Jeg faldt over følgende citater fra forordet til Nietzsches Afgudernes ragnarok, som jeg finder overordentlig tankevækkende i forhold til de udfordringer, vi står med i DK i øjeblikket. Døm selv:
"Hermed kan det filosofiske projekt komme til at bestå i at give verden uskylden tilbage - og dette er Nietzsches værk. En del af hans omvurdering af alle værdier består i at gøre opmærksom på det forhold, at når vi ikke kan ansvarliggøre nogen for livet, ja så kan vi heller ikke give dem skylden og straffe dem, således som det sker i det, Nietzsche karakteriserer som kristendommens bøddelmetafysik.
Konsekvensen af denne uskyldiggørelse af selve livet er ikke, at man skal holde op med at leve, men blot at man må forlige sig med, at man som levende sætter værdier, og at konsekvensen er, at man må forholde sig til, at andre typer af liv også sætter værdier - og eventuelt værdier, der viser sig at være i modstrid med vore egne.
(...) Som levende insisterer Nietzsche på rangorden, på en rangordning af perspektiverne - altså på at diskutere værdiernes værdi. Hans kritik af de eksisterende værdier, af de moderne værdier, sker formidlet over en moralgenealogi, der samler hans videnskabskritik, moralkritik og æstetiske kritik under ét ved at vise, at der er tale om en idealisering af den samme vurderingsmåde, nemlig den asketiske. Den asketiske vurderingsmåde er den, der holder sandheden for guddommelig, og ender med hellere "at ville intet" end "intet at ville". Den er med andre ord nihilistisk - og det er ganske enkelt denne nihilisme, Nietzsche mener må overvindes.
At overvinde nihilismen er det samme som at komme "hinsides godt og ondt", hvilket vil sige at komme hinsides den asketiske, den platoniske, den kristne og den oplysningsfilosofiske vurderingsmåde. Dette er selve projektet med omvurderingen af alle værdier, men denne omvurdering fører ikke i sig selv til nye værdier, der er sammenlignelige med de gamle. Derfor insisterer Nietzsche på viljen til at sætte værdi, og dette er ganske enkelt, hvad viljen til magt betyder hos Nietzsche. Det betyder endvidere, at han vil tænke et filosofisk liv, at han vil tænke filosoffen som lovgiver. Filosoffen skal selv være et eksempel i form af en levende etik, kunne vi sige, til forskel fra de urokkelige stentavler, som moral ellers er nedfældet på." (Forord til Afgudernes ragnarok, side 16-17).
Er jeg den eneste, der har en oplevelse af, at Danmark p.t. styres af stentavler?
Nietzsches kritik er fin, men hans 'positive' bidrag er vel noget sparsomt? At bevæge sig 'hinsides godt og ondt' er på sinplads, hvis disse begreber henviser til de forstokkede moraldogmer 'nedfældet på stentavler'. Men selve det at insistere på en rangordning af værdi fordrer en undersøgelse af, hvorledes dette er muligt. Formår nietzsceaneren ikke dette, er hun vel ikke nået meget hinsides nihilismen, når alt kommer til alt?
ReplyDeleteMVH Søren E www.oplysningskritik.blogspot.com
Spørgsmålet er vel også, om det overhovedet kan lade sig gøre at "styre" på andre måder?
ReplyDeleteNietzsche gjorde det klart, at alle perspektiver er værdisætninger, og det er i den forbindelse dejligt at se, at Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik Schmidt får kædet 'viljen til magt' sammen med det 'perspektiviske' (og det vil videre sige begrebet om den 'æstetiske retfærdiggørelse). Man må bare huske på, at der er to sider af Nietzsches filosofi. 1) udviklingen af tanken omkring det perspektiviske og 2) en vitalistisk værdifilosofi. Viljen til magt hører under den første, og han skriver et sted, at det perspektiviske kan ses som en kompleks form af det særskilte, og at det særskilte altid vil forsøge at gøre sig fuldstændigt (eller absolut) gældende (viljen til magt).
Betyder det så netop ikke i praksis, at et sådan perspektiv af andre 'svagere' (i dag vil vi vel sige mindre omstillingsparate) individer vil opleve, hvad der er et perspektiv som endnu en stentavle?
