"Diversity" - drive eller dille?

Jeg havde fornøjelsen af at sidde i et "Business Panel" på et CBS Symposium i går, hvor overskriften var "Humanities in Business: How can the Humanities contribute to Business?" Panelet bestod af repræsentanter fra PenSam, Arla, Novo Nordisk, A. P. Møller-Mærsk, PFA og så mig - der som I nok kan regne ud, skillede sig en lille smule ud fra de andre.

Det er alt andet lige sværere at tale på erhvervslivets vegne, når man kommer fra en lille tre-mands iværksættervirksomhed som Academy A end når man med mange års erfaring i store danske og/eller globale virksomheder har navne som Mærsk, Novo Nordisk og Arla i ryggen. Sådan er det bare.

At debatten derudover skulle foregå på engelsk, der for de nævnte virksomheder selvfølgelig er Corporate Language, men som for en lille dansk, humanistisk forskningsvirksomhed er og bliver fremmedsprog, gjorde det selvsagt ikke lettere at matche mine meget kompetente medpaneldeltagere.

Men så kan jeg - som min svigermor så venligt siger, når hun for Gud ved, hvilken gang tager mig i at falde totalt igennem på en praktisk opgave (som fx at strikke et halstørklæde) - så meget andet. Selvom vi er flere i familien, der morer os over, at min svigermor aldrig giver nogle eksempler på, hvad det er, jeg kan, så bilder jeg mig ind, at hun har ret. Jeg kan noget andet end de mennesker, jeg sad i panel med i går, og måske hænger det netop sammen med, at jeg ikke repræsenterer en stor, global virksomhed og derfor (stadig) betragter engelsk som et fremmedsprog.

For hvordan kan det være, at HR-folk i globale virksomheder er så optaget af og taler så meget om diversity og samtidig betragter det som en selvfølge, at al kommunikation foregår på ét sprog? Hvordan kan en virksomhed som Novo Nordisk arbejde strategisk med det, de kalder diversity of mind uden samtidig at anerkende betydningen af diversity of language? Ved de ikke, at et menneskes mind (hvilket jeg vil tro, de forstår som 'måden at tænke på') hænger sammen med den kultur, det pågældende menneske er en del af? Forholder de sig ikke til, at kultur er uløseligt forbundet med sprog?

Formentlig ikke. Og det kan man heller ikke forvente. Som mine inspirerende medpaneldeltagere påpegede, så handler det for store, globale virksomheder først og fremmest om at være pragmatiske - og det er man, som det ser ud lige nu, bedst ved at tale om diversity som noget, der kan opnås og håndteres på engelsk.

Spørgsmålet, som man kan stille, når man IKKE repræsenterer én af disse virksomheder, og når man som lille, dansk humanistisk forskningsvirksomhed derfor (stadig) betragter engelsk som et fremmedsprog er, om det behøver blive ved med at være sådan.

Kunne man ikke forestille sig nyere og bedre måder at arbejde med diversity på, som tager højde for de kulturforskelle, medarbejdere med dansk, kinesisk, spansk og andre modersmål bringer med over i deres forståelse og brug af engelsk?

Det talte jeg med professor Per Durst-Andersen om efter arrangementet i går, og vi er sikre på, vi kan hjælpe de globale virksomheder med at gøre det (endnu) bedre. Med afsæt i hans forskning i de kulturmentale universer, der følger med forskellige sprog vil vi udvikle et let og overskueligt værktøj, der kan hjælpe virksomheder som fx Mærsk og Novo Nordisk med at blive opmærksomme på og tage højde for det, der kan, og ikke kan, forstås og tænkes på forskellige sprog - herunder engelsk.

Jeg glæder mig afsindig meget!

Fascinerende forskelle

Jeg faldt over en annoncering af et foredrag under ordningen "Bestil en forsker", som vidner om, at der unægteligt er mange måder at læse filosofi på:

"Den amerikanske filosof og naturvidenskabsmand Charles Sanders Peirce skabte for 100 år siden verdenshistoriens mest revolutionerende teori om, hvordan mennesker opfatter og beskriver fænomener. Han arbejdede i forlængelse af de tyske filosoffer Kant og Heidegger. (...) Når man har tilegnet sig Peirces teorier, forstås og beskrives dagligdagens fænomener på en stærk, klar og enkel måde. Peirces teorier skaber orden i kaos i en fortravlet, dagligdags-bevidsthed. Foredraget giver en introduktion til at forstå en af verdenshistoriens allerstørste filosoffer." (Min fremhævning)

Udover ikke at være helt enig i, at Peirce skulle være en af verdenshistoriens allerstørste filosoffer, så synes lektor på Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, Lars Brodersen (angiveligt sammen med Peirce) at læse Kant og Heidegger i den direkte modsatte retning af, hvad jeg gør.

Jeg læser ingen ambitioner om at lave "verdenshistoriens mest revolutionerende teori om, hvordan mennesker opfatter og beskriver fænomener" (tværtimod har jeg gjort en del ud af at vise, at hverken Kant eller Heidegger er optaget af at lave teorier). Ingen forsøg på at forstå og beskrive dagligdagens fænomener på "en stærk, klar og enkel måde" (det er vist ikke nødvendigt at minde om min sympati for Vattimos svage læsning af bl.a. Heidegger). Og mindst af alt tro på, at det er muligt og derfor værd at bestræbe sig på at skabe "orden i kaos".

Det er nu fascinerende, hvor forskelligt vi mennesker forstår os selv og hinanden...

Inspiration fra uventede kanter...

CBS-professor Per Durst-Andersens Bag om sproget (Hans Reitzels Forlag 2011) er meget tæt på at være den bog, jeg har ventet på siden jeg selv blev færdig med Et spørgsmål om at være i 2003. Fantastisk at opdage, at det skulle være den uddannelsesinstitution, jeg gennem tiden har haft mest dårligt at sige om, der skulle danne rammen om sådan et arbejde!

Sørine Gotfredsens Den åndløse dansker (Kristeligt Dagblads Forlag 2011) er der sagt meget om, men den kan bestemt være en hjælp til at finde ud af, hvad man selv vil - og ikke vil - med sin egen debatbog... Og så er det med en vis undren, jeg må konstatere, at den første bog, jeg har læst på én dag i meget lang tid (fordi den både er interessant og super godt formidlet) er skrevet af en teolog!

Folkeuniversitetet

Til dem, der er interesseret i at høre mine (sidste) tanker om filosofi i ledelse vil jeg sige, at jeg inden jeg besluttede mig for at indstille al talen og skriven om ledelse sagde ja til at holde tre foredragsaftener om min bog på Folkeuniversitetet i Emdrup. Du kan læse mere og tilmelde dig foredragene her.

