Før Derrida og Vattimo var det Merleau-Ponty. Kant og Heidegger har været der hele tiden, dvs. siden jeg begyndte at læse filosofiske værker på Testrup Højskole i 1996, men imellem og på tværs har forskellige filosoffer som Nietzsche, Levinas, Merleau-Ponty, Derrida og Vattimo været med til at forme den forståelse af og tilgang til filosofi, jeg har i dag.
De seneste år har Merleau-Ponty imidlertid opholdt sig i bogreolen. Jeg har ikke læst noget af ham og derfor heller ikke skrevet noget om ham. Det burde jeg måske lave om på. I hvert fald vækker følgende passage i mit BA-projekt min nysgerrighed:
"Merleau-Ponty mener altså, at vi via vores delagtighed i væren ser og anvender verden som den må formodes at se ud fra et objektivt synspunkt, selvom det slet ikke er sådan tingene kommer til syne for os. Vi opfører os som besad vi det objektive synspunkt, til trods for, at det, der fremtræder for vores synssans er afskåede, fordrejede og reducerede genstande. En sådan adfærd vidner om en indsigt i ikke blot dybdeforholdene, men også i væren. Descartes begår ifølge Merleau-Ponty den fejl at betragte rummet som hinsides ethvert synspunkt. Selve ideen om rummet opstår ifølge Merleau-Ponty først når man er placeret
i det og
bundet til en bestemt betydning. Kunne man, som den objektive beskuer, betragte verden, rummet og
alt hinsides ethvert synspunkt, så ville begrebet om dybden og dermed rummet ikke opstå, da disse forhold netop er karakteriseret ved ikke at være egentlige egenskaber, men et bånd mellem tingene, som muliggør vores forståelse af dem."
Hvorfor jeg på et tidspunkt forlod Merleau-Ponty ved jeg ikke, men passagen bekræfter, at der er og altid har været en særlig drivkraft i min interesse for filosofi - som det var formålet med at læse mine gamle studieopgaver at blive klogere på.
