse).

Når jeg ikke mener, metoden kan overlades til hvem som helst, er det fordi den adskiller sig fra alle andre autogenererede dataindsamlingsmetoder ved ikke at kunne "styres". Man aner ikke, hvad deltagerne vælger at spørge om/komme ind på i deres svar, og derfor er data potentielt meget personfølsomt.

Der kan - og er flere gange - dukke(t) ting op, som jeg har svært ved at forestille mig ville være smart at lægge i hænderne på en intern konsulent/leder, og ekstern generering og bearbejdning af data er derfor den eneste måde, jeg kan garantere den anonymitet, som jeg vurderer er så vigtig for, at vi kommer helt tæt på det, der betyder noget i den enkelte virksomhed.

Når det er sagt, så kan jeg jo ikke gardere mig imod, at folk kopierer ideen/metoden på forskellige måder i forskellige afarter. Varemærkeregistreringen betyder blot, at man ikke officielt kan kalde det, man gør for en STAFETANALYSE - og at man selvfølgelig ikke har adgang til de mekanismer og bearbejdnings-/fortolkningselementer, der ligger i mit software.

Håber, svarene kan bruges - ellers er I altid velkomne til at skrive igen!

Mange venlige hilsner

Pia

Hvor blev tiden af i mellemtiden?

Min gode veninde Ulrika stillede mig engang dette meget tankevækkende spørgsmål, som jeg i flere år er vendt tilbage til og ved, jeg på et tidspunkt må gøre et eller andet ved. Indtil da kan jeg hygge mig med, at jeg ikke er den eneste (filosof), der er optaget af 'mellemtidens' betydning [følgende er læst i artiklen "Tid til endnu mere", Berlingske, 5. nov. 2011, citeret efter professor Søren Harnow Klausen]:

"Vi planlægger og gør en hel masse for at få overstået vores opgaver. Altsammen med det formål at blive klar til at være i nuet og på den måde høste gevinsten af vores indsats. Men vi kommer til at udskyde opmærksomheden på nuet i det uendelige, og det giver jo ingen mening. Refleksion og opmærksomhed giver kun mening, hvis man nul-stiller tiden og ikke er bevidst om den." 

En konsekvens af , at vi er blevet bedre til at udnytte tiden maksimalt, er, at vi har givet køb på tålmodigheden og er for dårlige til spildtid, mener Harnow Klausen. (...)

 "Vi er omgivet af spildtid og ventetid, som en naturlig del af en dag. Men mange opfatter spildtiden som nytteløs og bliver rastløse, hvis tiden ikke kan fyldes ud med noget."

Ifølge  Harnow Klausen er vi "always on". Men hvis vi ikke længere har de tvungne åndehuller og muligheden for refleksion, som ventetiden måske er, kan livet blive noget, vi lever så hastigt, at det næsten synes umærkeligt, fordi det aldrig rigtigt trænger ind, mener filosofi professoren.

"Der er ting i vores liv, som har brug for at lagre, måske imens vi går og venter. Tiden går ikke tabt, vi mister den ikke. Den bliver bare fyldt ud af noget andet og måske knap så konkret."

Grænser

”Det er ikke tilfældigt, at nutidens tænkere hellere vil tale om menneskets vilkår end om dets natur. Ved vilkår forstår de mere eller mindre klart samlingen af grænser a priori, som markerer hans fundamentale situation i universet. De historiske forhold varierer: Man kan være født som slave i et hedensk samfund, som lensherre eller som proletar. Det, der ikke varierer, er den nødvendighed for os at være til i verden, at være i arbejde her, at være sammen med andre og at være dødelige” (Sartre, Eksistentialisme er en humanisme, side 76).

