Sunday, October 12, 2008

Empiri - metode - teori

Jeg har i et stykke tid tumlet med, hvor teorien bliver af i mit forskningsprojekt. Jeg har nogle meget stærke fornemmelser for mit empiriske arbejde - ikke mindst med stafetanalysen - men jeg har haft svært ved at se, hvordan det hænger sammen med den svage tænkning, og dermed hele mit teoretiske udgangspunkt.

Min begavede filosof-blogger-kollega Stokbro har nu åbnet mine øjne for en mulig sammenhæng mellem mit empiriske arbejde og mine filosofiske studier i sit indlæg Teokratisk øvelse. Stokbro reflekterer med henvisning til Descartes, Nietzsche og Homer over forholdet mellem metode og sandhed og skriver bl.a.:

"Eller skulle man ikke hellere skrive, at man ikke kan undvære sandheden, når man begynder at søge efter metoden? For er det ikke den, der i virkeligheden er væk. Descartes ved godt, hvilken sandhed han ønsker sig, problemet er at finde en metode, der tildækker dette ønske. Man må altså læse hans udsagn [“Man kan ikke undvære en metode, når man begynder at søge efter sandheden”] sådan, at idet man begynder at søge efter sandheden, så har man allerede fundet den, for ellers ville den ikke være skjult - heller ikke her søger man, men man finder - man kan ikke finde noget, eller overhovedet begynde at søge efter noget, man ikke ved, hvad er."

Og lidt senere:

"Sandhed blev først problematiseret på en sådan måde, at den ligefrem skulle findes/skjules, idet man brød sammenhængen mellem sprog og virkelighed hos Homer, idet man gik fra eteos til aletheia. Det aletheia foregøgler er, at sandheden bliver afdækket, at den gennem en metodisk afsøgning kan findes, men hvis man ikke allerede ved, hvor man skal søge, hvorfor begynder man så overhovedet at søge der? Altså, hovedvægten ligger på metoden i Descartes-citatet og ikke sandheden. Det er metoden, der er uundværlig, men hvorfor?"

Uden pt. at kunne redegøre for lighederne i detaljer, så minder Stokbros refleksioner mig om noget, jeg selv beskæftiger mig med i Et spørgsmål om at være. Her er jeg optaget af værensspørgsmålets udvikling fra metafysikken over Heidegger og Derrida til Vattimo, og jeg indleder det sidste kapitel med at konstatere, at...

Vores måde at tænke værensspørgsmålet på hænger uløseligt sammen med vores måde at formulere værensspørgsmålet på.
  • Metafysikken formulerer værensspørgsmålet substantielt: Hvad er væren?
  • Heidegger formulerer værensspørgsmålet verbalt: Hvordan væsner væren?
  • Derrida formulerer ikke værensspørgsmålet: Han undgår at spørge, hvad og hvordan differansen er, og
  • Vattimo svækker formuleringen af værensspørgsmålet: Han tænker en 'genkendelig' cirkelbevægelse

Som det fremgår, er de to sidstnævnte formuleringer af værensspørgsmålet ikke formuleret som spørgsmål. Det betyder ikke, at svaret betragtes som givet, eller at det ikke længere er nødvendigt at spørge. Tværtimod. Bevægelsen hen imod en postmetafysik tænkning og formulering af værensspørgsmålet forbereder en omformulering. Værensspørgsmålet gælder ikke væren mere, end det gælder (noget) andet, og det er derfor ikke afgørende, om man spørger, 'hvad' eller 'hvordan' væren er. Værensspørgsmålet drejer sig om, at formuleringen, og dvs. tænkningen, fortsat må gøres om. Der må fortsat omformuleres.

Forestillingen om en omformulering rummer både Derridas tænkning af 'en vis andethed' og Vatttimos svække(n)de værenstænkning. Med omformuleringen tænker vi nemlig ikke det samme, vi tænker ikke noget som noget, og vi tænker ikke henvisningen. Men vi tænker heller ikke transcendensen, den absolutte adskillelse mellem Gud og mennesker.

...Og så er det, jeg kommer til at tænke: Pointen med stafetanalysen er jo netop, at man ikke formulerer spørgsmålet om, hvad det vil sige at være denne eller hin virksomhed/afdeling/medarbejder, men derimod stiller virksomheden/afdelingen/medarbejderen opgaven at (om)formulere sig selv.

Dermed adskiller stafetanalysen sig måske fra andre (empiriske) metoder ved ikke (nødvendigvis) at forudsætte sandheden?

Stokbro argumenterer (så vidt jeg forstår) for, at man ikke kan benytte en metode uden at søge efter noget og at dette noget følgelig determinerer måden man søger på. Mit spørgsmål er naturligvis, om stafetanalysen forudsætter noget.

