Jeg havde fornøjelsen af at være til forpremiere på den nye danske film ’Dig og mig’ i går. Og jeg må indrømme, at jeg er skuffet. Ikke over filmen. For helvede nej; det er noget af det flotteste, jeg nogensinde har set. Jeg er skuffet over Politiken.
For hvad gør avisen, når der en sjælden gang i dansk filmhistorie dukker en film op, der tager livet så alvorligt, at den forpligter sig på døden? Den bruger først en forside og en helsidesartikel på at diskutere, om filmens markedsføring matcher dens indhold. Dernæst leverer den en anmeldelse ved Kim Skotte, der i frustration over selv at skulle lave de åbenlyse mellemregninger trækker det typiske anmelderkort og kalder filmen konstrueret.
Det er simpelthen ikke godt nok!
Danskerne er gode til mange ting. Og dårlige til flere. Noget af det, vi er allerdårligst til er at håndtere alvor. Vi bryster os af at være ironiske, og betragter det som vores selvskrevne ret at udøve hån, spot og latterliggørelse. Men vi ved ikke, hvad vi skal stille op med os selv og hinanden, når det gør ondt. Vi bliver bange og gemmer os væk. Gør os stærke eller går til angreb.
Lige som de fleste andre danskere har jeg ikke særlig mange ord for det, Christian E. Christiansen og Louise Vesth behandler med deres storslåede film. Det er det, der gør den så storslået. Instruktøren, produceren, skuespillerne og alle de andre, der er engageret i ’Dig og mig’ gør noget så sjældent (i filmbranchen) som at skabe et rum for det, vi ikke har nogen ord for.
Det opdager Politikens læsere bare ikke, hvis de baserer deres indkøb af biografbilletter på avisens perspektivløse diskussion af markedsføringsmekanismer og anmelderens slet skjulte forsøg på at være højkulturel.
Jeg forstår så udmærket din harme, selvom jeg ikke har set filmen, og derfor heller ikke kan forholde mig kvalificeret til Politikens behandling af stoffet.
ReplyDeleteMen hvorfor bruge begrebet "højkulturel" i din kritik? Du fremmaner en dikotomi, der har rødder tilbage i en revolutionær retorik fra 68-72, der centrerer sig omkring populærkulturens stilling i de traditionelle dannelsesfag. Var han virkelig højkulturel?
Jeg tænker på, hvor det placerer dig som anti-borgerlig akademiker. Er du i så fald en af dem, der fornærmer masserne ved at tale ned til dem for at overbevise dem om, at de er gode nok lige præcis der, hvor de er; eller fornærmer du dem ved at ønske at op-drage dem, og altså fortælle dem, at de ikke er gode nok som de er?
Hvad værre er, at du som akademiker, benytter samme retorik, som V og DF, hvor det, der går under navnet kulturkamp, er et helt åbenlyst anslag mod, dem der ved. Dette ikke fordi de ikke ønsker eksperter (altså folk, der ved hvad de taler om), men fordi de ønsker "eksperter", der taler dem efter munden.
Jeg finder det ærgerligt, fordi du som uddannet filosof og journalist har alle muligheder for at give en kritik, der relaterer sig til deres faglighed som smagsdommer. skåret ind til benet: Er Skotte utilstrækkelig, fordi han er uenig med dig, eller fordi han ikke gør sit arbejde godt nok? Svaret er nok det sidste, tænker jeg, men din retorik undergraver din egen bedømmelse ... hvis du spørger mig.
Du har ret, jeg tænkte mig ikke om, Stokbro. Undskyld. Jeg ville bare have et hurtigt indlæg afsted til Politiken, mens jeg stadig var grebet af vrede (og så ser det ikke engang ud til, at de har tænkt sig at trykke det!).
ReplyDeleteJeg mener selvfølgelig, at Skotte er utilstrækkelig, fordi han ikke gør sit arbejde godt nok.
I stedet for at skrive, at Skotte forsøger at være højkulturel skulle jeg have skrevet, at han frarøver sig selv og sine læsere oplevelsen af noget vigtigt, når han forsøger at rationalisere sig frem til en sammenhæng, der ikke behøver at være der.
Tak fordi, du tager bloggen på ordet og tjekker mine tanker - og mere eller mindre tilfældige valg af ord ;o)