P.s. Til dem, der er mere interesseret i at høre, hvordan det skrider frem med hovedrengøringen, kan jeg sige, at det går rigtig godt... der begynder at dukke noget frem af rodet, som jeg glæder mig til at dele med jer!

Oversættelse af Stafetanalyse - hjælp!

Stafetanalyse(R) bliver efterspurgt af virksomheder, der rækker ud over DK, og vi har derfor fået præsentation, software etc. oversat til engelsk. MEN: Hvad skal den hedde? Alle forslag modtages med kyshånd...

Hovedrengøring I - det sidste indlæg om ledelse

Der skal gøres rent i mit hoved. Det støver og roder, og jeg kan ikke længere finde noget. Men hvordan rydder man op, når det ikke er ting og møbler, der flyder, men tanker? Kan man starte fra en ende af – med at finde en plads til det, der fylder mest?

Hvis det er fremgangsmåden, så kommer jeg ikke uden om at gøre noget ved ’ledelse’. Jeg er ikke bare træt af at tænke, skrive og tale om ledelse, jeg er også træt af at høre mig selv sige, at jeg er træt. Jeg er metatræt, som min kollega så rigtigt siger. Men hvor skal jeg gøre af det? Skal ’ledelse’ i én af de sorte affaldssække, min mand plejer at køre på lossepladsen, når vi har overstået en hovedrengøring? Eller skal jeg give det en plads, som den samme mand insisterer på, ting, der ikke skal smides ud, får – i fx en skuffe eller en dertil indkøbt (gennemsigtig) kasse i kælderen?

Det bliver nok det sidste. Jeg har ikke længere – og har måske i virkeligheden aldrig haft – lyst til at have ’ledelse’ som mit hovedfag, men derfra og til at skille mig helt af med noget, jeg har skrevet om og levet af de sidste syv år, er der trods alt lidt vej.

Konklusion: Jeg må have fat i en gennemsigtig kasse. Noget, der afgrænser mine tanker om ’ledelse’ (så det ikke får lov at fylde så meget), og som kan placeres et sted, hvor jeg ikke hele tiden støder på det, men forholdsvis let kan komme til det, hvis og kun hvis jeg beslutter mig for det.

Men hvor køber jeg sådan en kasse? Hvad er det for en investering, jeg skal gøre for at give ’ledelse’ den plads, det ikke har haft før, men som det er nødt til at få, hvis jeg vil rydde op og derfor ikke kan have ’ledelse’ til at ligge og flyde over det hele?

Ja, en del af svaret er jo nok, at jeg må give mig selv nogle retningslinjer for, hvornår og hvordan, jeg beskæftiger mig med ledelse, og hvornår og hvordan jeg ikke gør. De kunne i tråd med de budskaber, jeg har forsøgt at bringe ind i ledelsesdebatten være, at jeg stopper med at skrive og tale om ledelse (ikke flere artikler, bøger, interview, indlæg og foredrag), men at jeg stadig deltager i udviklings- og konsulentprojekter, der harmonerer med mit ledelsessyn.

Jeg kunne tro på, at jeg har sagt og skrevet tilstrækkelig om, hvad jeg har at sige om ledelse til, at dem, der måtte være interesseret, kan finde det, de søger i mine bøger, artikler og interviews – og så koncentrere mig om at få kød på budskaberne ved at stille op, hver gang der er nogen, der er villige til at tage skridtet videre: Ledere, der ønsker hjælp til at gøre noget af det, jeg foreslår. Konsulenter, der har lyst til at bruge nogle af de metoder og tilgange, jeg har udviklet. Samarbejdspartnere/kolleger, der kan videretænke og -udvikle de mange ideer og muligheder, en opdateret tilgang til filosofi i ledelse giver.

Indtil der er tilpas mange af de to sidstnævnte vil det kræve, at jeg investerer en del i dem, der er: Deltager i salgs- og kundemøder, sparrer på konsulentopgaver og udviklingsprojekter, stiller op til arrangementer om nye koncepter og produkter. Men det gør jeg også gerne. Fordelen ved den type aktiviteter er nemlig, at de i modsætning til tænke-, skrive- og foredragsaktiviteter er lette at rydde op i. De kan afgrænses til et bestemt tidsrum og sted (fx to-tre dage om ugen hos kunder og/eller i Academy A´s lokaler), og jeg skal derfor ikke opfinde nye kasser og pladser, men kan benytte mig af de skuffer, jeg har.

Det giver en dejlig masse plads til at kunne tænke, skrive og tale om noget andet – som jeg er helt sikker på dukker op efterhånden som hovedrengøringen skrider frem...

Blog på lederweb.dk

“Hvordan kan lederen håndtere det uperfekte og det ubehagelige? Nu giver Væksthus for Ledelse dig muligheden for at lytte til filosof og erhvervsforsker Pia Lauritzens tanker om ledelse som podcast, mens du kører i tog, vasker op eller går en tur i vintervejret.”

“Denne podcast er den første af to podcasts, hvor vi gerne vil kaste nogle lidt skæve og tungere vinkler ind i ledelsesdebatten. De sætter fokus på de menneskelige, filosofiske og etiske aspekter af lederskabet, og vi håber, at du har lyst til at lytte med.”

Hør podcasten på lederweb.dk og deltag i debatten om lederuddannelser i blog-artiklerne “Eksperterne ved bedst – men hvem er de?” og “Ikke et ondt ord om lederuddannelse. Men…” fra i morgen den 9. december 2011.

Svagheden ved den svage tænkning

Fra samtale med Gianni Vattimo, Torino 2009 [beklager (begges) vanskeligheder med at begå sig på engelsk]:

PL: Do you think that the weakening thinking can be operationalized, that is, can you do something to have more weakening?

GV: Yeah, this is a problem because in order to engage more weakening I have to organize, I have to be strong. Okay, when somebody asks me this question, I say, it is very important to become strong in order to offer the other cheek. If you are weak, in many senses, weakness is if somebody strikes me, I answer immediately [by striking back], so you have to become strong in order to concur yourself. This is a way of connecting the gospels to the weakening in practice, but: No I understand what you mean, and this is also a contradiction in political engagement, because, for instance now I want to win a seat in the European Parliament, but in order to win I have to organize myself, with a group of persons, yeah, that´s a problem, I mean…

PL: But is it? As I have been reading you and Heidegger, I understand that you have to have metaphysics in order to weaken metaphysics…

GV: Yeah, you cannot imagine a world without metaphysics. You have to have the ideal of producing more and more. I usually say that you need a family and a church to betray them. When you travel around the world, if you have a family, you are more open to erotic and sexual adventure, because you know that this is not the way you are tied to the people to whom you…

PL: But I think that is the beauty about weakening thinking – not the thing about betraying your family – but the thing about accepting the absolute along with insisting on the weakening. And actually I think it´s the same as if, as I said I am writing a PhD on how to get the weakening thinking into business…

 
GV: Yeah, that´s interesting, but how do you do that?

