Thursday, June 14, 2012

Historieløs videnskab gentager historien

Forskningsformidling. Der er ikke grænser for, hvad der kan tage form og formidles som ny videnskabelig forskning. Men der er grænser for, hvor meget nyt vi kan lære af videnskaben.

Der er nu noget komisk over, at videnskaben har brugt 500 år på at nå frem til noget, filosoffer har vidst i 2500 år. Tragikomisk. At videnskabsmænd som Stuart Firestein kan bruge hele sider i Weekendavisen på at gentage og tage æren for pointer formuleret i det antikke Grækenland, som fx: ”Traditionelt hedder det sig, at først er der uvidenhed, så kommer der viden. Jeg ser det generelt omvendt. Jo mere man ved, desto mere ved man, at man ikke ved” (”Spørgsmålene er det mest interessante”, Ideer 8.6.).

Kan det virkelig være gået Firesteins (og Weekendavisens udsendtes) næse forbi, at Sokrates´ slagord var, ”det eneste jeg ved, er, at jeg intet ved”? Tror Firestein, at han bidrager til den udvikling, videnskab efter sigende handler om, ved at pointere, at det i højere grad er spørgsmålene end svarene, der giver fremskridt? Og mener han alvorligt, at han har gjort en opdagelse ved at iagttage, at ”medierne sjældent rapporterer om historien bag et nyt forskningsresultat”? Tilsyneladende.

Og måske er det ikke så mærkeligt. For tre måneder siden spurgte jeg i et indlæg om Per Durst-Andersens bog Bag om sproget, om humanistisk forskning er for svær for Weekendavisen, og om det er grunden til, at dækningen af humanistisk forskning halter så meget bagefter avisens fortrinlige dækning af naturvidenskabelig forskning (Debat 9.3.).

Det bekræfter artiklen om Firestein. Hvis journalisten havde haft et minimum af idéhistorisk eller bare videnskabshistorisk indsigt, så ville han nemlig have udfordret Firestein på hans begejstring for spørgsmål. Han ville vide, at ambitionen om ”at formulere nye og bedre spørgsmål” er en meget gammel måde at sikre sig ikke bare definitionsmagten, men magten til at afgøre, hvad der er vigtigt og knapt så vigtigt at beskæftige sig med. At der med ethvert spørgsmål følger en magtudøvelse, som siger betydelig mere om spørgeren end om det, der spørges til. Og at filosoffer efter 2300 års sokratisk spørgelyst derfor har brugt de sidste 200 år på at rette deres spørgsmål mod sig selv: Hvad siger det om vestlig selvforståelse og kultur, at vi betragter spørgsmål som (den eneste) vej til indsigt? Hvad gør det ved vores måde at tænke og handle på, at vi er tilbøjelige til at stille en bestemt type spørgsmål (”hvad er” eller ”hvordan fungerer” dette eller hint?) og udelade andre (”hvornår” og ”hvorfor” betyder det noget, at…?).

Det har indflydelsesrige filosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida haft en del at sige om – og det burde Firestein og Weekendavisens journalist vide. Lige som de burde vide, at det ikke er mediernes skyld, at der ikke rapporteres om historien bag nye forskningsresultater, men videnskabens egen. At det, som den franske videnskabsfilosof Gaston Bachelard kunne oplyse i starten af 1900-tallet, er en del af videnskabens konstitution kun at medtage det, der kan gentages – lovmæssighederne – og at forskningsprocessen med dertilhørende fejlslagne forsøg og fortolkninger derfor aldrig er med i teorierne (og formidlingsarbejdet). Overfor videnskabsmandens optagethed af resultatet placerer Bachelard historikeren for hvem ”en forkert fortolkning af en kendsgerning forbliver en kendsgerning”, og som derfor er mindst lige så optaget af den erfaring, der går forud for en erkendelse, som af erkendelsen selv.

Men det ved videnskabsfolk og -journalister ikke. Og hvor skulle de også vide det fra? I Danmark er det 41 år siden man afskaffede filosofikum og i stedet introducerede videnskabsteori som det grundlæggende og tværdisciplinære fag, der skal sætte studerende i stand til at træffe velargumenterede valg og fravalg i deres arbejde med teori og metode. Det var samtidig dødsstødet for den almene dannelse, der sikrer overlevering fra generation til generation og forhindrer historisk bevidstløshed.

