Wednesday, October 19, 2011

Det er ikke godt at vide

Min 7-årige søn er meget optaget af Gud og Jesus. Det tror jeg er almindeligt for alderen. Han har flere gange fortalt, at Oskar tror på Jesus, men ikke på Gud, og det kan han ikke forstå – for Gud er jo Jesus´ far. I morges kom så det uundgåelige spørgsmål: Hvem er Guds far? Og da jeg tøvede et sekund: Hvem er hans mor? Selvom jeg altid knækker halsen, når jeg forsøger at besvare mine børns filosofiske spørgsmål, så er jeg nødt til at prøve. De accepterer ikke, at jeg vender spørgsmålet om, og spørger, hvordan de tror, det hænger sammen. De spørger, fordi de vil have svar. Nu. Derfor er det hverken det lange videnskabelige eller det politisk korrekte svar, jeg skal have fat i, men det, der inden for rammerne af de 90 sekunders tålmodighed, de har til rådighed, kan kaste lys over det, der i deres verdensbillede ikke er et større mysterium end, hvorfor de ikke må få pasta-pølseret til middag hver aften.

Mit svar går som regel på, at når det kommer til Gud og Jesus, så hænger det ikke sammen på helt samme måde, som for os andre, og at man derfor selv må finde ud af, om man tror på dem eller ej. Der er nogen – siger jeg til ham – der tror på, at Gud skabte verden, og at Jesus var hans søn, og der er nogen, der ikke gør. Det fører ikke overraskende til, at vi taler lidt om, hvad jeg tror, inden det som regel ender i, at min søn, stik modsat alle andre jeg kender, når frem til, at man sagtens både kan tro på Gud og Jesus og på, at mennesket nedstammer fra aberne. Og så er han videre. I gang med at finde sin lillesøster eller beklage sig over, at tøjet driller.

Tilbage står jeg så med frustrationen over ikke at kunne finde et tilfredsstillende svar på mine børns meget indsigtsfulde spørgsmål – og endnu mere frustreret over, at jeg ikke kan lade være med at blive frustreret. For hvorfor er det så stort et problem for mig og andre voksne, at historien om Gud og Jesus ikke harmonerer med det billede, vi har af os selv? Børnene er tilsyneladende ligeglade. De spørger for at få svar, og når de ikke får det svar, de havde forventet (fx ”Guds mor hed Anne-Mette og boede i Værløse”), så tygger de lidt på de muligheder, de får serveret, inden de enten lægger sig fast på det, der virker bedst i situationen eller udvikler et alternativ. Hvorfor kan vi voksne ikke gøre det samme? Er det virkelig så utænkeligt, at verden ikke er enten-eller, men både-og?

Nej, det er tværtimod meget sandsynligt. Men det er også meget irrationelt. Det harmonerer dårligt med det, vi har lært i skolen om, at der er forskel på tro og viden. Vi har – lige som mine børn – fået at vide, at det er op til os selv at finde ud af, hvad vi vil tro på, men vi har også – modsat mine børn – erfaringer med, hvad der sker, hvis vi tror på det forkerte. Vi har set, hørt og læst om folk, der har fået at vide, at de burde vide bedre, og derfor er vi ikke længere i tvivl om, at viden er bedre end tro.

Og netop tvivlen er det, der gør, at børnene accepterer muligheder, vi andre afviser. Deres billede af sig selv og deres omgivelser er endnu ikke så færdigt, at det ikke kan være anderledes – og derfor spørger de. Ikke for at vide eller for at tro, men for at blive bedre til at være i og med verden. Det kræver temmelig meget mere end, hvad der kan klares i et 90 sekunders forsøg på at besvare, hvem Guds mor var – og derfor har børn travlt. Med hele tiden at prøve kræfter med nye spørgsmål, men også og måske især med at afkode, hvad der sker i og omkring dem selv, når de stiller de spørgsmål, de stiller. Standardsvaret om, at de ikke må få pasta-pølseret – igen – afføder irritation, men måske også en vis tryghed ved, at mor reagerer, som de forventer, at hun reagerer, mens budskabet om, at Gud ikke havde nogen mor skaber usikkerhed og behov for at vide, hvem der så passede på ham. Nogle gange fanger og reagerer mor på de følelser og fornemmelser, der ledsager børnenes spørgsmål og svar, andre gange gør hun ikke – og det betyder også noget. For de spørgsmål, børnene stiller næste gang, der er noget, der undrer dem, men også for deres forståelse af, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt, og hvad der skal til for, at de bliver mødt på den måde, de gerne vil mødes. Der er med andre ord tale om et bombardement af indtryk: Tro og viden, følelser og fornuft, men mest af alt; det, der er imellem. For børnene skelner ikke – og det burde vi måske heller ikke.