Filosofi - Vestens hukommelse

Uddrag fra Filosofi i ledelse, side 127-128:

Med sine 2500 års nedskrevne erfaringer med at tænke udmærker filosofien sig ved at huske det, andre – ikke mindst videnskaben – har glemt. Som jeg indledte bogen med at citere Gosvig for at skrive, ved filosofien, at tingene ikke altid har været, som de er nu, eller altid vil være sådan. Men denne viden har den ikke altid haft. Først efter at have været igennem en historisk bevægelse med dertilhørende erkendelsesorden begyndte filosofien for ca. 200 år siden at tage sin egen historie alvorligt. Og sådan er det tilsyneladende også for ledelsesteoretikere. Således fremhæver spirituelt orienterede ledelsesteoretikere som fx Pruzan og Scharmer, at interessen for det spirituelle er kommet med årene, og at det er deres mange erfaringer, der har bragt dem på sporet af, at der er mere mellem himmel og jord end det, managementteorierne foreskriver.

Med filosofiens indsigt i, at man ikke kan erkende uden at erfare, er det nærliggende at spørge, hvor det stiller de mange ledere og konsulenter, der ikke er lige så erfarne som teoretikerne. Kan de forstå og bruge teorier om det spirituelle lederskab? Tæmme deres styrke og vilje til at styre hele verden for i stedet at varme sig ved de erfarne ledelsesteoretikeres pointe om, at man kan opnå mere ved at styre sig selv? Eller er det netop en erkendelse, der kommer med alderen? Når man har styret tilstrækkelig meget til at kunne leve med tanken om at styre lidt mindre (eller bare er blevet så god til at styre, at man kan gøre det uden at afsløre, at det er det, man gør – ved fx at påvirke, hvordan andre mennesker tænker om ledelse)? Det er i hvert fald tankevækkende, at det aldrig går den anden vej: Ledelsesteoretikere og ledere, der fortæller, at de i deres unge dage var meget spirituelt orienterede, men at de efter mange års erfaring har lært, at det er styring, der skaber gode virksomheder. Hvorfor gør det ikke det? Fordi historien har sin egen rækkefølge – og mennesker deres egne erfaringer.

1. udkast til forord

Stokbros og Kristians kommentarer til "Det er ikke godt at vide" har givet mig blod på tanden i forhold til åbent at diskutere de første udkast til den debatbog, jeg drømmer om at skrive. Det kan helt sikkert kun kvalificere det endelige resultat, at så mange som muligt kommenterer og kommer med ideer til mine første spæde forsøg på at sætte ord på det, jeg mener, der er galt med vores menneske- og samfundssyn i dag, så I må endelig ikke holde jer tilbage! Det følgende er 1. udkast til forord (som jeg også er enig med forlaget i kan sættes mere på spidsen):

Denne bog er skrevet på lige del fascination og frustration. Fascination af, hvor godt det er lykkedes videnskabsjournalister som Tor Nørretranders, Lone Frank og Jesper Hoffmeyer at skabe forståelse og debat om endog meget vanskelige naturvidenskabelige landvindinger – og frustration over, at det ikke er lykkedes humanistiske forskere at følge med. Selvom det påvirker såvel det faglige miljø som den almindelige status i samfundet, at humaniora fra flere kanter er erklæret ”i krise”, så gælder min frustration ikke så meget selvforståelse og legitimitet som det faktum, at debatniveaet og den generelle dannelse lider under de humanistiske forskeres fravær. Og det er ikke, fordi de naturvidenskabeligt skolede journalister – og for den sags skyld de mange teologiske debattører – ikke gør det godt. Det er simpelthen, fordi der mangler noget. Noget, hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, men som de hele tiden forvilder sig ud i – fordi de, der har forudsætningerne holder sig væk.

Således er der ikke grænser for, hvor ofte diskussioner om etik, erkendelse, sandhed, sprog, kultur, politik, magt, ondskab, død og andre humanistiske interesseområder overlades til fx biologer, sociologer og teologer. Engang imellem – også oftere end jeg finder det relevant – gives ordet til en psykolog, men så er det også mere eller mindre sagt. Retorikere, etnologer, sprogforskere, historikere, litterater og filosoffer inviteres kun sjældent ind – og når de gør, er det ikke på deres egne, men på naturvidenskabens præmisser, dvs. for at fælde en dom: Sandt eller falsk.