Med faget videnskabsteori erstattes den sammenhængende idéhistoriske indsigt med løsrevne ”ismer”, der på trods af nye betegnelser (udover klassiske videnskabsteoretiske retninger som empirisme, idealisme og realisme vinder teorier inden for fx socialkonstruktivisme og ”poststrukturalisme” stadig større udbredelse) er ude af stand til at grundlægge den forståelse af oprindelse, der kendetegner og skaber udvikling.

Eller som en anden af Weekendavisens skribenter, sociolog Henrik Dahl har formuleret det: ”videnskaben [er] både hurtig og nådesløs. Passer påstanden om cirkelformede planetbaner ad Pommeren til med observationerne? Så ud med den, og ind med noget bedre”. Det betyder, at videnskaben er optaget af det nye, men det betyder også, at historien gentager sig. Både hvad angår 2500 år gamle erkendelser og de fejlslagne forsøg og fortolkninger, videnskabens resultatfokus forhindrer os i at lære af.

Men det er vel sagtens et spørgsmål om tid. Hvis videnskaben efter 500 års forskning kan nå frem til den samme erkendelse, som filosoffer grundlagde vestlig civilisation på for 2500 år siden, så finder den vel også på et tidspunkt frem til det, filosoffer ved i dag.

7 comments:

  1. This comment has been removed by the author.

    ReplyDelete
  2. Jeg kan observere at den erkendelse du kommer frem til, via Heidegger et al, er parallel med den som videnskabsfilosofien når til - nemlig at vores viden forfalder til scientisme og pseudo-spiritualitet. Konge eksemplet er naturligvis der hvor scientisme bruges til at producere beviser for at al tro er pseudo-spiritualitet. (Lone Frank når ikke Vattimo til anklerne?)

    Problemet er da at dette også ofte udvikler sig til et politisk spil - er det "denken-filosofien" eller "videnskabs-filosofien", der har fundet problemet? Jeg mener at begge sider på hver deres måde har erkendt problemet - tildels har hver side også præsteret hæderlige løsninger. Men når dette skal omsættes fra tanker til handling, så går tanken fra fredelig Taoisme til en retorisk/dialektisk krig.

    Her må filosofferne emanciperes, således at de ikke forsat er afhængige af politiske og kommercielle interesser? Den der har erkendelsen har også pligten til at Unbosse?


    Det som den samlede filosofi er altså konkret redskaber, hvorved vi kan genkende mønster gentagelsen. En af de grelle gentagelser, som den kritiske tænkning må kunne opdage er induktive mønstre... fx det dialektiske handle/tank mønster.

    Man kan måske koge dette helt ned til at induktions problematikken er den fælles fjende, som den horisontale og vertikale tænkning resultere i, hvis vi ikke forebygger kritisk/konstruktivt.

    På den radikale bane må vi altså omsætte dette til et be-redskab, som reelt set vil gøre rigtigt mange af filosofiens traditioner forældende, unødvendige eller falsificerede.

    Dette handler altså om lederskab, men på et andet niveau end det du hidtil har behandlet. Det handler om at Vattimo, Heidegger, Nietzsche, Popper, Feuerabend, Bayes - Laurtizen, Gosvig, Emmeche, Rømer, Mærsk, Kolind... alle i glimt udøver denne nye form for lederskab! Det er disse glimt som holder liv i sagen.

    For vi ser også at lederskabet kan devalueres via den lingvistiske drejning, hvorved vi kalder det vi gjorde værdier eller idealer. (Mit Nietzsche citat siger det hele?)


    Filosofiens krise bestå altså ikke i at der opstår en dialektisk krig, men den består i at vi alle er disponeret for at lade os hverve til krigen. Således kan alt hvad vi gør både forfalde/devalueres til nuets sansning: spiritualitet og det kan beskrives som scientisme/positivisme/historicisme osv. osv. - hvorved vi ender i en politisk krig.


