Friday, September 09, 2011

Case på egen krop

Bedømmelsesudvalgets beslutning om ikke at indstille min afhandling til forsvar er på rigtig mange måder en oplagt chance for at tage min egen medicin. Og selvom det langt fra er sjovt, så er det måske ikke så tosset at mærke konsekvenserne af sine egne budskaber på egen krop.

For hvad er det nu, jeg har udforsket og forsøgt at udbrede de sidste, ikke bare tre, men otte år (siden færdiggørelsen af min konferensafhandling i 2003)? Hvad er det, jeg har villet sige med mine tekster om døden og budskaber om, at hverken mennesker eller ledelsesteorier er perfekte? Hvorfor har jeg igen og igen fremhævet Vattimos begreb om svækkelse som afgørende for at forstå det, der fremmer hhv. hæmmer udviklingen i vores del af verden? Og hvorfor er det så vigtigt for mig at problematisere den stigende akademisering og videnskabeliggørelse af alt fra børneopdragelse til ledelse?

På side 46 i min afhandling skriver jeg, at ledere ved at tage den spørgsmål-svar struktur, der kendetegner vores del af verden på sig (tillade spørgsmål og dermed muligheder, man ikke selv ser) kan hjælpe sig selv og organisationens øvrige medlemmer med at blive opmærksom på og arbejde med de "sprækker" og "modtanker", virksomheden udvikler sig i forhold til.

Disse, fortsætter jeg, er ikke interessante i sig selv (indholdet af en modtanke kan være lige så håbløs og uhensigtsmæssig som den tanke, den er oppe imod), men fordi de fortæller os, at det, vi troede ikke kunne være anderledes, kan være anderledes. Sprækkerne får os med andre ord til at stoppe op og overveje, hvad der er muligt: "Hvis det er muligt at tænke dén modtanke, så er det også muligt at tænke andre, og hvad fortæller det mig, dels om det, jeg tror på, dels om det, jeg kunne tro på?" (Hinsides teori og praksis, side 47).

Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg ikke i min fjerneste fantasi forestillet mig, at bedømmelsesudvalget kunne finde på at afvise min afhandling. Jeg troede ikke, det var muligt. Det har virkeligheden nu vist mig, at det var. Og det er på sin vis bekræftende. Jeg mener på alle måder, at bedømmelsesudvalgets "modtanke" er håbløs og uhensigtsmæssig, men den er der, og fordi den ikke bare er en "modtanke" blandt andre, men repræsenterer de stærke strukturer, jeg på den ene side ønsker at svække (jeg skriver eksplicit, at jeg finder den videnskabelige og akademiske tilgang til filosofi og ledelse problematisk), på den anden side søger en bekræftelse fra (jeg forventede at opnå en ph.d.-grad på min afhandling), tvinger den mig til at forholde mig til mine egne tanker på ny.

Jeg har siden min første overbygningsopgave, som udløste en stor diskussion mellem vejleder (der mente, jeg skulle have 13 for min selvstændige tænkning) og censor (som pga. de manglende henvisninger til sekundærlitteratur kaldte opgaven for mystik og derfor mente, jeg skulle have 7) haft svært ved at acceptere akademia som rammen for filosofisk tænkning. Det formulerer jeg bl.a. på følgende måde i afhandlingen, note 25:

"Når jeg har sat anførelsestegn omkring "bare" er det for at markere, at det på ingen måde er en let opgave for filosoffer at tage afsæt i deres egen tænkning og erfaring, som i den metafysiske tradition repræsenterer det modsatte af filosofi, nemlig det partikulære over for det universelle. At det akademiske miljø, mange filosoffer er en del af i dag derudover er underlagt devisen "jo flere henvisninger, jo bedre", gør det selv sagt ikke lettere at demonstrere selvstændig tænkning" (Hinsides teori og praksis, side 31).