PL: Well, I do that, to answer my previously question to you: I think the weakening thinking can be operationalized, and I think you can do it without taking power of something in organizations, but I think you have to look for some other structures than you usually use when you are developing for instance leadership or organizations in order to innovate. You are doing a lot of things in businesses today to set some of the creativity among the employers free, but you are always doing it on the premises of – the structure of – the organization… So you say you want to innovate, and you want to set it free, but there are some structures that you never set free, because they are the strong, metaphysical structures in businesses. – GV: I see – And so, I try to use the language and the metaphysical thinking to see if some of the characteristics in the language can be applied in weakening the strong structures in organizations. For instance, the relationship between a manager and the employer – how can you weaken this relationship without taking the power away from the manager…

GV: Yeah without substituting one leader with another, because that would be the same structure…

PL: Exactly – so you have to find a way to weaken this relationship, but still respecting the relationship…

GV: I would say that Nietzsche can help you very much in that, because he says that, for instance take Zarathustra, Zarathustra always invited his disciples to betray him, so “if you listen to me, you don´t listen to me”, it’s a sort of double-bind. But, and this is difficult to practice, but as a matter of fact, it is the question I have in my political life, for instance, because take the political situation in Italy: The left wing parties, in order to get into power, they have to become like the right wing parties, so they have to have money, propaganda, compromises with industries and banks and so. So, how can you do? Ehm, my thesis now, is a theory I learned by Charles Taylor, who is a Canadian philosopher, with whom I was in the United States many years ago, and in Italy there was a G8 in Geneve and so, and I was discussing with him and Rorty; what should we do? Fortunately I was not serving in Italy, because I was not elected. Well, its all very simple, you need to arms: the parliament and the street. A sort of continuous presence and demonstrations, …riles possibly not bloody, but the question is to invent non-violent forms of social struggle. And this is not easy. It is a question that is always open.

But the ideal can be set, I mean, for instance, to multiply, instead of trying to get the power in a party, to multiply the initiatives. For instance, when I was defeated in becoming the representative in the European Parliament for the second time in 2004, I decided to candidate for the position of mayor in a very small village in Calabria [?] – but I was defeated there also, so it was not a good idea – but it was the idea of beginning again from basic, scattered small initiatives, to multiply.

So, this is a, I take a political example because it is the most possibly connected to your business idea; it is a matter of organization, it has to be modified, transformed, not by simply taking the power. But, so, for instance, I became a sort of partisan of Chavez in Venezuela. I met him, I went to see Fidel Castro and so, and in Venezuela, Chavez persuaded me, off course I know that he is a soldier and he is not an anarchic governor, off course. But he multiplied popular initiatives in order to support the government. He calls them ‘les missiones’, they are groups of citizens who simply are partisans of Chavez, off course, who are supposed to help the bureaucracy of the state to do better extraction, social medicine and so. And it is a sort of dissolving the state by the participation of citizens. So, without killing all bureaucracy, off course. It is an example of weakening of society, of multiplying the initiatives.

Ros og relevante spørgsmål

Hvor er det dog utrolig bekræftende, når engagerede mennesker ikke bare læser og bruger det, jeg laver, men også tager sig tid til at sende mig en mail med kommentarer og uddybende spørgsmål - som fx ph.d. og lektor i Business and Social Sciences på Aarhus Universitet, Michael Nørager, der efter at have spurgt, om han måtte ringe og stille mig tre spørgsmål, har skrevet følgende til mig:

Det ene spørgsmål har jeg fundet svaret på i din bog – ved endnu en gennemlæsning. Det er det der kendetegner de rigtig gode bøger – man kan finde ”nye” ting ved både 2. og 3. gennemlæsning. Jeg er MEGET imponeret og værdsætter virkelig dine nye perspektiver i bogen.

De 2 resterende spørgsmål kommer fra mine HD (organisation) studerende, som virkelig også har opdaget kvaliteterne i bogen – efter nogle ”startvanskeligheder” J

Spm.1. Hvis man nu i en organisation har gennemført en stafetanalyse og resultaterne fra denne analyse peger på behovet for en eller anden form for intervention. Hvad tænker du så om at bruge en eller flere teorier fra den aktuelle tilgang til filosofi i ledelse som inspiration/støtte til denne interventionsproces?

Spm.2. Du har varemærke registreret stafetanalysen – hvad ligger der i det hvis en eller flere fra holdet ønsker at benytte sig af metoden?

Da spørgsmålene måske er relevante for andre end Michael Nørager og hans lederstuderende har jeg besluttet mig for at besvare dem her:

Ad 1. Selvom jeg tit og ofte giver udtryk for det modsatte, så mener jeg, der er meget godt at hente i de aktuelle teorier og metoder inden for ledelse. Jeg efterlyser blot, at man gør sig klart, hvad generelle teorier og metoder kan bruges til - og især: Hvad de IKKE kan bruges til.

Som jeg ofte slår på tromme for, når jeg er ude at holde foredrag, så følger der et bestemt menneskesyn med, når man betragter ledelse som noget, der kan behandles og udvikles i en teori (eller på en skolebænk). Der følger en betragtning af mennesket som "en, der skaber sig selv og sin egen udvikling" med: Et menneskesyn baseret på muligheder - herunder evnen til at omsætte noget, man har læst eller lært i én kontekst til noget, der giver mening og kan bruges i andre kontekster.

Og det er for så vidt meget godt. Mennesket er sprængfyldt med potentiale, og det er bestemt ingen skade til at dyrke og styrke troen på, at vi kan og skal få ting til at ske.

Men - og det er dette men, jeg mener, vi skal blive bedre til at minde os selv og hinanden om - det er ikke hele sandheden om mennesket. Der er andet og mere end det, vi kan blive enige om at beskrive og bestræbe os på, og som jeg påpeger i artiklen "Hele teorier = halve mennesker", så er det dette andet og mere, der fylder.