I det konkrete tilfælde, jeg arbejder med den, søger jeg stærke strukturer (som ifølge min hypotese går på tværs af alle virksomheder og organisationer og fastholder dem i nogle bestemte antagelser om sig selv) og grundlæggende antagelser (som er specifikke for den enkelte virksomhed/organisation - omend man nok vil kunne finde ligheder de forskellige virksomheder/organisationer imellem). Det er naturligvis noget. For så vidt som det i hvert fald ikke er noget andet. Men det er ikke noget, jeg kan beskrive eller karakterisere - og følgelig heller ikke noget, jeg kan tilrettelægge min metode efter.

Jeg er så at sige nødsaget til at opgive min metode. Eller måske snarere: Overlade den til virksomheden/organisationen selv.

Hvis værensspørgsmålet kan sammenlignes med virksomheder og organisationers søgen efter den perfekte strategi eller det succes-garanterede værdigrundlag, så kan 'et spørgsmål om at være' (den midlertidige overskrift på mit forsøg på at etablere en postmetafysisk tænkning) måske sammenlignes med det, jeg forsøger at opnå med stafetanalysen: virksomhedens/organisationens væren i sig selv for herigennem at udfolde sit potentiale (jf. refleksion i mit foregående indlæg: Opgaven med at formulere et spørgsmål til en kollega/leder/samarbejdspartner stimulerer tilsyneladende folk til at være i deres arbejde i stedet for at forsøge at beskrive det).

Hvis metode hænger sammen med/forudsætter sandhed, så er stafetanalysen måske ikke en metode. Eller også er den en metode til at udfordre antagelsen om en sandhed.

Og så er spørgsmålet - som opstår i forlængelse af Stokbros indlæg: Er stafetanalysen en sand måde at udfordre sandheden på? Hvis ja: Hvor stiller det mig?

Okay, det er måske en lidt rodet efterrationalisering - men jeg må jo starte et sted ;o)

6 comments:

  1. Hvorfor forudsætter metode i sig selv sandheden? Et formelt bestemt regulativt ideal om sandheden, ja, men sandheden som sådan?

    Ofte foregår en undersøgelse selvfølgelig ud fra en hypotese, men det er jo netop sandsynliggørelsen af hypotesens sandhed, der kræver metode og empiri.

    MVH

    ReplyDelete
  2. Anonymous12:18 PM

    Men er den rationalisering, du henviser til med begreberne hypotese, metode og empiri ikke allerede en første tildækning af dit begær (konklusion), hvis man følger det spørgsmål Pia arbejder ud fra i indlægget? Hypotesen kræver allerede et sigte, den opstilles på baggrund af noget andet. Med det du siger, har jeg en fornemmelse af, at videnskab først og fremmest er rationelt gennemlyst.

    ReplyDelete
  3. @ Stokbro:

    Det kommer helt an på, hvad du mener med begær i denne sammenhæng. Det er selvfølgelig et ønske om at få bekræftet eller afbekræftet hypotesen. Men jeg finder ingen grund til at tildække dette ønske - det underlægger jo ikke i sig selv sandheds-bestræbelserne noget som helst.

    Hvad mener du med 'rationelt gennemlyst'?

    MVH

    ReplyDelete
  4. Anonymous3:57 AM

    Dermed mener jeg, at noget, f.eks. en videnskab, har en værdi, der er proportionel med graden af rationel sammenhængskraft - altså om enkeltdelene i argumentationen kan efterprøves ud fra helhedens konklusion(er).

    Men i øvrigt var det et forvrøvlet indspark, jeg kom med. Der er dog den minimale pointe: vi vælger først en sandhed, dernæst hypoteser og metoder og hvilke signaturer (autoriteter) vi vil sætte i spil for at nå frem til den sandhed, vi har valgt projekt ud fra.

    ReplyDelete
  5. Den er god med jer, drenge: Men hvad tænker I om stafetanalysen - som metode/ikke-metode?

    ReplyDelete
  6. Anonymous10:50 AM

    Jeg skal nok forsøge at kommentere stafetanalysen i løbet af weekenden (når jeg engang kommer fra arbejde lørdag), men helt umiddelbart så er fokus på soørgsmålet fremfor svaret interessant synes jeg, men tænker også at selv spørgsmålsfokuset vil løbe ind i de samme problemer som alle mulige andre metoder/analyser, idet formidlingen sætter ind sammen med analyse af spørgsmålsstrukturerne. Spørgsmålet i forhold til dig selv - din rolle - ville måske være, om ikke en derridask dekonstruktiv selvreflektion ville være interessant - med henblik på at afsløre din egen/spørgsmålenes metafysiske grund???

    ReplyDelete