Som ledelseskonsulent var det relevant for mig at trække paralleller til værdibaseret ledelse, som fremhæver visioner og den enkeltes (uendelige) potentiale som det, lederen skal have i fokus.
Som filosof er det vigtigt for mig at minde om, at det ikke bare er som kultur, vi har en historie, men også som tænkning.
Filosoffer plejer at starte 3-400 f. Kr., når de beskæftiger sig med tænkningens historie. Det var nemlig dér den antikke tænkning, ikke mindst repræsenteret ved Platon og Aristoteles, tog sin begyndelse.
Groft sagt skelnede Platon mellem idéverdenen og fænomenverdenen. Idéverdenen var forbeholdt filosofferne - de eneste, der havde adgang til sandheden om verdens beskaffenhed (æblets ide). Fænomenverdenen er verden, som den fremtræder for alle os andre (alle de mange forskellige æbler, der tager del i æblets idé).
I Platons dialog, Staten, konstateres det, at filosofferne - qua deres særlige adgang til sandheden - bør styre staten, herunder uddanne statens ledere.
Senere i tænkningens historie begyndte man at udfordre forestillingen om idéverdenen. Den sande verden blev erstattet med jeg´et, viljen, den sociale konstruktion, relativismen, fortolkningen, og på et tidspunkt: Historien.
Filosoffer, der beskæftiger sig med historien som udgangs- og omdrejningspunkt for vores tænkning beskriver bl.a. Vesten som historien om én lang svækkelsesproces. Således skriver den unge italienske filosof Santiago Zabala f.eks. i 2007:
The history of political power in the West is nothing but a weakening of strong structures of power: from absolute monarchy to the constitutional and democratic state, from the authoritarian biblical interpretation of the church to the Bible of the people as translated by Luther. (Weakening Philosophy, p.17).
Vestens styrke ligger med andre ord i historiens svækkelse af idéverdenen. Der er ikke én sandhed om verdens beskaffenhed.
Vores historie - som Obama tager udgangspunkt i og understreger vigtigheden af at respektere - fortæller os, at sandheden er en illusion. Når der ikke er nogen sandhed er der heller ikke nogen, der er privilegeret i forhold til at finde og udbrede sandheden. Der er ikke brug for (Platons) filosoffer til at styre verden.
Jeg er faktisk ikke så bekymret for Obama - han ved godt, at han ikke er Messias, men talerør for en historisk udvikling (tror jeg). Jeg er bekymret for den store del af verdens befolkning, der deponerer alt deres håb i Obama som verdens redningsmand. Ham der formår at vende det onde til det gode. Ham vi - alene - skal sætte vores lid til.
Jeg ser for mig, at 2500 års succesfuld svækkelseshistorie skydes direkte tilbage til idéverdenen, fordi verden oplever Obama som én af Platons filosoffer. En ny Sokrates:
Med Obama har vi at gøre med en hidtil uset kombination af dygtigt, progressivt og idealistisk lederskab kombineret med karisma af næsten messianske dimensioner. Så lad os ikke forhaste os med at skyde Obama de sædvanlige management-floskler i skoene - just yet. (Jytte Weiss Brinks i kommentar på Kforum).
No comments:
Post a Comment