Men sådan fungerer (god) humanistisk forskning ikke, og derfor holder forskerne sig væk. Ikke dem alle sammen og ikke hele tiden, men for mange og for længe til, at det gør en forskel. Presset fra naturvidenskaben er for stort, og italesættelsen af humaniora som havende forskellige ”videnskabsteorier”, vidner om, at det ikke kun kommer fra medierne og den brede offentlighed, men også fra de humanistiske fakulteter selv.

Derfor har jeg i mange år drømt om at finde – eller selv at blive – en humanistisk udgave af Lone Frank. Én, der kan formidle og skabe opmærksomhed om vigtige humanistiske erkendelser og perspektivere konsekvenserne af at tage dem alvorligt – såvel som at lade være. Men jeg har opgivet denne drøm. Jeg har mistet troen på, at der er et humaniora at forsvare og formidle, og jeg er ikke længere sikker på, at det er i forholdet til naturvidenskab (eller for den sags skyld teologi, sundheds- og samfundsvidenskab), kampen skal stå. Hvis der skal kæmpes – og det mener jeg, der skal – så er det ikke for et bestemt fag eller fagområde, men for en måde at tænke på, som er kommet under pres. Denne har karakteriseret dele af humaniora, men den har også været at finde på andre fakulteter, lige som den lever – og måske lever bedre – uden for universitetets mure.

Når jeg skriver, at der mangler noget, som hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, er det således ikke fordi, jeg mener, det kan forstås og forklares af andre. Tværtimod er det muligheden af, at der er noget, der ikke kan forklares, der er gået tabt. Bevidstheden om, at der er grænser for såvel videnskaben som os selv. Og evnen til at håndtere det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde.

Med denne bog melder jeg mig ind i kampen om at definere, hvad det vil sige at være menneske – ikke for at bidrage eller tilbyde et alternativ til den biologiske, sociologiske eller teologiske udlægning, men for at gøre det klart, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.

Det er ikke godt at vide

Min 7-årige søn er meget optaget af Gud og Jesus. Det tror jeg er almindeligt for alderen. Han har flere gange fortalt, at Oskar tror på Jesus, men ikke på Gud, og det kan han ikke forstå – for Gud er jo Jesus´ far. I morges kom så det uundgåelige spørgsmål: Hvem er Guds far? Og da jeg tøvede et sekund: Hvem er hans mor? Selvom jeg altid knækker halsen, når jeg forsøger at besvare mine børns filosofiske spørgsmål, så er jeg nødt til at prøve. De accepterer ikke, at jeg vender spørgsmålet om, og spørger, hvordan de tror, det hænger sammen. De spørger, fordi de vil have svar. Nu. Derfor er det hverken det lange videnskabelige eller det politisk korrekte svar, jeg skal have fat i, men det, der inden for rammerne af de 90 sekunders tålmodighed, de har til rådighed, kan kaste lys over det, der i deres verdensbillede ikke er et større mysterium end, hvorfor de ikke må få pasta-pølseret til middag hver aften.

Mit svar går som regel på, at når det kommer til Gud og Jesus, så hænger det ikke sammen på helt samme måde, som for os andre, og at man derfor selv må finde ud af, om man tror på dem eller ej. Der er nogen – siger jeg til ham – der tror på, at Gud skabte verden, og at Jesus var hans søn, og der er nogen, der ikke gør. Det fører ikke overraskende til, at vi taler lidt om, hvad jeg tror, inden det som regel ender i, at min søn, stik modsat alle andre jeg kender, når frem til, at man sagtens både kan tro på Gud og Jesus og på, at mennesket nedstammer fra aberne. Og så er han videre. I gang med at finde sin lillesøster eller beklage sig over, at tøjet driller.

