Nu er der kun tre uger til jeg officielt begynder på mit PhD-projekt, "Den svage organisationsfilosofi" - og jeg glæder mig!
Jeg er så småt begyndt at øve mig i kort at formulere, hvad projektet går ud på:
Min forskning går i al sin enkelthed ud på 1) at afdække præmisserne for den måde, vi arbejder med udvikling på i erhvervslivet, 2) at udvikle en metode til at udfordre disse præmisser, så vi for alvor kan skabe udvikling!
Det lyder måske lidt sort, men det er fordi projektet lægger sig mellem to meget forskellige teoretiske traditioner: den filosofiske, der som bekendt går ca. 2500 år tilbage og den organisationsteoretiske, som er forholdsvis ny som selvstændig disciplin.
I min bog, Et spørgsmål om at være, som udkommer inden udgangen af juni, afdækker jeg præmisserne for vores måde at tænke på i Vesten og tager de første skridt i retning af en metode til at udfordre disse præmisser.
Hypoteserne bag PhD-projektet er, at vores måde at tænke på er altafgørende for vores måde at organisere os på og at vores måde at organisere os på betinger vores udvikling.
Jeg mener med andre ord, at jeg med mit kendskab til vores måde at tænke på i Vesten er temmelig tæt på en forståelse af, hvorfor vi organiserer og udvikler os som vi gør i erhvervslivet og at denne forståelse kan åbne op for, at vi udvikler os anderledes - eller bare mere/hurtigere/bedre!
Da jeg gerne vil have input fra så mange som muligt planlægger jeg at oprette et engelsk website, hvor jeg løbende vil orientere om mit projekt. Indtil jeg bliver klar til det, vil "forskningsformidlingen" dog ske her - på dansk!
Monday, April 28, 2008
Tuesday, April 22, 2008
Fremtidens leder - debut som webfilosof
Jeg er i dag debuteret som webfilosof og -konsulent i One Open Space.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om hverken mediet eller den måde, det udstiller min fuldstændig ustyrlige brug af indskudte sætninger på.
Men jeg vil hellere end gerne vide, hvad DU mener. Om kommunikationsformen såvel som mine udgydelser om fremtidens leder...
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om hverken mediet eller den måde, det udstiller min fuldstændig ustyrlige brug af indskudte sætninger på.
Men jeg vil hellere end gerne vide, hvad DU mener. Om kommunikationsformen såvel som mine udgydelser om fremtidens leder...
Thursday, April 03, 2008
Ytringsfriheden er ikke nødvendig
Hermed den tidligere omtalte kronik, som jeg har besluttet mig for at publicere her, mens jeg arbejder på at afakademisere budskabet i en avisartikel:
Ytringsfriheden er ikke nødvendig
Den er mulig. Og hvis vi har modet til at lære den at kende kan den også blive virkelig.
DEN TYSKE FILOSOF Immanuel Kant opererede med tre såkaldte modaliteter, som bruges til at fortælle, hvordan noget er: Virkelighed, mulighed og nødvendighed. Den italienske filosof Luigi Pareyson brugte disse modaliteter til at indkredse det, han kaldte Frihedens problem. I denne kronik vil jeg bruge Frihedens problem til at perspektivere den tilsyneladende endeløse debat om Muhammedtegninger. Men først lidt om Pareysons begreb om frihed som han brugte det i sin afskedsforelæsning i 1988, udgivet på dansk med titlen Frihedens filosofi.
SOM TAGET DIREKTE fra en artikel i Jyllands Posten karakteriserer Pareyson friheden som en størrelse, der ikke tager hensyn til nogen grænse eller lov: ”Striden er dens primære form for udfoldelse, som mulighed for enighed eller afvisning. Den standser end ikke foran Gud, og den påberåber sig retten til at sætte ham til diskussion.”
I modsætning til JP, statsminister Anders Fogh Rasmussen og de mange andre selvudnævnte (ytrings)frihedsforkæmpere, så stopper Pareyson imidlertid ikke her. Han klæder friheden af og kigger nærmere på de mildest talt skræmmende træk, der gemmer sig under den polerede facade.
For Pareyson hænger friheden nøje sammen med spørgsmålet om det gode og det onde. Uden valget mellem de to, som Søren Gosvig Olesen formulerer det i sit forord til Frihedens filosofi, var der nemlig ingen frihed.
Ifølge Pareyson har filosofien – som svarer til den gængse måde at tænke på i Vesten – udvist en resolut modstand mod at give sig i kast med det ondes og frihedens problem, der ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Derfor er det ikke primært blandt vor tids filosoffer, Pareyson henter sin inspiration, men derimod hos forfattere som Dostojevskij, der med ”uopnåelig klarsynethed har vist, at den sande og dybe frihed fremkalder en følelse af angst i mennesket” og religionen, som i modsætning til den rationelle opfattelse bevarer frihedens voldsomhed intakt.
Under afdækningen af Friheden i hele dens renhed konstaterer Pareyson, at ”det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig”. Men han tilføjer: ”det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig.” Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.
Udover at illustrere frihedens dunkle sider sætter Dostojevskij ord på konsekvenserne af menneskets frihed i Brødrene Karamazov: ”Intet er mere fristende for mennesket end frihed for samvittigheden, og dog er der intet, der volder dem større kval. (…). Den frie tanke stiller menneskene over for uløselige problemer, skræmmende undere og ufattelige mysterier. Under disse prøvelser reagerer menneskene på forskellig måde: de oprørske og afmægtige vil udrydde hinanden; de trodsige og ukuelige udsletter sig selv. Men den tredje kategori er de svage og ulykkelige, de er det store flertal; (…).”
DET ER MIN OPFATTELSE, at Pareyson bruger myten til at forstå den menneskelige frihed og Kants modaliteter til at problematisere den. Når han ser sig nødsaget til at inddrage Kant, så er det formentlig fordi, den rationelle opfattelse ikke tager kunsten og religionen alvorligt. For at skabe genklang i den vestlige verden anno 1988 (situationen er den samme i 2008) er det ikke nok at illustrere Friheden i hele dens renhed. Den skal også tænkes, læs: sættes i system.