Men modsat børnene kan vi ikke lade være med at skille tingene ad. Vi bærer ikke bare på en personlig erfaring, der fortæller os, at nogle spørgsmål er bedre end andre, vi repræsenterer også en kulturel. Udover at skelne mellem tro og viden har vi lært, at vi er en del af en større sammenhæng; at vi er historiske. Vi ved, at der har været mennesker før os, som har stillet de samme spørgsmål, men er nået frem til nogle andre svar. Det har fået os til at differentiere mellem forskellige menneskesyn og perioder, der med benævnelser som fx antikken, middelalderen, oplysningstiden og industrisamfundet har gjort det muligt for os at forstå og forholde os til andet end os selv. Eller det er i hvert fald, hvad vi bilder os ind. For sandheden er selvfølgelig, at vi forholder os til andre perioder og menneskesyn med afsæt i den virkelighed, vi selv befinder os i. Også vi bliver bombarderet med indtryk og udtryk, og især de sidste er afgørende for, hvad det er muligt og ikke muligt at spørge til. Lever man i et vidensamfund er det ikke mærkeligt, at man forstår sig selv i modsætning til et trossamfund. Og hører man dagligt om videnskabens bestræbelser på at forbedre og forlænge livet, er det kun naturligt, at man er fremmed overfor og har svært ved at forholde sig til døden.

For mennesket kan, modsat Gud, ikke se og forstå verden fra alle steder til alle tider. Det er bundet til det sted og den tid, det lever i, og med det følger der et billede. Et billede af, hvad det vil sige at være menneske, som er, om ikke helt færdigt, så i hvert fald tilstrækkelig tæt på til, at vi har svært ved at tro, at det kunne være anderledes. Og derfor er vi tilbøjelige til at stivne. I et menneske- og samfundssyn, der hjælper os med at forstå og forklare, hvorfor tingene ser ud som de gør, men som også forhindrer os i at se dem på andre måder. I vores tilfælde (dvs. mit og dit for så vidt som du er en del af det danske eller et andet europæisk vidensamfund) betyder det, at vi har svært ved at forholde os til alt det, der ikke passer ind i et videnskabeligt verdensbillede. Det, der ikke kan sættes på formel eller laves teorier om – fordi videnskaben enten ikke er nået dertil, eller fordi det slet og ret er umuligt.

Det sidste, vil mange dedikerede videnskabsfolk sige, er der ikke noget, der er. Men det vil jeg nu insistere på. Ikke fordi jeg betragter mig selv som troende, men fordi mine erfaringer (suppleret med min filosofiske skoling) siger mig, at der ikke bare er noget, men rigtig meget ved dét at være menneske, som aldrig vil kunne forstås og forklares videnskabeligt. Det hænger bl.a. sammen med, at videnskab udføres af mennesker, som således skulle være i stand til at afdække sandheden om sig selv. Det ville kræve, at de kunne hæve sig over sig selv og deres eget udsyn, og det er ikke muligt. For Gud, jo, men ikke for mennesket eller for noget andet kødeligt og dermed dødeligt væsen.