Denne opfattelse har flere gange ført til, at jeg med stor overbevisning har fortalt mig selv og mine omgivelser, at jeg IKKE skal have en akademisk karriere. I første omgang var jeg i tvivl om, om jeg skulle fortsætte på overbygningen. Dernæst afviste jeg pure, at jeg nogensinde skulle skrive ph.d. Og da jeg til mit præforsvar i foråret blev spurgt, om jeg ville søge et adjunktur, hvis institutlederen formulerede opslaget i retning af nogle af de ting, jeg beskæftiger mig med, skulle jeg lige til at afvise, da min vejleder mindede mig om, at jeg på trods af tidligere modstand og masser af aktiviteter indimellem jo altid endte med at vende tilbage.

Men måske er vi endelig ved at være der. Ikke fordi jeg besluttede mig for at forlade det akademiske system (jeg indleverede som sagt en afhandling, som jeg var sikker på ville udløse en ph.d.-grad og dermed muligheden for post.doc.ansøgninger etc.), men fordi bedømmelsesudvalgets "modtanke" fik mig til at stoppe op og tage kløften mellem det, jeg tror på, og det, man kan og vil på universitetet, alvorligt.

Det har jeg tidligere formuleret på følgende måde:

Kun det vi tror på har tilstrækkelig autoritet til at overbevise os om, at vi skal tro på noget andet.

Måske har jeg (uden at ville vedkende mig det) troet så meget på universitetet og de stærke strukturer, det repræsenterer, at kun universitetet (repræsenteret ved bedømmelsesudvalget) kan få mig til at indse, at jeg tror på og derfor skal noget andet.

Måske skal jeg bare vente lidt med at analysere og konkludere...

13 comments:

  1. Jeg er chokeret over den bedømmelse, især når nu der åbenbart er et gab mellem afhandlingens sigte og bedømmelsesudvalgets afsæt. Men jeg tror da, at du har ret i eller gør ret i, ikke at blive del af det akademiske miljø, som siden 60'erne er blevet ødelagt stadig mere. Det er ærgerligt, og jeg tror ikke, at du vil kunne trives i bureaukratiet og peer review-hysteriet i længden. Men altså, jeg er sgu ked af det på dine vegne, Pia.

    Det bedste herfra ...

    ReplyDelete
  2. Jeg synes det vidner om stort overskud at du reflekterer som du gør. Jeg ville bare være pissesur. Helt enkelt.

    Heldigvis er din tænkning så dejlig relevant for alle (der vil tænke), så jeg håber du vil blive ved uden for universitetsstrukturen.

    ReplyDelete
  3. Kære Katrine

    Jeg ER pissesur. Men det er desværre ikke helt enkelt. Denne lille episode har sat rigtig meget i gang i mig, og mens jeg på den side er rasende og skuffet over, hvad jeg ikke kan fortolke som andet end modvilje mod at udvide rammen for filosofiske afhandlinger, så synes jeg på den anden side, at jeg har lært noget vigtigt om mig selv og mine omgivelser. Og det er jeg taknemmelig for.

    Jeg er sindssyg glad for din kommentar om, at min tænkning er relevant for alle (der vil tænke), og - som du sikkert ved - så er der ingen fare for, at jeg stopper med at tænke og skrive: Jeg kan ikke lade være!

    Men jeg står over for en spændende opgave: At finde ud af hvor, hvorfor og hvordan jeg skriver, når det ikke er for at opnå en grad eller formidle et såkaldt forskningsbaseret budskab.

    Tusind tak for din kommentar,

    Kh Pia

    ReplyDelete
  4. Kære Christian

    Jeg er også chokeret - og sindssyg vred. Jeg føler mig magtesløs ved tanken om, at det står et bedømmelsesudvalg frit for at udlægge en afhandling som det passer dem og følgelig bedømme den på deres egne (og dermed ikke på afhandlingens) præmisser.