Systemet, som Pareyson låner af Kant, er komplekst og uoverskueligt. Men det gør ikke noget. Pareyson inddrager nemlig kun den del af systemet, der – brugt på den rigtige måde – skærper hans pointe. Ved at betragte friheden som hhv. virkelighed, mulighed og nødvendighed illustrerer han, hvordan vi i den vestlige verden ikke bare har misforstået den menneskelige frihed, men også i stadig højere grad forhindrer den i at udfolde sig.
OM DE TRE MODALITETER konstaterer Pareyson, at virkeligheden uden tvivl er den vigtigste. Mulighed er ikke andet end skyggen af virkelighed, og nødvendighed er ”en så tyngende og stædig virkelighed, at den vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet”.
Ifølge Pareyson er virkeligheden let og fri: ”Den er både blottet for forudgående fornemmelser og indre tyngde. Den er hverken varslet af det mulige eller grundfæstet af det nødvendige”. Og han fortsætter: ”I den udstrækning virkelighed er forbundet med frihed, kan den betragtes i sin givethed eller i sin grundløshed. Set i sin givethed viser den sig som et overskud; en ægte gave, som skyldes en generøs gestus, et rent overskud, som bliver genstand for forundring. Set i sin grundløshed viser virkelighed i stedet sin dystre side; livet forekommer som en straf, der på én og samme tid fremkalder forbitrelse over at eksistere og længsel efter ikke at eksistere. I sig selv fremkalder virkelighed altså på én og samme tid forbløffelse og frygt, angst og forundring: dens essentielle kendetegn er tvetydigheden.”
Frihedens tvetydighed består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen, men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed (og kampen mod terror) eller også er vi imod. Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogen gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.
For at forbinde frihed med virkelighed skal vi tænke i både-og. Og det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens. Østens filosofi er ligesom kunsten; litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre "ordløse" kunstarter ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke – som Vestens filosoffer og videnskabsfolk – at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.
Når man ikke har et klart defineret billede af det ”rigtige” menneske/liv/samfund, så er man heller ikke så bange for det ”forkerte”. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en negation af det onde (som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres), så tager man ondskaben på sig for herigennem at blive klogere på døden – såvel som livet.
DEN AKTUELLE DEBAT om ytringsfrihed og Muhammedtegninger viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke betragter frihed som virkelighed i dagens Danmark. Vi er så langt fra både-og som vi overhovedet kan komme, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os (hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres og placeres hos de andre?).
Men hvordan forholder vi os så til vores frihed? Som mulighed, der med Pareysons ord ikke er andet end skyggen af virkelighed? Eller som nødvendighed? En tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet?
For bare et par år siden havde svaret været det første. Det var dengang, vi ikke behøvede at demonstrere vores ytringsfrihed, men nøjedes med at praktisere den. Dengang vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde og – for det meste – lod andre gøre det samme. Men sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden ikke noget, vi bruger, men noget vi har (ret til), og tanken om en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet ligger ligefor.
Problemet er bare, at når friheden formaliseres – i betydningen sættes på formel – så ophører den med at fungere som frihed. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv per definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer, men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om både at kunne være princip for fortabelsen og for sejren, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
Med al respekt (eller som Margrethe Vestager så smukt formulerede det under valgkampen sidste år: nu er det snart ikke med respekt mere), så har hverken regering eller den generelle pressestand forstået frihedens tragiske karakter. Når politikere bruger ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund, så bruger de friheden som princip for sejren. Når medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger i stedet for at være en hjælp til at skelne mellem det gode og det onde, så fralægger de sig frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love; stille spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som f.eks. billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser. Vi er også forpligtet til at udfordre vores egne ”helligdomme”. Demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder (jeg ved godt, jeg udfordrer skæbnen) skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja måske endda kasseres.
Men det sker ikke. I stedet forholder politikere og medier sig til de demokratiske værdier på samme måde som muslimer forholder sig til Muhammed. Frihed ophører med at være frihed og bliver et ord, vi ikke har forstået betydningen af. Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den ”rigtige” frihed fra den ”forkerte”. Hermed føres det onde tilbage til en simpel negation, og det er ikke bare slapt som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel negation af det onde dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft; en dyster og trist dødsimpuls.
SELVOM DET IKKE er lysende klart, hvordan Pareyson mener, vi skal forholde os til friheden - håndtere den ondskab, der uvægerligt følger med - så konstaterer han flere steder, at lidelsen er den eneste kraft, der er større end det ondes umådelige kraft: ”det eneste håb om at besejre det onde er betroet smerten, som, hvor pinefuld og ødelæggende dens virke end måtte være, er verdens skjulte energi”. Det centrale ved Pareysons begreb om lidelse er, at det ikke skal forstås som straf. Hverken Guds straf af menneskeheden eller menneskenes straf af hinanden når nemlig ud over det ondes grænse; ”den kan tværtimod gøre den onde endnu mere ond, lukke ham inde i ubodfærdighedens grumme stædighed, blive anledning til nag, til oprør og til udgangspunkt for forråelse”.
NÅR VI BETRAGTER ytringsfriheden som nødvendig, så gør vi det modsatte af det, vi siger, vi vil. Vi udrydder ”det gode” til fordel for ”det onde”. Vi giver afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden og afskærer os fra livet snarere end døden. De oprørske udrydder hinanden, de trodsige udsletter sig selv og de svage vænner sig til at være ulykkelige.
Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode bliver vi måske modige nok til at konfrontere friheden med virkeligheden. Tage ondskaben på os og hjælpe hinanden igennem lidelsen.
Ja, det er lettere sagt end gjort, men nu er det i det mindste sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.
NB: Frihedens filosofi er det eneste af Luigi Pareysons værker, jeg har læst og jeg er meget ambivalent over for de dele af skriftet, der peger på religionen som menneskets frelse. Kronikken skal således hverken betragtes som en fyldestgørende indføring i den italienske filosofs tænkning eller som en argumentation for hans religiøse synspunkter. Der er udelukkende tale om et forsøg på at perspektivere den aktuelle debat om Muhammedtegninger i lyset af et tankevækkende begreb om frihed.