Og så er jeg ved at være klar til at besvare spørgsmålet: Jo, jeg mener godt, man kan bruge den aktuelle ledelseslitteratur til inspiration/støtte til at iværksætte forskellige tiltag i halen på fx en STAFETANALYSE - men jeg mener også, at der er en risiko for, at man kortslutter de signaler og den proces, man har sat i gang ved at benytte sig af de praksisorienterede værktøjer, jeg argumenterer for i bogen.

Med STAFETANALYSEN følger nemlig et andet menneske- og samfundssyn end det mulighedsorienterede/videnskabsteoretiske/positivistiske menneskesyn, jeg mener at finde i de aktuelle ledelsesteorier og -metoder. Det er et menneskesyn, der bl.a. fordrer:

• Mere fokus på det, ledere og medarbejdere gør - og mindre fokus på det, de ville gøre (og være), hvis de var perfekte imitationer af en teori/politik/strategi
• Mere fokus på det, der betyder noget/skaber værdi for den enkelte - og mindre fokus på at skabe fælles forståelser af, hvad abstrakte værdier betyder
• Mere fokus på de uformelle roller og relationer, der reelt regulerer adfærden i virksomheden - og mindre fokus på formelle regler og procedurer for "god opførsel"
• Mere fokus på de "sprækker" og "modtanker", der får ledere og medarbejdere til at stoppe op og forholde sig til det, der sker i virksomheden - og mindre fokus på det "glatte" og "ufarlige", som det er umuligt at være uenig i

Da aktuelle ledelsesteorier og -metoder forekommer mig at have overordentlig svært ved at imødekomme og tilgodese disse fokusforskydninger (og derfor har det med at fokusere på lige det modsatte af det, jeg tror på) foretrækker jeg at udvikle mine egne metoder til at følge op på resultaterne af en STAFETANALYSE.

Hvis man har lyst til enten at høre mere om disse metoder eller selv at prøve kræfter med at udvikle filosofi-i-ledelse-inspirerede metoder er man mere end velkommen til at tage fat i mig - jeg er altid på jagt efter engagerede diskussions- og samarbejdspartnere!

Ad 2. STAFETANALYSEN er varemærkeregistreret, fordi den ikke kan overlades til hvem som helst. Den er udviklet til eksterne konsulenter, som skal igennem en grundig sidemandsoplæring, før jeg "frigiver" det tilhørende software til eget brug (i praksis gennemfører vi selv STAFETANALYSER i den forsknings- og udviklingsvirksomhed, jeg er partner i samt sælger licensaftaler til eksterne konsulenter/konsulenthuse).

Når jeg ikke mener, metoden kan overlades til hvem som helst, er det fordi den adskiller sig fra alle andre autogenererede dataindsamlingsmetoder ved ikke at kunne "styres". Man aner ikke, hvad deltagerne vælger at spørge om/komme ind på i deres svar, og derfor er data potentielt meget personfølsomt.

Der kan - og er flere gange - dukke(t) ting op, som jeg har svært ved at forestille mig ville være smart at lægge i hænderne på en intern konsulent/leder, og ekstern generering og bearbejdning af data er derfor den eneste måde, jeg kan garantere den anonymitet, som jeg vurderer er så vigtig for, at vi kommer helt tæt på det, der betyder noget i den enkelte virksomhed.

Når det er sagt, så kan jeg jo ikke gardere mig imod, at folk kopierer ideen/metoden på forskellige måder i forskellige afarter. Varemærkeregistreringen betyder blot, at man ikke officielt kan kalde det, man gør for en STAFETANALYSE - og at man selvfølgelig ikke har adgang til de mekanismer og bearbejdnings-/fortolkningselementer, der ligger i mit software.

Håber, svarene kan bruges - ellers er I altid velkomne til at skrive igen!

Mange venlige hilsner

Pia

Hvor blev tiden af i mellemtiden?

Min gode veninde Ulrika stillede mig engang dette meget tankevækkende spørgsmål, som jeg i flere år er vendt tilbage til og ved, jeg på et tidspunkt må gøre et eller andet ved. Indtil da kan jeg hygge mig med, at jeg ikke er den eneste (filosof), der er optaget af 'mellemtidens' betydning [følgende er læst i artiklen "Tid til endnu mere", Berlingske, 5. nov. 2011, citeret efter professor Søren Harnow Klausen]:

"Vi planlægger og gør en hel masse for at få overstået vores opgaver. Altsammen med det formål at blive klar til at være i nuet og på den måde høste gevinsten af vores indsats. Men vi kommer til at udskyde opmærksomheden på nuet i det uendelige, og det giver jo ingen mening. Refleksion og opmærksomhed giver kun mening, hvis man nul-stiller tiden og ikke er bevidst om den." 

En konsekvens af , at vi er blevet bedre til at udnytte tiden maksimalt, er, at vi har givet køb på tålmodigheden og er for dårlige til spildtid, mener Harnow Klausen. (...)

 "Vi er omgivet af spildtid og ventetid, som en naturlig del af en dag. Men mange opfatter spildtiden som nytteløs og bliver rastløse, hvis tiden ikke kan fyldes ud med noget."

Ifølge  Harnow Klausen er vi "always on". Men hvis vi ikke længere har de tvungne åndehuller og muligheden for refleksion, som ventetiden måske er, kan livet blive noget, vi lever så hastigt, at det næsten synes umærkeligt, fordi det aldrig rigtigt trænger ind, mener filosofi professoren.

"Der er ting i vores liv, som har brug for at lagre, måske imens vi går og venter. Tiden går ikke tabt, vi mister den ikke. Den bliver bare fyldt ud af noget andet og måske knap så konkret."

Grænser

”Det er ikke tilfældigt, at nutidens tænkere hellere vil tale om menneskets vilkår end om dets natur. Ved vilkår forstår de mere eller mindre klart samlingen af grænser a priori, som markerer hans fundamentale situation i universet. De historiske forhold varierer: Man kan være født som slave i et hedensk samfund, som lensherre eller som proletar. Det, der ikke varierer, er den nødvendighed for os at være til i verden, at være i arbejde her, at være sammen med andre og at være dødelige” (Sartre, Eksistentialisme er en humanisme, side 76).