    Det har både min vejleder og jeg selvfølgelig påpeget det problematiske i, bl.a. på følgende måde i den mail, jeg sendte til ph.d.-skoleleder Sune Auken, da jeg havde læst bedømmelsesudvalgets svar på vores bemærkninger:

    "Alene det faktum, at bedømmelsesudvalget refererer til "interviewundersøgelser" og kritiserer "de pågældende interview" for ikke at være substantielle nok, efter jeg igen har understreget, at min metodiske tilgang er baseret på et opgør med interviewbaserede undersøgelser, og jeg derfor IKKE benytter mig af interview, afslører, at der er meget langt fra det, der udforskes i afhandlingen til det, der udlægges og konkluderes af bedømmelsesudvalget.

    At afhandlingens hovedtemaer (spørgsmål, sprog og tid) hverken nævnes i indstilling eller svar er et andet eksempel på denne afstand, som gør det endog meget vanskeligt at forestille sig, at jeg med den foreliggende eller nogen anden udgave af afhandlingen vil kunne modtage en retvisende bedømmelse fra det nuværende udvalg."

    Når ph.d.-skolelederen på trods af disse bemærkninger kan konkludere, at der ikke er tungtvejende grunde til at nedsætte et nyt bedømmelsesudvalg skyldes det, at det er lykkedes ham at betragte alt andet end procedurefejl (som fx at min vejleder ikke blev orienteret om udviklingen i bedømmelsesarbejdet) som "faglige uenigheder", som han som ph.d.-skoleleder ikke har "mulighed for at foretage en forsvarlig, faglig kvalificeret vurdering af".

    Hvordan fejlagtige gengivelser af afhandlingens problemstilling, metode og resultater kan blive til "faglige uenigheder" er mig en gåde - men det er vel endnu et udslag af den socialkonstruktisvistiske tankegang om, at sandheden er det, magthaverne udlægger den som, og da magthaverne i dette tilfælde siger, at jeg fx benytter interviewbaserede metoder og at de centrale begreber i afhandlingen bl.a. er magt og relationer, så er det sådan, det er.

    Problemet er, at jeg hverken er eller har lyst til at blive socialkonstruktivist. Jeg ved, hvilke metoder, jeg benytter og hvilke begreber, der er de centrale. Og jeg har formidlet det på en måde, så folk uden for universitetets mure har forstået det. Hvis det er for meget - eller for lidt - for et bedømmelsesudvalg, der er vant til og derfor havde regnet med en afhandling i teoretisk filosofi, så er der ikke noget at gøre ved det.

    Andet end at blive chokeret, vred og forundret over, at netop filosoffer (som min partner i Academy A og såkaldt virksomhedsvejleder under ph.d.-studiet, Jesper Højberg Christensen, har formuleret det) kan præstere noget, der er så "stupidt, misforstået og dårlig tænkning".

    Men igen, jeg er blevet og bliver fortsat klogere på, hvad der muligt - og det er nu ikke så tosset!

    Mange tak for din kommentar,

    Kh Pia

    ReplyDelete
  5. Det lyder fuldstændig vildt med Aukens konklusion omkring "faglige uenigheder". Han plejer nu at være redelig nok (han har dumpet mig i en opgave på KUA i sin tid), men her synes der at være gået et eller andet galt. At så tung en herre som Gosvig Olesen, han er med inde over ikke?, ikke engang kan få dem til at betænke sig, lyder hen i vejret; men det er jo ikke første gang, at KU's bedømmelsesudvalg skider godt og grundigt i nælderne - sociologi har jo da en rem af huden.

    Men hvad skal du så, spørger du. Du skal skrive, vi skal diskutere Heidegger og Nietzsche, jeg skal have dig sparket væk fra DI-heideggerismen og du skal være en fri intellektuel, der gerne på sigt skulle kunne leve af dine bøger, tanker og foredrag!

