Vores måde at tænke på i Vesten er i høj grad styret af grammatikken i de indoeuropæiske sprog. Grammatikken i de indoeuropæiske sprog er i høj grad styret af relationen mellem substantiver og finitte verber. Vores måde at tænke på i Vesten er i høj grad styret af relationen mellem substantiver og finitte verber.
Min lange universitetsuddannelse minder mig om, at jeg mangler en række antagelser og forbehold for at kunne lave ovenstående slutning - det tillader jeg mig at se stort på her. I stedet for at gå i filosofisk selvsving vil jeg nemlig kaste mig over endnu en utilstrækkelig slutning:
Vores måde at organisere os på i Vesten er i høj grad styret af vores måde at tænke på i Vesten. Vores måde at tænke på i Vesten er i høj grad styret af relationen mellem substantiver og finitte verber (ovenstående 'konklusion'). Vores måde at organisere os på i Vesten er i høj grad styret af relationen mellem substantiver og finitte verber.
Påstand: Ved at undersøge relationen mellem substantiver og finitte verber kan vi forstå, hvorfor vi organiserer os som vi gør i Vesten.
Heldigvis har jeg allerede lavet en undersøgelse af relationen mellem substantiver og finitte verber (som godt nok er filosofisk og uden tvivl ville have godt af et lingvistisk tanketjek).
Undersøgelsen viser, at relationen mellem substantiver og finitte verber er karakteriseret ved at være henvisende i betydningen; man kan ikke beskæftige sig med det ene (grammatiske element) uden at blive henvist til det andet (grammatiske element).
Hypotese: Vi skal lede efter det henvisende i virksomheder og organisationer, hvis vi vil forstå og udfordre den måde, vi organiserer os på i Vesten (hvilket er nødvendigt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at være på forkant med udviklingen, som er nødvendigt for at klare sig på det globale marked).
Empirisk metode: Jeg arbejder i øjeblikket med et par forskellige - meget konkrete - metoder til at afdække det henvisende i virksomheder og organisationer. Jeg skriver om det her, fordi jeg håber, at evt. læsere vil hjælpe mig med at kvalificere disse metoder:
Dagbøger: Seks venlige sjæle fra seks meget forskellige virksomheder skriver dagbog i de første tre uger af deres første job om alt, hvad der undrer dem vedr. det at være en del af en virksomhed.
Tanken er, at man som nyuddannet og -ansat er meget mere opmærksom på 'alt det, der ikke bliver sagt' end man er, når man har været i job et stykke tid. Denne opmærksomhed bruger jeg som en radar for det, der er så selvfølgeligt for virksomheder og organisationer, at man (som konsulent, leder, medarbejder) ikke finder det nødvendigt at tale om.
Med dagbogsundersøgelsen forventer jeg med andre ord at få adgang til de præmisser, vi aldrig udfordrer i vores virksomheder og organisationer (fordi vi ikke har noget sprog for dem) og som muligvis forhindrer os i at organisere os på andre og mere konkurrencedygtige måder.
I arbejdet med at identificere disse præmisser vil jeg bl.a. kigge efter det henvisende.
Stafetanalyse: Mens dagbogsundersøgelsen dækker hele mit genstandsfelt (mere herom senere) orienterer den anden metode sig udelukkende mod 'de henvisende strukturer' i virksomheder og organisationer.
Tanken er at gennemføre en stafetanalyse i en eller flere virksomheder, hvor jeg beder en tilfældig medarbejder om at formulere et anonymt spørgsmål til en kollega, leder, kunde/interessent i virksomheden.
Jeg er ansvarlig for at bringe spørgsmål videre til min. 20 personer i eller omkring virksomheden, som alle er anonyme.
Metoden er endnu ikke afprøvet, men forventes at give et indblik i dels, hvad der optager folk i forhold til det at være en del af en virksomhed, dels hvem og hvad man forstår sig selv i forhold til, når man er ansat i en virksomhed eller organisation.
Forslag til alternative metoder til afdækning af henvisende strukturer i virksomheder og organisationer er naturligvis meget velkomne.