FOTO AF PAREYSON: http://www.torinoscienza.it/
Ytringsfriheden er ikke nødvendig
Den er mulig. Og hvis vi har modet til at lære den at kende kan den også blive virkelig.
DEN TYSKE FILOSOF Immanuel Kant opererede med tre såkaldte modaliteter, som bruges til at fortælle, hvordan noget er: Virkelighed, mulighed og nødvendighed. Den italienske filosof Luigi Pareyson brugte disse modaliteter til at indkredse det, han kaldte Frihedens problem. I denne kronik vil jeg bruge Frihedens problem til at perspektivere den tilsyneladende endeløse debat om Muhammedtegninger. Men først lidt om Pareysons begreb om frihed som han brugte det i sin afskedsforelæsning i 1988, udgivet på dansk med titlen Frihedens filosofi.
SOM TAGET DIREKTE fra en artikel i Jyllands Posten karakteriserer Pareyson friheden som en størrelse, der ikke tager hensyn til nogen grænse eller lov: ”Striden er dens primære form for udfoldelse, som mulighed for enighed eller afvisning. Den standser end ikke foran Gud, og den påberåber sig retten til at sætte ham til diskussion.”I modsætning til JP, statsminister Anders Fogh Rasmussen og de mange andre selvudnævnte (ytrings)frihedsforkæmpere, så stopper Pareyson imidlertid ikke her. Han klæder friheden af og kigger nærmere på de mildest talt skræmmende træk, der gemmer sig under den polerede facade.
For Pareyson hænger friheden nøje sammen med spørgsmålet om det gode og det onde. Uden valget mellem de to, som Søren Gosvig Olesen formulerer det i sit forord til Frihedens filosofi, var der nemlig ingen frihed.
Ifølge Pareyson har filosofien – som svarer til den gængse måde at tænke på i Vesten – udvist en resolut modstand mod at give sig i kast med det ondes og frihedens problem, der ikke passer ind i en verdensopfattelse, som ønsker alt forklaret. Derfor er det ikke primært blandt vor tids filosoffer, Pareyson henter sin inspiration, men derimod hos forfattere som Dostojevskij, der med ”uopnåelig klarsynethed har vist, at den sande og dybe frihed fremkalder en følelse af angst i mennesket” og religionen, som i modsætning til den rationelle opfattelse bevarer frihedens voldsomhed intakt.
Under afdækningen af Friheden i hele dens renhed konstaterer Pareyson, at ”det er på grund af friheden, at det gode opstår og manifesterer sig”. Men han tilføjer: ”det er også på grund af friheden, at det onde fødes og breder sig.” Friheden er tvetydig og for langt de fleste mennesker fuldstændig umulig at rumme. Med Dostojevskijs ord er den en tung og grænseløs byrde, som menneskeheden – ufrivilligt – er blevet pålagt af Kristus. Med Pareysons ord er den ubehagelig for en rationel opfattelse, der betragter det gode og det onde som gensidigt udelukkende termer.
Udover at illustrere frihedens dunkle sider sætter Dostojevskij ord på konsekvenserne af menneskets frihed i Brødrene Karamazov: ”Intet er mere fristende for mennesket end frihed for samvittigheden, og dog er der intet, der volder dem større kval. (…). Den frie tanke stiller menneskene over for uløselige problemer, skræmmende undere og ufattelige mysterier. Under disse prøvelser reagerer menneskene på forskellig måde: de oprørske og afmægtige vil udrydde hinanden; de trodsige og ukuelige udsletter sig selv. Men den tredje kategori er de svage og ulykkelige, de er det store flertal; (…).”
DET ER MIN OPFATTELSE, at Pareyson bruger myten til at forstå den menneskelige frihed og Kants modaliteter til at problematisere den. Når han ser sig nødsaget til at inddrage Kant, så er det formentlig fordi, den rationelle opfattelse ikke tager kunsten og religionen alvorligt. For at skabe genklang i den vestlige verden anno 1988 (situationen er den samme i 2008) er det ikke nok at illustrere Friheden i hele dens renhed. Den skal også tænkes, læs: sættes i system.
Systemet, som Pareyson låner af Kant, er komplekst og uoverskueligt. Men det gør ikke noget. Pareyson inddrager nemlig kun den del af systemet, der – brugt på den rigtige måde – skærper hans pointe. Ved at betragte friheden som hhv. virkelighed, mulighed og nødvendighed illustrerer han, hvordan vi i den vestlige verden ikke bare har misforstået den menneskelige frihed, men også i stadig højere grad forhindrer den i at udfolde sig.
OM DE TRE MODALITETER konstaterer Pareyson, at virkeligheden uden tvivl er den vigtigste. Mulighed er ikke andet end skyggen af virkelighed, og nødvendighed er ”en så tyngende og stædig virkelighed, at den vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet”.
Ifølge Pareyson er virkeligheden let og fri: ”Den er både blottet for forudgående fornemmelser og indre tyngde. Den er hverken varslet af det mulige eller grundfæstet af det nødvendige”. Og han fortsætter: ”I den udstrækning virkelighed er forbundet med frihed, kan den betragtes i sin givethed eller i sin grundløshed. Set i sin givethed viser den sig som et overskud; en ægte gave, som skyldes en generøs gestus, et rent overskud, som bliver genstand for forundring. Set i sin grundløshed viser virkelighed i stedet sin dystre side; livet forekommer som en straf, der på én og samme tid fremkalder forbitrelse over at eksistere og længsel efter ikke at eksistere. I sig selv fremkalder virkelighed altså på én og samme tid forbløffelse og frygt, angst og forundring: dens essentielle kendetegn er tvetydigheden.”