    Bare det ... :)

    ReplyDelete
  6. Jo, du kan tro, Søren er inde over, han er lige så chokeret over udvalgets konklusion som du og jeg - men Aukens afgørelse kommer til gengæld ikke bag på ham. Som han siger, er der for mange (dvs. for vigtige) mennesker, der vil tabe ansigt, hvis han underkender et udvalg, fakultetet selv har nedsat, og (som han også siger) det er derfor fuldstændig ligegyldigt, hvad der står og ikke står i min afhandling. Det afgørende er, at der ikke bliver ballade på de interne linjer...

    Så ja, det er også mit indtryk, at Auken er redelig nok - men de strukturer (og forskere), han repræsenterer i dette tilfælde har åbenbart været for stærke til, at han har syntes, han kunne gå ordentligt ind i sagen.

    Og så er du nødt til at fortælle mig: Hvad er "DI-heideggerismen"?

    Det er meget rart at vide, inden du begynder at sparke :-)

    Endnu engang tak for dine kommentarer - de gør virkelig godt!

    Kh Pia

    ReplyDelete
  7. Åh DI er bare en henvisning til din sammenkædning af erhvervslivet med Heidegger, hvor jeg jo sådan glæder mig til, at du river samtlige navlesnore over og kaster dig ud i 'det farlige'. Så ja, mit mål er vel at provokere og tirre dig længe nok til, at du tænker farligt, bundløst ... ja, i en eller anden forstand ærligt (dermed ikke (IKKE) sagt, at du ikke er ærlig nu). Fordi jeg har den der fornemmelse af, at du endnu ikke har skrevet dét vigtige, du skal skrive, og som er i en anden boldgade end det, du indtil nu har præsteret.

    I øvrigt kan jeg jo endnu en gang referere Hans Meinert Sørensen, når han siger, at moderne humanvidenskab i høj grad baserer sig på signaturen - det afgørende egennavn, og dermed bliver en del humanvidenskab og filosofi til en "en eksegese af den skriftlige overlevering". Så det er svært at tænke originalt, men noget lettere at udlægge originalt.

    Og så tror jeg, at du har ret i, at universitetet internt har for meget på spil, der er for mange magtbalancer, der kan forstyrres - og måske især, når du ikke er en inde fra huset, hvilket jo altid betyder noget.

    Men altså jeg glæder mig til at følge dig videre!

    Det bedste herfra

    ReplyDelete
  8. Forresten, når nu sommeren og med den Webers (ikke Max, men grillen) interpellation er overstået, så vil jeg rigtig gerne høre dine tanker omkring Alain Badious "Manifest for filosofien", altså når din kamp er overstået - eller hvis du får brug for noget aftenlæsning. Men den kan vi tage privat.

    ReplyDelete
  9. There is nothing more difficult to take in hand, more perilous to conduct, or more uncertain in its success, than to take the lead in the introduction of a new order of things. For the reformer has enemies in all those who profit by the old order, and only lukewarm defenders in all those who would profit by the new order, this lukewarmness arising partly from fear of their adversaries … and partly from the incredulity of mankind, who do not truly believe in anything new until they have had actual experience of it.

    – Niccolo Machiavelli

    ReplyDelete
  10. Kære Christian

    Det er nu sjovt som du med den ene hånd opfordrer mig til at kappe alle navlesnore og tænke originalt (i modsætning til at udlægge originalt), mens du med den anden hånd vil have mig til at læse og udlægge Badiou. Men det hænger vel sammen med, at det er svært (for ikke at sige umuligt) at tænke i det blå.

    Vi/man/jeg er nødt til at tænke over NOGET, og selvom jeg er enig med dig i, at det for mit vedkommende er tid til at tænke over NOGET ANDET end konsekvenserne af Heideggers og Vattimos tænkning i forhold til erhvervslivet, så er det ikke en mulighed (for mig) at tænke "bundløst".

