Tøgers bogreol

Jeg hører ikke til blandt dem, der har opsagt deres Politiken abonnement pga. chefredaktørens altoverskyggende evne til at sætte sig selv i centrum. Tværtimod bliver jeg ved med at imponeres over Tøger Seidenfadens enorme vid og uforlignelige sprogtalent.

MEN jeg synes han spiller fallit i gårsdagens anmeldelse af regeringens demokratikanon. Ikke fordi han er glad - det skal han også have lov til at være engang imellem - men fordi han lader udvalgets prioritering af begivenheder (som mere eller mindre svarer til den prioritering, Tøger selv ville have foretaget, hvis han var blevet spurgt) skygge over den kendsgerning, at det er perverst at sætte demokratiet på formel.

I sin begejstring over, at udvalget tilsyneladende er enig med ham i, at Spinoza, Grundtvig og Salman Rushdie har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af det danske demokrati "glemmer" chefredaktøren at udfordre regeringens kanonisering af snart sagt alle aspekter af den menneskelige tilværelse.

Regeringen ved, lige som alle andre gode forhandlere, at det, der virkelig betyder noget forbliver usagt. Det, man ikke er indstillet på at forhandle om skal for alt i verden ikke nævnes. For regeringens vedkommende er det hverken værdier, ytringsfrihed eller demokrati, der VIRKELIG betyder noget, men derimod opfattelsen af, at verden kan defineres. Der findes "rigtige" værdier og "forkerte" værdier. Regler for "de gode" og (andre) regler for "de onde".

Ved at kanonisere noget, vi alle sammen elsker at diskutere sikrer regeringen, at vi ikke diskuterer det, der virkelig bør diskuteres. Nemlig den tvivlsomme antagelse, at verden kan sættes på formel.

Formålet med demokratikanonen er efter sigende at skabe debat. Med Tøger Seidenfadens og andres iver efter at vise deres bogreol frem kommer vi desværre aldrig til at debattere det, der for alvor tegner udviklingen af det danske demokrati.