Frihedens tvetydighed består i, at det gode og det onde kun kan manifestere sig sammen, men det er vanskeligt at forstå for en tænkning, der gennem flere tusinde år har delt verden op i enten/eller: Enten er vi civiliserede borgere i et oplyst demokrati eller også er vi formørkede huleboere, der overgiver os til religion. Enten er vi for ytringsfrihed (og kampen mod terror) eller også er vi imod. Enten-eller-tænkningen er nyttig, når politiske udfordringer skal omsættes til fængende overskrifter og lighed, frihed og tolerance skal formaliseres i en demokratikanon. Men den er ubrugelig, og nogen gange skadelig, når mennesker kæmper med at forstå, hvad det vil sige at være fri.
For at forbinde frihed med virkelighed skal vi tænke i både-og. Og det er Østens filosofi paradoksalt nok bedre til end Vestens. Østens filosofi er ligesom kunsten; litteraturen og digtningen, men også malerkunsten, musikken og andre "ordløse" kunstarter ikke bange for det onde på samme måde som den vestlige tænkning. Den behøver ikke – som Vestens filosoffer og videnskabsfolk – at kortlægge verden for at føle sig hjemme i den. Den behøver ikke at formalisere for at forstå.
Når man ikke har et klart defineret billede af det ”rigtige” menneske/liv/samfund, så er man heller ikke så bange for det ”forkerte”. Man anerkender, at døden er et vilkår på samme måde som livet. Og i stedet for at søge en negation af det onde (som var det en størrelse, der uden videre kunne elimineres), så tager man ondskaben på sig for herigennem at blive klogere på døden – såvel som livet.
DEN AKTUELLE DEBAT om ytringsfrihed og Muhammedtegninger viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke betragter frihed som virkelighed i dagens Danmark. Vi er så langt fra både-og som vi overhovedet kan komme, og det kunne aldrig falde os ind at tage ondskaben på os (hvorfor skulle vi dog det, når den uden videre kan identificeres og placeres hos de andre?).
Men hvordan forholder vi os så til vores frihed? Som mulighed, der med Pareysons ord ikke er andet end skyggen af virkelighed? Eller som nødvendighed? En tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet?
For bare et par år siden havde svaret været det første. Det var dengang, vi ikke behøvede at demonstrere vores ytringsfrihed, men nøjedes med at praktisere den. Dengang vi levede med muligheden for at vælge mellem det gode og det onde og – for det meste – lod andre gøre det samme. Men sådan er det som bekendt ikke længere. Nu er ytringsfriheden ikke noget, vi bruger, men noget vi har (ret til), og tanken om en tyngende og stædig virkelighed, der vikler sig om sig selv og forbliver fastgroet ligger ligefor.
Problemet er bare, at når friheden formaliseres – i betydningen sættes på formel – så ophører den med at fungere som frihed. Pareyson karakteriserer det som en slap spiritualisme, der mener, at friheden i sig selv per definition har sin egen lov. Denne bekvemme, men uforsigtige optimisme, som han skriver, vil kunne berolige udannede personer, men den viser sig at være fuldkommen uvidende om frihedens tragiske karakter, som, idet den er bevidst om både at kunne være princip for fortabelsen og for sejren, påtager sig det tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
Med al respekt (eller som Margrethe Vestager så smukt formulerede det under valgkampen sidste år: nu er det snart ikke med respekt mere), så har hverken regering eller den generelle pressestand forstået frihedens tragiske karakter. Når politikere bruger ytringsfriheden som et middel til at opnå målet om et homogent samfund, så bruger de friheden som princip for sejren. Når medier betragter pressefriheden som en ret til at trykke og genoptrykke provokerende tegninger i stedet for at være en hjælp til at skelne mellem det gode og det onde, så fralægger de sig frihedens tunge ansvar for at sætte enhver lov til diskussion.
For at leve op til frihedens enorme krav er det ikke nok at kritisere andres love; stille spørgsmålstegn ved det, andre kulturer tager for givet, som f.eks. billedforbud, hovedbeklædning og respekt for religiøse følelser. Vi er også forpligtet til at udfordre vores egne ”helligdomme”. Demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder (jeg ved godt, jeg udfordrer skæbnen) skal også have en tur. Præmisserne for vores egen måde at tænke på skal udfordres, revideres, ja måske endda kasseres.
Men det sker ikke. I stedet forholder politikere og medier sig til de demokratiske værdier på samme måde som muslimer forholder sig til Muhammed. Frihed ophører med at være frihed og bliver et ord, vi ikke har forstået betydningen af. Et kampråb for den store gruppe af udannede danskere, som er så bange for det, de ikke forstår, at de opfinder formler til at afgrænse den ”rigtige” frihed fra den ”forkerte”. Hermed føres det onde tilbage til en simpel negation, og det er ikke bare slapt som Pareyson formulerer det, men farligt. Ved at forsøge en simpel negation af det onde dyrker vi nemlig friheden som dødbringende og destruktiv kraft; en dyster og trist dødsimpuls.
SELVOM DET IKKE er lysende klart, hvordan Pareyson mener, vi skal forholde os til friheden - håndtere den ondskab, der uvægerligt følger med - så konstaterer han flere steder, at lidelsen er den eneste kraft, der er større end det ondes umådelige kraft: ”det eneste håb om at besejre det onde er betroet smerten, som, hvor pinefuld og ødelæggende dens virke end måtte være, er verdens skjulte energi”. Det centrale ved Pareysons begreb om lidelse er, at det ikke skal forstås som straf. Hverken Guds straf af menneskeheden eller menneskenes straf af hinanden når nemlig ud over det ondes grænse; ”den kan tværtimod gøre den onde endnu mere ond, lukke ham inde i ubodfærdighedens grumme stædighed, blive anledning til nag, til oprør og til udgangspunkt for forråelse”.
NÅR VI BETRAGTER ytringsfriheden som nødvendig, så gør vi det modsatte af det, vi siger, vi vil. Vi udrydder ”det gode” til fordel for ”det onde”. Vi giver afkald på den mulighed, der ligger i tvetydigheden og afskærer os fra livet snarere end døden. De oprørske udrydder hinanden, de trodsige udsletter sig selv og de svage vænner sig til at være ulykkelige.