Filosofi - Vestens hukommelse

Uddrag fra Filosofi i ledelse, side 127-128:

Med sine 2500 års nedskrevne erfaringer med at tænke udmærker filosofien sig ved at huske det, andre – ikke mindst videnskaben – har glemt. Som jeg indledte bogen med at citere Gosvig for at skrive, ved filosofien, at tingene ikke altid har været, som de er nu, eller altid vil være sådan. Men denne viden har den ikke altid haft. Først efter at have været igennem en historisk bevægelse med dertilhørende erkendelsesorden begyndte filosofien for ca. 200 år siden at tage sin egen historie alvorligt. Og sådan er det tilsyneladende også for ledelsesteoretikere. Således fremhæver spirituelt orienterede ledelsesteoretikere som fx Pruzan og Scharmer, at interessen for det spirituelle er kommet med årene, og at det er deres mange erfaringer, der har bragt dem på sporet af, at der er mere mellem himmel og jord end det, managementteorierne foreskriver.

Med filosofiens indsigt i, at man ikke kan erkende uden at erfare, er det nærliggende at spørge, hvor det stiller de mange ledere og konsulenter, der ikke er lige så erfarne som teoretikerne. Kan de forstå og bruge teorier om det spirituelle lederskab? Tæmme deres styrke og vilje til at styre hele verden for i stedet at varme sig ved de erfarne ledelsesteoretikeres pointe om, at man kan opnå mere ved at styre sig selv? Eller er det netop en erkendelse, der kommer med alderen? Når man har styret tilstrækkelig meget til at kunne leve med tanken om at styre lidt mindre (eller bare er blevet så god til at styre, at man kan gøre det uden at afsløre, at det er det, man gør – ved fx at påvirke, hvordan andre mennesker tænker om ledelse)? Det er i hvert fald tankevækkende, at det aldrig går den anden vej: Ledelsesteoretikere og ledere, der fortæller, at de i deres unge dage var meget spirituelt orienterede, men at de efter mange års erfaring har lært, at det er styring, der skaber gode virksomheder. Hvorfor gør det ikke det? Fordi historien har sin egen rækkefølge – og mennesker deres egne erfaringer.

1. udkast til forord

Stokbros og Kristians kommentarer til "Det er ikke godt at vide" har givet mig blod på tanden i forhold til åbent at diskutere de første udkast til den debatbog, jeg drømmer om at skrive. Det kan helt sikkert kun kvalificere det endelige resultat, at så mange som muligt kommenterer og kommer med ideer til mine første spæde forsøg på at sætte ord på det, jeg mener, der er galt med vores menneske- og samfundssyn i dag, så I må endelig ikke holde jer tilbage! Det følgende er 1. udkast til forord (som jeg også er enig med forlaget i kan sættes mere på spidsen):

Denne bog er skrevet på lige del fascination og frustration. Fascination af, hvor godt det er lykkedes videnskabsjournalister som Tor Nørretranders, Lone Frank og Jesper Hoffmeyer at skabe forståelse og debat om endog meget vanskelige naturvidenskabelige landvindinger – og frustration over, at det ikke er lykkedes humanistiske forskere at følge med. Selvom det påvirker såvel det faglige miljø som den almindelige status i samfundet, at humaniora fra flere kanter er erklæret ”i krise”, så gælder min frustration ikke så meget selvforståelse og legitimitet som det faktum, at debatniveaet og den generelle dannelse lider under de humanistiske forskeres fravær. Og det er ikke, fordi de naturvidenskabeligt skolede journalister – og for den sags skyld de mange teologiske debattører – ikke gør det godt. Det er simpelthen, fordi der mangler noget. Noget, hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, men som de hele tiden forvilder sig ud i – fordi de, der har forudsætningerne holder sig væk.

Således er der ikke grænser for, hvor ofte diskussioner om etik, erkendelse, sandhed, sprog, kultur, politik, magt, ondskab, død og andre humanistiske interesseområder overlades til fx biologer, sociologer og teologer. Engang imellem – også oftere end jeg finder det relevant – gives ordet til en psykolog, men så er det også mere eller mindre sagt. Retorikere, etnologer, sprogforskere, historikere, litterater og filosoffer inviteres kun sjældent ind – og når de gør, er det ikke på deres egne, men på naturvidenskabens præmisser, dvs. for at fælde en dom: Sandt eller falsk.

Men sådan fungerer (god) humanistisk forskning ikke, og derfor holder forskerne sig væk. Ikke dem alle sammen og ikke hele tiden, men for mange og for længe til, at det gør en forskel. Presset fra naturvidenskaben er for stort, og italesættelsen af humaniora som havende forskellige ”videnskabsteorier”, vidner om, at det ikke kun kommer fra medierne og den brede offentlighed, men også fra de humanistiske fakulteter selv.

Derfor har jeg i mange år drømt om at finde – eller selv at blive – en humanistisk udgave af Lone Frank. Én, der kan formidle og skabe opmærksomhed om vigtige humanistiske erkendelser og perspektivere konsekvenserne af at tage dem alvorligt – såvel som at lade være. Men jeg har opgivet denne drøm. Jeg har mistet troen på, at der er et humaniora at forsvare og formidle, og jeg er ikke længere sikker på, at det er i forholdet til naturvidenskab (eller for den sags skyld teologi, sundheds- og samfundsvidenskab), kampen skal stå. Hvis der skal kæmpes – og det mener jeg, der skal – så er det ikke for et bestemt fag eller fagområde, men for en måde at tænke på, som er kommet under pres. Denne har karakteriseret dele af humaniora, men den har også været at finde på andre fakulteter, lige som den lever – og måske lever bedre – uden for universitetets mure.

Når jeg skriver, at der mangler noget, som hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, er det således ikke fordi, jeg mener, det kan forstås og forklares af andre. Tværtimod er det muligheden af, at der er noget, der ikke kan forklares, der er gået tabt. Bevidstheden om, at der er grænser for såvel videnskaben som os selv. Og evnen til at håndtere det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde.

Med denne bog melder jeg mig ind i kampen om at definere, hvad det vil sige at være menneske – ikke for at bidrage eller tilbyde et alternativ til den biologiske, sociologiske eller teologiske udlægning, men for at gøre det klart, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.

Det er ikke godt at vide

Min 7-årige søn er meget optaget af Gud og Jesus. Det tror jeg er almindeligt for alderen. Han har flere gange fortalt, at Oskar tror på Jesus, men ikke på Gud, og det kan han ikke forstå – for Gud er jo Jesus´ far. I morges kom så det uundgåelige spørgsmål: Hvem er Guds far? Og da jeg tøvede et sekund: Hvem er hans mor? Selvom jeg altid knækker halsen, når jeg forsøger at besvare mine børns filosofiske spørgsmål, så er jeg nødt til at prøve. De accepterer ikke, at jeg vender spørgsmålet om, og spørger, hvordan de tror, det hænger sammen. De spørger, fordi de vil have svar. Nu. Derfor er det hverken det lange videnskabelige eller det politisk korrekte svar, jeg skal have fat i, men det, der inden for rammerne af de 90 sekunders tålmodighed, de har til rådighed, kan kaste lys over det, der i deres verdensbillede ikke er et større mysterium end, hvorfor de ikke må få pasta-pølseret til middag hver aften.

