Stokbros og Kristians kommentarer til "Det er ikke godt at vide" har givet mig blod på tanden i forhold til åbent at diskutere de første udkast til den debatbog, jeg drømmer om at skrive. Det kan helt sikkert kun kvalificere det endelige resultat, at så mange som muligt kommenterer og kommer med ideer til mine første spæde forsøg på at sætte ord på det, jeg mener, der er galt med vores menneske- og samfundssyn i dag, så I må endelig ikke holde jer tilbage! Det følgende er 1. udkast til forord (som jeg også er enig med forlaget i kan sættes mere på spidsen):
Denne bog er skrevet på lige del fascination og frustration. Fascination af, hvor godt det er lykkedes videnskabsjournalister som Tor Nørretranders, Lone Frank og Jesper Hoffmeyer at skabe forståelse og debat om endog meget vanskelige naturvidenskabelige landvindinger – og frustration over, at det ikke er lykkedes humanistiske forskere at følge med. Selvom det påvirker såvel det faglige miljø som den almindelige status i samfundet, at humaniora fra flere kanter er erklæret ”i krise”, så gælder min frustration ikke så meget selvforståelse og legitimitet som det faktum, at debatniveaet og den generelle dannelse lider under de humanistiske forskeres fravær. Og det er ikke, fordi de naturvidenskabeligt skolede journalister – og for den sags skyld de mange teologiske debattører – ikke gør det godt. Det er simpelthen, fordi der mangler noget. Noget, hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, men som de hele tiden forvilder sig ud i – fordi de, der har forudsætningerne holder sig væk.
Således er der ikke grænser for, hvor ofte diskussioner om etik, erkendelse, sandhed, sprog, kultur, politik, magt, ondskab, død og andre humanistiske interesseområder overlades til fx biologer, sociologer og teologer. Engang imellem – også oftere end jeg finder det relevant – gives ordet til en psykolog, men så er det også mere eller mindre sagt. Retorikere, etnologer, sprogforskere, historikere, litterater og filosoffer inviteres kun sjældent ind – og når de gør, er det ikke på deres egne, men på naturvidenskabens præmisser, dvs. for at fælde en dom: Sandt eller falsk.
Men sådan fungerer (god) humanistisk forskning ikke, og derfor holder forskerne sig væk. Ikke dem alle sammen og ikke hele tiden, men for mange og for længe til, at det gør en forskel. Presset fra naturvidenskaben er for stort, og italesættelsen af humaniora som havende forskellige ”videnskabsteorier”, vidner om, at det ikke kun kommer fra medierne og den brede offentlighed, men også fra de humanistiske fakulteter selv.
Derfor har jeg i mange år drømt om at finde – eller selv at blive – en humanistisk udgave af Lone Frank. Én, der kan formidle og skabe opmærksomhed om vigtige humanistiske erkendelser og perspektivere konsekvenserne af at tage dem alvorligt – såvel som at lade være. Men jeg har opgivet denne drøm. Jeg har mistet troen på, at der er et humaniora at forsvare og formidle, og jeg er ikke længere sikker på, at det er i forholdet til naturvidenskab (eller for den sags skyld teologi, sundheds- og samfundsvidenskab), kampen skal stå. Hvis der skal kæmpes – og det mener jeg, der skal – så er det ikke for et bestemt fag eller fagområde, men for en måde at tænke på, som er kommet under pres. Denne har karakteriseret dele af humaniora, men den har også været at finde på andre fakulteter, lige som den lever – og måske lever bedre – uden for universitetets mure.
Når jeg skriver, at der mangler noget, som hverken naturvidenskabsfolk eller teologer kan forstå og forklare, er det således ikke fordi, jeg mener, det kan forstås og forklares af andre. Tværtimod er det muligheden af, at der er noget, der ikke kan forklares, der er gået tabt. Bevidstheden om, at der er grænser for såvel videnskaben som os selv. Og evnen til at håndtere det, der pr. definition er uden for videnskabernes rækkevidde.
Med denne bog melder jeg mig ind i kampen om at definere, hvad det vil sige at være menneske – ikke for at bidrage eller tilbyde et alternativ til den biologiske, sociologiske eller teologiske udlægning, men for at gøre det klart, hvorfor det ikke kan lade sig gøre.
Du skriver, at vi skal kæmpe "for en måde at tænke på, som er kommet under pres. Denne har karakteriseret dele af humaniora, men den har også været at finde på andre fakulteter, lige som den lever – og måske lever bedre – uden for universitetets mure."
ReplyDeleteDet virker spændende, men spændingen indfries ikke, og det skal den måske heller ikke, men den kildes heller ikke, og det er ærgerligt. Jeg har jo selv været en del af det humaniora, som du kritiserer, og jeg kan se en hel del ting, der er værd at kritisere, men jeg tvivler på, at det er det samme, som du ser. Og når/hvis du konkretiserer det, så ville det også være godt, hvis du kunne antyde hvad det er for en tænkning, der er værd at kæmpe for, og hvordan den så ud, da den var at finde inden for "dele af humaniora". og videre kunne det være dejligt at få at vide, hvilke dele af humaniora, du hentyder til ... set fra mit perspektiv.
Du fremhæver Lone Frank m.fl., og ja, de har haft succes, men jo ikke udelukkende pga. deres formidlingstalenter, tænker jeg. Du må med andre ord (helst) ikke falde i den forsimplede forestilling om Eneren, der definerer et perspektiv for de mange, for nu at tale lidt nietzscheansk. Det ville være forsimplet, fordi den type tænkning helt overser de strukturer, der muliggør en Lone Frank (her kunne merkantilismens fødsel og sammenhæng med opprioriteringen af de mekaniske kunster på bekostning af artes liberales-skemaet være et afsæt, videre matematiseringen af logikken, Descartes store succes med tanken om perspicuitas osv. - undskyld for den højrøvede skitse).