Men det behøver ikke at være sådan. I stedet for at fastfryse ytringsfriheden i en enten-eller tænkning kan vi betragte den som mulig. Vi kan give plads til valget mellem det gode og det onde – uden dog at træffe det. Når vi har gjort det i en periode bliver vi måske modige nok til at konfrontere friheden med virkeligheden. Tage ondskaben på os og hjælpe hinanden igennem lidelsen.
Ja, det er lettere sagt end gjort, men nu er det i det mindste sagt: Ytringsfriheden er ikke nødvendig.
NB: Frihedens filosofi er det eneste af Luigi Pareysons værker, jeg har læst og jeg er meget ambivalent over for de dele af skriftet, der peger på religionen som menneskets frelse. Kronikken skal således hverken betragtes som en fyldestgørende indføring i den italienske filosofs tænkning eller som en argumentation for hans religiøse synspunkter. Der er udelukkende tale om et forsøg på at perspektivere den aktuelle debat om Muhammedtegninger i lyset af et tankevækkende begreb om frihed.
FOTO AF PAREYSON: http://www.torinoscienza.it/
Tuesday, April 01, 2008
Bange for lys
Min kloge lillesøster har lige givet mig en åbenbaring. Intet mindre. Hun fortalte mig, at Nelson Mandela engang har sagt/skrevet, at det ikke er mørket, vi mennesker er bange for, men lyset i os selv. Jeg tror, det er rigtigt. Og jeg tror, min lillesøster har ret, når hun foreslår, at det er derfor, vi ikke vil acceptere både-og. Men jeg må vist hellere tage fat i Mandela himself, inden jeg begynder at konkludere...
Monday, March 31, 2008
Mål eller middel?
Der er et vigtigt spørgsmål, der hverken er stillet eller besvaret i den tilsyneladende endeløse debat om Muhammedtegninger: Er ytringsfriheden et middel til at opnå noget andet eller et mål i sig selv? Afhængigt af svaret følger flere andre vigtige spørgsmål:
Ytringsfriheden er et middel: Hvad er målet? Hvad ønsker vi at opnå med vores ytringsfrihed? Mere frihed? Til hvem?
Ytringsfriheden er et mål: Hvilke midler sikrer bedst målet? Og hvem skal målet sikres for? Dem, der i forvejen har ytringsfrihed eller dem, der endnu ikke har det? Hvis det første er tilfældet: Hvorfor? Hvis det andet er tilfældet: Hvilke midler sikrer bedst målet?
Ytringsfriheden er et middel: Hvad er målet? Hvad ønsker vi at opnå med vores ytringsfrihed? Mere frihed? Til hvem?
Ytringsfriheden er et mål: Hvilke midler sikrer bedst målet? Og hvem skal målet sikres for? Dem, der i forvejen har ytringsfrihed eller dem, der endnu ikke har det? Hvis det første er tilfældet: Hvorfor? Hvis det andet er tilfældet: Hvilke midler sikrer bedst målet?
Hverken nødvendig eller unødvendig
Efter at have læst Frihedens filosofi, som er en lille bog af Luigi Pareyson, jeg tidligere har omtalt på denne blog, har jeg skrevet en kronik om ytringsfrihed og Muhammedtegninger. Kronikken hedder "Ytringsfriheden er ikke nødvendig" og diskuterer tre forskellige måder at betragte ytringsfriheden på (jeg vil prøve at få den trykt og venter derfor med at publicere den her).
Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke kan sige kronikkens titel (ytringsfriheden er ikke nødvendig) uden at få skudt i skoene, at jeg betragter ytringsfriheden som unødvendig. Det gør jeg ikke. Jeg ønsker tværtimod, at vi tænker udover enten/eller. I stedet for at tænke nødvendig/unødvendig kunne vi betragte ytringsfriheden som mulig eller måske ligefrem som virkelig (Kants modaliteter). Men jeg har på fornemmelsen, at det er for meget forlangt i øjeblikket...
Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke kan sige kronikkens titel (ytringsfriheden er ikke nødvendig) uden at få skudt i skoene, at jeg betragter ytringsfriheden som unødvendig. Det gør jeg ikke. Jeg ønsker tværtimod, at vi tænker udover enten/eller. I stedet for at tænke nødvendig/unødvendig kunne vi betragte ytringsfriheden som mulig eller måske ligefrem som virkelig (Kants modaliteter). Men jeg har på fornemmelsen, at det er for meget forlangt i øjeblikket...
Friday, March 14, 2008
Tøgers bogreol
Jeg hører ikke til blandt dem, der har opsagt deres Politiken abonnement pga. chefredaktørens altoverskyggende evne til at sætte sig selv i centrum. Tværtimod bliver jeg ved med at imponeres over Tøger Seidenfadens enorme vid og uforlignelige sprogtalent.
MEN jeg synes han spiller fallit i gårsdagens anmeldelse af regeringens demokratikanon. Ikke fordi han er glad - det skal han også have lov til at være engang imellem - men fordi han lader udvalgets prioritering af begivenheder (som mere eller mindre svarer til den prioritering, Tøger selv ville have foretaget, hvis han var blevet spurgt) skygge over den kendsgerning, at det er perverst at sætte demokratiet på formel.
I sin begejstring over, at udvalget tilsyneladende er enig med ham i, at Spinoza, Grundtvig og Salman Rushdie har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det danske demokrati "glemmer" chefredaktøren at udfordre regeringens kanonisering af snart sagt alle aspekter af den menneskelige tilværelse.
Regeringen ved, lige som alle andre gode forhandlere, at det, der virkelig betyder noget forbliver usagt. Det, man ikke er indstillet på at forhandle om skal for alt i verden ikke nævnes. For regeringens vedkommende er det hverken værdier, ytringsfrihed eller demokrati, der VIRKELIG betyder noget, men derimod opfattelsen af, at verden kan defineres. Der findes "rigtige" værdier og "forkerte" værdier. Regler for "de gode" og (andre) regler for "de onde".