Mit svar går som regel på, at når det kommer til Gud og Jesus, så hænger det ikke sammen på helt samme måde, som for os andre, og at man derfor selv må finde ud af, om man tror på dem eller ej. Der er nogen – siger jeg til ham – der tror på, at Gud skabte verden, og at Jesus var hans søn, og der er nogen, der ikke gør. Det fører ikke overraskende til, at vi taler lidt om, hvad jeg tror, inden det som regel ender i, at min søn, stik modsat alle andre jeg kender, når frem til, at man sagtens både kan tro på Gud og Jesus og på, at mennesket nedstammer fra aberne. Og så er han videre. I gang med at finde sin lillesøster eller beklage sig over, at tøjet driller.

Tilbage står jeg så med frustrationen over ikke at kunne finde et tilfredsstillende svar på mine børns meget indsigtsfulde spørgsmål – og endnu mere frustreret over, at jeg ikke kan lade være med at blive frustreret. For hvorfor er det så stort et problem for mig og andre voksne, at historien om Gud og Jesus ikke harmonerer med det billede, vi har af os selv? Børnene er tilsyneladende ligeglade. De spørger for at få svar, og når de ikke får det svar, de havde forventet (fx ”Guds mor hed Anne-Mette og boede i Værløse”), så tygger de lidt på de muligheder, de får serveret, inden de enten lægger sig fast på det, der virker bedst i situationen eller udvikler et alternativ. Hvorfor kan vi voksne ikke gøre det samme? Er det virkelig så utænkeligt, at verden ikke er enten-eller, men både-og?

Nej, det er tværtimod meget sandsynligt. Men det er også meget irrationelt. Det harmonerer dårligt med det, vi har lært i skolen om, at der er forskel på tro og viden. Vi har – lige som mine børn – fået at vide, at det er op til os selv at finde ud af, hvad vi vil tro på, men vi har også – modsat mine børn – erfaringer med, hvad der sker, hvis vi tror på det forkerte. Vi har set, hørt og læst om folk, der har fået at vide, at de burde vide bedre, og derfor er vi ikke længere i tvivl om, at viden er bedre end tro.

Og netop tvivlen er det, der gør, at børnene accepterer muligheder, vi andre afviser. Deres billede af sig selv og deres omgivelser er endnu ikke så færdigt, at det ikke kan være anderledes – og derfor spørger de. Ikke for at vide eller for at tro, men for at blive bedre til at være i og med verden. Det kræver temmelig meget mere end, hvad der kan klares i et 90 sekunders forsøg på at besvare, hvem Guds mor var – og derfor har børn travlt. Med hele tiden at prøve kræfter med nye spørgsmål, men også og måske især med at afkode, hvad der sker i og omkring dem selv, når de stiller de spørgsmål, de stiller. Standardsvaret om, at de ikke må få pasta-pølseret – igen – afføder irritation, men måske også en vis tryghed ved, at mor reagerer, som de forventer, at hun reagerer, mens budskabet om, at Gud ikke havde nogen mor skaber usikkerhed og behov for at vide, hvem der så passede på ham. Nogle gange fanger og reagerer mor på de følelser og fornemmelser, der ledsager børnenes spørgsmål og svar, andre gange gør hun ikke – og det betyder også noget. For de spørgsmål, børnene stiller næste gang, der er noget, der undrer dem, men også for deres forståelse af, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, og hvad der skal til for, at de bliver mødt på den måde, de gerne vil mødes. Der er med andre ord tale om et bombardement af indtryk: Tro og viden, følelser og fornuft, men mest af alt; det, der er imellem. For børnene skelner ikke – og det burde vi måske heller ikke.

Men modsat børnene kan vi ikke lade være med at skille tingene ad. Vi bærer ikke bare på en personlig erfaring, der fortæller os, at nogle spørgsmål er bedre end andre, vi repræsenterer også en kulturel. Udover at skelne mellem tro og viden har vi lært, at vi er en del af en større sammenhæng; at vi er historiske. Vi ved, at der har været mennesker før os, som har stillet de samme spørgsmål, men er nået frem til nogle andre svar. Det har fået os til at differentiere mellem forskellige menneskesyn og perioder, der med benævnelser som fx antikken, middelalderen, oplysningstiden og industrisamfundet har gjort det muligt for os at forstå og forholde os til andet end os selv. Eller det er i hvert fald, hvad vi bilder os ind. For sandheden er selvfølgelig, at vi forholder os til andre perioder og menneskesyn med afsæt i den virkelighed, vi selv befinder os i. Også vi bliver bombarderet med indtryk og udtryk, og især de sidste er afgørende for, hvad det er muligt og ikke muligt at spørge til. Lever man i et vidensamfund er det ikke mærkeligt, at man forstår sig selv i modsætning til et trossamfund. Og hører man dagligt om videnskabens bestræbelser på at forbedre og forlænge livet, er det kun naturligt, at man er fremmed overfor og har svært ved at forholde sig til døden.

For mennesket kan, modsat Gud, ikke se og forstå verden fra alle steder til alle tider. Det er bundet til det sted og den tid, det lever i, og med det følger der et billede. Et billede af, hvad det vil sige at være menneske, som er, om ikke helt færdigt, så i hvert fald tilstrækkelig tæt på til, at vi har svært ved at tro, at det kunne være anderledes. Og derfor er vi tilbøjelige til at stivne. I et menneske- og samfundssyn, der hjælper os med at forstå og forklare, hvorfor tingene ser ud som de gør, men som også forhindrer os i at se dem på andre måder. I vores tilfælde (dvs. mit og dit for så vidt som du er en del af det danske eller et andet europæisk vidensamfund) betyder det, at vi har svært ved at forholde os til alt det, der ikke passer ind i et videnskabeligt verdensbillede. Det, der ikke kan sættes på formel eller laves teorier om – fordi videnskaben enten ikke er nået dertil, eller fordi det slet og ret er umuligt.

