Filosofi - Vestens hukommelse

Uddrag fra Filosofi i ledelse, side 127-128:

Med sine 2500 års nedskrevne erfaringer med at tænke udmærker filosofien sig ved at huske det, andre – ikke mindst videnskaben – har glemt. Som jeg indledte bogen med at citere Gosvig for at skrive, ved filosofien, at tingene ikke altid har været, som de er nu, eller altid vil være sådan. Men denne viden har den ikke altid haft. Først efter at have været igennem en historisk bevægelse med dertilhørende erkendelsesorden begyndte filosofien for ca. 200 år siden at tage sin egen historie alvorligt. Og sådan er det tilsyneladende også for ledelsesteoretikere. Således fremhæver spirituelt orienterede ledelsesteoretikere som fx Pruzan og Scharmer, at interessen for det spirituelle er kommet med årene, og at det er deres mange erfaringer, der har bragt dem på sporet af, at der er mere mellem himmel og jord end det, managementteorierne foreskriver.

Med filosofiens indsigt i, at man ikke kan erkende uden at erfare, er det nærliggende at spørge, hvor det stiller de mange ledere og konsulenter, der ikke er lige så erfarne som teoretikerne. Kan de forstå og bruge teorier om det spirituelle lederskab? Tæmme deres styrke og vilje til at styre hele verden for i stedet at varme sig ved de erfarne ledelsesteoretikeres pointe om, at man kan opnå mere ved at styre sig selv? Eller er det netop en erkendelse, der kommer med alderen? Når man har styret tilstrækkelig meget til at kunne leve med tanken om at styre lidt mindre (eller bare er blevet så god til at styre, at man kan gøre det uden at afsløre, at det er det, man gør – ved fx at påvirke, hvordan andre mennesker tænker om ledelse)? Det er i hvert fald tankevækkende, at det aldrig går den anden vej: Ledelsesteoretikere og ledere, der fortæller, at de i deres unge dage var meget spirituelt orienterede, men at de efter mange års erfaring har lært, at det er styring, der skaber gode virksomheder. Hvorfor gør det ikke det? Fordi historien har sin egen rækkefølge – og mennesker deres egne erfaringer.