Ved at kanonisere noget, vi alle sammen elsker at diskutere sikrer regeringen, at vi ikke diskuterer det, der virkelig bør diskuteres. Nemlig den tvivlsomme antagelse, at verden kan sættes på formel.
Formålet med demokratikanonen er efter sigende at skabe debat. Med Tøger Seidenfadens og andres iver efter at vise deres bogreol frem kommer vi desværre aldrig til at debattere det, der for alvor tegner udviklingen af det danske demokrati.
MEN jeg synes han spiller fallit i gårsdagens anmeldelse af regeringens demokratikanon. Ikke fordi han er glad - det skal han også have lov til at være engang imellem - men fordi han lader udvalgets prioritering af begivenheder (som mere eller mindre svarer til den prioritering, Tøger selv ville have foretaget, hvis han var blevet spurgt) skygge over den kendsgerning, at det er perverst at sætte demokratiet på formel.
I sin begejstring over, at udvalget tilsyneladende er enig med ham i, at Spinoza, Grundtvig og Salman Rushdie har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det danske demokrati "glemmer" chefredaktøren at udfordre regeringens kanonisering af snart sagt alle aspekter af den menneskelige tilværelse.
Regeringen ved, lige som alle andre gode forhandlere, at det, der virkelig betyder noget forbliver usagt. Det, man ikke er indstillet på at forhandle om skal for alt i verden ikke nævnes. For regeringens vedkommende er det hverken værdier, ytringsfrihed eller demokrati, der VIRKELIG betyder noget, men derimod opfattelsen af, at verden kan defineres. Der findes "rigtige" værdier og "forkerte" værdier. Regler for "de gode" og (andre) regler for "de onde".
Ved at kanonisere noget, vi alle sammen elsker at diskutere sikrer regeringen, at vi ikke diskuterer det, der virkelig bør diskuteres. Nemlig den tvivlsomme antagelse, at verden kan sættes på formel.
Formålet med demokratikanonen er efter sigende at skabe debat. Med Tøger Seidenfadens og andres iver efter at vise deres bogreol frem kommer vi desværre aldrig til at debattere det, der for alvor tegner udviklingen af det danske demokrati.
Friday, March 07, 2008
Ytringsfrihed = musik
Behøver jeg at skrive, at jeg er enig med Thomas Blachman i, at musik forpligter og at det ikke er godt nok at distancere sig fra sit ansvar ved at være ironisk og sarkastisk? Jeg fristes til at sige, at det samme gælder ytringsfriheden…
Saturday, March 01, 2008
Nyt TV-program?
Jeg har fået en idé. Det er ikke set før og måske er hverken TV stationer eller seere klar til det, men jeg prøver alligevel: Et TV program á la Ærlig Talt, Profilen (begge DR) og Dags Dato (TV2), hvor værten lytter til det, deres gæst(er) siger og stiller kritiske spørgsmål til dét i stedet for at fremture deres egne indstuderede pointer.
Jeg synes, det kunne være spændende. Hvad siger I?
Jeg synes, det kunne være spændende. Hvad siger I?
Friday, February 29, 2008
Ytringsfrihed - til hvad?
Læste en fremragende kronik i Politiken i går. Jeg tænker på, om Flemming Chr. Nielsen stadig arbejder for Jyllands-Posten...!?
Tuesday, February 26, 2008
Følelse eller fornuft?
Jeg har læst, at muslimer elsker profeten Muhammed højere end de elsker deres børn (se kommentar #195).
Jeg har set en film om Jehovas vidner, hvor en far - med stor selvfølgelighed - erklærer, at han elsker Jesus højere end han elsker sin datter.
Jeg bliver fortalt, at det ikke handler om viden, men om tro. Men jeg forstår det ikke. Og jeg tror ikke på det. Man kan muligvis overbevise sig selv om, at man elsker Muhammed og/eller Jesus højere end ens eget kød og blod, men jeg tror ikke på, at man kan mærke det...
Jeg har set en film om Jehovas vidner, hvor en far - med stor selvfølgelighed - erklærer, at han elsker Jesus højere end han elsker sin datter.
Jeg bliver fortalt, at det ikke handler om viden, men om tro. Men jeg forstår det ikke. Og jeg tror ikke på det. Man kan muligvis overbevise sig selv om, at man elsker Muhammed og/eller Jesus højere end ens eget kød og blod, men jeg tror ikke på, at man kan mærke det...
Friday, February 22, 2008
Luigi Pareyson 2
Jeg har snart læst den lille bog, Frihedens filosofi, og jeg lover jer, det er kræs! I hører nærmere...
Thursday, February 21, 2008
2-0 til Kasem Said Ahmad
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad har fat i den lange ende. I hvert fald når han står overfor Danmarks Radios journalister. I aften Ærlig Talts Kåre Quist, som - ærlig talt - var pinlig:
Kasem Said Ahmad: "Jeg sagde det samme til Birthe Rønn Hornbech [beklagede deltagelsen i Hitzb ut Tahrirs demonstration] og hun forstod det efter et minut."
Kåre Quist: "Fik du skæld ud?"
Nej, gu´ fanden fik han ikke skæld ud! Birthe Rønn Hornbech er nemlig kvik nok til at forstå og respektere et menneske, der tager ansvar - og derfor uvægerligt kommer til at begå fejl.
Det er helt vildt så meget mere tjekket Ahmad er end de danske journalister. Tag jer nu sammen og hør efter, hvad manden siger! Han er et betydeligt bedre forbillede for unge muslimer såvel som alle os andre end I nogensinde bliver.
Kasem Said Ahmad: "Jeg sagde det samme til Birthe Rønn Hornbech [beklagede deltagelsen i Hitzb ut Tahrirs demonstration] og hun forstod det efter et minut."
Kåre Quist: "Fik du skæld ud?"
Nej, gu´ fanden fik han ikke skæld ud! Birthe Rønn Hornbech er nemlig kvik nok til at forstå og respektere et menneske, der tager ansvar - og derfor uvægerligt kommer til at begå fejl.