Vi er som mennesker, dyr og planter begrænset af det stof, vi er gjort af, og for at udforske dette stof er det ikke nok at gøre (andres) organer og biologiske processer til genstand for videnskabelige undersøgelser; vi skal hele vejen rundt. Det kræver, at vi anerkender betydningen af det, der kommer indefra (følelser, fornemmelser og fortolkninger, som pr. definition er specifikke og dermed uden for videnskabens generaliserende rækkevide), og det fordrer ydmyghed over for det, der kommer udefra. Det behøver hverken at føre til religiøse overbevisninger eller fantasier om rumvæsner, men det bør minde os om, at der er grænser for, hvad vi kan se og forstå. Uanset hvor mange kemiske reaktioner og genetiske sammenhænge, vi kortlægger, så vil der altid være tale om mennesker, der kortlægger mennesker. Vi kan ikke se, hvad man ser, hvis man ikke er et menneske – vi har kun os selv.

Og heldigvis er det også nok. Ikke til at afdække sandheden om mennesket eller for den sags skyld noget som helst andet (mens vi i udforskningen af mennesket er begrænset af ikke at kunne se os selv udefra, så er vi i undersøgelsen af alt andet hæmmet af ikke at kunne se det indefra), men til at spørge til det, der undrer os, og dermed – som børnene – blive bedre til at være i og med verden.

Ovenstående er første udkast til kapitel 1 i den debatbog om det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde, jeg prøver at finde tid til at skrive. Forlaget mener, problemet kan og skal tegnes tydeligere op, og det er jeg helt enig i. Men hvis der er nogen, der har kommentarer eller gode ideer til mine ambitioner om at kombinere min debativer med mine forholdsvis beskedne erfaring med at skrive bøger, så skal I være hjertelig velkomne...

7 comments:

  1. Du skriver:

    "Det kræver, at vi anerkender betydningen af det, der kommer indefra (følelser, fornemmelser og fortolkninger, som pr. definition er specifikke og dermed uden for videnskabens generaliserende rækkevide), og det fordrer ydmyghed over for det, der kommer udefra. Det behøver hverken at føre til religiøse overbevisninger eller fantasier om rumvæsner, men det bør minde os om, at der er grænser for, hvad vi kan se og forstå."

    Jeg hæfter mig uvilkårligt ved det sidste ord, at forstå, og er næsten sikker på, at du nok har haft at forklare i tankerne? For vi kan jo godt forstå fortolkninger, altså dette at fortolke, vi kan forstå følelser, det væld af sammenhænge de udspringer af - men det kan, som du også siger, være svært at forklare. Og så er du jo havnet i den gamle diskussion mellem human- og naturvidenskaberne, der i hvert fald ud fra en tradition (Dilthey) adskiller sig fra hinanden ved at den ene forstår, og den anden forklarer. I forlængelse heraf (og med relation til det partikulære og det almene, du taler om) kan vi også inddrage Windelbands adskillelse mellem de idografiske humanvidenskaber over for de nomotetiske naturvidenskaber.

    Nu taler du ganske vist om, at ovenstående er en introduktion til en debatbog, og derfor er mine anmærkninger sikkert ikke særligt interessante, men i hvert fald er det jo en tradition og nogle begrebslige perspektiveringer, som du senere hen må berøre, tænker.

    ReplyDelete
  2. Kære Pia,

    Et par strøtanker, der sikkert ikke er dit forlag til nogen hjælp:

    1
    Du betragter ikke dig selv som troende. Men du tror muligvis på et kærlighedsforhold mellem dig og din ægtefælle. Uanset hvilke forsøg videnskaben gør på at reducere kærlighed til (eller bort-forklare ved) nødvendige neurokemiske eller udviklingspsykologiske forhold, så er der for hvert enkelt menneske tale om et tros-spring: Jeg tror på at vi elsker hinanden. Eller måske endnu værre:
    Jeg tror på at vi, når livet er levet til ende, vil have elsket hinanden.

    Hvis man her uden videre vil medgive mig at kærlighed ikke kan reduceres som ovenfor nævnt, så er dette spring lige så vanvittigt i videnskabelig sammenhæng som springet til at tro på Gud. Og jeg ville ønske at Klemens Kappel gav sig til at modbevise den irreducible kærligheds "eksistens" på samme måde som han på Politiken.dk viste, at vi ved at Gud ikke eksisterer.

    Jeg ville desuden ønske at troen på Gud var lige så lidt tabubelagt som troen på kærlighed uden at sammenligne de to størrelser i øvrigt.