    Filosofiens første udfordring er altså at skabe fælles veje, hvormed vi kan gå fra praksis til det jeg kalder en praxis! Praxis er altså en strukturel vej hvormed vi med stor sandsynlighed kan sikre at vi ikke benytter os af fx det dialektiske mønster.

    Filosofiens anden udfordring er langt mere alvorlig! Den består i at der sandsynligvis allerede findes redskaber som kan løse mange af de problematikker som vi snakker om her. Det kan være at Pia, Covey, Kolind og de Bono har nogle væsentlige brikker - og det kan være at medarbejderne i diverse virksomhederne har en praxis, som kan bruges generisk. Men her står der den gældende praxis i vejen - NIH: not invented here?

    Dette betyder igen at filosofien ikke kan levere vare, den nuværende praksis kan ikke skelne mellem praksis og praxis, filosofien kan ikke demarkere/identificere de hypoteser som har det potentiale vi leder efter???


    I dette vakuum er der plads til alverdens kvaksalvere, som læser videnskaben som en Bibel, et horoskop og som det behager. Der er også plads til at mere seriøse aktører byder sig til - så hvem ved måske er næste logiske skridt at vi går fra unboss til unfilosofy - Occrams ragekniv er skarp!

    ReplyDelete
  3. Se også disse indlæg på Folkeskolen.dk: http://www.folkeskolen.dk/509925/et-paradigmeskifte--i-hvilken-kontekst-giver-det-mening--#513919

    ReplyDelete
  4. Hej Per

    Tak for dine fyldige kommentarer, som på mange måder har deres eget liv. Det er fint og inspirerende, men giver mig ikke anledning til at svare/kommentere yderligere.

    Med din store skrivetrang (også på Folkeskolen.dk mm.) undrer jeg mig over, du ikke har din egen blog...?

    Vh Pia

    ReplyDelete
  5. Hej Pia,

    Jeg har ikke en blog da det ikke er mig personligt der er sagen - det jeg siger 'er' ikke mig, jeg har et "hemmeligt" liv! Mit oprindelige firma started jeg i 1994. det hed 'Asset Concept', fordi det bl.a. er sådanne koncepter vi kan skabe, når vi fx. bruger lateral tænkning, tænkehattene osv. - men jeg markedsføre netop ikke mig selv (eller Edward de Bono), dels for at beskytte mig selv, og dels fordi det jeg sælger er kundens evne til selv at skabe værdi. For at skabe mest mulig værdi mener jeg, fortsat, at jeg skal forsøge at bidrage der hvor dette kan udfoldes mest muligt - altså i folkeskolen. (Det var dette ræsonnement som fik mig til at videreudvikle urørlighedszone begrebet).

    Jeg har derimod et helt Wikipedia, www.FolkeskoleWiki.dk, som pt. er lukket for offentligheden. Her skriver alle jeg mine indlæg, og her har jeg ca. 200 artikler/noter/kapitler, som måske bliver til en bog. Dette Wikipedia indeholder også undervisnings materialer, som lærerne skal bruge når de underviser eleverne.

    For et år siden satte jeg mig for at beskrive det hele hermeneutisk - hvilket resulterede i at jeg kan beskrevet en helt ny filosofi for værdiskabelses processen. Har fortalt Per Durst-Andersen, Ole Fogh med flere lidt om den. Dette kan nemlig beskrives på utallige forskellige måde, så det du vil se er at jeg "multiplicere", men jeg bare fundet nogle mere sigende betegnelser for dette. Hermeneutikken er altså også en multiplikation af fx Poppers, Nietzsche og flere andres filosofier....

    Oprindeligt faldt jeg over lateral tænkning, da jeg var ansat hos IBM, 1986, hvor der allerede da var mulighed for at debattere alt fra metoder til personlig-afvikling, med meget kompetente kollegaer. Her lærte jeg fx hvordan man brugte lateral tænkning, og at mange andre metoder havde mindre seriøse ophav (ikke mindst NLP/coaching, som mine IBM kollegaer kunne fortælle mig stammer dette fra newage/$centologiy - et ord man helst SKAL stave forkert :)

    Jeg var skeptiker, meldte mig ind i dialog centret, og brugte de næste år på at debunke alverdens metoder - inkl. Edwards. Det resulterede i at jeg fik vindiceret det som Edward gjorde. Da jeg stoppede hos IBM, besluttede jeg mig for at uddanne mig som træner... jeg har nu lukket mit firma, for at fokusere på at få dette implementeret i folkeskolen.