Det er helt vildt så meget mere tjekket Ahmad er end de danske journalister. Tag jer nu sammen og hør efter, hvad manden siger! Han er et betydeligt bedre forbillede for unge muslimer såvel som alle os andre end I nogensinde bliver.
Wednesday, February 20, 2008
Luigi Pareyson
Tid til at lære en ny filosof at kende. Luigi Pareyson (1918-1991) var Vattimos læremester.
Søren Gosvig Olesen (som er min læremester) har skrevet forordet til Frihedens filosofi, så jeg tænker, at det er et godt sted at starte.
Tuesday, February 19, 2008
Moderate danskere?
For en gangs skyld et bidrag i den endeløse debat om Muhammedtegninger, der ikke bare erklærer sig for eller imod ytringsfrihed. Et bidrag, der både nuancerer ytringsfrihedens rolle i et samfund som det danske og udfordrer den gængse opfattelse af, hvad det vil sige at være fundamentalist. Og bidraget kom – fra muslimsk side.
Formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad var i Deadline på DR2 i fredags d. 15. februar. Og han havde det ikke let. Faktisk var hans gebrokne dansk og Kurt Strands sjældent sete utålmodighed så meget imod ham, at jeg var lige ved at opgive håbet om, at der kunne komme noget interessant ud af debatten. Men så skete det. Kasem Said Ahmad sagde det klogeste, der er blevet sagt om karikaturkrisen siden dens udbrud i 2006. Han konstaterede, at juridiske grænser for ytringsfrihed (som så vidt jeg har forstået ikke eksisterer) er uinteressante i sagen om Muhammedtegningerne, som derimod kræver en diskussion af de etiske og moralske grænser for ytringsfrihed.
På min arbejdsplads opfordrer vi vores kunder til at skelne mellem legalitet og legitimitet; det lovlige og det rimelige. Det lovlige/ulovlige – konstaterer vi jævnligt – kan afgøres i en bog med en masse paragraffer. Det rimelige/urimelige afgøres af andre menneskers reaktioner.
Selvom det første unægtelig er lettere at forholde sig til end det andet, så er det befolkningens reaktion, der får journalisterne på gaden og kriserne til at opstå. I modsætning til tidligere er det nemlig ikke nok at påberåbe sig sin ret til at trykke og genoptrykke 12 provokerende tegninger. Der skal være en mening med galskaben. Eller som Kasem Said Ahmad sagde det, da han først var kommet i gang: Ytringsfrihed er en pligt – ikke en ret!
Da hverken Kurt Strand eller talsmand for Muslimer i Dialog Zubair Butt Hussain reagerede på Ahmads indsigtsfulde betragtninger – som derfor ikke blev uddybet – kan jeg uden videre tillade mig min egen fortolkning: De oprørte muslimer har ikke noget problem med ytringsfriheden; de efterlyser blot, at vi tager ansvar for vores brug af den. At vi tager højde for den situation, vi bruger ytringsfriheden i. Vurderer rimeligheden af at bruge den som vi gør.
Sagt med andre ord: Vores muslimske medborgere beder os om det samme som vi forventer af dem: At vi har et ikke-fundamentalistisk forhold til vores helligdomme – i dette tilfælde ytringsfriheden.
Desværre tror jeg ikke kun, at det var Kurt Strand og Zubair Butt Hussain, der overhørte denne pointe. Det er nemlig karakteristisk for os danskere, at vi er alt andet end moderate, når det gælder vores eget fundament.
Formand for Det Islamiske Trossamfund Kasem Said Ahmad var i Deadline på DR2 i fredags d. 15. februar. Og han havde det ikke let. Faktisk var hans gebrokne dansk og Kurt Strands sjældent sete utålmodighed så meget imod ham, at jeg var lige ved at opgive håbet om, at der kunne komme noget interessant ud af debatten. Men så skete det. Kasem Said Ahmad sagde det klogeste, der er blevet sagt om karikaturkrisen siden dens udbrud i 2006. Han konstaterede, at juridiske grænser for ytringsfrihed (som så vidt jeg har forstået ikke eksisterer) er uinteressante i sagen om Muhammedtegningerne, som derimod kræver en diskussion af de etiske og moralske grænser for ytringsfrihed.
På min arbejdsplads opfordrer vi vores kunder til at skelne mellem legalitet og legitimitet; det lovlige og det rimelige. Det lovlige/ulovlige – konstaterer vi jævnligt – kan afgøres i en bog med en masse paragraffer. Det rimelige/urimelige afgøres af andre menneskers reaktioner.
Selvom det første unægtelig er lettere at forholde sig til end det andet, så er det befolkningens reaktion, der får journalisterne på gaden og kriserne til at opstå. I modsætning til tidligere er det nemlig ikke nok at påberåbe sig sin ret til at trykke og genoptrykke 12 provokerende tegninger. Der skal være en mening med galskaben. Eller som Kasem Said Ahmad sagde det, da han først var kommet i gang: Ytringsfrihed er en pligt – ikke en ret!
Da hverken Kurt Strand eller talsmand for Muslimer i Dialog Zubair Butt Hussain reagerede på Ahmads indsigtsfulde betragtninger – som derfor ikke blev uddybet – kan jeg uden videre tillade mig min egen fortolkning: De oprørte muslimer har ikke noget problem med ytringsfriheden; de efterlyser blot, at vi tager ansvar for vores brug af den. At vi tager højde for den situation, vi bruger ytringsfriheden i. Vurderer rimeligheden af at bruge den som vi gør.
Sagt med andre ord: Vores muslimske medborgere beder os om det samme som vi forventer af dem: At vi har et ikke-fundamentalistisk forhold til vores helligdomme – i dette tilfælde ytringsfriheden.
Desværre tror jeg ikke kun, at det var Kurt Strand og Zubair Butt Hussain, der overhørte denne pointe. Det er nemlig karakteristisk for os danskere, at vi er alt andet end moderate, når det gælder vores eget fundament.
Monday, February 18, 2008
Oprydning
Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil gøre alt for at stoppe urolighederne rundt omkring i landet. Det sagde han i hvert fald i gårsdagens 21 Søndag på DR1.