    2
    Dit sidste afsnit hævder, måske lidt for groft sagt, at vor spørgelyst heldigvis gør livet nemmere for os.
    Fra mange forskellige perspektiver kan man hævde at denne nysgerrighed er en forbandelse, så meget som den også er en velsignelse.

    Men vigtigere: Det menneskelige fremskridt er ikke en given ting, og det er ikke ligegyldigt hvilke spørgsmål vi stiller os selv, og hvordan der svares. Jeg ville hellere slutte din meget morsomme og kloge tekst med at vores, og ikke mindst børnenes spørgetrang, skal tages aldeles alvorligt.

    3
    Videnskabens evne til at udforske verden afhænger af videnskabens evne til at stille de rigtige spørgsmål (og forstå de fundne svar). Også derfor skal vi ikke tage nysgerrighedens velsignelser for givet. Det er ikke ligegyldigt hvordan vi spørger og forstår, og vi kan ikke tage for givet at spørgen før eller siden leder til fremskridt.

    ReplyDelete
  3. Kære Stokbro

    Tak for din kommentar, som jeg tænker lidt over. Jeg er ikke sikker på, at jeg mener 'forklare' i stedet for 'forstå', men det kan godt være - det er derfor, jeg tænker :-)

    Hvad angår "den gamle diskussion mellem human- og naturvidenskaberne", så har du fuldstændig ret i, at det er mit afsæt, men jeg bilder mig ind, at mit ærinde rækker videre, nemlig til en problematisering af reduktionen af filosofi til 'humanvidenskab' - men det er ikke med i ovenstående tekst, og det er også for komplekst at forklare (!) i en debatbog, så det skal frem på andre måder...

    Jeg har fået lyst til at lægge mit 1. udkast til forord ud også:
    http://tanketjek.blogspot.com/2011/10/1-udkast-til-forord.html

    Gør det det lettere eller sværere at gennemskue, hvad det er, jeg vil med bogen?

    I hvert fald er jeg også her enig med forlaget i, at det skal være tydeligere, hvem "fjenden" er...

    ReplyDelete
  4. Kære Kristian

    Tak for dine tanker. Jeg kan rigtig godt lide din nuancering af troen på kærlighed: "Jeg tror på at vi, når livet er levet til ende, vil have elsket hinanden". Den er virkelig finurlig og kalder på en hel masse andre tanker om bl.a. erfaringen og det historiske som betingelse - og måske også begrænsning - for tro. Den tror jeg, jeg kommer til at hygge mig meget med :-)

    Angående dine ønsker om dels Klemens Kappels beviser og modbeviser, dels aftabuisering af troen på Gud, så kan jeg ikke lade være med at tænke på de gange, jeg efter endt foredrag er blevet kontaktet af ældre herrer, der har fortalt, at de efter et helt liv som ingeniører (eller læger) pludselig har indset, at der er aspekter af livet, som de ikke kan finde i deres formler og udregninger, og som de derfor er begyndt at konsultere filosofien og/eller religionen for at blive klogere på.

    Lige som de selv har jeg altid undret mig over, at de skulle blive gamle og gå på pension, før de fik øjnene op for det, der altid har forekommet mig at være det VIRKELIG vigtige, men det bliver tydeligere og tydeligere for mig, at det, Nietzsche kalder "livets bedste gevinst" ikke handler så meget om de bøger, man læser og de metoder, man benytter, som om den måde, man møder sine omgivelser på (og så er vi vist tilbage ved kærligheden :-)).

    Jeg tror, min pointe er, at selvom Klemens Kappel er en dygtigt skolet filosof, så lider han - lige som jeg selv og langt de fleste andre akademiske filosoffer - under ungdommens vredladne og ærefrygtige tilgang til verden, som desværre har det med at skabe - snarere end at svække - tabuer.

    [Se Nietzsche-citat i "Tak til de gamle mænd": http://tanketjek.blogspot.com/2009/06/tak-til-de-gamle-mnd.html]

    Det er den samme pointe, jeg forsøger at udfolde i forhold til ledelse i slutningen af kapitel 8 (lige før "dit" kapitel), som jeg lægger ud om et øjeblik som blogindlæg, da det er lidt for langt til kommentarsporet.