Tilbage står jeg så med frustrationen over ikke at kunne finde et tilfredsstillende svar på mine børns meget indsigtsfulde spørgsmål – og endnu mere frustreret over, at jeg ikke kan lade være med at blive frustreret. For hvorfor er det så stort et problem for mig og andre voksne, at historien om Gud og Jesus ikke harmonerer med det billede, vi har af os selv? Børnene er tilsyneladende ligeglade. De spørger for at få svar, og når de ikke får det svar, de havde forventet (fx ”Guds mor hed Anne-Mette og boede i Værløse”), så tygger de lidt på de muligheder, de får serveret, inden de enten lægger sig fast på det, der virker bedst i situationen eller udvikler et alternativ. Hvorfor kan vi voksne ikke gøre det samme? Er det virkelig så utænkeligt, at verden ikke er enten-eller, men både-og?

Nej, det er tværtimod meget sandsynligt. Men det er også meget irrationelt. Det harmonerer dårligt med det, vi har lært i skolen om, at der er forskel på tro og viden. Vi har – lige som mine børn – fået at vide, at det er op til os selv at finde ud af, hvad vi vil tro på, men vi har også – modsat mine børn – erfaringer med, hvad der sker, hvis vi tror på det forkerte. Vi har set, hørt og læst om folk, der har fået at vide, at de burde vide bedre, og derfor er vi ikke længere i tvivl om, at viden er bedre end tro.

Og netop tvivlen er det, der gør, at børnene accepterer muligheder, vi andre afviser. Deres billede af sig selv og deres omgivelser er endnu ikke så færdigt, at det ikke kan være anderledes – og derfor spørger de. Ikke for at vide eller for at tro, men for at blive bedre til at være i og med verden. Det kræver temmelig meget mere end, hvad der kan klares i et 90 sekunders forsøg på at besvare, hvem Guds mor var – og derfor har børn travlt. Med hele tiden at prøve kræfter med nye spørgsmål, men også og måske især med at afkode, hvad der sker i og omkring dem selv, når de stiller de spørgsmål, de stiller. Standardsvaret om, at de ikke må få pasta-pølseret – igen – afføder irritation, men måske også en vis tryghed ved, at mor reagerer, som de forventer, at hun reagerer, mens budskabet om, at Gud ikke havde nogen mor skaber usikkerhed og behov for at vide, hvem der så passede på ham. Nogle gange fanger og reagerer mor på de følelser og fornemmelser, der ledsager børnenes spørgsmål og svar, andre gange gør hun ikke – og det betyder også noget. For de spørgsmål, børnene stiller næste gang, der er noget, der undrer dem, men også for deres forståelse af, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, og hvad der skal til for, at de bliver mødt på den måde, de gerne vil mødes. Der er med andre ord tale om et bombardement af indtryk: Tro og viden, følelser og fornuft, men mest af alt; det, der er imellem. For børnene skelner ikke – og det burde vi måske heller ikke.

Men modsat børnene kan vi ikke lade være med at skille tingene ad. Vi bærer ikke bare på en personlig erfaring, der fortæller os, at nogle spørgsmål er bedre end andre, vi repræsenterer også en kulturel. Udover at skelne mellem tro og viden har vi lært, at vi er en del af en større sammenhæng; at vi er historiske. Vi ved, at der har været mennesker før os, som har stillet de samme spørgsmål, men er nået frem til nogle andre svar. Det har fået os til at differentiere mellem forskellige menneskesyn og perioder, der med benævnelser som fx antikken, middelalderen, oplysningstiden og industrisamfundet har gjort det muligt for os at forstå og forholde os til andet end os selv. Eller det er i hvert fald, hvad vi bilder os ind. For sandheden er selvfølgelig, at vi forholder os til andre perioder og menneskesyn med afsæt i den virkelighed, vi selv befinder os i. Også vi bliver bombarderet med indtryk og udtryk, og især de sidste er afgørende for, hvad det er muligt og ikke muligt at spørge til. Lever man i et vidensamfund er det ikke mærkeligt, at man forstår sig selv i modsætning til et trossamfund. Og hører man dagligt om videnskabens bestræbelser på at forbedre og forlænge livet, er det kun naturligt, at man er fremmed overfor og har svært ved at forholde sig til døden.