Det sidste, vil mange dedikerede videnskabsfolk sige, er der ikke noget, der er. Men det vil jeg nu insistere på. Ikke fordi jeg betragter mig selv som troende, men fordi mine erfaringer (suppleret med min filosofiske skoling) siger mig, at der ikke bare er noget, men rigtig meget ved dét at være menneske, som aldrig vil kunne forstås og forklares videnskabeligt. Det hænger bl.a. sammen med, at videnskab udføres af mennesker, som således skulle være i stand til at afdække sandheden om sig selv. Det ville kræve, at de kunne hæve sig over sig selv og deres eget udsyn, og det er ikke muligt. For Gud, jo, men ikke for mennesket eller for noget andet kødeligt og dermed dødeligt væsen.

Vi er som mennesker, dyr og planter begrænset af det stof, vi er gjort af, og for at udforske dette stof er det ikke nok at gøre (andres) organer og biologiske processer til genstand for videnskabelige undersøgelser; vi skal hele vejen rundt. Det kræver, at vi anerkender betydningen af det, der kommer indefra (følelser, fornemmelser og fortolkninger, som pr. definition er specifikke og dermed uden for videnskabens generaliserende rækkevide), og det fordrer ydmyghed over for det, der kommer udefra. Det behøver hverken at føre til religiøse overbevisninger eller fantasier om rumvæsner, men det bør minde os om, at der er grænser for, hvad vi kan se og forstå. Uanset hvor mange kemiske reaktioner og genetiske sammenhænge, vi kortlægger, så vil der altid være tale om mennesker, der kortlægger mennesker. Vi kan ikke se, hvad man ser, hvis man ikke er et menneske – vi har kun os selv.

Og heldigvis er det også nok. Ikke til at afdække sandheden om mennesket eller for den sags skyld noget som helst andet (mens vi i udforskningen af mennesket er begrænset af ikke at kunne se os selv udefra, så er vi i undersøgelsen af alt andet hæmmet af ikke at kunne se det indefra), men til at spørge til det, der undrer os, og dermed – som børnene – blive bedre til at være i og med verden.

Ovenstående er første udkast til kapitel 1 i den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg prøver at finde tid til at skrive. Forlaget mener, problemet kan og skal tegnes tydeligere op, og det er jeg helt enig i. Men hvis der er nogen, der har kommentarer eller gode ideer til mine ambitioner om at kombinere min debativer med mine forholdsvis beskedne erfaring med at skrive bøger, så skal I være hjertelig velkomne...

Børsens overfladebehandling

I foråret holdt jeg et foredrag i Filosofisk Forum med titlen "Anvendt filosofi på afveje". I manchetten stod der bl.a.:

"Filosofien har sejret ad helvede til. Den beundres og bruges af samfundsforskere, ledelsesteoretikere og andre, der gør sig kloge på, hvordan vi tænker og handler. Men den er ikke længere filosofi. I stedet er den blevet en hest. Et godmodigt kreatur, der trækkes frem, når hverken argumenter eller beviser holder."

Jeg skal lige love for, at dette misbrug af filosofiske indsigter ikke er blevet mindre. Således er der tilsyneladende ingen grænser for, hvor meget intellektuelt udsultede reklamefolk kan slippe af sted med at slynge om sig med navne og budskaber fra filosofiens skatkammer.

Senest har Børsen brilleret med at nævne ikke mindre end 13 større eller mindre tænkere i en helsides annonce med følgende tvivlsomme overskrift:

Udover ikke at forstå en pind af budskabet, er det mig en gåde, hvad man ønsker at signalere ved at nævne så mange store navne på så lidt plads. At man - uden tvivl - er den bedste til at give det stof, man beskæftiger sig med, en overfladisk behandling?

Case på egen krop

Bedømmelsesudvalgets beslutning om ikke at indstille min afhandling til forsvar er på rigtig mange måder en oplagt chance for at tage min egen medicin. Og selvom det langt fra er sjovt, så er det måske ikke så tosset at mærke konsekvenserne af sine egne budskaber på egen krop.

For hvad er det nu, jeg har udforsket og forsøgt at udbrede de sidste, ikke bare tre, men otte år (siden færdiggørelsen af min konferensafhandling i 2003)? Hvad er det, jeg har villet sige med mine tekster om døden og budskaber om, at hverken mennesker eller ledelsesteorier er perfekte? Hvorfor har jeg igen og igen fremhævet Vattimos begreb om svækkelse som afgørende for at forstå det, der fremmer hhv. hæmmer udviklingen i vores del af verden? Og hvorfor er det så vigtigt for mig at problematisere den stigende akademisering og videnskabeliggørelse af alt fra børneopdragelse til ledelse?

På side 46 i min afhandling skriver jeg, at ledere ved at tage den spørgsmål-svar struktur, der kendetegner vores del af verden på sig (tillade spørgsmål og dermed muligheder, man ikke selv ser) kan hjælpe sig selv og organisationens øvrige medlemmer med at blive opmærksom på og arbejde med de "sprækker" og "modtanker", virksomheden udvikler sig i forhold til.

Disse, fortsætter jeg, er ikke interessante i sig selv (indholdet af en modtanke kan være lige så håbløs og uhensigtsmæssig som den tanke, den er oppe imod), men fordi de fortæller os, at det, vi troede ikke kunne være anderledes, kan være anderledes. Sprækkerne får os med andre ord til at stoppe op og overveje, hvad der er muligt: "Hvis det er muligt at tænke dén modtanke, så er det også muligt at tænke andre, og hvad fortæller det mig, dels om det, jeg tror på, dels om det, jeg kunne tro på?" (Hinsides teori og praksis, side 47).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg ikke i min fjerneste fantasi forestillet mig, at bedømmelsesudvalget kunne finde på at afvise min afhandling. Jeg troede ikke, det var muligt. Det har virkeligheden nu vist mig, at det var. Og det er på sin vis bekræftende. Jeg mener på alle måder, at bedømmelsesudvalgets "modtanke" er håbløs og uhensigtsmæssig, men den er der, og fordi den ikke bare er en "modtanke" blandt andre, men repræsenterer de stærke strukturer, jeg på den ene side ønsker at svække (jeg skriver eksplicit, at jeg finder den videnskabelige og akademiske tilgang til filosofi og ledelse problematisk), på den anden side søger en bekræftelse fra (jeg forventede at opnå en ph.d.-grad på min afhandling), tvinger den mig til at forholde mig til mine egne tanker på ny.