    Dine sidste bemærkninger om sammenhængen mellem spørgsmål og fremskridt synes jeg er meget interessante. Ikke mindst, fordi jeg på ingen måde kan se, at det skulle være min påstand, at det menneskelige fremskridt er en given ting.

    Men sådan har du (måske?) læst det, og det giver anledning til at tænke over mine formuleringer - igen igen :-)

    ReplyDelete
  5. Hej Pia,

    Min forfængelighed driver mig til at forklare. Du siger:

    "vi har kun os selv. Og heldigvis er det også nok [...] til at spørge til det, der undrer os, og dermed [...] blive bedre til at være i og med verden.

    Du skriver her at vor blotte spørgen gør os bedre til at være i verden, og jeg læser det som skrevet en tand for groft, men hævder du ikke hermed at det menneskelige fremskridt er givet i kraft af den blotte spørgen?

    Det synes jeg vi skal håbe, men jeg mener som sagt at vi skal tage denne spørgen uhyre alvorligt, og at dens velsignelser ikke kan tages for givet.

    -

    (Det med Kappel er blot upassende sarkasme og en billig hentydning til et reductio ad absurdum.)

    ReplyDelete
  6. Hej Kristian

    Jeg forstår din udlægning, jeg er bare ikke tilfreds med overgangen fra det, jeg skriver til din formulering om "det menneskelige fremskridt". Jeg beskæftiger mig netop ikke med "det menneskelige" og "den blotte spørgen", men med barnets tilgang til dét at spørge, som ikke handler om at opnå noget (hverken viden, tro eller udvikling), men om at kunne være i og med den verden, der møder dem.

    Man kan måske sige, at det er spørgsmålets eksistentielle betydning, der interesserer mig, og ikke en evt. sammenhæng mellem "den blotte spørgen" og "det menneskelige fremskridt" - som man ville skulle være Gud eller en anden ikke-menneskelig beskuer for at kunne fælde dom om.

    Jeg prøver at beskæftige mig med menneskets vilkår, og det er derfor jeg skriver, at det heldigvis er nok, at vi "kun har os selv".

    Menneskets vilkår kan, modsat "det menneskelige", nemlig undersøges her og nu og med afsæt i mig selv og det, jeg ser, når jeg øver mig på at være i og med verden.

    Hvad det fører til fra et makroperspektiv, at jeg stiller de spørgsmål, jeg stiller, hverken kan, vil eller skal jeg gøre mig klog på.

    Men igen: Det er tydeligvis ikke lykkedes mig at formidle klart, og det er jeg taknemmelig for, at du har vist mig. Bliv endelig ved med at værne om din forfængelighed - måske hjælper det mig på et tidspunkt til at forstå, hvad det er, jeg prøver på at skrive!

    Dit Kappel-projekt står for egen regning :-)

    ReplyDelete
  7. Hej igen Pia,

    Lad mig prøve at udvikle en tanke om dit udkast, og se om du kan bruge det til noget:

    En forsker opstiller hypoteser og afprøver dem med sin forsknings resultater.

    At afprøve hypoteser er at spørge: Er det sandt? Dette er for tiden selve måden, vi (voksne) spørger til livet på.

    Hvad søger vi når spørger på den måde? Og gør det os bedre til at være i verden?

    Et forsøg på et kort og simpelt svar er at vi søger klarhed, og at klarhed tilsyneladende kun i ganske begrænset omfang hjælper os til at blive bedre til at være i verden.

    Det er et projekt for sig at begynde at dokumentere de påstande, men din bog om ledelse er en begyndelse herpå.

    Hvis vor spørgen virkelig skal gøre os bedre til at være i verden, så skal vi forholde os til spørgsmål som for eksempel: Kan troværdig forskning være andet end afprøvning af hypoteser?

    Desuden: Hvis vi skal tage vor spørgen til livet så alvorligt som jeg siger at vi skal, er der så et potentiale i at spørge til den tænkning, som formulerer spørgsmålet og fortolker svaret?

    ReplyDelete