For mennesket kan, modsat Gud, ikke se og forstå verden fra alle steder til alle tider. Det er bundet til det sted og den tid, det lever i, og med det følger der et billede. Et billede af, hvad det vil sige at være menneske, som er, om ikke helt færdigt, så i hvert fald tilstrækkelig tæt på til, at vi har svært ved at tro, at det kunne være anderledes. Og derfor er vi tilbøjelige til at stivne. I et menneske- og samfundssyn, der hjælper os med at forstå og forklare, hvorfor tingene ser ud som de gør, men som også forhindrer os i at se dem på andre måder. I vores tilfælde (dvs. mit og dit for så vidt som du er en del af det danske eller et andet europæisk vidensamfund) betyder det, at vi har svært ved at forholde os til alt det, der ikke passer ind i et videnskabeligt verdensbillede. Det, der ikke kan sættes på formel eller laves teorier om – fordi videnskaben enten ikke er nået dertil, eller fordi det slet og ret er umuligt.

Det sidste, vil mange dedikerede videnskabsfolk sige, er der ikke noget, der er. Men det vil jeg nu insistere på. Ikke fordi jeg betragter mig selv som troende, men fordi mine erfaringer (suppleret med min filosofiske skoling) siger mig, at der ikke bare er noget, men rigtig meget ved dét at være menneske, som aldrig vil kunne forstås og forklares videnskabeligt. Det hænger bl.a. sammen med, at videnskab udføres af mennesker, som således skulle være i stand til at afdække sandheden om sig selv. Det ville kræve, at de kunne hæve sig over sig selv og deres eget udsyn, og det er ikke muligt. For Gud, jo, men ikke for mennesket eller for noget andet kødeligt og dermed dødeligt væsen.

Vi er som mennesker, dyr og planter begrænset af det stof, vi er gjort af, og for at udforske dette stof er det ikke nok at gøre (andres) organer og biologiske processer til genstand for videnskabelige undersøgelser; vi skal hele vejen rundt. Det kræver, at vi anerkender betydningen af det, der kommer indefra (følelser, fornemmelser og fortolkninger, som pr. definition er specifikke og dermed uden for videnskabens generaliserende rækkevide), og det fordrer ydmyghed over for det, der kommer udefra. Det behøver hverken at føre til religiøse overbevisninger eller fantasier om rumvæsner, men det bør minde os om, at der er grænser for, hvad vi kan se og forstå. Uanset hvor mange kemiske reaktioner og genetiske sammenhænge, vi kortlægger, så vil der altid være tale om mennesker, der kortlægger mennesker. Vi kan ikke se, hvad man ser, hvis man ikke er et menneske – vi har kun os selv.

Og heldigvis er det også nok. Ikke til at afdække sandheden om mennesket eller for den sags skyld noget som helst andet (mens vi i udforskningen af mennesket er begrænset af ikke at kunne se os selv udefra, så er vi i undersøgelsen af alt andet hæmmet af ikke at kunne se det indefra), men til at spørge til det, der undrer os, og dermed – som børnene – blive bedre til at være i og med verden.

Ovenstående er første udkast til kapitel 1 i den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg prøver at finde tid til at skrive. Forlaget mener, problemet kan og skal tegnes tydeligere op, og det er jeg helt enig i. Men hvis der er nogen, der har kommentarer eller gode ideer til mine ambitioner om at kombinere min debativer med mine forholdsvis beskedne erfaring med at skrive bøger, så skal I være hjertelig velkomne...