    Jeg prøver og vil gerne blive bedre til at tænke i det, jeg tidligere har kaldt "mellemrummet", men det giver som bekendt ingen mening, hvis ikke man anerkender, at der er NOGET på den ene side af mellemrummet og NOGET ANDET på den anden. Der skal være noget (og noget andet), mellemrummet udspiller sig imellem, og det kan som jeg ser det lige så godt være Heidegger og Vattimo på den ene side og erhvervslivet på den anden, som det kan være, hvordan jeg med min potentielt originale tænkning forholder mig til Badiou.

    Hvad "dét vigtige", jeg skal skrive består i, og hvilket udtryk, det kommer til at få, er ikke til at sige. Men jeg tror, det er farligt (og ikke på den måde, du gerne vil have mig til at dyrke) at tro, at der venter mig - og dem i min sam- og fremtid, der måtte finde det, jeg laver interessant - en original og banebrydende tænkning, der adskiller sig radikalt fra det, jeg har præsteret indtil nu.

    Det kan få en anden form og lyd, og det vil med stor sandsynlighed komme til at handle om noget ganske andet end både Heidegger og erhvervslivet. Men det grundlæggende menneske- og samfundssyn vil - og jeg håber, det vil lykkes mig at gøre det meget klarere, hvad det består i og betyder (ikke mindst for mig selv!) - formentlig være det samme.

    Når det er sagt, så kaster jeg mig meget gerne over Badious bog. Ikke fordi jeg har den store fidus til ham (kender ham dårligt nok), men fordi titlen - og ikke mindst du - fortæller mig, at jeg vil have godt af at forholde mig til den.

    Jeg sætter meget stor pris på din insisteren på at provokere og tirre mig. Håber, du bliver ved, selvom det nogen gange må forekomme nytteløst.

    Taknemmelige hilsner

    Pia

    P.s. Pt. er det "Tragediens fødsel", der ligger på natbordet - den harmonerer godt med min sindsstemning :-)

    ReplyDelete
  11. Kære Erik

    Tak for citatet. Det er en smigrende udlægning af sagen :-)

    Venlige hilsner

    Pia

    ReplyDelete
  12. Jeg synes skam også, at du skal holde fast i Vattimo og Heidegger, hvis det er det, du vil og dermed også være sagt, at det ikke er et forkyndelsesprojekt, jeg har gang i, men simpelthen en nysgerrighed efter, hvad du mener og tænker i forhold til en filosof, som jeg meget gerne selv vil ind på livet af. Nu skal det lige siges, at Badiou vel forsøger at gøre op med Heidegger, og det lykkes måske, men han kan så absolut ikke give slip på ham - blive færdig med ham. Det sagt skal jeg jo også sige, at min forhold til Heidegger er blevet langt mindre anstrengt efter jeg er vendt om og gået ham i møde gennem de læsninger du selv laver og henviser til. Tak for det.

    Nytteløst? Overhovedet ikke! Det drejer sig som sagt ikke om at omvende dig, men om at lytte og følge med sådan lidt ude fra sidelinien.

    Og Nietzsche, ja, ham vender man jo af og til tilbage til, men Tragediens fødsel læser jeg nu kun for det sene forord - og så det om retfærdiggørelsen af verden som æstetisk fænomen. Men det er jo en anden sag.

    ReplyDelete
  13. Jamen selv tak, det er dine egne tanker, om at det vi tror på alene har tilstrækkelig autoritet til at overbevise os om, at vi skal tro på noget andet, der fik mig til at tænke på citatet - og det giver mig lyst til som lægmand at spørge, hvad troede du selv, at (videnskabelig) beskrivelse af filosofi og filosofi kunne og ville forenes? Det er en smuk tro, lige så smuk som tanken om, at jurisprudens og retfærdighed kan forenes. Og lad os tro på det smukke, modtanken er ubærlig, så hold fast, og lad mig citerer et andet forbillede (sikkert stavet forkert) non bastardi carborundum .... Og hvis du nu skal vælge mellem at være PH.d og filosof

    Iligitimi non carborundum

    ReplyDelete