Alt.
Altså bortset fra at anerkende, at der er nogen, der - med rette - føler sig krænket. At give de krænkede den undskyldning, de vil gøre alt for at få. At modere den ytringsfrihed, der får ham og alle os andre til at ligne de fundamentalister, vi bekæmper.
Jeg kommer til at tænke på en kammerat, der krediterede sin kæreste for hendes oprydning af hjemmet med følgende ord (skal synges): "Bortset fra det hele, så´ det hele ryddet op!"
Alt.
Altså bortset fra at anerkende, at der er nogen, der - med rette - føler sig krænket. At give de krænkede den undskyldning, de vil gøre alt for at få. At modere den ytringsfrihed, der får ham og alle os andre til at ligne de fundamentalister, vi bekæmper.
Jeg kommer til at tænke på en kammerat, der krediterede sin kæreste for hendes oprydning af hjemmet med følgende ord (skal synges): "Bortset fra det hele, så´ det hele ryddet op!"
Relancering 2
Selvom siden stadig er under udvikling vil det fremover være på TankeTjek.dk du kan følge og udfordre mine tanker og projekter. Jeg håber, vi ses!
Friday, February 08, 2008
Relancering
Jeg beklager den utilgivelige forsømmelse af TankeTjek. Når jeg vender tilbage (senest i maj) bliver det i en ny og forbedret udgave, der bl.a. sætter fokus på mit kommende PhD-projekt, Den svage organisationsfilosofi. Jeg håber at se jer igen...
Wednesday, May 23, 2007
TankeTjek Live
Jeg holder foredrag i Teologicafeen i aften kl. 19.30. Bliv fristet på www.luftskibet.dk/kalender
Jeg håber, vi ses!
Jeg håber, vi ses!
Tuesday, April 03, 2007
At tage ansvar
Har netop været til undersøgelse hos min nye læge. Hun konstaterede, at mine blodprøver var fine; bekræftede, at jeg er gravid og spurgte, om jeg havde nogle spørgsmål. Jeg sagde nej, men besluttede mig så alligevel for at dele mine tanker om nakkefoldsscanning med hende.
Jeg fortalte, at jeg under min første graviditet havde fravalgt scanningen, da jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ”fejl”, der kunne få mig til at fravælge mit barn.
Jeg proklamerede min holdning om, at man kun skal få foretaget en nakkefoldsscanning, hvis man er villig til at tage konsekvensen af resultatet (til- eller fravalg af et handicappet barn).
Og jeg betroede hende, at jeg denne gang var i tvivl.
I tvivl om, hvorvidt jeg er villig til at sætte alt andet på standby. I tvivl om, hvorvidt vores familie kan rumme et handicappet barn. I tvivl om, hvorvidt min lille søn kan være tjent med fra den ene dag til den anden at blive ”den normale”, som forventes at kunne alting selv.
Jeg fortalte også, at jeg ikke kan forestille mig at tage afsked med et barn, som min mand og jeg har lavet sammen. At jeg næppe kan få fjernet et lille væsen, som igennem tre måneder har levet inde i mig. At jeg ikke kan frarøve min søn den lillebror eller lillesøster, som han dagligt har spurgt til, siden vi fortalte ham om min graviditet.
Efter at have kendt mig i syv minutter konstaterede min læge, at nakkefoldsscanning ikke er noget for mig. Og hun har ret.
Det er mit ansvar at tage stilling til, hvad jeg vil med min graviditet. Men brugen af nakkefoldsscanning og fostervandsbiopsi kræver nogen gange, at også lægerne tager ansvar – for deres fag såvel som deres patienter.
Til praktiserende læge Lotte Hvas, der udtalte sig i Weekendavisen i sidste uge: Hvis et vordende forældrepar ikke kan blive enige om, hvad de vil gøre, hvis fosteret får konstateret Downs Syndrom, så tager de ikke skade af at tage diskussionen. Tværtimod er det en god forsmag på det utal af vanskelige beslutninger, de fremover skal træffe sammen.
(Trykt i Weekendavisen, d. 4. april 2007)
Jeg fortalte, at jeg under min første graviditet havde fravalgt scanningen, da jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ”fejl”, der kunne få mig til at fravælge mit barn.
Jeg proklamerede min holdning om, at man kun skal få foretaget en nakkefoldsscanning, hvis man er villig til at tage konsekvensen af resultatet (til- eller fravalg af et handicappet barn).
Og jeg betroede hende, at jeg denne gang var i tvivl.
I tvivl om, hvorvidt jeg er villig til at sætte alt andet på standby. I tvivl om, hvorvidt vores familie kan rumme et handicappet barn. I tvivl om, hvorvidt min lille søn kan være tjent med fra den ene dag til den anden at blive ”den normale”, som forventes at kunne alting selv.
Jeg fortalte også, at jeg ikke kan forestille mig at tage afsked med et barn, som min mand og jeg har lavet sammen. At jeg næppe kan få fjernet et lille væsen, som igennem tre måneder har levet inde i mig. At jeg ikke kan frarøve min søn den lillebror eller lillesøster, som han dagligt har spurgt til, siden vi fortalte ham om min graviditet.
Efter at have kendt mig i syv minutter konstaterede min læge, at nakkefoldsscanning ikke er noget for mig. Og hun har ret.
Det er mit ansvar at tage stilling til, hvad jeg vil med min graviditet. Men brugen af nakkefoldsscanning og fostervandsbiopsi kræver nogen gange, at også lægerne tager ansvar – for deres fag såvel som deres patienter.
Til praktiserende læge Lotte Hvas, der udtalte sig i Weekendavisen i sidste uge: Hvis et vordende forældrepar ikke kan blive enige om, hvad de vil gøre, hvis fosteret får konstateret Downs Syndrom, så tager de ikke skade af at tage diskussionen. Tværtimod er det en god forsmag på det utal af vanskelige beslutninger, de fremover skal træffe sammen.
(Trykt i Weekendavisen, d. 4. april 2007)
Subscribe to:
Posts (Atom)