Nietzsche er vel inde på dette i forbindelse med sin kritik af de nihilistiske værdioptikker, hvor hans alternativ (der er blevet læst meget absolut) består i en positionering af den enkelte skabende, som de mange må 'lide' under. 'Hvorfor er du så hård, sagde kullet til diamanten?'
Enhver værdidom indeholder også en opdrætsstrategi for menneskeparken som sådan. Hvad vil altså de styrende stentavler opdrætte os til i dag? Og hvilket menneske ønsker vi os at opdrætte som alternativ?
Pyha, det er godt nok hårdt pludselig at blive læst af ligesindede! (Tak til Stokbro for at registrere mig på filosofi.blogbot).
ReplyDeleteDu har selvfølgelig ret, Søren E. Ikke i at jeg er nietzscheaner, men i at der skal noget 'positivt' på bordet for, at vi for alvor kan bruge Nietzsches kritik til noget. Jeg mener nu også, der er meget at komme efter. Hos Nietzsche såvel som hans efterfølgere. Men det var nu ikke min hensigt at tage hul på det nu...
Stokbro: Jeg er alt for rusten til at følge med dine kommentarer. Min konsulenthjerne har stadig magten, men mon ikke jeg kommer i form, hvis du/I bliver ved med at udfordre mig!?
@stokbro:
ReplyDeleteJeg er ikke helt enig i, at Nietzsche har 'gjort det klart', at alle perspektiver er værdisætninger. Det forekommer mig at være lige lovlig bombastisk til at være plausibelt.
Nietzsches vitalisme, som enhver vitalisme, er dybt problematisk - mystisk - hvis den netop læses som et 'positivt' bud på en værditeori. Hvilket den måske ikke skal...
At enhver værdidom skulle indeholde en "opdrætsstrategi for menneskeparken som sådan" finder jeg også for reduktiv. Hermed negligeres muligheden for en 'dialogisk' eller 'andenhedsanerkendende' værdidom, som netop kendetegner en del moderne aksiologisk orienterede teorier.
@Pia: Jeg mener skam også, der er masser at komme efter hos Nietzsche og hans efterkommere. De kan bare ikke 'stå alene', men hvem kan også det :O).
MVH Søren
Mht. om alle perspektiver er er værdisætninger (og dermed mener jeg en sætten værdi!), så er jeg lidt usikker på, hvad du er uenig i. Om det er selve tanken om perspektiv = en sætten værdi, eller om det er det, at Nietzsche har gjort det klart?
ReplyDeleteI hans Nachgelassene Fragmente står der følgende:
"Der Perspektivismus ist nur eine complexe Form der Specifität. Meine Vorstellung ist, dass jeder spezifische Körper darnach strebt, über den ganzen Raum Herr werden und seine Kraft auszudehnen (-Wille zur Macht:) und Alles das zurückzustossen, was seiner Ausdehnung wiederstrebt."
Det perspektiviske, særskilte og viljen til magt er sammenhængende. Perspektivismen sætter en værdi, idet den forsøger at gøre et perspektiv gældende.
Mht. vitalismen, så læser jeg den ganske enkelt meget umystificerbar, men her må du komme med en uddybelse. For mig står vitalismen hos Nietzsche for den helt enkle tanke, at f.eks. værdi enten er skadelige for livet eller opbyggende. Tag et begreb som 'skam', der i kristendommen er nært forbundet med lystfølelse og legemlig nydelse. Det er skadeligt for livet, fordi det hæmmer en fuldstændig naturlig og helt igennem uskadelig udfoldelse. Hvad mere er: gennem skammen forkastes det faktiske liv, kroppen forsages som djævelsk, man bliver selvhadende, selvdestruktiv og nihilistisk.
Hjælper det, hvis vi ikke taler om opdrætsstrategier og menneskeparker, men f.eks. dannelse eller opdragelse i stedet? Med andenhedsanerkendende og aksiologiske (orienteret) teorier, tænker du så f.eks. på den demokratiske dannelse? Heri spiller tolerance og værdiskabelse for den enkelte jo en stor rolle, men det laver vel egentlig ikke om på, at det er en bestemt mennesketype, der fremavles?