Jeg har siden min første overbygningsopgave, som udløste en stor diskussion mellem vejleder (der mente, jeg skulle have 13 for min selvstændige tænkning) og censor (som pga. de manglende henvisninger til sekundærlitteratur kaldte opgaven for mystik og derfor mente, jeg skulle have 7) haft svært ved at acceptere akademia som rammen for filosofisk tænkning. Det formulerer jeg bl.a. på følgende måde i afhandlingen, note 25:

"Når jeg har sat anførelsestegn omkring "bare" er det for at markere, at det på ingen måde er en let opgave for filosoffer at tage afsæt i deres egen tænkning og erfaring, som i den metafysiske tradition repræsenterer det modsatte af filosofi, nemlig det partikulære over for det universelle. At det akademiske miljø, mange filosoffer er en del af i dag derudover er underlagt devisen "jo flere henvisninger, jo bedre", gør det selv sagt ikke lettere at demonstrere selvstændig tænkning" (Hinsides teori og praksis, side 31).

Denne opfattelse har flere gange ført til, at jeg med stor overbevisning har fortalt mig selv og mine omgivelser, at jeg IKKE skal have en akademisk karriere. I første omgang var jeg i tvivl om, om jeg skulle fortsætte på overbygningen. Dernæst afviste jeg pure, at jeg nogensinde skulle skrive ph.d. Og da jeg til mit præforsvar i foråret blev spurgt, om jeg ville søge et adjunktur, hvis institutlederen formulerede opslaget i retning af nogle af de ting, jeg beskæftiger mig med, skulle jeg lige til at afvise, da min vejleder mindede mig om, at jeg på trods af tidligere modstand og masser af aktiviteter indimellem jo altid endte med at vende tilbage.

Men måske er vi endelig ved at være der. Ikke fordi jeg besluttede mig for at forlade det akademiske system (jeg indleverede som sagt en afhandling, som jeg var sikker på ville udløse en ph.d.-grad og dermed muligheden for post.doc.ansøgninger etc.), men fordi bedømmelsesudvalgets "modtanke" fik mig til at stoppe op og tage kløften mellem det, jeg tror på, og det, man kan og vil på universitetet, alvorligt.

Det har jeg tidligere formuleret på følgende måde:

Kun det vi tror på har tilstrækkelig autoritet til at overbevise os om, at vi skal tro på noget andet.

Måske har jeg (uden at ville vedkende mig det) troet så meget på universitetet og de stærke strukturer, det repræsenterer, at kun universitetet (repræsenteret ved bedømmelsesudvalget) kan få mig til at indse, at jeg tror på og derfor skal noget andet.

Måske skal jeg bare vente lidt med at analysere og konkludere...

Stærke strukturer

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg, mine vejledere og en række andre med tilknytning til filosofiske institutter (herunder mit eget, dvs. Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på KU) ikke er enige i bedømmelsesudvalgets konklusion om, at min afhandling i dens nuværende form ikke kan antages til forsvar for ph.d.-graden i filosofi.

Faktisk er uenigheden så stor, at vi har brugt godt en måned på at indsende bemærkninger til bedømmelsesudvalgets indstilling og dernæst bedømmelsesudvalgets svar på vores bemærkninger med det formål at få ph.d.-skolelederen til at træffe afgørelse om, at afhandlingen tages under bedømmelse af et nyt bedømmelsesudvalg.

Vi har påpeget, at bedømmelsesudvalget har begået procedurefejl ved ikke at orientere hovedvejleder om bedømmelsesarbejdet, at der ikke er overensstemmelse mellem præmisserne i bedømmelsen og konklusionen om ikke at indstille afhandlingen til forsvar, at bedømmelsen er mangelfuld og præget af fejlagtige udlægninger af afhandlingens problemstilling og konklusion, at afhandlingen ikke er bedømt som den ErhvervsPhD, den er, men som en afhandling i teoretisk filosofi, og at de revideringspunkter, bedømmelsesudvalget lægger op til følgelig er irrelevante for de spørgsmål, afhandlingen er et svar på.

Men det har desværre ikke været nok til at få ph.d.-skolelederen til at træffe den svære beslutning om at underkende et bedømmelsesudvalg, han/fakultetet selv har nedsat. Således har jeg i dag modtaget følgende svar:

"... du gives op til seks måneder til at gennemarbejde din afhandling på baggrund af de punkter som bedømmelsesudvalget har opstillet i udtalelsen. Den reviderede afhandling indleveres til fornyet bedømmelse af det tidligere nedsatte bedømmelsesudvalg"

Da bedømmelsesudvalget med min hovedvejleder Søren Gosvig Olesens ord "har vist sig at have fejlagtige forventninger til den opgave, som en ErhvervsPhD er", og der derfor er meget stor afstand mellem det, der udforskes i afhandlingen og det, der udlægges og konkluderes af bedømmelsesudvalget, finder jeg det umuligt at forestille sig, at jeg nogensinde vil kunne modtage en retvisende bedømmelse fra det nuværende udvalg.

Jeg ser derfor kun to muligheder: 1) At indlevere den ved et andet universitet (mulighederne herfor afsøges i skrivende stund), eller 2) acceptere, at de seneste tre års arbejde med at udforske og udfordre vilkårene for filosofi og ledelse ikke kommer til at udløse en ph.d.-grad.

Hvis det ender med det sidste, vil bloggen her formentlig blive kanal for de analyser og pointer, der ikke allerede er publiceret i Filosofi i ledelse. Bloggen og så selvfølgelig den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg er ved at skrive...

Mavepuster

Det er bedømmelsesudvalgets enstemmige vurdering, at afhandlingen i dens nuværende form ikke antages til forsvar for ph.d.-graden i filosofi på Københavns Universitet

1 minuts stilhed

Interessant, at når vi virkelig vil sige noget (fx udtrykke dyb medfølelse), så tier vi stille.

Vor tids Raskolnikov?

Fik lyst til at google 'breivik + raskolnikov' og fandt følgende i en kommentar på Berlingske Blogs:

Næh, i tilfældet Anders Behring Breivik har vi at gøre med en afviger ligesom Timothy McVeigh. Et følelseskoldt menneske, der tror, at han er et undtagelsesmenneske, der står over os alle andre.

Dostojevskij har jo beskrevet den slags menneske i “Forbrydelse og straf”. Anders Behring Breivik er vor tids Rodion Raskolnikov.

Skrevet af Niels P, 24. juli 2011 kl. 10:55

Er dog ikke enig i, at Raskolnikov skildres som "følelseskold" i Forbrydelse og straf. Tværtimod er det vel netop følelser, skyld og samvittighed, der er bogens omdrejningspunkt - lige som det er ALLE mennesker og ikke "den slags menneske", der interesserer Dostojevskij.

Men det er nok endnu for tidligt at forholde sig til Breivik som det menneske, Raskolnikov (lige som alle os andre) viste sig at være...