Ondskab og videnskab

Det onde forsvinder i videnskabelige diskurser. Menneskets ugerninger bliver ikke betragtet som synder, men som virkninger af årsager. I Hitler-forskningen ser vi en række årsager blive trukket frem, som forholdet til faderen i barndommen, det senere kærlighedsforhold til niecen Geli Raubal eller mindreværdskomplekser på grund af fysiske defekter (først og fremmest den meget omdiskuterede tese om, at han manglede en testikel). Hvilke årsager, der henvises til, afhænger af, hvilke videnskaber der undersøger sagen. Det kan handle om alt fra gener og kemi til sociale forhold og politiske ideologier. Hitler var imidlertid ikke kun summen af en række årsager, men også en person, som handlede frit. Der bliver altid noget irreducibelt tilbage, som ikke går restløst op i kausale sammenhænge, noget, vi kan kalde den frie vilje, en evne til selvbestemmelse. Uden en sådan evne findes det moralske onde ikke. Jeg mener ikke, at de videnskabelige forklaringer er illegitime, men at de kun har begrænset gyldighed. Vores forsøg på at bortforklare det onde, på at rationalisere det, lykkes ikke fuldt ud. At mennesket er frit betyder, at det i enhver situation kunne have handlet anderledes, og når vi gør det onde, kan vi bebrejdes for ikke at have handlet anderledes. (Lars Fr. H. Svendsen: Ondskabens filosofi, side 18).