Ovennævnte undersøgelse er en del af den samlede analyse af de indoeuropæiske sprogs grammatiske strukturer, jeg foretager i bogen Et spørgsmål om at være. Udover det henvisende tyder analysen på, at vi skal være opmærksomme på det bindende, det definerende og det virkende, hvis vi vil forstå og udfordre de stærke strukturer, der fastholder os i en bestemt måde at tænke og organisere os på i Vesten. Det vender jeg tilbage til...
Lidt forskellige spørgsmål:
ReplyDelete"Påstand: Ved at undersøge relationen mellem substantiver og finitte verber kan vi forstå, hvorfor vi organiserer os som vi gør i Vesten.
Heldigvis har jeg allerede lavet en undersøgelse af relationen mellem substantiver og finitte verber (som godt nok er filosofisk og uden tvivl ville have godt af et lingvistisk tanketjek).
Undersøgelsen viser, at relationen mellem substantiver og finitte verber er karakteriseret ved at være henvisende i betydningen; man kan ikke beskæftige sig med det ene (grammatiske element) uden at blive henvist til det andet (grammatiske element)."
Substantiver kan fungere som snart sagt et hvilket som helst sætningsled, så hvilken relation er det nærmere bestemt du sigter til? Og kan man overhovedet tale om en relation uden at tale om funktion (f.eks. sætningsled) frem for materiale (f.eks. ordklasser)? Derfor har jeg også på fornemmelsen at det snarere er relationen mellem subjekt og verbal du taler om, men måske tager jeg fejl? Om ikke andet kunne det være interessant at se nogle af mellemregningerne i din analyse af forholdet mellem substantiver og finitte verber.
"Empirisk metode: Jeg arbejder i øjeblikket med et par forskellige - meget konkrete - metoder til at afdække det henvisende i virksomheder og organisationer."
I (dagbogs- og) stafetanalysen skaber du vel snarere "det henvisende" snarere end at afdække det? Altså ender du i en slags observer's paradox?
Kære Henrik. Af hjertet tak for din veloplagte og relevante kommentar (som jeg i parantes bemærket synes, jeg får rigtig mange af!).
ReplyDeleteJeg har stadig ikke helt vænnet mig til, at det ikke er nok at skrive et indlæg en gang i mellem, hvis man vil have en velfungerende blog, men at man også skal formulere et mere eller mindre begavet svar til de altid begavede kommentarer. (Jeg har ikke glemt dig, Rasmus Ø. Jensen, som var så venlig at kommentere min kronik i Information: "Gud er død - Gud leve"!).
Når dette svar har ladet vente på sig, Henrik, er det fordi, du med dine skarpe observationer tvang mig tilbage til analysen i min bog. Det er lang tid siden, jeg har foretaget den (2003), og jeg har som bekendt helliget mig konsekvenserne af den snarere end præmisserne for den siden.
Genlæsningen af min egen analyse fik mig til at indse, at jeg ikke kan referere den på en fyldestgørende måde i et blogindlæg, endsige -kommentar.
Jeg pusler derfor med en anden løsning i øjeblikket, som måske ender med, at jeg lægger det sidste kapitel af min bog ud på min hjemmeside www.tanketjek.dk eller etablerer en lille føljeton her på bloggen med udvalgte bidder af det sidste kapitel.
Indtil da kan jeg give dig et tvetydigt svar på dit første spørgsmål:
Ja, jeg beskæftiger mig også med relationen mellem subjekt og verbal og de forskellige funktioner, de grammatiske elementer har.
Nej, det betyder ikke, at relationen mellem substantiver og finitte verber er underordnede i forhold til at forstå vores måde at tænke og organisere os på i Vesten.
Og et entydigt svar på dit andet spørgsmål: Nej, jeg mener ikke, at jeg skaber det henvisende med stafetanalysen. Jeg mener, at jeg skaber forudsætningerne for, at det henvisende kan vise sig på en måde, der sætter mig i stand til at afdække det.
Giver det mening?
Jeg har udviklet en del videre på metoden (som skal afprøves for første gang i næste uge) og skriver et indlæg om det så hurtigt som muligt...
Tak igen, fordi du - og alle I andre - tvinger mig til at skærpe mine tanker.