    Mine studier ud i filosofien viser at filosofferne godt nok har opdaget/erkendt det vi kalder vertikal og horisontal tænkning, men i langt de fleste tilfælde er mod-reaktionen politisk og ikke forebyggende. Når man peger på alternativer, render man altså ind i at bliver betragtet som en politisk modstander - da du kommer fra den horisontale "Denken" vil du naturligvis forvare dine position, og finde argumenter i din mytologi om at videnskabsfilosofi 'er' scientisme.

    Lateral tænkning, handler i korthed om at vi kun ganske undtagelsesvis skal ændre på vores personlighed/positioner/perceptioner. Men vi kan derimod "simulere" vertikal og horisontal tænkning, hvorved vi bl.a. opbygger en knowhow baseret tolerance over for vores "naturlige" dialektiske modstandere.

    Det som er metafrustrerende er altså, at blive opfattet som en "politik idiot" - og man selv udmærket kan gennemskue at det er en kategorifejl...

    ....

    ReplyDelete
  6. Filosofisk betyder dette et radikalt brud med filosofiens akademiske tradition, og i sin mest radikale udgave betyder dette en erkendelse af at alle de akademiske referencer, som filosofi/videnskab normalt bygger på, ikke tilfører værdi. Videnskaben kan altså kun sige os hvad vi ikke skal gøre - specielt når vi taler metoderne - det som jeg arbejder med. (Feuerabend "Against the method" mfl.)

    Man kan sige at metoder kan underkendes i den forstand at de "stærke" metoder multiplicere værdier og idealer (to dimensioner af magt), som forfører os til Viljen til tvang™ - diskurs analysen og system teorien kan måske kogens ned til denne ene erkendelse? Men vi kan også se at der faktisk findes metoder, som IKKE reproducere denne horisontal/vertikale politik.. Disse metoder er designet sådan at vi i stedet bruger tiden på at skabe værdi. (Anders Bordum har fundet nøglen til dette!)


    Selv 'gode' videnskabsfolk indtager den scientistisk position - og bortkaste alle sine ressourcer en politisk kamp. Vattimo går ind i politik(fandens!) - også selv om han har erkendt at kristendommen skal svækkes/sekulariseres/reformeres for at stå stærkere. (Se mine "mange" indlæg om reformation på Religion.dk) Et godt eksempel på krisen kan du genkende i Thomas Rømers indlæg på Folkeskolen.dk, hvor han på forbilledlig hæderlig vis bekæmper værdipolitikken - fra en uren/laterale position. Det frustrerende er at du, Thomas ikke har et fælles sprog - hvorved I kunne erkende jeres fælles ærinde.

    Apropos, kan man sige at filosofien nu kan bidrage til en reformation, som igen vil betyde at vi viderefører Luthers, Poppers, Kants, Heideggers, Arendts projekter... bl.a. ved at definere en sekulær kerne for menneskets betingelser. Det er klart at dette kræver et upolitisk lederskab, med en upolitisk organisation, hvis det overhovedet skal kunne lykkes... men måske skal det bare gøres - SIT!


    Så frem for at bekæmpe de poliske vindmøller har jeg valgt at kaste mig over videre studier, og så har jeg designet en infrastruktur for tænketanke i folkeskolen. Denne infrastruktur kan skaleres, således at folkeskolen bliver en motor for den videre demokratisk udvikling af det åbne samfund.

    Det vil med andre ord sige at når eleverne - efter at have lært at skabe værdi - sætter sig til deres iPad eller computer. Så kan de sammen skabe værdier i det åbne samfund, uden at de er afhængige af ledere eller anden vejledning.

    Ja.... den havde vi ikke lige set komme - eller hvordan multiplicere man de sorte svaner?

    Vh Per

    ReplyDelete
  7. se i øvrigt lige disse videoer, som jeg faldt over i min research vedr. Heidegger: http://edu.au.dk/forskning/videoforelaesninger/kirstenhyldgaard/

    ReplyDelete